Legislator Case Law & Legislation
U19900322613 DK

Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst (* 1) (* 2) Rederi bundet af sin underskrift på tiltrædelsesoverenskomst, selv om denne ikke fandtes at have været returneret underskrevet af Sømændenes Forbund i Danmark. Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef cand.jur. Keld Olsen) mod Partrederiet Finlith v/J.C. Jespergaard, Søndergade 19, 5970 Ærøskøbing, (advokat Gunnar Sørensen). Dommere: Anker Christoffersen, Gade, Kardel (retsformand), Neergaard Larsen, Henrik Lind, Sløk og Aage Sørensen.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1990 3226 Valid

Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst (* 1) (* 2) Rederi bundet af sin underskrift på tiltrædelsesoverenskomst, selv om denne ikke fandtes at have været returneret underskrevet af Sømændenes Forbund i Danmark. Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef cand.jur. Keld Olsen) mod Partrederiet Finlith v/J.C. Jespergaard, Søndergade 19, 5970 Ærøskøbing, (advokat Gunnar Sørensen). Dommere: Anker Christoffersen, Gade, Kardel (retsformand), Neergaard Larsen, Henrik Lind, Sløk og Aage Sørensen.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Partrederiet Finlith v/J.C. Jespergaard for Arbejdsretten med endelig påstand om, at tiltrædelsesaftale af 7. september 1988 (sagens bilag 2) er gældende mellem parterne.

Det pågældende bilag, der i sagen foreligger som fotokopi, er underskrevet af J.C. Jespergaard, men ikke af Sømændenes Forbund i Danmark. Bilaget er dateret den 7. september 1988, og efter bilaget, der betegner sig som tiltrædelsesaftale, tiltræder rederiet med virkning fra den 7. september 1988 den til enhver tid gældende DIS-Hovedoverenskomst samt andre aftaler og overenskomster af generel karakter mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark. I aftalen indeholdes der nærmere specificerede ændringer i forhold til den nævnte hovedaftale, ligesom aftalen indeholder opsigelsesbestemmelser, der dog kun delvis er udfyldt.

Indklagede har påstået frifindelse.

Den 7. september 1988 blev indklagedes skib M/S Finlith registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Herefter kunne den tidligere overenskomst mellem parterne af 31. august 1972 ikke længere gælde, og mellem Rederiforeningen af 1895 og Sømændenes Forbund i Danmark blev der i september måned 1988 ført en række forhandlinger om en ny overenskomst. Rederiforeningen af 1895 kunne som en brancheorganisation ikke afslutte bindende kollektive aftaler for medlemmerne, men hensigten var at forhandle sig til et resultat, der kunne tiltrædes af foreningens medlemmer. Forhandlingerne afsluttedes den 21. september 1988, og samme dag fremsendte Sømændenes Forbund i Danmark forhandlingsresultatet til Rederiforeningen af 1895, der den 23. september 1988 sendte dette videre til medlemmerne med et brev, hvori det bl.a. siges

»Det skal bemærkes, at Sømændenes Forbund som betingelse for at underskrive tiltrædelsesaftalen forudsætter at en bred kreds af foreningens medlemmer tilslutter sig overenskomsten.

Det er på denne baggrund Sømændenes Forbund har meddelt, at tiltrædelsesaftalerne skal returneres hertil i underskreven stand og fremsendes til forbundet, hvorefter forbundet vil underskrive aftalerne og returnere disse til rederierne.

Vi vil imidlertid løbende fremsende eventuelle tiltrædelsesaftaler til forbundet, da vi mener, det enkelte medlem ikke kan være tjent med at skulle vente på den sidste tiltrædelse. Hvorvidt Sømændenes Forbund vil acceptere dette er uvist.«

Sideløbende med forhandlingerne med Sømændenes Forbund i Danmark førtes der forhandlinger om en DIS-overenskomst for ubefarne og befarne skibsassistenter med Metal Søfart.

Skibsreder J.C. Jespergaard underskrev som korresponderende reder for Partrederiet Finlith den 24. september 1988 såvel tiltrædelsesaftalen med Sømændenes Forbund i Danmark som overenskomsten med Metal Søfart. Han tilbagedaterede overenskomsterne til den 7. september 1988 - datoen for skibets registrering i DIS. Begge de underskrevne aftaler blev den 24. september 1988 fremsendt til Rederiforeningen af 1895, der videresendte dem til de respektive organisationer. Metal Søfart tilbagesendte et underskrevet eksemplar af overenskomsten til indklagede.

Sømændenes Forbund i Danmark har under sagen anført, at man kort efter modtagelsen af den af indklagede underskrevne tiltrædelsesoverenskomst tilbagesendte overenskomsten underskrevet af forbundet. Indklagede har anført, at han ikke har modtaget et sådant eksemplar fra klagerne.

Allerede den 19. september 1988 blev matroserne Tom Lindholm og Hans Rasmus Mortensen anvist arbejde om bord i Finlith som ubefarne matroser med mødetid ca. den 23. september og påmønstring antagelig i Panamakanalzonen. Det blev oplyst, at Finlith var registreret under DIS. De afrejste fra Danmark den 12. oktober og blev forhyret om bord i skibet den 13. oktober.

Den 14. oktober 1988 afgav Sømændenes Forbund i Danmark varsel om blokade med omgående virkning med henblik på opnåelse af overenskomst for skibe, der er eller kan registreres i DIS. Der blev ikke givet blokadevarsel til indklagede. Det er oplyst, at baggrunden for denne blokade var, at alene 3 af medlemmerne af Rederiforeningen af 1895 havde underskrevet tiltrædelsesoverenskomst med forbundet.

Den 19. januar 1989 skrev skibsreder J.C. Jespergaard til klagerne, at han var af den opfattelse, at der ikke bestod og aldrig havde bestået nogen DIS-overenskomst mellem forbundet og partrederiet, da der nu var gået mere end 4 måneder, siden tiltrædelsesaftalen af ham var sendt til klagerne, uden at de havde bekræftet dette med deres underskrift. Den 20. januar 1989 fastholdt forbundet, at der forelå en gyldig aftale, idet man tidligere havde fremsendt aftalen til indklagede.

Parterne har herefter fastholdt deres standpunkter i den efterfølgende skriftveksling, og den 19. juni 1989 har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget partrederiet for Arbejdsretten.

Under sagen er der afgivet forklaring af matros Hans Rasmus Mortensen og skibsreder Johannes Christensen Jespergaard.

Hans Rasmus Mortensen har forklaret, at han, dagen efter at han den 19. september 1988 havde fået anvist arbejde om bord i Finlith, rettede henvendelse til Sømændenes Forbunds afdelingskontor i Svendborg og der fik at vide, at han ikke måtte rejse ud, før der var indgået overenskomst. Den 11. oktober gav forbundssekretær Kurt Frederiksen ham grønt lys for at rejse. Dagen efter rejste han sammen med Tom Lindholm, og de blev begge forhyret den 13. oktober. Han er sikker på, at de blev forhyret som ubefarne matroser i overensstemmelse med en kommende overenskomst mellem rederiet og Sømændenes Forbund i Danmark. Han har ikke haft nogen kontakt med rederiet. Kontrakten blev nærmere drøftet med skibets kaptajn, der var indforstået med den anførte formulering. Ved juletid 1988 opstod der problemer omkring organisationsforholdene, idet der blev lagt et vist pres på ham og Tom Lindholm med henblik på, at de skulle organisere sig i Metal Søfart.

Johannes Christensen Jespergaard har forklaret, at der i Rederiforeningen af 1895 var medlemsmøder den 31. august og 21. september 1988, hvor vilkårene for en overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark nærmere blev drøftet. I foreningen tog man det som noget positivt, at man i den nye overenskomst ikke skulle have eksklusivaftale med forbundet. Det blev oplyst under møderne, at det var en forudsætning for Sømændenes Forbund i Danmark, at en væsentlig del af foreningens medlemmer tilsluttede sig overenskomsten, idet man ellers kunne forvente en blokade. Om forhyringen af de 2 matroser har han forklaret, at han ringede til Søformidlingen i Svendborg og gjorde opmærksom på, at der skulle ske forhyring om bord i Finlith, der var registreret i DIS. Han har ikke haft nogen forbindelse med Sømændenes Forbund i Danmark. Han underskrev tiltrædelsesoverenskomsten med dette forbund, fordi Finlith ved registreringen i DIS var bemandet med matroser, der var medlemmer af forbundet, og der kunne opstå problemer med bemandingen efter registreringen i DIS. Han aflønnede matroserne og skibsassistenterne i overensstemmelse med overenskomsten med Metal Søfart.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det var i indklagedes interesse at tiltræde overenskomsten for at sikre den fortsatte sejlads med Finlith. Det må lægges til grund, at klagerne har tilbagesendt overenskomsten i underskrevet stand, uanset at det af indklagede bestrides, at den er modtaget. Klagerne har i øvrigt under hele forløbet handlet, som om der forelå en overenskomst, og indklagede har ikke kunnet være i tvivl om dette. Hyrekontrakten blev således indgået med henvisning til den kommende overenskomst med klagerne, og indklagede blev ikke omfattet af blokaden af 14. oktober 1988. Det forhold, at de 2 matroser ved juletid 1988 blev udsat for pression fra rederiets side for at indmelde sig i Metal Søfart, tyder også på, at indklagede var af den opfattelse, at overenskomsten var gældende.

Indklagede har anført, at sagen i første række bør afgøres efter almindelige aftaleregler. Indklagede har afgivet tilbud og har ikke modtaget nogen accept. Rederiforeningen af 1895 kunne som organisation ikke indgå kollektive aftaler, og det var nødvendigt med individuelle aftaler med de enkelte rederier. Klagerne havde derfor al mulig grund til at sikre sig bevis for afsendelse af accepten. Under de foreliggende omstændigheder kunne der alene være tale om en meget kort acceptfrist, og denne frist var i hvert fald udløbet i midten af oktober 1988, da klagerne gav grønt lys for forhyringen af de 2 matroser, og da der blev varslet blokade over for andre rederier end indklagede. Det forhold, at blokaden ikke omfattede indklagede, kan ikke tages til indtægt af klagerne, idet indklagede jo netop havde underskrevet tiltrædelsesaftalen med klagerne.

Arbejdsretten skal udtale

Efter at der den 21. september 1988 var opnået enighed mellem Rederiforeningen af 1895 og Sømændenes Forbund i Danmark om vilkårene for en overenskomst for foreningens medlemmer, tiltrådte indklagede den 24. september 1988 denne overenskomst og sendte tiltrædelseserklæringen gennem foreningen til klagerne. Rederiforeningen var opmærksom på, at klagerne som betingelse for at underskrive tiltrædelsesaftalen forudsatte, at en bred kreds af foreningens medlemmer tilsluttede sig overenskomsten. Det må lægges til grund, at klagernes tiltrædelseserklæring ikke er modtaget hverken af indklagede eller af Rederiforeningen af 1895.

Den 11. oktober 1988 tiltrådte klagerne, at 2 matroser, der var medlemmer af Sømændenes Forbund i Danmark, tog hyre hos indklagede, og det må lægges til grund, at de den 13. oktober 1988 blev forhyret i henhold til en kommende overenskomst mellem klagerne og indklagede. Den 14. oktober 1988 varslede klagerne blokade over for de medlemmer af Rederiforeningen af 1895, der ikke havde afgivet tiltrædelseserklæring.

Det må det herefter lægges til grund, at indklagede måtte være klar over, at klagerne gik ud fra, at der var indgået en overenskomst helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis ved indgåelse af overenskomster på et område som det foreliggende. Under hensyn hertil finder Arbejdsretten, at indklagede ikke har haft grundlag for så sent som i januar 1989 at bestride, at der var indgået en overenskomst mellem parterne. Arbejdsretten tager herefter klagernes påstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Partrederiet Finlith v/J.C. Jespergaard, bør anerkende, at tiltrædelsesaftale af 7. september 1988 er gældende mellem klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark, og indklagede.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede inden 14 dage betale 2.000 kr.

Dom 1990 3226 Valid

Et rederi R underskrev 24/9-1988 en tiltrædelsesoverenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark S og sendte den via den pågældende rederiforening til S. Den 19/1-1989 skrev R til S, at man ikke fandt, at tiltrædelsesoverenskomsten var trådt i kraft, da S ikke havde sendt overenskomsten til R underskrevet af S. S hævdede, at man havde returneret tiltrædelsesoverenskomsten i underskrevet stand, men Arbejdsretten lagde til grund, at R ikke havde modtaget den.

R fandtes alligevel bundet af tiltrædelsesoverenskomsten, da det efter bevisførelsen lagdes til grund, at R måtte være klar over, at S gik ud fra, at der var indgået overenskomst helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis ved indgåelse af overenskomster på et område som det foreliggende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →