Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).

Bod 1.2.2.2. Arbejdstageres bodsansvar m.v. Spørgsmål om bodsfritagelse eller bodsnedsættelse Arbejdsmiljø begrundelse for overenskomstridigt forhold bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Normens § 5, stk. 2. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Overenskomstbrud og bod pålagt Organisationsansvar 2.2. Organisationsansvar for passivitet over for medlemmers overenskomstridige adfærd Bod ikke pålagt Bod pålagt arbejdstagere, der havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2 uden at sikre sig, at forholdene berettigede til arbejdsvægring.(* 1) (* 2) Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune (advokat Bjarke Vejby) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer (konsulent Ulrik Jørgensen).

Dommere: Otto Hansen, Erik Jensen, Knap, Pontoppidan (retsformand), Sarroe, Sløk og Westergaard.

Under denne sag har Amtsrådsforeningen i Danmark for Københavns Amtskommune indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark på egne vegne og for en række medlemmer for Arbejdsretten i anledning af en arbejdsnedlæggelse, som fandt sted i perioden fra den 18. februar 1988 til den 25. februar 1988 på amtskommunens institution »T-Huset«.

Klagerne har nedlagt følgende påstande

De indklagede organisationer, Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, ikendes en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

De i arbejdsnedlæggelsen deltagende medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark ikendes en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Socialpædagogernes Landsforbund meddelte ved skrivelse af 15. februar 1988 Københavns Amtskommune, at det havde forbudt sine medlemmer at udføre arbejde på »T-Huset« fra den 17. februar 1988. Som baggrund herfor blev anført, at der gennem længere tid havde været massive arbejdsmiljøproblemer på institutionen. Disse problemer skyldtes især klienternes voldelige overgreb på personalet. Det var forbundets opfattelse, at arbejdsforholdene på »T- Huset« nu var så velfærdstruende, at forbundet ikke mere kunne forsvare at lade sine medlemmer påtage sig at arbejde på institutionen.

Institutionen »T-Huset« blev oprettet i 1985 for at give et tilbud til voksne, psykisk handicappede klienter med grænsepsykotisk adfærd, der blandt andet viser sig i hyppigt meget voldsomme aggressioner mod omverdenen. Institutionen blev normeret til at modtage fire fastboende klienter og til akut at modtage op til fire klienter fra andre institutioner. Institutionen blev normeret med et personale på 19 1/2 ansatte: 1 leder, 1 stedfortræder og 17 1/2 omsorgsassistenter. Institutionen har kun haft tre fastboende klienter. Institutionen har kun akut modtaget klienter, der havde personale med.

Af en opgørelse fra amtskommunen fremgår, at ca. 50 % af plejepersonalet i 1987 - uanset den nævnte normering - bestod af ikke-uddannede omsorgsmedhjælpere. Omsorgsmedhjælperne var ansat på 3 eller 6 måneders kontrakter med forbehold om opsigelse i det omfang, det var muligt at skaffe faguddannet personale til institutionen.

De i Socialpædagogernes Landsforbunds skrivelse af 15. februar 1988 nævnte arbejdsmiljøproblemer havde ført til, at Arbejdstilsynet, kreds Københavns amt, den 10. oktober 1986 pålagde amtskommunen at træffe foranstaltninger, således at tilfældene af beboervold blev reduceret, og de psykiske og fysiske belastninger i arbejdet blev reduceret væsentligt. Fristen for efterkommelse af pålæggene blev sat til 1. januar 1987.

Københavns Amtskommune påklagede kredsens afgørelse til Direktoratet for Arbejdstilsynet, som ved skrivelse af 9. december 1987 tiltrådte kredsens afgørelse. Fristen for efterkommelse af pålæggene blev fastsat til den 1. juni 1988.

Den 29. januar 1988 indbragte amtskommunen direktoratets afgørelse for Arbejdsministeriet.

Arbejdsnedlæggelsen i perioden 17. - 25. februar 1988 omfattede dels de faguddannede omsorgsassistenter, der er organiseret i Socialpædagogernes Landsforbund, dels de ikke- faglærte omsorgsmedhjælpere, hvoraf nogle er medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.

Arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev indbragt for Den Kommunale Tjenestemandsret, som ved dom af 11. maj 1989 har pålagt de i arbejdsnedlæggelsen deltagende omsorgsassistenter en bøde. I dommen fastslås, at omsorgsassistenterne ikke med føje kunne opfatte forholdene på institutionen som værende af en sådan beskaffenhed, at hensynet til deres helbred eller velfærd gav tvingende grund til at standse arbejdet. Det fastslås endvidere, at arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsassistenterne blev iværksat i utilfredshed med, at amtskommunen havde benyttet sin ret til at påklage afgørelsen af 9. december 1987 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet til Arbejdsministeriet.

Det er oplyst, at amtskommunen efter modtagelsen af skrivelsen af 15. februar 1988 traf foranstaltning til at anbringe de 3 fastboende klienter andetsteds. 2 af klienterne blev den 16. februar om eftermiddagen overført til Nordvang, medens den tredie den 18. februar blev anbragt i familiepleje.

I anledning af arbejdsnedlæggelsen blandt omsorgsmedhjælperne blev der den 17. februar kl. 10 afholdt fællesmøde i Amtsrådsforeningen med deltagelse af repræsentanter for de 2 indklagede forbund. I fællesmødereferatet anføres

»I anledning af de konstaterede påbegyndte arbejdsnedlæggelser den 17. februar 1988 blandt omsorgsmedhjælpere ved T-huset på Vangedehuse under Københavns amtskommune er der d.d. kl. 10.00 afholdt møde i Amtsrådsforeningen med henblik på at bringe arbejdsnedlæggelserne til ophør.

I mødet deltog repræsentanter for

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Landsorganisationen i Danmark, herunder repræsentanter for

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

Specialarbejderforbundet i Danmark.

På mødet blev der konstateret enighed om, at mødet var et fællesmøde, jf. § 9, stk. 2, og § 12, stk. 2, i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om arbejdsretten.

Amtsrådsforeningen erklærede, at de konstaterede arbejdsnedlæggelser var overenskomststridige.

Arbejdstagersiden gav udtryk for, at arbejdet på T-huset er så belastende, at man anser det for velfærdstruende for personalet. Man henviser til Arbejdstilsynets skrivelse af 10. oktober 1986 samt Arbejdstilsynets påbud om, at iværksætte foranstaltninger til begrænsning af beboervolden samt de fysiske og psykiske belastninger, der er på institutionen.

Arbejdstagersiden kan ikke anerkende, at der er tale om overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, idet arbejdsforholdene er velfærds- og livstruende, jf. »Normens« § 5.

Amtsrådsforeningen forbeholdt sig ret til at indbringe sagen for arbejdsretten som hastesag, med mindre arbejdet genoptages straks.'

Den 25. februar 1988 skrev Socialpædagogernes Landsforbund således til Københavns Amtskommune

»Med henblik på at skabe grundlag for forhandlinger om løsning af problemerne omkring T-huset, kan vi hermed på vegne af Socialpædagogernes Landsforbund, SID Gladsaxe og KAD Lyngby meddele, at arbejdet genoptages på T-huset fredag den 26. februar 1988 ved arbejdstids påbegyndelse kl. 07.00.«

På et møde i Arbejdsretten samme dag erklærede de indklagede forbund sig villige til at pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet den 26. februar, dog uden præjudice for, om arbejdsnedlæggelserne var hjemlet i Normens § 5.

Det fremgår af sagen, at 3 af de i arbejdsnedlæggelsen deltagende omsorgsmedhjælpere var medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. Ved arbejdsstandsningens iværksættelse den 17. februar var 1 omsorgsmedhjælper medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark. 2 medhjælpere indmeldte sig i forbundet den 18. februar og yderligere 2 den 19. februar.

Der er afgivet vidneforklaring af kontorchef Niels Holm, Københavns Amtskommune, vicekontorchef Max Isaksen, Amtsrådsforeningen, omsorgsmedhjælper Linda Frost, daværende næstformand i Kvindeligt Arbejderforbunds lokalafdeling Lis Ryholt og forbundssekretær Ellen Høegh, Kvindeligt Arbejderforbund.

Niels Holm har forklaret, at institutionen var normeret med faguddannet personale (omsorgsassistenter). Da det ikke var muligt at skaffe et tilstrækkeligt antal faguddannede, var man nødsaget til at ansætte ikke-faguddannede (omsorgsmedhjælpere). Gennemsnitlig var ca. 50 % af plejepersonalet ikke faguddannet. De pågældende reflekterede enten på annoncer om ledige stillinger eller blev skaffet gennem amtets faste vikarkorps. En nyansat omsorgsmedhjælper gik i lære 3-4 dage hos en faguddannet. Omsorgsmedhjælperne fik desuden tilbudt deltagelse i kurser bl.a. i frigørelsesteknik og psykisk førstehjælp. Der blev afholdt månedlige møder med omsorgsmedhjælperne.

Max Isaksen har forklaret, at repræsentanter for Socialpædagogernes Landsforbund var til stede ved fællesmødets start. De blev imidlertid sendt hjem. Repræsentanterne for de 2 indklagede forbund motiverede på fællesmødet arbejdsnedlæggelsen og deres vægring ved at give pålæg om genoptagelse af arbejdet som anført i referatet, der for så vidt angår arbejdstagersidens bemærkninger er udarbejdet af forbundsrepræsentanterne på mødet. Der blev ikke fra arbejdstagerside nævnt noget om, at arbejdsvægringen skyldtes, at omsorgsmedhjælperne ikke turde arbejde, når omsorgsassistenterne havde nedlagt arbejdet. Han erindrer ikke, om det fra arbejdsgiverside blev oplyst, at 2 af klienterne den 16. februar var overført til Nordvang.

Linda Frost har forklaret, at hun har været ansat på T-Huset fra 13. november 1987 til 1. september 1988, hvor hun overgik til at være tilkaldevikar. Hun var hele tiden medlem af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark. I den periode, hvor hun arbejdede på »T-Huset«, kom alle omsorgsmedhjælperne »fra gaden«. Mange havde ingen forudgående erfaring med hensyn til pleje af psykisk belastede klienter. Nyansatte omsorgsmedhjælpere modtog en kort instruktion fra omsorgsassistenterne. På grund af klienternes tilstand var arbejdet meget belastende. Der var hyppige personaleudskiftninger. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de kurser, som var til rådighed, idet de skulle passe klienterne, når omsorgsassistenterne var på kursus. Der blev afholdt et månedligt personalemøde med omsorgsmedhjælperne. På disse møder drøftede man vagtplaner, medens der ikke var tale om faglig instruktion. Omsorgsmedhjælperne deltog ikke i de drøftelser om arbejdsmiljøet, som gik forud for Arbejdstilsynets indgreb, og hun kendte ikke Arbejdstilsynets pålæg. Den 15. februar om aftenen underrettede ledelsen omsorgsmedhjælperne om de bebudede arbejdsnedlæggelser blandt omsorgsassistenterne. Der blev ikke oplyst noget om, at man ville iværksætte en nødplan. Efter mødet drøftede de tilstedeværende omsorgsmedhjælpere situationen. Det var den almindelige opfattelse, at man ikke turde arbejde på »T-Huset«, når omsorgsassistenterne havde nedlagt arbejdet. Der var imidlertid ikke tale om en fælles beslutning blandt omsorgsmedhjælperne om at nedlægge arbejdet, og der blev ikke givet nogen kollektiv meddelelse til ledelsen om arbejdsnedlæggelse. Hun skulle først møde på arbejde den 20. februar. Hun blev ikke i dagene forud for den 20. februar kontaktet af institutionen. Derimod erfarede hun den 19. februar fra pressen og TV, at de 3 klienter var blevet anbragt andetsteds. Da institutionen således var lukket, fandt hun ingen anledning til at møde op den 20. februar. Hun erindrer ikke, om hun blev kontaktet af sit forbund.

Lis Ryholt har forklaret, at hun ikke forud for fællesmødet var bekendt med de arbejdsmiljømæssige problemer på institutionen. Inden mødet ringede hun til Socialpædagogernes Landsforbund for at få en orientering om baggrunden for konflikten. Hun bad ikke om, at repræsentanter for Landsforbundet var til stede på fællesmødet. Det standpunkt, som man indtog på mødet, havde sin baggrund i de oplysninger, som man havde fået fra socialpædagogerne. På mødet blev det ikke fra arbejdsgiverside oplyst, at 2 af klienterne dagen før var overført til andre institutioner. Hun blev først den 19. februar klar over, at der ikke var klienter på institutionen. Efter fællesmødet tog hun straks kontakt med Socialpædagogernes Landsforbund for at få etableret et møde med amtsrådspolitikerne. Det lykkedes først at få et møde i stand den 25. februar, hvorefter arbejdet blev genoptaget den 26. februar.

Ellen Høegh har forklaret, at hun deltog i fællesmødet den 17. februar. Hun var ikke forud herfor bekendt med de arbejdsmiljømæssige problemer, idet hverken ledelsen eller Socialpædagogernes Landsforbund havde rettet henvendelse til Specialarbejderforbundet eller Kvindeligt Arbejderforbund. Man var således på fællesmødet helt uforberedt på situationen og måtte henholde sig til de oplysninger, man fik fra socialpædagogerne. Hun fandt det forkert, at Landsforbundet ikke tidligere havde kontaktet de 2 andre forbund. Det blev ikke på fællesmødet oplyst, at 2 af klienterne den 16. februar var blevet anbragt andetsteds. Hun blev først den 19. februar via omtale af sagen i TV- Avisen klar over, at der ikke længere var klienter på institutionen.

Til støtte for bodspåstanden over for de medlemmer af de indklagede forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen, har klagerne anført, at det ved Den Kommunale Tjenestemandsrets dom er fastslået, at de tjenestemandsansatte omsorgsassistenter ikke med henvisning til grundsætningen i Normens § 5, stk. 2, har kunnet nedlægge arbejdet. Det samme må gælde for de medlemmer af de indklagede forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelsen. At dette er tilfældet, fremgår allerede af, at de 2 mest belastede klienter forud for arbejdsnedlæggelsen var overført til en anden institution. Der var således den 17. februar kun en klient tilbage. Denne klient var klart den mindst vanskelige, hvilket illustreres af, at hun den 18. februar kunne anbringes i familiepleje. Den pågældende blev indtil da passet af forstanderen, som var til stede på »T-Huset« under hele forløbet. Det er fastslået i Arbejdsrettens praksis, at adgangen til at nægte arbejde under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2, er en individuel ret, som tilkommer den enkelte arbejdstager. Arbejdsnægtelse under henvisning til Normens § 5 måtte således under alle omstændigheder forudsætte, at omsorgsmedhjælperne var mødt på arbejde, hvorved de ville have konstateret, at der som følge af klienternes anbringelse andetsteds intet grundlag var for arbejdsvægringen. Uanset at det i hvert fald fra den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter på institutionen, fortsatte arbejdsnedlæggelsen helt til den 26. februar. Der er derfor intet grundlag for at lade boden bortfalde eller for at nedsætte boden i forhold til de sædvanligt anvendte satser.

For så vidt angår bodspåstanden over for de 2 indklagede forbund har klagerne anført, at forbundene på fællesmødet nægtede at give medlemmerne pålæg om at genoptage arbejdet. Som begrundelse herfor henholdt de sig alene til det, som også var gjort gældende fra socialpædagogernes side. Man undlod således selv at undersøge forholdene. Havde man foretaget en sådan undersøgelse, ville man være blevet klar over, at 2 af de mest belastede klienter allerede den 16. februar var overført til andre institutioner, og at der således ikke i Normens § 5, stk. 2, var grundlag for arbejdsnedlæggelsen. Det må være forbundenes egen risiko, at man ikke satte sig ind i forholdene, og forbundene har ved på et utilstrækkeligt grundlag at nægte at give pålæg om genoptagelse af arbejdet pådraget sig organisationsansvar.

Helt klart må dette være, når der henses til, at organisationerne, selv efter at det den 19. februar var klart for alle, at der ikke var klienter på »T-Huset«, undlod at foranledige, at medlemmerne mødte på arbejde. Heller ikke på det forberedende møde i Arbejdsretten den 25. februar ville organisationerne give et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet, idet man stadig henviste til Normens § 5. Skrivelsen af 25. februar fra Socialpædagogernes Landsforbund viser, at der reelt var tale om en mellem de 3 forbund aftalt arbejdsstandsning. Det må tages i betragtning, at der er tale om 2 store, velfungerende forbund, som ved deres handlemåde har medvirket til, at man fra amtskommunens side var tvunget til at overføre de 2 mest belastede klienter til en anden institution til stor skade for disse klienter. Der bør derfor ikendes organisationerne en alvorlig bod.

Indklagede har til støtte for påstanden om frifindelse for individuelt bodsansvar anført, at omsorgsmedhjælperne ved de faguddannede omsorgsassistenters arbejdsnedlæggelse blev bragt i en meget vanskelig situation. Arbejdsforholdene på institutionen ville i denne situation være så belastende, at omsorgsmedhjælperne med føje kunne nægte at arbejde under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2. Det må herved tages i betragtning, at der - som det fremgår af Arbejdstilsynets indgriben - var tale om en særdeles vanskelig arbejdsplads. Omsorgsmedhjælpernes arbejdsvægring var ikke resultat af en kollektiv beslutning, men udtryk for, at de enkelte medhjælpere ikke fandt det forsvarligt at fortsætte arbejdet. Den omstændighed, at ledelsen efter meddelelsen om, at omsorgsassistenterne ville nedlægge arbejdet, straks traf foranstaltninger til at anbringe klienterne andetsteds, viser, at også ledelsen var klar over, at man ikke kunne drive institutionen videre alene med bistand af omsorgsmedhjælperne. Det er uforståeligt, at ledelsen ikke allerede den 15. februar om aftenen, da man orienterede medhjælperne om situationen, gav meddelelse om, at man ville overføre klienterne til andre institutioner. Under de foreliggende omstændigheder har medhjælperne været berettiget til at undlade at møde på arbejde. I hvert fald foreligger der så formildende omstændigheder, at en eventuel bod bør bortfalde eller nedsættes jfr. arbejdsretslovens § 12, stk. 2.

Hvad angår påstanden om organisationsansvar har indklagede anført, at de 2 indklagede forbund ikke forud for fællesmødet den 17. februar var blevet informeret om problemerne. Fra arbejdsgiverside forlangte man desuagtet, at organisationerne på stedet skulle tage stilling til konflikten og give pålæg om genoptagelse af arbejdet. Under de foreliggende omstændigheder kunne dette ikke med rimelighed kræves. Det må herved tages i betragtning, at retten til at nægte arbejde under påberåbelse af Normens § 5, stk. 2, er en individuel ret. Der kan derfor ikke påhvile organisationerne pligt til at give pålæg, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt arbejdstagerne kan nægte at arbejde med henvisning til § 5. Hertil kommer, at man fra arbejdsgiverside på fællesmødet undlod at give organisationerne den helt centrale oplysning, at man allerede dagen før havde overført 2 af klienterne til andre institutioner. Organisationerne har derfor ikke haft et fyldestgørende beslutningsgrundlag. Det må endvidere tillægges betydning, at de 2 forbund under hele forløbet aktivt bestræbte sig på at bringe konflikten til ophør ved at få arrangeret et møde med amtsborgmesteren og andre medlemmer af amtsrådet. Det er ikke korrekt, at forbundene på mødet i Arbejdsretten den 25. februar ikke gav et betingelsesløst pålæg om genoptagelse af arbejdet. Henvisningen til Normens § 5 havde alene til formål at tage forbehold over for, om arbejdsvægringerne forud for pålægget havde været berettigede.

Arbejdsretten skal udtale

Da amtskommunen dagen inden arbejdsnedlæggelsens iværksættelse havde overført de 2 mest belastede klienter til en anden institution, findes omsorgsmedhjælperne ikke objektivt set at have haft grundlag for at nedlægge arbejdet under henvisning til Normens § 5, stk. 2. Som anført af parterne tilkommer adgangen til at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, den enkelte arbejdstager. Det måtte derfor påhvile omsorgsmedhjælperne at møde op på institutionen for at bringe på det rene, om der forelå forhold, som kunne berettige til en arbejdsvægring. Var de mødt, ville de være blevet klar over, at dette ikke var tilfældet. Under disse omstændigheder findes de medlemmer af de indklagede forbund, som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, at have pådraget sig bodsansvar, og der findes ikke at være grundlag for at lade boden bortfalde eller for at nedsætte den. Bodsansvar må også påhvile de medlemmer, som først indmeldte sig i Kvindeligt Arbejderforbund under konflikten.

Hvad angår spørgsmålet om organisationsansvar, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at de 2 forbund ikke inden fællesmødet den 17. februar 1988 var bekendt med problemerne på »T-Huset«, og at det ikke på fællesmødet blev oplyst fra arbejdsgiverside, at man den 16. februar havde overført 2 af klienterne til en anden institution. Det kan endvidere ikke afvises, at omsorgsmedhjælperne kunne have påberåbt sig Normens § 5, stk. 2, hvis man ville have søgt arbejdet på »T-Huset« videreført med et personale, som alene bestod af forstanderen og omsorgsmedhjælperne. Under disse omstændigheder findes det betænkeligt at antage, at organisationerne har pådraget sig bodsansvar allerede som følge af, at de ikke på fællesmødet ville pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet. Derimod findes organisationerne at have haft pligt til at meddele et sådant pålæg, så snart det blev klart, at der ikke var klienter på institutionen, og at der derfor ikke var grundlag for arbejdsvægringen. Efter det oplyste blev pålæg først meddelt på mødet i Arbejdsretten den 25. februar 1988. De indklagede forbund findes ved denne passivitet at have gjort sig delagtige i overenskomstbruddet. Ved fastsættelsen af den bod, som herefter påhviler de 2 forbund, findes der at burde lægges en vis vægt på, at de 2 forbund som anført ikke forud for fællesmødet havde været inddraget i drøftelser om forholdene på »T-Huset«, og at organisationerne efter fællesmødet straks tog skridt til at opnå en forhandling med henblik på at bringe konflikten til ophør. Boden findes herefter at burde fastsættes til 25.000 kr. for hvert af de indklagede forbund.

T h i k e n d e s f o r r e t

Hver af de på de fremlagte navnelister anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, som har deltaget i arbejdsnedlæggelsen på »T-Huset« fra den 17. februar 1988 til og med den 25. februar 1988, skal til Københavns Amtskommune betale en bod på 20 kr. for hver time, hvori de har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, for så vidt angår de medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund, som først indmeldte sig i forbundet under konflikten, dog først fra tidspunktet for deres indmeldelse.

Til Amtsrådsforeningen i Danmark skal Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark betale en bod på hver 25.000 kr.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten. NOTER (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.287 ff, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.147 ff, K 87.445, K 86.130 og 86.131 (A 1986 s.151), K 10.113 (A 1984 s.137).

Den 15/2 1988 meddelte Socialpædagogernes Landsforbund Københavns kommune, at forbundet havde forbudt sine medlemmer at arbejde i institutionen »T-huset« på grund af arbejdsmiljøproblemer, der bestod i, at institutionen husede 3 fastboende psykisk handicappede klienter, der var meget aggressive. Arbejdet var herefter nedlagt på institutionen fra 17.-25/2. I arbejdsnedlæggelsen deltog medlemmer af SID og KAD.

Den 16/2 var to af klienterne blevet flyttet fra institutionen, og den 18/2 blev den tredie klient flyttet.

Der afholdtes fællesmøde den 17/2. Under henvisning til Normens § 5 udtalte arbejdstagersiden, at man ikke kunne anerkende, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Arbejdsretten udtalte, at arbejderne objektivt set ikke havde haft grundlag for at nedlægge arbejdet under henvisning til Normens § 5, stk. 2, den 17/2, efter at de to mest belastede klienter var blevet flyttet fra institutionen den 16/2. Adgangen til at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, tilkommer den enkelte arbejdstager, og det måtte derfor påhvile arbejderne at møde op på institutionen for at konstatere, om forholdene berettigede til arbejdsvægring. Der var herefter ikke grundlag for bodsbortfald eller bodsnedsættelse.

Da det ikke på fællesmødet var oplyst, at to af klienterne var blevet flyttet fra institutionen, havde organisationerne ikke pådraget sig ansvar ved ikke at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet på fællesmødet. Imidlertid havde organisationerne haft pligt til at meddele arbejderne sådant pålæg, så snart det blev klart, at der ikke var klienter på institutionen, men pålæg blev først givet den 25/2.

For den således udviste passivitet idømtes der KAD og SID en bod på 25.000 kr. hver.