Bod 2.1.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse i forbindelse med elelr efter abrejdsstandsning. Overenskomstbrud og bod pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Offentlig arbejdsgiver idømt bod for ulovlig bortvisning.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark konsulent Ulrik Jørgensen) mod Finansministeriet for Direktoratet for Kriminalforsorgen (advokat Hans Juhler).

Bod 2.1.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse i forbindelse med elelr efter abrejdsstandsning. Overenskomstbrud og bod pålagt Bortvisning. Kollektiv arbejdsret, generelt. Offentlig arbejdsgiver idømt bod for ulovlig bortvisning.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark konsulent Ulrik Jørgensen) mod Finansministeriet for Direktoratet for Kriminalforsorgen (advokat Hans Juhler).

Dommere: Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Ole Espersen, Gade, H.B.Geertsen, Arnold Hansen og Spang- Hanssen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indklaget Finansministeriet for Direktoratet for Kriminalforsorgen for Arbejdsretten for overenskomstbrud ved at have bortvist to medarbejdere, der er medlemmer af forbundet.

Der er oplyst følgende om sagens nærmere omstændigheder

Den 1. august 1987 blev Kriminalforsorgens kontor i Randers ændret til en selvstændig afdeling. Stillingen som afdelingsleder blev efter opslag besat med en ansøger, der hidtil havde været beskæftiget på Kriminalforsorgens kontor i Silkeborg.

Allerede inden besættelsen af stillingen gav medarbejderne i Randers udtryk for, at de ikke ønskede den pågældende som afdelingsleder. Efter hans tiltræden opstod der vanskeligheder med at få samarbejdet med de hidtidige medarbejdere i Randers til at fungere. Der blev i den anledning holdt flere møder, og også de ansattes organisationer medvirkede hertil. Den 9. oktober 1987 blev afdelingslederen sygemeldt. På et møde den 19. oktober 1987 tilkendegav direktoratet over for organisationerne, at man nu var nødsaget til at skride ind, såfremt personalet ikke indtog en anden holdning, og at man i givet fald fandt, at problemerne alene kunne og burde løses ved at forflytte eller afskedige en eller flere medarbejdere. Direktoratet udfærdigede et notat om sin opfattelse af sagen. Der blev derefter den 28. oktober holdt et møde i afdelingen, hvor kontorchef Erik Bang fra direktoratet talte med hver enkelt medarbejder.

Da samarbejdet stadig ikke kom til at fungere, meddelte direktoratet den 4. november 1987 forsorgsfuldmægtig Birte Kjeldberg, at hun pr. 9. november var forflyttet til en anden afdeling. Derefter nedlagde to af afdelingens otte medarbejdere arbejdet og forlod arbejdsstedet.

I anledning af arbejdsnedlæggelsen blev der afholdt fællesmøde den 5. november 1987, hvor man fra forbundets side erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig og gav tilsagn om, at ville pålægge de strejkende hurtigst muligt og senest den 6. november ved normal arbejdstids begyndelse at genoptage arbejdet. Finansministeriet forbeholdt sig, såfremt arbejdet ikke blev genoptaget, at indbringe sagen for Arbejdsretten som hastesag med krav om bod.

Arbejdet blev imidlertid ikke genoptaget fredag den 6. november og heller ikke mandag den 9. november. Den 9. november havde faglig sekretær Harry Halkjær en telefonsamtale med kontorchef Bang. Samme dag kl. 14.45 indleverede direktoratet en skrivelse til befordring med SAS. Ved skrivelsen blev de pågældende bortvist.

Skrivelsen havde følgende ordlyd

»Den 7. oktober 1987 deltog De i et møde med repræsentanter fra direktoratet i anledning af visse samarbejdsproblemer i afdelingen i Randers. Den 28. oktober 1987 havde repræsentanter fra direktoratet en samtale med Dem i samme anledning. Om baggrunden for disse drøftelser henvises til direktoratets notat af 22. oktober 1987, som tidligere er sendt til afdelingen, og som De er bekendt med. Der henvises endvidere til direktoratets notat om samtalen med Dem den 28. oktober 1987, som tidligere er sendt til Dem i Randers afdelingen.

Den 4. november 1987 kl. 11.45 nedlagde De arbejdet og forlod arbejdsstedet. Baggrunden herfor er efter det oplyste direktoratets behandling af de nævnte samarbejdsproblemer, herunder direktoratets beslutning om at flytte forsorgsfuldmægtig Birte Bech Kjeldberg fra Randers afdelingen.

Den 5. november 1987 afholdtes i Finansministeriet et fællesmøde i henhold til § 9, stk. 2 i lov om arbejdsretten med deltagelse af repræsentanter fra Finansministeriet og Landsorganisationen i Danmark. Fra arbejdstagerside erkendte man, at Deres og en anden medarbejders arbejdsnedlæggelse var overenskomststridig, og man gav tilsagn om at ville pålægge de pågældende hurtigst muligt og senest den 6. november 1987 ved normal arbejdstids begyndelse at genoptage arbejdet. De er på trods heraf ikke siden mødt på arbejdet og har heller ikke givet nogen meddelelse om årsagen til Deres fortsatte fravær.

Som følge heraf bortviser Direktoratet for Kriminalforsorgen Dem med øjeblikkelig virkning fra Deres stilling som overenskomstlønnet assistent ved kriminalforsorgens afdeling i Randers.

Under henvisning til at De siden den 4. november 1987 kl. 11.45 er udeblevet fra arbejdet uden lovlig forfald, vil der ikke blive udbetalt Dem løn efter dette tidspunkt.

Man skal anmode Dem om snarest at aflevere Deres nøgler og legitimationskort i afdelingen.«

Forbundet protesterede i skrivelse af 10. november mod bortvisningen og opfordrede direktoratet til at trække den tilbage. Sagen blev behandlet på et fællesmøde den 16. november, men mødet blev udsat med henblik på at finde en løsning på problemerne omkring bortvisningen. Ved en fortsættelse af fællesmødet den 17. december måtte det imidlertid konstateres, at det ikke var muligt at nå til enighed.

Sagen blev herefter ved klageskrift af 3. maj 1988 indbragt for Arbejdsretten, hvor klagerne har nedlagt følgende påstand

»Direktoratet for Kriminalforsorgen har brudt gældende overenskomst ved at bortvise forbundets medlemmer Hanne Marie Olufsen og Lene Lykke Sørensen den 9. november 1987.

Direktoratet for Kriminalforsorgen betaler til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark en efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod indeholdende efterbetaling kr. 159.916,54.«

Indklagede har principalt påstået frifindelse og subsidiært frifindelse mod at betale det anførte beløb, der er opgjort i overensstemmelse med funktionærlovens regler.

Der er afgivet forklaring af assistent Hanne Marie Olufsen, faglig sekretær Harry Halkjær og kontorchef Erik Bang.

Hanne Olufsen har forklaret, at hun har set direktoratets notat om forholdene i afdelingen. Ved mødet den 28. oktober var der en sagsbehandler fra forbundet med. Der krævedes forhandling med direktoratet, men dette blev afvist. Ved samtalen med hendes krævedes det, at hun skulle tilkendegive, at hun fortrød sin optræden, og hun erklærede, at det ville hun tænke over. Da Birte Kjeldberg fik besked om sin forflyttelse, brød hun sammen. Vidnet og en kollega nedlagde derefter arbejdet. Den 5. november blev hun underrettet om resultatet af fællesmødet, og at der var risiko for bod, hvis hun ikke genoptog arbejdet. Hun har ikke senere fået advarsel om, at hun risikerede bortvisning.

Harry Halkjær har forklaret, at han første gang hørte om problemerne den 30. oktober, da han talte med Erik Bang i anden anledning. Bang sagde da, at de »skulle fyres hele banden«. Han var ikke med til fællesmødet den 5. november på grund af bortrejse. Da han kom tilbage, havde han mandag den 9. november om eftermiddagen en samtale med Erik Bang, som oplyste, at man overvejede at fyre de strejkende. Han frarådede det og sagde, at forbundet ville forhandle med de strejkende. Når han fik en rapport, regnede han med at kunne argumentere med dem, men han vidste ikke, hvor længe de ville fortsætte strejken. Bang sagde, at det var ligegyldigt, da de skulle bortvises, men telefonsamtalen ville indgå i overvejelserne. Der blev ikke indgået nogen aftale om ikke at bortvise de strejkende.

Erik Bang har forklaret, at personalet allerede i juli tilkendegav, at de ikke ønskede den nye afdelingsleder, og at det ikke ville blive muligt at få et fornuftigt samarbejde. Senere blev der skrevet indlæg i faglige blade, og efter udnævnelsen søgte personalet at negligere den pågældende og ville ikke samarbejde med ham. Der har været flere møder med de ansatte og forhandlinger med organisationerne. Ved mødet den 28. oktober blev der talt med hver enkelt ansat, og han fik en skriftlig tilkendegivelse om, at de var villige til fagligt samarbejde. Han gav udtryk for betænkelighed og tilkendegav over for hvert enkelt, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis samarbejdet ikke kom i gang. Efter to gange at have været på afdelingskontoret og oplevet de ansattes reaktion havde han mistet troen på, at der kunne skabes samarbejde. Ved telefonsamtalen den 9. november bad Halkjær om, at der ikke blev foretaget afskedigelser. Han kunne intet sige om mulighederne for genoptagelse af arbejdet, men håbede, at sagen ville løse sig. Det er vanskeligt at beskrive de ansattes optræden, men ingen ville hjælpe afdelingslederen. Nogle var mere aktive end andre blandt andet de to bortviste. Da de to nedlagde arbejdet, meldte de øvrige medarbejdere sig syge, og direktoratet måtte sende personale andetsteds fra, for at kontoret kunne holdes åbent. Bortvisningen skyldtes både arbejdsnedlæggelsen og de tidligere problemer. Efter udskiftningen går arbejdet på afdelingskontoret på rimelig måde.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at en arbejdsnedlæggelse som udgangspunkt ikke er tilstrækkelig grund til at bortvise de strejkende. Det må i hvert fald kræves, at der er en driftmæssig begrundelse herfor, og indklagede har ikke bevist, at bortvisning var nødvendig af driftsmæssige grunde. Den normale sanktion for brud på en overenskomst er bod. Indklagede har indledt en sædvanlig procedure med henblik herpå og har derved afskåret sig fra at bortvise de pågældende, når man ikke, som det er normalt, har advaret herom, hvilket der havde været rigelig tid til. Endelig må det kræves, at misligholdelsen af arbejdsforpligtelsen er væsentlig, hvilket forudsætter, at det er betroede medarbejdere eller i hvert fald medarbejdere med en nøglefunktion, som strejker. Ingen af disse betingelser er opfyldt, og bortvisningerne har derfor været overenskomststridige.

Konsekvensen af overenskomstbruddet er, at indklagede må efterbetale løn i opsigelsesperioden og desuden må betale en ikke ubetydelig bod.

Indklagede har til støtte for den principale påstand anført, at man har overholdt de funktionærretlige regler. De bortviste havde indtaget en negativ og afvisende holdning over for den nye afdelingsleder, og det var gentagne gange tilkendegivet, at situationen var uholdbar, og at der måtte påregnes forflyttelse eller afskedigelse, såfremt de ikke ændrede indstilling. Når de herefter nedlagde arbejdet og undlod at genoptage det efter pålæg herom fra deres forbund, forelå der en så grov misligholdelse, at bortvisning var berettiget. Arbejdsnedlæggelsen gav anledning til driftsmæssige forstyrrelser, og der var ikke anledning og heller ikke tid til at give dem yderligere advarsel. Den fagretlige behandling, som blev indledt med afholdelse af fællesmødet må anses for tilendebragt, da de strejkende undlod at efterkomme pålæg fra fællesmødet om at genoptage arbejdet. Herefter var indklagede berettiget til at nyvurdere situationen.

Med hensyn til bodsspørgsmålet har indklagede anført, at direktoratet har skønnet, at der var fornødent grundlag for at bortvise de strejkende. En underkendelse af dette skøn er ikke tilstrækkeligt til at pålægge bod.

Arbejdsretten skal udtale

De to bortviste medlemmer af forbundet var, inden de nedlagde arbejdet, bekendt med, at direktoratet overvejede at foretage forflyttelse eller afskedigelse, såfremt der ikke kom et samarbejde i stand. Da arbejdet blev nedlagt, valgte indklagede at indlede en arbejdsretlig behandling af spørgsmålet om arbejdsnedlæggelsen, og der afholdtes fællesmøde, hvorved det blev opnået, at forbundet gav de strejkende pålæg om at genoptage arbejdet snarest. Der blev ved denne lejlighed taget forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om bod. Denne arbejdsretlige behandling kan ikke anses for tilendebragt ved, at forbundets pålæg i forbindelse med fællesmødet ikke blev efterkommet, og indklagede var ikke i den anledning blevet frit stillet med hensyn til at bortvise de strejkende. De strejkende, som ikke på noget tidspunkt var blevet advaret om, at det nu overvejedes at bortvise dem, hvis de ikke genoptog arbejdet, måtte med føje gå ud fra, at der ville blive pålagt dem bod for arbejdsnedlæggelsen, og at de tillige udsatte sig for eventuelt at blive forflyttet eller afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder. Indklagede har herefter været afskåret fra at bortvise dem, uden at det er nødvendigt for Arbejdsretten at tage stilling til, om betingelserne for bortvisning i øvrigt måtte være opfyldt.

Der findes ikke grundlag for at fritage indklagede for bod i anledning af det begåede overenskomstbrud. Den forskyldte bod fastsættes til 200.000 kr., hvori efterbetalingsbeløbet 159.016 kr. 54 øre, som der har været enighed om, indgår.

Indklagede betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal til klagerne, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, betale 200.000 kr., hvori indgår det omhandlede efterbetalingsbeløb.

Indklagede betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.324 ff, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s. 163 f, Steen A. Rasmussen i Ugeskrift for Retsvæsen 1982 B s.171 ff, K 88.335, K 89.039, K 87.003 (A 1987 s.122) K 87.054 (A 1987 s.132) K 86.317 (A 1986 s.172).

Efter samarbejdsproblemer mellem lederen af en lokal afdeling af en offentlig institution og det øvrige personale blev en medarbejder forflyttet, hvorefter to andre af afdelingens 8 medarbejdere (funktionærer) nedlagde arbejdet. I den anledning afholdtes fællesmøde, og arbejdstagersiden erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet. Arbejdsgiversiden forbeholdt sig at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om bod. Da de strejkende ikke genoptog arbejdet, blev de bortvist tre arbejdsdage efter fællesmødet.

Udtalt, at den arbejdsretlige behandling ikke kunne anses for tilendebragt ved, at pålægget i forbindelse med fællesmødet ikke blev efterkommet, og de strejkende, der ikke på noget tidspunkt var blevet advaret om, at det overvejedes at bortvise dem, måtte med føje gå ud fra, at de ville blive pålagt bod og eventuelt forflyttet eller afskediget. Arbejdsgiveren havde herefter været afskåret fra at bortvise dem og idømtes en bod på 200.000 kr. incl. et efterbetalingsbeløb på ca. 159.000 kr.