(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Køge kommune (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (advokat Peder Vesterbæk) Dommere: Secher Assens, Bisgaard, Bæhring, Arnold Hansen, Gert Kristensen, Pontoppidan (retsformand) og Westergaard.
Statutory Text (3 Articles)
(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Køge kommune (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (advokat Peder Vesterbæk) Dommere: Secher Assens, Bisgaard, Bæhring, Arnold Hansen, Gert Kristensen, Pontoppidan (retsformand) og Westergaard.
Under denne sag har Kommunernes Landsforening for Køge kommune indklaget Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund for Arbejdsretten med påstand om, at de medlemmer af det indklagede forbund, som deltog i en arbejdsnedlæggelse på Køge kommunes daginstitutioner i dagene 6.- 8. april 1987, pålægges bod.
De indklagede har påstået frifindelse, subsidiært ikendelse af en mild bod. Til støtte for frifindelsespåstanden har de indklagede anført, at der på et fællesmøde den 7. april blev truffet aftale om, at sagen ikke ville blive indbragt for Arbejdsretten, såfremt arbejdet blev genoptaget snarest muligt efter et af arbejdstagerorganisationerne til den 8. april indkaldt medlemsmøde. Mødet blev afholdt den 8. april om aftenen og arbejdet genoptaget den 9. april.
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende
Den 6. april 1987 nedlagde en række medarbejdere på Køge kommunes daginstitutioner, herunder en række medlemmer af det indklagede forbund, arbejdet. Arbejdsnedlæggelserne, der omfattede ca. 35 daginstitutioner, skete i protest mod nogle af kommunen planlagte ændringer på daginstitutionsområdet.
I anledning af arbejdsnedlæggelserne blev der afholdt fællesmøde den 7. april 1987 kl. 12. I referatet af fællesmødet anføres
»Tid Den 7. april 1987, kl. 12.00.
Sted Kommunernes Landsforening.
Emne Fællesmøde i henhold til lov om arbejdsretten, § 9, stk. 2, i anledning af arbejdsnedlæggelse blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere ved kommunale og selvejende daginstitutioner i Køge kommune.
Deltagere Repræsentanter fra Landsorganisationen i Danmark (LO), Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Køge kommune og Kommunernes Landsforening.
Fra Køge kommune forelå indberetning om arbejdsnedlæggelse i kommunale og selvejende daginstitutioner fra mandag den 6. april 1987.
Arbejdsnedlæggelsen er fortsat løbende ved fællesmødets afholdelse og omfatter ca. 35 daginstitutioner.
Repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Køge kommune tilkendegav, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og man anmodede personaleorganisationerne om at pålægge sine medlemmer straks at genoptage arbejdet.
Organisationernes repræsentanter erkendte, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge sine medlemmer at genoptage arbejdet.
Baggrunden for arbejdsnedlæggelsen er efter det oplyste, at personalet ikke har kunnet acceptere kommunens udspil til forestående omstruktureringer.
Kommunernes Landsforening og Køge kommune tog forbehold for at indbringe sagen for arbejdsretten, henholdsvis påtaleudvalget for den kommunale tjenestemandsret.«
Da arbejdet ikke blev genoptaget den 8. april 1987, indbragte klagerne sagen for Arbejdsretten ved klageskrift af samme dato. Genoptagelse fandt sted den 9. april.
Den 24. september 1987 skrev Køge kommune således til Kommunernes Landsforening
»Vedr. arbejdsnedlæggelser på Køge kommunes daginstitutioner 6.-8. april 1987.
På given foranledning, skal Køge kommune henstille til Kommunernes Landsforening, at ovennævnte arbejdsnedlæggelse i kommunens daginstitutioner ikke gøres til genstand for en arbejdsretlig behandling.
Det er kommunens opfattelse, at der på det tirsdag den 7. april 1987 afholdte fællesmøde blev indgået en aftale med organisationerne om ikke at bringe sagen for arbejdsretten, såfremt arbejdet blev genoptaget hurtigst muligt efter et af organisationerne den 8. april 1987 indkaldt medlemsmøde.
Arbejdet blev genoptaget ved arbejdstids begyndelse den 9. april 1987.
De herfra fremsendte indberetninger beror således på en beklagelig fejltagelse, hvorfor materialet snarest imødeses returneret og sagen trukket tilbage fra arbejdsretten.«
Vicekontorchef Flemming Blønd, Kommunernes Landsforening, har som vidne forklaret, at han deltog i fællesmødet den 7. april som mødeleder. Mødet startede kl. 12 og varede ca. 30 minutter. Umiddelbart efter mødet blev referatet, der var udarbejdet efter et standardkoncept, udsendt pr. telefax til Landsforeningens advokat. Der blev ikke på mødet - hverken fra Landsforeningens eller kommunens side - givet afkald på at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om bod, hvis organisationernes pålæg om at genoptage arbejdet ikke blev fulgt. På fællesmødet drøftedes tidspunktet for afholdelse af orienteringsmøde for medarbejderne, og det blev fra organisationernes side meddelt, at mødet påregnedes afholdt den 8. april om aftenen. Vidnet gav i den forbindelse udtryk for, at organisationerne ved først at indkalde til møde den følgende dags aften efter hans opfattelse kunne pådrage sig organisationsansvar, men at man dog fra Landsforeningens side ikke ville forfølge dette spørgsmål. Det er muligt, at det er hans bemærkninger om organisationsansvar, der har givet anledning til den misforståelse, som kommunens skrivelse af 24. september 1987 efter hans opfattelse er udtryk for.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at det er ubestridt, at arbejdet ikke blev genoptaget i umiddelbar forlængelse af fællesmødet, og at der derfor ikke er grundlag for bodsbortfald efter arbejdsretslovens § 12, stk. 2, 5. punktum.
Af fællesmødereferatet fremgår intet om, at der der skulle være truffet aftale om, at der ikke ville blive krævet bod, hvis arbejdet blev genoptaget den 9. april. Formodningen må derfor være imod, at der skulle være givet tilsagn herom fra arbejdsgiverside. De indklagede, som har bevisbyrden, har ikke godtgjort, at et sådant tilsagn foreligger. Den opfattelse, som Køge kommune giver udtryk for i sin skrivelse af 24. september 1987, må skyldes, at kommunen har misforstået vicekontorchef Blønds bemærkninger om organisationsansvar. Hertil kommer, at kommunen, som ikke er overenskomstpart, ikke havde kompetence til at frafalde bodskravet.
De foreliggende arbejdsnedlæggelser adskiller sig på ingen måde fra andre overenskomststridige arbejdsnedlæggelser med lignende baggrund. Arbejdet blev først genoptaget 1 1/2 dag efter afholdelse af fællesmødet. Der er derfor intet grundlag for nedsættelse af boden.
De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det må lægges til grund, at der på fællesmødet den 7. april blev truffet aftale om, at der ikke ville blive krævet bod, hvis arbejdet blev genoptaget den 9. april. Dette er både kommunens og organisationernes opfattelse. Denne opfattelse stemmer med de foreliggende oplysninger om, at tidspunktet for afholdelse af medlemsmøde blev drøftet, og at organisationerne herunder gav udtryk for, at det ikke var praktisk muligt at afholde mødet før den 8. april om aftenen. Den omstændighed, at der ikke nævnes noget om en sådan aftale i fællesmødereferatet kan ikke være afgørende, idet referatet er udarbejdet efter standardkoncept med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten. Der var ingen anledning til at medtage noget om den særlige aftale i referatet.
Til støtte for påstanden om ikendelse af en mild bod har de indklagede anført, at der var tale om en kortvarig arbejdsnedlæggelse, at medlemsmøde først kunne afholdes den 8. april om aftenen, og at arbejdet blev genoptaget hurtigst muligt efter afholdelsen af medlemsmødet.
Arbejdsretten skal udtale
Som sagen foreligger for Arbejdsretten findes det ikke godtgjort, at der på fællesmødet den 7. april 1987 blev indgået aftale mellem overenskomstparterne - d.v.s. Kommunernes Landsforening og de i fællesmødet deltagende arbejdstagerorganisationer - om, at klagerne ikke ville indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om bod, hvis arbejdet blev genoptaget den 9. april efter afholdelse af medlemsmøde den 8. april.
Da det er ubestridt, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og da der ikke findes at være grundlag for at nedsætte den forskyldte bod i forhold til den sædvanligt anvendte, tager Arbejdsretten klagernes påstand til følge som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
Til Kommunernes Landsforening betaler de på sagens bilag 2 anførte medlemmer af Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund en bod på 24 kr. for hver time, hvori de deltog i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i dagene 6.-8. april 1987.
Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr. betales af de indklagede.
(* 1) Sagens faktum og resultat identisk med sag nr. 87.217.
Sagens faktum og resultat identisk med sag nr. 87.217.