Legislator Case Law & Legislation
U19890336513 DK

Bod 2.1.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage abrejdsydelse i forbindelse med eller efter arbejdsstandsning. Bod ikke pålagt Entreprise. Afskedigelse af 15 rengøringsarbejdere i forbindelse med en virksomheds overførsel af rengøringsarbejdet til et rengøringsselskab var ikke en overenskomststridig lock- out.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes almindelige Arbejdsgiverforening for P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, (advokat Helge Werner).

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3365 Valid

Bod 2.1.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage abrejdsydelse i forbindelse med eller efter arbejdsstandsning. Bod ikke pålagt Entreprise. Afskedigelse af 15 rengøringsarbejdere i forbindelse med en virksomheds overførsel af rengøringsarbejdet til et rengøringsselskab var ikke en overenskomststridig lock- out.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes almindelige Arbejdsgiverforening for P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, (advokat Helge Werner).

Dommere: Bollerup-Jensen, Arnold Hansen, Erik Jensen, Gert Kristensen, Bent Larsen, Mundt (retsformand) og Jørgen Pedersen.

Under denne ved klageskrift af 2. juni 1988 for Arbejdsretten indbragte sag har klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, over for indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes almindelige Arbejdsgiverforening for P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, nedlagt følgende påstande

P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm's afskedigelse af 15 medarbejdere på rengøringsholdet den 8. april 1988 er en overenskomststridig lockout.

P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den indklagede virksomhed, der bearbejder fisk, er som medlem af Industrifagene omfattet af Fællesoverenskomsten 1987 - 1991 mellem Industrifagene og Kvindeligt Arbejderforbund og Specialarbejderforbundet. Rengøringsarbejdet på virksomheden udførtes af medarbejdere, der var ansat på virksomheden, således at medlemmer af Specialarbejderforbundet udførte arbejdet i produktionsområderne, mens medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund udførte arbejdet i kantinen m.v. Der var den 24. maj 1985 indgået lokalaftale med SID, Hanstholm afdeling, indeholdende bl.a. en eksklusivaftale, og den 29. september 1986, ligeledes med SID, Hanstholm afdeling, en bonusaftale med angivelse af områdeopdeling af SID's rengøringshold. Ved sidstnævnte aftale er udbetaling af bonus gjort afhængig af rengøringens effektivitet inden for de forskellige produktionsområder.

I slutningen af januar 1988 hjemsendte virksomheden 3 ansatte rengøringsmedarbejdere, hvoriblandt en var talsmand, mens de to andre havde en betydelig anciennitet, fra en afdeling, som - trods råvaremangel på virksomheden i almindelighed - fortsatte produktionen. Dette var efter klagernes opfattelse i strid med kutyme på virksomheden. Samtidig ansattes tre nye medarbejdere, der dels ikke på ansættelsestidspunktet var medlemmer af SID, dels ikke kunne udføre det arbejde, der blev pålagt dem, før de var blevet oplært i det. Utilfredsheden med det passerede førte til en arbejdsnedlæggelse fra den 1. til den 10. februar 1988. På begæring af 4. februar 1988 fra Specialarbejderforbundet til Industrifagene afholdtes der den 19. februar 1988 et mæglingsmøde vedrørende uoverensstemmelsen. Referatet fra mæglingsmødet lyder således

»Uoverensstemmelsen drejede sig om hjemsendelse af rengøringsfolkene.

Sagen forhandledes.

Der var mellem parterne enighed om, at den konkrete sag sluttes ved, at hidtidig praksis følges.

I ekstraordinære råvaremangelsituationer kan eventuel hjemsendelse finde sted efter aftale med tillidsrepræsentanten/SID, Hanstholm.

Der var enighed om, at denne aftale ikke har præjudiciel virkning.«

Spørgsmålet om bodsansvar for den nævnte arbejdsnedlæggelse er af Dansk Arbejdsgiverforening ved klageskrift af 9. februar 1988 indbragt for Arbejdsretten, der behandler sagen under nr. 88.045. Den er endnu ikke afsluttet. Det er oplyst, at arbejdsnedlæggelsen var den første på virksomheden i 1 1/2 år.

I referatet af et samarbejdsudvalgsmøde den 26. marts 1988 er anført følgende

»Herefter blev SU, i henhold til samarbejdsaftalen, pålagt tavshedspligt indtil nyt møde den 06.04.88. ATL (der står for Alfred Toft Larsen, der er økonomidirektør på virksomheden) forelagde forslag til omlægning af rengøringsarbejdet fra egne folk til rengøringsselskab med følgende forklaring

Førte forhandlinger med ISS ult. 86 og Jysk Rengøring ult. 87.

Den økonomiske baggrund for forslaget.

Problemer med styring af holdet, krav til formand etc.

Omkostninger v/konflikt.

Langsigtet produktionsplanlægning.

ATL fortalte om forhandlingerne med Jysk Rengøring, at man som betingelse for overgang havde forlangt, at nuværende rengøringsfolk fik fortrinsret såfremt de ønskede det.

ATL bad SU overveje situationen og evt. fremkomme med forslag til en anden løsning men lagde ikke skjul på, at der skulle meget tungtvejende argumenter til at ændre ledelsens indstilling.«

På mødet redegjorde økonomidirektøren for den økonomiske baggrund for sagen på grundlag af et notat, der udviser en årlig besparelse for virksomheden på 794.964 kr. ved at overgå til at lade rengøringen udføre af Jydsk Rengøring A/S. På foden af notatet, der er fremlagt under nærværende sag, er anført: »Rengøringsholdets sygdomsfravær: 20-30 %». (Korrigeret for regnefejl i notatet skulle den årlige besparelse udgøre 914.964 kr.).

Sagen behandledes på ny på et samarbejdsudvalgsmøde den 6. april 1988. Referatet fra dette møde har følgende ordlyd

»Rengøring

Sagen blev diskuteret grundigt uden noget væsentligt nyt blev fremført og alle var enige i rengøringsarbejdets vigtighed. ATL kunne derefter oplyse at rengøringsarbejdet vil overgå til Jysk Rengøring den 11.04.1988.

Der blev aftalt møde imellem Jysk Rengøring og rengøringsfolkene den 07.04.1988 kl. 20.00.«

Sidstnævnte referat er ikke underskrevet af tillidsmand Bjarne Jespersen.

Den 8. april 1988 fremsendte virksomheden opsigelse til de hidtil beskæftigede 14 rengøringsmedarbejdere.

Talsmand for rengøringsmedarbejderne Henry Pedersen, der havde været medlem af samarbejdsudvalget i et års tid og deltog i mødet den 26. marts 1988, har forklaret, at spørgsmålet om omlægning af rengøringsarbejdet ikke havde været drøftet tidligere. Begrundelsen for ændringen blev fra virksomhedens side oplyst at være, at man var bange for ikke at kunne styre arbejdet og frygtede nye konflikter. Det blev sagt, at strejken havde kostet virksomheden omkring en million kroner. Det turde man ikke risikere en gang til. Økonomidirektøren nævnte på grundlag af et notat, han medbragte, men som ikke blev udleveret til de øvrige mødedeltagere, at virksomheden ville spare 700.000 kr. ved at lade rengøringen overgå til rengøringsselskabet. Endvidere nævnte han det store sygdomsfravær. Vidnet prøvede på mødet ved flere spørgsmål at få en samtale i gang til nærmere belysning af, på hvilke punkter besparelsen skulle opnås, men han fik ikke svar på sine spørgsmål. Han fik det indtryk, at afgørelsen var truffet.

Tillidsrepræsentant for flere SID-grupper på virksomheden, herunder bl.a. for rengøringshold, Bjarne Jespersen har forklaret, at han var medlem af samarbejdsudvalget, men på grund af sygdom ikke deltog i mødet den 26. marts 1988. En af de første dage i den efterfølgende uge blev han under pålæg om tavshed telefonisk orienteret af økonomidirektøren om, hvad der var passeret på mødet. Det var klart, at det var en alvorlig sag, der blev forelagt ham, og han spurgte under samtalen, om det ikke var muligt at finde frem til en løsning. På spørgsmålet, om der var noget at forhandle om, og om man kunne diskutere garanti for iagttagelse af fredspligten, fik han kun det svar, at økonomidirektøren ikke vidste det. Virksomheden stillede ikke i udsigt, at man kunne fortsætte med den hidtidige ordning, hvis denne blev gjort billigere. På mødet den 6. april 1988, som vidnet deltog i, blev medarbejderne straks spurgt, om der forelå noget nyt. På baggrund af den tavshedspligt, der havde været pålagt medarbejderne, havde de ikke haft mulighed for at fremkomme med noget forslag. De spurgte igen, hvad der skulle til for at bevare den hidtidige ordning, men fik intet svar.

Formanden for KAD's Hanstholm afdeling Karen Marie Schou har forklaret, at hun først kom ind i sagen, da omlægningen var besluttet. På et møde den 11. april 1988 med en repræsentant for virksomhedens rengøringsmedarbejdere og økonomidirektøren fik hun af denne sidstes udtalelse det indtryk, at beslutningen om at overføre rengøringsarbejdet til et rengøringsselskab var truffet, fordi man var nødt til at skille sig af med det hold, som der havde været »for meget ballade med.« Man var bange for flere arbejdsnedlæggelser.

Økonomidirektør Alfred Toft Larsen har forklaret, at der længe havde været planer om at overføre rengøringsarbejdet til et rengøringsselskab. Virksomheden havde fra 1986 haft ISS til at gøre rent på kontorerne, og man havde været tilfreds med det arbejde, dette selskab havde udført. Man havde så tidligt som i december 1986 fået et tilbud fra ISS på rengøring af en del af fabrikken. Det er meget afgørende for virksomheden, at renholdelsen af produktionsområderne er af en meget høj standard. Man havde i sensommeren 1987 drøftet spørgsmålet om overførelse af rengøringsarbejdet til et rengøringsselskab med Sæby Fiskeindustri, der har en rejefabrik med en produktion svarende til den indklagede virksomheds. Her havde man været meget tilfreds med Jydsk Rengøring A/S. Man gik derfor i forhandling med dette selskab, der sidst i december foretog opmåling på virksomheden og i begyndelsen af januar 1988 fremkom med et tilbud, som virksomheden var indstillet på at acceptere. Det skulle imidlertid først drøftes på et samarbejdsudvalgsmøde. Jydsk Rengøring A/S fremsendte den 26. januar 1988 en prisspecifikation - fremlagt under sagen - hvorefter det månedlige vederlag ville andrage 273.420 kr. Det skulle have været forelagt på et møde i samarbejdsudvalget den 9. februar 1988, men dette møde blev på grund af konflikten efter henstilling fra tillidsrepræsentanterne flyttet først til den 19. februar 1988, men så på ny udsat. Sagen kom derfor først til behandling på mødet den 26. marts 1988. Her redegjorde han for den økonomiske baggrund for forslaget ved en gennemgang af det notat, han havde udarbejdet, og som er fremlagt under sagen. Til belysning af, hvad der menes med det, der er anført i referatet fra samarbejdsudvalgsmødet om »Problemer med styring af holdet, krav til formand etc.«, har vidnet forklaret, at der i to tilfælde med forskellige formænd fra personalets side var truet med, at der ikke ville blive gjort rent, hvis den pågældende formand ikke blev fjernet. Vidnet havde ikke på dette møde turdet angive noget beløb, som medarbejderne kunne gå ud fra, hvis de skulle bedømme, om det var muligt for dem ved begrænsning af lønudgiften at bevare arbejdet. På mødet den 6. april 1988 fremkom der ikke noget alternativt forslag fra medarbejderne. Sagen blev drøftet frem og tilbage, og det er derfor rigtigt, når der i referatet står, at den »blev diskuteret grundigt«. Vidnet har ikke efterfølgende fået kritik af referatets rigtighed. Derefter blev den endelige aftale med rengøringsselskabet indgået. På mødet den 7. april 1988 kl. 20 mellem medarbejderne og Jydsk Rengøring A/S blev resultatet, at 6 af 14 medarbejdere blev ansat i rengøringsselskabet.

Klagerne har til støtte for deres påstand om, at der foreligger en overenskomststridig lockout, anført, at tidspunktet for den kollektive afskedigelse af de medarbejdere, der var beskæftiget med rengøringsarbejde på virksomheden, i sig selv skaber en stærk formodning om, at det var den forudgående strejke, der motiverede ledelsen til at tage dette skridt. Det bestrides ikke, at arbejdsgiveren har ment, at omlægningen ville medføre en besparelse, men konflikten har talt med og været afgørende for det tidspunkt, der blev valgt for at foretage omlægningen. Den havde været overvejet fra 1986, og der var således ingen driftsmæssig begrundelse for at gøre omlægningen til en hastesag. Den burde på et tidligere tidspunkt, også under hensyn til de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiveren efter aftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark om samarbejde og samarbejdsudvalg i virksomhederne, have været gjort til genstand for mere indgående drøftelser i samarbejdsudvalget, før den eventuelt sattes i værk. Der havde ikke været en reel mulighed tidsmæssigt for arbejdstagersiden til at tage stilling til de økonomiske konsekvenser af den foreslåede ændring og fremkomme med alternative forslag. Det fremgår af de afgivne forklaringer, at omlægningen skyldtes de forudgående arbejdsnedlæggelser, og på denne baggrund må afskedigelserne ses. Derfor er der reelt tale om et overenskomststridigt kampskridt fra virksomhedens side.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det ikke af klagerne er dokumenteret, at der skulle foreligge en kamphensigt med de foretagne afskedigelser. Disse var alene begrundet i driftsmæssige hensyn. Det fremgår af den stedfundne bevisførelse, at der var betydelige besparelser for virksomheden ved at lade rengøringsarbejdet overgå til udførelse af et rengøringsselskab. Det havde været overvejet gennem længere tid forud for arbejdsnedlæggelserne, og den driftsøkonomiske omlægning var ikke motiveret af eller havde sammenhæng med den konflikt, der var afsluttet nogen tid forud for det tidspunkt, hvor den endelige beslutning blev truffet. Det kan heller ikke med rimelighed anføres, at sagen ikke havde været indgående drøftet med medarbejderne i samarbejdsudvalget, men der var ikke fra medarbejderside fremkommet noget forslag, der kunne berettige medarbejderne til at forlange sagen udskudt til fortsat drøftelse. Det var derfor berettiget, at virksomheden traf sin beslutning på det tidspunkt, det skete. Det må herved tages i betragtning, at virksomheden havde gjort, hvad den kunne, for at sikre medarbejderne ansættelse i Jydsk Rengøring A/S, hvis de ønskede det.

Arbejdsretten skal udtale

Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at overvejelserne om omlægningen af rengøringsarbejdet på virksomheden fra at lade det udføre af egne medarbejdere til at give det i entreprise til et rengøringsselskab havde stået på gennem længere tid, og at de var gået ind i deres afgørende fase allerede forud for konflikten i februar 1988. Det må endvidere lægges til grund, at omlægningen ville medføre betydelige besparelser for virksomheden og derfor var begrundet i driftsmæssige hensyn. Herefter kan der ikke gives klagerne medhold i, at der ved de foretagne afskedigelser foreligger en overenskomststridig lockout, og indklagedes frifindelsespåstand vil derfor være at tage til følge.

Klagerne findes at burde betale sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Industrifagenes almindelige Arbejdsgiverforening for P. Taabbel & Co. A/S, Hanstholm, frifindes for de af klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, under denne sag nedlagte påstande.

Klagerne betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Dom 1989 3365 Valid

Ansatte beskæftiget med rengøring af en virksomhed, der bearbejder fisk, nedlagde i tiden 1.-10/2 1988 arbejdet i protest mod en hjemsendelse af 3 medarbejdere, der efter de ansattes opfattelse stred mod en kutyme på virksomheden. Den 8/4 blev samtlige 15 rengøringsmedarbejdere opsagt, idet rengøringsarbejdet blev overført til et rengøringsselskab. Virksomheden blev herefter indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod for overenskomststridig lock-out.

Lagt til grund, at virksomhedens overvejelser om omlægningen af rengøringsarbejdet var gået ind i den afgørende fase allerede før konflikten i februar, og at omlægningen ville medføre betydelige besparelser for virksomheden og derfor var begrundet i driftsmæssige hensyn. Herefter blev påstanden om, at der havde foreligget overenskomststridig lock-out, ikke taget til følge.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →