Bod 2.1.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse i forbindelse med eller efter abrejdsstandsning Bod ikke pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverorganisationers ansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Bortvisning i anledning af arbejdsnedlæggelse anset berettiget.(* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagtcentralen ApS (advokat Helge Werner)
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.1.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse i forbindelse med eller efter abrejdsstandsning Bod ikke pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverorganisationers ansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Organisationsfjendtlig virksomhed. Bortvisning i anledning af arbejdsnedlæggelse anset berettiget.(* 1) (* 2) Dansk Vagt-Forbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagtcentralen ApS (advokat Helge Werner)
Dommere: Friis Christensen, Erik Kjærgaard, Ebbe Nielsen, Riis (retsformand), Aage Spang-Hanssen, Aage Sørensen og Westergaard
Under denne sag har Dansk Vagt-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Vagtcentralen ApS for Arbejdsretten.
Klageren har nedlagt følgende påstande
1. De af Vagtcentralen ApS mandag den 23. og tirsdag den 24. januar 1989 gennemførte bortvisninger af samtlige virksomhedens 17 fuldtidsbeskæftigede vægtere er en overenskomststridig lockout, subsidiært en overenskomststridig bortvisning.
2. Vagtcentralen ApS har fredag den 20. januar 1989 overenskomststridigt afvist at ville forhandle med den gyldigt valgte tillidsmand Kim Pedersen.
3. Vagtcentralen ApS har gjort sig skyldig i en organisationsfjendtlig handling ved som betingelse for genansættelse af de bortviste vægtere at fordre, at disse skulle indmelde sig i Dansk Funktionærforbund.
4. Vagtcentralen ApS har overenskomststridigt ved lønafregning for hver enkelt vægter tilbageholdt 2.000 kr.
5. Vagtcentralen ApS tilpligtes at normalisere arbejdet.
6. Vagtcentralen ApS tilpligtes at betale en efter rettens skøn fastsat alvorlig bod, heri indeholdt uberettiget tilbageholdt løn samt løntab i øvrigt.
7. Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening tilpligtes for delagtighed i begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat alvorlig bod.
8. Dansk Arbejdsgiverforening tilpligtes for delagtighed i begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat alvorlig bod.
De indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har begrundet påstandene 1-6 med, at Vagtcentralen ApS har krænket sine forpligtelser over for tillidsmanden ved at nægte at forhandle med denne, at Vagtcentralen ApS har krænket sine forpligtelser i henhold til de for virksomheden gældende kollektive aftaler ved fremgangsmåde ved fastsættelse af overvågningstid og vejtid, at bortvisningerne er foretaget, uden at tillidsmandens og vægternes ønske om forhandling er blevet opfyldt, at bortvisningerne følgelig er uretmæssige og derved en ulovlig lockout, og at tilbageholdelse af 2.000 kr. ved den enkelte vægters afregning af optjent løn er uberettiget.
Vagtcentralen ApS har bestridt at have krænket sine forpligtelser over for medarbejderne i henhold til de for virksomheden gældende aftaler. Virksomheden gav i begyndelsen af januar 1989 efter anmodning fra en del af de ansatte vægtere tilsagn om at foretage en fuldstændig opmåling af vægternes arbejdsopgaver. Det aftaltes, at der mandag den 23. januar 1989 skulle afholdes møde mellem medarbejdernes tillidsrepræsentanter og virksomhedens ledelse, hvor resultatet af opmålingen skulle gennemgås og eventuelle konsekvenser drøftes. Såfremt man på mødet mandag den 23. januar 1989 enedes om at foretage eventuelle overenskomstmæssige justeringer af vægternes arbejdsforhold, skulle de enkelte vægtere orienteres herom i dagene fra tirsdag den 24. januar 1989 til fredag den 27. januar 1989. Eventuelle ændringer skulle herefter iværksættes i perioden fra den 1. februar 1989 til den 1. april 1989. De indklagede gør gældende, at de bortviste vægtere ved fredag den 20. januar 1989 kl. 18.40 overenskomststridigt at have nedlagt arbejdet har misligholdt de individuelle arbejdsaftaler væsentligt. Vagtcentralen ApS opfordrede samme aften to gange vægterne til at genoptage arbejdet. Vægterne blev samtidig advaret om, at de, såfremt dette ikke skete, måtte anses for selv at have bragt ansættelsesforholdet til ophør.
Parterne har dokumenteret følgende bestemmelser om vægternes arbejdstid
Brancheoverenskomsten for vagtselskaber 1987-1991 indeholder i § 9, stk. 5, følgende bestemmelse
»Såfremt tjenesten er baseret på overvågning i aftalt tid stilles den tilsvarende tid til rådighed for vagtfunktionæren, idet der i hver time skal være indregnet 10 minutter til personlig tid. Ved uoverensstemmelser om dette forhold har tillidsrepræsentanten ret til at få forevist den pågældende kontrakt.«
I mæglingsreferat af 23. december 1983 af møde samme dag mellem Vagtcentralen ApS og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening hedder det i punkt 7
»Den idealtid, der er sat til hver enkelt bevogtning, og som er alle vagtfunktionærer bekendt, kan, dersom vagtfunktionæren ikke finder den rigtig ved at skrive en melding, føre til tidtagning af bevogtningen, hvor man skal gå efter instruktionen. Eventuel regulering sker fra den dato meldingen er skrevet.
Udover idealtiden skal der være beregnet tid til kørsel mellem bevogtningerne, samt til og fra tilmeldingsstedet. Denne tid kan også kontrolleres ved tidtagning efter samme retningslinier som for idealtiden.
Eventuelle opgaver, udover hvad der er taget med i tidtagningen, skal betales med ekstratid.«
I mæglingsprotokollat af 24. maj 1984 vedrørende et mæglingsmøde samme dag mellem Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning og Rengørings- og Vagtselskabernes Arbejdsgiverforening hedder det i punkt 2
»Spørgsmålet om beregning af kredstid (idealtid) henskydes til lokal drøftelse. Såfremt der på virksomheden opstår uoverensstemmelse om fastlæggelse af kredstid, tages spørgsmålet op til drøftelse direkte mellem ledelsen og den/de berørte vægtere, og ledelsen giver tilsagn om i givet fald at tage med ud på turen for sammen med den implicerede vægter at kontrollere kredsen.«
I forhandlingsprotokollat af 7. august 1985 vedrørende et samme dag afholdt møde mellem Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning og Rengørings- og Vagtselskabernes Arbejdsgiverforening hedder det i punkt 6. Idealtid
»Spørgsmålet om beregning af kredstid optages til lokal drøftelse senest pr. 1. september 1985. I øvrigt henvises til pkt. 2. i mæglingsprotokollat af 24. maj 1984.«
De to sidste afsnit i tillidsmandsmødereferat af 9. januar 1989 vedrørende et samme dag afholdt tillidsmandsmøde på Vagtcentralen ApS indeholder i punkt 4 under Eventuelt blandt andet følgende
»Køretid måles med tidmåler (stopur) og ikke med længdemåler (cm-mål).
Næste møde: Den 27. januar 1989 kl. 11.30.«
Der er under domsforhandlingen, der blev foretaget den 19. april 1989 og den 17. maj 1989, afgivet forklaring af forbundsformand Jørgen Jørgensen, Dansk Vagt-Forbund, tillidsmand Kim Pedersen, vægter Teddy Retov, vagtmester Bill Levin, næstformand Kaj Hansen, Dansk Funktionærforbund, samt vicedirektør Hans Ortved og direktør Poul-Erik Pedersen, begge Vagtcentralen ApS.
Tillidsmand Kim Pedersen har forklaret, at han var ansat i Vagtcentralen ApS fra januar 1987 indtil den 1. marts 1989, og at han fra september 1987 var tillidsmand. Han var sygemeldt fra den 30. december 1988 til den 28. januar 1989, hvorfor han i den periode kun var på virksomheden under tillidsmandsmøder og under konflikten fra den 20. januar 1989. Spørgsmålet om ændring af vægternes køretid blev - som det fremgår af mødereferatet - bragt på bane på tillidsmandsmødet den 9. januar 1989. Opmålingerne heraf skulle foretages inden den 15. januar 1989 og drøftes på tillidsmandsmødet den 27. januar 1989. Han hørte første gang om, at der udover at ændre køretiden også var tale om at ændre bevogtningstiden, da han torsdag den 19. januar 1989 talte i telefon med vagtmester Bill Levin. Ledelsen ville til gengæld for højere køretid have bevogtningstiden sat ned. Opmålingerne af køretid var ikke afsluttet den 19. januar 1989. Bill Levin fortalte den 19. januar 1989, at han mandag den 23. januar 1989 ville kalde vægterne ind enkeltvis for at orientere dem om, hvorfor deres tid skulle skæres ned. Det fortalte både han og Bill Levin vægterne fredag den 20. januar 1989. Han kom fredag den 20. januar 1989 til virksomheden kl. 11.30. Direktøren var på virksomheden, men han fik ikke nogen samtale med ham. Han talte med Bill Levin, der lovede at søge et møde bragt i stand om aftenen. Han kørte derefter hjem omkring kl. 16. En af vægterne ringede kl. 18 og fortalte, at de ønskede rygterne om nedskæring af deres tid afklaret. Han tog derefter igen ud til virksomheden kl. 18.30, hvor han havde et møde med de seks vægtere, der var mødt. Han orienterede dem og pålagde dem at gå i arbejde. De ville imidlertid kun gå i arbejde, hvis virksomheden gav dem en garanti for, at deres bevogtningstid ikke ville blive beskåret. Direktøren kom til virksomheden mellem kl. 20.30 og kl. 21.00. Direktøren kontaktede ikke tillidsmanden, men kaldte vægterne sammen og fortalte dem, at de, hvis de ikke omgående gik i arbejde, måtte betragte sig som afskediget. Han fortalte derefter direktøren, at vægterne kun ville gå i arbejde, hvis de fik garanti for, at deres bevogningstid ikke ville blive nedsat. Den garanti ønskede direktøren ikke at give. Derefter tog vægterne hjem. Både han og vægterne mødte lørdag, søndag og mandag. Vægterne ville kun gå i arbejde, hvis virksomheden gav den pågældende garanti. Den ønskede virksomheden fortsat ikke at give, og man ønskede heller ikke at forhandle under de omstændigheder.
Vægter Teddy Retov har forklaret, at alle vægtere nogen tid efter bortvisningerne fik en skrivelse fra Dansk Funktionærforbund, der indkaldte til et møde. Han og fem andre vægtere mødte op. Han fik der det indtryk, at Dansk Funktionærforbund havde været i kontakt med Vagtcentralen ApS, idet Dansk Funktionærforbund stillede en løsning af konflikten i udsigt, hvis vægterne meldte sig ind i Dansk Funktionærforbund. Man mente i så fald at kunne redde de fleste lockoutramte vægtere.
Vagtmester Bill Levin har forklaret, at han den 1. november 1988 blev vagtmester i Vagtcentralen ApS. Han deltog ikke i tillidsmandsmødet den 9. januar 1989 og var den 19. og 20. januar 1989 ikke klar over, at der var aftalt nyt tillidsmandsmøde den 27. januar 1989. I begyndelsen af januar 1989 ønskede såvel ledelsen som tillidsmanden alle kredse målt op. Da opmålingerne af køretiderne var begyndt, anmodede tillidsmand Kim Pedersen nogle dage efter om også at få opmålt bevogtningstiderne. Torsdag den 19. januar 1989 blev han ringet op af Kim Pedersen, der ville høre om, hvorledes det gik med opmålingerne af køretid og bevogtningstid i kredsene. Han svarede Kim Pedersen, at det gik udmærket, men at man ikke var færdige. Kim Pedersen sagde, at det var en tikkende bombe, men ikke hvorfor. Der var før telefonsamtalen med Kim Pedersen aftalt møde med vægterne mandag den 23. januar 1989.
Næstformand Kaj Hansen, Dansk Funktionærforbund, har forklaret, at han den 3. februar 1989 i omkring 10 minutter deltog i et møde med fem eller seks af de bortviste vægtere. Baggrunden for mødet var, at de bortviste vægtere havde behov for hjælp. En sådan hjælp kunne imidlertid kun ydes, hvis vægterne blev medlem af Forbundet. Da dette ikke blev tilfældet, kom spørgsmålet aldrig til realitetsbehandling. En fra Forbundet havde inden mødet talt med Vagtcentralen ApS.
Vicedirektør Hans Ortved har forklaret, at han i kraft af sin stilling har ansvaret for driften af Vagtcentralen ApS. Virksomheden driver sædvanlig form for vagtvirksomhed. Man har vagtservicekontrakter med kunder, der alle enten er erhvervsvirksomheder eller offentlige institutioner. Erhvervskunderne omfatter elkraft, medicinalvirksomheder og andre produktionsvirksomheder, herunder nogle, der har leverancer til forsvaret. Under konflikten kunne man ikke opfylde kundernes krav. Dette var særdeles generende for virksomheden, idet de forskellige vagtvirksomheder kæmper om kunderne. § 9, stk. 5, i brancheoverenskomsten gælder kun, når der med kunden er aftalt fast tid. Sådanne kontrakter har man, men der aftales ofte ronderende tid, hvorved forstås, at der med kunden aftales den ydelse, virksomheden skal yde, uden at der aftales fast tid for ydelsen. I januar 1989 skulle arbejdstiden måles op. Man blev på et tillidsmandsmøde enige om, at opmålingen skulle omfatte hele arbejdstiden, d.v.s. ikke blot køretiden, men også den ronderende tid. På det tidspunkt, hvor opmålingerne skulle have været afsluttet, manglede 4-5 områder. Det var i ugen op til den 20. januar 1989 aftalt med Kim Pedersen, at måleresultaterne skulle gennemgås den 23. januar 1989. Måleresultaterne tydede på, at der både kunne blive tale om reguleringer til fordel for og ulempe for vægterne. Han var ikke på virksomheden fredag den 20. januar 1989, da han var i Kalundborg. Han blev ringet op fredag aften. Hans opfattelse var, at vægterne ville have en skriftlig garanti for, at arbejdstiden ikke blev sat ned. Virksomheden fandt ikke, at en forhandling under ultimative krav var rimelig. Han var på virksomheden lørdag og søndag til hen på aftenen. Formålet hermed var at holde virksomheden i gang. Ingen vægtere gav da udtryk for, at de ønskede at gå i arbejde. Mandag morgen var virksomheden tæt på en katastrofe. De, der ikke gik i arbejde, blev derefter bortvist. De første bortvisningsbreve blev sendt den 23. januar 1989.
Direktør Poul-Erik Pedersen har forklaret, at han i kraft af sin stilling er administrativ leder af Vagtcentralen ApS. Han var på virksomheden fredag den 20. januar 1989. Han blev sidst på formiddagen anmodet om et møde med Kim Pedersen. Det kunne han ikke tage. Han skulle om eftermiddagen til et møde med firmaets advokat om en kontrakt, og det møde, Kim Pedersen ønskede, var aftalt til den følgende mandag. Han kom hjem fra mødet med advokaten omkring kl. 17.30. Mellem kl. 18 og 19 ringede Bill Levin og fortalte, at et eller andet var under optræk. Han spurgte Bill Levin om, en minutrapport var sat i gang. Ca. tre kvarter senere ringede Levin igen. Han fortalte, at vægterne havde sat sig ned og holdt fagligt møde. Han tog ind i virksomheden og talte med vagtmesteren. Der var omkring ti vægtere på virksomheden. En eller to havde fridag, men de andre skulle have været ude at køre. Vægterne ønskede en garanti, han ikke kunne give, da opmålingerne ikke var færdige. Derefter fortalte han vægterne, at de, hvis de ikke genoptog arbejdet, ville blive betragtet, som om de havde opsagt deres stilling uden varsel. Ti minutter senere ønskede tillidsmanden, at han lukkede virksomheden. Han gav derefter en ny advarsel til tillidsmanden. De fleste vægtere gik derefter hjem. Enkelte gik på arbejde. Sent på aftenen kom en vægter hjem til virksomheden. Han var blevet sendt hjem af kollegaer. Efter at være blevet orienteret fortsatte han sit arbejde. Han var selv på arbejde både lørdag og søndag. Han spurgte lørdag tillidsmanden, om der var noget nyt. Dette spørgsmål blev besvaret benægtende. Han har ikke kontaktet Dansk Funktionærforbund. Han blev først ved læsningen af klageskriftet klar over, at der torsdag den 19. januar 1989 om aftenen havde været en kontakt mellem tillidsmand Kim Pedersen og vagtmester Levin.
Klageren har nærmere anført, at hverken brancheoverenskomstens § 9, stk. 5, eller de dokumenterede mødereferater giver Vagtcentralen ApS adgang til ensidigt at ændre vægternes idealtid. Det er, hvad den indklagede virksomhed har forsøgt i denne sag. Virksomheden undlod at give vægterne en garanti imod, at overvågningstiden blev nedsat. Virksomheden har herved krænket det kollektive aftalegrundlag og ved uden forhandling med tillidsmanden at bortvise vægterne foretaget en ulovlig lockout. Adgangen til i forbindelse med en konflikt at bortvise ansatte er overordentlig snæver og kan i hvert fald kun anvendes, hvor der ikke er grundlag for at kritisere virksomheden for dens optræden, hvad der i denne sag i høj grad er.
De indklagede har nærmere anført, at brancheoverenskomstens § 9, stk. 5, efter bestemmelsens ordlyd alene omfatter »aftalt tid« og ikke »ronderende tid«. Hertil kommer, at den indklagede virksomhed ikke har ønsket at foretage en ensidig ændring af overvågningstiden. Opmåling af køretid og overvågningstid var aftalt med tillidsmanden. Møde om eventuelle konsekvenser af opmålingerne blev den 9. januar 1989 aftalt til fredag den 27. januar 1989 og senere til mandag den 23. januar 1989. Opmålingerne var ikke afsluttet fredag den 20. januar 1989. Vægterne etablerede fredag den 20. januar 1989 en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Indklagede har ikke taget skridt til fagretlig behandling af arbejdsnedlæggelsen, der var en væsentlig misligholdelse af vægternes forpligtelser og fortsatte efter, at vægterne fredag den 20. januar 1989 to gange var blevet advaret om følgerne heraf. Afskedigelserne blev først foretaget efter weekenden og omfattede ikke de vægtere, der i løbet af weekenden genoptog arbejdet. Virksomheden var da af driftsmæssige grunde nødsaget til de skete bortvisninger. Tillidsmandens begæring om møde med virksomhedens ledelse fredag den 20. januar 1989 blev først fremsat, da både direktøren og vicedirektøren havde den dag besat. Virksomheden har ikke forhandlet med Dansk Funktionærforbund om vægternes indmelding heri og eventuelt genansættelse derefter.
Arbejdsretten skal udtale
Tillidsmand Kim Pedersen anmodede fredag den 20. januar 1989 kl. 11.30 den indklagede virksomheds ledelse om en forhandling samme dag. Denne anmodning blev ikke imødekommet, da vicedirektøren var i Kalundborg og direktøren anså sig for optaget af andet arbejde. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed ved ikke at imødekomme anmodningen har handlet overenskomststridigt, hvorfor påstanden om frifindelse for påstand 2 tages til følge.
Arbejdsnedlæggelsen fra og med fredag den 20. januar 1989 om aftenen var overenskomststridig. Tillidsmanden pålagde da også samme aften vægterne at genoptage arbejdet, og direktøren indskærpede senere samme aften først vægterne og derefter tillidsmanden, at de vægtere, der ikke genoptog arbejdet, ville blive betragtet, som om de uden varsel havde opsagt deres ansættelsesforhold. Bortvisning fandt tidligst sted mandag den 23. januar 1989 og omfattede kun de vægtere, der fortsat ikke var gået i arbejde. Da de bortviste arbejdere efter virksomhedens karakter har gjort sig skyldig i en væsentlig misligholdelse, og da den indklagede virksomhed ikke har indledt fagretlig behandling af arbejdsnedlæggelsen, har bortvisningerne været berettigede. Den indklagede virksomheds påstand om frifindelse for påstand 1 tages derfor til følge.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed har forhandlet med Dansk Funktionærforbund som anført i påstand 3. Den indklagede virksomheds påstand om frifindelse for påstand 3 tages herefter til følge.
Da der ikke er grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed ikke ved vægternes væsentlige misligholdelse af deres ansættelsesforhold er blevet påført et tab på mindst 34.000 kroner, tages påstanden om frifindelse for påstand 4 til følge.
Klageren har - som sagen er afgjort - ikke retlig interesse i nu at få afgjort påstand 5. Den indklagede virksomheds påstand om frifindelse herfor tages derfor til følge.
Som følge af det anførte kan påstandene 6, 7 og 8 heller ikke tages til følge.
De indklagedes påstand om frifindelse tages herefter i det hele til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening, Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening og Vagtcentralen ApS, frifindes.
Klageren, Dansk Vagt-Forbund, betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.324 ff og s.567, K 88.193 og de herunder anførte henvisninger, K 88.335.
Efter at en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt vægtere ansat i en vagt-virksomhed var blevet iværksat den 20/1 1989 om aftenen, pålagde tillidsmanden vægterne at genoptage arbejdet. Senere samme aften indskærpede virksomhedens direktør først vægterne og derefter tillidsmanden, at de vægtere, der ikke genoptog arbejdet ville blive betragtet, som om de uden varsel havde opsagt deres ansættelsesforhold. De vægtere, der ikke var gået i arbejde den 23/1 blev bortvist. Da de bortviste arbejdere efter virksomhedens karakter havde gjort sig skyldige i en væsentlig misligholdelse, og da den indklagede virksomhed ikke havde indledt fagretlig behandling af arbejdsnedlæggelserne, var bortvisningerne berettigede.
Virksomheden havde ikke handlet overenskomststridigt ved ikke at imødekomme en anmodning om forhandling med tillidsmanden på et bestemt tidspunkt, idet vicedirektøren ikke var tilstede på virksomheden, og direktøren anså sig for optaget af andet arbejde.
Det ansås ikke for godtgjort, at virksomheden havde krævet, at de bortviste vægtere skulle indmelde sig i Dansk Funktionærforbund som betingelse for at blive genansat, og der forelå således ikke organisationsfjendtlig virksomhed.
Et krav om, at virksomheden skulle udbetale tilbageholdt løn med 2.000 kr. pr. medarbejder blev ikke taget til følge under henvisning til, at det lagdes til grund, at virksomheden var blevet tilføjet tab svarende til mindst det samlede lønkrav.
Herefter blev virksomheden, dens arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsgiverforening frifundet for arbejdstagersidens bodspåstand.