Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst En omlægning af arbejdstiden stred ikke imod overenskomsten.(* 1) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn for Sønderjyllands Højspændingsværk (advokat Henrik Uldal).
Statutory Text (2 Articles)
Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst En omlægning af arbejdstiden stred ikke imod overenskomsten.(* 1) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn for Sønderjyllands Højspændingsværk (advokat Henrik Uldal).
Dommere: Arnold Hansen, Erik Nielsen, Pontoppidan (retsformand), Sarroe, Spang-Hanssen, Sven F. Thomsen og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn for Sønderjyllands Højspændingsværk for Arbejdsretten i anledning af en omlægning af arbejdstiden på Sønderjyllands Højspændingsværks havn.
Klagerne har nedlagt følgende påstand
Sønderjyllands Højspændingsværk tilpligtes for brud på § 4 om arbejdstid i gældende overenskomst mellem Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn og Specialarbejderforbundet i Danmarks Aabenraa afdeling til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark og Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende
Mellem Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn og Specialarbejderforbundets Aabenraa afdeling er der den 21. marts 1987 indgået overenskomst, hvorefter fællesoverenskomsten mellem Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer og Specialarbejderforbundet om havnearbejdere i provinsen finder anvendelse suppleret af en række lokale bestemmelser, herunder de lokale bestemmelsers § 4 om arbejdstid. § 4, stk. 2, er sålydende
»Arbejdstiden er 39 effektive timer pr. uge.
Ved losse- og lastearbejde således
Mandag - onsdag kl. 7.00 til kl. 12.00 og
kl. 12.30 til kl. 16.00, torsdag - fredag
kl. 7.00 til 12.00 og kl. 12.30 - 15.30 med
20 minutters pause om formiddagen og 10 minutters pause om eftermiddagen.
Arbejdstiden for losning af kul ved Enstedværkets havn følger arbejdsholdene der. For
tiden således
kl. 06.00 - 14.00
kl. 14.00 - 22.00
kl. 22.00 - 06.00«
I § 11 hedder det
»Specialarbejderforbundet eller arbejdsgiverforeningen har ingen ret til ensidigt at vedtage nogensomhelst bestemmelse vedrørende arbejdsforholdene i Aabenraa ud over, hvad nærværende overenskomst omfatter. Alle bestemmelser og alle forandringer, som ønskes truffet, skal anmeldes for den anden parts bestyrelse og godkendes af denne, førend de træder i kraft. En sådan anmeldelse skal straks behandles i den respektive bestyrelse.«
Den 23. april 1987 blev der mellem Højspændingsværket og en række fagforeninger indgået en aftale, som bl.a. indebar en ændring af arbejdstiden på Værket. Ifølge aftalens pkt. 4 ændres den normale daglige arbejdstid - som hidtil havde vekslet fra faggruppe til faggruppe - fra 1. september 1987 til at være fra kl. 7.00 til kl. 15.00. Aftalen er på arbejdstagerside tiltrådt af følgende organisationer: »Dansk Metalarbejderforbund«, »Dansk El-Forbund«, »Specialarbejderforbundet i Danmark-havnen« og »Specialarbejderforbundet i Danmark i øvrigt«.
Pr. 1. september 1987 har Værket herefter ændret arbejdstiden på havnen således, at den nu er fastsat til: 7 - 15, 15 - 23 og 23 - 7.
Klagerne var af den opfattelse, at Værkets ensidige ændring af arbejdstiden var i strid med § 4, jf. § 11, i overenskomsten af 21. marts 1987.
Sagen blev behandlet på et mæglingsmøde den 5. juli 1988 og på et fællesmøde den 26. september 1988. På møderne bestred man fra arbejdsgiverside, at den nævnte ændring var overenskomststridig.
Vedrørende organisations- og arbejdsforholdene på Værket er det oplyst, at Værket både er medlem af Jernets Arbejdsgiverforening og af Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark. Arbejdsforholdene vedrørende driften af Værket er reguleret af overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og CO-Metal.
Der er ansat ca. 300 arbejdere på Værket, hvoraf ca. 140 er medlemmer af Specialarbejderforbundet. 100 af disse medlemmer arbejder på selve Værket efter Jernets overenskomst. De øvrige er beskæftiget på havnen. Også disse medlemmer arbejder for langt de flestes vedkommende efter Jernets overenskomst.
Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af sektorleder Niels Erik Petersen, overingeniør Bent Møller-Jensen og personalechef Finn Sørensen, alle fra Sønderjyllands Højspændingsværk. Der er endvidere afgivet vidneforklaring af underdirektør i Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark, Kristen Brock, og af formanden for Specialarbejderforbundets Aabenraa afdeling, Henry Andersen.
Niels Erik Petersen har forklaret, at losningen af de store kulbåde varetages af ca. 20 af Værkets specialarbejdere, der arbejder i 3-holdsskift. Desuden tilkaldes der havnearbejdere fra Aabenraa Havn. Specialarbejderne står for de »overordnede« funktioner (føring af truck og gummiged, pasning af transportbånd og losseformænd). Havnearbejderne fra Aabenraa Havn udfører navnlig arbejde med rengøring af lastrummene. Alle specialarbejderne bortset fra losseformændene arbejder efter Jernets overenskomst. Losseformændene og havnearbejderne fra Aabenraa Havn arbejder efter havneoverenskomsten. Der er tale om et udpræget teamwork. Det er derfor nødvendigt, at holdene begynder og slutter samtidig.
Bent Møller-Jensen har forklaret, at aftalen af 23. april 1987 blev indgået efter ret langvarige forhandlinger. Man ønskede fra Værkets sider at opnå en sanering af en række forskellige regler om arbejdstid og pauser. Dette blev opnået. Der er tale om fælles forhandling med alle faggrupperne, herunder de specialarbejdere, som arbejdede på havnen. Disse var repræsenteret af Gerhard Steppart, der var medlem af bestyrelsen for Specialarbejderforbundets Aabenraa afdeling. Steppart, der nu er afgået ved døden, havde altid repræsenteret de specialarbejdere, som arbejdede på havnen, og det var vidnets opfattelse, at den indgåede aftale også omfattede de havnearbejdere fra Aabenraa Havn, som assisterede ved losningen af de store kulbåde. Spørgsmålet blev dog ikke specielt fremdraget under forhandlingerne. Når der i § 4 i overenskomsten af 21. marts 1987 tales om »arbejdsholdene« sigter dette efter hans mening til kranførere, gummigedsførere og de arbejdere, der passede transportbåndene.
Kristen Brock har forklaret, at han var med til at forhandle § 4 i overenskomsten af 21. marts 1987. Forhandlingerne foregik i Forligsinstitutionen. § 4 er »skræddersyet« til forholdene på Højspændingsværket. Man var klar over, at der var forhandlinger i gang om ændring af arbejdstiden. Man valgte derfor at udforme § 4 således, at det blev oplyst, hvad arbejdstiden var »for tiden«. Man mente herigennem at have taget højde for eventuelle ændringer.
Henry Andersen har forklaret, at de forhandlinger, som førte til aftalen af 23. april 1987, kun angik de arbejdere, som var ansat ved Værket. Aftalen er derfor uden betydning for havnearbejderne. Ændring af deres arbejdstid kræver efter § 11 i overenskomsten af 21. marts 1987 en aftale mellem Specialarbejderforbundet og arbejdsgiverforeningen, og en sådan aftale er ikke indgået. Gerhard Steppart havde intet mandat til at forhandle for havnearbejderne. Han dækkede kun de specialarbejdere på Værket, som gjorde tjeneste i havnen.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at Værket har handlet overenskomststridigt ved ensidigt at ændre arbejdstiden for havnearbejderne fra kl. 6 til kl. 7. Det kan muligvis give anledning til en vis tvivl, hvorledes § 4 i overenskomsten af 21. marts 1987 skal forstås, men når § 4 sammenholdes med § 11, er det klart, at Værket har været uberettiget til ensidigt at ændre arbejdstiden. At det er arbejdstiden for havnearbejderne, som er afgørende, bestyrkes også af praksis forud for omlægningen af arbejdstiden. Arbejdstiden på Værket begyndte tidligere kl. 6.30. Desuagtet mødte Værkets specialarbejdere, når de arbejdede med losningen af de store både, kl. 6, d.v.s. på det tidspunkt, hvor havnearbejderne mødte.
Overenskomsten af 21. marts er ikke ændret ved aftalen af 23. april 1987, som var resultatet af en lønforhandling mellem Værket og de arbejdere, som var dækket af Jernets overenskomst. Gerhard Steppart repræsenterede de specialarbejdere fra Værket, som arbejdede på havnen. Også disse var - bortset fra losseformændene - omfattet af Jernets overenskomst. Derimod havde Steppart, som forklaret af Henry Andersen, intet mandat til at forhandle på havnearbejdernes vegne. Efter overenskomstens § 11 kræver en ændring af arbejdstiden en aftale med bestyrelsen for Aabenraa afdelingen, og Steppart havde ingen bemyndigelse til at tegne bestyrelsen.
Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer og Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn har gjort sig delagtige i overenskomstbruddet ved ikke på mæglingsmødet og fællesmødet at have erkendt, at der forelå et overenskomststridigt forhold.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at omlægningen af arbejdstiden ikke var i strid med overenskomstens § 4. § 4 fastsætter ikke en bestemt arbejdstid, men foreskriver, at arbejdstiden skal følge arbejdsholdene ved havnen. Med dette udtryk sigtes der til de specialarbejdere fra Værket, som forestod losningen. Når arbejdstiden for disse specialarbejdere ændredes som følge af aftalen af 23. april 1987, var det af hensyn til gennemførelsen af losningsarbejdet nødvendigt, at de havnearbejdere, som assisterede ved losningen, mødte samtidig med specialarbejderne fra Værket. Det er uden betydning, at § 4 angiver arbejdstiden, idet det fremgår af teksten, at der alene er tale om en gengivelse af den arbejdstid, som var gældende på tidspunktet for overenskomstens indgåelse, jf. ordene »for tiden«. Den ændring af arbejdstiden, som blev foretaget pr. 1. september 1987, er derfor ikke i strid med § 11. Denne bestemmelse angår - i modsætning til § 4, stk. 2 - ikke specielt forholdene ved Værkets havn.
Aftalen af 23. april 1987 omfattede også havnearbejderne. Dette fremgår af underskrifterne på aftalen, hvor aftalen angives tiltrådt af SID-havnen. Værket kunne med føje gå ud fra, at Gerhard Steppart, som var medlem af bestyrelsen for Specialarbejderforbundets Aabenraa afdeling, også forhandlede for havnearbejderne. Ellers ville han alene have repræsenteret de 2 losseformænd, som arbejdede efter havneoverenskomsten.
Arbejdsretten skal udtale
Overenskomsten af 21. marts 1987 regulerer arbejdsforholdene for medlemmer af Specialarbejderforbundet i forbindelse med arbejdet ved Aabenraa Havn og ved Ensted Havn. Overenskomsten indeholder forskellige særregler for arbejdet ved Ensted Havn, herunder § 4, stk. 2, der f.s.v. angår losning af kul ved Ensted Havn fastlægger en anden arbejdstid end den i øvrigt gældende. Når det i § 4, stk. 2, foreskrives, at arbejdstiden f.s.v. angår dette arbejde følger arbejdsholdene der, findes det mest nærliggende at forstå bestemmelsen således, at der hermed sigtes til arbejdstiden for de specialarbejdere fra Værket, som forestår arbejdet med losningen af kul. Når arbejdstiden for disse arbejdere som følge af aftalen af 23. april 1987 blev ændret pr. 1. september 1987, følger det herefter af § 4, stk. 2, at også arbejdstiden for de havnearbejdere, som assisterer ved losning af kul, ændres tilsvarende. Da arbejdet ved losning af kul foregår i 3-holdsskift, medfører dette, at arbejdstiden for det første hold begynder kl. 7. Angivelsen i § 4, stk. 2, af arbejdstiden for de 3 hold kan ikke føre til andet resultat, idet det fremgår af ordene »for tiden«, at der alene er tale om en angivelse af arbejdstiden på tidspunktet for overenskomstens indgåelse. Overenskomstens § 11 indebærer et forbud mod ensidige ændringer, som går ud over, hvad der følger af overenskomsten. Da ændringen af arbejdstiden ved Ensted Havn efter det foran anførte er sket i overensstemmelse med § 4, stk. 2, findes heller ikke § 11 at være tilsidesat.
Arbejdsretten tager herefter indklagedes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for For Foreningen af Arbejdsgivere ved Aabenraa Havn for Sønderjyllands Højspændingsværk, frifindes.
I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Et højspændingsværk ændrede arbejdstiden for losning af kul, hvilket fandtes at være i overensstemmelse med de aftaler, der var indgået med SID om arbejdstiden.