Lærlinge. Bod 2.3.1 og Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Læremester idømt bod bl.a. for ikke at have udleveret lærlingen arbejdstøj.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet konsulent Jørgen Rønnow Bruun) mod Centralforeningen for Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforeninger for bagermester Flemming Ludvigsen, Vestergade 12, 4990 Sakskøbing (juridisk konsulent Finn Bjørn).
Statutory Text (3 Articles)
Lærlinge. Bod 2.3.1 og Bod 2.3.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Læremester idømt bod bl.a. for ikke at have udleveret lærlingen arbejdstøj.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet konsulent Jørgen Rønnow Bruun) mod Centralforeningen for Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforeninger for bagermester Flemming Ludvigsen, Vestergade 12, 4990 Sakskøbing (juridisk konsulent Finn Bjørn).
Dommere: Bisgaard, Bæhring, Kiil (retsformand), Lind,
Kurt Petersen, Strube og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet indklaget Centralforeningen for Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforeninger for bagermester Flemming Ludvigsen, Vestergade 12, 4990 Sakskøbing, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Klagerne har nedlagt følgende påstand
Indklagede har brudt overenskomstens bestemmelser og tilpligtes til Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet at betale en efter rettens skøn fastsat bod indeholdende 38.503,38 kr. i efterbetaling.
Indklagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende
Lærling Allan Børgesen, der er født den 6. august 1971, blev den 6. november 1986 ansat som arbejdsdreng i bagermester Flemming Ludvigsens bageri i Sakskøbing. Ved en uddannelsesaftale oprettet i henhold til lærlingelovens § 1 ændredes ansættelsesforholdet, således at han fra den 1. april 1987 påbegyndte en 3-årig lærlingeuddannelse sammesteds.
I skrivelse af 29. juli 1988 begærede forbundet et mæglingsmøde afholdt, idet man gjorde gældende, at bagermester Ludvigsen, der i maj eller juni 1987 var blevet medlem af Centralforeningen, groft havde overtrådt overenskomsten ved systematisk at have ladet Allan Børgesen arbejde 51 timer om ugen og ved at placere arbejdstiden således, at Allan Børgesen havde fast mødetid kl. 2.00 på hverdage og kl. 24.00 på lørdage og søndage, hvortil kom, at han ikke havde fået udleveret frit arbejdstøj. I skrivelsen anførtes, at Allan Børgesens tilgodehavende inklusive erstatning for forsinket uddannelse var opgjort til 98.383,38 kr.
Det begærede mæglingsmøde blev afholdt den 11. august 1988. I referatet fra mødet hedder det bl.a.
»Der kunne ikke opnås enighed parterne imellem.
Arbejdstagerside fastholdt deres klage vedr. overtrædelser af arbejdsmiljøloven, lærlingeloven og den mellem parterne gældende overenskomst paragraffer som nævnt i klageskriftet.
Arbejdsgiverside erkendte at der var sket overtrædelser af overenskomstens bestemmelser vedrørende arbejdstøj.
Arbejdsgiverside meddelte endvidere, at man forventede at Allan Børgesen efter afholdelsen af ferie igen møder på arbejdspladsen til normal arbejdstids begyndelse. I modsat fald vil man forbeholde sig ret til at kræve erstatning for misligholdelse af lærekontrakten, jfr. lærlingelovens bestemmelser herom. .....«
Allan Børgesens fader, bagermester Flemming Børgesen, indbragte herefter som værge for Allan en sag om ophævelse af lærlingekontrakten for Lærlingevoldgiftsretten i Maribo retskreds. Under et møde i voldgiftsretten den 26. september 1988 forligtes sagen således, at læreforholdet straks blev ophævet, og et krav om løn i en sygdomsperiode fra 15. august til 26. september 1988 blev anerkendt, medens et krav om betaling for overtid og betaling af tillæg for arbejde på søn- og helligdage, omfattende perioden fra den 1. april 1987 til den 26. september 1988, blev afvist. Dette efterbetalingskrav, som dengang var opgjort til 36.990,78 kr., blev derefter af forbundet gennem Landsorganisationen i Danmark gjort til genstand for behandling på et fællesmøde, idet man fra forbundets side gjorde gældende, at bagermester Ludvigsen havde pådraget sig bodsansvar for brud på overenskomsten.
I referatet fra fællesmødet, der blev afholdt den 21. oktober 1988, hedder det bl.a.
»Arbejdsgiverside tilbageviste som udgangspunkt LO's krav i sin helhed. Dog anerkendte man at Allan Børgesen i en 14 dages periode var beskæftiget fra kl. 2.00 til kl. 12.00, heri incl. en halv times pause. Endvidere anerkendte man som tidligere sket, at der skal ske betaling, jvf. overenskomstens tekst om arbejdstøj. Arbejdsgiverside opfordrede endvidere til at arbejdstagerside påny gennemgår sit krav, idet blandt andet gøres gældende, at man ikke har taget højde for frihed på søn- og helligdage: samt skoleophold, i hvert fald i perioden fra og med uge 20 til og med uge 24 i 1988.
Arbejdstagerside fastholdt sine krav og gjorde endvidere gældende at Allan Børgesen i forbindelse med skoleophold var kaldt på arbejde i week-enderne.
Enighed kunne derfor ikke opnås. .....«
De på fællesmødet fremkomne oplysninger gav anledning til, at forbundet udarbejdede en revideret opgørelse af efterbetalingskravet. I denne opgørelse er kravet opgjort til det beløb på 38.503,38 kr., der er anført i påstanden. Beløbet omfatter perioden fra den 1. april 1987 til den 24. juli 1988 og er beregnet som forskellen mellem det faktisk udbetalte beløb 84.375,51 kr. og det beløb på 122.878,88 kr., som Allan Børgesen efter forbundets opgørelse har overenskomstmæssigt krav på, omfattende løn, betaling for overarbejde samt nattillæg og søn- og helligdagstillæg, hvortil kommer et tillæg for arbejdstøj på i alt 2.275 kr. Opgørelsen er baseret på et af Allan Børgesen og dennes plejemoder Inger Ranthe til brug for sagen udfyldt skema over den påståede faktiske, ugentlige arbejdstid i den omhandlede periode med tilhørende opdeling af denne på normaltid og overarbejdstid til henholdsvis 40 %, 60 % og 100 % samt nat- og søndagstillæg. I skemaet er angivet en daglig arbejdstid mandag, tirsdag og onsdag fra kl. 2.00 til kl. 12.30 samt lørdag og søndag fra kl. 24.00 til kl. 11.30 lørdag og kl. 11.00 søndag, medens torsdag og fredag er anført som fridage.
I en af indklagede fremlagt skriftlig erklæring, der er underskrevet af bagersvend Kim Johansen, bagerlærling Sonny Leithoff og tidligere bagersvend Kai Svenne Olsen, oplyser de pågældende, at Allan Børgesen »ikke i sin læretid har haft fast mødetid kl. 2.00«. Det tilføjes, at normal opstart i bageriet har været kl. 3.00, Allan Børgesen dog undtaget.
Parternes overenskomst indeholder som bilag 7 overenskomstbestemmelser for lærlinge og efg-elever. Heraf fremgår bl.a., at den ugentlige arbejdstid indtil den 1. september 1987 var 39 timer eksklusiv spisetid og derefter i den resterende del af den omhandlede periode 38 1/2 time, at arbejdstiden skal lægges mellem kl. 04.00 og 18.00 og aftales lokalt, og at arbejdsdagen højst må være 9 timer. Af overenskomstbestemmelsernes § 4 fremgår, at der ikke kan fordres udført overarbejde af lærlinge og efg-elever under 18 år, og af § 5 følger, at det arbejde mellem kl. 02.00 og kl. 04.00, for hvilket der skal betales et tillæg til timelønnen, kun må udføres af lærlinge over 18 år. I § 7 om arbejdstøj er fastsat, at der skal betales et tillæg til ugelønnen på 35 kr., hvis virksomheden ikke udleverer frit arbejdstøj.
For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af indehaveren af den indklagede virksomhed samt af nedennævnte vidner.
Bagerlærling Allan Børgesen har forklaret, at han har udfyldt skemaet med ugentlig arbejdstid sammen med sin moder. Skemaet er lavet til brug for sagen og angiver den arbejdstid, han næsten undtagelsesfrit havde under sin læretid hos bagermester Ludvigsen. Hverdagsmorgenerne mødte han altid kl. 2.00 sammen med den anden lærling Sonny Leithoff. De var de første, der mødte, og de startede med at lave dejen til morgenbrød. Sonny lavede bassedejen, medens vidnet lavede franskbrødsdejen. Svenden Kim Johansen mødte normalt ved 3-tiden og mester kl. 4.00 eller kl. 5.00. Han blev oprindelig antaget som arbejdsdreng. Da han blev ansat som lærling, blev der ikke talt om arbejdstid. Skemaet passer ikke helt, fordi han ind imellem har haft fri en weekend. Men det var ikke ret tit. Medens han var på skole, blev han kaldt hjem hver weekend for at arbejde i bageriet. Han har aldrig klaget over arbejdstiden eller lønnen, da han var bange for at blive fyret. Hans far er bagermester, men da han var uvenner med faderen, har han ikke fortalt denne, hvad han fik i løn. Derimod kendte faderen godt hans arbejdstider. Til sidst sagde han selv op, fordi han ikke ville arbejde i det firma til den løn.
Inger Ranthe har forklaret, at hun er Allans plejemoder og har haft ham i pleje, siden han var 4 år. Han boede fortsat hos hende, medens han var i lære hos bagermester Ludvigsen. Der var højst 4-5 minutters gang til bageriet. Allan mødte kl. 2.00 på hverdage og gik derfor i seng ved 20-tiden. Hun hørte, når han stod op, hvilket skete kl. 1.15, hvorefter han gik hjemmefra 5-10 minutter, før han skulle møde. Han havde selv vækkeur, som hun ikke kunne undgå at høre. Måske mødte han enkelte gange kl. 3.00, men det har så været ved sjældne lejligheder. Hun var også hjemme, når han kom hjem ved middagstid. Allan havde ikke ret tit fri i weekend'erne, heller ikke under skoleophold. Hun mødte Sonny Leithoff lige før mæglingsmødet, idet han kom kørende til mødet sammen med bagermester Ludvigsen. Sonny sagde ved den lejlighed til hende, at han godt vidste, at det ikke var rigtigt, hvad der stod i den erklæring, som er fremlagt af indklagede, og som han havde underskrevet. Hun gik ud fra, at han havde skrevet under, fordi han var bange. Ved mæglingsmødet fortalte hun forbundssekretær Svend Sørensen, hvad Sonny havde sagt.
Bagermester Flemming Børgesen, der som nævnt er Allans fader, har forklaret, at han har forretning i Maribo og normalt begynder i bageriet kl. 23. Han har af og til lånt råvarer som mel og gær hos bagermester Ludvigsen. I Allans læretid hos denne har det vel drejet sig om 8-10 gange. Han kørte ved disse lejligheder selv til Sakskøbing - altid mellem kl. 2 og 3 om natten - og så hver gang Allan i arbejde i bageriet. Han greb ikke ind heroverfor, da han ikke fandt anledning hertil, så længe Allan var tilfreds og fik sine penge for det.
Forbundssekretær Svend Sørensen har forklaret, at Sonny Leithoff, der kørte for bagermester Ludvigsen til mæglingsmødet, efter mødet sagde til vidnet, at det ikke var helt korrekt, hvad der stod i den erklæring, han havde skrevet under på. Allan var faktisk mødt på de tidspunkter, som fremgår af det skema, der er lavet til brug for sagen. Når han - Sonny - alligevel havde skrevet under på erklæringen, skyldtes det, at han ikke syntes, at Allan skulle komme og forlange betaling så længe efter, når han nu var røget uklar med bagermesteren, og læreforholdet var blevet ophævet. Allan blev medlem af forbundet i november 1988.
Bagermester Flemming Ludvigsen har forklaret, at han har været bagermester i godt 24 år og aldrig tidligere har haft sager om de ansattes løn og arbejdsforhold. Han kan overhovedet ikke »genkende« de arbejdstider, som fremgår af det skema, Allan og dennes plejemoder har lavet til brug for sagen. Allan mødte altid først kl. 4 om morgenen, også lørdag og søndag. Han havde mindst en gang om måneden weekendfri. Da lærekontrakten blev skrevet, talte han med Allan og plejemoderen om løn og arbejdstid. Han oplyste da, at han gav lidt over tariffen, og sådan er Allan også blevet aflønnet, således at søndagstillægget har været indregnet i lønnen, også selv om Allan havde weekendfri. Grunden til, at Allan ønskede læreforholdet ophævet, var, at han havde fundet sig en ny læreplads i Maribo, hvor hans pige boede. Det er rigtigt, at Allans fader nogle gange kom i bageriet for at låne noget, men det er sket på helt andre tidspunkter end forklaret af denne. Han erkender, at Allan ikke har fået udleveret frit arbejdstøj under sin ansættelse. Det er også rigtigt, at Allan i en 14-dages periode har haft overarbejde. Det havde de aftalt på forhånd, og efter aftale holdt Allan en uges ekstra ferie med løn som betaling herfor.
Bagersvend Kim Johansen har forklaret, at han siden 1976 har arbejdet hos bagermester Ludvigsen, hos hvem han fortsat er beskæftiget. Han begynder arbejdet kl. 3 om morgenen, i weekend'er dog 1 time tidligere. Allan begyndte altid først kl. 4 om morgenen. Det er sket, at han har indfundet sig i bageriet tidligere, når han var på vej hjem efter at have været i byen sammen med sine kammerater. Men i så fald var det ikke for at arbejde, men for at hente morgenbrød. Vidnet har kun set Allans fader i bageriet om formiddagen.
Kommunalarbejder Kai Svenne Olsen har forklaret, at han tidligere har arbejdet deltids som bagersvend hos bagermester Ludvigsen. Selv mødte han kl. 3 om morgenen, medens Allan mødte kl. 4. Det er sket, at han er kommet før. Men så var det ikke for at arbejde, men for at hente morgenbrød, når han var på vej hjem fra en fest.
Bagersvend Michael Larsen har forklaret, at han blev ansat hos bagermester Ludvigsen den 3. april 1989 og tidligere har været ansat hos Allans fader. Sammen med denne har han været hos bagermester Ludvigsen for at låne råvarer. Det var altid mellem kl. 8 og kl. 10.
Det er oplyst, at det ikke har været muligt at indkalde Sonny Leithoff som vidne, idet hans adresse er ukendt.
Klagerne har anført, at der er begået to erkendte overenskomstbrud. For det første har virksomheden ikke udleveret frit arbejdstøj, for det andet har man erkendt, at Allan i en 14-dages periode har haft overarbejde, uanset at han ikke var fyldt 18 år. Men herudover må det efter forklaringerne lægges til grund, at der har været tale om systematisk overarbejde, uanset at overarbejde efter overenskomsten slet ikke må finde sted, når lærlingen ikke er fyldt 18 år. Når det alligevel er sket, må der betales herfor, og dette krav har man ikke mistet ved passivitet som påstået af indklagede.
Indklagede har anført, at der vel foreligger to erkendte tilsidesættelser af overenskomstens regler, men at overarbejdet i 14-dages perioden efter aftale med Allan Børgesen blev betalt med en uges ekstra ferie med løn. Bortset herfra er det ikke godtgjort, at Allan har udført overarbejde. Tværtimod må det efter forklaringerne lægges til grund, at Allan i læretiden er mødt kl. 4 om morgenen og har haft normal arbejdstid. Også det forhold, at kravet om betaling for påstået overtid og arbejde på søn- og helligdage først er rejst på så sent et tidspunkt, må føre til, at kravet ikke kan gøres gældende.
Arbejdsretten skal udtale
Klagernes påstand om bod indeholdende et betydeligt efterbetalingskrav støttes på, at Allan Børgesen under hele sin ansættelse som lærling hos bagermester Ludvigsen i perioden fra den 1. april 1987 til den 24. juli 1988 i strid med overenskomsten er mødt på arbejde kl. 2 om morgenen, i weekend'er kl. 24, og derfor systematisk har udført overarbejde og arbejde på søn- og helligdage.
Efter de afgivne - helt modstridende - forklaringer har klagerne imidlertid ikke godtgjort, at dette har været tilfældet.
I overensstemmelse med indklagedes erkendelse lægger Arbejdsretten herefter til grund, at Allan Børgesen alene kan kræve efterbetalt et beløb på 2.275 kr. for manglende udlevering af arbejdstøj i den omhandlede periode, men intet for det aftalte overarbejde i en 14-dages periode, der er betalt med en uges ekstra ferie med løn. Da lærlinge under 18 år ikke kan pålægges overarbejde, og der således er sket brud på overenskomsten, vil indklagede være at anse med en bod, der passende kan fastsættes til 5.000 kr., indeholdende efterbetalingskravet på 2.275 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, bagermester Flemming Ludvigsen, Vestergade 12, 4990 Sakskøbing, skal til Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet betale en bod på 5.000 kr.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal hver af parterne betale 1.000 kr.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
(* 1) Henvisninger: K 10.958 (A 1987 s.61).
En bagermester erkendte at have overtrådt overenskomsten ved at have sat en lærling til overarbejde i en 14-dages periode og at have undladt at udlevere lærlingen arbejdstøj. Herfor idømtes han en bod på 5.000 kr. indeholdende efterbetaling på 2.275 kr. for manglende arbejdstøj. Bagermesteren blev i øvrigt frifundet for en påstand om et betydeligt bodsansvar, der støttedes på, at lærlingen systematisk skulle have udført overarbejde i over 1 år, idet det efter de afgivne helt modstridende forklaringer ikke fandtes godtgjort, at dette havde været tilfældet.