Legislator Case Law & Legislation
U19890379013 DK

Bod 1.2.1.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdet genoptaget inden eller umiddelbart efter føllesmøde bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod 1.3. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Bodsstørrelse og bodssatser Processuelle spørgsmål 3.3. Arbejdsretsprocessen Forberedende retsmøder Systematisk aktion. Skærpet bod for deltagelse i arbejdsnedlæggelse, der havde systematisk sammenhæng med en arbejdsnedlæggelse, som organisationerne under et møde i Arbejdsretten havde givet pålæg om at bringe til ophør.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Aalborg Kommune (advokat Mariann Norrbom) mod Landsorganisationen i Danmark for Pædagogisk Medhjælper Forbund for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3790 Valid

Bod 1.2.1.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdet genoptaget inden eller umiddelbart efter føllesmøde bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod 1.3. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Bodsstørrelse og bodssatser Processuelle spørgsmål 3.3. Arbejdsretsprocessen Forberedende retsmøder Systematisk aktion. Skærpet bod for deltagelse i arbejdsnedlæggelse, der havde systematisk sammenhæng med en arbejdsnedlæggelse, som organisationerne under et møde i Arbejdsretten havde givet pålæg om at bringe til ophør.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Aalborg Kommune (advokat Mariann Norrbom) mod Landsorganisationen i Danmark for Pædagogisk Medhjælper Forbund for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen

Dommere: Bæhring, Gade, Arnold Hansen, Pontoppidan (retsformand), Spang-Hanssen, Tjellesen og Westergaard.

Under denne sag har Kommunernes Landsforening for Aalborg Kommune indklaget Landsorganisationen i Danmark for Pædagogisk Medhjælper Forbund for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten i anledning af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, som fandt sted ved kommunale og selvejende daginstitutioner i Aalborg kommune i perioden fra den 11. marts 1988 til og med den 28. marts 1988.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de på navnelisterne, bilag 2 og 3, nævnte medlemmer af det indklagede forbund pålægges en efter rettens skøn fastsat bod, hvilken bod for tiden efter den 24. marts 1988 påstås skærpet.

Indklagede har taget bekræftende til genmæle for så vidt angår de på bilag 2 nævnte medlemmer. Med hensyn til de på bilag 3 nævnte medlemmer har indklagede påstået frifindelse, subsidiært at der ikke pålægges disse medlemmer skærpet bod.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

I anledning af nogle i Aalborg kommune foreslåede ændringer på daginstitutionsområdet nedlagde et antal pædagoger og pædagogmedhjælpere fra den 11. marts 1988 arbejdet på 20 fritidshjem. De påtænkte ændringer, som skulle behandles på et byrådsmøde den 28. marts, gik ud på gennemførelse af en ny normeringsmodel på daginstitutionsområdet og en ændring af åbningstiden i daginstitutionerne. I dagsordenen for byrådsmødet anføres følgende

»Baggrunden for den nye model er, at forvaltningen er af den opfattelse,

at den eksisterende normering på institutioner med førskolebørn, specielt vuggestuer og 0-6 års institutioner, har behov for tilgang af personale, og

at institutioner med skolebørn (fritidshjem) har en forholdsmæssig høj normering, når det tages i betragtning, at børnene er i skole i formiddagstimerne.

Udgangspunktet for den nye model er, at den eksisterende normeringsramme totalt set bibeholdes. Det vil sige, at de samlede personaleressourcer på daginstitutionsområdet er uændrede.

Konsekvensen af modellen er altså en omfordeling af de eksisterende personaleressourcer fra de områder, der har mindre behov, i forhold til de områder, der har større behov.«

Arbejdsnedlæggelsen på fritidshjemmene er sket i utilfredshed med de planlagte nednormeringer på disse hjem.

Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet på et fællesmøde den 15. marts 1988. I referatet fra fællesmødet anføres bl.a.

»Deltagere

Repræsentanter fra Landsorganisationen i Danmark(LO), Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Aalborg kommune og Kommunernes Landsforening.

Fra Aalborg kommune forelå indberetning om arbejdsnedlæggelse i kommunale og selvejende daginstitutioner fra fredag den 11. marts 1988.

Arbejdsnedlæggelsen er fortsat løbende ved fællesmødets afholdelse og omfatter 20 daginstitutioner.

Repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Aalborg kommune tilkendegav, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og man anmodede personaleorganisationerne om at pålægge sine medlemmer straks at genoptage arbejdet.

Organisationernes repræsentanter erkendte, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge sine medlemmer at genoptage arbejdet. ........

Kommunernes Landsforening og Aalborg kommune tog forbehold for at indbringe sagen for arbejdsretten, henholdsvis påtaleudvalget for den kommunale tjenestemandsret.«

Da arbejdsnedlæggelsen fortsatte efter fællesmødet, blev sagen af klagerne indbragt for Arbejdsretten, hvor klagen for så vidt angår medlemmerne af det indklagede forbund blev behandlet ved et retsmøde den 24. marts 1988. På retsmødet erkendte indklagede, at arbejdsstandsningen var overenskomststridig og organisationerne ville pålægge de strejkende straks at genoptage arbejdet. Retsformanden tilsluttede sig pålægget.

Arbejdsnedlæggelsen på de 20 fritidshjem fortsatte i

midlertid og blev den 28. marts 1988 udvidet til at omfatte samtlige daginstitutioner. De medlemmer af det indklagede forbund, som alene deltog i arbejdsnedlæggelsen den 28. marts, er optaget på den som bilag 3 fremlagte navneliste. I indberetninger fra institutioner, som var omfattet af arbejdsnedlæggelsen, anføres som årsag til denne »sympatistrejke« »sympati med strejkende kollegaer« og »faglig dag«. Arbejdet på samtlige daginstitutioner blev genoptaget den 29. marts 1988.

Nyt fællesmøde blev afholdt den 7. april 1988. I referatet fra fællesmødet anføres bl.a.

»Deltagere

Repræsentanter fra Landsorganisationen i Danmark (LO), Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Aalborg kommune og Kommunernes Landsforening.

Der henvises til referat af fællesmøde afholdt den 15. marts 1988 vedrørende en arbejdsnedlæggelse på 20 daginstitutioner i Aalborg kommune.

Fra Aalborg kommune forelå indberetning om, at den fortsatte arbejdsnedlæggelse var udvidet fra mandag den 28. marts 1988 til at omfatte samtlige daginstitutioner i kommunen.

Arbejdet blev genoptaget i fuldt omfang tirsdag den 29. marts 1988, hvorfor det berammede fællesmøde blev udskudt til dags dato.

Repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Aalborg kommune tilkendegav, at man finder, der er tale om en overenskomststridig optrapning af den løbende konflikt til støtte for og i sympati med medarbejderne på fritidshjemsområdet.

Endvidere finder Aalborg kommune og Kommunernes Landsforening, at det er en skærpende omstændighed, at arbejdsnedlæggelsen har fundet sted efter arbejdsretten har givet pålæg om genoptagelse af arbejdet.

På baggrund af ovenstående vil Kommunernes Landsforening og Aalborg kommune i kontinuation af den allerede indleverede klage indbringe sagen for arbejdsretten med krav om, at samtlige medarbejdere, der deltog i arbejdsnedlæggelsen den 28. marts 1988, idømmes bod med henvisning til systematisk aktion.

Organisationerne kunne ikke anerkende, at der var tale om en systematisk aktion.«

Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af Gitte Hesselmann. Hun har forklaret, at hun i 4 år har været faglig sekretær for det indklagede forbunds Nordjyllands-afdeling. Hun deltog i forhandlingerne med Aalborg kommune om normeringerne på daginstitutionsområdet. Arbejdsnedlæggelsen den 28. marts 1988 på vuggestuer og børnehaver skete ikke primært i sympati med de strejkende pædagogmedhjælpere på fritidshjemmene, men havde sin baggrund i, at opnormeringerne på vuggestuer og børnehaver ikke fik det omfang, som man fra medarbejdernes side havde forventet.

Til støtte for påstanden om, at også de medlemmer af det indklagede forbund, som alene deltog i arbejdsnedlæggelsen den 28. marts 1988, pålægges bod, har klagerne anført, at den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse var en udvidelse af den igangværende konflikt på fritidshjemmene. Det må lægges til grund, at den udvidede arbejdsnedlæggelse den 28. marts skete i sympati med og til støtte for pædagogmedhjælperne på fritidshjemmene. Der var tale om en planlagt aktion, som tidsmæssigt faldt sammen med tidspunktet for byrådets stillingtagen til de foreslåede omnormeringer.

Alle daginstitutioner under Aalborg kommune må betragtes som en arbejdsplads, og afholdelse af nyt fællesmøde har derfor ikke været påkrævet for at opnå at lade de pædagogmedhjælpere, som alene nedlagde arbejdet den 28. marts, være omfattet af bodsansvaret.

I anden række har klagerne gjort gældende, at arbejdsnedlæggelsen savnede rimelig begrundelse og desuden var led i en systematisk aktion. Betingelserne for at pålægge bod efter arbejdsretslovens § 12, stk. 2, 5. pkt. er derfor opfyldt.

Da arbejdsnedlæggelsen fandt sted, efter at sagen den 24. marts 1988 havde været behandlet i Arbejdsretten, bør de deltagende pædagogmedhjælpere pålægges skærpet bod.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at daginstitutionerne i Aalborg kommune ikke kan betragtes som en arbejdsplads. Da der således for vuggestuernes og børnehavernes vedkommende var tale om en arbejdsnedlæggelse på nye arbejdspladser, og da arbejdsnedlæggelsen her var af 1 dags varighed og ophørte, inden fællesmøde var afholdt, er betingelserne for at pålægge bod efter arbejdsretslovens § 12, stk. 2 ikke opfyldt.

Hertil kommer, at der ikke var tale om nogen systematisk aktion. Som forklaret af Gitte Hesselmann skete arbejdsnedlæggelsen på vuggestuer og børnehaver ikke som protest mod de påtænkte nednormeringer på fritidsområdet, men fordi medarbejdernes forventninger med hensyn til omfanget af opnormeringer på vuggestuer og børnehaver ikke blev indfriet.

Indklagede har endvidere bestridt, at arbejdsnedlæggelsen har savnet rimelig begrundelse.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at der ikke er grundlag for at pålægge skærpet bod. De arbejdsnedlæggelser, som blev behandlet på retsmødet i Arbejdsretten den 24. marts 1988, angik alene fritidshjemmene, og de pædagogmedhjælpere, som alene nedlagde arbejdet den 28. marts 1988, har derfor ikke været omfattet af det af Arbejdsretten meddelte pålæg.

Arbejdsretten skal udtale

Det lægges til grund, at arbejdsnedlæggelsen på vuggestuer og børnehjem den 28. marts 1988, der fandt sted samme dag byrådet skulle behandle forslaget om omnormeringer, ikke var spontan, men skete som en planlagt udvidelse af den konflikt, der i protest mod forslaget havde været løbende på fritidshjemmene siden 11. marts 1988. Under disse omstændigheder findes der at have foreligget en systematisk aktion, og betingelserne for at pålægge de medlemmer af det indklagede forbund, som alene deltog i arbejdsnedlæggelsen den 28. marts 1988 bod, er derfor opfyldt, jfr. arbejdsretslovens § 12, stk. 2, 5. pkt.

Da arbejdsnedlæggelsen fandt sted, efter at der den 24. marts 1988 i Arbejdsretten var givet pålæg om arbejdets genoptagelse, findes der at burde pålægges de strejkende skærpet bod.

T h i k e n d e s f o r r e t

Til Kommunernes Landsforening betaler de på bilag 2 og 3 anførte medlemmer af Pædagogisk Medhjælperforbund en bod for hver time, hvori de har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fra den 11. marts 1988.

Boden fastsættes til 20 kr. pr. time til og med den 24. marts 1988 og til 30 kr. pr. time fra den 25. marts 1988 til og med den 28. marts 1988.

I sagsomkostninger betaler de indklagede 2.000 kr. til

Arbejdsretten.

Dom 1989 3790 Valid

I protest mod en kommunes planer om ændrede normeringer på daginstitutionsområdet nedlagde et antal pædagoger og pædagogmedhjælpere arbejdet på 20 fritidshjem den 11/3 1988. På fællesmøde den 15/3 erkendte organisationerne, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og tilkendegav, at man ville pålægge de strejkende at genoptage arbejdet. Arbejdet blev imidlertid ikke genoptaget, hvorfor sagen blev indbragt for Arbejdsretten, der behandlede sagen på et forberedende retsmøde den 24/3. Her erkendte organisationerne på ny, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og man gav på ny tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet, hvilket retsformanden tilsluttede sig. Arbejdet blev stadig ikke genoptaget. Den 28/3, da byrådet behandlede de ændringer af normeringerne, der havde givet anledning til arbejdsnedlæggelsen, blev denne udvidet til at omfatte samtlige daginstitutioner i kommunen. Arbejdet blev genoptaget på samtlige daginstitutioner den 29/3. På et fællesmøde den 7/4 blev udvidelsen af konflikten den 28/3 behandlet.

Arbejdsretten lagde til grund, at arbejdsnedlæggelsen den 28/3 på de institutioner, der ikke havde været berørt af strejken tidligere, ikke var spontan, men skete som en planlagt udvidelse af den løbende konflikt. Herefter fandtes der at foreligge systematisk aktion. Der blev herefter pålagt også de medarbejdere, der alene havde nedlagt arbejdet den 28/3 en bod, der efter sædvanlige retningslinier var skærpet på grund af pålægget om genoptagelse af arbejdet meddelt i Arbejdsretten den 24/3.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →