Bod 1.2.3.2., bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket 1.3. Bodsstørrelse og bodssatser (for så vidt angår størrelsen af bod til organisationer, se Organisationsansvar.) Processuelle spørgsmål 3.3. Forberedende retsmøder (* 1) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelse, da der ikke var godtgjort overenskomstbrud fra arbejdsgiverside eller rimelig grund til arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Textilindustrien for Skjern Tricotage-Farveri A/S, Skjern, (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Bæhring, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kjærgaard, Mundt (retsformand) og Strube.

§ 8.

Akkord

Ændring af akkordgrundlaget.

Stk. 7. Hvis grundlaget for de aftalte lønsatser ændres, er såvel fabriksledelsen som arbejderne berettiget til at forlange spørgsmålet om eventuel ændring af lønsatserne optaget til forhandling efter de gældende regler for behandling af faglig strid.

For akkorder, der er fastsat på grundlag af arbejdsstudier, gælder følgende

Ved indførelse af nyt materiale, der giver anledning til nye tider og iøvrigt ved enhver ændring af de fastsatte tider, er parterne enige om, at der gives arbejderne indtjeningsmuligheder, der står i forhold til de på virksomheden (fabriksafdelingen) hidtil opnåede fortjenester.«

I 1984 blev der indgået en bonusaftale for virksomheden. Aftalen omfatter samtlige de med produktionen beskæftigede medarbejdere. Med henblik på beregning og udbetaling af bonus er virksomheden opdelt i tre bonusgrupper, gruppe I: Farveri, gruppe II: Appretur 1 og gruppe III: Appretur 2. For hver gruppe fastsættes gruppens bonus på grundlag af produktion i kilo ganget med en udligningsfaktor og et bonusbeløb pr. forbrugt arbejdstime.

Den 18. november 1986 afholdtes der et organisationsmøde angående en midlertidig regulering af bonusordningen. Protokollatet fra dette møde indeholder bl.a. følgende

»Parterne er enige om, at der som midlertidig ordning (maksimalt 5 bonusperioder incl. den p.t. løbende) sker en fortsættelse af den nuværende bonusordning med den ændring, at der som minimumsbonus til de enkelte afdelinger udbetales gennemsnittet af alle 3 afdelingers optjening (udbetalingsbeløbet!).

Parterne er endvidere enige om, at den nuværende bonusordning skal erstattes af en anden i foråret 1987.

Parterne er enige om, at der med organisationernes deltagelse 3 uger fra dags dato afholdes et opfølgningsmøde på virksomheden.«

Det fremgår af referatet af et den 27. april 1987 afholdt ordinært samarbejdsudvalgsmøde, at der »vedr. bonusordning« var »ved at blive indsamlet produktionsoplysninger på den nye vaskemaskine.«

Det fremgår af referatet af et møde, der blev afholdt den 7. maj 1987 mellem tillidsrepræsentanter og ledelse, at virksomheden, da der havde været problemer med at få nye medarbejdere, idet disse efter den gældende bonusordning først fik bonus efter tre måneders ansættelse, indgik på at udbetale disse nye medarbejdere bonus efter 14 dages ansættelse uden om bonusordningen. Referatet slutter: »Nærværende midlertidige ordning er gældende indtil den nye bonusordning er færdigforhandlet.«

På et ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde den 25. maj 1987, på hvilket forestående arbejdstidsændringer efter den da indgåede overenskomst skulle drøftes, var også bonusordningen ifølge aftalen af 18. november 1986 på dagsordenen. Af referatet af dette møde fremgår, at »bonusordningen opsiges af formelle grunde i henhold til »3 måneders reglen«. Den bestående bonusordning kører naturligvis videre indtil den bliver afløst af en ny bonusordning, som i mellemtiden skal forhandles.'

På et ordinært samarbejdsudvalgsmøde den 9. november 1987 blev det oplyst, »at fornødent indsamlingsmateriale snart er klar«, og på et nyt møde i samarbejdsudvalget den 16. maj 1988, at »Virksomheden får fredag den 20.05.88 besøg af en konsulent Orla Simonsen, DA som herefter går i gang med indsamling og behandling af materiale til genforhandling af bonusordning. Der vil herefter blive givet en orientering om, hvor lang tid der skønnes at være nødvendig, til bonusordningen kan forhandles.«

Den 7. september 1989 blev der afholdt et mæglingsmøde om bonusordningen på virksomheden med deltagelse af organisationsrepræsentanter. Det hedder i referatet af dette møde

»Der fremkom på mødet ikke forslag til et nyt bonussystem, men virksomheden fremlagde et forslag til indregning af vaskemaskinen til en ny faktorberegning i det hidtidige bonussystem.

Enighed blev ikke opnået, men der blev aftalt et nyt forhandlingsmøde den 28. oktober 1988 til drøftelse af det fremtidige bonussystem på virksomheden.«

Som aftalt afholdtes der et nyt møde den 28. oktober 1988. Referatet fra dette møde lyder således

»Forbundet og medarbejderne ønskede en ændring af faktorerne for virksomheden. Arbejdsgiversiden afviste dette under henvisning til at der så skulle medinddrages store moderniseringer til faktorberegning. Der henvistes til at en sådan inddragelse ville medføre mindsket indtjeningsmulighed i bonusordningen.

Arbejdsgiversiden foreslog at der blev lavet konsekvensberegninger for vaskemaskinen og tørretumblerne for indeværende og kommende bonusperiode med henblik på udregning af ny faktor.

Parterne forbeholdt sig deres stilling.«

Samme dag, den 28. oktober 1988, kl. 17.00 nedlagde arbejderne arbejdet. På et fællesmøde den 1. november 1988 erkendte man fra arbejdstagerside, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 2. november 1988 ved normal arbejdstids begyndelse. Da dette ikke skete, blev sagen indbragt for Arbejdsretten, hvor sagen blev behandlet på et forberedende møde den 3. november 1988. Her gentog indklagede erkendelsen af, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og man ville på ny pålægge de strejkende straks at genoptage arbejdet. Retsformanden opfordrede indtrængende de strejkende arbejdere til at følge organisationernes pålæg. Arbejdet blev genoptaget i løbet af den 4. november 1988. Af bilag 1 - navnelisten - fremgår, at de enkelte medlemmer højst har strejket 2 timer denne dag.

Klagerne har fremlagt en af 75 af de ansatte den 8. november 1988 underskrevet udtalelse af følgende indhold

»Desværre må vi konstatere at aktionen, for at få vore lønvilkår forbedret, er mislykkedes.

Det betyder dog ikke at virksomheden har fået en tilfreds medarbejderstab. Arbejdet går videre, men utilfredsheden har nok aldrig været større.

Vi finder det stadigt uanstændigt, at Danmarks største og mest moderne farveri, tillader sig at udbetale deres medarbejdere den mindste løn inden for branchen.

Vi vil derfor finde det rimeligt, at virksomheden snart gør et tiltag til, at holde det løfte, om en fornuftig og retfærdig bonusordning, som blev afgivet for 2 år siden. Således at der fremover kan undgås lignende aktioner, til skade for både virksomheden og arbejderne.«

Indklagede har fremlagt en på grundlag af telefonisk henvendelse til forbundets afdelingskontorer tilvejebragt oversigt over løngennemsnittet i foråret 1988 på landets farverier. Det fremgår heraf, at løngennemsnittet for hele landet er på 74,65 kr. pr. time eller 14,32 % højere end på Skjern Tricotage-Farveri A/S, hvor løngennemsnittet er på 65,30 kr. Endvidere har indklagede udarbejdet nogle oversigter, udvisende at bonus i de fleste af månederne i 1988 har været lavere end i 1985, 1986 og 1987.

Klagerne har bestridt, at der af virksomheden er betalt en for lav løn til medarbejderne, og henvist til, at det af Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik for 3. kvartal 1988 fremgår, at gennemsnitslønnen var 71,61 kr. (varierende fra 70,04 kr. til 72,28 kr.). I en skrivelse af 11. april 1989, underskrevet af virksomhedens økonomidirektør, er det oplyst, at garantilønnen pr. time den 1. september 1988 udgjorde 59,00 kr., og at den udbetalte bonus pr. time i gennemsnit i 1988 varierede mellem 10,32 kr. og 12,08 kr., således at den samlede aflønning lå mellem 69,32 kr. og 71,08 kr. pr. time. I 1987 lå den udbetalte bonus pr. time dog højere, idet den i gennemsnit var mellem 12,52 kr. og 13,64 kr. Det hedder videre i skrivelsen: »Ovennævnte bonussats fremtræder som tillæg til garantilønnen, men i henhold til aftalen sker det rent faktisk til normallønssatsen med forskel udlignet. Hvis vi ser på visse andre farverier lægges det sammenlignelige bonustillæg direkte til den normale timeløn. Forskellen på normallønssats og garantilønssats udgjorde indtil 1/1-89 kr. 3,20.«

Den 3. maj 1989 fremsendte Textilindustrien til forbundet, att.: sekretær Anders Skov, en af konsulent Orla Simonsen den 23. februar 1989 udarbejdet »indregning af ny vaskemaskine og tumbler i P-lønsystemet« på virksomheden. I fremsendelsesskrivelsen hedder det: »Hermed fremsendes faktorberegning med bilag til forhandling om ny faktor i undergruppe 1.10. Textilindustrien forventer snarest at høre fra Dem herom«. Henvendelsen er ikke besvaret.

Kontorchef i Textilindustrien Mogens William Christensen har forklaret, at han deltog i et mæglingsmøde, der blev afholdt på virksomheden den 10. november 1986 i anledning af, at medarbejderne mente, at de fik for lidt i løn på grund af, at indfarvningen af stoffet med mørkere farver end hidtil forringede deres bonusindtjening. På det tidspunkt var ordremængden blevet lavere. Kravet fra medarbejderside var en højere bonus og en garantiløn på bonus. Den 12. - 18. november 1986 var der en arbejdsnedlæggelse på farveriet, og det var baggrunden for det organisationsmøde, der blev afholdt den 18. november 1986. Der var på dette tidspunkt bestilt en ny vaskemaskine med henblik på at få varerne hurtigere gennem produktionen. Det ville med den være muligt at gennemføre flere kilo-behandlinger samtidig. Maskinen skulle installeres i februar 1987, og det var opfattelsen, at bonusproblemerne ville være løst med den. Derfor blev den aftale, der blev indgået på mødet den 18. november 1986, gjort midlertidig. Det viste sig imidlertid, at det først i april 1987 var muligt at installere vaskemaskinen, og den var først i juni 1987 efter rekvisition af yderligere dele til maskinen funktionsdygtig. Man var før sommerferien begyndt at indsamle materiale med henblik på en ny bonusordning. Imidlertid var perioden efter sommerferien 1987 branchemæssig en svag periode, hvor det ikke var muligt at fylde maskinerne optimalt. Det materiale, man fremsendte efter samarbejdsudvalgsmødet den 9. november 1987, fandt Orla Simonsen ikke fyldestgørende. Omkring årsskiftet 1987/88 kunne man igen indsamle materiale, og da der i maj 1988 var et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag, kontaktede man konsulent Orla Simonsen i Dansk Arbejdsgiverforening med henblik på at få ham til at komme med en beregning til brug for en ny bonusordning. Medarbejderne var løbende blevet orienteret om disse forhold. Når man på mæglingsmødet den 7. september 1988 ikke kunne fremkomme med et forslag til et nyt bonussystem, skyldtes det, at det var svært at indregne, hvad den nye vaskemaskine betød for produktionen. Den tekniske udvikling fra 1984 til 1988 havde været således, at den effektivitetsforøgelse, der skulle begrunde bonus, ikke kunne opnås. Det var en ren forhandlingssituation, der forelå, og forhandlingen måtte foretages på basis af overenskomstens § 8, stk. 7. Indførelse af et nyt realistisk system ville medføre en lønnedgang for medarbejderne. Så foreslog medarbejderne en fordobling af betalingsfaktoren i bonussystemet. Det forslag, som senere er fremsendt med Textilindustriens skrivelse af 3. maj 1989, har ikke medført nogen henvendelse om forhandling fra forbundets side.

Forbundssekretær i Textilarbejderforbundet Anders Stisen Skov har forklaret, at det problem, der forelå til forhandling på organisationsmødet den 18. november 1986, var, at arbejderne i farveriet tjente mindre end arbejderne i de to andre afdelinger. Farvningsprocessen tog længere tid. Derfor aftaltes det, at man midlertidigt rettede op på bonusaftalen, indtil der kunne indføres et helt nyt bonussystem. Det var ikke alene vaskemaskinens kapacitet med deraf følgende konsekvenser for bonussystemet, der var genstand for drøftelse. Det var en gennemgribende ændring af hele bonussystemet, der var på tale. Således opfattede han det. Han har ingen erindring om det opfølgningsmøde, der blev aftalt på organisationsmødet. - I maj 1988 havde man fra arbejdstagerside bedt om et mæglingsmøde. På grund af manglende materiale blev det først afholdt den 7. september 1988. Det var en skuffelse, at der ikke fremkom et forslag til et nyt bonussystem. Man havde kun taget den nye vaskemaskine med i beregningerne, og der var intet hensyn taget til, at de nye arbejdsprocesser med højere temperatur, mørkere farver og forblegning var mere tidkrævende - og derfor mindre bonusgivende. På mødet den 28. oktober blev det fra virksomhedens side gjort klart, at man ikke kunne få noget nyt bonussystem. Man kunne alene se på udligningsfaktoren. Der blev ikke fra arbejdstagerside rejst krav om fordobling af bonus, og når der ikke fra arbejdstagerside fremkom noget detaljeret forslag til en ny bonusordning, skyldtes det, at der er tale om indviklede tekniske forhold, som kun kan overskues fra virksomhedens side. Der var ikke tale om seriøse forhandlinger.

Fællestillidsrepræsentant på virksomheden Jytte Jensine Pedersen og tillidsrepræsentant Anders Verner Jespersen har forklaret, at produktionen pr. kilo af mange forskellige grunde var mere tidkrævende i 1988, end den var på det tidspunkt, bonusaftalen blev indgået. Bonus, der er baseret på kilo-produktion, er derfor stadig blevet lavere. Fællestillidsrepræsentant Jytte Jensine Pedersen, der hele tiden under sin ansættelse har været beskæftiget i appretur 2, der er den afdeling, der foretager den sidste behandling af stoffet, før det afsendes fra virksomheden, har forklaret, at hun ikke var bekendt med, at der var problemer med at indsamle materiale til brug for bonus-vurderingen.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at arbejdsnedlæggelsen, der er erkendt at være overenskomststridig, var led i en lønaktion. Den har savnet rimelig grund, og de deltagende arbejdere har derfor forskyldt sædvanlig bod. Der er intet grundlag for i medfør af arbejdsretslovens § 12, stk. 2, at nedsætte boden eller lade den bortfalde. Det kan ikke anses for godtgjort af indklagede, at lønnen har været urimelig lav i forhold til den gennemsnitsløn, der udbetales i branchen. Protokollatet på organisationsmødet den 18. november 1986, hvorefter parterne erklærede sig enige om, »at den nuværende bonusordning skal erstattes af en anden i foråret 1987«, kan kun fortolkes som en hensigtserklæring, men ikke som et løfte fra virksomhedens side om indførelse af en bonusordning, der ville stille medarbejderne bedre end den hidtidige. I øvrigt havde virksomheden hele tiden arbejdet med spørgsmålet om at tilvejebringe et materiale, der kunne danne grundlag for forhandlinger om en ny bonusaftale. Arbejdet hermed er blevet forsinket af tekniske hindringer og af konjunkturmæssige forhold, og der er ikke medgået længere tid hermed end nødvendigt. Det må endelig tages i betragtning, at der stadig ikke har kunnet indføres en ny bonusordning, der ikke ville medføre en lønnedgang for medarbejderne.

Indklagede har til støtte for påstanden om, at der ikke bør pålægges de strejkende arbejdere bod, anført, at der fra virksomhedens side har foreligget en overenskomststridig adfærd ved ikke inden for rimelig tid at have opfyldt det løfte om forelæggelse af forslag til en ny bonusordning, som må anses afgivet på organisationsmødet den 18. november 1986. Dette forhold har givet rimelig grund til arbejdsstandsningen, hvorfor betingelsen for bortfald af bod i arbejdsretslovens § 12, stk. 2, 3. punktum, er opfyldt. Subsidiært gøres det gældende, at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at den forskyldte bod bør nedsættes. Efter organisationsmødet den 18. november 1986 var der skabt en berettiget forventning hos medarbejderne om en ny bonusordning, der kunne rette op på det forhold, at bonusindtjeningen blev mindre, fordi arbejdsprocesserne blev mere tidkrævende, og bonus var baseret på produceret kilo- mængde. Virksomheden havde selv holdt denne forventning i live på samarbejdsmøderne, men intet reelt foretaget sig for at tilvejebringe materialet og på basis heraf fremkomme med et forslag. Et reelt forslag om en helt ny bonusordning er aldrig fremkommet fra virksomhedens side, uanset at der er sket en udhulning af medarbejdernes indtægter siden 1984- bonusaftalen.

Arbejdsretten skal udtale

Ved vurderingen af sagen må det tages i betragtning, at der er tale om et normallønsoverenskomstområde. Indholdet af protokollatet af 18. november 1986 må ses på baggrund heraf. Der er i dette protokollat intet anført om detaljerne i det bonussystem, der påtænktes indført til erstatning for den gældende bonusordning, således heller ikke om, hvorvidt den nye ordning ville medføre en ændring af aflønningsforholdene for medarbejderne i de enkelte afdelinger eller en forhøjelse af den gennemsnitlige indtjening for medarbejderne. Det forhold, at der gik forholdsvis lang tid, før der fra virksomhedens side fremkom meddelelse om, at man ikke kunne forelægge noget nyt forslag til en bonusaftale, uden at det ville medføre en nedgang i bonusindtjeningen for medarbejderne, men kun en medinddragelse af et nyt maskinelt udstyr i beregningerne, findes efter det anførte ikke at kunne betragtes som et brud på det på det ovennævnte møde aftalte. Der er herefter ikke grundlag for at lade boden for den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse bortfalde. Da det heller ikke ved de tilvejebragte oplysninger om indtjeningsforholdene eller efter det i øvrigt oplyste kan anses for bevist af indklagede, at der fra virksomhedens side har været udvist forhold, der har givet medarbejderne rimelig grund til at nedlægge arbejdet, findes sædvanlig bod at være forskyldt. Boden bestemmes til 20 kr. pr. time som nærmere nedenfor anført, idet der ikke findes anledning til at skærpe boden for den ganske kortvarige arbejdsnedlæggelse den 4. november 1988 efter det forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 3. november 1988.

Indklagede findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

De på sagens bilag 1 anførte arbejdstagere betaler til Dansk Arbejdsgiverforening en bod på 20 kr. for hver time, de pågældende har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fra den 28. oktober 1988 til den 4. november 1988.

Indklagede betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Bod 1.2.3.2., bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket 1.3. Bodsstørrelse og bodssatser (for så vidt angår størrelsen af bod til organisationer, se Organisationsansvar.) Processuelle spørgsmål 3.3. Forberedende retsmøder (* 1) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelse, da der ikke var godtgjort overenskomstbrud fra arbejdsgiverside eller rimelig grund til arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Textilindustrien for Skjern Tricotage-Farveri A/S, Skjern, (advokat Merete Preisler) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Bæhring, Marstrand Dahl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kjærgaard, Mundt (retsformand) og Strube.

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Textilindustrien for Skjern Tricotage-Farveri A/S, Skjern, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de på bilag 1 anførte arbejdstagere til Dansk Arbejdsgiverforening betaler en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de pågældende har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fra den 28. oktober 1988 til den 4. november 1988.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært at de på bilag 1 anførte arbejdere idømmes en efter rettens skøn fastsat mild bod.

Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende

I Hovedoverenskomsten mellem Textilindustrien og Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund er bl.a. bestemt følgende

Ȥ 7.

Delvis akkord.

Arbejdere, der udover timelønnen aflønnes med en eller anden form for produktionstillæg f.eks. tillægsakkord, præmieakkord, bonus eller lignende, betragtes som timelønsarbejdere, men reglerne i nærværende overenskomsts § 8, stk. 3-7 og § 9, finder dog anvendelse.

For tillægsakkorder - også hvor den variable del udregnes og udbetales for en længere periode end den normale lønningsperiode - gælder, at der altid pr. lønningsperiode mindst skal udbetales den til enhver tid gældende overenskomstmæssige timeløn.

(* 1) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1990, side 27

Medarbejderne på en virksomhed nedlagde arbejdet i ca. en uge i protest mod lønniveauet på virksomheden, herunder især, at virksomheden ikke tilstrækkeligt hurtigt opfyldte et løfte om at foreslå en ny bonusordning.

Arbejdsnedlæggelsen blev på fællesmøde og under et forberedende retsmøde i Arbejdsretten erkendt overenskomststridig af arbejdstagerorganisationerne. Under domsforhandlingen nedlagde arbejdstagersiden påstand om bodsfritagelse subsidiært bodsnedsættelse.

Arbejdsgiveren fandtes ikke at have handlet overenskomststridigt, og det fandtes ikke godtgjort af arbejdstagersiden, at virksomheden havde givet medarbejderne rimelig grund til at nedlægge arbejdet, hvorfor der fastsattes sædvanlig bod.

Det forberedende retsmøde i Arbejdsretten fandt sted den 3/11-1988 og arbejdet blev genoptaget i løbet af den 4/11- 1988, idet de enkelte medarbejdere højst havde strejket 2 timer denne dag. Der fandtes ikke anledning til bodsskærpelse for de ganske kortvarige arbejdsnedlæggelser den 4/11-1988.