Bod 2.3.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Kutyme. Særoverenskomst. Underbetaling. Arbejdsgiver idømt bod for at bringe betalt frokostpause til ophør uden varsel.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf- Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Vestsjællands Avissats ApS, Sofievej 2, Slagelse. v. C. Wulff Clausen, Vestergade 131A, Silkeborg.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Kutyme. Særoverenskomst. Underbetaling. Arbejdsgiver idømt bod for at bringe betalt frokostpause til ophør uden varsel.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf- Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Vestsjællands Avissats ApS, Sofievej 2, Slagelse. v. C. Wulff Clausen, Vestergade 131A, Silkeborg.
Dommere: Erik Balle, Bisgaard, Lillian Knudsen, Albæk Petersen, Kurt Petersen, Riis (retsformand) og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Vestsjællands Avissats ApS, Slagelse, for Arbejdsretten.
Klagerne har nedlagt følgende påstande
Principalt: Indklagede tilpligtes at overholde gældende overenskomst og for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Typograf-Forbund indeholdende 14.391 kroner i manglende betaling til forbundets medlemmer, Peter Skakon, John Hansen, Poul Hansen og Palle Vesti.
Subsidiært: Indklagede tilpligtes at overholde gældende overenskomst og for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Typograf-Forbund. Spørgsmålet om efterbetaling til forbundets medlemmer henskydes til sædvanlig fagretlig behandling.
Indklagede, der har påstået frifindelse, har under domsforhandlingen tillige nedlagt påstand om, at det pålægges klagerne at betale indklagede 8.500 kroner i sagsomkostninger for Arbejdsretten og en efter rettens skøn fastsat bod som erstatning for uberettiget at have forvoldt indklagede skade.
Indklagede er i henhold til tiltrædelsesoverenskomst omfattet af gældende overenskomst mellem Dansk Typograf- Forbund og Danske Provinsbogtrykkerforeninger og Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation.
Klagerne har gjort gældende, at indklagede i en årrække har ydet de af den pågældende overenskomst omfattede medarbejdere betalt frokostpause, og at indklagede ikke har kunnet bringe denne ordning til ophør uden opsigelse med tre måneders varsel. Indklagede har uden varsel ændret denne ordning fra den 1. februar 1988. Indtil da var arbejdstiden 38 1/2 timer om ugen, heri 1/2 times frokostpause hver dag. Siden den 1. februar 1988 har arbejdstiden været 41 timer om ugen. Lønnen for 2 1/2 time i 13 uger var 3.595,75 kroner pr. typograf eller 14.391 kroner for fire typografer.
C. Wulff Clausen har oplyst, at han den 19. juni 1987 overtog indklagede, der var i økonomiske vanskeligheder, og at to af virksomhedens hidtidige ejere fortsatte som medarbejdere. Han har ikke været bekendt med, at medarbejderne har haft betalt frokostpause, og den pr. 1. februar 1988 skete ændring af arbejdstiden angår ikke frokostpauser.
Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaringer af typograferne Peter Skakon og John Hansen, der begge er ansat hos indklagede.
Peter Skakon har forklaret, at han startede anpartsselskabet i 1982. Da indtjeningen var for svag, overdrog han i juni 1987 sin anpart til Clausen. Der var da ansat typografer. Der havde i hele den periode, hvor selskabet havde eksisteret, været holdt betalt frokostpause. Det har han ikke fortalt Clausen. Clausen kom efter overdragelsen normalt hver dag i firmaet. Frokostpausen fortsatte uændret indtil den 1. februar 1988 med at blive betalt af firmaet. Arbejdstiden var før februar 1988 som anført af klagerne. Clausen kom midt i januar 1988 med et oplæg om ændret arbejdstid fra den 1. februar 1988. Han sagde, at det var et krav. Dette krav blev efter henvendelse til forbundet kun accepteret under protest.
John Hansen har forklaret, at han blev ansat hos indklagede til tiltrædelse den 31. august 1987. Han blev ansat af Ejner Marcher, der var driftsleder eller faktor. Han fik ved ansættelsen at vide, at firmaet betalte frokostpausen. Han var kun på virksomheden i 38 1/2 time om ugen, og Clausen kom næsten daglig på virksomheden. Clausen spillede midt i januar 1988 ud med et oplæg om fra den 1. februar 1988 at forhøje arbejdstiden til 41 timer. Han protesterede imod, at arbejdstiden blev forhøjet fra 38 1/2 time til 41 timer. Clausen svarede hertil, at det var et krav. Han henvendte sig herefter til forbundet og derefter til selskabets ny administrerende direktør Keld Steen, der tiltrådte den 1. februar 1988. Steen ville imidlertid ikke opsige den hidtil gældende ordning. Han har siden den 1. februar 1988 arbejdet som anført af klagerne.
Klagerne har nærmere anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at indklagede fra dets start i 1982 - uafbrudt af overdragelsen den 19. juni 1987 - indtil den 1. februar 1988 har ydet typograferne betaling for 1/2 times daglig frokostpause. Der er herved blevet skabt en kutyme eller en stiltiende aftale, som indklagede kun kan bringe til ophør med et varsel på tre måneder.
Indklagede har heroverfor anført, at klagerne har bevisbyrden for, at de har opnået den påståede retsstilling ved kutyme eller stiltiende aftale, og at denne bevisbyrde ikke er opfyldt.
Arbejdsretten skal udtale
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at indklagede fra dets start i 1982 indtil den 1. februar 1988 har betalt typografernes frokostpause. Indklagede har herved givet de ansatte typografer grund til at tro, at de var berettiget hertil, indtil indklagede med tre måneders varsel bragte ordningen til ophør. Da ordningen den 1. februar 1988 blev bragt til ophør uden sådant varsel, har indklagede begået overenskomstbrud, og typograferne har ret til den påståede efterbetaling. Den af indklagede forskyldte bod fastsættes til 30.000 kroner, der indeholder kravet om efterbetaling af 14.391 kroner.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Vestsjællands Avissats ApS v/ C. Wulff Clausen, Vestergade 131A, Silkeborg, skal inden 14 dage til Dansk Typograf-Forbund betale en bod på 30.000 kr. og i sagsomkostninger 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.108 og s.122, Knud Illum s.268, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.211, Rise Faglig voldgift s.168 og 177 ff.
Antaget, at arbejderne i en virksomhed fra dennes start i 1982 indtil 1/2 1988 havde haft betalt frokostpause, uagtet dette ikke fremgik af den gældende overenskomst, og at virksomheden derfor havde givet de ansatte grund til at tro, at de var berettigede hertil, således at et ophør af ordningen måtte sker med 3 måneders varsel. Da ordningen den 1/2 blev bragt til ophør uden sådant varsel, forelå overenskomstbrud.
Den forskyldte bod fastsattes til 30.000 kr., inklusive 13.391 kr. i efterbetaling til de ansatte (svarende til 2 1/2 times løn i 13 uger for 4 ansatte).