Bod 1.2.4.1., Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Andre omstændigheder bodsnedsættelse/fritagelse sket Bod 2.2.2., Systematisk aktion. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Afvisning af arbejdere, der havde nægtet at tilkendegive om de ville genoptage nedlagt arbejde, ikke overenskomststridig lock-out. Bodsnedsættelse på grund af årsagen til arbejdsnedlæggelsen.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening for Langeland-Kiel-Linien I/S (advokat Michael v. Kauffmann) mod Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Morten Ulrich).

Bod 1.2.4.1., Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Andre omstændigheder bodsnedsættelse/fritagelse sket Bod 2.2.2., Systematisk aktion. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Afvisning af arbejdere, der havde nægtet at tilkendegive om de ville genoptage nedlagt arbejde, ikke overenskomststridig lock-out. Bodsnedsættelse på grund af årsagen til arbejdsnedlæggelsen.(* 1) (* 2) Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening for Langeland-Kiel-Linien I/S (advokat Michael v. Kauffmann) mod Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Morten Ulrich).

Dommere: Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Henrik Lind, Erik Nielsen og Springborg.

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening for Langeland-Kiel- Linien I/S indklaget Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund for Arbejdsretten.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de medlemmer af Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, af Gastronomisk Landsforbund og af Tjenerforbundet i Danmark, der har deltaget i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse fra den 21. november 1987 kl. 13.45 betaler en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelsen.

De indklagede har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af en mild bod, og de indklagede har over for klagerne nedlagt en selvstændig påstand om, at Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening og/eller Langeland-Kiel-Linien I/S tilpligtes til Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Klagerne har gjort gældende, at arbejdsnedlæggelsen for hele perioden må anses for en systematisk aktion. Der foreligger ikke formildende omstændigheder, tværtimod er arbejdsnedlæggelsen fortsat, efter at Arbejdsretten den 26. november 1987 har opfordret de strejkende arbejdere til at følge organisationernes pålæg om at genoptage arbejdet. Klagerne har bestridt, at der skulle foreligge en overenskomststridig lockout.

De indklagede har for så vidt angår perioden fra den 21. til den 25. november 1987 til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at de strejkende arbejdere i overensstemmelse med det aftalte på et fællesmøde den 24. november stillede sig til disposition for rederiet den 25. november kl. 10.45. Rederiet kunne ikke afvise at modtage dem samme dag kl. 14 alene med henvisning til et af klagerne ensidigt formuleret forbehold om meddelelse om genoptagelse af arbejdet senest kl. 10. Der har ikke været praktiske forhold, der stillede sig til hinder for, at arbejdet kunne genoptages den 25. november kl. 14. Til støtte for påstanden om, at der idømmes en mild bod, har de indklagede gjort gældende, at der foreligger formildende omstændigheder vedrørende denne arbejdsnedlæggelse, idet man har henvist til, at arbejdstagerne gennem en længere periode over for rederiet havde påpeget de store bemandingsmæssige problemer, der var inden for serviceområdet. Konflikten blev etableret, da arbejderne havde indtryk af, at man fra rederiets side ikke ønskede at indgå i nogen dialog omkring disse problemer.

For så vidt angår perioden fra den 26. november til den 30. november 1987 har de indklagede til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at de strejkende genoptog arbejdet den 26. november, hvilket blev meddelt ledelsen kl. 09.55. Arbejdet blev nedlagt kl. 13.55, men baggrunden for denne arbejdsnedlæggelse var, at medlemmerne af de indklagede forbund da havde erfaret, at rederiet ville søge færgen bemandet med styrmænd i stedet for med matroser. Man var af den opfattelse, at en sådan bemanding ville være i strid med gældende sikkerhedsbestemmelser. En efterfølgende bedømmelse viser imidlertid, at dette ikke var tilfældet, men det gøres gældende, at grundlaget for den den 26. november påbegyndte arbejdsnedlæggelse er et andet end arbejdsnedlæggelsen, der blev påbegyndt den 21. november. Der kan derfor ikke idømmes nogen bod under hensyn til, at der ikke har været afholdt fornødent fællesmøde vedrørende denne arbejdsnedlæggelse. Til støtte for påstanden om idømmelse af en mild bod for så vidt angår denne periode har de indklagede gjort gældende, at der har været flere forsøg fra de strejkende på at opnå forhandlingskontakt med rederiet, som imidlertid afviste enhver form for forhandling.

For så vidt angår perioden fra den 1. december til den 4. december 1987 har de indklagede gjort gældende, at der for denne periode ikke foreligger en arbejdsnedlæggelse, men derimod en overenskomststridig lockout iværksat af klagerne. Den 1. december kl. 09.30 orienterede tillidsrepræsentanterne rederiets ledelse om, at arbejdet ville blive genoptaget kl. 14, men rederiet afviste dette og stillede krav om, at tillidsfolkene først underskrev en nærmere angivet erklæring. Kravet om denne erklæring anser de indklagede for uberettiget, og de indklagede gør gældende, at de ansatte med urette blev afvist, da de mødte på arbejdet den 2. december kl. 14 med den begrundelse, at den pågældende skrivelse ikke var underskrevet. I hvert fald fra denne dato finder de indklagede, at der foreligger en overenskomststridig lockout. Såfremt dette ikke er tilfældet, er der i hvert fald ikke grundlag for idømmelse af bod, dels fordi der ikke har været afholdt fællesmøde om denne konflikt, dels fordi klagerne gennem deres egne dispositioner forhindrede, at arbejdet blev genoptaget, og derfor må bære risikoen for, at arbejdet ikke kom i gang. Det gøres endvidere gældende, at Industrifagenes Almindelige Arbejdsgiverforening må have pådraget sig organisationsansvar, idet man har støttet den fra den 1. december etablerede overenskomststridige lockout.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Af 6 referater af møder i samarbejdsudvalget i perioden fra den 27. juni 1986 til den 27. oktober 1987 fremgår det, at der fra medarbejdernes side var rejst forskellige klagepunkter vedrørende spørgsmålet om bemandingen af restaurationen m.v. Den 21. november 1987 kl. 13.45 nedlagde medarbejderne arbejdet. Man forsøgte at afholde et orienterende møde på rederiets kontor, men ledelsen afviste forhandling under arbejdsnedlæggelsen. Den næste morgen blev ledelsen orienteret om medarbejdernes krav om personaleforøgelser, men ledelsen afviste denne dag såvel som den 23. november at diskutere krav, så længe arbejdsnedlæggelsen fandt sted. Den 24. november blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet fremgår det, at man fra arbejdstagerside erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 25. november kl. 14. Fra arbejdsgiverside tog man forbehold om at kunne modtage de pågældende på dette tidspunkt, såfremt rederiet ikke inden kl. 10 samme dag fra tillidsrepræsentanterne havde fået en endelig tilkendegivelse af, at arbejdet ville blive genoptaget. Under mødet anførte man fra medarbejderside, at det måtte betragtes som en formildende omstændighed, at personalerepræsentanterne for de tre organisationer i virksomhedens samarbejdsudvalg fra juni 1986 ved hvert møde havde rejst spørgsmål om bemanding og fremsat krav om større bemanding, hvilket man fra arbejdsgiverside skulle have siddet overhørig. Fra arbejdsgiverside anførte man, at man ikke var enig i dette.

Den 25. november blev forbundenes medlemmer orienteret om resultatet af fællesmødet den 24. november, og noget inden kl. 10 - mellem kl. 09.45 og 09.55 - meddelte tillidsrepræsentanterne rederiet, at medarbejderne ikke ville gå i arbejde, før forhandlingerne om bemandingen var tilendebragt. Noget senere på formiddagen - om tidspunktet er der tvist mellem parterne - meddelte tillidsrepræsentanterne, at medarbejderne var blevet enige om at påbegynde arbejdet kl. 14, men rederiet meddelte, at meddelelsen var afgivet med for kort varsel, idet underretningen skulle være rederiet i hænde senest kl. 10 i overensstemmelse med tilkendegivelsen under fællesmødet. Efter rederiets opfattelse var det derfor først muligt at afsejle den 26. november kl. 8.00 Kl. 14.30 meddelte tillidsrepræsentanterne rederiet, at man ikke kunne give tilsagn om, at medarbejderne gik i arbejde den 26. november kl. 8.00.

Den 26. november besluttede medarbejderne at gå i arbejde, og kl. 09.55 meddelte tillidsrepræsentanterne dette til rederiet. Det blev aftalt, at arbejdet blev påbegyndt kl. 12, og ca. 1 time derefter påbegyndtes der forhandlinger mellem parterne. Rederiet meddelte tillidsrepræsentanterne, at man ikke var i stand til at få kontakt med matroserne, og at man ville forsøge at gennemføre afgangen kl. 14 med styrmænd i stedet for matroser. Ca. kl. 13.55 blev færgen blokeret af medarbejdere. Om dette forhold er der afgivet en erklæring af skibsføreren, hvoraf det fremgår, at han over for medarbejderne havde tilkendegivet, at der var indkaldt »kvalificeret substitut (styrmænd)», da det ikke havde været muligt at komme i kontakt med matroserne. Kl. 15.25 ophørte blokaden, og kl. ca. 16.20 meddelte bådsmanden, at matroserne var klar til at gå i arbejde. De fik imidlertid meddelelse om, at forhandlingerne var brudt sammen, og at de fortsat måtte betragtes som hjemsendt. Samme dag var der forhandlinger mellem rederiet og tillidsrepræsentanterne, og rederiet tilkendegav, at man ønskede en tilkendegivelse fra tillidsrepræsentanterne om, at man også ville genoptage arbejdet, selv om det var styrmænd, der påmønstrede som matroser. Dette tog man forbehold over for fra arbejdstagerside.

Den 27. november meddelte tillidsrepræsentanterne rederiet, at medarbejderne fastholdt, at forhandlingerne skulle afsluttes, før arbejdet kunne genoptages. Rederiet afviste forhandling under arbejdsnedlæggelsen.

Den 28. november vedtog talsmænd for de strejkende en udtalelse til rederiet, hvorefter man på det kraftigste anmodede rederiet om at genoptage de afbrudte forhandlinger. Man udtalte yderligere, at tilliden til rederiet var svækket, efter at rederiet havde tilkaldt styrmænd som matroser. Man ønskede ikke at genoptage arbejdet, idet man stadig stod fast på kravet vedrørende flere folk.

Den 30. november tilkendegav tillidsrepræsentanterne, at de ville opfordre kollegerne til at genoptage arbejdet, og det blev besluttet, at man ville genoptage arbejdet til sejladsen den 1. december kl. 14, samtidig med at forhandlingerne skulle genoptages.

Den 1. december meddelte tillidsrepræsentanterne kl. 09.30 rederiet, at medarbejderne havde besluttet at genoptage arbejdet kl. 14. Rederiet ønskede bekræftelse på, at arbejdet ville blive genoptaget, selv om styrmænd påmønstrede som matroser. Der blev af rederiet i den anledning udarbejdet et udkast til erklæring, der indeholdt følgende bemærkning: »Skulle nødsituationen, hvor matroser og motormænd ikke møder til afgangen kl. 08.00 opstå, accepterer grupperne fra HRF/GL/TFO, at deres normale arbejde ikke påvirkes heraf.

Spørgsmålet med hensyn til sikkerhed over for de relevante myndigheder, er rederiet til enhver tid ansvarlig, og må naturligvis være opfyldt, før sejlads genoptages.«

Denne udtalelse er i fotokopi overført på en erklæring udarbejdet af repræsentanter for personalegrupperne, der forbeholdt sig »endelig godkendelse af evt. forhandlingsresultat indtil dette har været gennemgået med grupperne.«

Medarbejderne besluttede at møde til afgangen den 2. december kl. 14 og meddelte rederiet dette kl. 16.15.

Den 2. december blev medarbejderne afvist, da de mødte kl. 14, idet rederiet angav, at medarbejderne ikke havde givet det ønskede tilsagn.

Den 3. december blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet fremgår følgende

»Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at virksomheden ved ikke at ville modtage arbejdskraften, når denne er blevet tilbudt har begået overenskomststridig lock- out.

Arbejdstagersiden tog forbehold for at gøre organisationsansvar gældende over for Industrifagene, idet Industrifagene har sanktioneret virksomhedens skrivelse af 1. december 1987, som værende et ultimatum for at virksomheden vil modtage arbejdskraften.

Fra arbejdsgiverside afviste man, at der var tale om en overenskomststridig lock-out, og at der kunne gøres organisationsansvar gældende.

Skrivelsen af 1. december 1987 er en renskrivning af en mellem virksomheden og tillidsrepræsentanterne indgået aftale, der alene tilsigtede at arbejdet ville blive udført, selv om det ikke var muligt at skaffe matroser, men kun overordnet personale.

Dette skyldes episoden den 26. november 1987, hvor de strejkende efter at have genoptaget arbejdet kl. 12.00 på ny nedlagde arbejdet kl. 14.00, selv om rederiet havde indkaldt styrmænd, der opfyldte de sikkerhedsmæssige krav, idet det havde ikke været muligt at skaffe matroser. Dette var oplyst tillidsrepræsentanterne kl. 12.45 samme dag uden indvendinger fra disses side.

Fra arbejdstagerside bestred man dette, idet brevet udelukkende er udarbejdet af virksomheden og forelagt som et ultimatum forinden virksomheden ville normalisere forholdene.

Arbejdstagerne har gentagne gange tilbudt deres arbejdskraft, men blev hver gang mødt af virksomhedens krav om at ultimatum af 1. december 1987 skulle accepteres og underskrives.

Arbejdsgiversiden tog forbehold om at gøre organisationsansvar gældende under hensyntagen til, at man ikke vil pålægge de strejkende at genoptage arbejdet, selv om de sikkerhedsmæssige krav fortsat er opfyldt.

Dette bestrides af arbejdstagersiden.

Rederiet er indforstået med at modtage de strejkende til arbejdstids begyndelse fredag den 4. december 1987 kl. 8.00, såfremt man fra arbejdstagerside er enig i, at det er rederiets ansvar, at de bemandings- og sikkerhedsmæssige forhold er i orden.«

Den 4. december 1987 blev arbejdet genoptaget kl. 08.00.

Endelig bemærkes, at der den 2. februar 1988 blev afholdt mæglingsmøde, hvorunder der blev opnået enighed om bemandingen i restaurationen m.v.

Der er under sagen afgivet forklaring af underdirektør Hans Bødker og tillidsrepræsentant Lillian Hansen.

Hans Bødker har forklaret, at han først blev gjort bekendt med baggrunden for konflikten dagen efter arbejdsnedlæggelsen. Det er rigtigt, at spørgsmålet om restaurationsbesætningen m.v. havde været behandlet i samarbejdsudvalget, men det er hans opfattelse, at rederiet havde givet fyldestgørende svar på de rejste spørgsmål. Resultatet af mæglingsmødet den 2. februar 1988 er da også, at restaurationsbesætningen ikke er blevet forøget, men der er fastlagt andre arbejdsplaner. Vedrørende handlingsforløbet den 25. november har han oplyst, at rederiet først fik meddelelse om, at man ønskede at gå i arbejde kl. 11.15. Det var for sent, idet det ikke var muligt at få færgen klar til afgang kl. 14 på dette tidspunkt. Efter blokaden den 26. november fandt rederiet det nødvendigt med en erklæring fra medarbejderne om, at de ønskede at arbejde uanset eventuel bemanding med styrmænd, forinden man kunne acceptere en meddelelse om, at man ønskede at genoptage arbejdet. I øvrigt har man i hele perioden fastholdt, at man ikke ønskede at forhandle, så længe arbejdet var nedlagt. Den erklæring, man ønskede fra medarbejderne, skulle ikke forstås som en garanti fra tillidsrepræsentanterne, men alene en hensigtserklæring. Man ønskede ganske simpelt ikke situationen fra den 26. november gentaget. Under hele konflikten har man været i snæver kontakt med Industrifagene, og spørgsmålet om at kræve den nævnte hensigtserklæring har også været drøftet med denne organisation.

Lillian Hansen har forklaret, at baggrunden for arbejdsnedlæggelsen var, at arbejdsbyrden var for stor. Under samarbejdsudvalgsmøderne havde man gentagne gange rejst dette spørgsmål, men var blevet afvist af rederiet. Man søgte en forhandling umiddelbart efter arbejdsnedlæggelsen den 21. november, men blev afvist. Det var en skuffelse for hende, idet det var hendes indtryk, at alle ville arbejde igen, således at afgangen kl. 19.30 kunne gennemføres, hvis rederiet havde stillet sig positivt. Den 25. november kl. 10.45 gav hun meddelelse om, at man ønskede at genoptage arbejdet, men fik at vide, at det var for sent. Den 26. november meddelte hun kl. 09.55 rederiet, at man ville gå i gang med arbejdet kl. 12. Man gik rent faktisk i gang med arbejdet, og hun deltog i et møde med repræsentanter for rederiet, da det blev oplyst, at færgen var blokeret. Dette skete kl. 13.55. Kl. 14.30 blev forhandlingerne afbrudt. Den 27. november og den 30. november meddelte hun rederiet, at man agtede at genoptage arbejdet, hvis forhandlingerne blev genoptaget. Den 1. december meddelte hun kl. 09.30, at man agtede at genoptage arbejdet, men blev afvist med en bemærkning om, at det var for sent. Derefter blev der forhandlet om de to erklæringer dateret denne dag. Når der ikke blev skrevet under, var det, fordi der fra medarbejderne kom ytringer om, at der havde været problemer tidligere med sejlads med styrmænd. Da medarbejderne mødte den 2. december kl. 14, blev man afvist, idet rederiet krævede en underskrift på en erklæring som skitseret den 1. december.

Parterne har under sagen nærmere uddybet de tidligere refererede anbringender og fastholdt deres påstande.

Arbejdsretten skal udtale

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at arbejdsnedlæggelsen fra den 21. november 1987 kl. 13 indtil arbejdets genoptagelse den 4. december kl. 8 var en samlet aktion, idet baggrunden herfor under hele handlingsforløbet i første række har været utilfredshed med bemandingen i restaurationen m.v. Arbejdsretten finder, at rederiet med rette har kunnet stille krav om meddelelse om genoptagelse af arbejdet senest kl. 10 med henblik på færgeafgang kl. 14, idet en sådan tidsfrist må anses for velbegrundet med henblik på at sikre, dels bemandingen af færgen, dels indkøb af proviant m.v. Rederiet har herefter været berettiget til at afvise tilbuddet om at genoptage arbejdet den 25. november, da tilbuddet derom er fremkommet for sent, og rederiet har været berettiget til at bemande færgen med styrmænd ved afgangen den 26. november kl. 14. Arbejdsnedlæggelsen er herefter fortsat uanset det pålæg, der blev givet i Arbejdsretten samme dag. På baggrund af episoden den 26. november har rederiet herefter haft rimelig grund til at kræve en erklæring fra medarbejderne om, at man ønskede at genoptage arbejdet uanset færgens eventuelle bemanding med styrmænd, og da medarbejderne ikke har ønsket at afgive en sådan erklæring, men fortsatte arbejdsnedlæggelsen, finder Arbejdsretten herefter som anført, at arbejdsnedlæggelsen i det hele må betragtes samlet og med samme baggrund.

Der er herefter ikke grundlag for at statuere, at der foreligger en overenskomststridig lockout, og de strejkende arbejdere har forskyldt bod for hele perioden.

Ved bodens fastsættelse finder Arbejdsretten, at der må tages hensyn til, at årsagen til arbejdsnedlæggelsen skyldtes utilfredshed med, at rederiet til trods for gentagne henvendelser fra medarbejderne ikke har ønsket at indgå i reelle forhandlinger vedrørende bemandingen af restaurationen m.v., og at medarbejderne - i hvert fald fra den 2. december 1987 - klart har tilkendegivet, at man ønskede at genoptage arbejdet, men er blevet afvist af rederiet, der fastholdt ønsket om underskriften på en erklæring om, at arbejdet ville blive genoptaget uanset færgens eventuelle bemanding med styrmænd. Der er herefter grundlag for nedsættelse af boden, og efter en helhedsbetragtning finder Arbejdsretten, at der bør idømmes arbejderne normal bod for perioden fra den 21. november til den 30. november 1987 og halv bod fra den 1. december til den 3. december 1987.

I sagsomkostninger findes indklagede at burde betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Hver af de på bilag 1 anførte arbejdere bør betale en bod stor 24 kr. for faglærte og 20 kr. for ufaglærte for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelsen i dagene 21. til 30. november 1987 og 12 henholdsvis 10 kr. i dagene 1. til 3. december 1987.

Beløbene tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening.

I sagsomkostninger betaler indklagede 2.000 kr. til Arbejdsretten. NOTER (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.353, note 249, Christensen kommentar s.80, K 10.554 (A 1987 s.13), K 10.830 (A 1987 s.33).

På en færgerute var der arbejdsstandsning hos restaurationspersonalet fra den 21/11-3/12 1987. Den 26/11 var der under et forberedende møde i Arbejdsretten blevet givet arbejderne pålæg om at genoptage arbejdet. Rederiet havde flere gange under arbejdsstandsningen krævet, at arbejderne inden en bestemt frist tilkendegav, om de ville genoptage arbejdet.

Arbejdsretten fandt kravet berettiget, og der forelå herefter ikke overenskomststridig lock-out, da rederiet afviste arbejderne, fordi arbejderne ikke forinden havde afgivet den ønskede tilkendegivelse.

Arbejdsretten fandt, at arbejdsnedlæggelsen havde været en samlet aktion. Da årsagen var utilfredshed med, at rederiet ikke havde ønsket at indgå i reelle forhandlinger vedrørende bemandingen, og da medarbejderne i hvert fald fra den 2/12 klart havde tilkendegivet ønske om at genoptage arbejdet, men var blevet afvist af rederiet, der ønskede en underskrift på en erklæring om arbejdets genoptagelse, idømtes der efter en helhedsbetragtning normal bod fra 21.- 30/11 og halv bod fra 1/12 til 3/12. Ingen skærpelse af boden fra tiden efter meddelelsen af pålægget i Arbejdsretten.