Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt. Særoverenskomst.(* 1) (* 2) Virksomhed idømt bod for at have tilsidesat overenskomstbestemmelse om opsigelse af lokale aftaler m.v. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent cand.jur. Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening og for Leyland DAB A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Bredmose, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Georg Kofod, Gert Kristensen og Erik Nielsen.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Organisationsansvar 2.2. Bod ikke pålagt. Særoverenskomst.(* 1) (* 2) Virksomhed idømt bod for at have tilsidesat overenskomstbestemmelse om opsigelse af lokale aftaler m.v. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent cand.jur. Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening og for Leyland DAB A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Bredmose, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Georg Kofod, Gert Kristensen og Erik Nielsen.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund ved klageskrift af 19. december 1987 indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening og for Leyland DAB A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Klagerne har nedlagt følgende påstande
Leyland DAB A/S tilpligtes at overholde gældende overenskomst, § 8, herunder regler om fagretlig behandling i forbindelse med opsigelse af lokalaftaler.
Leyland DAB A/S tilpligtes til Dansk Metalarbejderforbund for brud på gældende overenskomst at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
Jernets Arbejdsgiverforening tilpligtes for delagtighed i det begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
De indklagede har taget bekræftende til genmæle over for klagernes første påstand og har i øvrigt påstået frifindelse.
Overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark bestemmer i § 8
»§ 8 Lokale aftaler mellem arbejdsgiveren og arbejderne
Stk.1.
Lokale aftaler, kutymer eller reglementer kan - med de i stk. 2 nævnte undtagelser - opsiges af begge parter med 2 måneders varsel til den 1. i en måned, medmindre aftale om længere varsel er truffet.
Stk.2
Stk.3
I tilfælde af opsigelse i henhold til stk. 1 og 2 er det den opsigende parts pligt at foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås, da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt timandsmøde. Begæring om fagretlig behandling skal være den modstående organisation i hænde inden for de i stk. 1 og 2 angivne opsigelsesfrister, jfr. Regler for behandling af faglig strid, § 2, stk. 4.
Stk.4
Parterne er ikke løst fra den opsagte lokale aftale, kutyme eller reglement, før disse almindelige regler er iagttaget, selv om udløbsdatoen er passeret.
Stk.5
I overenskomstens § 18 om Særlige timelønsbestemmelser er i stk.2 og 3 bl.a. fastsat
»Stk. 2. Snedkere, tømrere, møllebyggere og træindustriarbejdere.
1. Hvor virksomhederne forlanger, at snedkere, tømrere og møllebyggere holder sig selv med almindeligt værktøj, betales værktøjspenge med 85 øre pr. time.
Stk. 3. Karetmagere
Hvor virksomhederne forlanger, at karetmagere holder sig selv med almindeligt værktøj, betales værktøjspenge med 85 øre pr. time.«
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende
Leyland DAB A/S har gennem en årrække udbetalt værktøjspenge til de ansatte karetmagere.
Den 28. november 1986 opsagde virksomheden denne ordning ved en sålydende skrivelse til Karetmagerklubben
»Med henvisning til overenskomsten § 18 stk. 2 og 3 omhandlende værktøjspenge, pr. d.d. kr. 0,70/time, opsiges denne betaling med virkning fra 1. februar 1987.
Firmaet vil fra denne dato udstyre den enkelte medarbejder med nødvendigt værktøj.«
Opsigelsen blev drøftet på en lokal forhandling den 22. januar 1987. I referatet af denne er arbejdstagernes påstand anført således: »Tilbud til firmaet om kompensationsordning med hensyn til overgang til firmaets værktøj 70 øre bibeholdes mod at man bruger eget værktøj inden for de næste 3 år, hvor firmaet i ovennævnte periode udleverer udskiftningsværktøj.« Virksomheden anførte, at værktøjspenge-betalingen var opsagt efter gældende regler til bortfald pr. 1. februar 1987, og at der ikke kunne indgås aftale om kompensation af den nævnte art. Referatet er udfærdiget på en trykt blanket, der slutter med følgende trykte tekst: »Den part, der ønsker fagretlig behandling, skal indsende et af begge parter underskrevet referat til sin organisation.«
Uanset opsigelsen fortsatte virksomheden med at udbetale værktøjspenge efter den 1. februar 1987, men den 31. juli 1987 meddelte virksomheden, at den fra den 27. juli 1987 ophørte dermed.
På et fællesmøde den 31. august 1987 gjorde man fra arbejdstagerside gældende, at virksomheden i forbindelse med opsigelsen ikke havde efterlevet overenskomstens § 8, idet sagen ikke var blevet behandlet i det fagretlige system. Fra arbejdsgiverside bestred man, at overenskomstens bestemmelser ikke var blevet efterlevet, og man henviste i den forbindelse til arbejdsgiverens ledelsesret.
Fabrikschef Leif Hansen har bl.a. forklaret, at udbetalingen af værktøjspenge var en meget gammel ordning, og at der ikke findes nogen skriftlig eller mundtlig aftale derom. Der havde været tale om at bringe ordningen til ophør fra nytår 1987, men af budgetmæssige grunde blev fristen ændret til den 1. februar 1987. Virksomheden købte værktøj, som blev udleveret til svendene den 1. februar 1987. Der var efter hans opfattelse ikke tale om at opsige en lokalaftale, men om at overgå fra en overenskomstmæssig ordning til en anden, jfr. § 18. Han mente, at dette kunne gøres uden varsel, men man gav af hensyn til budgetterne 2 måneders varsel. Referatet af lokalforhandlingen den 22. januar 1987, blev underskrevet af ham selv og af tillidsrepræsentanten, og det var hans opfattelse, at de var enige om betalingens bortfald fra den 1. februar 1987. Overenskomstens § 8 blev ikke nævnt under lokalforhandlingen. Han besluttede imidlertid, at betalingen skulle fortsætte indtil videre, og underrettede tillidsrepræsentanten derom. Han hørte, at sagen var indgivet til fagretlig behandling og forventede derfor, at tillidsrepræsentanten ville gå videre med sagen. Ved en fejltagelse blev der ved lønudbetalingen den 19. februar 1987 ikke udbetalt værktøjspenge, og under en forhandling med tillidsrepræsentanten kort efter var der enighed om, at udligne fejlen ved førstkommende lønudbetaling. Da han i juli 1987 ikke havde hørt mere til sagen, henvendte han sig telefonisk til Jernets Arbejdsgiverforening, der sagde, at han blot kunne standse udbetalingen, og det blev derefter gjort fra den 27. juli 1987.
Tillidsrepræsentant Søren Holst Sommer har bl.a. forklaret, at han ikke var på arbejde fredag den 31. oktober 1986. Mandag den 3. november 1986 blev han opfordret til at kvittere for modtagelse af en opsigelse, der var dateret den 31. oktober 1986 og lød på ophør fra nytår 1987. Han nægtede at underskrive med tilbagevirkende kraft, og han modtog så senere opsigelsen af 28. november 1986. Han kvitterede ved sin underskrift for modtagelsen af denne.
Klagerne har anført, at ordningen med udbetaling af feriepenge er omfattet af ordene »Lokale aftaler, kutymer eller reglementer« i overenskomstens § 8, og har herved bl.a. henvist til, at reglementer kan udsendes af virksomheden på egen hånd. Ordningen kunne derfor kun opsiges med 2 måneders varsel, hvilket virksomheden efter den oplyste har været klar over. Efter § 8, stk.3, skal den opsigende part foranledige lokalforhandling afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås, lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt timandsmøde. Der blev ikke opnået enighed under lokalforhandlingen, og tillidsrepræsentantens underskrift på mødereferatet er kun en bekræftelse på referatets rigtighed og ikke udtryk for, at der var opnået enighed. Ved at standse udbetalingen af værktøjspenge uden at have videreført sagen til mæglingsmøde eventuelt timandsmøde har virksomheden overtrådt overenskomstens bestemmelser og bør pålægges en bod derfor. Virksomheden bør endvidere udbetale værktøjpenge til svendene fra den 27. juli 1987 og indtil ordningen lovligt er bragt til ophør. Det drejer sig foreløbig om et beløb på ca. 60.000 kr. Klagerne har subsidiært gjort gældende, at den afgivne opsigelse må være bortfaldet, fordi virksomheden fortsatte med udbetaling af værktøjspenge i flere måneder efter den 1. februar 1987. Jernets Arbejdsgiverforening bør også pålægges bod, fordi den har gjort sig delagtig i overenskomstbruddet ved ikke på fællesmødet at pålægge virksomheden at følge overenskomstens § 8 og ved sin telefoniske rådgivning til virksomheden.
De indklagede har anført, at virksomheden som følge af ledelsesretten egenhændig kan bestemme, om karetmagerne skal have værktøj udleveret af virksomheden eller have udbetalt værktøjspenge. Dette er også klart udtalt i overenskomstens § 18, og § 8, stk. 1 og 3, gælder ikke for virksomhedens beslutninger efter § 18. Der er derfor ikke begået noget overenskomstbrud. I øvrigt må tillidsrepræsentantens underskrift på opsigelsesbrevet være et bevis på, at han var enig i, at ordningen skulle ophøre pr. 1. februar 1987.
Efter Arbejdsrettens opfattelse må bestemmelserne i § 8 om opsigelse af lokale aftaler, kutymer eller reglementer også finde anvendelse ved en virksomheds beslutning om at ændre en værktøjspengeordning i henhold til § 18, navnlig fordi § 8, stk. 1, også omfatter reglementer. Der er ikke grundlag for at fastslå, at arbejdstagersiden har accepteret den afgivne opsigelse, og det var derfor efter § 8, stk. 3, virksomhedens pligt at lade sagen behandle ved mæglingsmøde eventuelt timandsmøde. Ved at have standset udbetalingen af værktøjspenge uden at have videreført sagen, har virksomheden begået overenskomstbrud. Da værktøjspengeordningen ikke er lovligt opsagt, må der udbetales værktøjspenge til svendene fra den 27. juli 1987, og til en lovlig opsigelse træder i kraft. For det begåede overenskomstbrud pålægges der virksomheden en bod på 25.000 kr.
Om Jernets Arbejdsgiverforenings rådgivning til virksomheden i juli 1987 har retten kun hørt fabrikschef Leif Hansens forklaring under domsforhandlingen, og det findes betænkelig alene på grundlag af en forklaring om indholdet af en telefonsamtale trekvart år tidligere at fastslå, at Arbejdsgiverforeningen ved sin rådgivning har gjort sig delagtig i overenskomstbruddet. Der findes ikke at være tilstrækkelig anledning til at pålægge Arbejdsgiverforeningen bodsansvar for deres holdning på fællesmødet, da fortolkningen af § 8, stk. 1, i forhold til § 18 ikke var ganske utvivlsom.
Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales af indklagede.
T h i k e n d e s f o r r e t
Leyland DAB A/S skal - som erkendt - overholde gældende overenskomst § 8, herunder regler om fagretlig behandling i forbindelse med opsigelse af lokalaftaler.
Til Dansk Metalarbejderforbund skal Leyland DAB A/S betale en bod på 25.000 kr.
Der pålægges ikke Jernets Arbejdsgiverforening bodsansvar.
I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: K 86.127.
En virksomhed fandtes at have handlet overenskomststridigt ved at standse udbetalingen af et beløb som kompensation for at arbejderne selv skulle holde sig med almindeligt værktøj uden at opsige ordningen i overensstemmelse med overenskomstens regler om opsigelse af lokale aftaler, kutymer eller reglementer, og virksomheden pålagdes en bod på 25.000 kr.
En påstand om, at den pågældende arbejdsgiverforening havde gjort sig delagtig i overenskomstbruddet ved ikke på fællesmødet at have pålagt virksomheden at foretage opsigelse af ordningen toges ikke til følge, da fortolkningen af de pågældende overenskomstbestemmelser ikke var ganske utvivlsom.