Legislator Case Law & Legislation
U19890342313 DK

Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverorganisationers ansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Passivitet. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Arbejdsgiverforenings cirkulære, der forbød forbedrede individuelle lønvilkår for nyansatte i forhold til allerede ansatte, overenskomststridigt. Bod ej pålagt, da påstand herom først var nedlagt under domsforhandlingen.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk VVS- Installatørforening (advokat Merete Preisler).

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3423 Valid

Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverorganisationers ansvar i øvrigt Bod ikke pålagt Passivitet. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsprocessen Arbejdsretsproces i øvrigt Arbejdsgiverforenings cirkulære, der forbød forbedrede individuelle lønvilkår for nyansatte i forhold til allerede ansatte, overenskomststridigt. Bod ej pålagt, da påstand herom først var nedlagt under domsforhandlingen.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk VVS- Installatørforening (advokat Merete Preisler).

Dommere: Bollerup-Jensen, Engelbrechtsen, Gert Kristensen, Henrik Lind, Riis (retsformand), Strube og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk VVS-Installatørforening for Arbejdsretten.

Klagerne har nedlagt følgende påstand

Den indklagede organisation har brudt den gældende overenskomst ved i cirkulære til medlemsvirksomhederne dels at have søgt at øve indflydelse på den individuelle lønfastsættelse, dels at søge at lægge hindringer i vejen for at forbundets medlemmer skifter job.

Klagerne har under domsforhandlingen yderligere nedlagt påstand om, at den indklagede organisation, Dansk VVS- Installatørforening, til Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark betaler en af Arbejdsretten fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse og protesteret imod, at den først under domsforhandlingen nedlagte bodspåstand tages under påkendelse.

Sagens omstændigheder er følgende

Parternes forhold er reguleret af overenskomst af 1. marts 1987 mellem Dansk VVS-Installatørforening og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark.

Overenskomsten indeholder i punkt 5 om lønforhold blandt andet følgende bestemmelser

»Stk. 1. Minimalløn.

Fra den 1. marts 1987 er minimallønnen 55,00 kr./t.

Fra den 7. marts 1988 forhøjes minimallønnen til 58,00 kr./t.

Stk. 2. Øvrige lønforhold.

a. Parterne er enige om, at anvendelsen af tidløn eller produktionsfremmende lønsystemer bør ske på en sådan måde, at den enkelte virksomheds produktivitets og konkurrenceevne og dermed beskæftigelsesmuligheder fremmes mest muligt. Parterne er enige om, at arbejdsgiverorganisation og virksomhederne er berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.

b. Forhandlingerne om lønændringer kan højst finde sted en gang i hvert overenskomstår 1/3-87 - 28/2-88, 1/3-88 - 28/2- 89, 1/3-89 - 28/2-90, 1/3-90 - 28/2-91.

c. Til alle voksne arbejdere ydes der fra begyndelsen af den lønningsuge, hvori falder den 1.september 1987, 1.september 1988, 1.september 1989 og 1. september 1990 et tillæg på 93 øre pr. time til samtlige tidlønstimer som kompensation for arbejdstidsnedsættelsen.«

Dansk VVS-Installatørforening har til sine medlemmer udsendt et cirkulære benævnt Medlemsnyt F 01/88 dateret januar 1988.

Cirkulæret indeholder blandt andet følgende bestemmelser

»TIL VIRKSOMHEDENS INDEHAVER(E)

LØNSTYRINGEN I DANSK VVS I PERIODEN FRA 1/3-88 til 1/3- 89.

Der har gennem det sidste års tid fundet en eksplosiv lønudvikling sted, specielt indenfor bygge- og anlægssektoren og hermed også inden for DANSK VVSs område.

Dansk Arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse har derfor besluttet, at alle medlemsorganisationer under DA nu må indlede et samarbejde om lønstyring og især har de pålagt bygge- og anlægsbranchen at få styr på lønudviklingen inden for de forskellige fagområder.

DANSK VVSs hovedbestyrelse har på denne baggrund, i samarbejde med de øvrige bygge-anlægsfags arbejdsgiverorganisationer, besluttet at genindføre egentlig lønstyring efter følgende model.

1. LØNREGULERING I 1. OVERENSKOMSTÅR

(1.3. 1987 til 29.2. 1988)

Såfremt den overenskomstaftalte DENNE LØNREGULERING HAR FUNDET STED I TIDSRUMMET FRA 1.3.1987 TIL DATO, KAN TIMELØNNEN IKKE FORHØJES YDERLIGERE FØR EFTER 1.3.1988. HAR REGULERINGEN IKKE FUNDET STED, KAN TIDLØNNEN KUN REGULERES EFTER AFTALE MED FAGRETLIG AFDELING.

Alle reguleringer fra d.d. skal indberettes til DANSK VVS.

2. LØNREGULERING I 2. OVERENSKOMSTÅR

(1.3.1988 til 28.2.1989)

MED VIRKNING FRA OG MED 7. MARTS 1988 FORHØJES MINIMALLØNNEN TIL 58.00 KR/T. MINIMUMSSERVICETILLÆG ER UFORANDRET 10.00 KR/T. I HELE 2. OVERENSKOMSTÅR. MINDSTEBETALINGEN TIL VOKSNE TIMELØNNEDE ARBEJDERE ER FRA 7. MARTS 1988 DERFOR 68,00 KR./T.

DET SKAL PRÆCISERES, AT DER ER FULD MODREGNINGSPLIGT OG -RET I FORHØJELSEN AF MINIMALLØNNEN I ALLE LØNNINGER, DER ER HØJERE END 58.00/68,00 KR./T.

5. PERSONALEOMSÆTNING - ANSÆTTELSE AF ARBEJDSKRAFT.

Forinden ansættelse af arbejdskraft, er virksomhederne forpligtet til at henvende sig til den tidligere arbejdsgiver for at konstatere, om ansøgeren er overenskomstmæssigt frigjort og få oplyst, hvilke vilkår og løn der har været gældende i det tidligere ansættelsesforhold. Der må ikke ved nyansættelser gives lønninger og vilkår, der er mere fordelagtige end de for de øvrige medarbejdere i virksomheden gældende lønninger og vilkår.

SÅFREMT DET BLIVER NØDVENDIGT, KAN DER ETABLERES INDBERETNINGSPLIGT OM ANSÆTTELSE OG AFSKEDIGELSE.«

Klagerne har gjort gældende, at overenskomsten, der er en minimallønsoverenskomst, ikke i punkt 5, stk. 2a, indeholder hjemmel for punkt 5 i cirkulæret. Punkt 5 i cirkulæret har to led, der må læses i sammenhæng. Begge led er kategoriske. 1. led pålægger indklagedes medlemmer inden ansættelse af arbejdskraft at kontakte den tidligere arbejdsgiver for der at få oplyst, om ansøgeren der er frigjort og hvilke vilkår, der har været gældende i det tidligere ansættelsesforhold. Dette led begrænser de ansattes muligheder for at skifte arbejde og er derfor i strid med overenskomstens regler om opsigelse og disse reglers forudsætninger. 2. led afskærer indklagedes medlemmer fra ved nyansættelser at give lønninger og vilkår, der er mere fordelagtige end de for de allerede ansatte gældende. Overenskomstens punkt 5, stk. 2a, 2. pkt., indeholder alene hjemmel for at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. 2. led griber imidlertid ind i den individuelle lønfastsættelse for nyansatte medarbejdere. Hertil indeholder overenskomsten ikke hjemmel.

Klagerne har bestridt ved først at have foranlediget fællesmøde afholdt den 15. september 1988 og ved først at have indleveret klageskrift til Arbejdsretten den 11. oktober 1988 at have udvist en sådan passivitet, at de er afskåret fra at få realitetsbehandlet den oprindeligt nedlagte påstand.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne har udvist relevant passivitet ved først 9 måneder efter udsendelsen af cirkulæret at gøre gældende, at cirkulæret er overenskomststridigt. De indklagede har endvidere bestridt, at cirkulærets punkt 5 strider mod overenskomsten eller dens forudsætninger. Meningen med 1. led er ikke, at de deri nævnte oplysninger skal indhentes »forinden ansættelse«, men »efter eller i forbindelse med ansættelse«, jfr. formuleringerne »er overenskomstmæssigt frigjort«, »hvilke vilkår og løn der har været gældende« og » det tidligere ansættelsesforhold.« 2. led tilsigter alene at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Hertil indeholder overenskomsten hjemmel. Derimod griber bestemmelsen ikke ind i den individuelle lønfastsættelse.

Arbejdsretten skal udtale

Klagernes først under domsforhandlingen nedlagte påstand om bod kan mod de indklagedes protest ikke tages under realitetsbehandling.

Klagerne har ikke udvist en sådan passivitet, at de indklagede af den grund kan frifindes.

Punkt 5, 1. led, i cirkulæret kan - således som det er formuleret, jfr. de to første ord »forinden ansættelse« - ikke fortolkes som af de indklagede anført. Bestemmelsen pålægger virksomhederne en ubetinget forpligtelse og respekterer derved ikke adgangen til at indgive diskrete ansøgninger om andet arbejde. Bestemmelsen er derfor i strid med den i overenskomstens opsigelsesbestemmelser forudsatte fri bevægelighed for klagernes medlemmer.

Overenskomstens punkt 5, stk. 2a, sidste pkt., indeholder alene hjemmel for at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed, men ikke for - hvad punkt 5, 2. led i cirkulæret gør - at begrænse den individuelle lønfastsættelse for nyansatte medarbejdere.

T h i k e n d e s f o r r e t

Punkt 5, stk. 1, 1. og 2. led, i indklagede, Dansk VVS- Installatørforenings cirkulære, benævnt Medlemsnyt F 01/88 dateret januar 1988, er i strid med gældende overenskomst.

Indklagede, Dansk VVS-Installatørforening, betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1989 3423 Valid

En arbejdsgiverforening udsendte cirkulære til sine medlemmer, hvori virksomhederne bl.a. blev pålagt, forinden ansættelse af nye medarbejdere, at henvende sig til den tidligere arbejdsgiver for at konstatere, om ansøgeren var overenskomstmæssigt frigjort, og få oplyst det tidligere ansættelsesforholds vilkår og løn. Endvidere pålagdes virksomhederne ikke at give løn eller vilkår, der var mere fordelagtige end de lønninger og vilkår, der var gældende for de øvrige medarbejdere i virksomheden.

Arbejdsretten fastslog, at disse påbud stred mod den fri bevægelighed for arbejderne, der var forudsat i overenskomstens opsigelsesbestemmelser, og mod overenskomstens adgang til individuelle lønfastsættelser for nyansatte medarbejdere.

Klageren havde først 9 måneder efter fremkomsten af cirkulæret gjort gældende, at cirkulæret var overenskomststridigt, men havde ikke herved udvist en sådan passivitet, at indklagede af den grund kunne frifindes.

Klagerne havde først under domsforhandlingen nedlagt påstand om bod, hvorfor denne påstand ikke kunne tages under realitetsbehandling mod indklagedes protest.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →