Legislator Case Law & Legislation
U19890321113 DK

Bod 2.2.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Overarbejdsvægring. Bortvisning i anledning af overarbejdsvægring anset berettiget.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for CO-STAT og for Fællesorganisationen DSB begge for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet for DSB (kammeradvokaten ved advokat Søren Skov Knudsen)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1989 3211 Valid

Bod 2.2.2. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Anden afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse Bod ikke pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Overarbejdsvægring. Bortvisning i anledning af overarbejdsvægring anset berettiget.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for CO-STAT og for Fællesorganisationen DSB begge for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet for DSB (kammeradvokaten ved advokat Søren Skov Knudsen)

Dommere: Bisgaard, Arnold Hansen, Allan Nielsen, Erik Nielsen, Riis (retsformand), Tjellesen og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for CO-STAT og for Fællesorganisationen DSB begge for Dansk El- Forbund indklaget Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet for DSB, for Arbejdsretten.

Klagerne har nedlagt følgende påstande.

Indklagede tilpligtes at anerkende, at de den 14. oktober 1987 foretagne afskedigelser af forbundets medlemmer, Henning Bonne, Svend Åge Nielsen, Jesper Ib Larsen, Keld Christensen, Christian P. Sørensen og Michael Leif Hartfod, ved indklagedes værkstedsområde i Tåstrup, har været overenskomststridige.

Indklagede tilpligtes at betale løn i opsigelsesperioden.

Indklagede pålægges en af Arbejdsretten fastsat bod for det begåede overenskomstbrud.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der var på DSB's, værkstedsområde i Tåstrup ansat omkring 125 håndværkere, heraf 12 i elektrikergruppen.

Overenskomsten mellem DSB og Fællesorganisationen DSB om løn- og arbejdsvilkår for blandt andet timelønnede håndværkere og værkstedsarbejdere indeholder blandt andet følgende bestemmelser

»2.3. Opsigelsesvarsler.

I de første 6 måneder kan ansættelsesforholdet afbrydes af begge parter uden særligt varsel.

Ekstrahåndværkere og værkstedsarbejdere, der har været beskæftiget ved DSB i mindst 6 måneder, har 14 dages opsigelse. Efter 1 års beskæftigelse er opsigelsesvarslet 21 dage.

Efter 1 års beskæftigelse er opsigelsesvarslet fra arbejdernes side 7 dage.

Opsigelsen foretages i øvrigt således, at fratrædelse altid finder sted ved udløbet af en lønperiode.«

»3.3. Overarbejde.

3.3.1. Fællesbestemmelser.

Den normale arbejdstid må ikke overskrides systematisk.

Iværksættelse af overarbejde vil kun finde sted efter forudgående anmeldelse til ledelsen for værkstedsområdet hhv maskinområdet og den lokale tillidsmand/talsmand. Når den fornødne midlertidige arbejdskraft kan skaffes, skal alt overarbejde, der skyldes, at arbejdsstyrken er for lille, undgås.

Nødvendige overskridelser af arbejdstiden i maskinområderne kan dog iværksættes af tjenestestedets leder, når tillidsmanden/talsmanden ikke er til stede«.

Værksted Tåstrup udleverede tirsdag den 13. oktober 1987 omkring kl. 13.30 sålydende skrivelse til de 12 ansatte i elektrikergruppen

»Af hensyn til den vognmangel, der vil opstå i driften, hvis vi ikke holder vore produktionsplaner, samt for at undgå ventetid i større udstrækning for andre grupper i renovationslinien, er det nødvendigt at varsle overarbejde 2 dage af 4 1/2 time pr. mand i uge 42.

En anden begrundelse for overarbejdet er at til trods for en mundtlig aftale om at lave 6 vogne i uge 41 lavede gruppen kun 4 vogne.«

De 6 af de 12 i elektrikergruppen blev herved pålagt at arbejde over tirsdag den 13. og torsdag den 15. oktober 1987, medens de 6 øvrige blev pålagt at arbejde over onsdag den 14. og fredag den 16. oktober 1987.

De 6, der var blevet pålagt at arbejde over den 13. oktober 1987, modtog den 14. oktober 1987 ved arbejdstids begyndelse følgende skrivelse fra DSB

»Det meddeles herved, at din ansættelse ved DSB, Værksted Tåstrup, ophører med øjeblikkelig virkning fra arbejdstids begyndelse onsdag den 14.oktober 1987.

Opsigelsen begrundes i det forhold, at du i utide og uden gyldig grund har forladt dit tjenestested Værksted Tåstrup tirsdag den 13.oktober 1987.« .........

De 12 ansatte i elektrikergruppen havde i 1987 i alt 1269 overarbejdstimer og 963,25 afspadseringstimer.

Der er for Arbejdsretten afgivet forklaring af elektriker Svend Aage Nielsen, elektriker Tage Willumsen, ledende værkmester Svend Aage Sørensen og teknisk chef Henrik Nørgaard.

Elektriker Svend Aage Nielsen har forklaret, at han blev ansat i DSB i slutningen af januar 1986, og at han ved bortvisningen havde gjort tjeneste på Værksted Tåstrup i 15 måneder. Der var i hans ansættelsesperiode jævnt spredt overarbejde. Overarbejdet var planlagt af DSB, der tilsigtede en fast arbejdsmængde udført af en bestemt gruppe, der var for lille til at undgå overarbejde. DSB fik normalt tilstrækkelig mange til at udføre det nødvendige overarbejde. Værkmester Gert Hansen spurgte tirsdag formiddag i uge 42 ham, om han kunne arbejde over. Hertil svarede han, at det kunne han ikke tirsdag og onsdag, men derimod resten af ugen. Efter frokost fortalte de andre elektrikere, at de alle havde sagt, at de ikke kunne arbejde over. Grunden hertil var forskellig. En skulle hente barn i børnehave. Andre skulle undervise i aftenskole, være fodboldstræner, underskrive slutseddel, til advokat eller til bilværksted. Omkring kl. 13.30 modtog de det skriftlige pålæg om overarbejde. De henvendte sig i den anledning til en værkmester, men han kunne ikke tage sig af det, da overarbejdet var beordret. Ved normal arbejdstids ophør stemplede han ud og tog hjem. Han havde ikke af DSB fået at vide, at undladelse af at efterkomme den skriftlige ordre om overarbejde ville medføre afskedigelse.

Elektriker Tage Willumsen har forklaret, at han har været formand for DSB's elektrikerklub i 15 år og var anmeldt som tillidsmand. Han blev kontaktet af Henning Bonne den pågældende tirsdag, da elektrikerne havde modtaget de skriftlige ordrer om overarbejde. Han tog først kontakt med fællestillidsmand Ejnar Hansen på Værksted Tåstrup. Derefter prøvede han forgæves at komme i kontakt med ledende værkmester Svend Aage Sørensen. Han fik imidlertid kontakt med den fungerende ledende værkmester Erik Jensen. Han fortalte ham, at elektrikerne af forskellige private grunde ikke kunne arbejde over den pågældende aften. Hertil svarede Erik Jensen alene, at det kunne han kun tage til efterretning. Han udspurgte ikke nærmere om de enkelte elektrikeres personlige årsager, og han tilkendegav ikke, at der ville ske bortvisning, hvis pålægget om overarbejde ikke blev fulgt.

Ledende værkmester Svend Aage Sørensen har forklaret, at Værksted Tåstrup foretager fuldstændig renovering af S-togs- vogne. Vognene flyttes under renoveringen frem fra en gruppe til en anden gruppe efter et samlebåndssystem, således at de forskellige grupper er afhængige af hinanden. Kommer en gruppe bagefter, bliver der for lidt arbejde til de grupper, der derefter skal udføre deres del af renoveringen. Han havde aftalt med elektrikergruppen, at de i uge 41 skulle lave 6 vogne mod normalt 5 vogne. Dette havde elektrikergruppen accepteret mod, at en mand holdt fri. Denne aftale ville medføre overarbejde. Elektrikergruppen lavede imidlertid kun 4 vogne i uge 41. Mandag morgen i uge 42 drøftede han dette med elektrikergruppen og foreslog overarbejde samme dag. Ingen af de 12 elektrikere kunne imidlertid arbejde over den dag. Tirsdag morgen varslede han mundtlig overarbejde den dag. Da heller ingen elektriker tirsdag morgen kunne arbejde over den dag, besluttede han at fremsende overarbejdsordren skriftligt. Hver elektriker blev pålagt i resten af ugen at arbejde over 4 1/2 time i 2 af ugens resterende dage. Inden de skriftlige ordrer blev udleveret til elektrikerne, informerede han værkstedets tillidsmand Ejnar Hansen. Tillidsmanden var tøvende, men takkede for informationen. Før han hen på eftermiddagen tog hjem, gik han rundt på værkstedet for at komme i kontakt med elektrikerne. Han fandt kun 3. Svend Aage Nielsen var blevet pålagt at arbejde over onsdag den 14. og fredag den 16. oktober. Han fortalte, at han ikke kunne den 14., men derimod den 13. Overarbejdsordren blev herefter ændret fra den 14. til den 13. Christian P. Sørensen fortalte først, at han ikke kunne den 13., men derimod den 14. Lidt efter kunne han imidlertid godt den 13. Den tredie, han fandt, accepterede overarbejdsordren under protest. Da han ikke kunne finde andre, gik han ud fra, at overarbejdsordren blev accepteret. Han bestilte smørrebrød til dem og tog hjem. Samme aften fortalte værkmesteren ham, at de elektrikere, der var blevet pålagt overarbejde, uden at underrette ledelsen var gået hjem. Han kontaktede teknisk chef Henrik Nørgaard, og de blev enige om at bortvise de seks elektrikere, da de tre, han havde fundet, havde accepteret overarbejdet. Han talte næste morgen med Ejnar Hansens stedfortræder som værkstedets tillidsmand, Verner Christensen. Han informerede ham om bortvisningerne, som han ingen bemærkninger havde til. Der havde ikke tidligere på værkstedet været problemer med at få overarbejde udført. Årsagen til overarbejde har altid været akutte problemer afstedkommet af sygdom, frihed og pukkel af ikke udført arbejde i samlebåndssystemet.

Teknisk chef i DSB's S-togs-sektion Henrik Nørgaard har forklaret, at han den pågældende aften af værkmester Gert Hansen blev informeret om, at de pågældende elektrikere uden at underrette arbejdspladsen var taget hjem. Han kontaktede derefter ledende værkmester Svend Aage Sørensen, og de blev enige om at bortvise de pågældende, der havde etableret en slags fælles front mod ledelsen.

Elektriker Svend Aage Nielsen har supplerende forklaret, at grunden til at elektrikerne i uge 41 ikke nåede 6 vogne var, at der om fredagen ikke var flere vogne at arbejde med. Elektrikerne blev i uge 42 ikke spurgt om overarbejde før om tirsdagen.

Ledende værkmester Svend Aage Sørensen har supplerende forklaret, at han ikke vurderer situationen som af elektriker Svend Aage Nielsen forklaret. Han mener, at der i uge 41 var overarbejde fredag aften. Det var på det pågældende tidspunkt udelukkende elektrikerne, der var proppen i samlebåndssystemet.

Klagerne har begrundet de nedlagte påstande med, at DSB systematisk - og dermed overenskomststridigt - pålagde elektrikerne overarbejde, idet DSB planlagde arbejdet på en sådan måde, at overarbejde ikke kunne undgås. De 6 afskedigede elektrikere havde alle individuelle grunde til den 13. oktober 1987 at nægte at udføre overarbejde, og der er intet, der tyder på, at de 6 elektrikere kollektivt nægtede at udføre det overarbejde, de var forpligtet til at udføre. Hertil kommer, at der ikke forelå en så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at indklagede var berettiget til at bortvise elektrikerne, idet indklagede, da elektriker Tage Willumsen underrettede værkmester Erik Jensen om, at elektrikerne ikke kunne arbejde over den pågældende aften, undlod at advare elektrikerne om, at de ville blive bortvist, såfremt de gik hjem, før overarbejdet blev udført.

Indklagede har begrundet frifindelsespåstanden med, at klagerne hverken har bevist, at der var tale om systematisk overarbejde eller individuelle årsager for at undlade at udføre det udbedte og til sidst beordrede overarbejde. Indklagede tog hensyn til elektrikernes ønsker ved, når de blev oplyst, at flytte på de beordrede overarbejdsdage. Der foreligger i denne sag, hvor elektrikerne var bagefter med deres arbejde på en sådan måde, at de andre håndværkergrupper på værkstedet ikke fik tilført tilstrækkeligt arbejde, grundlag for at bortvise de seks elektrikere, der tog hjem uden at udføre det pågældende overarbejde uden forinden at underrette arbejdsgiveren herom og om med hvilken begrundelse, hver enkelt gjorde det.

Arbejdsretten skal udtale

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at arbejdet på Værksted Tåstrup var fordelt mellem de forskellige håndværkergrupper på en sådan måde, at arbejdet i de forskellige grupper skulle afvikles i samme takt. Elektrikergruppen var i uge 41 kommet således bagefter med sit arbejde, at der ikke var tilstrækkeligt arbejde til de grupper, der skulle fortsætte arbejdet med renoveringen af togvognene. Værkstedsledelsen spurgte herefter både mandag og tirsdag morgen i uge 42 elektrikerne, om de kunne arbejde over de pågældende dage, men alle 12 elektrikere erklærede, at de ikke kunne. Værkstedsledelsen beordrede derefter skriftligt elektrikerne til resten af ugen at arbejde over i 4 1/2 time på 2 bestemt angivne dage, som blev ændret for de håndværkere, der fremsatte ønske herom. De 6 elektrikere, der skriftligt var pålagt at arbejde over tirsdag den 13. oktober 1987, undlod at efterkomme dette pålæg ved uden tilladelse at forlade arbejdspladsen ved normal arbejdstids ophør.

Elektrikernes overarbejde havde før uge 42 haft et ikke uvæsentligt omfang, men spørgmålet om overarbejdets overenskomststridighed var ikke blevet rejst ad fagretlig vej. Således som arbejdet var fordelt på Værksted Tåstrup, var det nødvendigt at pålægge håndværksgrupper, der kom bagefter, overarbejde. Klagerne har herefter ikke godtgjort, at overarbejdet var af en sådan systematisk beskaffenhed, at det var overenskomststridigt.

Alle 12 elektrikere erklærede, at de ikke kunne udføre overarbejde den 12. og 13. oktober 1987. Klagerne har herefter heller ikke godtgjort, at de seks elektrikere, der den 13. oktober 1987 undlod at efterkomme det skriftligt meddelte pålæg om overarbejde, havde tilstrækkelig personlig begrundelse herfor.

Det måtte i uge 42 stå elektrikerne klart, at DSB lagde overordentlig stor vægt på, at de i den uge udførte overarbejde. De var forgæves blevet bedt herom både mandag og tirsdag morgen. De fik herefter et skriftligt pålæg om at arbejde over i 9 timer fordelt på 2 dage i resten af ugen. De 6 elektrikere, der uden tilladelse fra værkstedsledelsen undlod at efterkomme dette pålæg tirsdag den 13. oktober 1987, har herved tilsidesat deres pligter på en sådan måde, at bortvisningerne den 14. oktober 1987 har været berettigede, selv om indklagede ikke før bortvisningen udtrykkeligt havde præciseret, at undladelse af at efterkomme den skriftlige ordre om overarbejde ville medføre bortvisning.

Indklagede, der ikke har indledt fagretlig behandling af spørgsmålet om ansvar for kollektiv overarbejdsvægring, vil herefter være at frifinde.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartementet, for DSB, frifindes.

I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark for CO-STAT og for Fællesorganisationen DSB begge for Dansk El-Forbund, 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1989 3211 Valid

Ledelsen på DSB's værkstedsområde i Tåstrup spurgte mandag og tirsdag morgen i uge 41 1987 12 elektrikere, om de kunne overarbejde de pågældende dage, men fik et negativt svar. Derpå beordrede værkstedsledelsen skriftligt elektrikerne til at arbejde over resten af ugen i 4 1/2 time på to bestemt angivne dage, som blev ændret for de elektrikere, der fremsatte ønske herom. De 6 elektrikere, der var pålagt at arbejde over om tirsdagen undlod, at efterkomme pålægget og blev herefter bortvist.

Udtalt, at det måtte have stået elektrikerne klart, at arbejdsgiveren lagde overordentlig stor vægt på, at de udførte overarbejde i den pågældende uge, hvorfor de 6 elektrikere, der sad påbudet om overarbejde overhørigt, havde tilsidesat deres pligter, således at bortvisningen havde været berettiget, selv om det ikke havde været udtrykkeligt præciseret, at undladelse af at efterkomme ordren om overarbejde ville medføre bortvisning. Der var ikke indledt fagretlig behandling af spørgsmålet om ansvar for kollektiv overarbejdsvægring.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →