Arbejdsskade - asbestskader - sen menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)

Arbejdsskade - asbestskader - sen menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)

H. D. 27. oktober 1989 i sag 1270/1988 og i 300/1988 Dansk Eternit-

fabrik a/s (adv. Henrik Christrup) mod

S1 m.fl. (adv. Jens Bjørst) og

A m.fl. (adv. Jens Bjørst) mod

Dansk Eternit-fabrik A/S (adv. Henrik christrup)

ERSTATNING 3211.4 OG 3211.5.

Udtalt, at de invaliditetserstatninger, som efter erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 udmåles efter den hidtidige praksis, ikke væsentlig bør overstige de beløb, som efter lovens kap. 1 ville tilkomme den skadelidte som godtgørelse for varigt men og som erstatning for tab af erhvervsevne.

ERSTATNING 3212.1.

Udbetaling af overgangsbeløb efter arbejdsskadeforsikringslovens § 30 medførte, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter bortfaldt.

ERSTATNING 32.9.

Ikke godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold i udokumenterede sygeperioder efter påførelse af ervhervssygdomme.

PENGEVÆSEN M.V. 58.2.

Erstatningskrav for langvarig udsættelse af afbeststøv, hvis følger først viste sig efter lang tids forløb, ikke anset forældet efter B.L. 5-14.4.

VESTRE LANDSRETS DOM 14. SEPTEMBER 1988 (6. AFD.)

(Ole Unmack Larsen, Inger Nørgaard, Bjarne Christensen).

A. INDLEDNING.

Sagsøgte, Dansk Eternit-Fabrik A/S, der blev grundlagt i 1927, har siden 1928 på sin fabrik i Aalborg fremstillet Eternit, navnlig i form af plader til beklædning af tage eller facader. I en del af perioden er der på fabrikken tillige fremstillet særlige ubrandbare plader (Navilite) til brug i bygge- og skibsindustrien.

Bortset fra perioden 1941-45 har produkterne foruden af cement og andre fyldstoffer været fremstillet af asbest, hvoraf de har indeholdt 10-40%. Fra omkring 1975 er asbest gradvist erstattet af andre stoffer, således at produktionen fra 1. januar 1988 sker helt uden anvendelse af asbest.

Asbest er en fællesbetegnelse for en række uorganiske silikatforbindelser, der spalter på langs i tynde fibre. Ifølge den af Cancerregisteret udgivne publikation, »Kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk asbestcementfabrik« (1986), kan indånding af asbestfibre fremkalde

Asbestose, der er en kronisk og udnertiden fremadskridende lungesygdom, der er karakteriseret ved, at lungevævet langsomt omdannes til uelastisk arvæv (fibrose), som vanskeliggør iltoptagelsen,

pleuraplaque, der betegner fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden,

lungekræft, navnlig adenocarcinom, dvs. kræftsvulster udgående fra bronkialslimhindens kirtler og udførselsgange, samt

malignt mesoteliom, som er en sjældent forekommende kræftform, der udgår fra hinderne omkring lunger og hjerte eller fra bughinden.

B. SAMMENFATNING AF PÅSTANDE, SØGSMÅLSGRUNDE OG ANBRINGENDER.

Under disse sager, der er anlagt den 6. marts 1986 af 19 sagsøgere og den 7. august 1987 af 17 sagsøgere, har sagsøgerne, som alle er nuværende eller tidligere ansatte hos sagsøgte eller enker efter ansatte hos sagsøgte, påstået denne dømt til betaling af erstatninger, som tilsammen udgør 3.221.427 kr. med renter som anført under de enkelte påstande i afsnit E.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb end påstået af de enkelte sagsøgere.

Sagsøgernes påstande støttes navnlig på, at sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller under arbejdet hos sagsøgte har været udsat for en sådan indånding af asbeststøv, at det har påført dem varigt men eller medført døden, og at sagsøgte efter dansk rets almindelige erstatnings4regel eller på objektvit grundlag må yde dem erstyatning for den del af deres tab, som ikke er omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring.

Sagsøgtes påstande støttes navnlig på, at der ikke er hjemmel til at pålægge selskabet objektivt ansvar, at der ikke af selskabet er udvist noget forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel, at der kun for nogle af sagsøgernes vedkommende er godtgjort årsagssammenhæng mellem indåndingen af asbeststøv og sygdommene eller dødsfaldene, at skaderne har været upåregnelige for sagsøgte, at der har foreligget egen skyld eller accept af risiko fra de ansattes die, at erstatningskravene i vidt omfang er forældede efter Danske Lovs 5-14-4, og at nogle af sagsøgerne efter modtagelsen af erstatning i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring ikke kan antages at have lidt noget tab.

C. RETSLÆGERÅDETS BESVARELSE AF GENERELLE SPØRGSMÅL.

Der er Stillet Retslægerådet følgende generelle spørgsmål

»1.

Er sygdommen asbestose veldefineret i forhold til andre lungelidelser?

2.

Hvilke diagnostiske kriterier skal være opfyldte for, at man kan stille diagnosen asbestose for en person?

3.

Kan lungefibrose kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan sygdommen også skyldes eller forværres af anden påvirkning, f.eks. tobaksrøg?

4.

Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen asbestose silles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at det konstaterede arvæg, fibrose, er fremkomme som følge af påvirkning af asbestfibre?

5.

Kan dannelsen af fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden, poleuraplaque kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan pleuraplaque også skyldes anden påvirkning?

6.

Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen pleuraplaque stilles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at de fibrøse bindevævsfortykkelser er fremkommet som følge af påvirkning af asbestfibre?

7.

Kan kræftformerne adenocacinom og mesoteliom forårsages af andet end påvirkning af asbestfibre?

8.

Kan hjertesygdomme med sikkerhed, med overvejende sandsynlighed eller sandsynligvis forårsages af påvirkning af asbestfibre, eller - i benægtende fald - kan hvertesygdomme skyldes påvirkning af asbestfibre?

9.

Er asbestose en sygdom, hvor der også efter ophør med eksposition for asbestholdigt støv er risiko for øget bindevævsdannelse i lungerne og forværring i lungefunktionen?

10.

Hvilke sygdomme kan udsættelse for asbeststøv medføre?

11.

Det bedes oplyst, om der er nogen sammenhæng mellem på den ene side

a) intensiteten af asbestfibre i loften og

b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, og på den anden side sandsynligheden for, at den eksponerede person pådrager sig

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom

Kan der i bekræftende fald siges noget nærmere om denne sammenhæng, samt om, hvorvidt den nuværende viden herom afviger fra tidligere opfattelse herom?

12.

Kan der fastsættes mindstegrænse for henholdsvis

a) intensiteten af asbestfibre i loften og

b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, der skal være overskredet, for at en person kan pådrage sig asbestbetinget

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom.

13.

Det bedes oplyst, om udsættelse for cementstøv alene eller samvirkende med asbeststøv kan medvirke til, at en person pådrager sig

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom,

respektive lignende sygdomme, som muligt kan forveksles hermed.«

Disse spørgsmål har Retslægerådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således

»Ad spørgsmål 1 og 2: En række af de symptomer og und, der optræder ved asbestose, kan også ses ved andre lungelidelser.

Grundlaget for den kliniske diagnose er følgende

a. En erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv.

b. Symptomer på lungelidelse i form af gradvist opstået åndenød ved anstrengelse, undertiden hoste og eventuelt opspyt. Endvidere kan der ses kuplede fingernegle.

c. Kliniske fund. Ved den såkaldte stetoskopiske undersøgelse af lungerne, hvor der bl.a. lyttes over lungerne, høres fine rallelyde over lungerne nedadtil på lungernes bagflade.

d. Røntgenundersøgelse af lungerne viser en øget lungetegning som udtryk for et øget bindevævsindehold i lungerne, en såkaldt fibrose. Dette ses især nedadtil i lungerne. Endvidere ses fortykkelse af lungehinderne, en såkaldt pleurafortykkelse, de kan være ledsaget af forkalkninger i lungehinden.

e. Lungefunktionsundersøgelser viser en lungefunktionsnedsættelse af type som ved lungefibrose, en såkaldt restriktiv ventilatorisk insufficiens. Ved restriktiv ventilatorisk insufficiens ses en ligelig nedsættelse af den største luftmængde, der kan udåndes efter en maksimal indånding (vitalkapaciteten), og af de luftmængde, der udåndes i det første sekund af en forceret udånding. Endvidere ses nedsat lungediffusion visende sig ved en nedsat transport af ilt og andre luftarter fra lungerne til blodet.

f. Eventuelt kand er i opspyttet påvises de karakteristiske asbestlegemer, som består af asbestnåle og organisk materiale. Tilsvarende kan i selve lungevævet påvises asbestlegemer. Denne undersøgelse foretages kun undtagelsesvis på patienter.

Ingen af de under b. til e. anførte kriterier er specifikke for asbestose. Påvisning af asbestlegemer er heller ikke specifikt, men en væsentlig støtte for diagnosen.

Ad spørgsmål 3: Lungefibrose kan skyldes en lang række andre sygdomme og påvirkning af lungerne. Tobaksrygning giver næppe i sig selv lungefibrose, men må antages at kunne forværre fibrose fremkaldt af andre faktorer.

Ad spørgsmål 4: Som anført under svar på spørgsmål 1 og 2 indgår den erhvervsmæssige eksposition for asbeststøv i de diagnostiske kriterier. For at diagnosen kan stilles, forudsættes det imidlertid også, at patienten opfylder flere af de ovenfor nævnte diagnostiske kriterier, samt at der ikke er andre forhold, der taler afgørende imod diagnosen.

Ad spørgsmål 5: Fibrøs bindevævsfortykkelse i lungehinden kan også skyldes andre forhold end asbestsygdom herunder lungehindebetændelse. Fortykkelse af lungehinden findes i øvrigt hos en stor del af befolkningen. de kan antyageligt i et vist omfang være forårsaget af asbest, som findes i bymiljøet. rygning øger forekomsten af pleurafortykkelse, men er ikke årsagen hertil.

Ad spørgsmål 6:; Diagnosen asbestsygdom kan ikke stilles alene på grundlag af en påvist pleurafortykkelse og en erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv, jfr. svarene på spørgsmål 1 og 2. Såfremt en fortykkelse af lungehinden er det eneste sygelige fund, kan diagnosen asbestose ikke stilles, selvom der foreligger oplysnigner om erhvervsmæssige udsættelse for asbeststøv.

Ad spørgsmål 7: Kun i få tilfælde, hvor der påvise adenocarcinom i lungen, foreligger der oplysning om professionel asbesteksposition. Tobaksrygning er den væsentligste årsag til sygdommen. Oplysninger om professionel asbesteksposition hos patienter med mesoteliom svinger mellem 20 og 80%. andre, endnu ukendte, årsager må også formdes at kunne fremkalde mesoteliom.

Ad spørgsmål 8: Asbeststøv kan ikke i sig selv, direkte fremkalde en hjertelidelse. Derimod kan en svær, kronisk lungelidelse, forårsaget af asbeststøv, medføre en kronisk hjertesygdom på grund af øget kredsløbsmodstand i lungerne, et såkaldt cor pulmonale. Mange andre kroniske lungesygdomme kan medføre cor pulmonale.

Ad spørgsmål 9: Ja.

Ad spørgsmål 11: I (asbestose): Der er sammenhæng mellerm såvel intensiteten af asbestfibre i luften og den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen. Risikoen for udviklingen af asbestose øges med intensitet og påvirkningens varighed. II (adenocarcinom): Forholdene er uafklarede, men det er sandsynligt, at der er en tilsvarende sammenhæng som for asbestoses vedkommende, idet hyppigheden af adenocarcinom er højere hos personer med asbestose end hos asbesteksponerede uden asbestose. Kombinationen af tobaksrygning og asbesteksposition giver en kraftig øgning af risikoen for adenocarcinom. III (mesoteliom): Spørgsmålet kan ikke besvares.

Ad spørgsmål 12: Nej. Som regrel går der 10-20 år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose. Adenocarcinom og mesoteliom er dog kun undtagelsesvis set efter mindre end 20 års eksposition.

Ad spørgsmål 13: Samtidig udsættelse for asbeststøv og cementstøv giver næppe øget risiko for asbestose, adenocarcinom eller mesoteliom.

I sagens behandling har professor Lorenzen samt overlæge Gyntelberg og overlæge Viskum deltaget. - - -»

Under domsforhandlingen har professor, overlæge dr. med Ib Lorenzen og overlæge dr. med. Kaj Viskum forklaret bl.a., at diagnosen asbestose stilles, hvor en patient, som erhvervsmæssigt har været udsat for asbeststøv, ved røntgenundersøgelse viser tegn på fibrose, og de øvrige omstændigheder, som er oplyst, ikke taler imod at anse fibrosen for fremkaldt af indåndingen af asbeststøv. En sådan fibrose er udtryk for, at der er sket en organisk beskadigelse af lungevævet. Skaden skal oplyses i forbindelse med tegning af livsforsikring og indebærer en øget risiko for, at patienten senere får kræft. Derimod behøver sygdommen iikke at medføre symptomer som åndenød, hoste og opspyt. Disse symptomer, der som nævnt i rådets besvarelse af spørgsmål 1-2 kan ledsage sygdommen, forekommer imidlertid også ved andre lungesygdomme, f.eks. bronchitis, som er en veldokumenteret følge af tobaksrygning. Hvor sådanne symptomer forekommer hos en asbestosepatient med et langvarigt tobaksforbrug, uden at der hos patienten foreligger den restriktive lungefunktionsnedsættelse (med formindsket lungevolumen), som er karakteristisk for asbestose, tyder det derfor på, at symp0tomerne ikke har forbindelse med asbestosen, men skyldes en bronchitis fremkaldt af tobaksrygningen. Det kan imidlertid ikke udelukkes,a t bronchitis kan forårsages af indånding af uspecifikt støv, herunder asbeststøv, en såkaldt industriel bronchitis, og rådet har da også i sin besvarelse afspørgsmålene angåede de enkelte sagsøgeres krav holdt denne mulighed åben, selv om en sådan sammenhæng mellem støvindånding og bronchitis ikke kan anses for dokumenteret. Om der hos en patient foreligger en lungefunktionsnedsættelse, og om denne i givet fald er restriktiv eller obstruktiv (uden formindsket lungevolumen), måles ved en ganske enkel prøve, hvis resultat er eentydigt. Denne måling angår de såkaldte »store luftveje«. Ved sine vurderinger af betydningen af et eventuelt tobaksforbrug har Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav bygget på de oplysnigner om tobaksforbruget, som fandtes i de journaler og sagsakter fra Lungeklinikken i Aalborg, Arbejdsmedicinsxk Klinik og sikringssytelsen, som fra disse institutioner har været indsendt til rådet. Da det ikke af Sikringsstyrelsens sagsakter fremgi, for hvilke sygdomme, skader eller symptomer den erhvervsbetingede mengrad er fastsat, har Retslægerådet ikke i sin besvarelse af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav kunnet tage stilling til de i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring fastsatte erhvervsbetingede mengrader.

D. SIKRINGSSYRELSENS UDTALELSE OM BETYDNINGEN AF FORBEHOLD FOR TOBAKSRYGNING VED ANERKENDELSE AF LUNGELIDELSER SOM GRUNDLAG FOR ERSTATNING EFTER LOV OM ARBEJDSSKADEFORSIKRING.

Om betydningen af, at der ved anerkendelse af en lungelidelse som grundlag for erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring tages forbehold for tobaksrygning, har sikringsstyrelsen i skrivelse af 17. maj 1988 udtalt

»- - - Indledningsvis kan man oplyse, at et forbehold er en orientering til skadelidte og forsikringsselskabet om, at erstatningen alene vil vedrøre den arbejdsbetingede del af den/de anmeldte skade(r), og det anvendes af sikringsstyrelsen, når der foreligger oplysnigner om andre lidelser eller skader end den anmeldte, eller når der kan være flere årsager til den anmeldte lidelse. Et forbehold tages i betragtning både med den aktuelle erstatningsudmåling og ved eventuelle fremtidige genbehandlinger af sagen.

I sager om lungelidelser træffer sikringsstyrelsen aldrig afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt tobaksforbrug. Hvis der ikke foreligger oplysninger i sagen om tobaksforbruget, vil sådanne blive indhentet snarest, hvis et tobaksforbrug kan have haft betydning for lidelsens udvikling.

Den af sikringsstyrelsen fastsatte mengrad i sager om lungelidelser vedrører således alene den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være arbejdsbetinget, i de konkrete sager asbestbetinget. Dette gælder, hvad enter der er givet meddelelse om forbehold til parterne, eller dette eventuelt ikke er sket.

Det kan videre oplyses, at i visse sager tillægges et tobaksforbrug ikke betydning. Dette gælder dels lidelsen malignt mesotheliom, dels sager, hvor der er tale om rent restriktiv lungefunktionsnedsættelse, og der samtidig er påvist asbestose ved røntgen.

I alle andre sager sker der ved anerkendelse og erstatningsudmåling en avejning af på den ene side asbestekspositionen og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse, sammenhold med lidelsens art, udvikling og latenstid.«

E.-I. #Disse afsnit udelades!

J. SAGSØGERNES PRODCEDURE.

Sagsøgerne har gjort gældende, at der påhviler sagsøgte som virksomhedsindehaver et strengt culpaansvar for erhvervssygdomme. Sagsøgte har gennem årene løbende overtrådt de gældende arbejdsmiljøregler og er derfor ansvarlig for de sygdomme, sagsøgerne og deres afdøde ægtefæller har pådraget sig under ansættelse hos sagsøgte.

At udsættelse for asbeststøv kan fremkalde asbestose, lungekræft og mesoteliom har af lægevidenskaben været kendt i en meget lang årrække. Ledelsen af den sagsøgte fabrik har haft en særlig pligt til at gøre sig bekendt med mulige følger af de arbejdsmiljømæssige forhold, og ledelsen har da også efter direktør Johnsens notat af 30. april 1968 siden 1930'erne kendt asbestosefaren og fulgt den tilgængelige litteratur herom.

Alle sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har været beskæftiget ved en række forskellige funktioner, og det kan derfor ikke fastslås konkret, på hvilke steder på virksomheden den sygdomsforvoldende asbestudsættelse, som den enkelte har været genstad for, er sket. Hertil kommer, at mange af de nedenfor nævnte forhold, som hver for sig eller i hvert fald efter en samlet bedømmelse er ansvarspådragende, ikke knytter sig til specielle arbejdsfunktioner, men har påvirket støvniveauet på hele fabrikken. Asbestforureningen var universel, og der var forurenet overalt helt frem til 1976.

Fra 1949 til 1971 blev der hos sagsøgte foretaget støvmålinger med uregelmæssige mellemrum. Målinger er siden foretaget løbende og systematisk, men først i 1973 blev der indført hygiejniske grænseværdier. En sammenligning med måleresultater fra 1949, 1957 og 1958 viser koncentrationer af asbestfibre, som overstiger de i dag tilladte koncentrationer i meget væsentligt omfang, og også efter 1973 har der hyppigt fundet ansvarspådragende overskridelser sted.

Eftersom der i hovedparten af den periode, sagerne vedrører, ikke har fundet systematiske målinger sted, og da de stedfundne målinger kun har haft karakter af stikprøver, må der lægges

afgørende vægt på de afgiven parts- og vidneforklaringer. Af disse fremgår det tydeligt, at der - navnlig inden fastlæggelsen af grænseværdier - har været store mængder synligt asbeststøv i luften. Også arbejdstilsynets iagttagelser helt tilbage til 1940'erne viser, at der gennem årene er konstateret for stor støvudvikling og for dårlig støvbetæmpelse hos sagsøgte, der efter de skiftende arbejdsmiljølove har haft pligt til at undgå og til at bekømpe støv og andre farlige stoffer.

Sagsøgerne har specielt fremhævet, at en række af arbejdsprocesserne gennem årene er udført på en sådan måde, at der skete unødig asbestforurening. Så+ledes har efter såvel arbejdstilsynets beretninger som de afgivne parts- og vidneforklaringer arbejdsprocessen i kollergangen medført betydelige støvgener, uden at sagsøgte foretog sig noget ud over at lade tekniske ændringer af produktionsmetoderne og -apparatet, der var begrundet i hensynet til produktiviteten, forsøge at løse problemerne. I arbejdstilsynets påbud, beretninger mv. er det endvidere et gennemgående træk, at tømningen af sækkene medførte megen støvudvikling. Til trods for at arbejdstilsynet på et meget tidligt tidspunkt krævede denne proces gjort støvfri, forløb der imidlertid over 30 år, inden problemene ved sækketømning fandt en nogenlunde holdbar løsning, og uden at dette kan forklares med uoverstigelige tekniske eller økonomiske hindringer. Også forholdene med hensyn til transport af asbest har medført betydelige trøvproblemer. Sækkene ankom ofte i beskadiget stand, og selv efter 1975, da de ankom på paller, har der været problemer. Transporten af asbest også i selve fabrikken var særdeles probelmatisk, og det varede adskillige år - fra 1947 til 1976 - før der var etableret et lukket transportsystem. Selv om førfejning ikke er direkte nævnt i fabriksloven af 1913 og den almindelige arbejderbeskyttelseslov af 1954, fremgår det af disse loves generelle regler om fjernelse af støv og om rengøring, at tørfejning - også inden det udtrykkelige forbud i arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1970 - ikke var tillads. De afgivne forklaringer viser imidlertid, at støvudviklende tørfejning har fundet sted gennem årene og fortsat anvendtes på trods af mange påbud og påtaler fra arbejdstilsynet, osm ike effektivt blev fulgt op af sagsøgte.

Sagsøgerne har videre fremhævet, at udsugnings- og ventilationsforholdene er af afgørende betydning for støvbgekæmpelsen, og at arbejdstilsynet allerede i 1948 beskr4ev udsugningen fra kolergangen, asbestlageret og desintegratoren som utilstrækkelig. Udsugningsforholdene har været genstand for debat i ulykkesværnet, og af arbejdstilsynets beretninger fremgår, at der gennem årene er givet en lang række påbud vedrørende de forskellige arbejdssteder. Også efter 1973 har det gennem målingerne objektivt kunnet konstateres, at ventilationsforholdene ikke har været i orden, uden at ledelsen fandt anledning til at foretage sig noget for at begrænse støvforureningen.

Om brugen af beskyttelsesmasker har sagsøgerne anført, at fabriksloven af 1913 ikke direkte omtaler sådanne masker, men at der i hvert fald siden gennemførelsen af den almindelige arbejderbeskyttelseslov i 1954 har eksisteret relativt klare regler for anvendelse af masker. Sagsøgte fik iøvrigt i 1947 det første af en række påbud om, at der ved visse arbejdsfunktioner skulle anvendes masker, men adskillige af arbejdstilsynets beretninger viser, at sagsøte ikke viste interesse for at løse maskeproblemerne. Af de afgivne parts- og vidneforklaringer samt asbestudvalgsmødereferaterne fremgår, at de ansatte ikke fik effektive påbud om at anvende masker, og at de ikke blev informeret om vigtigheden af at anvende masker. Hertil kommer, at der ikke blev ført tilsyn med, at der overhovedet blev anvendt masker, ligesom sagsøgte ikke sørgede for anskaffelse af egnede masketyper eller for, at der blev arbejdet i et tempo, der muliggjorde anvendelse af masker. I hvert fald efter 1970 havde sagsøgte endvidere pligt til at drage omsorg for, at der blev stillet særligt arbejdstøj til rådighed for de ansatte og - ved at stille garderobeskabe til rådighede - at arbejdstøjet blev opbevaret adskilt fra gangtøjet, og også i denne forbindelse overtrådte sagsøgte de gældende bestemmelser.

Sagsøgte har tillige været efterladende med rengøringsforholdene, og sagsøgte har herved overtrådt ikke blot de generelle regler i arbejdsmiljølovgivningen, men også de konkrete påbud om bedre rengøring, som arbejdstilsynet i tidens løb har givet.

Sagsøgte, der længe for 1955 var bekendt med den med asbeststøv forbundne sundhedsfare, har i hvert fald siden 1955 haft pligt til at informere den ansatte om denne fare, og undladelsen heraf, der bl.a. er dokumenteret ved parts- og vedneforklaringerne, udgør et selvstændigt ansvarsgrundlag. Under alle omstændigheder må det påhvile sagsøgte at bevise, at der ikke er årsagssammenhæng mellem den manglende information og de indtrådte sygdomme. Havde de ansatte fået tilstrækkelig information, kunne de nemlig have taget stilling til, hvorvidt de ville undlade at arbejde hos sagsøgte, ligesom der i informationerne ville have ligget en tilskyndelse til anvendelse af personlige beskyttelsesmidler. Endvidere kunne den enkelte ansatte, hvis han havde fået oplysninger om den kraftige forøgelse af risikoen for asbestrelaterede sygdomme, som tobaksrygning medfører, have valgt at holde op med at ryge. Sagsøgte holdt imidlertid bevidst arbejderne i uvidenhed om asbestens sundhedsskadelige påvirkninger, og først i medarbejderhåndbogen fra 1978 omtales, at »anvendelsen af asbest giver nogle helt specielle miljøproblemer«.

Sagsøgerne har beskridt, at der i arbejdstilsynets holdning har kunnet indlægges en dispensation fra pligten til at overholde fældende bestemmelser. Arbejdstilsynet er en tilsynsførende, men ikke en godkendende mn6yndighed, og må forvente, at henstillinger og påbud følges, samt at sagsøgte overholder gældende forskrifter. Hertil kommer, at arbejdstilsynet gennem sine besøg på virksomheden kun kan få øjebliksbilleder af forholdene og kun kan påtale de konkrete overtrædelser, som direkte iagttages. Arbejdstilsynet har siden 1947 givet sagsøgte ca. 30 påbud med hensyn til asbest, som sagsøgte har undladt at følge.

Sagsøgerne har i anden række gjort gældende, at sagsøgte, såfremt der ikke statueres culpa, bør anses ansvarlig på objektivt grundlag.

Sagsøgerne bestrider, at der generelt skulle være gurndlag for nedsættelse af erstatningskravene på grund af egen skyld eller accept af risiko. Ingen af de ansatte havde nærmere kendskab til, hvilken fare der var forbundet med arbejdet med asbest, og ingen af de ansatte handlede i strid med instrukser meddelt dem af sagsøgte.

Sagsøgerne bestrider endvidere, at sagsøgernes krav helt eller delvist er forældede, idet den 20-årige forældelsesfrist i et tilfælde som det foreliggende tidligst kan regnes fra det tidspunkt, da skadelidte burde blive opmærksom på skaden eller i hvert fald tidligst fra det tidspunkt, da det lægeligt kunne være konstateret, at sygdomme var indtrådt. Sagsøgerne har hverved navnlig henvist til, at forældelse i givet fald skal støttes på en analog anvendelse af bestemmelsen i Danske Lovs 5- 14-4, og at sygdom og kendskab til sygdom hos den, der har været udsat for asbeststøv, på grund af latenstiden først opstår mange år efter, at den erstatningspådragende adfærd er udvist. Skal forældelsesfristen regnes fra tidspunktet for de ansvarspådragende handlinger, må disse ses i forlængelse af hinanden som en fortløbende tilstand således, at forældelsesfristen tidligst begynder at løbe fra den dag, da den ansvarspådragende tilstand er ophørt, jfr. princippet i straffelovens § 94.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Retslægerådet har fastslået, at asbestudsættelse har været en i hvert fald medvirkende årsag til deres eller deres afdøde ægtefællers sygdomme. Bevisbyrden for, at de ville have lidt samme tab, såfremt de eller deres afdøde ægtefæller ikke havde været udsat for asbestpåvirkning, påhviler herefter sagsøgte. Sagsøgerne har herved anført, at tobaksrygning ikke kan komme i betragtning som egen skyld, at at der må lægges vægt på, at sagsøgte ikke advarede de ansatte mod den forøgede risiko for asbestsygdomme ved tobaksrygning. Hertil kommer, at selv om den absolutte risiko for kræftsygdomme er større for den, der ryger og har været udsat for asbest, er den relative sisiko for kræftsygdomme efter asbestudsættelse lige stor for rygere og ikke-rygere. Sikringsstyrelsen har anerkendt sygdommene som asbestrelaterede og har udbetalt erstatninger for den del af lidelser4ne, som skyldes asbestudsættelse. Da Sikringsstyrelsen således ved samtlige afgørelser har taget stilling til tobaksforbrugets indflydelse, og under hensyn til, at Retslægerådet har tilkendegivet, at de radiologiske lungeforandringer i sig selv er ensbetydende med varigt men, må de af Sikringssyrelsen fastsatte mengrader, som partene er enige om at anse for svarende til invaliditetsgraden, herefter lægges til grund.

Sagsøgerne - - - har særligt anført, at nedsættelse af invaliditetserstatningerne på grund af deres alder skal ske ved anvendelse af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, selv om loven ikke iøvrigt finder anvendelse, idet denne bestemmelse gennemsnitligt medfører resultater svarende til tidligere praksis og er udtryk for, hvad lovgiverne har fundet rimeligt.

Samtlige sagsøgere, der har fremsat krav på godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, har til støtte herfor anført, at kravet på en sådan godtgørelse ikke udelukkes, fordi skadelidte har krav på invaliditetserstatning, der er erstatning for fremtidige ulemper. Asbestrelaterede sygdomme udvikler sig langsomt og over en lang periode, inden den egentlige invaliditet konstateres, og medfører ellerede forinden i større eller mindre omfang gener for den skadelidte i dennes hverdag. Sygdommene har endvidere i tidens løb for de enkelte medført sygeperioder, der ikke nu konkret kan dokumenteres, men som ville berettige til godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Sagsøgerne - - - har vedrørende kravet på erstatning for fremtidige medicinudgifter særligt gjort gældende, at udgifterne skal afholdes i en uvis fremtid, ligesom der ved beløbenes fastsættelse skal tages hensyn dels til, at beløbet udbetales som en engangsydelse med den deraf følgende rentefordel, dels til det formentlig stigende prisniveau på medicin.

Sagsøgeren - - - har særligt gjort gældende, at der ved fastsættelsen af forsørgertabserstatningen ikke skal tages hensyn til afdødes aktuelle indtægt på dødsfaldstidspunkt6et, idet det for erstatningens størrelse er afgørende, hvilken indtægt afdøde ville have haft, såfremt han ikke var blevet uarbejdsdygtig på grund af den sygdom, der senere førte til døden. Denne sagsøger og sagsøgerne - - - har anført, at deres krav er opgjort i overensstemmelse med niveauet på tidspunktet for sagens anlæg og nogenlunde svarer til minimumserstatningerne i erstatningsansvarsloven. Disse sagsøgere har bestridt, at der er grundlag for bortfald eller reduktion af erstatningerne under hensyn til deres egne indtægter.

Disse sagsøgere og sagsøgerne - - - har bestridt, at overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal fratrækkes i forsørgertabserstatningen eller begravelsesudgifterne. Beløbet modsvarer intet af disse beløb, men skal dække udgifter forårsaget af ændringerne i den efterlevende ægtefælles forhold og er derfor ikke omfattet af det normale forsørgertabserstatningsbegreb.

Sagsøgerne - - - har endelig bestridt, at udbetalte og kapitaliser3ede løbende ydelser i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 31 skal fratrækkes uden hensyn til skat. De har i den forbindelse anført, at de i modsat fald stilles betydeligt dårligere ved at modtage ydelser efter arbejdsskadeforsikringen, end hvis de alene havde været berettiget til at modtage forsørgertabserstatning efter de almindelige erstatningsregler.

K. SAGSØGTES PROCEDURE.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke uden særlig lovhjemmel kan pålægges selskabet objektivt ansvar. Sagsøgte har endvidere bestridt, at ansvaret i et tilfælde som det foreliggende skal bedømmes efter en streng ansvarsregel, og har herved navnlig henvist til, at der ikke er noget socialt hensyn at tage til sagsøgerne, hvis skader dækkes af den almindelige arbejdsskadeforsikring.

Sagsøgte her endvidere fremhævet, at der ved culpabedømmelsen må lægges vægt på, at sagerne vedrører en periode på 30-40 år, således at det for bedømmelsen af, om sagsøgte har handlet uforsvarligt, er afgørende, om sagsøgte på tidspunktet for de skadelige påvirkninger af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller handlede uforsvarligt, mens en efterfølgende viden hos sagsøgte ikke har betydning. Den sagsøgte fabrik har en betydelig stedlig udstrækning og er ikke et enkelt produktionslokale. Arbejdspladserne har været indbyrdes adsklit, og forholdene har ikke været ens ved de forskellige arbejdssteder. Sagsøgerne skal derfor hver for sig godtgøre, at de i det tidsrum, hvor skaderne må antages at være forvoldt, har været udsat for en ansvarspådragende asbestudsættelse netop på det sted, hvor de har arbejdet, og de kan ikke blot henvise til, at asbestforureningen må anses for at have været universel.

Vel er der i årenes løb givet virksomheden enkelte påbud fra arbejdstilsynet, men de ligger næsten alle efter arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1070 og er - som udslag af indførelsen af nye og skærpede regler - uden betydning for sagsøgtes eventuelle ansvar over for dem, der tidligere havde været udsat for skadelige påvirkninger. Bestemmelserne i lovene fra 1913 og 1954 overlod et skøn til arbejdsgiveren, og de henstillinger og påbud, der inden 1970 blev meddelt sagsøgte, var forholdsvis få. Iøvrigt er der også i den efter 1970 kun givet enkelte påbud, som blev efterkommet, så snart sagsøgte, der havde krav på tid til at efterkomme påbud og henstillinger, havde mulighed herfor.

Sagsøgte har ikke udvist en retsstridig adfærd ved at drive virksomhed med asbest som råvare, og allerede fordi der ikke foreligger noget sammenligningsgrundlag, kan det ikke statueres, at sagsøgte har drevet virksomhed på ringere måde end tilsvarende virksomheder. Retsstridighedsbetingelsen, der indgår som led i culpabedømmelsen, er derfor ikke opfyldt.

Som det fremgår af notatet af 3. april 1968, vidste sagsøgte i 1930'erne, at der kunne være tale om en risiko ved arbejdet, men der forelå alene en formodning om, at der muligvis var et eller andet problem. Ingen vidste eller havde formodning om,

hvilken koncentration af af asbeststøv der kunne være farlig, og ingen havde kendskab til arbejdsforholdene på de fabrikker, hvor der var forekommet asbestose. Iøvrigt var det ikke i 1930'erne kendt, at asbestudsættelse medførte risiko for kræftsygdomme. Produktionsforholdene har været under stadig uvdikling, og de asbestosetilfælde, som man fik kendskab til, relaterede sig hver gang til skadelige påvirkninger, der var sket ca. 20 år tidligere og under produktionsforhold, der nu var ændrede på en sådan måde, at man ikke kunne vide, om de nuværende forhold frembø fare, eller om risikoen var bragt til ophør. Lægelige oplysninger og råd med hensyn til begrænsning af de ansattes risiko for at pådrage sig asbestbetingede sygdomme fik sagsøgtes ledelse i efterkrigsårene udelukkende fra de læger, som rådgav arbejdstilsynet med hensyn til, hvad der eventuelt skulle ændres og gives henstillinger om af medicinske grunde. Arbejdstilsynet og dettes læger sendte beretninger og lignende til Sundhedsstyrelsen. De offentlige myndigheder havde derfor nøje kendskab til resultaterne af lægeundersøgelserne af de ansatte, hvorimod den lægelige diskretionspligt forbud, at der blev givet underretning til sagsøgte. Hertil kommer, at lægerne erkendte vanskelighederne ved at stille diagnosen asbestose. Undersøgelserne gav kun i enkelte tilfælde anledning til henstillinger om flytning af arbejdere, og alle sygdomstilfældene måtte som nævnt formodes at have deres oprfindelse i forhold, der lå længere tid tilbage, og viste derfor intet om den øjeblikelige risiko. Først kort efter at overlæge Grut havde sendt beretningena f 15. marts 1968 til arbejdstilsynet, blev det påregneligt for sagsøgte, at der som en risiko ved produktionen kunne være tale om alvorlige lungelidelser hos arbejderne. Sagsøgte har således hverken skjult noget for de ansatte elelr undladt at give disse oplysninger om den med arbejdet forbundne sundhedsfare.

Efter indførelsen i 1971 af nye målemetoder og regelmæssige støvmålinger blev måleresultaterne tilsendt arbejdstilsynet, og måleresultaterne blev slået op i de forskellige produktionsafdelinger. Først på dette tidspunkt havde man fra England fået kendskab til, hvad der skulle måles, og kun SIFA vidste, hvordan og med hvilket udstyr målingerne skulle foretages. Der var således ikke tale om, at sagsøgte nu begyndte at foretage målinger, man også tidligere kunne have foretaget. Baggrunden for indførelsen af hygiejniske grænseværdier på 2 fibre/ml var udelukkende, at indånding gennem 50 år af 2 fibre/ml over en 8 timers daglig arbejdstid var anset for acceptabel. Det forhold, at enkelte målinger viser større indhold, er derfor uvæsentligt, når blot udsættelsen for den større støvmængde ikke varer ved. Iøvrigt gjaldt der ikke ved støvmængder på 2-12 fibr4e/ml noget forbud mod arbejde, men alene forbud mod arbejde på det pågældende arbejdssted ud over 4 uger. Først ved et støvindhold på over 12 fibre/ml skulle der anvends masker. Der var allerede længe før påbudet af 1960 stillet masker til rådighed for de ansatte. Måleresultaterne har gennem årene vist faldende støvtal, og intet anskueliggør på bedre måde, at sagsøgte har handlet i overensstemmelse med gældende offentlige forskrifter. De enkelte overskridelser, der har fundet sted efter 1973, kan alle forklares med uheld og utilsigtede støvudslip. Arbejdstilsynet er ike fremkommet med alvorlige bebrejdelse, men har alene fremsat kommentarer af uvæsentlig betydning. Hertil kommer, at der i 1972 blev oprettet et asbestudvalg hos sagsøgte, hvor målingerne drøftedes på løbende møder, hvoraf referater blev tilsendt arbejdstilsynet. Sagsøgte har i det hele handlet i overensstemmelse med de retningslinier, der af de offentlige myndigheder blev anset for forsvaqrlige, og arbejdstilsynet har da også ved flere lejligheder anerkendt sagsøgtes indsats med hensyn til forbedring af arbejdsmiljøet på virksomheden.

Særligt vedrørende tidsrummet 1947-1976 afvises det, at sagsøgte som anført af sagsøgerne kan være ansvarlig for sækkenes tilstand ved ankomsten til sagsøgte. Den interne transport af asbest blev på et tidligt tidspunkt udført som et lukket system, og det forhold, at det senere viste sig, at systemet var mindre lukket end forudbgeregnet, kan ikke berettige til kritik af sagsøgte. Henstillingen i fabrikstilsynets skrivelse af 15. februar 1947 vedrørende kollergangen blev taget til følge. Allerede i 1951 indførtes vådkolring, og arbejdstilsynet fremkom i januar 1967 alene med en konstatering af enkelte forhold, der gav anledning til bemærkninger. I slutningen af 1950'erne blev der opstillet en halvautomatisk sækketømningsmaskine, og udviklingen af en fuldautomatisk sækketømningsmaskine voldte adskillige problemer, der var vanskelige at løse teknisk tilfredsstillende. Der er heller intet grundlag for at bebrejde sagsøgte, at tørfejning fandt sted trods forbud, idet det for sagsøgte var praktisk umuligt at forhindre de ansatte i at anvende koste. Under alle omstændigheder er 5 påbud herom i tiden fra 1970-1976 et ganske ringe antal. Der er endvidere heller ikke grundlag for kritik af udsugningsforholdene gennem årene. Udsugningen er til stadighed blevet forbedret, og sagsøgernes beregninger på dette punkt må tilsidesættes som udokumenterede.

Der har på intet tidspunkt været givet noget generelt påbud om anvendelse af masker, men sagsøgte har siden 1950 stillet masker til rådighed for de ansatte, som var beskæftiget med funktioner, hvor der var maskepåbud. Der har heller ikke på noget tidspunkt været givet noget generelt påbud om udlevering af arbejdstøj, men sagsøgte modtog blot i 1972 en meddelelse fra arbejdstilsynet om udlevering af arbejdstøj til visse kategorier af ansatte. Det bestrides, at der er gurndlag for bebrejdelser med hensyn til rengøringen hos sagsøte, og sagsøgte har hverken modtaget konkrete eller generelle påbud vedrørende rengøring.

Sagsøtte har til de ansatte videregivet den viden, som sagsøgtre havde fra arbejdstilsynet og dettes læger. allerede i 1949 holdt professor Bonnevie et foredrag for en del af arbejderne, og i hvert fald efter asbestudvalgets oprettelse og indførelsen af støvmålingerne har alle vidst, at der var en risiko forbundet med arbejdet med asbest. Men iøvrigt bestrides det, at der skulle være nogen årsagsforbindelse mellem muligt utilstrækkelig information og sygdom.

Eftersom der har været stillet masker til rådighed for de ansatte og været opslag om maskepåbud ved bestemte arbejdsfunktioner, må de ansattes undladelse af anvendelse af masker betragtes som egen skyld eller som accept af risiko med den virkning, at eventuelle erstatningskrav skal nedsættes. I mangel af bevis for, hvem af de ansatte der for foretaget tørfejning trods instruktion ombefugtning inde3n fejning, må der på dette punkt statueres fælles accept af risiko for sagsøgerne.

Med hensyn til forældelsesspørgsmålet har sagsøgte navnlig fremhævet, at sagsøgte for så vidt angår sagsøgerne 1-13 modtog påkrav den 12. december 1985. For sagsøgerne 14-19 og 20-36 blev støvningerne uden forudgående påkrav forkyndt henholdsvis den 14. marts 1986 og den 2. oktober 1987. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er derfor henholdsvis den 12. december 1965, den 14. marts 1966 og den 2. oktober 1967. Der er ved krav på erstatning uden for kontraktsforhold ikke grundlag for en antagelse af, at forældelsesfristen løber fraq et senere tidspunkt end foretagelse af den ansvarspådragende handling, jfr. herved bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4 og forarbejderne til 1908-loven (Rigsdagstidende 1897-98 tillæg b. sp. 767-72, 1907-08 tillæg B. sp. 2520-22 og 3686-88 samt 1908-09 tillæg B. sp. 33- 36). Adskillige af de rejste krav er derfor helt eller delvist forældede.

Sagsøgte har kunnet tiltræde, at udmålingen af de erstatninger for invaliditet, der indgår i sagsøgernes opgørelser af deres krav, sker ved udgangspunkt i invaliditetsgrader svarende til de mengrader, der er fastssat i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, og således, at beløbet pr. invaliditetsgrad fastsættes i overensstemmelse med sagsøgernes opgørelse.

Om årsagsforbindelsen mellem asbestudsættelsen og de konstaterede men har sagsøgte imidlertid anført

Retslægerådet har i sine besvarelser taget stilling til, hvorvidt der er årsagsforbindelse mellem sagsøgernes eller de afdøde ægtefællers asbestudsættelse hos sagsøgte og de pågældendes sygdomme, og har iøvrigt ved sin besvarelse af de generelle spørgsmål 1 og 2 givet udtryk for, at der er betydelig usikkerhed forbundet med at stille diagnosen asbestose. Det bestrides i denne forbindelse, at de i rådets erklæringer omtalte radiologiske lungeforandringer er ensbetydende med, at de pågældende sagsøgere har pådraget sig varige men.

Da de ansatte, der ryger eller har røget, bevidst har påtaget sig den risiko, der er forbundet med tobaksrygning, er der i intet tilfælde grundlag for at fastslå, at den pågældende i erstatningsretlig henseende skal betragtes som eller sidestilles med personer med særlige sygdomsanlæg. Sagsøgte har i denne forbindelse tillige anført, at der i de tilfælde, hvor rådet har anført, at der foreligger samvirkende årsager, men uden at den relative årsagsandel kan oplyses, må ske en skønsmæssig nedsættelse af erstatningen med halvdelen.

På grundlag af Retslægerådets erklæringer anerkendes årsagsforbindelsen for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 1, sagsøger nr. 12, sagsøger nr. 15, sagsøger nr. 21, sagsøger nr. 24, sagsøger nr. 25, sagsøger nr. 32 og sagsøger nr. 36. For så vidt angår sagsøger nr. 13, sagsøger nr. 14, sagsøger nr. 17, sagsøger nr. 18 og sagsøger nr. 22 anerkendes delvis årsagsforbindelse, medens det bestrides, at de øvrige sagsøgere har bevist, at der er årsagsforbindelse.

Om de enkelte sagsøgeres krav iøvrigt har sagsøgte anført

Hvor sagsøgeren har en høj alder, skal invaliditetserstatningen nedsættes skønsmæssigt i overensstemmelse med gældende retspraksis inden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, og bestemmelserne i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, skal således ikke anvendes.

Sagsøgte kan derfor i følgende tilfælde størrelseswmæssigt alene anerkende invaliditetserstatningskravene således: (udelades).

Under hensyn til, at sagsøger nr. 10's ægtefælle er afgået ved døden efter sagens anlæg, kan invaliditetserstatiningskravet størrelsesmæssigt alene anerkendes med 40.000 kr.

Særligt for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 4 og sagsøger nr. 5) har sagsøgte anført, at der ikke i retspraksis forud for erstatningsansvarsloven er grundlag for tilkendelse af erstatning for fremtidige medicinudgifter.

Da forudsætningen om, at den efterlevende ægtefælle, som kræver forsørgertagserstatning, skal have mistet sin forsørgelse, ikke er opfyldt, hvis den efterlevende ægtefælles egen indkomst er af en ikke ubetydelig størrelse, har følgende sagsøgere ikke krav på forsørgertabserstatning

Sagsøger nr. 12, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 119.066 kr. Sagsøgte har for så vidt angår denne sagsøger til støtte for sin frifindelsespåstand tillige henvist til, at S12 ved sin død var 100% invalid, og at der allerede inden hans dødsfald af arbejdsskadeforsikringen var udbetalt 225.499 kr.

Sagsøger nr. 14), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 86.519 kr.

Sagsøger nr. 15, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 116.669 kr.

For så vidt angår sagsøger nr. 17 har sagsøgte anført, at sagsøgeren under hensyn til, at hun selv er født i 1919, og at hendes afdøde ægtefælle var født i 1920, ikke har krav på førsørgertagserstatning, subsidiært at denne ikke kan overstige 60.000 kr. Da sagsøgerne sagsøger nr. 18 og sagsøger nr. 19's ægtefæller var født i henholdsvis 1921 og 1927, kan disse sagsøgeres krav på forsørgertabserstatning størrelsesmæssigt alene anerkendes med 1000.000 kr.

Tilkendelse af godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold er efter hidtidig retspraksis som hovedregel sket i forbindelse med tilkendelse af invaliditetserstatning og i så fald med et samlet beløb omfattende begge krav. Kun i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor invaliditeten har medført videregående følger for skadelidte, er der kilkendt særskilt godtgørelse og i så fald for fremtidigt tab. I flere tilfælde under de foreliggende sager er kravene da også alene rejst som selvstændige krav, fordi det under sagernes gang viste sig, at nogle sagsøgere af arbejdsskadeforsikringen havde fået udbetalt større beløb, end de almindelige erstatningsregler kunne berettige til. På denne baggrund afvises det, at nogen af sagsøgerne har krav på godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold. En eventuel godtgørelse skal i hvert fald reduceres efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55.

Overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal fratrækkes i forsørgertagserstatningen eller i begravelsesudgifterne. Fradrag skal derfor ske for samtlige de sagsøgere, der er efterlevende ægtefæller.

Såvel allerede udbetalte som løbende fremtidige ydelser, der kapitaliseres, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 31, skal endelig bringes til fradrag i forsørgertabserstatningen - og i hvert fald fremtidige ydelser med det kapitaliserede beløb uden fradrag af skat.

L. LANDSRETTENS BEGRUNDELSE FOR DOMSRESULTATET.

I. Ansvarsgrundlaget. Forældelse.

1. I de seneste årtier har adskillige stoffer, der hidtil har været anset for uskadelige, uventet vist sig at frembyde betydelig sundhedsfare.

I modsætning hertil gælder det om asbest, at det allerede i mellemkrigstiden blev kendt, at arbejdere på virksomheder, der udvandt asbest eller anvendte asbest i deres produktion, ved indånding af asbestfibre kunne pådrage sig den uhelbredelige lungelidelse asbestose.

Denne viden var baggrunden for, at Direktoratet for arbejs- og Fabrikstilsynet i 1934 anmodede tilsynskredsene om at have opmærksomheden henvendt på virksomheder, der arbejdede med asbest, så der kunne blive foretaget undersøgelse af arbejderne.

I overensstemmelse hermed henstillede fabrikstilsynet i februar 1937 til sagsøgte, at virksomhedens asbestarbejdere blev røntgenfotograferet »for mulig - - - asbestsygdom i lungerne«, og i skrivelse af 15. februar 1947 til sagsøgte fremhævede tylsynet påny den specielle asbeststøvfare og henstillede til virksomheden at søge at udfinde metoder til støvfri behandling og transport af asbesten.

Også fabrikstilsynets årsberetninger for årene 1939-41, som udkom i 1942, omtaltes lungelidelsen asbestose, og det blev her nævnt, at lidelsen synes at begunstige opståen af lungekræft. Efter at denne særlige risiko i 1949 havde været omtalt i et ugeblad, opstod der bekymring blendt de ansatte hos sagsøgte, og der blev samme år på fabrikken holdt et foredrag af overlæge i fabrikstilsynet, professor, dr. med. Poul Bonnevie for virksomhedens ledelse og ca. 50 arbejdere.

I professor Bonnevies værker »Arbejdssygdomme«, der udkom i 1950 og »Hygiejne«, der udkom i 1951, anførtes det, at asbestose »har tendes til - - - cancerudvikling«.

I det hos sagsøgte udarbejdede notat af 30. april 1968 siges det bl.a., at man på »Dansk Eternitfabrug har - - - fulgt den viden, som har været tilgængelig om disse forhold. allerede i 30'erne var vi opmærksomme på asbestosefaren, og der blev foretages visse nødtørftige foranstaltninger, som dog langt fra har været tilstrækkelige«.

På denne baggrund må landsretten lægge til grund, at sagsøgte i hvert fald allerede fra omkring 1940 som hævdet af sagsøgerne har været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kunne medføre den uhelbredelige lungelidelse asbestose. Endvidere finder landsretten, at sagsøgte fra omkring 1950 efter det oplyste må antages at have været eller burde have været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv tillige indebar en øget kræftrisiko.

Under disse omstændigheder må det komme sagsøgte til skade, såfremt virksomheden måtte have ladet de løbende vurderinger af, hvilke foranstaltninger der skulle træffes for at begrænse støvdannelserne i virksomhedens produktion, påvirke af blotte formodninger om, at produktionsforholdene på fabrikken i Aalborg ikke eller ikke længere frembød nogen fare for de ansatte.

2. I hele den periode, hvori sagsøgte efter krigen har anvendt asbest i sin produktion, er der som beskrevet ovenfor i afsnit F gennemført en række ændringer af produktionsgangen og produktionsapparatet. Disse ændringer må hver for sig antages i større eller mindre grad at have bidraget til at formindske spredningen af asbeststøvet og dermed medvirket til at begrænse den sundhedsmæssige risiko, som de ansatte var udsat for som følge af deres arbejde med asbesten og de asbestholdige prudukter.

Navnlig efter udsendelsen af meddelelse nr. 5/1970 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, og efter at der i 1973 var fastsat hygiejniske grænseværdier for luftens indhold af asbestfibre gældende for viksomheden og senere afløst af generelle grænseværdier, har virksomheden gjort en betydelig indsats for at forbedre de arbejdsmiljømæssige forhold gennem foranstaltninger til formindskelse af luftens indhold af asbestfibre.

Ved vurderingen af, om den gennem hele perioden opnåede reduktion af forekomsten af asbeststøv har været tilstrækkelig til at opfylde den til envher tid gældende lovgivnings krav, må det fremhøves, at de spredte støvmålinger i 1949, 1957 og 1958 alle viste endog meget betydelige koncentrationer af asbeststøv. I forbindelse hermed må der endvidere peges på, at overlæge Poul Bonnevie i 1949 opfordrede til at stille ret strenge krav ved bedømmelsen af luftens indhold af asbest, samt at arbejdslæge Jørgen Frost i 1957 bl.a. over for sagsøgtes ldelse understregede betydningen af støvmålingerne for bedømmelsen af den aktuelle asbestoserisiko. Det må endvidere fremhæves, at de regelmæssige målinger, der blev foretaget efter 1971, i adskillige tilfælde - trods en generel markant reduktion af støvtallet - viste ikke ubetydelige overskridelser af de gradvist faldende grænseværdier, som var gældende fra 1973. Dette må sammenholdes med de iagttagelse af forholdene på virksomheden, der fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på fabrikken gennem hele perioden, og med de for landsretten afgivne parts- og vidneforklaringer om støvforholdene på virksomheden.

På denne baggrund må landsretten anse det for bevist, at asbeststøvniveauet i store dele af fabrikken, hvor sagsøgerne eller des afdøde ægtefæller har arbejdet på skiftende steder - til trods for sagsøgtes indsats for at formindske støvfaren - gennem hele perioden indtil slutningen af 1970'erne først vedvarende og senere jævnligt har ligget over, hvad der efter den til enhver tid gældende arbejdsmiljølovgivning har kunnet anses for tilladeligt, jfr. § 6, stk. 1 og § 7, stk. 2, i lov nr. 143 af 29. april 1913 om arbejde i fabrikker mv., § 5, stk. 1, og § 13, nr. 18 og 19, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejdserbeskyttelse samt § 15 o9g § 48, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø. Det bemærkes i denne forbindelse, at den skærpelse af kravet om støvfrie arbejdsprocesser, der blev gennemført ved § 13, nr. 18, i arbejderbeskyttelsesloven af 1954, i bemærkningerne til lovforslaget netop var begrundet med, at beskyttelse af arbejderne mod støv var af særlig vigtighed bl.a., hvor støvet består af stoffer, som angriber lungerne, jfr. Rigsdagstidende 1951-52, tillæg A, sp. 2775.

3. Efter de iagttagelser, som fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på virksomheden, sammenholdt med de afgivne parts- og vidneforklaringer må landsretten endvidere anse det for bevist, at sagsøgte fra 1947, da der første gang blev givet påbud om anvendelse af beskyttelsesmasker ved udførelsen af bestemte arbejdsfunktioner, hverken effektivt har draget omsorg for, atpåbud og forskrifter om anvendelse af masker er kommet til de ansattes kundskab, eller har ført noget effektivt tilsyn med, at påbudene og forskrifterne blev overholdt af de ansatte.

Landsretten finder det tillige ved de ovenfor omtalte iagttagelser og forklaringer bevist, at sagsøgte heller ikke effektivt har draget omsorg for, at de ansatte blev bekendt mede, at tørfejning med ophvirvling af støv til følge ikke måtte finde sted, elelr har ført noget effektivt tilsyn med, at forbudet blev respekteret.

Om de ansattes motivation til at efterleve disse påbud, forskrifter og forbud bemærkes, at det må antages, at i hvert fald en del af de ansatte - også på grund af de tilbagevendende lægeundersøgelser - har vidst, at indånding af asbeststøv kunne medføre sygdom i lunger eller luftveje. Det er imidlertid ikke oplyst af sagsøgte, hvilke nærmere oplysninger om arten og alvoren af de asbestrelaterede sygdomme der af virksomheden skulle være meddelt sagsøgerne, deres afdøde ægtefæller eller de øvrige ansatte. Landsretten må derfor også lægge til grund, at sagsøgte ikke har opfyldt sin pligt til at føre de ansatte bekendt med den sygsomsfare, der var forbundet med arbejdet, jfr. § 5, stk. 2, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse og § 17, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø.

Under disse omstændigheder kan det ikke tillægges betydning ved sagens afgørelse, om nogen af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller måtte have tilsidesat påbud eller forskrifter om anvendelse af beskyttelsesmaske eller deltaget i tørfejning.

4. som følge af det anførte må landsretten herefter anse sagsøge for erstatningsansvarlig over for sagsøgerne i det omfang, hvori det findes bevist, at de sygdomme, som sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har pådraget sig, er følger af virksomhedens overtræderlser af arbejdsmiljølovgivningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der for sådanne overtrædelser påhviler virksomhedsejeren et strengt selvstændigt ansvar over for de ansatte, den omstændighed, at arbejdstilsynsmyndighederne ikke har påtalt forholdene i virksomheden i videre omfang end sket, kan derfor ikke føre til ansvarsfrihed for sagsøgte.

5. angående sprøgsmålet om, hvorvidt nogle af de rejste erstatningskrav er helt eler delvist forældet efter bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4, bemærkes

De personskader i form af lungelidelser, som erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kan medføre, kan efter Retslægerådets besvarelse af det stillede spørgsmål herom i reglen først antages at indtræffe en længere årrække efter, at udsættelsen har fundet sted.

Forældelsesfristen efter Danske Lovs 5-14-4 for krav på erstatning for sådanne senskader kan derfor først regnes fra det tidspunkt, da skaden er indtruffet.

Som følge heraf kan intet af sagsøgernes krav anses for forældet.

II. ÅRSAGSSAMMENHÆNGEN.

1. For så vidt angår sagsøgerne 16., 19., 26., 28. og 29. finder landsretten det efter indholdet af Retslægerådets erklæringer ikke bevist, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefællers død er forårsaget af den støvudsættelse, som sagsøge er fundet ansvarlig for.

Som følge heraf tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge for så vidt angår disse sagsøgere.

2. For så vidst angår sagsøgerne 1., 12., 15., 21., 24., 25., 32. og 36. har søgsøgte anerkendt, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefælles død er forårsaget af støvudsættelse på sagsøgtes virksomhed.

Som følge heraf finder landsretten efter det, som er anført ovenfor under I, sagsøgte ansvarlig for de tab, som sygdommene og dødsfaldene må antages at have påført disse sagsøgere.

3. For så vidt angår sagsøgerne 14., 17. og 18. skal landsretten om årsagssammenhængen udtale

Det er af sagsøgte ikke bestridt, at der er årsagssammenhæng mellem støvudsættelsen på sagsøgtes virksomhed og disse sagsøgeres ægtefællers død.

Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for som anført af sagsøgte at anse de afdøde æftefællers tobaksrygning for egen skyld eller accept af risiko, der kan føre til nedsættelse af sagsøgtes erstatningsansvar, må det fulde ansvar også for disse sagsøgeres tab pålægges sagsøgte.

4. For så vidt angår sagsøgerne 2., 3., 4., 5., 6., 7., 8., 9. 13. 20., 22., 23., 27., 30., 31., 33., 34. og 35. skal landsretten udtale

Efter indholdet af Retslægerådets erklæringer finder landsretten det bevist, at den ansvarspådragende støvudsættelse har påført disse sagsøgere - for sagsøgeren 10's vedkommende hendes afdøde ægtefælle - men, som efter deres karakter berettiger til erstatning for invaliditet. Til sådanne men må henregnes de af Retslægerådet omtalte radiologisk påviste varige beskadigelser af væv i lungerne eller lungehinderne, uanset om de har givet sig udslag i hoste, åndenød eller andre symptomer.

Sagsøgernes krav mod sagsøge er baseret på, at der tilkommer dem invaliditetserstatninger udmålt på grundlag af invaliditetsgrader svarende til de mengrader, som er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring.

Retslægerådet er derfor spurgt, om det arbejdsbetingede varige men, som for hver enkelt er konstateret af Sikringsstyrelsen eller Den sociale Ankestyrelse, er forårsaget af den pågældendes udsættelse for asbestholdigt støv.

Som omtalt ovenfor i afsnit C har Retslægerådet ikke kunnet besvare dette spørgsmål, idet det ikke af de sagsakter fra Sikringsstyrelsen og Den sociale Ankestyrelse, som har været indsendt til rådet, fremgår, hvilke sygdomme, fund eller symptomer der ved fastsættelsen af mengraden er anset for erhvervsbetingede.

Oplysninger herom er heller ikke forelagt for landsretten, men Sikringsstyrelsen har i sins skrivelse af 17. maj 1988, der er citeret ovenfor i afsnit D, udtalt, at styrelsen i sager om lungelidelser aldrig træffer afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt tobaksforbrug, og at den af styrelsen fastsatte mengrad i sådanne sager således alene vedrører den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være arbejdsbetinget.

Landsretten finder ikke i de foreliggende udtalelser fra Retslægerådet om betydningen af et eventuelt tobaksforbrug grundlag for at tilsidesætte de skøn over tobaksforbrugets betydning, der er udøvet af Sikringsstyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse.

Landsretten finder det herefter bevist, at de varige men, hvor hvilke der er ydet erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring, i deres helhed er forårsaget af den ansvarspådragende støvudsættelse, og landsretten finder derfor sagsøgte ansvarlig for det tab, der gennem disse men er påført sagsøgerne.

Da der mellem parterne er enighed om, at invaliditetsgraden for den enkelte sagsøger eller vedkommendes afdøde ægtefælle herefter svarer til den mengrad, der er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring, lægger landsretten denne procent til grund ved udmålingen af de invaliditetserstatninger, som indgår i de enkelte sagsøgeres opgørelser af deres krav mod sagsøgte.

III De neklete krav. Erstatningerne. (Landsrettens begrundelse for de enkelte erstatninger udelades med undtagelse af nogle principielle bemærkninger.

1. Sagsøgeren.

Der er mellem parterne enighed om, at der ved fastsættelsen af invaliditetserstatningen for denne sagsøger (født 1918) og andre sagsøgere over 60 år skal tages hensyn til de pågældendes alder.

Dette kan imidlertid ikke som påstået af sagsøgerne ske ved reduktion efter en fast procentsats efter princippet i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, men sagsøgerens invaliditetserstatning må i overensstemmelse med fast praksis for fastsættelse af invaliditetserstatninger for skader indtruffet før erstatningsansvarslovens ikrafttræden fastsættes skønsmæssigt under hensyn til hans alder.

Landsretten fastsætter herefter erstatninge til 350.000 kr.

Tiul støtte for det krav på godtgørelse for forstørrelse af stilling og forhold, som er rejst af denne sagsøger og en række andre sagsøgere, er anført, at den krævede godtgørelse skal tjene dels som godtgørelse for gener i dagligdagen, som sygdommen har medført forud for konstateringen af invaliditeten, delse som godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i sygeperioder, der nu vanskeligt kan dokumenteres.

Da der imidlertid hverkan kan kræves særskilt kompensation for de omtalte gener eller under betegnelsen godtgørelse for forstørrelse af stilling og forhold kan kræves godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i udokumenterede sygeperioder, kand er ikke tillægges sagsøgeren nogen godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold.

- - -

4. Sagsøgeren.

Landsretten finder ikke noget til hinder for, at fremtidige medicinudgifter kræves erstattet i overensstemmelse med denne sagsøgers opgørelse som en kapitalisering af den hidtidige månedlige udgift, hvis størrelse sagsøgte ikke har bestridt.

- - -

12. Sagsøgeren.

Efter de foreliggende oplysnigner om afdødes og sagsøgerens forhold må det antages, at sagsøgeren har lidt et økonomisk tab, der berettiger hende til forsørgertabserstatning. Forsørgertabserstatningen fastsættes til 200.000 kr.

denne erstatning skal imidlertid efter § 55, 2. pkt., i loven om arbejdsskadeforsikring nedsættes med det overgangsbeløb på 34.500 kr., som sagsøgeren har fået udbetalt i henhold til lovens § 30, jfr. afgørelsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1985.423.

Som anført i denne afgørelse er det efter § 30 i loven om arbejdsskadesforsikring og motiverne til denne bestemmelse usikkert, hvorvidt overgangsbeløb i henhold til bestemmelsen i et vist omfang skal dække udgifter til begravelse, men det må antages, at beløbet helt overvejende skal dække andre udgifter i anledning af dødsfaldet.

På denne baggrund findes overgangsbeløbt ikke som hævdet af sagsøgte at burde begrunde bortfald af sagsøgerens krav på erstantning for begravelsesudgifter, som landsretten derfor tager til følge.

- - -

HØJSTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Funch Jensen, Munch, Kiil, Pontoppiden, Hermann og Wendler Pedersen.

Dansk Eternyt-Fabrik A/S har som appellant i sag nr. 270/1988 gentaget sin frifindelsespåstand og som indstævnt i sag nr. 300/1988 påstået stadfæstelse.

De indstævnte (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11), (18), (27), (31), (33), (35) og (36) har gentaget deres påstande for landsretten, subsidiært nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale et mindre beløb efter rettens skøn.

De indstævnte (3), (12), (15), (17), (22), (23) og (30) har nedlagt påstand som nedenfor anført, subsidiært påstået appellanten dømt til betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.

De indstævnte (14) og (25) har påstået stadfæstelse.

Om de nye påstandsbeløb foreligger følgende oplysnigner og beregninger

(3)

Påstand 89.7651 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Den sociale Ankestyrelse fastsatte den 23. februar 1989 erhvervsevnetab for denne indstævnte til 25%, for hvilket han har fået udbetalt 189.309 kr.

Påstanden, der herefter ikke indeholder krav om yderligere invaliditetserstatning, er specificeret således

Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.

Tabt arbejdsfortjeneste 53.161 kr.

Svie og smerte 16.600 kr.

(12)

Påstand 290.633,61 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er specificeret således

Tabt arbejdsfortjeneste 66.725 kr.

Forsørgertab 250.000 kr.

Fradrag af overgangsbeløb 34.500 kr. ialt 215.500 kr.

Begravelsesudgifter 8.408 kr.

(15)

Påstand 220.627 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er specificeret således

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 11.080 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen i 1 år 40.453 kr.

Der er således ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på 249.500 kr.

(17)

Påstand 18.746 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er specificeret således

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 1.361 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 232.615 kr.

Der er ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på 26.500 kr.

(22) og (23)

Påstandsbeløbene er efter udbetaling af yderligere ydelser fra arbejdsskadeforsikringen nedsat til 20.000 kr. for hver af de indstævnte med procesrente fra den 7. august 1987. Beløbene omfatter alene godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold.

(30)

Påstand 184.544 kr. med procesrente fra den 7. august 1987. Indstævntes ægtefælle Axel Emil Larsen afgik ved døden den 26. november 1988.

Påstanden er specificeret således

Invaliditetserstatning 75% af kr. 8.000 600.000 kr.

Reduktion på grund af alder 300.000 kr.

Ydelser fra arbejdsskadeforsikringen, heri inkluderet 88.182 kr. ifølge afgørelse af 6. maj 1988 135.456 kr.

Resterende invaliditetserstatning 164.544 kr.

Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.

Appellanterne i sag nr. 300/1988 (8), (13), (16), (20), (21), (234), (6), (28), (29), (32) og (34), der er enke efter X, som er afgået ved døden den 18. februar 1989, har gentaget påstandene for landsretten, subsidiært påstået indstænvte dømt til betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.

Appellanten (19) har nedlagt påstand om betaling af 69.151 kr., subsidiært om betaling af et mindre beløb med procesrente fra den 6. marts 1986.

Påstandsbeløbet er specificeret således

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 7.291 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 188.140 kr.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Med hensyn til de under sagen rejste spørgsmål udtaler Højesteret

Ansvarsgrundlaget.

Appellanten er en større fabriksvirksomhed, der gennem en lang årrække anvendte store mængder asbest ved fremstillingen af sien produkter, hvorved arbejderne i vid udstrækning blev udsat for indånding af asbeststøv. Det har længe været erkendt, at langvarig udsættelse for asbeststøv kan fremkalde alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred. Virksomhedens ledelse har tidligt haft kendskab hertil og har med mellemrum måttet foretage anmeldelser om tilfælde af asbestose til vedkommende forsikringsselskab i henhold til ulykkes- og arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det stadigt øgede kendskab til asbestens farlighed har medført, at appellanten har måttet omlægge sin produktion således, at anvendelsen af asbest ophørte fra 1. januar 1988.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at appellanten bør være erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra asbeststøv.

Forældelse.

Det fremgår af Retslægerådets erklæring af 4. maj 1988, at der som regel går 10-20 år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose, og at asbestbetingede kræftsygdomme kun undtagelsesvis er set efter mindre end 20 års eksposition. Det fremgår da også af rådets erklæringer vedrørende de enkelte skadelidte i denne sag, at den menfremkaldende påvirkning med undtagelse af nogle få tilfælde er sket inden 1970. Den 10-årige forældelse efter Danske Lov 5- 14-4 ville derfor ofte medføre, at krav på erstatning for sådanne helbredssakder ville miste deres betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderes således, at fristen først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres. Da formuleringen fa Danske Lovs forældelsesregel ikke udelukker en så+dan suspension af forældelsesfristen, tiltræder Højesteret, at krav, som de erstatningssøgende måtte have, ikke kan anses forældet, hverken helt eller delvis.

Årsagssammenhæng.

Som sagen foreligger oplyst, finder Højesteret ikke grundlag for at ændre landsrettens afgørelse af spørgsmålet om årsagssammenhæng, herunder landsrettens vurdering af de lægelige skøn over betydningen af et eventuelt tobaksforbrug som medvirkende årsag til de konstaterede helbredsskader.

Egen skyld.

Det tiltrædes, at der ikke hos de skadelidte har foreligget forhold, som kan begrund bortfald eller nedsættelse af erstatningen.

Invaliditetserstatning.

Det fremgår af Højesterets dom af 11. november 1981 (U.f.R 1982 side 13 H) og senere lignende domme, at de i retspraksis udviklede retningslinier for fastsættelse af invaliditetserstatninger - efter at der ved arbejdsskadeforsikringsloven var sket væsentlige forhøjelser af erstatningerne for arbejdsskader - navnlig havde til formål at hæve erstatningsniveauet for skader, der ikke omfattedes af arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til loven om erstatningsansvar (Folketingstidende 1383/84, tillæg A, sp. 57), at der ved denne lov tilsigtedes en yderligere udligning af forskellene mellem de to erstatningsniveauer. Under hensyn til disse forudsætninger finder Højesteret, at der vedrørende de invaliditetserstatninger, som efter erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 fremdeles forudsættes udmålt efter den hidtidige praksis, jf. lovens § 28, bør finde en tilpasning sted. Dette bør ske således, at erstatningerne - hvori der for så vidt angår arbejdsskader skal ske fradrag efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. kpt. - ikke væsentligt overstiger de beløb, som efter erstatningsansvarslovens kap. 1 ville tilkomme den skadelidte som godtgørelse for varigt men og som erstatning for tab af erhvervsevne.

Det fremgår imidlertid ikke af sagen, hvilke beløb der ville tilkomme de skadelidte efter erstatningslovens regler. Appellanten har også for Højesteret tiltrådt, at udmålingen af erstatningerne for invaliditet sker med udgangspunkt i de for erstatningsansvarsloven fulgte retningslinier, og at beløbet pr. invaliditetsprocent fastsættes i overensstemmelse med de indstævntes opgørelser. Under disse omstændigheder og med bemærkning, at der som antaget af landsretten findes at være påført de skadelidte varige men af en karakter, der berettiger til erstatning, dinder Højesteret ikke grundlag for at ændre de af landsretten fastsatte invaliditetserstatningsbeløb.

Forsørgertabserstatning.

Højesteret tiltræder, at disse erstatninger er fastsat som sket.

Forstyrrelse af stilling og forhold.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, aty kravene om godtgørelse for forstyrrelse af stilling forhold ikke kan imødekommes.

Begravelsesudigter.

Det fremgår af forarbejderne til loven om arbejdsskadeforsikring, at størrelsen af overgangsbeløbet i henhold til lovens § 30 er fastsat bl.a. på baggrund af, at den tidligere lovs regler om begravelseshjælp blev afskaffet. Det må herefter lægges til grund, at beløbet også skal tjene til dækning af begravelsesudgifter. udbetaling af overgangsbeløb findes herefter at måtte medføre, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter bortfalder.

Fremtidige medicinudgifter.

Højesteret tiltræder, at det kapitaliserede beløb af sådanne udgifter kan kræves erstattet.

Overgangsbeløb ved dødsfald.

Det tiltrædes, at de udbetalte overgangsbeløb skal fratrækkes i de efterladtes krav på erstatning i det omfang, hvori de ikke er anvendt til dækning af begravelsesudgifter, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt.

Som følge af det anførte stadfæster Højesteret herefter i sag nr. 270/1988 dommen, for så vidt angår (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11), (12), (18), (27), (31), (33), (35) og (36).

Appellanten skal til (3) betale 69.761 kr. og til (15) 141.127 kr. med renter som påstået.

For så vidt angår (30) findes den samlede erstatning at burde fastsættes til 164.544 kr. med renter som påstået.

Appellanten frifindes for de af de indstævnte (14), (17), (22), (23)

og (25) nedlagte påstande.

I sag nr. 300/1988 stadfæster Højesteret dommen.

THI KENDES FOR RET

Landsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer

Dansk Eeternit-fabrik A/S frifindes for de af (14), (17), (11), (23) og (25) nedlagte påstande.

Selskabet skal til (3) betale 69.761 Kr. Med procesrente fra 6. Marts 1986, til (15) 141.127 Kr. Med procesrente fra 6. Marts 1986 og til (30) 164.544 Kr. Med procesrente fra 7. August 1987.

For Højesteret skal Dansk Eternit-fabrik a/s betale følgende sagsomkostninger til

(1): 10.500 Kr., (2): 5.000 Kr., (3): 7.500 Kr., (4): 5.000 Kr., (5): 5.000 Kr., (6): 9.500 Kr., (7): 6.000 Kr., (9): 6.500 Kr., (10): 5.000 Kr., (11): 9.000 Kr., (12): 16.000 Kr., (15): 12.000 Kr., (18): 14.000 Kr., (27): 9.500 Kr., (30): 13.000 Kr., (31): 10.000 Kr., (33): 6.500 Kr., (35): 4.500 Kr. og (36): 5.000 Kr.

Herudover betaler ingen af parterne sagsomkostninger for højesteret til nogen anden part.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne Højesteretsdoms afsigelse.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) En større fabriksvirksomhed ansås ansvarlig for de skader, som over en lang årerække var blevet påført medarbejdere gennem indånding af asbeststøv.

Afgørende for ansvarspådragelsen var bla., at det længe havde været erkendt, at asbeststøv kunne fremkalde alvorlige erhvervssygdomme.

Med hensyn til forældelse ansås den 10-årige forældelsesfrist efter DL for suspenderet, således at fristen først skulle regnes fra det tidspunkt skaden kunne konstateres.