Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst (* 1) Overenskomst pålagde ikke arbejdsgiver at forhandle med arbejdstagerne inden afskedigelse på grund af arbejdsmangel. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Thyborøn Havns Fiskeriforenings Losseselskab A/S (advokat Christian Nielsen, Lemvig). Dommere: Bollerup Jensen, Bæhring, Arnold Hansen, Allan Nielsen, Preben Albæk Petersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

§ 5 har overskriften »Arbejdsvilkår«, og nr. 12 er sålydende

»DA ARBEJDSGIVEREN HAR ANSVARET FOR ARBEJDETS UDFØRELSE, HAR HAN RET TIL I SAMRÅD MED SAMARBEJDSUDVALGET AT AFSKEDIGE ARBEJDERE MED 3 UGERS OPSIGELSE, HVIS ARBEJDET IKKE ER UDFØRT PÅ EN FOR HAM TILFREDSSTILLENDE MÅDE.

I TILFÆLDE AF ENIGHED IKKE KAN OPNÅS. ER DET ALENE ARBEJDSGIVERENS AFGØRELSE DER ER GÆLDENDE IFØLGE HOVEDAFTALEN.«

§ 7 har overskriften »Ny teknologi eller ændrede arbejdsforhold«, og stk. 1 og 4 er sålydende

»SID ELLER ARBEJDSGIVEREN HAR IKKE RET TIL AT VEDTAGE NOGEN ÆNDRING I OVERENSKOMSTEN VEDRØRENDE LØN ELLER ARBEJDSFORHOLD I AUKTIONSHALLEN UDEN FORHANDLING.

ALLE ÆNDRINGER, SOM ØNSKES TRUFFET, SKAL FORHANDLES MED ANDEN PART, INDEN DE TRÆDER I KRAFT.«

Indklagede blev stiftet i 1987 og beskæftigede i foråret 1989 50 arbejdere, 35 hallearbejdere og 15 lastmænd, der var delt i fem hold, således at holdene bestod af 7 hallearbejdere eller 3 lastmænd. Afskedigelserne vedrørte 6 hallearbejdere og 2 lastmænd. De afskedigede lastmænd arbejdede på hver sit hold. Af de afskedigede hallearbejdere var henholdsvis 3 og 2 fra samme hold af hallearbejdere. Afskedigelserne medførte nedlæggelse af et hold hallearbejdere og et hold lastmænd, og at de fortsat ansatte måtte fordeles anderledes på hold. De afskedigede arbejdere havde alle betydelig anciennitet.

Indklagede har i årene 1987, 1988 og 1989 oplosset følgende mængder fisk til Thyborøn Fiskeauktion

1987: 18.413.418 kg.

1988: 16.842.189 kg.

1989: 11.649.603 kg.

Afskedigelserne i foråret 1989 blev foretaget, fordi der på grund af svigtende tilførsler af fisk var mangel på arbejde.

Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af afdelingsformand i Specialarbejderforbundet i Danmark Børge Kjærgaard, Thyborøn-Harboøre afdeling, formanden for bestyrelsen hos indklagede Anton Lilleøre og tidligere direktør hos indklagede John Østergaard.

Afdelingsformand Børge Kjærgaard har forklaret, at hvert hold hos indklagede har sin talsmand. Der er ikke tillidsmænd efter tillidsmandsloven, og der er ikke et formelt samarbejdsudvalg. Der blev fredag den 7. april 1989 afholdt et skurmøde hos indklagede. Mødet havde til formål først at orientere medarbejderne om de nye lønsatser, der var blevet aftalt, og derefter om eventuelle fyringer. Næsten alle medarbejderne deltog i skurmødet. Han var inden skurmødet af enten bestyrelsesformand Anton Lilleøre eller direktør John Østergaard blevet spurgt om, hvilke regler der gjaldt ved fyringer. Hertil svarede han, at overenskomsten skulle følges, men han præciserede ikke, at overenskomsten medførte, at fyringer ikke kunne foretages uden forudgående lokale forhandlinger. Bestyrelsesformand Anton Lilleøre og daværende direktør John Østergaard deltog ikke i den del af skurmødet, der vedrørte de nye lønsatser. De kom derefter til stede og orienterede medarbejderne om, at arbejdsstyrken muligvis skulle reduceres. De bad folk om at melde sig senest næste mandag. Fristen blev senere forlænget noget. Kjærgaard sagde igen til Lilleøre og Østergaard, at overenskomsten skulle følges, men han præciserede igen ikke, at overenskomsten medførte, at fyringer ikke kunne foretages uden forudgående lokale forhandlinger. Ingen medarbejdere deltog på skurmødet i en diskussion om fyringerne. Ingen medarbejdere meldte sig som interesseret i at holde op, f.eks. på grund af overgang til efterløn. Indklagede afskedigede derefter den 14. april 1989 otte medarbejdere uden forinden at have forhandlet med afdelingsformanden.

Daværende direktør John Østergaard har forklaret, at han inden skurmødet den 7. april 1989 havde orienteret afdelingsformand Kjærgaard om, at det blev nødvendigt at fyre nogle medarbejdere. Han spurgte samtidig Kjærgaard, om der derved skulle iagttages nogle særlige regler. Kjærgaard svarede, at der ikke skulle iagttages nogle særlige regler, og de blev enige om at tage spørgsmålet op på skurmødet. På skurmødet orienterede han og Lilleøre om, at det blev nødvendigt at foretage fyringer. Medarbejderne blev ikke chokerede, da de i forvejen var klar over, at det var en nødvendighed på grund af mangel på arbejde. Kjærgaard tog ikke på skurmødet noget forbehold, og han sagde heller ikke, at fyringer først kunne foretages efter forudgående lokale forhandlinger. Folk blev under skurmødet bedt om at melde sig. Nogle kunne få efterløn. Ingen meldte sig. Otte medarbejdere blev derefter fyret uden forudgående lokale forhandlinger. Kjærgaard har intet sagt om, at overenskomsten skulle følges, og direktøren blev først efter fyringerne klar over, at Specialarbejderforbundet mente, at indklagede ved at foretage fyringerne uden forudgående lokale forhandlinger havde begået overenskomstbrud.

Bestyrelsesformand Anton Lilleøre har forklaret, at Kjærgaard under skurmødet den 7. april 1989 opfordrede de medarbejdere, der var berettiget til efterløn, til at melde sig.

Arbejdsretten skal udtale

Overenskomstens § 5, stk. 12, omtaler alene de tilfælde, hvor arbejdet ikke er udført tilfredsstillende, men ikke de tilfælde, hvor afskedigelse skyldes mangel på arbejde. Overenskomstens § 7, stk. 1, vedrører alene ændring af overenskomsten. Overenskomstens § 7, stk. 4, må efter overskriften til § 7 forstås således, at bestemmelsen alene angår ændringer af teknologi og arbejdsforhold. Da arbejdsforholdene ikke kan anses for ændret, blot fordi medarbejderne bliver placeret på andre hold med andre kollegaer, finder Arbejdsretten ikke, at der - således som overenskomsten er formuleret - er grundlag for at statuere, at indklagede ved uden forudgående lokale forhandlinger at afskedige otte medarbejdere på grund af mangel på arbejde har begået overenskomstbrud. Indklagede vil herefter være at frifinde.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Thyborøn Havns Fiskeriforenings Losseselskab A/S, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst (* 1) Overenskomst pålagde ikke arbejdsgiver at forhandle med arbejdstagerne inden afskedigelse på grund af arbejdsmangel. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Thyborøn Havns Fiskeriforenings Losseselskab A/S (advokat Christian Nielsen, Lemvig). Dommere: Bollerup Jensen, Bæhring, Arnold Hansen, Allan Nielsen, Preben Albæk Petersen, Riis (retsformand) og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Thyborøn Havns Fiskeriforenings Losseselskab A/S for Arbejdsretten.

Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede for brud på den gældende overenskomst tilpligtes at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Specialarbejderforbundet i Danmark.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klagerne har gjort gældende, at indklagede ved i foråret 1989 at afskedige otte medarbejdere uden forinden at afholde lokale forhandlinger parterne imellem har overtrådt overenskomstens §§ 5, stk. 12, og 7, stk. 1 og 4.

Indklagede har bestridt at have overtrådt de pågældende bestemmelser i overenskomsten.

Overenskomsten mellem indklagede og Specialarbejderforbundet i Danmark, Thyborøn-Harboøre afdeling, indeholder blandt andet følgende bestemmelser

(* 1) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1990, side 99

En uorganiseret arbejdsgiver, der havde afskediget 8 arbejdere, var indklaget for Arbejdsretten med påstand om, at arbejdsgiveren havde brudt overenskomsten ved ikke at have forhandlet afskedigelserne med arbejdstagerparten, inden de blev iværksat.

Det lagdes til grund, at afskedigelserne skyldtes arbejdsmangel, og da retten ikke fandt, at overenskomsten kunne fortolkes således, at pligten til forhandling med arbejdstagersiden omfattede afskedigelser på grund af arbejdsmangel, frifandtes arbejdsgiveren.