Blokade. Organisationsansvar 3.1. Arbejdstagerorganisationers ansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsforhold Organisationsfjendtlig virksomhed. Blokade kendt overenskomststridig.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Haarby Kommune (advokat Bjarke Vejby) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund på egne vegne og på vegne Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt. (advokat Peder Vesterbæk).
Statutory Text (3 Articles)
Blokade. Organisationsansvar 3.1. Arbejdstagerorganisationers ansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsforhold Organisationsfjendtlig virksomhed. Blokade kendt overenskomststridig.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Haarby Kommune (advokat Bjarke Vejby) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund på egne vegne og på vegne Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt. (advokat Peder Vesterbæk).
Dommere: Ole Espersen, Pontoppidan (retsformand), Sarroe, Sløk, Sven F. Thomsen, Thorning og Westergaard.
Under denne sag har Kommunernes Landsforening for Haarby Kommune indklaget Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund for Arbejdsretten i anledning af en af indklagede iværksat blokade af stillingen som leder af Haarby børnehave.
Klagerne har påstået det indklagede forbund og den indklagede afdeling ikendt en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.
Indklagede, der erkender, at blokaden var overenskomststridig, har påstået fritagelse for betaling af bod, subsidiært at der alene ikendes en mild bod.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
I oktober 1988 søgte Svend Asmuss, som var leder af Haarby børnehave, orlov i 1 år fra 1. januar 1989 i anledning af, at han var valgt til en lønnet stilling som tillidsmand/faglig sekretær i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbunds Fyns-afdeling. Ved skrivelse af 22. oktober 1988 afslog kommunen at imødekomme ansøgningen. Det hedder i skrivelsen: »..........
Det kan i anledning heraf meddeles, at økonomiudvalget den 17. oktober 1988, ud fra en helhedsvurdering af sagen, ikke fandt grundlag for at imødekomme ansøgningen.
Udvalget har ved denne beslutning bl.a. vurderet de generelle personalepolitiske aspekter i sagen, ligesom man har lagt vægt på en holdning om at ledelsesfunktionen i en børnehave så vidt muligt bør undergives så stor kontinuitet som overhovedet muligt, i hvilken forbindelse bemærkes at sidste lederskifte fandt sted for mindre end 1 år siden.
Med henvisning til ovenstående bedes det snarest oplyst om du ønsker at bibeholde din stilling som leder af børnehaven, idet man i modsat fald påregner at modtage din anmodning om at fratræde stillingen.«
Overenskomsten mellem Kommunernes Landsforening og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund indeholder i § 16 følgende regler om tjenestefrihed
»Der kan gives pædagoger omfattet af denne overenskomst adgang til ekstraordinær tjenestefrihed uden løn i tilfælde, hvor det er foreneligt med tjenestens tarv.
Tjenestefrihed kan gives i indtil 3 år. I de tilfælde, hvor der er meddelt tjenestefrihed uden løn, er det ansættelsesmyndighedens ansvar, at der er en stilling ledig til den pågældende ved tjenestefrihedens ophør.«
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund fandt, at afslaget på orlov savnede saglig begrundelse. I den anledning blev der den 30. november 1988 afholdt et møde mellem repræsentanter for kommunen og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. I referatet fra mødet anføres
»Forhandling om afslag på anmodning om 1 års orlov (tjenestefrihed uden løn) for ikke-reglementansat leder Svend Asmuss, Haarby børnehave.
Forhandlingen er begæret af BUPL, idet forbundet er af den opfattelse, at der ingen saglig begrundelse er for afslaget, idet BUPL mener at institutionens ledelse på fuld forsvarlig vis kan bestrides af stedfortræderen.
BUPL mener derfor at Haarby kommunes afgørelse alene er betinget af, at årsagen til ansøgningen om orlov skyldes organisationsarbejde.
Haarby kommune opfatter alene sagen i forhold til en ansøgning om tjenestefrihed uden løn i h.t. overenskomstens § 16, og finder derfor den trufne beslutning i overensstemmelse med gældende regler.
Som følge heraf må man henholde sig til den korrespondance som kommunen har afsendt til hhv. Svend Asmuss og BUPL.
Det kunne herefter konstateres at parterne ikke kunne opnå enighed.«
Svend Asmuss opsagde herefter sin stilling til fratræden 1. januar 1989.
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt, iværksatte blokade mod stillingen ved sålydende skrivelse af 7. december 1988.
»BUPL Fyns Amt har med omgående virkning iværksat blokade mod lederstillingen i Hårby børnehave i Hårby kommune.
Blokaden betyder, at ingen medlemmer af BUPL må søge stillingen som leder af Hårby børnehave, lige som der ikke må anvises ledige medlemmer via arbejdsformidlingen.
Baggrunden for blokaden er, at Hårby kommune har afslået en ansøgning om 1 års orlov fra lederen af Hårby børnehave. Begrundelsen for lederens orlovsansøgning er, at han er blevet valgt som lønnet tillidsmand i BUPL Fyns Amt for perioden 1.1.89 - 31.12.89.
Det er BUPLs opfattelse, at der ingen saglig begrundelse er for afslaget, idet institutionens ledelse på fuldt forsvarlig vis ville kunne varetages af institutionens stedfortræder i orlovsperioden. BUPL mener derfor, at Hårby kommunes afslag alene er betinget af, at årsagen til ansøgningen er organisationsarbejde, hvorfor BUPL betragter afslaget som et forsøg på at lægge hindringer i vejen for organisationens arbejde.
Som følge af afslaget på orlovsansøgningen har lederen været nødsaget til - under protest - at opsige sin stilling for at kunne tiltræde arbejdet som lønnet tillidsmand i BUPL Fyns Amt.
Blokaden løber indtil Hårby kommune accepterer, at opsigelsen trækkes tilbage, og at der bevilges orlov.«
Sagen blev behandlet på et mæglingsmøde i Kommunernes Landsforening den 11. januar 1989. I mødereferatet hedder det
»Mæglingsmøde vedr. Haarby kommunes afslag på orlovsansøgning fra en leder af Haarby børnehave.
Repræsentanter fra FTF, BUPL og Kommunernes Landsforening.
Parterne drøftede Haarby kommunes afslag på en orlovsansøgning fra en leder af Haarby børnehave.
Ved denne drøftelse enedes parterne om at suspendere mødet og genoptage det i Haarby kommune den 27. januar 1989, kl. 11.00.
Samtidig tilkendegav FTFs og BUPLs repræsentanter, at den af BUPL, Fyns amt, iværksatte blokade er ophævet, og at den i sædvanlig form vil blive annonceret ophævet.
Parterne var samtidig enige om, at den ledige lederstilling ikke vil blive annonceret eller besat før mødet den 27. januar d.å. i Haarby har været afholdt. Endvidere var parterne enige om, at mødet i Haarby i givet fald betragtes som fællesmøde.«
Mødet den 27. januar 1989 førte ikke til enighed. Det anføres i mødereferatet
»I fortsættelse af møde den 11. januar d.å. drøftede parterne økonomiudvalgets afslag på en orlovsansøgning fra en leder af Haarby børnehave.
Ved denne drøftelse tilkendegav Haarby kommunes repræsentanter, at man ikke fandt fornødent grundlag for at ændre det tidligere givne afslag på orlovsansøgning til en leder af Haarby børnehave.
BUPL finder, at Haarby kommune og Kommunernes Landsforening ved ikke at imødekomme Svend Asmuss« orlovsansøgning forsøger at lægge organisationen hindringer i vejen for at kunne virke.
BUPL finder dette stridende mod hovedaftalens og overenskomstens forudsætninger, samt den kutyme som er indenfor området.
BUPL tager forbehold for via sin hovedorganisation at indbringe sagen for Arbejdsretten.'
Blokade blev herefter på ny iværksat ved skrivelse af 30. januar 1989, der var enslydende med skrivelsen af 7. december 1988.
Begge blokader blev bekendtgjort i bladet »Børn og Unge«.
Ved klageskrift af 8. februar 1989 indbragte klagerne sagen for Arbejdsretten med påstand om, at blokaden blev kendt ulovlig, og at BUPL og dettes Fyns-afdeling blev pålagt bod.
I svarskrift af 23. februar 1989 erkendte indklagede, at blokaden var overenskomststridig. Blokaden blev herefter hævet.
Det er oplyst, at Haarby børnehave har plads til 66 børn. Børnehaven er normeret med 1 leder, 1 stedfortræder, 2,6 fuldtidsansatte børnepædagoger og 5 pædagogmedhjælpere.
Sekretær i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund Peter Kempf har under domsforhandlingen som vidne forklaret, at det er helt sædvanligt, at børnehaveledere bliver valgt til faglige poster, herunder til stillinger som lønnet faglig sekretær. De fleste opsiger straks deres hidtidige stillinger, men det sker ikke sjældent, at de pågældende begynder med at søge orlov. Han har aldrig været ude for, at orlov ikke er blevet bevilget. I det foreliggende tilfælde var det forbundets opfattelse, at der ikke var nogen driftsmæssig begrundelse for kommunens afslag. Der var en meget rutineret stedfortræder, som uden vanskelighed kunne have beklædt lederstillingen, og såvel medarbejdere som forældre gik ind for, at Svend Asmuss fik bevilget orlov. Orlov er meget brugt inden for BUPLs område, ikke mindst i forbindelse med deltagelse i årskurser eller i prøveperioder i forbindelse med stillingsskift.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at der ikke er noget grundlag for, at den erkendt overenskomststridige blokade ikke skulle medføre ikendelse af bod. Afslaget på ansøgningen om orlov var motiveret med, at der for nylig havde været lederskifte i børnehaven, og at det derfor ville være uheldigt, at der på ny skete udskiftning på lederposten. Der er ikke basis for at tilsidesætte kommunens skøn over, at meddelelse af orlov ikke var foreneligt med tjenestens tarv, jf. overenskomstens § 16, stk. 1. Der er følgelig heller ikke holdepunkter for indklagedes påstand om, at afslaget var udtryk for en organisationsfjendtlig handling. Hvis Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund ville have fulgt denne opfattelse op, kunne man have foranlediget spørgsmålet undergivet fagretlig behandling, hvilket ikke er sket.
Det er en skærpende omstændighed, at blokaden blev iværksat og bekendtgjort 2 gange.
Til støtte for påstanden om bodsfritagelse har indklagede anført, at der er fast praksis for, at orlovsansøgninger imødekommes. Dette gælder også, hvis der som her er tale om børnehaveledere, der søger om orlov i forbindelse med varetagelse af faglige opgaver. Der var i det foreliggende tilfælde ingen saglig begrundelse for afslaget. Stedfortræderen var fuldt kvalificeret til at varetage lederfunktionen, og der var fuld tilslutning til orlovsansøgningen fra medarbejdere og forældre. Under disse omstændigheder må kommunens afslag reelt anses som udtryk for, at man har søgt at lægge hindringer i vejen for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbunds faglige virksomhed, hvilket er i strid med Hovedaftalens § 1. Blokaden var en forståelig reaktion på kommunens urimelig handlemåde og bør derfor ikke medføre bodsansvar. I hvert fald bør der kun blive tale om en meget mild bod.
Arbejdsretten skal udtale
Ifølge overenskomstens § 16, stk. 1, har pædagoger ikke krav på tjenestefrihed, men tjenestefrihed kan bevilges, når det er foreneligt med tjenestens tarv. Det findes ikke godtgjort, at denne bestemmelse skulle være ændret gennem sædvane eller kutymer, som indebærer en videregående ret til orlov. Efter det oplyste om børnehavens størrelse og det korte tidsrum, der var forløbet, siden Svend Asmuss tiltrådte som leder, findes der ikke grundlag for at anfægte kommunens afgørelse, hvorefter det ikke var foreneligt med tjenestens tarv at bevilge orlov. Der er således ikke holdepunkter for at anse afgørelsen som udtryk for et forsøg på at lægge hindringer i vejen for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbunds faglige aktiviteter eller i øvrigt som en organisationsfjendtlig handling. Der findes herefter ikke at foreligge omstændigheder, som kan føre til, at der ikke ikendes bod eller kun en særlig mild bod for den erkendt overenskomststridige blokade.
Boden findes at burde fastsættes til 25.000 kr. for så vidt angår Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund og til samme beløb for så vidt angår Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt.
T h i k e n d e s f o r r e t
Til Kommunernes Landsforening betaler Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Fyns Amt, hver en bod på 25.000 kr.
I sagsomkostninger betaler de indklagede 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: K 86.397 (A 1986 s.176).
En børnehaveleder blev valgt til en lønnet stilling som tillidsmand og fagretlig sekretær i BUPL's Fynsafdeling og ansøgte om orlov i 1 år, hvilket blev afslået af kommunen. Efter forhandling mellem fagforbundet og kommunen fastholdt kommunen afslaget, hvorefter børnehavelederen opsagde sin stilling, og fagforbundet iværksatte blokade mod den således ledigblevne stilling. Blokaden blev senere ophævet, men derefter atter iværksat efter at kommunen fastholdt ikke at ville imødekomme orlovsansøgningen. Herefter blev blokaden indbragt for Arbejdsretten. I svarskriftet erkendte fagforbundet, at blokaden var overenskomststridig, og blokaden blev samtidig endeligt ophævet.
Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at anfægte kommunens skøn, hvorefter det ikke var foreneligt med tjenestens tarv at bevilge orlov, og kommunens nægtelse af at bevilge orlov kunne derfor ikke anses som en organisationsfjendtlig handling. Der fandtes herefter ikke grundlag for bodsbortfald eller idømmelse af en mild bod. BUPL og forbundets Fynsafdeling idømtes hver en bod på 25.000 kr.