Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Kollektiv arbejdsret, generelt. Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst Lovligt fagligt formål. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Organisationsforhold. (* 1) (* 2) Rederi havde indgået overenskomster med to fagforbund. Ikke overenskomststridigt i forhold til det første forbund at aflønne medlemmer af det andet forbund eller uorganiserede i overensstemmelse med overenskomsten med det andet forbund, men ringere end efter overenskomsten med det første forbund. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening på egne vegne og for Rederiet A.P. Møller (advokat H.C. Springborg) Hovedintervenient: Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Secher Assens, Bangert (retsformand), Bollerup- Jensen, Anker Christoffersen, Arnold Hansen, Gert Kristensen og Peter Thorning.

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Kollektiv arbejdsret, generelt. Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst Lovligt fagligt formål. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Organisationsforhold. (* 1) (* 2) Rederi havde indgået overenskomster med to fagforbund. Ikke overenskomststridigt i forhold til det første forbund at aflønne medlemmer af det andet forbund eller uorganiserede i overensstemmelse med overenskomsten med det andet forbund, men ringere end efter overenskomsten med det første forbund. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening på egne vegne og for Rederiet A.P. Møller (advokat H.C. Springborg) Hovedintervenient: Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Secher Assens, Bangert (retsformand), Bollerup- Jensen, Anker Christoffersen, Arnold Hansen, Gert Kristensen og Peter Thorning.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Danmarks Rederiforening på egne vegne og for Rederiet A.P. Møller for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Landsorganisationen i Danmark er indtrådt i sagen som hovedintervenient for Dansk Metalarbejderforbund.

Klageren har nedlagt følgende påstande

1. Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forhyring i perioden 15.8.1988 til 1.12.1988 af skibsassistenter, der opfylder betingelserne i DIS-lovens § 10, stk. 2, på medlemsrederiernes skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) er overenskomststridig i det omfang, det er sket til en ringere hyre end fastsat i DIS-hovedoverenskomsten af 19. august 1988 mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark.

2. Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forhyring af såvel faglærte skibsassistenter som befarne og ubefarne besætningsmedlemmer, der opfylder betingelserne i DIS-lovens § 10, stk. 2, på medlemsrederiernes skibe registreret i DIS er overenskomststridig, såfremt det sker på ringere vilkår end fastsat i DIS-hovedoverenskomsten af 19. august 1988, 4. udgave af 10. april 1989.

3. Rederiet A.P. Møller idømmes en af retten fastsat bod indeholdende løntilgodehavende for skibsassistenter forhyret i perioden 15.8.1988 til 1.12.1988 i M/S MARCHEN MÆRSK, M/S MARIT MÆRSK, M/T ELEO MÆRSK og M/T ESTELLE MÆRSK.

4. Danmarks Rederiforening tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har principalt påstået frifindelse og nedlagt følgende subsidiære påstand

Frifindelse mod efterregulering af hyre i henhold til overenskomst af 19. august 1988 med Sømændenes Forbund for perioden 23. august 1988 - 1. december 1988 til medlemmer af Sømændenes Forbund forhyret på overenskomst af 27. juli 1988 med Metal Søfart på m.s.'Marchen Mærsk', m.s. »Marit Mærsk«, m.t. »Eleo Mærsk« og m.t. »Estelle Mærsk«.

Der har været enighed mellem parterne om at henskyde afgørelsen af klagerens påstande 3 og 4, således også spørgsmålet, om bod er forskyldt, til afgørelse ved faglig voldgift.

Hovedintervenienten har nedlagt følgende påstand over for indklagede

Danmarks Rederiforening tilpligtes at overholde løn- og ansættelsesvilkårerne i gældende overenskomst med Metal Søfart for de medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund, der er beskæftiget inden for overenskomstens gyldighedsområde.

Indklagede har taget bekræftende til genmæle over for intervenientens påstand, men tilføjet, at det ikke kan udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor forhyring på en bestemt overenskomst vil være retmæssig på grund af særlige forhold.

Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder

Indklagede har i en længere årrække haft overenskomster med såvel klageren som Metal Søfart. Overenskomsten med klageren angik dæksbesætningen, medens overenskomsten med Metal Søfart angik maskinbesætningen. Rederiforeningen har desuden overenskomster med andre arbejdstagerorganisationer.

I 1985 indførtes en uddannelse som skibsassistent, hvis arbejdsområde var såvel på dækket som i maskinen. Rederiforeningen sluttede herefter overenskomst med såvel klageren som med Metal Søfart herom. Overenskomsterne blev fornyet den 2. marts 1987. Alene overenskomsten med Metal Søfart indeholdt regler om rederiansættelse af skibsassistenter. I den følgende tid forhyrede indklagede et antal skibsassistenter som rederiansatte.

Ved lov nr. 408/1988 indførtes Dansk Internationalt Skibsregister. Ifølge lovens § 10, skal kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold for ansatte på skibe i dette register udtrykkelig angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse. Dette medførte, at gældende kollektive overenskomster ikke ville omfatte skibe, der blev overflyttet til det internationale skibsregister.

Efter lovens ikrafttræden indgik indklagede aftale med de organisationer, med hvilke man havde overenskomst, bortset fra Sømandsforbundet, om en midlertidig ordning for tjeneste i DIS-registrerede skibe. Årsagen til, at der blev indgået en midlertidig aftale var, at man forventede, at denne hurtigt kunne afløses af en egentlig DIS-overenskomst med samtlige organisationer. Dette lykkedes imidlertid ikke, og der blev derefter indgået en endelig overenskomst med Metal Søfart med gyldighed fra den 1. december 1988.

Sømændenes Forbund ønskede ikke at være med til en midlertidig aftale, men ønskede straks en ny overenskomst. En sådan overenskomst blev indgået den 19. august 1988. I denne overenskomst findes i modsætning til forbundets tidligere overenskomster også regler om rederiansættelse. Desuden medførte overenskomsten en større lønudbetaling end Metal Søfarts overgangsordning.

Indklagede har senere indgået nye overenskomster med begge forbund gældende fra den 1. marts 1989. Disse overenskomster er stort set identiske, men der er dog stadig nogle forskelligheder. Klageren har udarbejdet følgende oversigt herover

»DIS-overenskomster pr. 1. marts 1989 Sømændenes Forbunds Metal Søfarts DIS-hovedoverenskomst DIS-overenskomst gældende (4. udgave af 10.april 1989) fra 1. marts 1989 06 § 1 A, stk. 12 1. Rederiansættelse af ubefar- Ingen begrænsning i ne kan kun ske undtagelses- ledelsesretten. vis. § 1 B, stk. 2 2. Kun i særlige tilfælde blan- Ingen begrænsning i des skibsansatte og rederi- ledelsesretten. ansatte. § 1 D § 1 D 3. Underbetalte udlændinge kan Måske tilsvarende. ikke forhyres i samme skib. § 2, I, stk. 1 og 2 § 2, I. 4. Højere satser for ubefarne Lavere satser for ube- farne op til 3.720 kr. (dog farne (dog ikke ubefarne ikke ubefarne under 18 år) under 18 år) - se næste - se næste side side. § 4 A, stk. 6 § 4 A, stk. 6, 3. pkt. 5. Arbejde, som kan udsættes, På lørdage, hvor der ar- ke pålægges den sø- bejdes i maskinen, er farende på lørdage maskinbesætningen plig- tige at deltage i alt arbejde. § 4 A, stk. 10 § 4 A, stk. 10 6. Ret til 5 timers hvile efter Intet krav på hvile ud 16 timers arbejde. over sømandslovens § 57. 7. Døgnet regnes fra kl. 06.00 Døgnet regnes fra ar- bejdstidens begyndelse i kalenderdøgnet. § 4 B, stk. 1 8. 3-skiftet vagt i skibe over Ingen overenskomstfastsat 1599 BRT. begrænsning i ledelses- retten. Protokollat 4 9. Styrmandsaspiranter holdes Ingen begrænsning i uden for den normerede ledelsesretten. besætning.«

Den 26. august 1988 blev MT Else Mærsk, MT Estelle Mærsk og MS Marchen Mærsk og den 6. september 1988 tillige Marit Mærsk overført til Dansk Internationalt Skibsregister.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af forbundssekretær Henrik Berlau, faglig sekretær Hans Dresler, formand Poul Kolding og afdelingschef overgangsoverenskomst, da man forhandlede. Sømændenes Forbund opnåede en betydelig lønforhøjelse som følge af en rationaliseringsgevinst. Der blev ikke talt om, at overenskomsten ikke skulle gælde for alle ansatte, og man tog det i forbundet for givet, at det skulle være den eneste overenskomst, og at den skulle følges af alle. De punkter, hvorpå der er forskel mellem de to overenskomster, anser forbundet alle for temmelig vigtige. Bestemmelse i § 1 A, stk. 12 skyldes, at det er bedst for en ubefaren at være skibsansat. De fleste rederier er specialiseret, og rederiansættelse vil derfor føre til, at den ubefarne ikke får en all round uddannelse. I øvrigt er man neutral med hensyn til skibsansættelse eller rederiansættelse, men finder, at de to grupper ikke bør blandes for at undgå gnidninger. Reglen i protokollat 4 om styrmandsaspiranter er indført af beskæftigelsesmæssige grunde.

Poul Kolding har forklaret, at man i fællessekretariatet var enige om at søge opnået en fælles overenskomst, men det lykkedes ikke, og så overhalede Sømandsforbundet indenom. Med hensyn til de ni punkter har han forklaret, at Metal Søfart altid har haft rederiansættelse, som anses for en god ting, da tilknytningen til et rederi giver bedre uddannelsesmuligheder. For de ubefarne har man altid brugt en slags lærlingeprincip. Reglen om lørdagsarbejde findes for at opnå samme betaling som for andre ansatte. De øvrige af de ni punkter har man været inde på, men de betød ikke noget reelt.

Jørgen Frederiksen har forklaret, at rederiet allerede før DIS-loven ønskede at rederiansætte, og da Sømændenes overenskomst ikke havde regler herom, skete ansættelse efter Metals overenskomst. Derimod har man ansat skibsassistenter, uanset i hvilket forbund de pågældende var organiseret. Man har i dag 425 skibsassistenter, som alle er rederiansat. Der er skibsassistenter fra begge forbund. Han kan ikke oplyse, hvorledes de er fordelt mellem forbundene. Kun skibene ved dette fra hyrekontrakten. Efter overførelsen til DIS- registeret havde man en overgangsperiode, hvor man ansatte alle på samme skib efter samme overenskomst.

Hans Dresler har forklaret, at han kender flere tilfælde, hvor folk, som ønskede overflytning til Metal, har sagt, at det var nødvendigt, at de gik over i Metal Søfart, fordi de skulle sejle med A.P.Møller.

Indklagede har i sin duplik opfordret klageren til at føre de medlemmer, som har udmeldt sig af forbundet, som vidner og vedlagt en erklæring fra et overført medlem om, at han er villig til at afgive forklaring. Klageren har imidlertid meddelt, at man af hensyn til de pågældende ikke vil føre de søfarende, der som betingelse for forhyring har måttet forlade forbundet.

Klageren har til støtte for sine påstande anført, at det for så vidt ikke bestrides, at begge de indgåede overenskomster er gyldige. Spørgsmålet er imidlertid, om indklagede, der havde indgået overenskomst med klageren, kunne tilsidesætte denne ved den senere indgåelse af overenskomst med Metal Søfart om det samme faglige område. Der har aldrig været nogen bestemmelse om, at den med klageren indgåede overenskomst kun skulle gælde for forbundets medlemmer, og dette er heller ikke blevet nævnt under forhandlingerne. Hovedreglen er, at et forbund, som har indgået en overenskomst, er beskyttet imod, at arbejdsgiverparten ansætter folk inden for overenskomstens område på ringere vilkår. I modsat fald undergraver man den indgåede overenskomst. Når der eksisterer mere end en overenskomst vedrørende det samme arbejde, skal den gunstigste overenskomst derfor anvendes på alle ansatte, uanset om de er medlemmer af forbundet. Ellers vil en arbejdsgiver vælge at ansætte et medlem af det andet forbund eller en uorganiseret. Det har forbundet også mærket i det foreliggende tilfælde ved, at medlemmer har udmeldt sig af forbundet. De to overenskomster er ikke direkte modstridende, og der er intet i vejen for, at indklagede kan overholde begge. Der er forskelle, men dem har indklagede selv været årsag til.

Indklagede har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at der foreligger to gyldige overenskomster mellem suveræne forbund, der ikke hører under samme hovedorganisation. Indklagede har i mange år haft overenskomst med begge forbund, og overenskomsterne har haft forskelligt indhold på grund af forskellige forbundspolitiske holdninger.

Sømandsforbundet modsatte sig i mange år rederiansatte, og bestemmelser om rederiansatte skibsassistenter kom først ind i overenskomsten, da det på grund af DIS-loven var nødvendigt at indgå nye overenskomster. De to overenskomster har forskellige struktur, men den reelle forskel er næppe så stor. Når klagernes overenskomst medførte en forhøjelse, skyldtes det, at der blev opnået en rationaliseringsgevinst, medens der ikke blev opnået en tilsvarende gevinst ved overenskomsten med Metal Søfart. Rederiet har forhyret uden hensyn til forbund. Ved forhyringen udfærdiges en hyrekontrakt, og den ansatte vælger heri selv, hvilken overenskomst han vil ansættes efter. Dette gælder også for de uorganiserede. Den overenskomst, som er valgt i hyreaftalen, må i sin helhed gælde for ansættelsesforholdet.

Med hensyn til den af klageren nedlagte påstand 1 har indklagede særlig anført, at man ikke kan tage et enkelt punkt som hyre ud af den samlede overenskomst. I øvrigt måtte aflønning af et medlem af Metal Søfart efter Sømandsforbundets overenskomst i hvert fald forudsætte en individuel aftale herom. For så vidt angår de uorganiserede, må aflønning ske efter den overenskomst, som den ansatte har valgt ved hyrekontraktens indgåelse.

Intervenienten har anført, at man har konstateret det af klageren tagne forbehold i forbindelse med, at der tages bekræftende til genmæle over for intervenientens påstand. Metal Søfart har indgået en overenskomst med indklagede, og den skal overholdes. Det væsentlige for Metal Søfart er, at Sømandsforbundet ikke skal forhandle overenskomst for Metal Søfarts medlemmer. Bestemmelserne i de to overenskomster afviger på en række punkter, og navnlig vil det være umuligt at forene bestemmelserne om rederiansættelse. Anvendelse af Sømandsforbundets overenskomst kan forhindre rederiansættelse. Intervenienten må derfor modsætte sig, at klagerens påstand 2 tages til følge. Vedrørende klagers påstand 1 finder intervenienten, at det er et overstået problem, og at det ikke angår Metal Søfart, om indklagedes subsidiære påstand på dette punkt tages til følge.

Arbejdsretten skal udtale

Ethvert forbund er berettiget til for sine medlemmer at forhandle overenskomst og under forhandlingerne at søge gennemført de ønsker, som forbundet lægger størst vægt på. Indklagede har igennem mange år haft overenskomster af forskelligt indhold både med klageren og med Metal Søfart, og indklagede havde, efter at DIS-loven var fremkommet, indgået en midlertidig overenskomst med Metal Søfart, som forudsattes afløst af en endelig overenskomst. Overenskomsten med Sømandsforbundet har derfor ikke indeholdt noget løfte om ikke at indgå overenskomst med Metal Søfart på andre vilkår. Metal Søfart har under sine forhandlinger med indklagede om den endelige overenskomst været frit stillet til at søge sine synspunkter tilgodeset og kan ikke være afskåret herfra, fordi klageren havde indgået overenskomst med indklagede kort forinden.

De forskelligheder, som findes i de to overenskomster, må tilskrives, dels en forskellig politik fra de to forbund, dels en forskellig tradition i deres overenskomster, og der er intet grundlag for at fastslå, at det ved indgåelsen af Metal Søfarts overenskomst har været tilsigtet at undergrave Sømændenes overenskomst.

Hvor en arbejdsgiver er bundet af to forskellige overenskomster vedrørende samme arbejde, er det vel udgangspunktet, at den for arbejdstageren gunstigste overenskomst skal anvendes. Dette kan imidlertid ikke gælde i det foreliggende tilfælde, hvor der igennem lang tid har foreligget forskellige overenskomster med to konkurrerende forbund. I et sådant tilfælde må arbejdsgiveren kunne ansætte folk i henhold til den overenskomst, som er indgået med det forbund, hvoraf de ansatte er medlemmer, selv om denne måtte indeholde nogle vilkår, som er ringere end tilsvarende vilkår i den overenskomst, som er indgået med det andet forbund. Hvert forbund må antages at have forhandlet sig til det resultat, som det samlet har fundet bedst stemmende med sine medlemmers interesser. Overenskomsten må i denne henseende betragtes som en helhed, og man kan ikke blot generelt overføre de for den ansatte gunstigste vilkår fra den ene overenskomst til den anden. Indklagede må derfor frifindes for klagerens påstand 2.

Med hensyn til klagerens påstand 1 bemærkes, at hyrens størrelse i første række må bero på indholdet af hyreaftalen. Rederiet har imidlertid ikke været frit stillet, med hensyn til hvilken overenskomst der skulle lægges til grund for hyreaftalen.

Der vil af de ovenfor anførte grunde intet være til hinder for, at rederiet indgår hyrekontrakt med medlemmer af Metal Søfart i henhold til dette forbunds overenskomst. Derimod vil klagerens overenskomst være til hinder for, at rederiet kan indgå hyrekontrakt med Sømandsforbundets medlemmer i henhold til overenskomsten med Metal Søfart om arbejde, der er omfattet af begge overenskomster. Om dette er sket og i bekræftende fald i hvilket omfang, er ikke blevet oplyst for Arbejdsretten. Det vil ligeledes være overenskomststridigt, hvis rederiet gør det til en betingelse for at opnå hyre, at de pågældende udmelder sig af Sømandsforbundet. Hans Dreslers forklaring kan tyde på, at dette er sket, men da Sømandsforbundet trods opfordring hertil ikke har ønsket at føre de pågældende som vidner, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at rederiet på dette punkt har handlet overenskomststridigt. Med hensyn til de uorganiserede finder retten, at det ikke kan være overenskomststridigt at indgå hyrekontrakt med dem på grundlag af den gyldigt indgåede overenskomst med Metal Søfart. Indklagede må derfor også frifindes for klagerens påstand 1.

Hvad angår indklagedes subsidiære påstand bemærkes, at der må gives indklagede medhold i, at efterbetaling tidligst kan ske fra den 23. august 1988, da der på grund af skibenes overførelse til DIS-registret blev udfærdiget nye hyreaftaler. Såfremt indklagede på dette tidspunkt har ladet medlemmer af Sømandsforbundet indgå hyreaftale i henhold til overenskomsten med Metal Søfart i stedet for deres eget forbunds overenskomst, må de være berettiget til at kræve efterbetaling.

Herefter tager retten indklagedes subsidiære påstand til følge.

Endelig vil intervenientens påstand, over for hvilken indklagede har taget bekræftende til genmæle, være at tage til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Danmarks Rederiforening for Rederiet A.P. Møller frifindes for klageren, Sømændenes Forbund i Danmark's påstande 1 og 2 mod efterregulering af hyre i henhold til overenskomst af 19. august 1988 med Sømændenes Forbund for perioden 23. august 1988 - 1. december 1988 til medlemmer af Sømændenes Forbund forhyret på overenskomst af 27. juli 1988 med Metal Søfart på m.s. »Marchen Mærsk«, m.s. »Marit Mærsk«, m.t. »Eleo Mærsk« og m.t. »Estelle Mærsk«.

Danmarks Rederiforening tilpligtes at overholde løn- og ansættelsesvilkårerne i gældende overenskomst med Metal Søfart for de medlemmer af Metal Søfart, der er beskæftiget inden for overenskomstens gyldighedsområde.

Sømændenes Forbund og indklagede skal hver betale halvdelen 1000 kr. af omkostningerne ved sagens behandling for Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.308, 526 ff, særligt s.535-536, note 25, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s. 37, K 87.465 (A 1988, s.110)

Rederiet A.P. Møller (R) havde den 19/8-1988 indgået overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark (S) for ansatte på DIS-registrerede skibe og senere en overenskomst med Metal Søfart (M), ligeledes for ansatte på DIS- registrerede skibe, hvilken sidste overenskomst afløste en midlertidig overenskomst, der var indgået efter DIS-lovens ikrafttræden. R indgik senere nye overenskomster med begge forbund gældende fra 1/7-1989. Disse overenskomster var ikke helt identiske.

S påstod nu R dømt til at anerkende, at det ville være overenskomststridigt, såfremt forhyring af visse ansatte på DIS-registrerede skibe skete på ringere vilkår end fastsat ved den mellem R og S indgåede overenskomst.

Arbejdsretten henviste til, at R gennem mange år havde haft overenskomster af forskelligt indhold både med M og S og til, at M efter fremkomsten af DIS-loven havde indgået en midlertidig overenskomst med M, som forudsattes afløst af en endelig overenskomst. Overenskomsten med S indeholdt derfor ikke noget løfte om ikke at indgå overenskomst med M på andre vilkår.

Der fandtes intet grundlag for at fastslå, at det ved indgåelsen af M's overenskomst havde været tilsigtet at undergrave overenskomsten med S.

Hvor en arbejdsgiver er bundet af to forskellige overenskomster vedrørende samme arbejde, er det vel udgangspunktet, at den for arbejdstageren gunstigste overenskomst skal anvendes. Dette kunne imidlertid ikke gælde i det foreliggende tilfælde, hvor der igennem lang tid har foreligget forskellige overenskomster med to konkurrerende forbund.

Der ville herefter intet være til hinder for, at R indgik hyrekontrakt med medlemmer af M i henhold til dette forbunds overenskomst. Derimod ville overenskomsten med S være til hinder for, at R kunne indgå hyrekontrakt med medlemmerne af S i henhold til overenskomsten med M om arbejde, der er omfattet af begge overenskomster. Det ville ligeledes være overenskomststridigt, hvis R gjorde det til en betingelse for at opnå hyre, at de pågældende udmeldte sig af S. Med hensyn til uorganiserede fandt retten, at det ikke kunne være overenskomststridigt at indgå hyrekontrakt med dem på grundlag af den gyldigt indgåede overenskomst med M.