Legislator Case Law & Legislation
U19891950113 DK

Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Dom 1989 19501 Valid

Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)

H.D. 12. APRIL 1989 i sag II 163/1988

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe eskildsen)

mod

Foreningen af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A

(adv. Per walsøe)

Biintervenient: forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S (adv.

H.H. Haume).

ØSTRE LANDSRETS DOM 8. APRIL 1988 (14.AFD.)

(Danielsen, Ole Nicolaisen, Steen Steensen (kst.))

Under denne sag, der er anlagt den 30. marts 1984, har Foreningen af Arbejdsledere i Danmark som Mandatar for A (i det følgende kaldet sagsøgeren), påstået sagsøgte, Den Sociale ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at den lidelse, der har gjort sagsøgeren arbejdsudygtig siden mandag den 19. januar 1982, er at betragte som en arbejdsskade i overensstemmelse med lov om arbejsskadeforsikring § 9.

Sagsøgeren har henvist til, at han natten lemme den 19. og og 20. januar 1981 var udsat for et voldeligt overfald på sin arbejdsplads i forbindelse med sit arbejde, og der lidt en skade, som har medført en lidelse, der kan kræves erstattet i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. Lidelsen, der nu har medført invaliditet, er af psykisk karakter.

Sagsøgte har påstået frifindelse under anbringende af, at der ikke er ført bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde, eller hvad dermed må sidestilles, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 9.

Sagsøgeren, der tidligere hed B, er født i Israel den 12. juni 1945. I 1966 blev han anset i El Al, Esrael Airlines LTD, (i det følgende benævnt El Al) og i 1977 udnævnt til district manager på selskabets kontor i København. I slutningen af 1980 fik sagsøgeren meddelelse om at han skulle forslyttets til selskabets kontor i Amsterdam. Sagsøgeren, der inden afrejsen ønskede at afvikle tilgodehavende ferie i Danmark, ville have sin tiltræden i Amsterdam udsat til den 1. maj 1981, hvilket selskabet afslog ved skrivelse af 1. januar 1981, idet sagsøgeren skulle tiltræde stillingen i Amsterdam den 1. marts 1981.

Om aftenen mandag den 19. januar 1981 opholdt sagsøgren sig på sin arbejdsplads, der var beliggende Vesterbrogade 6 D i en kontorbygning på 2. sal. Af oplysninger fra en politirapport fremgår, at der den 20. januar 1981 ca. kl. 01.25 via Securitas indgik en alarm til Københavsn Politis radiotjeneste fra El Als kontor. En kontrolopringning til kontoret blev besvaret af sagsøren. Kort efter ankom politiet til stedet, hvor de fandt såvel yderdøren som dørene på 2. sal til El Als kontor aflåste. Dørene var forsynet med rukolås med indvendig vrider. Døren ind til selve kontoret blev åbnet indefra af sagsøgeren ved hjælp af en mekanisk døråbner. I kontoret fandt politet sagsøgn ligende på gulvet mellem et skrivebord og en skollevæg. Der var ikke andre i lokalet. Politet konstaterede, at der tre steder i lokalet var malet ca. 1 cm brede hagekors med sort farve, og at flere flasrammer var slået i stykker. Lige inden for indgangsdøren lå et par solbriller, hvor det ene glas var faldet af. I politets anmeldelsesrapport angaves, at forbrydelsens art var vold og i forbindelse hermed hærværk ved maling og knusning af las. I rapporten anførtes om fremgangsmåden m.v., at sagsøgeren var tildelt slag af ukendt person, hvorved sagsøgeren havde pådraget sig muligt kraniebrud, læsioner på højre skulder og bækkenparti.

Sagsøgeren blev i ambulance kørt til skadestuen på Kommunehospitalet. Senere samme dag blev han overført til hospitalets neurologiske afdeling, hvorfra han blev udskrevet den 17. januar 1981.

Politiet foretog en række afhøringer af sagsøgeren, mens han var indlagt på Kommunehospitalet, første gang den 20. januar 1981 ca. kl. 12.20. Ved politiets besigtigelse af sagsøgerens tøj fandtes størknet blod på venstre revers og på et slips. Under afhøringen virkede sagsøgeren ifølge politirapporten meget træt. Han lå med tillukkede øjne, talte med svag stemme og kunne alene huske, at han om aftenen havde ringet til sin samlever for at sige, at han kom hjem senere. Endvidere kunne han huske, at han havde aktiveret alarmknappen. Han blev afhørt på ny samme dag kl. 18.30, men kunne satdig intet huske. Den 24. januar 1981 blev sagsøgeren afhørt på ny. Ifølge rapporten kunne han nu huske, at han havde taget sin frakke og skindhue på, havde slukket lyset og var gået hen mod kontorets udgangsdør. Den 26. januar 1981 forklarede han til politirapporten, at han ny yderligere kunne huske, at han havde set ud af et lille vidue i døren, og at det var mærkt udenfor. Sagsøgeren fremsatte over for politiet den teori, at nogen måtte have skubbet døren op mod ham, hvorved han var tumlet baglæns ind i væggen og havde tabt sine briller. Endvidere kunne han huske, at han vågnede på gulvet i kontoret og hørte lyden fra et fotoapparat med motor, ligesom han mente af have set nogle glimt, som fra et flashlys.

Under nærværende sag er alene fremlagt en del af det materiale, politiet udarbejdede under efterforskningen af sagen. Sagsøgerens advokat havde anmodet pol.itiet om at udlevere akterne i sagen, hvilket Københavns Politi afslog ved skrivelse af 5. oktober 1984. I skrivelsen anførtes bl.a. følgende

»Jeg er bekendt med, at De har haft aktindsigt i sagen hos den sociale ankestyrelse, og at De herigennem har fået udleveret kopier af en rapport af 20. januar 1981 på 4 sider indeholdende en beskrivelse af El Al's lokaler samt en rapport af 20. januar 1981 på 19 sider indeholdende politiets afhøringer af Zvi Kaydan.

Jeg finder ikke grundlag for at give Dem aktindsigt i videre omfang.

På foranledning af Deres skrivelse kan jeg dog oplyse, at den væsentlige del af efterforskningen har dundet sted i slutningen af januar og i februar 1981, og at den er afsluttet, da der ikke var flere efterforskningsmuligheder. Der er ikke udner efterforskningen fremkommet oplysninger om personer, mod hvem der har kunnet rejses sigtelse i anledning af anmelselsen.«

Politirapportens beskrivelsesafsnit og sagsøgrens rapportforklaringer er fremlagt af denne. Oplysninger herfra er gengivet ovenfor.

Sagsøgte har under sagen fremlagt et andet uddrag af politirapporten, hvoraf fremgår, at sagsøggerens daværende samlever den 20. januar 1981 uopfordret til politiet forklarede, at hun syntes, at sagsøgerens stømmeføring lød påtaget, samt at hun senere samme dag ringede til politiet og oplyste, at sagsøgerens stemmeføring havde været en helt anden, efter politiet var gået fra hospitalet.

Af et udskrivningsbrev fra Kommunehospitalets skadestue fremgår vedrørende sagsøgerens tilstand den 20. januar 1981 følgende

»35-årig israelsk mand indlagt af vis. for commotio cerebri. Er fundet på kontor med spor efter at være blevet overfaldet. Har total amnesi for hvad der er foregået, udover at han i nogen tid har befundet sig i chock-tilstand, hvor han ikke kunne bevæge sig. Objektiv findes han svært commotioneret med total amnese, og det er først et stykke tid efter indlæggelsen, han kan identificeres. Man finder stærk ømhed i calavriet og stor hævelse startende i blabella og op med hårgrænsen. Begyndende bilateral brillehæmatom. Der findes stærk palpationsømhed af bækkenkammene. Rtg. af carniet, pelvis, højre høfte samt højre skulder viser i.a. Efter tilsyn fra neurologisk afdeling overflyttes han til fortsat behandling der.«

På begæring af kriminalpolitiet har overlægen på Kommunehospitalets neurologiske afdeling, Jørgen Vive Larsen, afgivet en erklæring af 29. januar 1981 vedrørende sagsøgerens tilstand. Det fremgår bl.a. heraf vedrørende tidligere sygdomme, at sagsøgerens samlever til journalen havde oplyst, at sagsøgeren under Seks Dages krigen i 1967 skulle være blevet såret alvorligt, samt at sagsøgeren selv skulle have oplyst, at han blev såret i venstre arm og opereret med lille hudtransplantation ved venstre øje. Samleveren skulle yderligere have oplyst, at sagsøgeren hennem de sidste par måneder var blevet tiltagende mistænksom og mente sig forfulgt. I erklæringen er endvidere besvaret en række spørgsmål fra kriminalpolitiet

Ad 1. Om patienten har været udsat for vold

Det kan på grund af hukommelsestabet og den desorienterede tilstand ikke udelukkes, at patienten har fået et slag i hovedet.

Ad 2. Objektive fund

Der er fundet lille blodansamling om højre øje og hævelse i panden i samme side. Endvidere var der en lille blodplamage under næseborene.

Patienten ømmede sig svært over hele korppen, men der fandtes ingen mærker efter slag.

Et dobbeltsidig udvidelse af pupillerne og manglende lysreaktion for disse persisterede under hele indlæggelsen uden sammenhæng med bevidsthedsplanet.

Ad 3. Kan de objektive fund være fremkaldt på anden måde og i det tidsrum patienten angiver intet at kunne huse

Forandringer i panderegionen kan ikke entydigt henføres til slag. De kan også være opstået ved fald mod en eller anden genstand.

Hævelsen i panden og småblødningerne kan være opstået i det tidsrum, han intet erindrer fra.

Ad 4. Kan der gives oplysningerom, at han, som opgivet af ham selv, intet kan huske om begivenhederne i tidsrummet fra den 19/1 1981 kl. ca. 19.00 til den 20/1 1981 kl. ca. 01.30

Som det ses af ovennævnte har patienten senere i sygdomsforløbet angivet spredte erindringer om, hvad han har hørt, der skete i kontoret i det anførte tidsrum, hvor han mener at væpre blevert overfaldet.

Hukommelsessvigt af den anførte type kan ses efter hovedtraumern, men i aktuelle tilfælde er det påfaldende sparsomt, hvad han kan erindre 2 dage efter traumet i betragtning af, at han var ved næsten fuld bevidsthed ved indlæggelsen og i betragtning af, at der trods alt kun er gjort sparsomme fund som tegn på ydre vold.

Hukommelsestab af den anførte karakter med splittet erindringsindhold om de mulige begivenheder kan også opstå ved såkaldt tågetilstand, der optræder på grund af psykisk belastet situation hos patienter med et neurotisk reaktionsmønster.

Ad 5. Kan patientens tidligere skader eventuelt være begrundelse for den tilstand, som han befandt sig i på findetidspunktet

Det er ikke på grund af de foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme eller objektive fund grund til at antage, at han har lidt så svær fysisk overlast tidligere, at det skulle kunne have indvirket på de aktuelle symptomer. Derimod oplyses det, at han i nogen tid har været angst og spændt med tilbøjelighed til forfølgelsesforestillinger, og at han tidligere i en akut krisesituation har reageret med øget angstberedskagb (den anførte bombesprængning).

Under indlæggelsen på Kommunehospitalets neurologiske afdeling blev sagsøgeren den 26. januar 1981 tilset af speciallæge i psykiatri, Jørgen Elley, der senere er blevet udnævnt til overlæge i Tønder. Denne fandt sagsøgeren spændt og ængstelig med talebesvær og tilbøjelighed til stammen. Sagsøgeren blev tilrådet 4 ugers sygeorlov. Efter hjemkomsten herfra blev sagsøgeren på ny tilset af læge Jørgen elley, der konstaterede, at sagsøgeren virkede spøndt og nervøs med alle tegn på et begyndende nervøst sammenbrud. Han skønnedes helt ude af stand til at varetage noget som helst arbejde. I den følgende tid var sagsøgeren i ugentlige behandlinger på Kommunehospitalets psykiatriske ambulatorium.

I skrivelse af 11. marts 1982 foretog Foreningen af Arbejdsledere i Danmark anmeldelse til Sikringsstyrelsen af den arbejdsskade, som man hævdede var overgået sagsøgeren natten mellem den 19. og 20. januar 1981. I anmeldelsen anførtes, at de psykiske virkninger efter overfaldet stadig var så alvorlige, at sagsøgeren ikke var i stand til at genoptage sit arbejde.

Ved skrivelse af 4. februar 1983 meddelte Sikringsstyrelsen sagsøgeren følgende

»Til styrelsen er gennem Foreningen af Arbejdsledere i Danmark indgået anmeldelse om, at De natten mellem den 19. og 20. januar 1981 skal have været udsat for et voerfald under udførelse af Deres arbejde for flyselskabet El-Al, Vesterbrogade 6 D, 1620 København V.

Styrelsen har herefter søgt at få bekræftet det anførte om, at et overfald skal have fundet ste,d og har i denne forbindelse været i forbindelse med Deres ovennævnte arbejdsgiver, ligesom man har indhentet oplysnigner fra Københavns Kommunehospital, hvortil De blev indlagt og undersøgt ved den omhandlede lejlighed.

Man har endvidere gjort sig bekendt med de rapporter, politiet har optaget i anledning af Deres indgivne anmeldelse, herunder bl.a. en udtalelse fra Kommunehospitalets neurologiske afdeling, og hvorvidt Deres tilstand skønnes at kunne have forbindelse med et voldeligt overfald som anført i anmeldelsen.

I denne anledning skal styrelsen meddele, at tilfældet ikke giver Dem reet til ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring. Denne afgørelse begrundes med, at de fremkone oplysnigner ikke har godtgjort, at der ved den anmeldte lejlighed skete noget ulykkestilfælde, elelr hvad dermed må ligestilles, som kan antages at have bevirket Deres lidelse. Lidelsen kan heller ikke henføres under de erstatningsberettigende erhvervssygdomme, som er nævnt i sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 17. december 1982. Der henvises til bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 9.«

Ved skrivelse af 28. februar 1983 påklagede Foreningen af Arbejdsledere i Danmark afgørelsen til sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, der i skrivelse af 12. september 1983 tiltrådte Sikringssytelsens afgørelse med den deri givne begrundelse. Af skrivelsen fremgår, at sagsøgte til brug for ankesagen indhentede yderligere oplysninger vedrørende kriminalpolitiets efterforskning.

Der foreligger tre lægeerklæringer fra 1984-85 vedrørende sagsøgerens lidelse.

Af en erklæring af 24. januar 1984 fra overlæge Jørgen Elley fremgår, at denne behandlede sagsøgeren i tiden mellem medio januar 1981 og medio december 1983. Under hele behandlingsforløbet havde symptomerne stedse været koncentrationsforstyrrelser, søvnbesvær, voldsomme mareridsagtige drømme, samt periodiske hukommelsestab. Det konkluderes, at tilstanden alt i alt mindede om svær hysteriform neurose med tågetilstande, tilbøjelighed til alternerende personlig, der havde medført total invaliditet, således at han ikke kunne påtage sig noget som helst arbejde. På baggrund af at han indtil et ganske bestemt øjeblik havde været overordentlig velfungerende, syntes det nærliggende at antage, at han led af en tramatisk neutose (krigsneurose, granatchock).

På begæring af forsikringsselskabet Baltica, hvor sagsøgeren havde tegnet en livsforsikring, foretog overlæge, professor der. med. Fini Schulsiger, den 2. november 1984 en undersøgelse af sagsøgeren. Baggrunden for begæringen var, at sagsøgerens tidligere samlever over for selskabet havde oplyst, at han intet fejlede, men blot simulerede. I en erklæring af 6. november 1984 konkluderede professoren bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at sagsøgeren led af en paranoid psykose med hysteriske træk. At han skulle være simulant forekom ikke sandsynlidt. Det foresloges,a t han testedes psykologisk og i øvrigt vurderes yderligere i forbindelse med psykiatrisk hospitalsindlæggelse.

Af en erklæring af 12. april 1985 fra overlæge Jens Knud Larsen, Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, hvor sagsøgeren siden januar 1984 havde gået til behandling, fremgår, at han havde været observeret under indlæggelse fra den 18. februar til den 15. marts 1985, samt at han havde været psykologisk testet. På denne baggrund konkluderedes, at det drejede sig om en psykoselignende tilstand, der havde forholdt sig urokket trods henves 150 timers intensiv psykoterapeutisk indsats og psykofarmakologisk behandling, og som medførte en invaliditet, som kunne det dreje sig om en egentlig procespsykose.

Sagen har været forelagt Retslægerådet, der ved skrivelse af 19. juli 1985 har besvret en række spørgsmål fra parterne. På spørgsmålet om det kan anses for bevist/sandsynliggjort, at den ved lægeerklæring af 29. januar 1991 konstaterede fysiske overlast skyldes et overfald den 19. januar 1981, var svaret: »Det er muligt, men ikke sikkert.« Spørgsmålet om disse objektive skader kunne være påført sagsøgeren på anden måde end ved overfald, for eksempel ved fald i tilslutning til et ildebefindende, blev besvaret bekræftende. Endvidere blev spurgt: »Kan det på baggrund af den sygdomsbeskrivelse, som er givet i de i sagen fremlagte erklæringer, antages, at årsagen til sagsøgerens nuværende lidelse kan være den ved lægeerklæringen af 29. januar 1981 konstaterede ringe fysiske overlast?» Hertil blev svaret: »En sådan årsagssammenhæng er mulig. Retslægerådet skal specielt bemærke, at John Kaydan indtil 19. januar 1981 var fuldt arbejdsdygtig, og at han ikke tidligere havde været væsentligt syge. Der er således en klar tidsmæssig relation mellem den aktuelle tilstand og begivenhederne den 19. januar 1981. Denne tidsmæssige relation støtter antagelsen af årsagssammenhæng, eller i hvert fald at begivenhederne den 19. januar 1981 på afgørende måde har været provokerende for den aktuelle tilstand.« Endvidere blev spurgt: »Hvis sådanne angatelser er mulige, vil dette så ikke under alle omstændigheder forudsætte, at sagsøgeren forud var disponeret herfor eller allerede havde en latent psykisk lidelse?» Dette spørgsmål besvrede Retslægerådet benægtende. På spørgsmålet: »Kan de rud fra de foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme, jfr. især erklæringen af 29. janur 1981 - hvad enten disse måtte være ukorrekte eller korrekte, så fremtræder de dog i et vist omfang som oplyst af sagsøgeren selv - udledes noget nærmere om sagsøgerens psykiske tilstand inden episoden den 19. janur 1981?» var svaret: »Der er i akterne kun meget sparsomme opy7sninger om Hohn Kaydans psykiske tilstand tidligere. På grundlag af dette kan der ikke siges noget særligt om den psykiske tilstand før episoden den 19. januar 1981, udover at konstatere, at der ikke er oplysninger om ind. i psy6kiatrisk hospital eller en anden form for tidligere psykiatrisk behandling.

Rådet finder ikke den aktuelle tilstand diagnostisk afklaret og mener ikke, at de foreliggende lægelige oplysninger tillader at afgøre, om, og da i hvilket omfang, eventuelle hændelser den 19.- 20. januar 1981 kan have forårsaget de beskrevne psykiske forstyrrelser.«

Sagsøgerens advokat stillede desuden følgende spørgsmål: »Retslægerådet anmodes om at vurdere de i sagen fra forskellig side angivne mulige skadesårsager og under denne vurdering angive, hvilken/hvilke årsager4 der er sandsynlige, hvor stor sandsynlighedsgraden for den/de enkelte årsager er, og herunder hvilken/hvilke mulige årsager der må anses for usandesynlige eller lidet sandsynlige.

I denne forbindelse har jeg oversigtsmæssigt bemærket mig følgende angivne mulige skadesårsager

a. Andres adfærd den 19/1 1981 (overfald, skub eller lignende, medikamentelle indgreb eller lignende etc.)

b. Fald eller lignende den 19/1 1981, ikke fremprovokeret af andre.

c. Tidliger sygelige tilstande.«

Hertil løs svaret: »Retslægerådet er enig i de i spørgsmålet anførte 3 mulige årsager til John Kaydans aktuelle tilstand. Om disse 3 skal anføres følgende

Ad A: Mulig.

Ad B: Mulig, men nok noget mindre sandsynlig end A.

Ad C: Tidligere (ikke påvist) sygelig tilstand er en mulig disponerende faktor, men må anses for usandsynlig som den i sig selv fremkaldende årsag til den aktuelle tilstand.«

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren samt vidneforklaring af overlæge Jørgen Elley, sagsøgerens revisor Bent Ejler Stegmann og sagsøgerens tidligere samlever og ægtefælle Anne Marie Snejbjerg. Endvidere er der under forberedelsen afgivet indenretlig vidneforklaring af sagsøgerens fader, Pinchas Kladnjev.

Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at han i 1962-63 efter endt skolegang kom i militæret, hvor han efter rekrutuddannelsen kom i forsvarsministeriet. Her havde han kontorarbejde og var beskæftiget med sikkerhedsmæssige og efterretningsmæssige spørgsmål. I 1965/66 forlod han militæret og blev ansat i El Al, hvor han begyndte i handelsafdelingen. Samtidig læste han økonomi på universitetet. I slutningen af 1960'erne blev El Al angrebet af terrorister, og han kom i selskabets sikkerhedstjeneste, hvor han planlagde og gennemførte El Als sikkerhedssystem til imødegåelse af terroristhandlinger på fragtområdet. I april 1977 kom han til Danmark som district manager og i de følgende år lykkedes det ham at forøge omsætningen. Hans løn steg betydeligt. Han var i Israel ca. en gang om månede, hvor han besøgte sine børn og sin familie. Siden episoden i januar 1981 har han ikke besøgt dem.

El Al var også i Danmark et terroristmål, og han måtte derfor være yderst vagtsom og forsigtig. Fra 1980 blev hans privatbolig periodevis overvåget af politipatruljer efter ambassadens ønske. Sagsøgeren fik selskabets kontor bedre sikret.

Forflyttelsen til Amsterdam var en forfremmelse. Han ville her få ansvaret for El Als fragt i Europa. Han var forberedt på, at han efter udstationeringen i Danmark skulle tilbage til Esrael, og da stillingen i Amsterdam ville betyde en udsættelse af hans tilbagevenden, var han i begyndelsen imod det. Ledelsen tilkendegav, at opholdet i Amsterdam var nødvendigt, idet det gik dårligt for selskabet der, hvorfor han accepterede flytningen. Når han bad om at få afrejsen udskudt, var det alene, fordi han havde en del ferie til gode, som han efter reglerne skulle afvikle i Danmark. Han levede sammen med Anne Marie Snejbjerg, men hun skulle ikke med til Amsterdam. Det betød ikke noget, idet de begge havde været klar over, at han en dag ville rejse alene tilbage til Israel.

I sommeren 1980 havde han tegnet en livsforsikring iBaltica. Baggrunden var, at han havde et lån i Den Danske Bank, og der havde man ved fornyelsen af lånet forlangt en livsforsikring som sikkerhed. Assurandøren fik ham også overtalt til at tegne en ulykkesforsikring og en indboforsikring.

Den 19. januar 1981 mødte han på kontoret om morgenen. Om formiddagen var han til møde hos Spies Rejser, og senere havde han en samtale med sin revisor, idet hans selvangivelse skulle udfærdiges. Han skulle arrangere et cocktailparty i anledning af sin fratræden, og dette arbejdede han med efter kl. 17, hvor de øvrige ansatte havde forladt kontoret. Han havde taget nogle kartotekskort over sine forretningsforbindelser frem for at udfærdige invitationer. Ca. kl. 17-18 ringede han til Anne Marie Snejbjerg og meddelte, at han kom senere hjem. På et tidspunkt slukkede han lyset og tog sin parkacoat og pelshue på. Han havde en mappe i den ene hånd og nøgler i den anden. Han gik hen til udgangsdøren, hvor han så gennem en lille glasrude, at der var mørkt på gangen udenfor. Han aktiverede dørsumemren for at åbne yderdøren. Herefter blev døren med stor kraft skubbet op og ramte ham i hovedet. Herefter kan han ikke huske, hvad der skete. Det næste han husker er, at han så blitzlys og hørte lyden fra et kamera med moter, medens han befandt sig et elelr andet sted i kontoret. Han husker, at han forsøgte at kravle han mod alarmklokken, samt at han senere åbnede døren for politiet, og at han blev kørt i ambulance til hospitalet. I de første par dage efter indlæggelsen kunne han intet huske, men efterhånden kunne han gradvist fortælle politiet mere. Sagsøgeren kan huske, at han talte med voerlæge Vive Larsen under indlæggelsen på neurologisk afdeling, men han fortalte ikke overlægen, at han blev såret i Seks Dages Krigen, og oplysningerne i overlægens erklæring er ukorrekte. Han er aldrig blevet såret. Han brækkede på et tidspunkt armen, men det var den højre, og operationen ved øjet var alene kosmetisk.

Umiddelbart efter episoden ville han helst til Israel, men læge Elley frarådede det, og det rettede han sig efter. Der kom en psykiater fra Esrael sendt af El Al. Denne prøvede at overtale sagsøgeren til at rejse til Esrael, hvor man ville foretage nogle undersøgelser. Læge Elley sagde, at de kunne udføres i Danmar, og derpå inviterede psykiateren Elley på en gratis rejse til Esrael sammen med sagsøgeren. Sagsøgeren opfattede situationen således, at israelerne var utrygge ved at have en sikkerhedsperson som ham syg udenlands. Sagsøgeren frygtede, at han ville blive indespærrret i Israel. Elley ville have garanti for, at sagsøgeren kom med tilbage til Danmark, men det kunne han ikke få.

Sagsøgeren blev i juli 1981 gift med Anne Marie Snejbjerg, efter at hun havde lovet at hjælpe ham. De blev kort efter separeret. Han er nu dansk statsborger.

Overlæge Jørgen Elley har bl.a. forklaret, at bilateralt brillehæmatom normalt er tegn på kraniebrud og en følge af et kraftigt slag. Vidnet tilså sagsøgeren første gang den 26. januar 1981 under indlæggelse på Kommunehospitalet. Under samtalen gav sagsøgeren udtryk for, at han følte sig mistroet. Han var bange og stærkt presset, fordi ingen troede ham. Vidnet tilrådede ham 4 ugers sygeorlov.

Den næste konsultation fandt sted den 23. februar 1981. Sagsøgeren havde været på Hawaii på rekreation. Da han kom hjem startede behandlingen med konsultationer en gang om ugen. Diagnosen var vanskelig. Tilstanden var efterhånden ovre i psykoseområdet. Sagsøgeren havde vanskeligt ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Årsagen til lidelsen kunne klart henføres til episoden den 19. januar 1981. Den mindede mest om »granatchok«, der er et traume, som er udløst af en begivenhed, som overstiger, det sjælen kan bære. Tilstanden ken ikke opstå efter fald.

Sagsøgeren havde i brudstykker gennem mere end hundrede konsultationer fortalt, hvad der skete den 19. januar 1981. Sagsøgeren havde sidedet og skrevet invitationer. Han havde taget sin hat og frakke på, hvorefter han havde åbnet døren, der i det samme var blevet skubbet voldsomt op og havde ramt sagsøgeren i hovedet. Sagsøgeren huskede, at han senere havde hørt et kamera og set et par sorte sko, samt hørt en stemme, der talte hebraisk. Det er vidnets indtryk, at det for sagsøgeren var sandheden om, hvad der skete. Forklaringen ændrede sig ikke gennem perioden, men hukommelsen blev gradvis bedre.

Den israelske læge, dr. Szekely, ville have sagsøgeren med til Israel til undersøgelse. Han ønskede foretaget CAT-scanning og EEG med sphenoidalafledninger. Dr. Szekely tilbød, at vidnet kunne rejse med til Israel. Han ville få et gratis ophold. Sagsøgeren ville ikke få en returbillet, hvorfor han ikke ville til Israel. De pågældende undersøgelser blev senere foretaget på Hvidovre Hospital og viste intet abnormt.

Den 1. januar 1984 ophørte sagsøgerens konsultationer hos vidnet, da vidnet flyttede til Tønder. På det tidspunkt var sagsøgeren næsten holdt op med at stamme, noget han ifølge sine egne oplysnigner var begyndt på efter episoden den 19. janur 1981.

Det er vidnets klare opfattelse, at sagsøgeren ikke er simulant.

Registreret revisor Bent Ejler Stegmann har bl.a. forklaret, at han var revisor for El Al, således at han især udarbejdede selvangivelser og forskudsskemaer for personalet. Han mødte sagsøgeren første gang i 1977, og derefter mødtes de 1-2 gange om året. Sagsøgeren var ligevægtig. Vidnet konstaterede, at sagsøgerens løn steg betydeligt i perioden. Vidnet havde et møde med sagsøgeren den 19. januar 1981 fra kl. ca. 10.00 til 12.00. Sagsøgeren virkede helt normalt. Han fortalte, at han skulle til Holland for at overtage en større stilling. Vidnet havde indtryk af, at sagsøgeren var glad herfor.

Anne Marie Snejbjerg har bl.a. forklaret, at hun lærte sagsøgeren at kende i 1978. De flyttede sammen i december 1978. I sommeren 1981 blev de gift. Vidnet giftede sig med ham, fordi han havde et krav på hende i form af et pantebr4ev på 1 mill. kr. De blev separeret i november 1981 og er nu skilt. I sommeren 1980 opdagde vidnet, at sagsøgeren måtte være psykopat. Han løj over for hende. Han havde fortalt, at han var blevet såret i Seks Dages Krigen, bl.a. ved øjet. Senere sagde han, at det var i Vietnamkrigen, hvor han havde været udlånt af det israelske luftvåben. Efterhånden troede hun ikke længer på ham. Deres forhold var ikke harmonisk, og de skændtes ofte.

Fra december 1980 talte de ikke meget sammen. Sagsøgeren sad altid med en masse papirer og udtænkete planer. På dette tidspunkt startede hans forfølgelsesvanvid. Han skrev ned, hvis han f.eks. så japanske turister, der fotograferede huset. Han sagde, de var fra den sorte eller røde erme eller PLO folk.

Det er vidnets opfattelse, at sagsøgeren gerne ville blive i Danmark, som han kaldte et smørhul. Da hun hørte, at han skulle til Amsterdam, regnede hun med, at han ville lave et eller andet, så han kunne blive i Danmark.

Sagsøgeren ringede normalt hjem, inden han kørte fra kontoret, men den 19. januar 1981 ringede han ca. kl. 18.00 og sagde, at han først kom om en time. Det var helt unormalt. Da hun om natten ca. kl. 01.00 blev ringet op fra Kommunehospitalet og fik at vide, at sagsøgheren var blevet overfaldet, blev hun ikke overrasket. Om morgenen tog hun ud til hospitalet. Sagsøgeren var »helt væk«. Da hun sagde, at hun skulle til politiet, vågnede han pludselig op og sagde, at det måtte hun ikke. Sagsøgeren talte normalt med hende, men stammede, når andre kom til stede. Sagsøgeren kom hjem efter udskrivningen den 27. januar 1981. Ansatte i El Al var der flere gange for at tale med hem, men han ville ikke tale med dem.

Vidnet henvendte sig på et tidspunkt til Baltica og sagde, at sagsøgeren var simulant. Det mener vidnet stadig, at sagsøgeren er. Hun har også indgivet politianmeldelse mod ham.

Sagsøgerens fader,Pinchas Kladnjev, har forklaret, at han og sønne (sagsøgeren) har levet sammen fra sønnens fødsel i 1945 og t5il 1967, da sønne blev gift. De har været meget sammen - næsten dagligt - også efter 1967. De boede i samme by. Selv de sønne aftjente sin værnepligt, boede han hjemme. Han har været ved militæret, men aldrig deltaget i krigshandlinger.

Da sønnen var veluddannet i teori, var han udelukkende på kontorarbejde.

Sønnen blev ved militæret indtil 1966, og blev ansat ved El Al.

Først var han i sikkerhedstjenesten, senere på kontoret.

Han rejste rundt fra sted til sted, ikke noget bestemt sted, og var på stederne, idet han havde ansvaret for sikkerhedsarrangementerne.

Sønnen brækkede armen i 1965 vede en trafikunlykke og var på hospitalet i 2 dage i den anledning.

Arret under øjet skyldes en kosmetisk operation. Sønnen var ikke på hospitalet i den anledning.

Sønnen har i det hele taget aldrig været på hospitalet, bortset fra dengang han brækkede arbemn.

Sønnen har aldrig været under psykiatrisk behandling. Der har aldrig været problemer med ham. Han løste og fik høje karakterer.

Under Seks Dages Krigen var faderen og sønne sammen i Tel-Aviv. Sønnen var på kontorarbejde i 2 dage og gik derefter hjem til faderen, hvor han spiste dagligt. Han erindrer ikke, hvor sønne opholdt sig de øvrige 4 dage.

Vidnet har yderli8gere et barn foruden sagsøgeren. En datter, der nu er 51 år.

De har altid boet i Tel-Aviv, siden de kom til landet i 1935. Vidnet er elektriker.

Efter sønne blev gift i 1967, boede han i omegnen af Tel-Aviv i en selvstændig lejlighed, indtil han reejste til Danmark i 1977.

Sønne aftjente sin værnepligt i årene 1963-1966. Han var 18 år, da han kom til militæret efter skoletiden.

Sønnen studerede på universitetet samtidig med at han arbejdede i El Al. Han studerede økonomi og politik i 2 år.

I årene efter sønnens flytning til Danmark har vinet været i Danmark på besøg hos sønnen 2 gang, men de har talt meget sammen i telefonen og skrevet sammen. Første gang han besøgte sønnen var i 1978 eller 1979, anden gang erindrer han ikke nøjagtigt, men der gik et stykke tid.

Sønnen har besøgt vidnet i Israel flere gange. Han husker det ikke nøje.

Vidnet erindrer nu, at han besøgte sønnen anden gang den 19. januar 1981 efter, at sønnen var blevet overfaldet.

Sønnen blev ikke indkaldt igen ved Seks Dages Krigen, bortset fra til kontoret, hvor han arbejdede med administrative sager.

Sønnen havde ikke engang et våben.

Vidnet sværger herpå.

Vidnet tilføjer, at da han og datteren besøgte sønnen efter overfaldet, genkendte han dem ikke.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det må anses for bevist, at han natten mellem den 19. og 20. januar 1981 var udsat for et ulykkestilfælde i form af et voldeligt overfald. Sagsøgeren har herved navnlig henvist til skadestuens udskrivningsbrev om hans tilstand ved indlæggelsen samt til politiets obeservationer om hans stilstand, hvilket støtter, at han har været udsat for vold. Det samme gør hans nuværende psykiske tilstand. Der er en klar årsagssammenhæng mellem episoden den 19. januar 1981 og den nuværende lidelse. Efter de lægelige udtalelser er der enighed om, at lidelsen ikke er opstået uafhængigt af begivenheden, og der er intet grundlag for at antage, at han er simulant.

Herefter er spørgsmålet alene, om lidelsen er opstået på grund af et overfald eller et fald. På baggrund af politiets gerningsstedsbeskrivelse om maling m.v. må det udelukkes, at der har været tale om et fald.

Endvidere må det afvise, at sagtsøgeren selv forsætligt har påført sig skaderne. Bevisbyrden herfor på være sagsøgtes, og den er ikke løftet.

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at han har været udsat for et ulykkestilfælde i form af et fald, og at dette har udløst den aktuelle sygdomstilstand.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at der ikke er ført bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde, elelr hvad dermed må sidestilles.

Sagsøgte har herved henvist til, at sagsøgeren ikke har kunnet føre bevis for, hvad der skete den pågældende nat og langt mindre, at der er overgået ham et ulykkestilfælde. Hverken de lægelige oplysninger om skaderne, hvorefter disse var ringe, eller de fremlagte politirapporter støtter den antagelse, at sagsøgeren har været udsat for et overfald elelr et andet ulykkestilfælde. Det er uafklaret, om sagsøgerens psykiske tilstan efter den 19. januar 1981 er en neurose eller en psykose. Sindssygdomme henregnes normalt ikke til arbejdsskader, og når henses til de ringe skader må det afvise, at en sindssygdom kunne komme til udbrud.

Landsretten skal udtale

Det må lægges til grund, at sagsøgeren natten mellem 19. og 20. januar 1981 kort efter midnat blev fundet af politiet på sin arbejdsplads. Sagsøgte har ikke bestridt, at et ulykkestilfælde på dette sted og dette tidspunkt er omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Efter de lægelige erklæringer om sagsøgerens aktuelle tilstand må det endvidere anses godt6jort, at sagsøgeren i dag er arbejdsmæssigt invalid på grund af en psykisk lidelse, hvorfor det må forkastes, at sagsøgeren skulle have simuleret gennem syv år.

Efter de lægelige udtalelse om sagsøgerens lidelse, herunder navnlig overlæge Jørgen Elleys erklæring og forklaring, sammenholdt med Retslægerådets udtalelse må det forkaste, at sagsøgerens nuværende psykiske tilstand er opstået uafhængigt af begivenheden den 19. januar 1981. Når henses til de fund, politiet gjorde på stedet, må det endvidere udelukkes, at skadesårsagen skulle være, at sagsøgeren er faldet på kontoret ved et uheld.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været udsat for et voldeligt overfald, eller om skaderne er selvforskyldte derved, at sagsøgeren forsætligt har forårsaget skaderne på sig selv eller har fået andre til at tilføje ham dem. Når henses til de for landsretten foreliggende - begrænsede - oplysninger om politiets efterforskning samt til de lægelige oplysninger fra skadestuen om sagsøgerens skader, herunder navnlig et begyndede bilateralt brillehæmatom, finder retten det sandsynliggjort, at sagsøgeren har været udsat for et voldeligt overfald.

Herefter, og idet det ikke af sagsøgte heroverfor er bestyrekt, at der er tale om en selvforskyldt skade, findes sagsøgerens påstand at burde tages til følge.

Da der ikke inden sagens optagelse til dom er givet oplysninger om størrelsen af en eventuel sagsgenstand, fastsættes sagsomkostningerne skønsmæssigt som nedenfor bestemt.

- - -

I sagsomkostninger for landsretten betaler sagsøgte til sagsøgeren 25.000 kr.

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Kiil, Else Mols, Riis og Wendler Pedersen.

Appellanten har påstået frifindelse.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S er for Højesteret indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for appellanten. Det er ubestridt, at John Kaydans psykiske tilstand efter den 19. januar 1981 har medført tab af hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Højesteret finder imidlertid, at de foreliggende lægelige udtalelser sammenyholdt med sagens øvrige oplysninger ikke giver fornødent grundlag for at fastslå, at årsagen til denne tilstand er et ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette er foregået. Da John Kaydans lidelse således ikke kan anses for en arbejdsskade, tager Højesteret appellantens frifindelsespåstand til følge.

THI KENDES FOR RET

Apellanten, Den Sociale Ankestyrelse, frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, Foreningen af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 100.000 Kr. Til appellanten.

Dom 1989 19501 Valid

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Tabt erhvervsevne på grund af vedkommendes psykiske tilstand blev ikke anerkendt som en arbejdsskade, idet årsagen til denne tilstand ikke kunne anses som et ulykkestilfælde, som skyldtes arbejdet eller de forhold hvorunder arbejdet var foregået.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →