Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt (* 1) (* 2) Virksomhed idømt bod for, i strid med aftale herom, ikke at have indført bonusaftale. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S (advokat Keld Burmølle). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Brink, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kofod og Maabjerg.

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt (* 1) (* 2) Virksomhed idømt bod for, i strid med aftale herom, ikke at have indført bonusaftale. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S (advokat Keld Burmølle). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Brink, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kofod og Maabjerg.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Viggo Borch A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

PARTERNES PÅSTANDE

Klagerne har påstået indklagede tilpligtet at overholde gældende overenskomst, herunder at indføre en bonusaftale, og tilpligtet for brud på gældende overenskomst til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse, men har erkendt at være forpligtet til at overholde overenskomsten.

SAGSFREMSTILLING

Den 30. juni 1987 blev der i den indklagede virksomhed underskrevet følgende hensigtserklæring

»Vedrørende: Bonusaftale

Det er aftalt, at Direktionen og Tillidsmænd i den kommende periode seriøst undersøger og vurderer muligheden for at etablere en bonusordning for alle timelønnede medarbejdere i Viggo Borch koncernen.

Aftalen vil formentlig bygge på en form for produktivitet - d.v.s. på basis af gennemløbet af tonnage i relation til antal ansatte.«

Under et møde i juli eller begyndelsen af august 1987 vedrørende fornyelse af overenskomsten blev der for perioden 1. marts 1987 til 1. marts 1991 opnået enighed om en række ændringer af den gældende overenskomst. Det fremgår af mødereferatet, at betalingssatserne kunne genforhandles pr. 1. marts 1989. Referatet slutter således

»Det er aftalt, at der i den kommende periode, og senest 1. marts 1989 er indført en bonusaftale mellem overenskomstens parter.

Der tilbagestår herefter ikke yderligere krav fra nogle af parterne.

Det af Lager og Handelsarbejdernes Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark fremsendte 1. strejkevarsel, tilbagekaldes hermed.«

Bonusspørgsmålene blev herefter drøftet på møder den 31. august og 12. oktober 1987, 6. januar, 16. februar, 31. oktober og 6. december 1988, 6. marts og 7. april 1989. På arbejdstagerside deltog konsulent i Specialarbejderforbundet i Danmark Poul Mandrup, bortset fra mødet den 6. december 1988. I møderne den 6. marts og 7. april 1989 deltog på arbejdsgiverside Ole Storm Jeppesen, der er konsulent i Industrifagenes Arbejdsgiverforening, som virksomheden var blevet medlem af pr. 1. april 1988.

På mødet den 6. marts 1989 blev der givet udtryk for meningsforskelle med hensyn til forhandlingernes grundlag. Arbejdsgiverne mente, at de oprindelige bonusforhandlinger var forbi, da der ikke havde kunnet opnås enighed mellem parterne. Selskabet følte sig herved løst fra sit oprindelige tilsagn, idet man samtidig havde opfyldt sine løfter om en seriøs undersøgelse og forhandling. Arbejdstagerne protesterede mod denne udformning af problemstillingen, idet man mente, at hvis et bonussystem ikke skulle blive indført, burde det erstattes af en anden ydelse.

Der blev på mødet den 7. april 1989 forelagt et udkast til en model for bonusordning, og der var enighed om, at dette formentlig ville kunne anvendes under den nuværende struktur. Selskabet gav imidlertid udtryk for, at udsigten til mulige forestående strukturændringer gjorde virksomhedens overvejelser vanskelige og tunge. Fagforeningsrepræsentanterne anså denne holdning for at være obstruktion mod forhandlingerne.

Den 10. april 1989 besluttede virksomhedens ledelse, at man ikke ønskede at indføre bonusordninger på dette tidspunkt. Lager og Handelsarbejdernes Forbund fik meddelelse herom ved brev af 14. april 1989.

Klagerne fremførte herefter sin påstand om overenskomstbrud. I den anledning blev der holdt fællesmøde den 29. juni 1989, og referatet herfra slutter således

»Fra virksomhedens side tilbagekaldte man under fællesmødet skrivelse af 14. april 1989 og tilbød forhandling om opfyldelse af overenskomstprotokollatet i den efter fællesmødets afholdelse kommende uge (3.-7. juli), hvilket man afviste fra arbejdstagerside.«

Den 8. januar 1990 blev der indgivet klageskrift til Arbejdsretten.

FORKLARINGER

Frank Kieffer har bl.a. forklaret, at han siden 1977 har deltaget for Lager- og Handelsarbejdernes Forbund i forhandlinger med Viggo Borch A/S. I 1987 var forhandlingerne gået i hårdknude, navnlig fordi der var uenighed om lønnen. Tillidsmændene forhandlede sideløbende med arbejdsgiveren, og dette resulterede i hensigtserklæringen af 30. juni 1987. Forbundet accepterede lønningerne, fordi de blev suppleret med et løfte om bonus. Vidnet kan ikke huske, om hensigtserklæringen var fremme under forbundets forhandlinger, eller om det blev diskuteret, om det var samme formulering, der kom i mødereferatet om overenskomsten. De efterfølgende møder handlede i vidt omfang om tekniske ting, og efter at Ole Storm Jeppesen var kommet med, blev man enige om at bruge Industrifagenes Arbejdsgiverforenings model for bonusordning. Den 7. april 1989 manglede man kun at sætte bonusbeløbene ind i aftaleudkastet. Ole Storm Jeppesen oplyste, at ordningen ville give de ansatte ca. 375.000 kr., og at det var normalt med en effektivitetsforøgelse på ca. 10 %, når en bonusordning blev indført. På mødet slog direktør Søren Hansen imidlertid helt bak. Han henviste til ændringer i virksomhedens struktur, men så vidt vidnet ved, er der ikke sket afgørende ændringer.

Vidnet havde ferie umiddelbart efter fællesmødet, og det var derfor, han afviste at forhandle i ugen 3.-7. juli. Forbundet afviste ikke forhandlinger i almindelighed, men der kom aldrig senere noget initiativ fra arbejdsgiveren, heller ikke efter at der var klaget til Arbejdsretten.

Søren Hansen har bl.a. forklaret, at han er økonomidirektør hos Viggo Borch A/S og siden 1985 har forhandlet overenskomster for selskabet. Der blev i 1987 stillet alt for store lønkrav, og vidnet fik den opfattelse, at tillidsmændene var interesseret i en bonusordning. Forholdet skulle undersøges nærmere, og derfor blev hensigtserklæringen underskrevet. To dage senere forhandlede man igen med forbundet, og Frank Kieffer forlangte, at hensigtserklæringen kom ind i overenskomsten. Vidnet havde tillid til Frank Kieffer og troede ham derfor, da han forsikrede, at virksomheden ikke blev snydt ved, at overenskomsten blev formuleret lidt anderledes end hensigtserklæringen, og at konsekvenserne af mislykkede bonusforhandlinger blot ville være, at lønkravene den 1. marts 1989 blev så meget større. Hvis vidnet ikke havde stolet på Frank Kieffer, kunne han have kontaktet firmaets advokat. Udgangspunktet var, at effektivitetsforøgelsen skulle deles mellem virksomheden og de ansatte.

Den 1. januar 1988 troede vidnet på, at bonusordningen kunne træde i kraft det følgende efterår. Først da Ole Storm Jeppesen kom ind i forhandlingerne, blev vidnet klar over, hvor meget bonusordningen ville koste. Det var helt urealistiske tal.

Selskabet blev et led i Danisco-koncernen, og der var i foråret 1989 overvejelser om afhændelse. Det var baggrunden for udtalelserne om strukturændringer.

Ved fællesmødet blev vidnet belært om nogle juridiske finesser, og for at få en afslutning på sagen tilbagekaldte man afvisningsbrevet og tilbød at genoptage forhandling. Han ved ikke, hvad der lå i, at Frank Kieffer afviste forhandlinger. Hverken fra virksomhedens eller de ansattes side er der efter fællesmødet taget initiativ til forhandlinger.

Virksomheden er i dag under en fællesoverenskomst og skal forhandle bonusordninger.

PARTERNES ARGUMENTER

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at indklagede må have bevisbyrden for, at overenskomstens bonusbestemmelse ikke skal forstås efter sin ordlyd. Denne bevisbyrde er ikke opfyldt, og arbejdsgiverens forpligtelse kan ikke være begrænset til hensigtserklæringen, der er erstattet af den senere overenskomstbestemmelse.

Indtil april 1989 har virksomheden da også forsøgt at overholde aftalen.

Efter fællesmødet har arbejdsgiverne derimod ikke taget initiativ til at genoptage forhandlingerne, selv om man havde accepteret det. Sådant initiativ er end ikke taget, efter at sagen er indbragt for Arbejdsretten.

Der er tale om et alvorligt overenskomstbrud, hvor store beløb står på spil.

De indklagede har heroverfor anført, at virksomheden ikke har begået overenskomstbrud. Hensigtserklæringen er det afgørende fortolkningsbidrag til overenskomsten, der efter sin tilblivelse ikke kan give selskabet større forpligtelser end erklæringen. Det er da også på dette grundlag, der blev forhandlet i 1987-89, og brevet af 14. april 1989 er ikke en fragåelse af hensigtserklæringen, blot en konstatering af, at undersøgelserne og vurderingerne havde ført til, at bonusordning ikke kunne gennemføres.

Der er ikke ved fællesmødet nogen erkendelse af overenskomstbrud. Efter mødet var der lige så stor anledning for de ansatte til at få forhandlingerne genoptaget. Virksomheden har ikke nægtet at forhandle, tværtimod.

Hvis bod skulle pålægges, måtte det være formildende, at indklagede har tilbudt at forhandle.

RETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION

Således som overenskomstreferatet er formuleret, indeholder det en forpligtelse for indklagede til at tilbyde de ansatte en bonusordning, og denne forpligtelse afsvækkes ikke ved den tidligere underskrevne hensigtserklæring.

Forhandlinger om bonusordning er foregået, indtil virksomheden den 10. april 1989 besluttede ikke at ville indføre en sådan ordning.

Ved denne afvisning har virksomheden brudt overenskomsten.

Den omstændighed, at virksomheden ved fællesmødet tilbyder at genoptage forhandlingerne, kunne være betragtet som en formildende omstændighed, hvis man faktisk havde taget initiativ til nye forhandlinger. Formuleringen af fællesmødereferatet kan imidlertid give anledning til tvivl, om de ansatte ønsker videre forhandlinger. Da virksomheden heller ikke efter at være indklaget for Arbejdsretten med påstand om indførelse af en bonusaftale tager noget initiativ til forhandlinger, findes der ikke i sagen at være formildende omstændigheder.

Klagernes påstande tages derfor til følge, således at boden fastsættes til 400.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Viggo Borch A/S, tilpligtes for brud på gældende overenskomst at betale en bod på 400.000 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: K 88.300.

En virksomhedsledelse havde i 1987 aftalt med arbejdstagerne, at der senest 1/3-1989 var indført en bonusaftale. Efter adskillige forhandlinger var der ikke opnået enighed mellem parterne om en bonusaftale den 6/3- 1989, hvorefter virksomheden fandt sig løst fra sit tilsagn om at indføre bonusaftale. Efter yderligere forhandlinger meddelte virksomheden den 14/4-1989 arbejdstagerne, at man ikke for tiden ønskede at indføre bonusordninger. På et fællesmøde den 29/6-1989 tilbagekaldte virksomheden meddelelsen af 14/4-1989, men tog ikke initiativ til nye forhandlinger.

Arbejdsretten fandt, at virksomheden ved sin meddelelse af 14/4-1989 havde begået brud på aftalen om at indføre bonusaftale, og at der ikke forelå formildende omstændigheder i betragtning af, at virksomheden ikke tog initiativ til nye forhandlinger om indførelse af bonusaftale efter fællesmødet, eller efter at sagen den 8/1-1990 var indbragt for Arbejdsretten. Virksomheden idømt en bod på 400.000 kr.