Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Ikke godtgjort, at en aftale om arbejdstidsændring var indgået uafhængig af, om en mere omfattende aftale ville blive indgået.(* 1) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf- Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Aalborg Stiftstidende (advokat Merete Preisler)
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Kollektiv overenskomst 3. Fortolkning af kollektiv overenskomst Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Ikke godtgjort, at en aftale om arbejdstidsændring var indgået uafhængig af, om en mere omfattende aftale ville blive indgået.(* 1) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf- Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Aalborg Stiftstidende (advokat Merete Preisler)
Dommere: Vejgaard Andersen, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Erik Kjærgaard, Kofod og Strube.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Aalborg Stiftstidende for Arbejdsretten for overenskomstbrud og har nedlagt påstand om, at indklagede Aalborg Stiftstidende tilpligtes at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Typograf-Forbund.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende
I sommeren 1988 drøftede man lokalt mellem tillidsmændene for typograferne på Aalborg Stiftstidende og bladets tekniske chef Leif Johansen aftalegrundlaget for de fremtidige arbejdsplaner i sætteriet, herunder placeringen af den overenskomstmæssige arbejdstidsnedsættelse pr. 1. september 1988 fra 38 1/2 til 38 timer om ugen. Efter nogle indledende drøftelser sammenfattede Leif Johansen de emner, som endnu skulle drøftes under de fortsatte forhandlinger, i et arbejdsnotat, hvori det bl.a. hedder
»Arbejdsnotat vedr. aftalegrundlag for arbejdsplaner i sætteriet.
I forbindelse med diskussionerne vedrørende aftalegrundlaget for fremtidige arbejdsplaner blev de enkelte punkter gennemgået for at undgå misforståelser.
Ved denne gennemgang fremkom der forskellige kommentarer, der måske er væsentlige ved evt. kommende diskussioner.
Tillidsmændene havde samtidig forskellige ønsker, der bør markeres i et referat.
Jeg har forsøgt at samle disse emner i følgende:.....
Arbejdstidsforkortelse: Vedrørende arbejdstidsforkortelsen ønsker tillidsmændene, at nedsættelsen sker om lørdagen med et kvarter i begge ender af arbejdsdagen. Dette kan ikke godkendes.
Arbejdstidsændring: Tillidsmændene foreslog derefter, at arbejdstiden på dagtur blev ændret til f.eks. kl. 7.30. Man blev enige om at foreslå dette som alternativ......
Pauser: Tillidsmændene havde forskellige forslag vedrørende pauser og placeringen af disse.
Sigtet var at forkorte arbejdstiden og samtidig øge produktiviteten.
Leif Johansen kunne ikke med forskellige begrundelser gå ind for forslagene. For at vise positivitet anbefalede han mødetiden på dagtur til kl. 7.30......
Godkendelse af aftale: Der var enighed om, at aftalen først er godkendt, når dette er sket af personale og virksomhed.«
I referatet fra de møder, som herefter fandt sted den 15., 17. og 18. august 1988, hedder det bl.a.
»DELTAGERE: Preben Foldager, Lisbeth Jensen, Preben Pedersen, Rene Lauritzen, Erik Yde, Bruno Larsen, Peer Johansen, Leif Johansen.....
Formål: Mødernes formål var at finde frem til et fundament vedrørende arbejdsplanernes fremtidige udformning. Der blev på møderne enighed om følgende grundlag:.....
Arbejdstidsforkortelse: Arbejdstidsforkortelsen pr. 1. september 1988 sker med 5 minutter om eftermiddagen.
Arbejdstidsændring: Mødetiden på dagtur ændres til at være kl. 7.30......
Aftalen: Denne aftale kan opsiges med 3 måneders varsel......«
Det fremlagte referat indeholder plads til underskrift af tillidsrepræsentant Preben Foldager og teknisk chef Leif Johansen, men er ikke underskrevet.
Da resultatet af afstemningen om den ændrede husaftale vedrørende sætteriet ikke kunne forventes at foreligge inden den 1. september 1988, blev det aftalt at ændre arbejdstiden på dagtur i overensstemmelse med det i mødereferatet anførte allerede fra denne dato. Aftalen herom er efter klagernes opfattelse en endelig aftale, der er gældende uanset resultatet af afstemningen om den ændrede husaftale, hvorimod aftalen efter de indklagedes opfattelse med rette er bragt til ophør med virkning fra den 19. september 1988, efter at personalet ved afstemningen om husaftalen havde forkastet de i øvrigt foreslåede ændringer af arbejdsplanen.
Underretning om den fremtidige arbejdstid på dagtur blev givet personalet dels ved opslag i virksomheden, dels ved trykte meddelelser til fraværende medarbejdere. Begge steder hed det, at dagholdet fra uge 35 skulle møde således
»Mandag-fredag kl. 7.30-14.05
Lørdag kl. 6.55-14.05«
Da den fremtidige arbejdstid inklusiv en daglig kaffepause fra kl. 14.05 til kl. 14.20 imidlertid rettelig skulle være fra kl. 7.30 til kl. 14.20 mandag til lørdag, blev dette den 27. august 1988 præciseret i et af Leif Johansen og tillidsrepræsentant Rene Lauritzen underskrevet papir, der under sagen er fremlagt i to versioner. I den af klagerne fremlagte version, der alene foreligger i fotokopi, hedder det
»Ang. arbejdstidsændringer fra 1.09.88.
Dagtur møder mandag til lørdag 7.30 til 14.20.
Der er kaffepause fra l4.05 til 14.20.«
I den af de indklagede fremlagte version, der er forsynet med originale underskrifter, hedder det
»Ang. arbejdstidsændringer fra 1.09.88, under forudsætning af den samlede aftales godkendelse.
Dagtur møder mandag til lørdag 7.30 til 14.20.
Der er kaffepause fra 14.05 til 14.20.«
Sætningen »under forudsætning af den samlede aftales godkendelse« fremtræder på en måde, som kunne give mistanke om, at den ikke er skrevet samtidig med den øvrige del af papirets maskinskrevne tekst, idet tegnet efter »88« synes ændret eller forsøgt ændret fra et punktum til et komma, ligesom der er en lille ændring i det vandrette linieforløb i det første afsnit. I givet fald kan dog hverken originaleksemplaret eller den af klagerne fremlagte fotokopi bidrage til belysning af, om tilføjelsen er skrevet før eller efter, at papiret blev underskrevet.
Den ændrede arbejdstid på dagtur for personalet i sætteriet blev gennemført som planlagt, men som nævnt bragt til ophør med virkning fra den 19. september 1988, efter at husaftalen var blevet nedstemt. Dette skete ved en intern meddelelse af 7. september 1988 - dagen efter afstemningen - fra Leif Johansen til Preben Foldager. I meddelelsen hedder det
»På formiddagens møde med tillidsmændene oplystes det, at personalet har svaret negativt på den helhedsløsning vedrørende ændringer af arbejdsplan, som vi har diskuteret den 15., 17. og 18. august 1988.
Beskeden fra jer modtages naturligvis med beklagelse, idet jeg havde opfattet positivitet under forhandlingerne.
Da aftalen på baggrund af det oplyste ikke kan indgås, bortfalder også den pr. 29/8 - 1988 ændrede mødetid, idet den som bekendt blev iværksat på basis af tillidsmændenes optimisme vedrørende aftalens godkendelse. Af referaterne fra vore møder fremgår det, at arbejdstidsændringen er en del af aftalen.
Mødetiden på dagtur vil derfor fra den 19. september 1988 være kl. 8.00 mandag til fredag og fra kl. 7.00 lørdag.«
Det fremlagte eksemplar af meddelelsen er forsynet med en påtegning, der er underskrevet af Preben Foldager og lyder således
»Modtaget kl. 14,03. - Svar kl. 14.05
Jeg må afvise dit postulat om, at der er givet forhåndsløfter fra de 4 deltagende tillidsmænd. - Det er en unødvendig argumentation for at opsige den ændrede arbejdstid.«
Da den indklagede virksomhed efter klagernes opfattelse har begået overenskomstbrud ved at bringe den indgåede aftale om ændret arbejdstid til ophør uden behørigt varsel, afholdtes den 22. december 1988 et fællesmøde til drøftelse af den opståede uoverensstemmelse. Enighed kunne dog ikke opnås, hvorefter klagerne indbragte sagen for Arbejdsretten ved klageskrift af 2. februar 1989.
Til brug for sagen har parterne i fællesskab anmodet dels Den Grafiske Højskole, dels IBM Danmark A/S, om at besvare en række spørgsmål. Af svaret fra Den Grafiske Højskole fremgår bl.a., at der i den af de indklagede fremlagte version af papiret, dateret den 27. august 1988, kan konstateres en lille ændring i det vandrette linieforløb i første afsnit, men ikke i andet afsnit. Forandringen i linieforløbet forekommer i øverste linie i første afsnit i ordene »under forudsætning« og fortsætter i næste linie, som er parallel med disse to ord og altså udviser et liniefald. Der er en lille forskel i afstanden mellem linierne i første og andet afsnit, idet afstanden mellem linierne i andet afsnit er 0,25 mm større.
Af svaret fra IBM Danmark A/S, der har haft den anvendte IBM-skrivemaskine udleveret, fremgår, at det konstaterede liniefald forudsætter en af to operationer. Enten er valseudløseren påvirket, hvorved underrulletrykket, der fastholder papiret mod valsen, er blevet ophævet, således at papiret, der stadig sidder i maskinen, kan bevæges frit. Eller også har papiret været udtaget af maskinen og genisat.
For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner.
Afdelingsleder Knud P. Nielsen, der har underskrevet svaret fra IBM Danmark A/S, har forklaret, at det forekommer ret usandsynligt, at papiret har været ude af maskinen. Det er langt mere sandsynligt, at anden sætning i første afsnit er tilføjet efterfølgende ved udløsning af valsen.
Tillidsrepræsentant Preben Foldager har forklaret, at man ved mødet den 15. august 1988 startede med at drøfte tilrettelæggelsen af den ændrede arbejdstid. Det skete i og for sig »uden for dagsordenen«, men skyldtes, at der kun var 14 dage tilbage, inden arbejdstidsnedsættelsen skulle sættes i værk. Fra medarbejdernes side var det et ønske, at den halve time skulle lægges på lørdagene, men det mødte ingen respons hos ledelsen, der ikke mente at kunne undvære en halv time denne ene dag om ugen. Ved mødet denne dag blev man enige om den ændrede arbejdstid på dagtur, således at arbejdet fremtidig skulle begynde kl. 7.30 i stedet for kl. 8. Det skete »uden større sværdslag«, og det er det, der er nedfældet i det fremlagte mødereferat. Aftalen herom var ikke afhængig af, at man nåede til enighed om de udestående punkter. Den skulle da også have virkning fra den 1. september 1988. Vidnet var ikke på arbejde den 27. august 1988, men blev hjemme ringet op af Rene Lauritzen, der fortalte, at han havde fået en henvendelse fra Leif Johansen, der gerne ville have præciseret, at bruttoarbejdstiden inklusive kaffepausen fra kl. 14.05 til kl. 14.20 gik til kl. 14.20 og ikke som anført i meddelelserne til personalet til kl. 14.05. Den 7. september 1988 underrettede vidnet Leif Johansen om resultatet af afstemningen den foregående dag og fik så kort efter den fremlagte skrivelse, hvori Leif Johansen gav meddelelse om, at aftalen om ændret mødetid skulle bortfalde fra den 19. september 1988. Vidnet ville indkalde til et tillidsmandsmøde, men folkene på aftenholdet var så fortørnede, at de nedlagde arbejdet for at drøfte situationen. Ved et forretningsudvalgsmøde i samarbejdsudvalget kort tid efter blev vidnet præsenteret for det af de indklagede fremlagte papir, der er dateret den 27. august 1988 og underskrevet af Rene Lauritzen og Leif Johansen, og hvoraf fremgik, at aftalen om arbejdstidsændringen var betinget af den samlede aftales godkendelse. Det var første gang, han så dette papir. Rene Lauritzen var på grund af sygdom ikke med til mødet, og vidnet måtte derfor sige, at han så ikke havde yderligere kommentarer til den foretagne annullation af aftalen om ændret arbejdstid, men gerne ville have en kopi af papiret. Straks efter mødet ringede han til Rene Lauritzen og spurgte ham, om han ikke kunne huske, hvad han havde skrevet under på. Rene Lauritzen fastholdt, at han kun havde skrevet under på et papir med en tilføjelse om kaffepauser og den heraf følgende ændrede bruttoarbejdstid. Tilføjelsen om, at aftalen om ændret arbejdstid var indgået under forudsætning af den samlede aftales godkendelse, kunne Rene Lauritzen ikke genkende. Da Rene Lauritzen igen mødte på arbejde en uges tid senere, viste vidnet ham kopien af det pågældende papir. Rene Lauritzen fastholdt, at det ikke var et papir med det indhold, han havde skrevet under på. Nogen tid senere kom han løbende med den af klagerne fremlagte fotokopi af aftalen, som han havde fundet i sin bakke med post. Leif Johansen har sagt til vidnet, at faktorerne ikke var helt tilfreds med den ændrede arbejdstid, og at han i øvrigt havde fortrudt, at han var gået med til at lade ordningen træde i kraft inden afstemningen, for den ændrede arbejdstid skulle have været »guleroden«, der sikrede en vedtagelse af hele planen.
Tillidsrepræsentant Rene Lauritzen har forklaret, at arbejdstidsændringen blev aftalt på det første møde den 15. august 1988. Man var enige om, at det var unødvendigt at underskrive noget papir herom, men det blev medtaget i mødereferatet, fordi dette blev lavet på grundlag af den tekst, der allerede stod i et tekstbehandlingsanlæg. Det papir, vidnet underskrev den 27. august 1988, er det, der svarer til den af klagerne fremlagte fotokopi. Det var faktor Peer Johansen, der kom med papiret, der da var underskrevet af Leif Johansen. Peer Johansen forklarede, at der var sket en fejl i de meddelelser om den ændrede arbejdstid, som var tilgået medarbejderne, idet kaffepausen ikke var kommet med. Det var derfor, det skulle laves korrekt. Vidnet skrev så under på papiret, som Peer Johansen tog med, da han gik. Vidnet ringede bagefter til Foldager og forklarede denne, hvad han havde skrevet under på. Efter afstemningen var vidnet sygemeldt nogle dage, men blev på et tidspunkt ringet op af Foldager, der sagde, at han var blevet præsenteret for et papir, hvori der stod, at aftalen om ændret arbejdstid var under forudsætning af den samlede aftales godkendelse. Vidnet svarede, at han aldrig havde set et sådant papir. Da han mødte på arbejde igen, lå papiret på hans bord. Vidnet tog det og gik ned til Leif Johansen, der straks udbrød, at det godt nok var noget skidt eller noget svineri med den der aftale. Det erklærede vidnet sig enig i. Da han kort efter så i sin bakke med post, fandt han en kuvert med en fotokopi af det af klagerne fremlagte papir, som var det papir, han havde underskrevet.
Tillidsrepræsentant Lisbeth Jensen har forklaret, at aftalen om ændret arbejdstid blev indgået under møderne midt i august 1988 uafhængigt af de øvrige ting, man forhandlede om. Efter meddelelsen den 7. september 1988 om bortfald af den ændrede mødetid blev arbejdet nedlagt, og folkene gik til fagligt møde. Vidnet oplyste herunder, at aftalen om den ændrede arbejdstid ikke var knyttet til nogen forudsætning. For en sikkerheds skyld ringede hun dog til de øvrige tillidsrepræsentanter, der bekræftede dette. Hun mødtes så med Leif Johansen og forlangte, at meddelelsen om bortfald skulle trækkes tilbage. Ved den lejlighed fremviste Leif Johansen ikke noget papir og henviste heller ikke til, at der skulle være underskrevet et papir indeholdende en forudsætning om den samlede aftales godkendelse.
Produktionschef Leif Johansen har forklaret, at han har deltaget i samtlige forhandlinger om husaftalen. Der blev ikke indgået nogen endelig aftale om ændring af mødetiden den 15. august 1988. Man har drøftet de ønsker, som var fremkommet, men nogen aftale blev som sagt ikke indgået. Spørgsmålet om mødetid blev således aldrig taget ud af det samlede forhandlingskompleks. Det af de indklagede fremlagte originale papir, dateret den 27. august 1988, er konciperet af vidnet. Der var sket det, at meddelelserne om den ændrede arbejdstid pr. 1. september 1988 var blevet udformet forkert på grund af en misforståelse med hensyn til kaffepausen, der skulle indregnes i bruttoarbejdstiden. Vidnet ville derfor sikre sig, at der var enighed om, hvad ændringen indebar. Han skrev i hånden en kladde med det indhold, som fremgår af papiret, og tilkaldte derefter faktor Peer Johansen, som han bad renskrive kladden. Peer Johansen skrev herefter det fremlagte papir på maskine i vidnets kontor. Vidnet underskrev papiret, der indeholdt forudsætningen om godkendelse af den samlede aftale, hvorefter Peer Johansen gik op i sætteriet med papiret og fik Rene Lauritzens underskrift på dette. Ved et møde den 30. august 1988, hvorunder man drøftede en sidste afpudsning af husaftalen inden afstemningen, forklarede vidnet nærmere om baggrunden for det papir, der var underskrevet den 27. august 1988, og det blev vist frem under mødet. Vidnet spurgte Rene Lauritzen, om han ville have en kopi af papiret, men det afslog han. Vidnet bestrider, at Rene Lauritzen har henvendt sig til ham kort efter meddelelsen om bortfald af aftalen om den ændrede arbejdstid. Først den 6. oktober 1988 fik han en henvendelse fra tillidsrepræsentanterne, der gjorde gældende, at man havde et papir med et andet indhold end det, der havde været fremme tidligere.
Teknisk direktør John Christensen har forklaret, at han i august 1988 kontaktede Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for at høre, om det ville være muligt at ændre arbejdstiden, inden afstemningen om aftalen som helhed havde fundet sted, idet arbejdstidsændringen var en del af denne aftale. Vidnet talte med fuldmægtig Eva Hvelplund, der ikke havde noget at indvende herimod, når det blev præciseret, at det var en forudsætning, at aftalen som helhed blev godkendt.
Faktor Peer Johansen har forklaret, at han deltog i forhandlingerne om husaftalen fra begyndelsen. Man har ved alle møderne drøftet samtlige problemer og har ikke aftalt noget særskilt for så vidt angår ændret arbejdstid. Vidnet har på maskine renskrevet det af de indklagede fremlagte papir vedrørende den ændrede mødetid. Det skete på Leif Johansens kontor. Leif Johansen havde skrevet en kladde, som han bad vidnet renskrive efter at have sikret sig, at der var en tillidsrepræsentant på arbejde på det pågældende tidspunkt. Vidnet er helt sikker på, at kladden også indeholdt ordene om forudsætningen, men kan ikke forklare, hvorfor det ser ud, som om sidste sætning i første afsnit er føjet til efterfølgende. Han tør ikke sige, om han har haft papiret ude af maskinen, inden sætningen blev skrevet. Han er imidlertid sikker på, at det hele var skrevet, inden Leif Johansen og Rene Lauritzen underskrev papiret. Papiret blev omtalt på et møde den 30. august 1988, hvorunder Leif Johansen spurgte, om nogen ønskede kopi heraf. Det var der ingen, der gjorde.
Faktor Erik Yde har forklaret, at han deltog i mødet den 30. august 1988, hvorunder Leif Johansen omtalte papiret af 27. august 1988 og spurgte, om det var i orden, hvilket Rene Lauritzen og de øvrige deltagere bekræftede.
Fuldmægtig Eva Hvelplund har forklaret, at hun, der er ansat i Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation, midt i august 1988 blev ringet op af direktør John Christensen, der orienterede hende om forhandlingerne vedrørende husaftalen og til sidst spurgte hende om en detalje vedrørende arbejdstidsændringen, som man gerne ville gennemføre pr. 1. september 1988. Vidnet gav udtryk for, at det var en dårlig ide at lave delløsninger, og at det i hvert fald måtte ske med forbehold, således at det var en forudsætning, at hele aftalen senere blev godkendt.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at der i august 1988 blev indgået en endelig og bindende aftale om ændrede mødetider på dagtur i sætteriet. Aftalen var således uafhængig af de øvrige elementer i husaftalen. Virksomheden har derfor gjort sig skyldig i overenskomstbrud ved at dekretere bortfald af aftalen i stedet for at opsige denne med behørigt varsel.
Klagerne har nærmere anført, at det lå fast, at arbejdstiden skulle nedsættes pr. 1. september 1988, og at arbejdstidsændringerne derfor måtte være lagt fast inden denne dato. Som forklaret af tillidsrepræsentanterne nåede man da også til definitiv enighed herom ved mødet midt i august 1988. Dette støttes af de meddelelser om den ændrede mødetid, som tilgik medarbejderne, og som intet forbehold indeholdt vedrørende den samlede aftales godkendelse. Et sådant forbehold ville heller ikke have været naturligt, da der ikke er nogen indre sammenhæng mellem arbejdstidsændringen og de øvrige bestemmelser i husaftalen. Det forbehold, som indeholdes i det af de indklagede fremlagte eksemplar af papiret dateret den 27. august 1988, må antages at være indføjet efterfølgende, hvilket støttes både af Rene Lauritzens forklaring og af de til brug for sagen indhentede udtalelser fra Den Grafiske Højskole og IBM Danmark A/S. Hvis Peer Johansen fik en kladde med den fulde tekst, forekommer det uforklarligt, hvorfor det renskrevne papir kom til at se ud, som tilfældet er. Hertil kommer, at papiret først dukkede op, efter at problemerne var opstået den 7. september 1988, idet det efter tillidsrepræsentanternes samstemmende forklaringer må lægges til grund, at de ikke har deltaget i noget møde den 30. august 1988, hvor papiret skal være vist frem. Endelig er der i meddelelsen fra Leif Johansen om bortfald af aftalen om ændret mødetid alene henvist til »referaterne fra vore møder« som grundlag for påstanden om, at arbejdstidsændringen var en del af den samlede aftale. Havde man dengang kunnet henvise til et også af Rene Lauritzen underskrevet papir herom, havde det været naturligt at gøre det. Først dagen efter fik tillidsrepræsentanterne imidlertid forevist et sådant papir.
De indklagede har anført, at det påhviler klagerne at bevise, at forbeholdet i det af de indklagede fremlagte papir, dateret den 27. august 1988 og underskrevet af Rene Lauritzen og Leif Johansen, er indføjet, efter at papiret var blevet underskrevet. Et sådant bevis har klagerne imidlertid ikke ført. Svarene fra Den Grafiske Højskole og fra IBM Danmark A/S beviser i realiteten intet, i hvert fald ikke at papiret har været ude af maskinen, idet det tværtimod efter afdelingsleder Knud P. Nielsens forklaring må læggers til grund som det mest sandsynlige, at tilføjelsen er sket med papiret fortsat i maskinen blot ved at udløse valsen. Der er end ikke skabt en formodning for, at forbeholdet er indføjet efter underskrift. Noget sådant bestrides da også, ikke blot af Leif Johansen, men også af Peer Johansen, der er helt sikker på, at kladden og det renskrevne papir indeholdt den omtvistede forudsætning, inden papiret blev underskrevet.
De indklagede har i anden række anført, at det i øvrigt ikke kan være afgørende for sagens udfald, om der foreligger en skriftlig aftale med forbehold om godkendelse af det samlede aftalekompleks, idet den mundtlige aftale om arbejdstidsændringens gennemførelse pr. 1. september 1988 indeholdt et sådant forbehold. Det fremgår udtrykkeligt af sidste stykke i det fremlagte arbejdsnotat, som også tillidsrepræsentanterne var med til at udforme, og som var grundlaget for drøftelserne under de senere møder i august 1988.
Arbejdsretten skal udtale
Hverken de på afgørende punkter helt modstridende forklaringer eller det under sagen i øvrigt oplyste, herunder de af parterne indhentede svar fra Den Grafiske Højskole og IBM Danmark A/S, giver retten grundlag for at afgøre, hvorvidt forbeholdet i det af de indklagede fremlagte papir, dateret den 27. august 1988 og underskrevet af tillidsrepræsentant Rene Lauritzen og produktionschef Leif Johansen, er tilføjet før eller efter underskrivelsen. Da klagerne heller ikke på anden måde har godtgjort, at aftalen om den ændrede mødetid, som blev iværksat sammen med arbejdstidsændringen pr. 1. september 1988, var endelig og uafhængig af, om det samlede aftalekompleks blev vedtaget eller forkastet ved den afstemning herom, som skulle ske kort efter den 1. september 1988, må det lægges til grund, at den indklagede virksomhed har været berettiget til at lade aftalen om ændret mødetid bortfalde som sket, efter at de øvrige foreslåede ændringer i husaftalen var blevet forkastet. Arbejdsretten tager derfor de indklagedes frifindelsespåstand til følge.
Med sagens omkostninger til Arbejdsretten forholdes efter omstændighederne som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Aalborg Stiftstidende, frifindes.
Sagens omkostninger 2.000 kr. skal betales til Arbejdsretten med halvdelen af hver af parterne.
Særlige noter
(* 1) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1989, side 117.
På en virksomhed var der udarbejdet et udkast til en ændret husaftale, der kom til afstemning og blev forkastet af arbejderne den 18/9 1988. Der var forinden afstemningen udfærdiget et papir underskrevet af en repræsentant for ledelsen og en tillidsrepræsentant, hvoraf fremgik at arbejdstiden på virksomheden var ændret med virkning fra 1/9. Dette papir blev under arbejdsretssagen fremlagt i to versioner. I den af arbejdsgiverparten fremlagte version fandtes forbeholdet »under forudsætning af den samlede aftales godkendelse«, medens dette forbehold manglede i den af arbejdstagerparten fremlagte version. Den af arbejdsgiverparten fremlagte kopi fremtrådte på en måde, der kunne give mistanke om, at forbeholdet ikke var skrevet samtidig med den øvrige del af papirets maskinskrevne tekst, og til brug for Arbejdsretssagen blev der foretaget tekniske undersøgelser dels af den af arbejdsgiverparten fremlagte version af papiret, dels af den skrivemaskine, der havde været anvendt. Retten kunne hverken efter de på afgørende punkter helt modstridende forklaringer eller det under sagen i øvrigt oplyste - herunder de tekniske undersøgelser - afgøre, om forbeholdet i den af arbejdsgiverparten fremlagte version af papiret var tilføjet før eller efter, at papiret var blevet underskrevet. Da arbejdstagerparten heller ikke på anden måde havde godtgjort, at den omhandlede arbejdstidsændring var endelig og uafhængig af, om den samlede ændring til husaftale blev vedtaget eller forkastet, måtte det lægges til grund, at det var berettiget af virksomheden at lade den omhandlede arbejdstidsændring bortfalde, og arbejdsgiverparten frifandtes for bod.