Legislator Case Law & Legislation
U19890324013 DK

Sympatikonflikt Sympatikonflikt fundet lovlig.(* 1) (* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for VEKOFA/ME (kontorchef Per Laurents) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Morten Ulrich).

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3240 Valid

Sympatikonflikt Sympatikonflikt fundet lovlig.(* 1) (* 2) Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for VEKOFA/ME (kontorchef Per Laurents) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (konsulent Morten Ulrich).

Dommere: Bisgaard, Gade, Arnold Hansen, Hilstrøm, Erik Jensen, Kurt Petersen og Riis (retsformand).

Under denne sag har Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for VEKOFA/ME indklaget Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet for Arbejdsretten.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de i skrivelse af 1. februar 1989 fra Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og i skrivelse af 15. februar 1989 fra Landsorganisationen i Danmark fremsendte sympatikonfliktvarsler, hvorefter intet medlem af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet beskæftiget hos VEKOFA/ME, Esbjerg, fra og med mandag den 27. februar 1989 ved normal arbejdstids begyndelse må udføre noget arbejde, der hidrører fra eller er bestemt for de nedennævnte McDonalds - virksomheder

McDonalds, Frederiksberggade 25, København,

McDonalds, Vesterbrogade 2 D, København,

McDonalds, Nørre Voldgade 82, København,

McDonalds, Kongensgade 18, Odense,

McDonalds, Søndergade 36, Århus,

McDonalds, Østersøgade 17, Ålborg,

McDrive ved Rosengårdscentret i Odense og

McDonalds under indretning i ejendommen »Ny Scala«, Vesterbrogade, København, er ulovlige.

Klagerne har under domsforhandlingen endvidere nedlagt påstand om, at Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet idømmes en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod.

De indklagede har over for klagernes først nævnte påstand påstået frifindelse.

De indklagede har over for den først under domsforhandlingen nedlagte påstand om bod påstået afvisning, da klagerne først en halv time før domsforhandlingens begyndelse underrettede de indklagede om, at der ville blive nedlagt påstand om bod. Subsidiært har de indklagede påstået frifindelse for påstanden om bod. Mere subsidiært har de indklagede påstået en eventuel bod udmålt mildt.

Klagerne har erkendt først at have underrettet de indklagede om påstanden om bod på det af de indklagede oplyste tidspunkt.

Sagens omstændigheder er følgende

Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke rejste i eftersommeren 1988 krav om overenskomst over for de dengang eksisterende syv McDonald's-forretninger i Danmark. Forhandlinger om overenskomst blev indledt, men sluttede resultatløse. Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke etablerede herefter i efteråret 1988 konflikt over for McDonald's-forretningerne.

Til støtte for denne hovedkonflikt har følgende elleve forbund etableret sympatikonflikter: Dansk Typograf-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Murerforbundet, S.I.D., Jord- og Betonarbejdernes fagforening København, Snedker- og Tømrerforbundet, Dansk Litografisk Forbund, Fotografisk Landsforbund, Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund, SID-transport og Dansk Bryggeri-,Brænderi- og Mineralvandsarbejder Forbund. Ingen af disse elleve sympatikonflikter er blevet indbragt for Arbejdsretten.

Ved skrivelse af 16. februar 1989 til Landsorganisationen i Danmark protesterede Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger mod lovligheden af sympatikonfliktvarslerne vedrørende arbejde på Mejeriselskabet VEKOFA/ME, Esbjerg, og anmodede om afholdelse af fællesmøde. Dette blev afholdt den 21. februar 1989. Her fastholdt man fra arbejdsgiverside protesten under henvisning til, at der ikke foreligger noget rimeligt forhold mellem mål og midler. Man henviste herved til virksomhedens redegørelse på fællesmødet for de alvorlige konsekvenser, en sympatikonflikt vil have, og forbeholdt sig at indbringe sagen for Arbejdsretten. Man opfordrede samtidig til, at sympatikonflikten udsattes, indtil Arbejdsrettens afgørelse foreligger. Fra arbejderside fastholdt man den varslede konflikt og afviste at tillægge protesten opsættende virkning.

Mejeriselskabet VEKOFA/ME, Esbjerg, modtog den 20. februar 1989 en meddelelse pr. telefax fra McDonald's Hamburger Limited i England. Meddelelsen er efter en under sagen fremlagt oversættelse af følgende indhold

»Det er med meget stor bekymring, at jeg erfarer, at der muligvis kan blive tale om afbrydelse af leverancerne på grund af faglige aktioner.

På nuværende tidspunkt, hvor vi overvejer en eventuel udvidelse af vort samarbejde med Danish Longlife Milk vedrørende leverancer af Deres produkter til andre europæiske lande, må De forstå, at enhver forstyrrelse af leverancerne nødvendigvis vil forårsage, at vi atter må overveje vore valgmuligheder.

Jeg behøver ikke at nævne, hvor stor vægt McDonald's lægger på kvalitet og kontinuitet i leverancerne, og De må derfor forstå, at i stedet for en potentiel udvidelse af handelen, så kunne resultatet blive, at Danish Longlife Milk mister de eksisterende leverancer.«

Mejeriselskabet VEKOFA/ME, Esbjerg, har den 22. februar 1989 fremsendt følgende redegørelse til Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger

»Såfremt sympatikonflikten iværksættes vil McDonald få leveret milk shake mixen fra det mejeri i Vesttyskland, som leverer til McDonald i Vesttyskland.

Shaken fra mejeriet i Vesttyskland har samme kvalitet, som vores, men da mælk er billigere i Vesttyskland end i Danmark, er det sandsynligt at McDonald vedbliver, også efter konflikten, med at få leveret fra mejeriet i Vesttyskland ikke kun til Danmark, men også vores afsætning i Sverige.

Derved har McDonald ingen skade lidt, da de fortsat har milk shake mix, men VEKOFA/ME vil lide stor skade, da 10 års salgsarbejde og produktudviklingsarbejde, da er spildt. Store investeringer er spildt og der vil ske afskedigelser på Esbjerg Mejeri.

McDonald mangler kun et påskud til at flytte produktionen væk fra Esbjerg (fordi varen kan fåes billigere i Vesttyskland).

Men da, Esbjerg Mejeri har været pioner indenfor udviklingen af flydende milk shake til McDonald, Europa, har de en moralsk forpligtelse til at aftage varen fra VEKOFA/ME. Det startede i 1977 med en Burger King forretning på Vesterbrogade i København. Hvortil vi udviklede en flydende milk shake aftappet på 1/1 ltr. brik.

Senere fik vi kontakten med McDonald, Danmark, som ønskede en flydende milk shake aftappet aseptisk i enheder større end 1/1 liter.

Over en kort årrække udviklede og indkøbte Esbjerg Mejeri en bottlepack til aftapning på 5 ltr. plastdunke. Her var der udviklingsarbejde for ca. 400.000,- kr., og maskininvesteringer for ca. 5 mill. kroner. På grund af, at vi ikke havde kapacitet til at efterkomme McDonald's efterspørgsel og at de ønskede en emballage, der kunne krølles sammen efter brug, udviklede vi en bag-in-box maskine sammen med firma Sonoco, England fra en non-aseptisk til aseptisk tappemaskine. Her var der udviklingsarbejde for ca. 500.000,- kr. og maskininvesteringer for ca. 1 mill.kr.

I mellemtiden havde McDonald's, på grund af vore kapacitetsproblemer, fået leverancer fra Vesttyskland og England, så vores marked i dag er Danmark og Sverige.

Efter McDonald, Europa har fået ny direktør og flyttet hovedkontoret til England, ønsker de nu at samle leverancer af milk shake mix (som alle andre leverancer) på en, to eller 3 leverandører. Her er vi blevet tilbudt at være den ene leverandør, dette betyder, at vi vil få produktion på 10-15 mill. kg. årligt.

Vi er derfor igang med at installere tappemaskine for 1,5 mill. kr. incl. kassefylder og steriliseringsudstyr for 1,8 mill.kr.

McDonald har meddelt os, at såfremt vi får leveringsproblemer, vil de endnu engang overveje deres fremtidige leverandør af milk shake mix.

Det betyder, at vi mister

nuværende leverancer Danmark og Sverige: 1,6 mill. kg. i 1988 og fremtidige leverancer (halvdelen eller en tredjedel af mængden i Europa) = 10-15 mill. kg.

Investeringer for 9,1 mill. kr. i maskinudstyr og for 0,9 mill. kr. i produktionsudviklingsarbejde.

Nuværende arbejdspladser: ca. 4 - fremtidige arbejdspladser: 10-12.

Nuværende omsætning: ca. 12,8 mill. kr. - fremtidig omsætning: 80-120 mill.kr.

Konfliktens formål

at hindre leverance til McDonald lykkes ikke.

Resultatet bliver

at Mcdonald fortsætter upåvirket med leverancer fra Vesttyskland, og Danmark mister arbejdspladser og exportomsætning.«

Der er for Arbejdsretten afgivet forklaring af restauratør i McDonalds, Nørre Voldgade 82 i København, Mikael Thorell og direktør i VEKOFA/ME, Esbjerg, Henning Lorentzen.

Restauratør Mikael Thorell har forklaret, at han siden 1982 har været restauratør i McDonald, som i det hele er uorganiseret. Der har været forhandlet overenskomst med Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke, men der har ikke kunnet opnås enighed om arbejdstid, løn og tillidsmandsregler. Bortfald af VEKOFA/ME som leverandør vil ikke komme til at genere McDonald. Man vil i så fald kunne skaffe de fra VEKOFA/ME leverede produkter fra Tyskland til samme eller lavere pris. Dette gælder, uanset om der tages hensyn til, at der bliver tale om en længere transport.

Direktør Henning Lorentzen har forklaret, at han har haft sin nuværende stilling siden 1986, og at han siden 1979 som da ansat i det daværende Mejeri Esbjerg har været med til at udvikle den langtidsholdbare milk shake til McDonald. I 1 1/2 år fra 1982 til 1983 leverede man - udover til McDonald- forretningerne i Danmark og Sverige, som man hele tiden har leveret til - også til McDonald-forretningerne i Irland og 1/3 af McDonald-forretningerne i Vesttyskland. Grunden til at man i 1983 mistede leverancerne til Vesttyskland og Irland var, at man da havde kapacitetsproblemer. I øjeblikket forhandler man med McDonald om udvidelse af markedet til en betydelig større del af Vesteuropa. Man havde forventet disse forhandlinger afsluttet med positivt resultat i maj eller juni i år. Sympatikonflikten medfører en risiko for at miste McDonald som kunde, idet McDonald kan få leveret den milk shake, de modtager fra VEKOFA/ME, andetsteds fra. McDonald har nok inden sympatikonfliktens iværksættelse den 27. februar 1989 modtaget milk shake nok til forbruget indtil omkring påske. Sympatikonfliktens iværksættelse har ikke påvirket leverancerne til McDonald- forretningerne i Sverige. VEKOFA/ME's levering til McDonald udgør omkring 5% af virksomhedens omsætning og omkring 3/4 af den omsætning, de dyre investeringer med henblik på at kunne levere til McDonald har medført. Disse investeringer udgjorde i 1981 omkring 5 mill.kr.. De er afskrevet i 1991. Hertil kommer de med henblik på udvidelse af markedet i 1988-89 foretagne investeringer på omkring 4 mill.kr.

Klagerne har begrundet de nedlagte påstande med, at en sympatikonflikt kun er lovlig, såfremt der er et rimeligt forhold mellem formålet med hovedkonflikten og det middel, som sympatikonflikten udgør. Sympatikonflikten mod VEKOFA/ME rammer virksomheden urimeligt hårdt og er helt uegnet til at påvirke modparten i hovedkonflikten, McDonald-forretningerne i Danmark. De kan få de af sympatikonflikten nævnte varer andetsteds fra på i hvert fald ikke dyrere vilkår, og McDonald og VEKOFA/ME er alene forretningsforbindelser. Forbundet bør herefter idømmes en passende bod, ved hvis udmåling det bør tillægges skærpende betydning, at man ikke har udsat sympatikonfliktens iværksættelse på Arbejdsrettens afgørelse af sagen.

De indklagede har anført, at § 2 i Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger er identisk med § 2 i Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. Udgangspunktet er herefter, at adgangen til at iværksætte sympatikonflikt er meget vid, og at den, der rammers af en sympatikonflikt, har bevisbyrden for, at der foreligger sådanne ekstraordinære omstændigheder, at udgangspunktet må fraviges. Klagerne har ikke godtgjort, at dette er tilfældet i denne sag. Hovedkonflikten er lovlig. De andre iværksatte sympatikonflikter er ikke blevet anfægtet. Den til pådømmelse foreliggende sympatikonflikt rammer alene leverancer til McDonald's virksomhederne i Danmark. At blive ramt af en sympatikonflikt medfører altid tab. Det er i øvrigt tvivlsomt, hvor stort et tab, sympatikonflikten medfører for VEKOFA/ME. Sympatikonflikten rammer ikke eksporten til Sverige. Det er usikkert, om eksporten til McDonalds-forretninger var blevet udvidet til andre lande, selv om sympatikonflikten ikke var blevet iværksat. Endelig er det usikkert, om McDonald vil gøre brug af de i telefax af 20. februar 1989 fremsatte trusler. Dette telefax viser i øvrigt, at sympatikonflikten er egnet til at øve indflydelse på hovedkonflikten.

Arbejdsretten skal udtale

Sagens parter er bundet af Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger. Det følger heraf, at adgangen til at iværksætte sympatikonflikt til støtte for en lovlig iværksat hovedkonflikt som udgangspunkt ikke er undergivet væsentlige begrænsninger. De af klagerne nedlagte påstande kan derfor kun tages til følge, hvis klagerne godtgør, at der i denne sag foreligger sådanne særlige forhold, som kan begrunde, at den af de indklagede iværksatte sympatikonflikt alligevel må anses for ulovlig. Sympatikonflikten vedrører alene VEKOFA/ME's arbejde, der hidrører fra eller er bestemt for McDonald's virksomheder i Danmark, som i adskillige år har haft VEKOFA/ME som leverandør. Klagerne har ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at sympatikonflikten ikke vil kunne have indflydelse på forløbet af hovedkonflikten. Der er herefter ikke grundlag for at anse sympatikonflikten for ulovlig, og de indklagedes påstand om frifindelse tages til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, frifindes.

I sagsomkostninger betaler klagerne, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening for VEKOFA/ME, 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1989 3240 Valid

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.251, Per Jacobsen: Lovlig brug af kampskridt til støtte for overenskomstkrav, s.73 ff, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.171 ff, K 10.092 (A 1984 s.90), K 87.302 (1987 s.150).

Dom 1989 3240 Valid

Til støtte for Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirkes krav om overenskomst over for 7 McDonald- forretninger blev der af NNF over for et mejeri varslet en sympatikonflikt, der bestod i, at intet medlem af NNF måtte påtage sig arbejde der vedrørte leverancer, der var bestemt for de 7 McDonald-forretninger. Sympatikonfliktens lovlighed blev indbragt for Arbejdsretten, idet det blev gjort gældende, at sympatikonflikten på mejeriet ville ramme virksomheden urimeligt hårdt og ville være helt uegnet til at påvirke modparten i hovedkonflikten.

Arbejdsretten henviste til, at sagens parter var bundet af Hovedaftalen mellem LO og SALA (hvis § 2 er identisk med § 2 i Hovedaftalen mellem LO og DA). Herefter er adgangen til at iværksætte sympatikonflikt til støtte for en lovligt iværksat hovedkonflikt som udgangspunkt ikke undergivet væsentlige begrænsninger. Det fandtes ikke godtgjort, at der i det foreliggende tilfælde forelå sådanne særlige forhold, som kunne begrunde, at den iværksatte sympatikonflikt alligevel måtte anses for ulovlig, og det var ikke godtgjort med tilstrækkelig sikkerhed, at sympatikonflikten ikke ville kunne have indflydelse på forløbet af hovedkonflikten. Herefter ansås sympatikonflikten ikke for ulovlig.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →