Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler). Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig Voldgift. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt Underbetaling. (* 1) (* 2) Ikke bod for underbetaling, da spørgsmålet om, hvorvidt underbetaling forelå, var tvivlsomt og først fandt sin endelige afgørelse ved faglig voldgift. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev (advokat Merete Preisler). Dommere: Vejgaard Andersen, Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Spang-Hanssen og Margit Vognsen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Plastindustrien i Danmark og Polysheet A/S, Herlev, for Arbejdsretten og har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande

1. Den indklagede virksomhed har begået overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne med kr. 3,00 pr. 1. marts 1988.

2. Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.

3. Polysheet A/S og Plastindustrien i Danmark pålægges hver en af Arbejdsretten fastsat bod.

De indklagede, der efter udfaldet af den nedenfor omtalte opmandskendelse i faglig voldgift ikke har bestridt, at der er sket overenskomstbrud, har påstået frifindelse over for den nedlagte bodspåstand.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den indklagede virksomhed Polysheet A/S var indtil 1988 ikke medlem af nogen arbejdsgiverorganisation, men havde med repræsentanter for de ansatte indgået lokalaftaler, senest en lokalaftale af 22. april 1987, indeholdende - udover en almindelig henvisning til fællesoverenskomsten mellem Industrifagene og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark samt Specialarbejderforbundet i Danmark - en række særbestemmelser, herunder vedrørende aflønningen, som indebar en fravigelse fra fællesoverenskomstens bestemmelser.

Den 21. marts 1988 ansøgte virksomheden om optagelse i Plastindustrien i Danmark. Ansøgningen blev imødekommet, og meddelelse herom blev sendt til såvel Specialarbejderforbundet i Danmark som Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark ved skrivelser af 12. april 1988, hvori det oplystes, at virksomheden var optaget i foreningen »pr. 1. januar 1988«.

Optagelsen indebar, at der efter § 58 i fællesoverenskomsten skulle indledes forhandlinger om, »hvorledes eventuelle særbestemmelser og/eller lokalaftaler skal udformes for ikke at forrykke de bestående overenskomstforhold som helhed.« I overensstemmelse hermed afholdtes den 30. maj 1988 et møde med deltagelse af repræsentanter for organisationerne og for virksomheden. I referatet fra mødet, der er underskrevet af bl.a. Verner Klemmensen som repræsentant for forbundet og daværende afdelingschef Arne Jørgensen som repræsentant for Plastindustrien, hedder det bl.a.

»Ved et møde den 30. maj 1988 i Plastindustrien i Danmark drøftedes overenskomstforholdene for Polysheet A/S, Marielundvej 41-43, Herlev.

Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til overenskomstens § 58.

Der opnåedes enighed om følgende

Overenskomsten mellem Plastindustrien i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark/Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark er gældende. Derudover oprettes følgende lokale aftaler

3. Lønforhold

Efter aftale forhandles dette punkt ved en senere tilpasningsforhandling (siderne 15 og 16 i nuværende aftale.)

Den 21. juni 1988 blev der indgået en ny lokalaftale mellem virksomhedens ledelse og repræsentanter for de ansatte. Ingen af disse var da medlem af Specialarbejderforbundet i Danmark. Aftalen, der indeholder detaljerede bestemmelser om arbejdstid og lønforhold m.v., indebar en lønforhøjelse pr. 1. april 1988 på 2,25 kr. i timen. Da denne forhøjelse var mindre end den forhøjelse af den normale timeløn pr. 1. marts 1988 på 3 kr. i timen, som var aftalt i fællesoverenskomstens § 6, blev der den 4. oktober 1988 afholdt et nyt møde mellem organisationerne med deltagelse af bl.a. de tidligere nævnte repræsentanter for forbundet og Plastindustrien. I referatet fra mødet hedder det

»Ved et møde den 4. oktober 1988 i Plastindustrien i Danmark drøftedes overenskomstforholdene for Polysheet A/S,

Baggrunden for mødet var virksomhedens optagelse i Plastindustrien i Danmark, og forhandlingerne førtes i henhold til referat fra mødet den 30. maj 1988, således at det alene var de udestående punkter - ufaglærte, pkt. 3, lønforhold, og holdledere pkt. 3, lønforhold, der var til drøftelse.

Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås, idet man fra arbejdstagerside krævede, at virksomheden ved sin indmeldelse pr. 1. januar 1988 var underlagt de generelle stigninger, der skete på den normale timeløn på kr. 3,00 pr. time pr. 1. marts 1988, hvilket man fra arbejdstagerside måtte konstatere, ikke var sket.

Fra arbejdsgiverside kunne man ikke acceptere dette krav.

Forbundet forbeholdt sig at videreføre sagen.«

Uoverensstemmelsen blev drøftet ved et fællesmøde den 21. november 1988. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejdstagerside påberåbte man sig, at virksomheden har begået overenskomstbrud ved at undlade at udbetale de på arbejdsmarkedet generelle forhøjelser på kr. 3,00 pr. time inden for normallønsområdet pr. 1. marts 1988, jf. § 6 i overenskomsten. Virksomheden blev optaget i Plastindustrien i Danmark den 1. januar 1988 og er dermed omfattet af denne overenskomst.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at virksomheden har begået brud på overenskomsten og henviste til de i medfør af overenskomstens § 58 førte tilpasningsforhandlinger.

Fra arbejdsgiverside tilkendegav man, at sagen vedrører en fortolkningsuoverensstemmelse, der bør behandles fagretligt.

Arbejdstagersiden bestred ovennævnte med henvisning til mæglingsreferat af 4 oktober 1988 samt fastholdt videreførelse af sagen for Arbejdsretten med påstand om overenskomstbrud. Endvidere gjorde arbejdstagersiden organisationsansvar gældende over for Plastindustrien i Danmark.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at der var grundlag for at gøre organisationsansvar gældende.«

Sagen er herefter indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 1. februar 1989. Under forberedelsen af sagen er de rejste fortolkningsspørgsmål sammen med efterbetalingskravet, opgjort som differencen mellem den faktisk betalte forhøjelse på 2,25 kr. i timen og den krævede forhøjelse på 3 kr. i timen fra 1. marts 1988, subsidiært 1. april 1988, blevet henvist til en faglig voldgiftsret, hvis opmand afsagde kendelse den 5. september 1989. I kendelsen hedder det bl.a.

»Virksomhedens økonomi- og administrationschef Torben Hansen har for voldgiftsretten forklaret blandt andet, at de lokalaftaler, der blev indgået mellem virksomheden og de ansatte forud for virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen, var indgået med repræsentanter for de ansatte, der var blevet valgt ind i et slags samarbejdsudvalg af de ansatte. Vidnet deltog i mødet den 30. maj 1988. De afgørende forhandlinger blev dog ført mellem daværende afdelingschef i Plastindustrien Arne Jørgensen og Verner Klemmensen, SID. Det var vidnets indtryk, at der ved disse forhandlinger var opnået enighed om, at virksomheden var frit stillet med hensyn til, hvilke lønstigninger man kunne forhandle sig frem til med de ansatte. De forhandlinger, der førtes på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988, og som førte til lokalaftalen af 21. juni 1988, foregik med repræsentanter for de ansatte, der var valgt efter de retningslinier, man havde anvendt, før virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen. Der deltog ingen SID-repræsentanter i forhandlingerne på virksomheden, og SID havde heller ikke ytret ønske om at være repræsenteret under forhandlingerne. En af grundene til, at der ikke blev givet mere end 2,25 kr. i lønstigning, var, at der tidligere var givet lønstigninger, der var højere end gennemsnittet på arbejdsmarkedet.

Arne Jørgensen har for voldgiftsretten forklaret blandt andet, at han i 1988 var afdelingschef i Plastindustrien. Han deltog i forhandlingerne den 30. maj 1988, og der blev ikke aftalt andet vedrørende lønningerne på virksomheden, end hvad der er anført i mødereferatet. Dette hang sammen med, at der allerede lokalt havde været lønforhandlinger svarende til dem, man havde haft før virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen. Forhandlingerne var imidlertid sat i bero på grund af indmeldelsen, og nu ville man gerne kunne gøre dem færdige. Under forhandlingerne blev der intet nævnt om, at lønningerne skulle hæves med mindst 3 kr. pr. time.

Klagerne har til støtte for påstanden anført blandt andet, at det fremgår udtrykkeligt af indklagedes skrivelse af 12. april 1988, at virksomheden er indmeldt i arbejdsgiverforeningen pr. 1. januar 1988. Herefter er virksomheden omfattet af parternes overenskomst fra denne dato, jfr. overenskomstens § 58. Når man fra fagforeningens side under tilpasningsforhandlingerne accepterede, at man lokalt kunne forhandle lønforholdene, skyldtes det, at virksomheden ønskede at fortsætte en lønnivellering, som man tidligere havde påbegyndt. Det var derimod en klar forudsætning, at der i overensstemmelse med det vedtagne mæglingsforslag ville ske en lønstigning på mindst 3 kr. pr. time. Fagforeningen havde således alene accepteret, at virksomheden og de ansatte eventuelt blev enige om, at den samlede lønforhøjelse blev fordelt anderledes mellem de ansatte end præcis 3 kr. pr. time til alle.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet, at det er fast praksis, at en virksomheds indmeldelse i en arbejdsgiverforening først har virkning fra det tidspunkt, hvor indmeldelsen faktisk sker, og indmeldelsen kan således ikke have tilbagevirkende kraft. Dette skyldtes reglen om støtteforbud i hovedaftalens § 2, stk. 6. Herefter er virksomheden først blevet omfattet af overenskomsten 12. april 1988, da Plastindustrien gav klagerne skriftlig meddelelse om optagelsen i foreningen. Den i bilaget anførte dato 1. januar 1988 har alene intern betydning af hensyn til virksomhedens kontingentbetaling til foreningen. Endvidere har indklagede anført, at der under forhandlingerne den 30. maj 1988 blev opnået enighed om, at lønforhandlingerne på virksomheden skulle afvikles på samme måde som før virksomhedens optagelse i arbejdsgiverforeningen, og at det hermed var tilkendegivet, at der ikke var beløbsmæssige rammer for lønforhandlingerne. Desuden ville kravet om en forhøjelse af lønningerne med 3 kr. pr. time pr. 1. marts 1988 indebære, at tilpasningsforhandlingerne i henhold til § 58, stk. 1, ville være uden mening, idet man herved ville forrykke de bestående overenskomstforhold i strid med overenskomsten.

Da der ikke mellem de af parterne valgte voldgiftsmænd har kunnet opnås stemmeflertal for en afgørelse af sagen, træffes afgørelsen af opmanden, der udtaler

»Efter den udtrykkelige ordlyd i Plastindustriens skrivelse af 12. april 1988 til klagerne er virksomheden optaget i foreningen pr. 1. januar 1988. De overenskomstmæssige virkninger af indmeldelsen må derfor regnes fra denne dato, og hovedaftalens § 2, stk. 6, ses ikke at kunne føre til noget andet resultat. Det følger herefter af overenskomstens § 58, at virksomheden er omfattet af overenskomstens bestemmelser fra 1. januar 1988.

De forhandlinger, der har været ført mellem organisationerne den 30. maj 1988, og som i følge mødereferatet betragtes som ført i medfør af overenskomstens § 58, stk. 1, vedrørte i følge mødereferatet ikke lønforholdene. Disse skulle derimod i følge mødereferatet forhandles ved en senere tilpasningsforhandling. Efter det for voldgiftsretten oplyste har klagerne accepteret, at der blev ført lønforhandlinger mellem virksomheden og ansatte på virksomheden efter mødet den 30. maj 1988.

Det er imidlertid ubestridt, at den lokalaftale af 21. juni 1988, der blev resultatet af forhandlingerne på virksomheden, blev indgået, uden af SID var part.

Tilpasningsforhandlinger efter overenskomstens § 58, stk. 1, skal føres mellem organisationerne, og opmanden finder det ikke godtgjort, at SID den 30. maj 1988 havde tilkendegivet, at man på forhånd accepterede resultatet af forhandlinger, hvori man ikke selv var repræsenteret. Lokalaftalen af 21. juni 1988 kan herefter ikke anses som bindende for SID.

Opmanden finder herefter, at der ikke i medfør af § 58, stk. 1, er truffet nogen aftale om fravigelse af overenskomstens bestemmelser om lønforholdene, der kan gøres gældende over for SID. Virksomheden er altså bundet af overenskomstens lønbestemmelser.

Det ses ikke at være bestridt, at overenskomstens lønbestemmelser indebærer en lønforhøjelse på 3 kr. i timen pr. 1. marts 1988 for ansatte på virksomheder, der er omfattet af overenskomsten. Herefter tages klagernes efterbetalingskrav til følge.

Selv om det som anført ikke findes godtgjort, at SID den 30. maj 1988 bandt sig til at acceptere de lønstigninger, der kom ud af lokalforhandlingerne, findes det, som sagen foreligger oplyst, ikke at kunne udelukkes, at virksomheden blev bibragt indtrykket af, at dette var tilfældet.

På denne baggrund bestemmes, at efterbetalingen først skal ske med virkning fra den 4. oktober 1988, hvor fagforeningen på mæglingsmødet tilkendegav, at man ikke accepterede de lønstigninger, der var fastsat i lokalaftalen af 21. juni 1988«

Efter det oplyste er efterbetalingsbeløbet, der er opgjort til ca. 115.000 kr., blevet betalt kort efter kendelsens afsigelse.'

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af tidligere afdelingschef i Plastindustrien Arne Jørgensen og virksomhedens underdirektør Torben Hansen, der begge har forklaret i det væsentlige som gengivet i opmandskendelsen.

Arne Jørgensen har supplerende forklaret, at man på virksomheden havde sat de igangværende forhandlinger om en ny lokalaftale i bero, da virksomheden søgte optagelse i Plastindustrien. Ledelsen så imidlertid gerne, at disse forhandlinger blev gennemført. Vidnet blev derfor bedt om at spørge Verner Klemmensen, om det kunne lade sig gøre. Under tilpasningsforhandlingerne den 30. maj 1988 erklærede Verner Klemmensen sig på vidnets forespørgsel indforstået hermed. Den overenskomstmæssige timelønsforhøjelse på 3 kr. pr. 1. marts 1988 blev slet ikke nævnt under vidnets drøftelser med Verner Klemmensen. Det var vidnets opfattelse, at man lokalt i virksomheden skulle gøre lønforhandlingerne færdig, hvorefter repræsentanter for organisationerne skulle mødes og afslutte tilpasningsforhandlingerne ved en mere formel indpasning af forhandlingsresultatet i den gældende overenskomst. Ved det senere møde den 4. oktober 1988 kom det derfor meget overraskende for vidnet, at Verner Klemmensen ikke kunne acceptere den lønforhøjelse på 2,25 kr. i timen, som man lokalt var nået til enighed om. Det var ved dette møde, at vidnet for første gang hørte Verner Klemmensen give udtryk for, at lønnen som fastsat i fællesoverenskomsten skulle forhøjes med 3 kr. i timen pr. 1. marts 1988. Vidnet meddelte virksomhedens ledelse, at et sådant krav - hvis berettigelse man bestred - måtte behandles på sædvanlig måde i det fagretlige system.

Underdirektør Torben Hansen har supplerende forklaret, at såvel virksomhedens ledelse som de ansatte var interesserede i selv at forhandle løn. Der havde været megen uro i virksomheden på grund af indmeldelsen i Plastindustrien, idet de ansatte ikke ville have SID til at føre deres forhandlinger. Under mødet den 30. maj 1988 forhandlede Arne Jørgensen og Verner Klemmensen med hinanden. Vidnet bad Arne Jørgensen få oplyst, om man kunne fortsætte de lokale forhandlinger, og Arne Jørgensen meddelte senere efter at have drøftet dette med Verner Klemmensen, at de var frit stillet til at gå hjem og forhandle lønnen færdig. På vidnets forespørgsel erklærede Arne Jørgensen, at de ikke var bundet af forhøjelsen på 3 kr. i timen efter fællesoverenskomsten.

Arne Jørgensen har bekræftet, at han til Torben Hansen sagde, at Verner Klemmensen under forhandlingerne havde givet udtryk for, at de var frit stillet, hvorefter vidnet selv tilføjede, at de ikke var bundet af de 3 kr. i timen. Derimod blev den overenskomstmæssige forhøjelse på 3 kr. i timen ikke nævnt under forhandlingerne mellem ham og Verner Klemmensen.

Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne anført, at det ved opmandskendelsen er fastslået, at der er sket brud på overenskomsten, således at spørgsmålet under sagen alene er, om dette overenskomstbrud skal udløse et bodsansvar. Efter praksis bliver det for besvarelsen heraf afgørende, om de indklagede indså eller burde have indset, at virksomheden som følge af indmeldelsen i Plastindustrien pr. 1. januar 1988 blev forpligtet til uden videre, d.v.s. uden forhandling, at lægge 3 kr. på timelønnen fra den 1. marts 1988. Ved vurderingen heraf må man se på, hvilke indsigelser de indklagede har gjort gældende. Som det fremgår af opmandskendelsen, har man gjort to hovedsynspunkter gældende. Man har anført, dels at indmeldelsen først havde virkning fra den 12. april 1988, dels at der under forhandlingerne den 30. maj 1988 opnåedes enighed om at gennemføre de lokale lønforhandlinger uden beløbsmæssige rammer. Disse synspunkter er imidlertid ikke holdbare, og hverken virksomheden eller organisationen havde rimelig grund til at tro herpå. Det fremgår således klart af Plastindustriens skrivelse til forbundet, at virksomheden var optaget som medlem pr. 1. januar 1988. Udgangspunkt var herefter, at der bestod en overenskomstmæssig ret til en timelønsforhøjelse på 3 kr. pr. 1. marts 1988. Når det var situationen, har der ikke været rimelig grund for de indklagede til at tro, at forbundet uden videre frafaldt denne ret. Dette fremgår da heller ikke af referatet fra mødet den 30. maj 1988, og efter Arne Jørgensens forklaring for voldgiftsretten aftalte man under dette møde ikke andet, end hvad der fremgår af referatet. For så vidt angår Plastindustrien måtte det i hvert fald efter mødet den 4. oktober 1988 stå organisationen klart, at overenskomsten gav de ansatte ret til en forhøjelse på 3 kr. i timen. Dette krav udledes af opmandskendelsen, der pålagde virksomheden at efterbetale differencen fra dette tidspunkt. Den væsentligste del af bodsansvaret må derfor bæres af Plastindustrien.

De indklagede har bestridt, at det begåede brud på overenskomsten kan medføre bodsansvar for nogen af de indklagede. Hvad virksomheden angår, er denne ved opmandskendelsen alene pålagt efterbetaling fra den 4. oktober 1988. Selv om dette vel ikke er tilstrækkeligt bevis for, at man fra forbundets side i virkeligheden havde bundet sig til at acceptere resultatet af de lokale lønforhandlinger, så har forbundets repræsentant i hvert fald optrådt på en måde, som bevirkede, at Plastindustriens repræsentant og gennem denne virksomhedens ledelse måtte få det indtryk. Der er derfor - i hvert fald indtil dette tidspunkt - intet at bebrejde hverken virksomheden eller organisationen. Men heller ikke virksomhedens holdning efter mødet den 4. oktober 1988 kan begrunde noget bodsansvar. Man forholdt sig i overensstemmelse med den vejledning, man fik fra sin organisation, og havde ingen rimelig grund til at indse, at det standpunkt, man indtog på mødet, ikke var holdbart. Tværtimod måtte man betragte det på mødet passerede som ensbetydende med et aftalebrud fra forbundets side.

De indklagede har videre anført, at opmandskendelsen som sådan vel ikke er afgørende for, om organisationen har pådraget sig bodsansvar. På et enkelt punkt har kendelsen imidlertid betydning for bedømmelsen af dette ansvar, nemlig ved bemærkningen om det indtryk, som man blev bibragt under mødet den 30. maj 1988. Fra forbundets side accepterede man gennemførelsen af de tidligere indledte lokale lønforhandlinger uden at tage noget som helst forbehold i relation til fællesoverenskomstens timelønsforhøjelse. Såvel før som efter den 4. oktober 1988 kunne organisationen derfor i god tro gøre den opfattelse gældende, at forbundet havde bundet sig til at acceptere resultatet af de lokale lønforhandlinger.

Arbejdsretten skal udtale

Ved opmandskendelsen af 5. september 1989 blev det lagt til grund, at virksomheden fra den 1. januar 1988 er omfattet af parternes overenskomst, og at de ansatte, der er omfattet af denne overenskomst, uanset den indgåede lokalaftale af 21. juni 1988 havde krav på den overenskomstmæssige timelønsforhøjelse pr. 1. marts 1988 på 3 kr. Under henvisning hertil har de indklagede ikke bestridt, at der er sket overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne i overensstemmelse hermed. Arbejdsretten tager derfor punkterne 1 og 2 i klagernes påstand til følge.

Som det tidligere er fastslået i Arbejdsrettens praksis, er det forhold, at en parts handlemåde ved en faglig voldgift underkendes som værende i strid med overenskomsten, ikke i sig selv ensbetydende med, at det således begåede overenskomstbrud er bodspådragende. Afgørende i så henseende må være, om parten kan antages at have været klar over, at den handlede overenskomststridigt, eller dog har udvist en sådan uagtsomhed, at et bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet.

Som sagen foreligger, lægger Arbejdsretten ved afgørelsen heraf de forklaringer til grund, som er afgivet af tidligere afdelingschef i Plastindustrien Arne Jørgensen og af virksomhedens underdirektør Torben Hansen. Det findes herefter godtgjort, at forbundets repræsentant Verner Klemmensen under tilpasningsforhandlingerne den 30. maj 1988 uden forbehold har accepteret, at der som hidtil blev forhandlet lokalt om løn og øvrige arbejdsvilkår. Selv om en sådan accept muligt ikke kan tolkes som en forhåndsgodkendelse fra forbundets side af resultatet af disse forhandlinger, finder Arbejdsretten i overensstemmelse med det af opmanden udtalte, at der herigennem er bibragt såvel Plastindustriens repræsentant som virksomhedens ledelse indtrykket af, at dette var tilfældet. Under disse omstændigheder måtte det under mødet den 4. oktober 1988 være naturligt for de indklagede at opfatte forbundets først nu tilkendegivne afvigende standpunkt som udtryk for, at man i mellemtiden havde ændret opfattelse, hvilket måtte give rimelig anledning til at søge den således opståede uoverensstemmelse løst ad sædvanlig fagretlig vej.

Efter bevisførelsen har klagerne således ikke godtgjort, at de indklagede ikke handlede i god tro, eller at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl også efter mødet den 4. oktober 1988, at denne først kunne finde sin afklaring gennem den faglige voldgifts kendelse. Herefter er der intet grundlag for at pålægge nogen af de indklagede bod. De indklagede frifindes derfor for punkt 3 i klagernes påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Den indklagede virksomhed Polysheet A/S, Herlev, har begået overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne med 3 kr. pr. 1. marts 1988.

Den indklagede organisation har begået overenskomstbrud ved ikke at pålægge virksomheden at udbetale den pågældende timelønsforhøjelse.

De indklagede frifindes for klagernes bodspåstand.

I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442 (note 111), s.626 (note 95), Knud Illum s.316, K. 86.022 (A 1988, s.20)

En virksomhed V var blevet medlem af arbejdsgiverforeningen A, hvorved V blev omfattet af en kollektiv overenskomst mellem A og SID.

Virksomheden og repræsentanter for de ansatte indgik i juni 1988 lokalaftale om, at der skulle ske en lønstigning pr. 1/3 1988 på 2,25 kr. i timen. Ved en faglig voldgiftsret blev det fastslået, at virksomheden som følge af medlemskabet var overenskomstmæssigt forpligtet til at betale en lønstigning på i alt 3 kr. i timen. Det kunne dog ikke udelukkes, at virksomheden under forhandlinger i maj 1988 var blevet bibragt den opfattelse, at SID havde bundet sig til at acceptere lokalaftalen. Under henvisning hertil blev det i voldgiftskendelsen bestemt, at der først skulle ske efterbetaling af den for lidt betalte løn med virkning fra 4/10-1988, hvor SID på et møde tilkendegav, at man ikke accepterede den lønstigning på 2,25 kr., der var fastsat i lokalaftalen.

Efterbetalingsbeløbet blev betalt straks efter afsigelsen af voldgiftskendelsen.

I overensstemmelse med Vs og As erkendelse fastslog Arbejdsretten, at det fremgik af voldgiftskendelsen, at V havde begået overenskomstbrud ved ikke at forhøje timelønningerne med 3 kr. fra 1/3-1988 og at A havde begået overenskomstbrud ved ikke at have pålagt V at udbetale denne timelønsforhøjelse. Da det imidlertid ikke fandtes godtgjort, at A og V ikke havde handlet i god tro, eller at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl også efter mødet den 4/10-1988, at denne først kunne finde sin afklaring gennem voldgiftskendelsen, frifandtes såvel A som V for en påstand om bod.