Bod 2.2.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomststridige adfærd Bod ikke pålagt Kollektiv opsigelse af hele arbejdsstyrken anset for driftsmæssigt begrundet.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Andelssildeoliefabriken A.m.b.A., Esbjerg. (advokat Helge Werner)

Bod 2.2.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomststridige adfærd Bod ikke pålagt Kollektiv opsigelse af hele arbejdsstyrken anset for driftsmæssigt begrundet.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Andelssildeoliefabriken A.m.b.A., Esbjerg. (advokat Helge Werner)

Dommere: Marstrand Dahl, Bent Knap, Henrik Lind, Mundt (retsformand), Svend Maabjerg, Sarroe og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Andelssildeoliefabriken A.m.b.A., Esbjerg, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Klagerne har nedlagt følgende påstande

Andelssildeoliefabriken A.m.b.A. har i strid med Hovedaftalens § 2 varslet lockout ved kollektivt at afskedige medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El- Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark den 29. juni 1989 til ikrafttræden senest den 31. oktober 1989.

Andelssildeoliefabriken A.m.b.A. tilpligtes for brud på gældende overenskomst til Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der var den 29. juni 1989 ansat i alt 135 mand i produktionen. På domsforhandlingstidspunktet er der ansat 17 medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund, 5 medlemmer af Dansk El-Forbund og 83 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark.

Efter overenskomsterne for de to førstnævnte grupper er det længste normale opsigelsesvarsel (for arbejdere, der er fyldt 50 år efter 12 års beskæftigelse) 120 dage. Disse overenskomster indeholder endvidere følgende bestemmelse: »Opsigelsesvarsel bortfalder ved arbejdsledighed forårsaget af andre arbejderes arbejdsstandsning, ved indtræden af maskinstandsning, materialemangel og enhver force majeure.« Tilsvarende bestemmelse blev indført ved en lokalaftale af 9. maj 1989 for så vidt angår de beskæftigede medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. For disse indeholder lokalaftalen følgende - i forhold til overenskomsten for arbejderne gunstigere - opsigelsesregler

»Samtlige ansatte har følgende opsigelsesfrister

Efter 9 mdr.s ansættelse.........21 dage Efter 3 års ansættelse...........49 dage Efter 6 års ansættelse...........70 dage«

Sagens nærmere omstændigheder er i øvrigt følgende

Den indklagede virksomhed forarbejder industrifisk til fiskemel og fiskeolie. Fisken, der leveres af fabrikkens ejere (andelshaverne), kan ikke oplagres, men skal forarbejdes straks på grund af dens lette fordærvelighed. Reguleringen af fiskeriet i Nordsøen har ført til, at fiskearten tobis udgør omkring 70% af virksomhedens råvaregrundlag. Fiskeriet foregår navnlig i perioden 15. april - 15. juli, med 10 ugers særlig intensivt fiskeri. I den pågældende periode ansætter virksomheden derfor ekstra personale, således at der i hvert fald i denne periode arbejdes 7 dage om ugen. På trods heraf viste det sig allerede i 1984 umuligt helt at undgå ventetid i produktionen, da det er vanskeligt at regulere det tempo, hvori fisken landes på havnen. Disse forhold førte til, at virksomheden i 1984 ansøgte Miljøstyrelsen om en udvidelse af produktionskapaciteten. Ansøgningen resulterede i at virksomheden ved Miljøankenævnskendelse af 11. marts 1988 blev pålagt et produktionsloft på 385.ooo tons årligt, fastlagt på baggrund af produktionsomfanget i 1984 - 1985. Dette produktionsloft blev stadfæstet af Ribe Amtsråd den 28. december 1988 således, at virksomhedens produktion fra 1. januar 1989 til 28. februar 1990 maksimalt måtte udgøre 385.000 tons. På baggrund af amtsrådets afgørelse var virksomheden allerede i april 1989 af den opfattelse, at det fastsatte produktionsloft ville være nået længe forinden 1. marts 1990. Ved skrivelse af 17. april 1989 rettede virksomheden derfor henvendelse til formanden for Ribe Amtsråds Udvalg for teknik og miljø og redegjorde nærmere for det problem, der forventedes at opstå. I skrivelsen redegøres ikke alene for de tekniske problemer, men også for de meget alvorlige konsekvenser af menneskelig og økonomisk art, en lukning af virksomheden ville få.

Da denne henvendelse ikke umiddelbart resulterede i en forøgelse af produktionsloftet, rettede virksomheden ved skrivelse af 9. juni 1989 henvendelse til Miljøstyrelsen og anmodede om en udvidelse af det fastsatte produktionsloft på 385.000 tons til ikke under 435.000 tons, subsidiært om tilladelse til at udlede kondensat til Vesterhavet fra den produktion, der måtte overstige det fastsatte produktionsloft. I skrivelsen til Miljøstyrelsen påpegede virksomheden, at det blandt andet på grund af eksisterende bestemmelser om varsling i forbindelse med afskedigelser i større omfang ville være nødvendigt at varsle sæsonlukning senest den 1. juli 1989.

På grund af sagens alvorlige karakter rettede virksomheden ved skrivelse af 20. juni 1989 henvendelse direkte til miljøminister Lone Dybkjær. Skrivelsen indeholder et resume af sagens forhistorie og en redegørelse for den da foreliggende situation. Det hedder i skrivelsen bl.a.

»Såvel lugtemission som kvælstofudledning stiger, når fisken forringes under ventetid i havn. Indskrænkninger på fabrikkens foranledning i landingstilladelser kan sjældent regulere tilgangen tilstrækkeligt jævnt.

Derfor søgte andelssild i 1984 om tilladelse til udvidelse af produktionskapaciteten.

Myndighederne ville ved denne lejlighed indføre en begrænsning i vore udledninger. Vi gjorde dengang Miljøstyrelsen opmærksom på, at vor kutterflådes kapacitet nødvendiggjorde en års produktion af indtil 465.000 tons fisk.

Af forskellige årsager blev sagsbehandlingen i Miljøstyrelsen forsinket. Tilsyneladende havde Miljøstyrelsen oprindeligt forståelse for vort krav til størrelsen af et produktionsloft. Det er vor opfattelse, at de begivenheder, som førte til havmiljøplanen, medførte, at et loft på kun 375.000 tons blev påbudt.

Efter appel meddelte Miljøankenævnet 11. marts 1988 et årligt loft på 385.000 tons.

I perioden 11. marts til 31. december 1988 blev forarbejdet 385.000 tons.

Ribe Amt gav alligevel tilladelse til at produktion kunne fortsætte, idet den kommende periode for oparbejdning af 385.000 tons så skulle være 14 måneder. Amtets teknikere stillede i udsigt, at en påvist nedgang i kvælstofudledning kunne danne grundlag for en forhøjelse af loftet. Siden dette møde den 22. december 1988 har Andelssild presset på for at forhindre en lukning af fabrikken. Prognoserne viser nemlig, at mængderne i år stort set bliver som i 1988, og at 385.000 tons vil være nået den 1. november 1989. Virksomheden må således lukke i de følgende 4 måneder.«

Der forelå ikke svar på denne henvendelse den 28. juni 1989, på hvilken dato der afholdtes samarbejdsudvalgsmøde på virksomheden. I mødet deltog blandt andre teknisk direktør Ewan Worck Nielsen og medarbejderrepræsentanterne Niels Højer og fællestillidsmand for samtlige ansatte arbejdere på fabrikken Jes Paulsen. Dagsordenen omfattede alene spørgsmålet om afskedigelser i forbindelse med produktionsstop pr. 1. november 1989. Referatet fra samarbejdsudvalgsmødet indeholder følgende

» Worck orienterede om status vedrørende forsøg på løsning af problemer omkring produktionsloftet på 385.000 tons.

Bedre råvarekvalitet - mindre forurening. Ribe Amts udvalg for Teknik og Miljø har, ifølge pressen, på udvalgsmøde den 13. juni 1989 anerkendt sammenhængen mellem råvarekvalitet og vandforurening. Et flertal i udvalget var indstillet på at give 15.000 tons mere råvare pr. år. Mindretallet ønsker denne afgørelse behandlet på Amtsrådsmøde den 20. juli 1989.

Konklusion: Selv om vi får 15.000 tons råvarer mere, ændrer dette ikke vor situation afgørende. 15.000 tons svarer til 1/2 normal måned.

Vi må derfor ufortrødent arbejde videre på at få produktionsloftet hævet med 15%.

Tilbageførsel (dumpning) af urent kondensat til havet: Miljøstyrelsen har meddelt, at man ikke vil behandle vor ansøgning, før Ribe Amt har taget endelig stilling til udvidelse af produktionsloftet.

Konklusion: Vi kan ikke forvente at få en afgørelse indenfor den nærmeste fremtid. Vi vil forfølge muligheden for dumpning, idet det meget vel kan vise sig at være eneste realistiske måde at løse vandforureningsproblemet på, idet dette problem er et nærområdeproblem (Ho-Bugt).

Produktionsstop pr. 1. november 1989: Vi må forudse at der efter 1. november 1989 og indtil 1. marts 1990 ikke er mulighed for at drive fiskemelsproduktion på Andelssild.

Konsekvensen er, at alle timelønnede vil blive afskediget, således at alle er fratrådt senest den 31. oktober 1989.

Flere faktorer gør fremtiden særdeles uigennemskuelig

1) Produktionsstop vil betyde mindre indtjening for virksomheden.

2)Ny miljøgodkendelse pr. 1. maj 1990 ved man intet om.

3) Miljøproblemerne med vand og luft begynder man at have en vis ide om omkostningsmæssigt: Investeringer i størrelsesordenen 100 - 150 mill. kr. er sandsynlige.

4) Fiskerimulighederne indgyder ikke optimisme.

Set under et må ledelsen vurdere, at bl.a. strukturændringer i virksomheden kan blive en konsekvens: Derfor kan man ikke give nogen garanti for genansættelse.

Situationen kan ændre sig, således at også funktionærerne vil blive berørt beskæftigelsesmæssigt.

Niels Højer mente, at hvis dumpningssagen forhandles i Miljøstyrelsen er Ribe Amt ude af sagen, og Andelssild kan frit producere, indtil Miljøstyrelsen har truffet en afgørelse.

Worck mente ikke, at tingene hang sammen på den måde, men vil undersøge sagen.

Man blev enige om, at Worck orienterer medarbejderne vedrørende situationen og afskedigelserne på et møde torsdag den 29. juni 1989 kl. 14.00.«

Den 29. juni 1989 blev samtlige timelønnede medarbejdere, i alt 135 mand ansat i produktionen, opsagt til fratræden 31. oktober 1989. Det anføres i skrivelsen til den enkelte medarbejder, at »I de tilfælde, hvor der er afgivet et længere opsigelsesvarsel end foreskrevet i overenskomsten, vil dette ikke forpligtige virksomheden i fremtidige forhold.«

Da man fra forbundenes side gjorde gældende, at der ved de stedfundne kollektive opsigelser var varslet lockout i strid med Hovedaftalens § 2, afholdtes der den 12. juli 1989 fællesmøde i sagen. På dette møde oplystes det fra arbejdsgiverside, at man, såfremt der skulle ske ændringer i de forhold, der har betydning for produktionens ophør, ville foretage en revurdering af situationen. Arbejdstagersiden forbeholdt sig at videreføre sagen for Arbejdsretten. Dette skete ved klageskrift af 18. juli 1989.

Ved skrivelse af 20. juli 1989 fastholdt Ribe Amtsråd produktionsloftet på 385.000 tons i perioden fra 1. januar 1989 til 28. februar 1990.

På et forberedende møde i Arbejdsretten den 2. august 1989 henstillede retsformanden, at der afholdtes et møde med deltagelse af organisationerne til drøftelse af sagen. I overensstemmelse med henstillingen afholdtes mødet den 22. august 1989. Referatet af dette møde indeholder følgende

»Arbejdstagerorganisationerne afviste at den nuværende situation begrundede opsigelse af organisationernes medlemmer og anmodede om, at opsigelserne blev trukket tilbage.

Fra arbejdsgiver side redegjorde man påny nøje for sagen, herunder for de drøftelser, der efter 2/8-1989 havde fundet sted med amtslige og kommunale miljømyndigheder. Man redegjorde endvidere for under hvilke drifts- og tidsmæssige forudsætninger der kunne være mulighed for evt. genansættelse af arbejdskraft. Man fastholdt fremdeles den driftsmæssige nødvendighed af de afgivne opsigelser.

Fra arbejdstagerside meddelte man at man fastholdt den for Arbejdsretten indbragte klage.«

Ved skrivelse af 6. september 1989 meddelte Ribe Amtsråd, efter fornyet ansøgning af 17. august 1989 fra virksomheden, tilladelse til, at produktionen fra den 1. januar 1989 til den 28. februar 1990 maksimalt må være 435.000 tons. Det anføres, at afgørelsen kan påklages til miljøstyrelsen senest den 5. oktober 1989 af de klageberettigede, der samtidig blev underrettet om afgørelsen.

Det fremgår af en fremlagt avisartikel i »Esbjerg Ugeavis« fra den 5. september 1989, at amtsrådets afgørelse blev truffet med en enkelt stemmes flertal. Det fremgik af artiklen, at virksomhedens direktør Hans Berg Madsen, til avisen skal have udtalt, »at man ikke nødvendigvis vil genansætte alle fyrede. Det afhænger af, hvor mange fisk der kommer ind.« I »Vestkysten« fra den 14. september 1989 refereres direktøren for at have udtalt: »Som det ser ud for øjeblikket, vil vi ramme det oprindelige loft omkring 1. januar..... Men de aktuelle fiskestop kan hurtigt ændre det billede, så planlægningsmæssigt er det en gang rod af rang.« I samme artikel anføres det, at tillidsmand for SID Fabrik Bent Drackmann, der også var fungerende fællestillidsmand, til avisen har udtalt følgende: »Vi vil ikke gå ind i midlertidige løsninger....... Hvis fabrikken fortsætter efter 1. oktober (skal være 1. november), hvor vi har et fyringsvarsel, betragter vi den kollektive fyring som afblæst, og så gælder den hidtidige overenskomst med generelt 70 dages fyringsvarsel igen.«

Avisartiklen fortsætter

»Når arbejderne på fabrikken ikke ønsker at gå ind i forhandlingen om midlertidige genansættelser for en del af arbejdsstyrken, skyldes det først og fremmest, at fabriksledelsen efter deres mening ikke har ført seriøse forhandlinger om mindre bemanding efter 1. oktober (skal være 1. november).«

Artiklen slutter med et referat af, at fabriksarbejderne ikke er enige med fabriksledelsens beregninger over, hvornår fabrikken vil nå det tidligere produktionsloft på 385.000 tons råvarer. Bent Drachmann citeres for at have udtalt, at beregninger ud fra tilførslerne for de sidste fire år viser, at fabrikken først vil nå 385.000 tons en gang i januar.

Det er oplyst, at fem nu ansatte timelønnede har underskrevet en tidsbegrænset ansættelsesaftale på en af fabrikken udarbejdet aftaleblanket af følgende ordlyd

»Mellem nedenstående og Andelssildeoliefabriken a.m.b.a., Esbjerg er der dags dato truffet aftale om, at du ansættes for perioden

fra / -19 til / -19 .

idet det bemærkes, at den foretagne afskedigelse pr. 29/6-89 stadig står ved magt.«

Parterne har fremlagt hver sine oversigter over mængderne af de gennem de seneste år forarbejdede råvaremængder. Bortset fra en afvigelse på 10.000 t i 1987 og på 5.000 t i 1988-tallene er oversigterne i det væsentlige overensstemmende. Her gengives de efter klagernes oplysning om 1985-tallet, i øvrigt efter indklagedes oversigter

1985 326.200 t

1986 353.400 t

1987 364.342 t

1988 413.126 t

I månederne januar - august i årene 1988 og 1989 er der indbragt følgende råvaremængder

1988 1989

Januar 7.459,750 t 14.492,910 t

Februar 9.361,600 t 12.034,085 t

Marts 23.562,940 t 23.759,640 t

April 54.028,150 t 50.628,490 t

Maj 95.861,391 t 87.082,542 t

Juni 63.876,840 t 71.942,084 t

Ialt 254.150,671 t 259.939,751 t

Juli 24.255,880 t 17.428,127 t

August 40.507,210 t 27.411,120 t

Ialt 318.913,761 t 304.778,998 t

For de resterende måneder af 1988 fordeler den indbragte råvaremængde sig således

September 34.176,014 t

Oktober 26.620,850 t

November 26.272,890 t

December 7.143,340 t

Ialt 413.126,855 t

Fællestillidsmand Jes Paulsen har om bemandingen af fabrikken forklaret, at der er en fast stab på 85-90 ansatte timelønnede. I april antages en del medarbejdere til spidsbelastning og som ferieafløsere i sommermånederne, og de afskediges normalt igen i september. Når der er mindre at gøre om vinteren, udfører de fastere ansatte renoverings-, maskinreparations- og malerarbejder. Det havde undret vidnet, at man fra fabriksledelsens side hele tiden, mens arbejdsretssagen havde verseret, havde fastholdt, at de 385.000 tons - med deraf følgende produktionsstop - ville være nået den 1. november 1989, men vidnet kunne forestille sig, at grunden skulle søges i, at man ville lægge pres på politikerne.

Teknisk direktør Ewan Worch Nielsen har forklaret, at de fiskere, der er andelshavere, har ret og pligt til at levere den fangede fisk som råvare til virksomhedens produktion. Det ligger i sagens natur, at den leverede råvaremængde vil være stærkt varierende fra dag til dag og fra uge til uge. For 1988 blev fabrikken af Ribe Amtsråd anmeldt til politiet for at have overskredet det foreskrevne produktionsloft. Det bestrides fra virksomhedens side, at der har fundet overskridelse sted, men sagen er ikke afsluttet. Denne sag skal ses som baggrund for, at der i amtsrådets tilladelse af 28. december 1988 blev fastsat en så lang periode som 14 måneder for de 385.000 tons. Der har igennem de sidste 18 år været en stigende produktion, og stigningen skyldes dels en forøgelse af fiskerflåden, dels en vilje og evne hos fiskerne til at fiske om vinteren. Der skete navnlig i 1985 en udvidelse af produktionskapaciteten i forhold til tidligere. Fangsttallene i 1989 er af omtrent samme størrelse som i de sammenlignelige måneder af 1988. Det bedste og mest kvalificerede skøn over fangstmængden i 1989, som kunne anlægges den 29. juni 1989, var, at produktionskvoten ville være opbrugt den 1. november 1989. Tillidsmændene havde udvist forståelse for nødvendigheden af, at man måtte skride til varsling af afskedigelse af samtlige timelønnede med udgangen af oktober 1989. Det ville ikke have været rimeligt at afvente udviklingen, for det ville have ført til, at man måtte have påbegyndt varslingerne med de medarbejdere, der havde været ansat længst og derfor havde de længste opsigelsesvarsler. Den 20. juli 1989 havde vidnet fået en meddelelse om, at der nu var flertal i amtsrådet for en udvidelse af produktionsloftet, men det modsatte blev samme dag meddelt i pressen. Der blev ved amtets skrivelse af denne dato åbnet en mulighed for en produktionsudvidelse, hvis Esbjerg kommune ville påtage sig rensning af en del af spildevandet, men denne løsning viste sig uigennemførlig. Efter modtagelse af meddelelse herom den 15. august 1989, arbejdede man på ny kraftigt for at få amtsrådet til at ændre holdning. Der afholdtes budgetmøde i amtsrådet den 31. august 1989, hvor virksomhedens sag kom på dagsordenen. Det resulterede i den afgørelse, der blev meddelt virksomheden ved amtsrådets skrivelse af 6. september 1989. Vidnet var bekendt med ankefristen for denne afgørelse, og der har i pressen være forlydende om, at afgørelsen vil blive påklaget til miljøstyrelsen. Virksomheden anvender den under sagen fremlagte blanket til antagelse af midlertidig arbejdskraft, idet man har manglet folk. Foreløbig har 5 medarbejdere underskrevet aftalen, og virksomheden forudser at måtte anvende den frem til 1. november 1989. Flere medarbejdere er syge, og andre har fundet andet arbejde. Fremgangsmåden med midlertidig ansættelse, hvis overenskomstmæssighed har været bestridt fra tillidsmændene, har været drøftet med virksomhedens organisation, der ifølge vidnet har sagt god for den.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der, som det har vist sig, ikke er nogen driftsmæssig begrundelse for de afgivne kollektive opsigelsesvarsler. En indbringelse af amtsrådets ved skrivelse af 6. september 1989 trufne afgørelse for miljøstyrelsen har ikke opsættende virkning, og det må anses for ganske usandsynligt, at miljøstyrelsen skulle kunne nå at træffe sin afgørelse, før produktionsloftet er nået. Der er ikke overenskomstmæssig hjemmel til at foretage midlertidig ansættelse, således som virksomheden gør. Når opsigelserne blev afgivet så tidligt som den 29. juni 1989 - altså langt tidligere end de længste opsigelsesvarsler nødvendiggjorde - skyldtes det ikke driftsmæssige hensyn, men var begrundet i et ønske om at lægge pres på politikerne. Selvom opsigelserne ikke var foretaget i kamphensigt over for medarbejderne, foreligger der alligevel en iværksættelse af lockout i strid med Hovedaftalens § 2, idet varslingerne ikke var begrundet i driftsmæssige hensyn. Det viser den senere udvikling. Virksomheden tilbagekaldte ikke opsigelserne, hverken på fællesmødet, på det møde, der afholdtes efter henstilling på det forberedende møde i Arbejdsretten, eller senere. Tværtimod fortsatte virksomheden efter amtsrådets seneste afgørelse overenskomststridigt at antage arbejdskraft ved midlertidige ansættelser. Det bestrides, at det udelukkende skal være vurderingen på varslingstidspunktet, der skal være afgørende for sagen. I øvrigt havde der ingen begrundelse været for at afskedige samtlige ansatte timelønnede, herunder f.eks. smede, der fortsat skal arbejde på virksomheden efter 1. november 1989.

Som begrundelse for at gøre den indklagede organisation, Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark, medansvarlig har klagerne anført, at organisationen på fællesmødet, og i hvert fald som forholdene senere udviklede sig, burde have pålagt virksomheden at tilbagekalde den kollektive afskedigelse.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det må være forholdene, som de forelå på tidspunktet for afgivelsen af opsigelserne, sammenholdt med tidspunktet for klagernes indgivelse til Arbejdsretten, der er genstand for rettens vurdering. Opsigelserne er afgivet ikke for at skade medarbejderne, men af nødvendighed, fordi man efter de trufne myndighedsafgørelser må imødese det som en realitet, at man ikke lovligt kan fortsætte produktionen ud over 1. november 1989. Opsigelsesvarslerne måtte iagttages, og det kan ikke bebrejdes virksomheden, at man ikke ventede, for det ville føre til det urimelige resultat, at man måtte skride til afskedigelse først af de medarbejdere, der havde haft længst ansættelse. Der fremkom da heller ikke nogen protest fra medarbejderside på samarbejdsudvalgsmødet den 28. juni 1989 over den valgte fremgangsmåde. Der var ikke tale om nogen kamphensigt, men opsigelserne er alene begrundet i driftsmæssige hensyn. Der har, som det fremgår af det fremlagte talmateriale, i de senere år været en produktionsstigning på ca. 25.000 t pr. år. I 1988 produceredes - efter klagernes oplysninger - 408.400 t, og en fremskrivning af dette tal fører til en forventet produktion i 1989 på ca. 433.400 t. Da opsigelserne blev afgivet, resterede ca. 125.000 t af produktionskvoten. Ser man på, hvad der blev produceret i månederne juli - oktober 1988, drejer det sig gennemsnitligt om over 30.000 t pr. måned. Det skøn, der blev foretaget den 28. og 29. juni 1989, hvorefter produktionsloftet ville blive nået omkring den 1. november 1989, må herefter betragtes som rimeligt. Såfremt amtsrådets afgørelse af 6. september 1989 bliver påklaget til miljøstyrelsen, og denne inden den 1. november 1989 ændrer amtsrådets seneste afgørelse, således at produktionsloftet sænkes, består problemet stadig for virksomheden. Der er derfor ikke tale om varsling af lockout i strid med Hovedaftalen.

For så vidt angår påstanden om organisationsansvar har indklagede til støtte for frifindelsespåstanden, ud over at henvise til det allerede om påstanden over for virksomheden anførte, gjort gældende, at der af klagerne intet er oplyst om, at organisationen skulle have delagtiggjort sig i virksomhedens dispositioner, da opsigelserne blev afgivet, og produktionsforholdene stiller sig - som anført - fortsat ganske uafklarede.

Arbejdsretten skal udtale

Således som klagernes påstande er nedlagt, er det spørgsmål, Arbejdsretten skal tage stilling til, om virksomheden har været berettiget til den 29. juni 1989 ud fra driftsmæssige hensyn kollektivt at opsige alle timelønnede arbejdere til fratræden senest den 31. oktober 1989. Efter den stedfundne bevisførelse må det lægges til grund, at virksomheden på tidspunktet for opsigelsernes afgivelse måtte vurdere det som en realitet, at den kom til at iværksætte et produktionsstop på et eller andet tidspunkt omkring den 1. november 1989. Der var således en begrundelse i driftsmæssige hensyn for i slutningen af juni 1989 kollektivt at varsle opsigelserne til ikrafttræden senest den 31. oktober 1989, og det kan ikke - uanset hvad der senere er passeret - antages, at opsigelserne på dette tidspunkt er iværksat med kamphensigt i strid med bestemmelsen i Hovedaftalens § 2. Herefter vil indklagedes frifindelsespåstand være at tage til følge.

Klagerne findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark for Andelssildeoliefabriken A.m.b.A., Esbjerg, frifindes for de af klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund og Specialarbejderforbundet i Danmark, under denne sag nedlagte påstande.

Klagerne betaler inden 14 dage 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.321, K 88.233, K 88.271, K 87.032 (A 1987 s.125).

En sildeoliefabrik opsagde den 29/6 1989 samtlige timelønnede medarbejdere, i alt 135 mand til fratræden den 31/10 s.å., på hvilket tidspunkt virksomheden skønnede, at et produktionsloft gældende indtil 28/2 1990 ville være nået. Opsigelserne blev indbragt for Arbejdsretten, idet det blev gjort gældende, at der forelå en overenskomststridig lock-out. Vedkommende arbejdsgiverforening blev påstået idømt bod for organisationsansvar ved ikke at have pålagt virksomheden at tilbagekalde opsigelserne på fællesmødet.

Både virksomheden og arbejdsgiverforeningen blev frifundet, da opsigelserne fandtes driftsmæssigt begrundet, og det ikke kunne antages, at opsigelserne var iværksat med kamphensigt i strid med Hovedaftalens § 2.