Legislator Case Law & Legislation
U19890379113 DK

Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst Konfliktvarsel. Konfliktvarsel fundet ulovligt, da det stred mod hovedaftalebestemmelse.(* 1) Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (advokat Mariann Norrbom) mod Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Dom 1989 3791 Valid

Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst Konfliktvarsel. Konfliktvarsel fundet ulovligt, da det stred mod hovedaftalebestemmelse.(* 1) Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (advokat Mariann Norrbom) mod Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich)

Dommere: Bæhring, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Sløk og Strube.

Under denne sag har Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) indklaget Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (HK) for Arbejdsretten med påstand om, at det af HK ved anbefalet skrivelse af 12. september 1989 afgivne 2. strejkevarsel kendes ulovligt. Klagerne har til støtte herfor gjort gældende, at HK ved den varslede konflikt søger at opnå et overenskomstresultat i strid med § 3 i parternes Hovedaftale.

De indklagede har påstået frifindelse.

Om baggrunden for den varslede konflikt er oplyst

Den mellem FDB og HK gældende overenskomst, der omfatter bl.a. handels- og kontorfunktionærer samt lærlinge/elever beskæftiget i butikker, der drives af FDB, kan efter § 22 tidligst opsiges til ophør den 1. marts 1991. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. kan dog alle overenskomstens lønsatser og omsætningsstørrelser opsiges med 3 måneders varsel til den 1. marts 1989.

Med henvisning hertil indgik Landsorganisationen i Danmark (LO) og FDB den 21. november 1988 følgende aftale om »Forhandlingsprocedure ved overenskomstforhandlingerne i 1989«, de såkaldte midtvejsforhandlinger

»Idet parterne er enige om, at de pr. 28. februar 1989 bestående overenskomstelementer, der er opsigelige i 1989, er opsagt til udløb pr. 28. februar 1989, hhv. 30. marts 1989, men med fortsat virkning indtil nye overenskomster er aftalt, og at alle bestemmelser i de nye overenskomster, der har betalingsmæssig virkning for hele overenskomstperioden, vil være gældende fra den dato, hvortil de opsigelige elementer i de gamle overenskomster er opsagt (medmindre andet aftales),

aftales følgende regler for overenskomstforhandlingerne i foråret 1989

1. Fagforbundene og FDB kan i de enkelte overenskomstforhold fremsætte konkret formulerede, skriftlige forslag om ændringer i de elementer i de respektive overenskomster, der er til forhandling.

2. Snarest muligt efter afslutningen af overenskomstsituationen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO og inden forhandlinger om overenskomstfornyelser, hvori bestemmelser fra Fællesbestemmelsernes kap. II anvendes, optages forhandlinger mellem FDB og LO om eventuelle ændringsforslag til »Fællesbestemmelser vedrørende arbejdsforhold i FDB«, 10. udgave, kap. II, således som disse er ændret i protokollat af 23. marts 1987 - alt inden for rammen af det, der er til forhandling i 1989.

3. Fagforbundene skal ved forhandlingerne, i så stort omfang som muligt, stille det nødvendige sammenligningsmateriale til rådighed, således at FDB i overenskomstforhold - dog med hensyntagen til allerede eksisterende særforhold - ikke stilles ugunstigere end gennemsnittet af sammenlignelige virksomheder under arbejdsgiverforeningerne.

4. Overenskomstspørgsmål, hvorom enighed mellem parterne ikke er opnået, skal senest den 1. september 1989 henvises til forhandling under LO's medvirken......'

Bestemmelsen om sammenligningsmateriale i aftalens punkt 3 er formuleret i overensstemmelse med § 3 i den mellem LO og FDB gældende Hovedaftale, der ifølge indledningsbestemmelsen kommer til anvendelse »under forudsætning af, at FDB fortsat ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening.« Hovedaftalens § 3 lyder således

»Overenskomster om løn- og arbejdsforhold oprettes mellem de enkelte fagforbund og FDB. Fagforbundene skal ved forhandling i så stort omfang, som det er muligt, stille det nødvendige sammenligningsmateriale til rådighed, således at FDB i overenskomstforhold - dog med hensyntagen til allerede eksisterende særforhold - ikke stilles ugunstigere end gennemsnittet af sammenlignelige virksomheder under arbejdsgiverforeningerne.«

Formuleringen af § 3 er efter det oplyste aftalt i forbindelse med FDB's udmeldelse af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) pr. 1. juli 1923, jf. herom nærmere nedenfor. Ifølge klagerne er hovedelementet i bestemmelsen, at FDB skal være stillet, som om FDB var medlem af en organisation under DA, hvilket indebærer, at der alene er pligt til at sammenligne med relevante områder under DA.

Under midtvejsforhandlingerne mellem HK og FDB er det ikke lykkedes at nå til enighed om størrelsen af stigningerne på minimallønssatserne for butiksassistenter i overenskomstens § 3, løngrupperne a, b og c. Fra FDB's side har man tilbudt samme stigning som den, der er aftalt i Landsoverenskomsten mellem HK og Dansk Arbejdsgiverforening/Butiks- og Kontorfagenes Arbejdsgiverforening (BKA), svarende til en regulering med 162 kr. om måneden fra 1. marts 1989 og yderligere 162 kr. om måneden fra 1. marts 1990. Heroverfor har HK fastholdt et krav om en stigning på 200 kr. om måneden pr. 1. marts 1989 og 162 kr. om måneden pr. 1. marts 1990, svarende til den stigning, der er aftalt med Storbutikkernes Forhandlingsudvalg (SFU) og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA).HK har i forbindelse hermed tilbudt FDB et særskilt protokollat vedrørende løfteparagraffens anvendelse i den resterende del af overenskomstperioden svarende til, hvad der er aftalt med disse to arbejdsgiverorganisationer. De indklagede gør gældende, at HK's krav ligger inden for rammerne af Hovedaftalens § 3 og således berettiget kan søges gennemført ved arbejdsstandsning. I konsekvens heraf fremsendte HK ved anbefalet skrivelse af 12. september 1989 2. konfliktvarsel til FDB. I skrivelsen hedder det

»2. konfliktvarsel

I fortsættelse af midtvejsforhandlingen den 11. september 1989, og under henvisning til vort anbefalede brev af 23. august 1989 skal vi herved meddele, at forbundets kompetente forsamling har besluttet at etablere strejke for samtlige vore medlemmer omfattet af overenskomsten med FDB-Butik, således at strejken etableres ved arbejdstids begyndelse den 1. oktober 1989 kl. 0.00.«

FDB protesterede mod varslet i en skrivelse af 14. september 1989, hvori det bl. a. anføres

»På baggrund af de forhandlinger, der har fundet sted på dette område, betragter FDB dette konfliktvarsel som et brud på § 3 i hovedaftalen mellem LO og FDB. Der henvises iøvrigt til forhandlingerne den 11. ds., hvor LO deltog.

Vi anmoder derfor om, at LO udvirker konfliktvarslet trukket tilbage. Sker det ikke, anmoder vi om, at der snarest afholdes fællesmøde om sagen.

Kopi af denne skrivelse er til orientering sendt til forligsinstitutionen.«

Fællesmøde afholdtes den 21. september 1989. I referatet fra mødet hedder det

»Ved et fællesmøde d.d. behandledes FDB's klage af 14. ds. over HK's skrivelse af 12. ds. med 2. konfliktvarsel, omfattende samtlige HK's medlemmer i FDB's butikker.

Det var FDB's opfattelse, at HK med dette skridt søgte indrømmelser fra FDB under midtvejsforhandlingerne, som var mere vidtgående, end det, der var opnået i BKA/DA's landsoverenskomst, og som derfor stillede FDB ringere end virksomhederne på dette område. FDB betragtede derfor det afgivne varsel som et brud på § 3 i hovedaftalen mellem LO og FDB og på aftale af 21. november 1988 mellem LO og FDB (forhandlingsproceduren).

LO og forbundet var af den opfattelse, at ikke alene HK's forhandlingsresultater med BKA/DA, men også med øvrige arbejdsgiverorganisationer, herunder Storbutikkernes Forhandlingsudvalg (SFU) og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA), skulle danne grundlag for afslutningen af midtvejsforhandlingen om FDB's HK- butiksoverenskomst.

Parterne nåede ikke til enighed.

FDB meddelte, at sagen indbringes for Arbejdsretten.«

Sagen er herefter indbragt for Arbejdsretten ved et klageskrift, der er modtaget den 27. september 1979. Efter et forberedende retsmøde den 28. s.m. har de indklagede den 29. s.m. givet tilsagn om at udsætte den varslede arbejdsstandsning til iværksættelse på 3. dagen, efter at Arbejdsrettens afgørelse foreligger.

Der er mellem parterne enighed om, at der alene er varslet konflikt, fordi man ikke har kunnet nå en forhandlingsløsning vedrørende lønsatserne, idet der på de øvrige punkter, som er blevet forhandlet, er opnået enighed.

Til belysning af baggrunden for og rækkevidden af Hovedaftalens § 3 (tidligere § 4) - hvis fortolkning er hovedemnet for den foreliggende sag - er fremlagt forskelligt materiale, hvoraf fremgår, at bestemmelsen som foran anført hidrører fra en aftale indgået med henblik på FDB's eventuelle udmeldelse af Dansk Arbejdsgiverforening. Aftalen, der blev indgået den 28. december 1922 mellem FDB og bl.a. HK, lyder således

»Ved et Møde den 28. December 1922 mellem Repræsentanter for Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, De samvirkende Fagforbund, Handels- og Kontormedhjælperforbundet og Skraatobaksarbejderforbundet drøftedes Spørgsmålet om F.D.B's eventuelle Udtræden af Dansk Arbejdsgiverforening og man enedes om følgende

Under Forudsætning af at F.D.B. udtræder af Dansk Arbejdsgiverforening tilsiger ovennævnte faglige Organisationer F.D.B.........

4. Overenskomster om Løn- og Arbejdsforhold oprettes som hidtil med de enkelte Fagorganisationer, og skal Fagorganisationerne ved Forhandlinger herom i så stor Udstrækning som det er mulig stille det nødvendige Sammenligningsmateriale til Rådighed, således at F.D.B. i Overenskomstforholdet - med Hensyntagen til allerede eksisterende Særforhold - ikke stilles ugunstigere end tilsvarende Virksomheder under Arbejdsgiverforeningen........«

Efter det oplyste var bestemmelsen i aftalens punkt 4 afgørende for F.D.B's beslutning om udmeldelse af DA. Udmeldelsen skete ved en skrivelse af 30. december 1922 med virkning fra den 1. juli 1923.

Ved fornyelsen af Hovedoverenskomsten i 1961 ændredes slutordet i aftalens punkt 4 fra »Arbejdsgiverforeningen« til »arbejdsgiverforeningerne«. Baggrunden herfor er ikke oplyst.

Overenskomstforhandlingerne i 1967 mellem FDB og HK resulterede i, at FDB under stærkt pres måtte indgå på en forhøjelse af minimallønsskalaens slutsats, som indebar, at spændvidden mellem lønskalaerne i HK's overenskomster for kontorområdet med henholdsvis DA/BKA og FDB øgedes fra 70 kr. til 120 kr. om måneden. Resultatet, der efter FDB's mening var i strid med Hovedaftalens § 3 (da § 4), gav anledning til en faglig voldgiftssag, der blev afgjort ved en opmandskendelse af 5. november 1968, hvori det bl.a. hedder

»Da HK ved senere korrespondance og forhandling har afslået at frafalde sin ret til også ved senere overenskomstforhandlinger at kræve større forhøjelser, end der opnås med Butiks- og Kontorfagenes Arbejdsgiverforening, har FDB under nærværende voldgiftssag nedlagt påstand om, at HK kendes uberettiget til at kræve gennemført, at spændvidden mellem lønskalaen med FDB i forhold til lønskalaen med Butiks- og Kontorfagenes Arbejdsgiverforening yderligere øges.

Heroverfor anfører HK, at minimallønssatserne i de med FDB aftalte overenskomster altid har ligget højere end de tilsvarende minimallønninger inden for Dansk Arbejdsgiverforening. Differencen har gennem mange år udgjort et svingende beløb, men fra overenskomstfornyelsen i 1963 blev HK's minimallønninger aftalt til at ligge nøjagtig 70 kr. højere pr. måned på hver enkelt sats end de tilsvarende minimallønssatser inden for Dansk Arbejdsgiverforening.....

Da der ikke blandt voldgiftsrettens medlemmer har kunnet opnås enighed om eller flertal for nogen af parternes påstande, vil sagen være at afgøre af voldgiftsrettens formand som opmand.

Der findes af de af FDB under sagen anførte grunde at måtte gives Fællesforeningen medhold i, at den ville blive ugunstigere stillet end gennemsnittet af tilsvarende virksomheder under arbejdsgiverforeningerne, såfremt spændvidden mellem den i overenskomsten mellem FDB og HK aftalte lønskala og lønskalaen med Butiks- og Kontorfagenes Arbejdsgiverforening øges ud over, hvad der blev en følge af overenskomstforhandlingerne i 1967. Herefter findes den af FDB for voldgiftsretten nedlagte påstand at have hjemmel i, hvad der må antages at være indholdet af og meningen med det tilsagn, som blev givet FDB under forhandlingerne i december 1922, således som dette fandt udtryk i hovedaftalens punkt 4 og nu indeholdes i hovedoverenskomsten af 19. december 1961. Overensstemmende hermed afsiges sådan

K e n d e l s e

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark bør være uberettiget til at kræve gennemført, at spændvidden mellem lønskalaen med Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger i forhold til lønskalaen med Butiks- og Kontorfagenes Arbejdsgiverforening yderligere øges....«

I sommeren 1972 førtes der forhandlinger mellem FDB og LO samt FDB og HK om FDB's hovedoverenskomstforhold, efter at den gældende Hovedoverenskomst var opsagt til udløb den 1. januar 1973, og det var besluttet at lade Brugsforeningen HB fusionere med FDB. Forhandlingerne, hvorunder man fra FDB's side »understregede, hvilken betydning FDB allerede ved sin udtrædelse af Dansk Arbejdsgiverforening havde tillagt formuleringen af hovedoverenskomstens § 4«, resulterede i en ny Hovedaftale af 12. juli 1974, hvori den tidligere § 4 blev gentaget uændret som § 3. Herfra er bestemmelsen videreført med en rent redaktionel ændring i den gældende Hovedaftale af 4. marts 1982.

Af en fremlagt skrivelse af 22. juni 1987 fra LO til FDB fremgår, at LO til en forhandling den 24. august 1987 om bl.a. ændring af Hovedaftalen fremkom med følgende ændringsforslag til § 3

»§ 3. 2. linie efter Fagforbundene indføjes: og FDB.

5. linie efter ordet særforhold formuleres resten af § således

ikke stilles overfor videregående krav, end der er stillet til virksomheder, der inden for tilsvarende brancher er blandt de bedst virkende og ydende. FDB anerkender fuldt ud fagbevægelsens bestræbelser for at hidføre de bedst mulige arbejdsvilkår for arbejdstagerne, og forpligter sig til inden for sit område efter evne, at virke for gennemførelse af så gode og trygge løn- og arbejdsforhold som muligt.«

I et protokollat af 27. marts 1987 fra overenskomstforhandlingerne forud for den gældende overenskomst er anført

»Protokollat uden for overenskomstteksten

HK anerkender, at FDB er berettiget til at begrænse lønudviklingen, idet FDB's konkurrenceevne ikke må undergraves i kraft af et forøget lønspænd.«

Til belysning af den af parterne hidtil fulgte forhandlingsprocedure har klagerne fremlagt forskellige bilag, hvoraf fremgår, at overenskomstforhandlingerne såvel i 1977 og 1979 som nu senest i 1989 har afventet afslutningen af forhandlingerne på DA/LO-området. Af en oversigt over tidspunkter for afslutning af HK- butiksoverenskomsterne på SFU-, BA- og FDB-områderne fremgår endvidere, at FDB-området i perioden 1973 til og med 1987 altid har været færdigforhandlet før de to andre områder. Ved midtvejsforhandlingerne i 1989 er der imidlertid indgået aftaler mellem HK og SFU samt BA henholdsvis den 25. juli og den 14. august 1989 med de foran omtalte forhøjelser af minimallønssatserne med 200 kr. pr. måned fra den 1. marts 1989 og 162 kr. pr. måned fra den 1. marts 1990, medens det endnu ikke er lykkedes at nå til enighed om lønsatserne i den her omhandlede overenskomst. Af aftalerne fremgår, at løfteparagraffen tidligst kan anvendes fra den 1. marts 1990, og at der er adgang til modregning i personlige tillæg for de satsstigninger, der finder sted pr. 1. marts 1989 og 1. marts 1990.

Til illustration af overenskomstresultater, som HK har opnået under midtvejsforhandlingerne i 1989 med virksomheder og arbejdsgiverforeninger uden for Dansk Arbejdsgiverforening, har de indklagede fremlagt protokollater m.v. vedrørende aftaler indgået med bl.a. IRMA A/S, der er et normallønsområde, og Danske Slagtermestres Landsforening. Forhøjelserne pr. 1. marts 1989 og 1990 andrager henholdsvis 200 kr. og 250 kr. om måneden for HK- ansatte hos IRMA A/S og 2 gange 172,90 kr. for HK ansatte i henhold til overenskomsten med Danske Slagtermestres Landsforening.

Af en af de indklagede udarbejdet oversigt over udviklingen i minimallønningerne 1973-1988 inden for henholdsvis HK's landsoverenskomst med DA/BKA og HK's overenskomst med FDB fremgår, at forskellen i minimallønnen, der i 1973 nominelt var 230 kr. om måneden, svarende til en relativ forskel på 9%, i 1988 var faldet til 225 kr. om måneden, svarende til en relativ forskel på 2,3%.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det afgivne 2. strejkevarsel må kendes ulovligt, fordi det er afgivet til støtte for et krav, som strider mod Hovedaftalens § 3. Efter bestemmelsens ordlyd må FDB ikke stilles ugunstigere end gennemsnittet af sammenlignelige virksomheder under arbejdsgiverforeningerne, hvilket indebærer, at der skal foretages en sammenligning med relevante overenskomstområder under DA. Dette støttes af bestemmelsens tilblivelseshistorie. Bestemmelsen indgik i den Hovedaftale, som blev oprettet i 1922 i anledning af FDB's udtræden af DA, og hvorved man ville sikre, at FDB ikke blev stillet ringere end virksomheder, som var tilsluttet arbejdsgiverorganisationer under DA. At det forholder sig sådan, fremgår direkte af indledningen til Hovedaftalen og støttes i øvrigt af den omstændighed, at udmeldelsen af DA først skete efter aftalens indgåelse. Denne forståelse af bestemmelsen i § 3 var en klar, relevant og for HK kendelig forudsætning for FDB's udtræden af DA. Hertil kommer, at man også under forhandlingerne i 1972 om en ny hovedoverenskomst har understreget den betydning, man tillægger formuleringen af bestemmelsen. Forhandlingerne resulterede da også i, at man såvel i Hovedoverenskomsten fra 1974 som i den gældende Hovedoverenskomst fra 1982 har bibeholdt bestemmelsen med rent redaktionelle ændringer. I 1987 har LO igen fremsat forslag om ændring af bestemmelsen, som imidlertid ikke er blevet gennemført. Hovedaftalens § 3, der har til formål at sikre FDB's konkurrenceevne, er således fortsat gældende med samme ordlyd som hidtil. FDB skal herefter være stillet, som om man fortsat var medlem af brancheorganisationer under DA. Formålet var, at man uanset udmeldelsen af DA skulle være beskyttet mod pression. Også en minimallønoverenskomst må have konkurrencedygtige lønsatser, idet der ellers ingen differentieringsmuligheder er. Ændringen af bestemmelsens ordlyd i 1961 betød ingen ændring af det forhold, at sammenligningen må foretages med lønudviklingen inden for relevante områder under DA. Det eneste relevante område, med hvilket der kan ske sammenligning, er det område, der dækkes af overenskomsten med DA/BKA. Det er da også det område, man hele tiden har brugt som sammenligningsgrundlag, således som det fremgår både af opmandskendelsen fra 1968 og af de forhandlingsprocedurer, man har fulgt uændret siden 1973, hvorefter man alene har afventet resultatet på DA-området og derefter har afsluttet overenskomst, inden forhandlingerne på SFU- og BA-områderne var færdige. Krav, der går ud over det resultat, der er opnået på DA/BKA-området, må derfor afvises som stridende mod Hovedaftalens § 3, og en konflikt til støtte herfor vil være ulovlig.

Klagerne har videre anført, at den omstændighed, at kravets imødekommelse alene ville medføre en beskeden relativ forskel mellem satserne henholdsvis på DA/BKA-området og FDB-området, ikke kan gøre konflikten lovlig. Afgørende er ikke den relative, men den nominelle forskel, som nu er 225 kr. om måneden. I de forløbne år siden 1973 har HK da også været enig heri, og den gennem årene fortsat faldende procentuelle forskel mellem lønudviklingen inden for de to områder kan ikke føre til andet resultat. FDB har vel ret, men ingen pligt til at yde højere løn end lønnen efter HK's overenskomst med DA/BKA. Dette er indholdet af Hovedaftalens § 3. Af opmandskendelsen fra 1968 fremgår, at spændvidden mellem lønskalaerne er angivet ikke som en procentuel forskel, men som en forskel i kr. og øre. FDB er ikke forpligtet til fortsat at yde den begunstigelse eller merbegunstigelse, som denne forskel er udtryk for, og krav herom kan ikke støttes med varsel om strejke. Retsstillingen ville blive helt usikker og vilkårlig, hvis man som hævdet af de indklagede skulle forstå Hovedaftalens § 3 således, at det afgørende er bibeholdelse af den procentuelle forskel mellem lønningerne inden for DA/BKA-området og FDB-området. Man måtte så spørge, hvilket udgangspunkt man skulle vælge for at afgøre, om kravet gik videre end lovligt efter bestemmelsen.

De indklagede har bestridt, at Hovedaftalens § 3 er til hinder for fremsættelsen af et overenskomstkrav om en lønstigning pr. 1. marts 1989 på 38 kr. mere om måneden end den lønstigning, som HK har opnået under forhandlingerne med BKA. Til støtte herfor har de i første række anført, at bestemmelsens ordlyd ikke er særlig nøjagtig, når der som sammenligningsgrundlag henvises til gennemsnittet af sammenlignelige virksomheder »under arbejdsgiverforeningerne«. Det er vel rigtigt, at DA omfatter flere arbejdsgiverorganisationer, men hvorfor henviser bestemmelsen så ikke specifikt til organisationer under DA? Fra FDB's side har man på intet tidspunkt fundet anledning til at præcisere, at dette var meningen med bestemmelsen, og af opmandskendelsen fra 1968 kan intet udledes herom. Den oprindelige formulering blev ændret i 1961, uden at baggrunden herfor har kunnet oplyses. Den forståelse af bestemmelsen, som klagerne gør gældende, ville gøre den fuldstændig statisk, hvortil kommer, at hverken HK eller FDB har indflydelse på, hvilke arbejdsgiverorganisationer der er medlem af DA, og hvilke der ikke er. Det naturlige må tværtimod være at sammenligne med overenskomsterne på SFU- og BA-områderne, der organiserer forretninger af tilsvarende størrelse som FDB's butikker og med samme varesortiment, prispolitik m.v., medens DA/BKA organiserer vidt forskellige forretninger og derfor frembyder et meget diffust billede. Hverken relativt eller absolut betyder overenskomstkravet et krav om mere, end HK er kommet igennem med over for SFU og BA.

I anden række har de indklagede anført, at kravet ikke går videre end tilladeligt efter Hovedaftalens § 3, selv om man måtte lægge til grund, at bestemmelsen begrænser sammenligningsgrundlaget som hævdet af klagerne. En imødekommelse af kravet ville nemlig ikke øge spændvidden mellem lønnen på FDB-området og lønnen på DA/BKA-området ud over det tilladte. Det afgørende efter Hovedaftalens § 3 er ikke, om kravet i kr. og øre overstiger lønforhøjelserne efter BKA-overenskomsten. Det afgørende er derimod, om kravets imødekommelse ville øge spændvidden mellem lønningerne efter denne overenskomst og lønningerne efter FDB-overenskomsten på en for FDB konkurrenceforvridende måde. Ellers ville reelle lønforhandlinger i realiteten være umuliggjorte. Af opmandskendelsen fra 1968 følger, at spændvidden skal ses over en vis tidshorisont. De krav om lønforhøjelse, som er fremsat under midtvejsforhandlingerne, indebærer, at spændvidden pr. 1. marts 1989 vil blive 2,67% og pr. 1. marts 1990 2,63%, hvilket ligger under niveauet for tidligere år. Den nominelle forskel mellem lønningerne er uden relevans som målestok for, hvilke krav der kan fremsættes. En forskel på 38 kr. er i dag langt mindre end tidligere. En fast beløbsgrænse vil være helt unaturlig, hvor der som her er tale om en interessekonflikt.

Arbejdsretten skal udtale

Bestemmelsen i Hovedaftalens § 3 udgør et led i den aftale, som blev indgået i 1922 med henblik på FDB's forestående udtræden af DA. Bestemmelsen er ifølge indledningen til Hovedaftalen kun gældende under forudsætning af, at FDB »fortsat ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening«, og den er i de forløbne år indtil nu blevet praktiseret således, at parterne i overenskomstforholdet mellem FDB og HK ved overenskomstfornyelserne, herunder ved forhandlingerne om lønsatserne, har afventet resultaterne på DA/LO-området, hvorefter HK efterfølgende har afsluttet ny overenskomst med SFU og BA. Under disse omstændigheder lægger retten til grund, at formålet med bestemmelsen har været at sikre, at FDB trods udmeldelsen ikke ville blive stillet dårligere i konkurrencemæssig henseende end tilsvarende virksomheder, der var tilsluttet arbejdsgiverorganisationer under DA, og at dette formål har været kendt og accepteret af Hovedaftalens parter også efter ændringen af bestemmelsens ordlyd i 1961, hvorved slutordet »Arbejdsgiverforeningen« ændredes til »arbejdsgiverforeningerne«. Uanset denne ændring - hvorom der ikke foreligger nærmere oplysninger - må bestemmelsen derfor fortsat forstås således, at det sammenligningsmateriale, som fagforbundene under overenskomstforhandlingerne skal stille til rådighed, alene kan være materiale, som vedrører sammenlignelige virksomheder, der er medlemmer af organisationer tilsluttet DA.

Det materiale, som under midtvejsforhandlingerne danner grundlag for HK's krav om forhøjelse af minimallønssatserne, vedrører nok sammenlignelige virksomheder, men udelukkende virksomheder, der ikke er medlemmer af nogen organisation under DA, hvilket må have til følge, at materialet ikke kan indgå i forhandlingerne. Disse må tage deres udgangspunkt i det resultat, som er opnået på DA/BKA-området - der efter det oplyste er det eneste sammenlignelige område under DA - samt i de eksisterende særforhold, der siden 1973 har medført en nogenlunde konstant nominel, men fortsat formindsket procentuel forskel mellem lønsatserne i HK's butiksoverenskomster med henholdsvis DA/BKA og FDB.

Med bemærkning, at det i øvrigt ligger uden for Arbejdsrettens kompetence at behandle interessetvister, må retten med den angivne fortolkning af Hovedaftalens § 3 nå til, at det krav, for hvilket der er varslet strejke, går ud over den begrænsning, som er indeholdt i bestemmelsen. Sagt med andre ord vil en strejke til støtte for et krav, der udelukkende er kalkeret af efter resultatet fra HK's midtvejsforhandlinger med SFU og BA, være ulovlig som stridende mod Hovedaftalens § 3, hvorimod Arbejdsretten ikke vil kunne fastlægge nogen definitiv grænse for spændvidden mellem lønningerne inden for henholdsvis DA/BKA-området og FDB-området. Om spændvidden skal øges, mindskes eller bibeholdes uændret i forhold til tidligere opnåede overenskomstresultater må derfor bero på udfaldet af midtvejsforhandlingerne.

Da den varslede strejke - der som anført udelukkende er varslet til støtte for det omtalte krav - efter det anførte vil være ulovlig, tager retten klagernes påstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Det af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved anbefalet skrivelse af 12. september 1989 afgivne 2. strejkevarsel kendes ulovligt.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1989 3791 Valid

I følge hovedaftalen mellem FDB og LO må FDB i overenskomstforhold ikke stilles ugunstigere end gennemsnittet af sammenlignelige virksomheder under arbejdsgiverforeningerne. Bestemmelsen har i næsten uændret skikkelse eksisteret siden 1922, hvor den blev aftalt i forbindelse med FDB's udmeldelse af DA. Bestemmelsen havde indtil 1989 bevirket, at parterne i overenskomstforholdet mellem FDB og HK havde afventet resultaterne på LO/DA- området inden overenskomstfornyelse blev gennemført. Bl.a. under henvisning hertil fandt Arbejdsretten, at sammenlignelige virksomheder måtte forstås som virksomheder, der er medlemmer af organisationer tilsluttet DA.

Det fandtes herefter uberettiget, at HK under midtvejsforhandlingerne i 1989 fremsatte krav, der svarede til resultatet af HK's midtvejsforhandlinger med organisationer uden for DA, men som gik videre end det resultat, der var opnået under forhandlingerne mellem HK og BKA, der er tilsluttet DA. Herefter kendtes et konfliktvarsel til støtte for dette krav ulovligt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →