Legislator Case Law & Legislation
U19890392613 DK

Processuelle spørgsmål 2.2. og 3.1. Arbejdsrettens kompetence - i forhold til faglige voldgifter Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsprocessens parter Arbejdsgiverorganisation kunne vægre sig ved deltagelse i faglig voldgift.(* 1) (* 2) Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening (advokat H.C. Springborg)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3926 Valid

Processuelle spørgsmål 2.2. og 3.1. Arbejdsrettens kompetence - i forhold til faglige voldgifter Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsprocessens parter Arbejdsgiverorganisation kunne vægre sig ved deltagelse i faglig voldgift.(* 1) (* 2) Sømændenes Forbund i Danmark (kontorchef Keld Olsen) mod Danmarks Rederiforening (advokat H.C. Springborg)

Dommere: Bangert (retsformand), Bisgaard, Friis Christensen, Nyløkke Jørgensen, Gert Kristensen, Jørgen Pedersen og Thorning.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Danmarks Rederiforening for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Klageren har nedlagt følgende påstande

1. Indklagede har med urette vægret sig ved at deltage i den af Sømændenes Forbund ved klageskrift af 14. december 1988 begærede voldgiftbehandling om anvendelsesområdet for DIS- overenskomst af 19. august 1988 mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark.

2. Indklagede tilpligtes at anerkende at spørgsmålet om DIS- overenskomstens anvendelsesområde afgøres ved faglig voldgift.

3. Indklagede pålægges en af retten fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder

Rederiforeningen har overenskomster om arbejde i skibe med en række organisationer blandt andre såvel Sømandsforbundet som Metal Søfart.

Ved lov nr. 408/1988 indførtes Dansk Internationalt Skibsregister. § 10 i denne lov lyder således

»Kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold for ansatte på skibe i dette register skal udtrykkelig angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse.

Stk. 2. Kollektive overenskomster som nævnt i stk. 1, der er indgået af en dansk faglig organisation, kan kun omfatte personer, som anses for at have bopæl i Danmark, eller som i medfør af indgåede internationale forpligtelser skal sidestilles med danske statsborgere.«

I bemærkningerne til denne bestemmelse er det anført, at gældende kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold vedrørende beskæftigelse på skibe indgået mellem danske rederier og danske faglige organisationer ikke vil omfatte skibe, der overflyttes til Dansk Internationalt Skibsregister. For beskæftigelse på sådanne skibe må indgås nye kollektive overenskomster, der udtrykkeligt angiver, at de omfatter beskæftigelse på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Efter lovens ikrafttræden indgik foreningen aftale med disse organisationer, bortset fra Sømandsforbundet, om en midlertidig ordning for tjeneste i DIS-registrerede skibe. Ordningen skulle gælde, indtil den blev afløst af overenskomster, der er baseret på nettolønsatser. En sådan overenskomst blev indgået med Metal Søfart den 1. december 1988. En tilsvarende overenskomst var blevet indgået med Sømandsforbundet den 19. august 1988. I begge overenskomster er området angivet som gældende for tjeneste i skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) - jfr. DIS-lovens § 10, stk. 1, men i øvrigt afviger de to overenskomster fra hinanden på en række punkter, herunder med hensyn til lønninger.

Efter at et hidtidigt medlem af forbundet var blevet rederiansat som skibsassistent efter Metal Søfarts overenskomst, indkaldte forbundet til fællesmøde om aflønningen af skibsassistenter, idet de pågældende blev aflønnet lavere end fastsat i DIS-overenskomsten med forbundet. I mødeindkaldelsen anførtes, at såfremt indklagede gjorde gældende, at sagen skulle afgøres ved faglig voldgift, skulle skrivelsen betragtes som indkaldelse til mæglingsmøde, som forbundet forventede afholdt i forlængelse af fællesmødet.

Ifølge referatet af fællesmødet den 27. oktober 1988 gjorde forbundet gældende, at skibsassistenter ikke kan aflønnes på ringere vilkår end efter DIS-overenskomsten med Sømandsforbundet, medens rederiet fastholdt, at man var berettiget til at aflønne rederiansatte skibsassistenter efter overenskomsten med Metal Søfart. Forbundet fastholdt de rejste klager om overenskomststridig adfærd og meddelte, at sagen ville blive indbragt for en faglig voldgiftsret, medens Rederiforeningen fandt, at sagen henhørte under Arbejdsretten.

Klageren udfærdigede herefter klageskrift til faglig voldgiftsret, hvori man anførte følgende principale påstande

1. Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forhyring på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (D.I.S.) af befarne og ubefarne besætningsmedlemmer, der opfylder betingelserne i DIS-lovens § 10, stk. 2, på ringere vilkår end fastsat i DIS- overenskomst af 19. august 1988 mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark er i strid med den nævnte overenskomst.

2. Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at rederiet A.P. Møller har begået overenskomstbrud ved at opfordre medlemmer af Sømændenes Forbund til at udmelde sig af forbundet.

Klageskriftet indeholdt desuden en subsidiær påstand.

Der var i den følgende tid en brevveksling mellem parterne, hvor klageren fastholdt ønsket om faglig voldgift, medens indklagede ønskede sagen indbragt for Arbejdsretten. Da parterne ikke kunne enes om behandlingsmåden, indbragte klagerne ved klageskrift af 7. marts 1989 sagen for Arbejdsretten. I klageskriftet har klageren blandt andet anført, at påstand nr. 2 for den faglige voldgiftsret er frafaldet. Endvidere har klageren anført, at såfremt voldgiftsretten giver klageren medhold i de nedlagte påstande, foreligger der efter omstændighederne et overenskomstbrud, som herefter vil kunne indbringes for Arbejdsretten med påstand om bod.

Klageren har til støtte for sine påstande anført, at denne sag alene angår spørgsmålet, om indklagede kan nægte at medvirke ved en faglig voldgift. Der er uenighed om rækkevidden af overenskomsten mellem klageren og indklagede. Dette er et fortolkningsspørgsmål, og ifølge overenskomstens § 12 skal uenighed om fortolkning af overenskomsten afgøres ved faglig voldgift. Sagen kan kun indbringes for Arbejdsretten, hvis der er sket brud på overenskomsten, men dette har klageren ikke ønsket at nedlægge påstand om. Var sagen blevet indbragt for Arbejdsretten med påstand om overenskomstbrud, ville den antagelig været blevet udsat på, at fortolkningsspørgsmålet først blev afgjort ved faglig voldgift. Der foreligger ganske vist en voldgiftskendelse om det tilsvarende spørgsmål med hensyn til de af Rederiforeningen for mindre skibe indgåede overenskomster, men denne kendelse angår andre parter og andre overenskomster og kan derfor ikke være bindende. Forbundet har også en interesse i, at fortolkning af overenskomsten sker ved en faglig voldgiftsret, hvor forbundets egne repræsentanter deltager i afgørelsen. Den interesse, som Metal Søfart måtte have i fortolkningen af sin overenskomst, må dette forbund søge varetaget ved en selvstændig voldgiftsret.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at det spørgsmål, som forbundet ønsker afgjort, ikke er begrænset til en fortolkning af forbundets overenskomst, men i realiteten er en påstand om overenskomstbrud. Forbundets oprindelige påstande i klageskriftet til faglig voldgift indeholdt en påstand om overenskomstbrud. Denne er ganske vist frafaldet, men forbundet forbeholder sig at fremsætte en sådan påstand, hvis det får medhold under voldgiftsagen. Herefter henhører sagen ikke i sin helhed under faglig voldgift, og Arbejdsretten har adgang til at tage sagen under påkendelse efter Arbejdsretslovens § 10, jfr. § 9, stk. 2.

Dertil kommer, at en voldgiftsret ved at tage stilling til det af klageren rejste spørgsmål ikke kan komme uden om også at tage stilling til Metal Søfarts overenskomst, men Metal Søfart vil ikke være part i en voldgiftssag. Under den tidligere voldgiftssag vedrørende Rederiforeningen for mindre skibe fik Danmarks Rederiforening og Metal Søfart mod klagerens protest, tilladelse til at intervenere i sagen, men det kan ikke uden videre forventes, at Metal Søfart får en tilsvarende tilladelse under en ny voldgiftssag. Derimod vil Metal Søfart kunne intervenere i en sag for Arbejdsretten.

Endelig har indklagede anført, at en ny voldgiftssag vil medføre, at systemet bruges imod det, der er dets inderste mening, nemlig at hindre en ny afgørelse om et spørgsmål, der reelt allerede er afgjort.

Under disse omstændigheder kan Rederiforeningen ikke være forpligtet til at medvirke ved en ny voldgiftssag. Man har ikke modsat sig, at sagen indbringes for Arbejdsretten, men tværtimod tilbudt at medvirke til, at sagen behandles som hastesag.

Arbejdsretten skal udtale

Selv om klageren har frafaldet at nedlægge påstand for voldgiftsretten om, at der er begået overenskomstbrud, fastholdes det, at indklagede har handlet i strid med overenskomsten, og der er taget forbehold om i givet fald at anlægge sag for Arbejdsretten med påstand om overenskomstbrud. Der er herefter mulighed for at indbringe sagen for Arbejdsretten. Der må gives indklagede medhold i, at en afgørelse af det spørgsmål, som klageren har ønsket afgjort, også berører indklagedes overenskomst med Metal Søfart, og at såvel denne organisation som indklagede derfor har interesse i, at Metal Søfart får mulighed for at være repræsenteret under sagen. Dette sker bedst ved, at sagen indbringes for Arbejdsretten.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten, at indklagede er berettiget til at modsætte sig, at klageren søger sagen opdelt, således at fortolkningsspørgsmålet afgøres ved faglig voldgift. Herefter frifindes indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Danmarks Rederiforening, frifindes.

Klageren, Sømændenes Forbund i Danmark, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1989 3926 Valid

Et medlem af Sømændenes Forbund var blevet rederiansat som skibsassistent efter en overenskomst mellem Rederiforeningen R og Metal Søfart MS og blev herefter aflønnet ringere end fastsat i en overenskomst mellem S og R. S ønskede afgjort, om dette var overenskomstmæssigt og opfordrede R til at deltage i en faglig voldgift herom. S havde oprindelig nedlagt påstand om, at der var begået overenskomstbrud, men frafaldt denne påstand, idet man dog tog forbehold om i givet fald at anlægge sag for Arbejdsretten med påstand om overenskomstbrud. R nægtede at deltage ved faglig voldgift, bl.a. under henvisning til, at en voldgiftsret nødvendigvis måtte tage stilling til overenskomsten med MS, uden at MS kunne være sikker på at blive part i voldgiftssagen.

Arbejdsretten fandt, at såvel MS som R havde interesse i at MS fik mulighed for at være repræsenteret under sagen. Da dette bedst sker ved, at sagen indbringes for Arbejdsretten, var R berettiget til at modsætte sig, at S søgte sagen opdelt, således at fortolkningsspørgsmålet blev afgjort ved faglig voldgift.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →