Konfliktvarsel. Strejkevarsel ulovligt, da det var begrundet i opsigelse af aftaler, hvortil der ikke var knyttet særskilt konfliktret.(* 1) (* 2) Danske Bankers Forhandlingsorganisation (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peder Vesterbæk). (advokatpedervesterbæk)

§ 13 Opsigelse af overenskomster.

Forhandlingsorganisationens bestyrelse kan, når forholdene efter dens skøn opfordrer dertil, med de gældende varsler opsige overenskomster og aftaler indgået mellem Forhandlingsorganisationen og centrale faglige personaleorganisationer..........«

Endvidere fremgår det af et cirkulære af 3. april 1981 fra Forhandlingsorganisationen til medlemmerne, at såvel overenskomsterne som aftalerne i 1981 udsendtes til urafstemning. - Det hæfte, som parterne i fællesskab udgiver med overenskomster og aftaler, benævnes på forsiden: »Overenskomster 1987«.

Indklagede har endelig anført, at Landsforeningen har været nødt til at sige de fire særlige aftaler op i god tid på grund af de gældende opsigelsesvarsler. For at undgå at accelerere en måske unødig konfrontationsstemning, har Landsforeningen ikke samtidig opsagt den almindelige lønoverenskomst. Der er, efter at opsigelsen af den er sket, ikke noget retligt grundlag for at hindre lovlig konflikt i tilknytning til opsigelsen og udløbet af den almindelige overenskomst med henblik på at opnå en sanering og sammenskrivning af hele regelsættet.

Arbejdsretten skal udtale

Da indklagede har erkendt, at der ikke er knyttet særskilt konfliktret til hver af de fire aftaler, aftalen om tryghed i ansættelsen, aftalen om tillidsmænd, aftalen om samarbejde og samarbejdsudvalg samt aftalen vedrørende edb-teknologi, uafhængigt af lønoverenskomsten, og da der ved skrivelsen af 30. september 1988 alene er varslet arbejdsstandsning, fordi der ikke har kunnet opnås enighed om fornyelse af de nævnte fire aftaler, medens lønoverenskomsten først er opsagt ved skrivelse af 27. oktober 1988, findes det af indklagede afgivne første konfliktvarsel som af klagerne påstået at være ulovligt.

Da den situation, der er beskrevet i indklagedes påstand 2, at lovlig konflikt vedrørende aftalerne varsles i forbindelse med, at den almindelige lønoverenskomst opsiges til udløb med udgangen af marts måned 1989, efter det foran anførte ikke foreligger, vil klagernes påstand om frifindelse for den af indklagede således nedlagte påstand være at tage til følge. Det findes herefter ufornødent for sagens afgørelse at tage stilling til indklagedes påstand 1.

Indklagede findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Det af indklagede, Danske Bankfunktionærers Landsforening, ved brev af 30. september 1988 over for klagerne, Danske Bankers Forhandlingsorganisation, afgivne første strejkevarsel er ulovligt.

Klagerne frifindes for den af indklagede under 2. nedlagte selvstændige påstand.

Indklagede betaler inden 14 dage 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Konfliktvarsel. Strejkevarsel ulovligt, da det var begrundet i opsigelse af aftaler, hvortil der ikke var knyttet særskilt konfliktret.(* 1) (* 2) Danske Bankers Forhandlingsorganisation (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peder Vesterbæk).

Dommere: Friis Christensen, Agnete Halmind, Mundt (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Peter Thorning og Westergaard.

Under denne sag har Danske Bankers Forhandlingsorganisation (DBF) ved klageskrift af 5. oktober 1988 indklaget Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) for Danske Bankfunktionærers Landsforening (DBL) for Arbejdsretten med påstand om, at det af Danske Bankfunktionærers Landsforening ved brev af 30. september 1988 over for Danske Bankers Forhandlingsorganisation afgivne første strejkevarsel kendes ulovligt.

Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende særskilte påstande

1. Klagerne tilpligtes at anerkende, at Tillidsmandsaftalen, Tryghedsaftalen, Aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg samt Teknologiaftalen er kollektive overenskomster.

2. Klagerne tilpligtes at anerkende, at der kan varsles lovlig konflikt vedrørende ovennævnte overenskomster i forbindelse med, at den almindelige lønoverenskomst opsiges til udløb med udgangen af marts måned 1989.

Overfor disse af indklagede nedlagte to påstande har klagerne påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Ved en skrivelse af 16. marts 1988 opsagde Danske Bankfunktionærers Landsforening over for Danske Bankers Forhandlingsorganisation følgende mellem parterne indgåede aftaler til ophør ved udgangen af september måned 1988

1. Aftale om tryghed i ansættelsen.

2. Aftale om tillidsmænd.

3. Aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg - samt

4. Aftale vedrørende edb-teknologi.

Aftalen om tryghed i ansættelsen, der er indgået den 12. marts 1987, indeholder ingen opsigelsesbestemmelse, medens de andre aftaler, der er indgået den 25. februar 1983, efter en bestemmelse herom i aftalerne kan opsiges med et halvt års varsel til ophør ved udgangen af en måned, dog tidligst til ophør ved udgangen af marts 1988. I disse tre aftaler tilføjes det, at en overenskomstpart med samme opsigelsesvarsel kan kræve aftalen forhandlet i forbindelse med en ordinær overenskomstforhandling.

Det er oplyst, at der på baggrund af den afgivne opsigelse i foråret 1988 blev aftalt en tidsplan for forhandlingerne om fornyelse af de nævnte fire aftaler, og denne tidsplan blev tilrettelagt således, at forhandlingerne kunne være afsluttet så betids, at man undgik en aftaleløs periode. Imidlertid brød forhandlingerne endeligt sammen den 29. september 1988.

Den 30. september 1988 skrev Danske Bankfunktionærers Landsforening således til Danske Bankers Forhandlingsorganisation

»Da der ikke ved forhandlinger har kunnet opnås enighed om fornyelse af tillidsmandsaftalen, tryghedsaftalen, aftalen om samarbejde og samarbejdsudvalg og teknologiaftalen, skal vi hermed meddele, at DBL under henvisning til bestemmelserne i den mellem DBL og Danske Bankers Forhandlingsorganisation indgåede hovedoverenskomst, § 6, stk. 3, har truffet beslutning om at indkalde til ekstraordinært landsmøde med henblik på iværksættelse af arbejdsstandsning fra og med mandag den 3. april 1989 ved døgnets begyndelse.«

Forhandlingsorganisationen protesterede i en skrivelse af 4. oktober 1988 til Landsforeningen mod lovligheden af varslet. Da varslet ikke blev tilbagekaldt, indbragte Forhandlingsorganisationen sagen for Arbejdsretten som nævnt ved klage af 5. oktober 1988.

Den 27. oktober 1988 opsagde Landsforeningen 16 mellem parterne indgåede overenskomster og aftaler til ophør ved udgangen af marts måned 1989, deriblandt overenskomst for elever og ubefordrede medarbejdere, overenskomst for befordrede medarbejdere, overenskomst for edb-medarbejdere og overenskomst for teknikere og servicepersonale.

Klagerne har under skriftvekslingen i sagen i deres replik opfordret indklagede til at klargøre indholdet af påstand 2. Det anføres, at »denne påstand efter klagerens opfattelse kan forstås, enten således: at der kan varsles lovlig konflikt, hvis lønoverenskomsten og de 4 aftaler alle er opsagt og opsagt samtidig, eller således: at påstand 2 reelt er en subsidiær påstand, hvis indhold er, at konfliktretten er knyttet til lønoverenskomsten og opsigelsen af denne.

Særligt under henvisning hertil opfordres indklagede yderligere til at tilkendegive, om det er indklagedes opfattelse, at der er knyttet konfliktret isoleret til hver af de 4 aftaler.«

Hertil har indklagede i duplikken svaret: »Vedrørende svarskriftets påstand 2, er det indklagedes opfattelse, at der kan varsles lovlig konflikt, hvis lønoverenskomsten og de 4 overenskomster (tillidsmandsaftalen, tryghedsaftalen, aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg og teknologiaftalen) alle er opsagt og opsagt samtidigt.

Det skal videre anføres, at det er indklagedes opfattelse, at der bortset fra lønoverenskomsten, ikke er knyttet særskilt konfliktret til hver af de 4 ovenfor nævnte overenskomster.«

Klagerne har til støtte for deres påstand om, at det den 30. september 1988 afgivne første strejkevarsel er ulovligt, anført, at der ikke haves konfliktret for de fire aftaler. Indklagede har i duplikken erkendt, at der ikke haves særskilt konkliktret, men gjort gældende, at der kan varsles lovlig konflikt, hvis lønoverenskomsten og de fire aftaler alle er opsagt og opsagt samtidig. Klagerne gør imidlertid gældende, at de netop ikke er opsagt samtidig. De fire aftaler er opsagt til ophør ved udgangen af september måned 1988 og er ophørt på dette tidspunkt. De er efter selve indholdet af opsigelsesbestemmelserne ikke fortsat gældende, idet der ikke for deres vedkommende er tale om, at de løber videre, indtil de bringes til ophør ved en frigørelseskonflikt. De er således ikke, som af indklagede hævdet opsagt samtidig med lønoverenskomsten. Det første strejkevarsel for så vidt angår de fire aftaler er derfor allerede af den grund ulovligt. Den mangel, der således er ved dette første strejkevarsel, kan efter fast arbejdsretlig praksis ikke efterfølgende afhjælpes. Den part, over for hvilken der afgives konfliktvarsel, skal straks ved modtagelsen af varslet kunne indrette sig på de retsfølger, det afgivne varsel har. Man kan ikke udvide området for det første strejkevarsel ved et andet varsel. Det er derfor uden betydning for denne sags afgørelse, at Landsforeningen den 27. oktober 1988 opsagde lønoverenskomsterne.

Til imødegåelse af indklagedes påstand om, at de fire aftaler er kollektive overenskomster, har klagerne anført, at de såvel ved deres opsigelsesbestemmelser som ved deres indhold adskiller sig klart fra kollektive overenskomster. De er ikke tænkt som og kan ikke have status som kollektive overenskomster. Hvad først angår de opsigelsesbestemmelser, som tre af aftalerne indeholder, bemærker klagerne, at aftalerne har en længere løbetid - 5 år - end overenskomsterne, og selvom de efter opsigelse og krav herom har kunnet forhandles i forbindelse med overenskomsterne, viser formuleringen, at det har været hovedsigtet med disse opsigelsesbestemmelser, at aftalerne skulle forhandles på andre tidspunkter end lønoverenskomsterne, der har en opsigelsesfrist på 4 måneder til udgangen af en marts måned. Til belysning af den indholdsmæssige forskel på de indgåede aftaler og overenskomsterne har klagerne indledningsvis henvist til § 2 i parternes hovedaftale med anmærkning til denne bestemmelse: »§ 2. Den ret, bankerne har til at lede og fordele arbejdet samt anvende den til enhver tid passende arbejdskraft, skal udøves i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love og de mellem parterne indgåede aftaler og kollektive overenskomster. Anmærkning: Ved udtrykket »de mellem parterne indgåede aftaler« har der særlig været tænkt på aftaler om tillidsmandsforhold og om samarbejdsudvalg.' Klagerne har endvidere henvist til, at aftalerne gør indgreb i arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Efter den arbejdsretlige praksis, der har udviklet sig for så vidt angår Hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark, vil der ikke lovligt kunne iværksættes kollektive kampskridt med henblik på indskrænkninger i arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, og den mellem parterne indgåede hovedaftale svarer på dette punkt ganske til den mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark indgåede Hovedaftale. Selvom det måtte blive antaget, at aftalerne retligt måtte betragtes som kollektive overenskomster, vil dette være uden betydning for denne sag.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand og de to af indklagede nedlagte selvstændige påstande anført, at der i forbindelse med konfliktretten i forbindelse med den opsagte lønoverenskomst haves konfliktret, såfremt der ikke kan tilvejebringes enighed om de spørgsmål, der er omhandlet i de fire aftaler, der er genstand for behandling under denne sag. De er efter indklagedes opfattelse kollektive overenskomster, i hvilken forbindelse indklagede henviser dels til, at aftalerne regulerer de arbejdsvilkår, der gælder for de enkelte medarbejdere og forholdet imellem lønmodtagere og arbejdsgivere, dels til, at klagerne i deres interne organisation har behandlet aftalerne på samme måde som overenskomsterne. I §§ 12 og 13 i Vedtægterne for Danske Bankers Forhandlingsorganisation står der således

»§ 12 Overenskomster om løn- og arbejdsforhold.

Overenskomster mellem Forhandlingsorganisationen og en central faglig personaleorganisation angående løn- og arbejdsforhold skal for at blive gyldig godkendes ved urafstemning blandt medlemmerne..........

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.336 ff, K 87.343 (A 1987 s.158).

Ved skrivelse af 30.9.1988 varslede et fagforbund arbejdsstandsning fra og med den 3.4.1989 i anledning af, at parterne ikke kunne blive enige om fornyelse af fire aftaler, bl.a. en tillidsmandsaftale.

Den 27.10.1988 opsagde fagforbundet en række lønoverenskomster til ophør ved udgangen af marts 1989.

Arbejdsgiverforeningen indklagede fagforbundet for Arbejdsretten med påstand om, at strejkevarslet af 30.9.1988 var ulovligt. Under arbejdsretssagen havde fagforbundet erkendt, at der ikke var knyttet særskilt konfliktret til de fire aftaler, der var omhandlet i skrivelsen af 30.9.1988. Da lønoverenskomsterne først blev opsagt senere, fandtes strejkevarslet af 30.9.1988 at være ulovligt.