Bod 1.2.2.2., bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket 1.2.3.2. bodsnedsættelse ikke sket. Særoverenskomst.(* 1) (* 2) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelse, da denne ikke fandtes at være rimelig begrundet i arbejdsmiljøet. Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO for C. Nielsen & Søn A/S, Frederikshavn, på arbejdspladsen Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S, Frederikshavn, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S, Frederikshavn (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Lillian Knudsen, Mads Kofod, Jørgen Pedersen og Wahl.

Bod 1.2.2.2., bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket 1.2.3.2. bodsnedsættelse ikke sket. Særoverenskomst.(* 1) (* 2) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelse, da denne ikke fandtes at være rimelig begrundet i arbejdsmiljøet. Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO for C. Nielsen & Søn A/S, Frederikshavn, på arbejdspladsen Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S, Frederikshavn, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) og Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S, Frederikshavn (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Kiil (retsformand), Lillian Knudsen, Mads Kofod, Jørgen Pedersen og Wahl.

Under disse sager, der er behandlet sammen, har Dansk Arbejdsgiverforening for de ovennævnte arbejdsgiverorganisationer og disse for virksomhederne Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S, Frederikshavn, samt C. Nielsen & Søn A/S på denne arbejdsplads, indklaget Landsorganisationen i Danmark for de ovennævnte 4 forbund for et antal medlemmer af disse for Arbejdsretten med påstand om, at de pågældende medlemmer, der er angivet på bilag 1 i begge sager, til Dansk Arbejdsgiverforening betaler en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de har deltaget i den overenskomststridige, kollektive arbejdsnedlæggelse, der fandt sted på værftet i tiden fra den 31. oktober til den 10. november 1986.

De indklagede, der har erkendt, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, har nedlagt påstand om, at bod bortfalder, subsidiært at der alene idømmes mild bod, idet de til støtte herfor har anført, at arbejdsnedlæggelsen var forårsaget dels af arbejdsgiversidens overenskomstbrud, dels af arbejdsmiljømæssige forhold. For det tilfælde, at der pålægges bod, har de taget sædvanligt forbehold over for navnelisterne.

De indklagede har endvidere i sag nr. 86.401 nedlagt følgende selvstændige påstand

Ørskov Staalskibsværft A/S, Frederikshavn, tilpligtes til de i denne sag indklagede forbund for brud på aftale af 22. januar 1986 at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

Over for denne påstand har klagerne påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Ifølge en intern meddelelse af 18. april 1984 overgik værftet fra den 2. maj 1984 til at anvende sikkerhedsspænding ved udførelse af arbejde under forhold som beskrevet i meddelelsen, hvori det hedder

»Fra den 2. maj 1984 overgår man til sikkerhedsspænding i tanke og små lukkede rum.

Sikkerhedsspænding, 42 V, omfatter arbejdslys og andet håndværktøj. El-vinkelslibere skal erstattes med luftslibere m.v.«

Meddelelsen var foranlediget af bestemmelserne i stærkstrømsreglementets punkt 17.10 om »snævre ledende rum«, hvori det bl.a. hedder

»17.10.1 Bestemmelserne gælder for installationer i snævre ledende rum og for strømforsyning til apparater i sådanne rum.

17.10.2 Et snævert ledende rum er et rum, hvis begrænsninger helt eller i det væsentlige består af ledende dele, og hvor det er sandsynligt, at en person med en stor del af sit legeme vil komme i berøring med de omgivende ledende dele, og hvor der kun er begrænsede muligheder for at undgå denne berøring.

17.10.3 Håndværktøj og andre transportable apparater (undtagen håndlamper) skal ekstrabeskyttes ved en af følgende ekstrabeskyttelsesmetoder

- Sikkerhedsspænding

17.10.4 Håndlamper skal ekstrabeskyttes ved anvendelse af sikkerhedsspænding«

Bestemmelsen i den interne meddelelse om brug af sikkerhedsspænding i tanke og små lukkede rum blev drøftet ved et sikkerhedsudvalgsmøde den 22. januar 1986. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»2. Angående 42 volt, som blev indført ca. 01.04.84 til brug i tanke og små rum, blev man i udvalget enige om, at der til stationær belysning i disse rum må bruges 220 volt på betingelse af, at man ikke kan koble el-værktøj og lignende på dette system.

Må kun tilrigges og flyttes af driftafdelingen.«

I marts 1986 udsendte Branchesikkerhedsrådet for jernindustrien en vejledning om strømforsyning til anvendelse af værktøj og belysning i snævre rum på skibsværfter. I vejledningen -BSR 1 - 4.04.001- hedder det bl.a.

»Denne vejledning oplyser om krav og god praksis ved strømforsyning til anvendelse af værktøj og belysning i snævre rum på skibsværfter. Det gælder dog ikke svejseudstyr.

1. OMRÅDER

1.1 Nærværende gælder for strømforsyning til benyttelse af værktøj og belysning i snævre ledende rum.

1.2 Snævre ledende rum kan i denne forbindelse være, f.eks. mindre beholdere, kedler, hydroforer, tanke, skibssektioner og lignende lukkede rum, hvor der er begrænsede muligheder for at undgå at berøre de ledende dele med en stor del af legemet.

3. HÅNDVÆRKTØJ

Håndværktøj og andre transportable apparater skal ekstrabeskyttes ved en af følgende metoder

Sikkerhedsspænding

Maks. 75 V jævnspænding

Maks. 50 V vekselspænding

4. HÅNDLAMPER

Håndlamper skal ekstrabeskyttes ved anvendelse af sikkerhedsspænding.

Maks. 75 V jævnspænding

Maks. 50 V vekselspænding«

I maj 1986 påbegyndte man på værftet nybygning nr. 141. Efter nogle måneders forløb opstod der diskussion mellem ledelsen og sikkerhedsrepræsentanterne om, hvorvidt arbejdet i visse af nybygningens tanke, der var væsentligt større end de tanke, man hidtil havde bygget på værftet, var omfattet af bestemmelserne om anvendelse af sikkerhedsspænding ved arbejde i tanke og små rum. Spørgsmålet blev drøftet ved sikkerhedsudvalgsmøder den 25. september og 7. oktober 1986 og på ny ved to ekstraordinære møder den 21. og 28. oktober 1986. I referatet fra de første to møder hedder det bl.a.

»4. Man diskuterede 220 volt i tanke. Dermed mener man tanke, der er forsynet med normale tankdæksler, det vil eksempelvis sige, at lasttanke på nyb. 141 ikke betragtes som tanke, men som lastrum, der ikke er snævre og ledende rum.«

I referatet fra det ekstraordinære møde den 21. oktober 1986 hedder det

»Vedr.: Belysning og strømart i tanke og rum m.v.

Udvalget kunne ikke blive enige om punkt 4 fra møde den 25.09.86 angående voltstyrke i tanke på nyb. 141.

Udvalget tilkaldte Erling Skræm og Finn Hørup Nielsen angående dette, men kunne stadig ikke blive enige. Man besluttede at tilkalde Arbejdstilsynet, så de kunne træffe en afgørelse om dette.

Arbejdstilsynet meddelte følgende pr. telefon den 27.10.86

Efter Arbejdstilsynet besøg onsdag, den 22.10.86 angående tanke på nyb. 141, som de besigtigede.

Arbejdstilsynet gav sine oplysninger om dette videre til El-rådet i København, som så ifølge Arbejdstilsynets oplysninger kom med en udtalelse til Arbejdstilsynet, at de nævnte tanke ikke kunne betragtes som snævre og ledende rum.

Samme oplysning blev telefonisk givet til Erik B. Andersen af Arbejdstilsynet i Aalborg.«

Endelig hedder det i referatet fra det ekstraordinære møde den 28. oktober 1986

»Der var indkaldt til mødet på grund af Arbejdstilsynets og El-rådets udtalelse den 27.10.86 om strømstyrke i lasttanke på nyb. 141 og 142.

Udvalget havde en særdeles heftig diskussion om dette, som endte med at B-siden stadig ikke kunne acceptere denne udtalelse.

Fra virksomhedens side vil man fremover stadig arbejde efter El-rådets direktiver i denne sag.«

De foran citerede 3 referater er alene underskrevet af arbejdsgiversiden.

Diskussionen ved mødet den 28. oktober 1986 gav anledning til, at værftet den 29. s.m. sendte følgende skrivelse til Arbejdstilsynet i Aalborg

»Arbejdstilsynet meddelte Ørskov Christensens Staalskibsværft A/S følgende pr. telefon den 27.10.86

Efter Arbejdstilsynets besøg hos os den 22.10.86 angående strømstyrke i lasttanke på vor nybygning 141, som De besigtigede. Arbejdstilsynet gav sine oplysninger om dette videre til El-rådet i København, som så ifølge Arbejdstilsynets oplysninger kom med den udtalelse til Arbejdstilsynet, at de nævnte tanke ikke kunne betragtes som snævre og ledende rum.

Vær venlig og bekræft dette på medfølgende kopi af dette brev.«

Den 31. oktober 1986 kl. 9.00 blev arbejdet imidlertid nedlagt. I begge sager afholdtes fællesmøde den 4. november 1986, hvorunder man fra arbejdstagerside erkendte, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, ligesom man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet onsdag den 5. november 1986 ved normal arbejdstids begyndelse. I referatet fra fællesmødet i sag nr. 86.401 hedder det videre

»Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at årsagen til arbejdsnedlæggelsen skyldtes, at virksomheden uden forhandling har tilsidesat lokalaftale af 22. januar 1986 vedrørende brug af 42 volt i tanke og små rum, ved at montere 220 volt i tankrum, og ved at true medarbejder, som ikke vil arbejde i tankrum med 220 volt, for arbejdsvægring, og arbejdstagersiden henviser i den forbindelse til Arbejdsretslovens § 12, stk. 2, 2. og 3. afsnit. Endvidere opfordrede arbejdstagersiden virksomheden til at overholde lokalaftalen af 22. januar 1986, indtil denne eventuelt bliver opsagt efter Jernets overenskomst § 8, stk. 1 og 3.

Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at de sikkerhedsmæssige foreskrifter er overholdt, hvilket Arbejdstilsynet har bekræftet over for virksomheden og efter det oplyste også over for sikkerhedsrepræsentant E.B.Andersen. Fra arbejdsgiverside bestred man, at værftet skulle have begået brud på referatet af sikkerhedsudvalgsmødet den 22. januar 1986. Endelig bestred man fra arbejdsgiverside, at der var grundlag for at henvise til nævnte bestemmelser i Arbejdsretsloven.

Fra arbejdstagerside bestred man det af virksomheden anførte og gjorde gældende, at Arbejdstilsynet havde udtalt, »at det af virksomheden forlangte (220 volt) er en forringelse af de sikkerhedsmæssige arbejdsforhold,» ligesom arbejdstagersiden frasiger sig ethvert ansvar i forbindelse med bruddet på lokalaftalen.

Fra arbejdsgiverside henviste man til det tidligere anførte.«

Da arbejdet i strid med pålægget ikke blev genoptaget, blev sagerne ved klageskrifter af 5. november 1986 indbragt for Arbejdsretten, hvor der under et forberedende retsmøde den 6. s.m. blev givet pålæg om arbejdets genoptagelse.

I skrivelse af 6. november 1986 besvarede Arbejdstilsynet værftets skrivelse af 29. oktober 1986. I svaret hedder det

»Til bekræftelse af telefonsamtale af 27. oktober 1986 skal følgende meddeles

Efter kredsens besøg på værftet den 22. oktober 1986 og besigtigelse af forreste lasttank på nybygning 141, kontaktedes El-rådet i København.

El-rådet mente ikke, at nævnte tank var at definere som hørende under stærkstrømsreglementets §17.10.

Endelig skriftlig bekræftelse af denne definition skal indhentes hos El-rådet.

Kopi af denne skrivelse er til orientering sendt til sikkerhedsorganisationen.«

Arbejdet blev genoptaget mandag den 10. november 1986. Den følgende dag afholdtes møde i sikkerhedsudvalget med deltagelse af repræsentanter for Jernets Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund. I referatet fra mødet hedder det

»På et møde i Sikkerhedsudvalget dags dato med deltagelse af ovennævnte og med repræsentation af DM og JA blev de sikkerhedsproblemer, som har været årsag til arbejdsnedlæggelsen, drøftet.

Der var enighed om, at konkrete arbejdssituationer i lasttankene på nyb. nr. 141, som havde været besigtiget, ikke havde været af en sådan art, at lavspænding ifølge gældende regler var påkrævet. (Stærkstrømsreglementet og BSR 1 vejledning).

I specielle situationer kan der optræde forhold, som ifølge reglerne vil kræve lavspænding.

Det vil her afhænge af den nødvendige arbejdsstilling sådan som beskrevet i BSR-1 vejledning 4.04.001.

Det var endvidere enighed om, at betegnelsen »tanke« ikke alene kan afgøre, om der er tale om normalspændingsområde eller lavspændingsområde.

Det afhænger som nævnt af den nødvendige arbejdsstilling, sådan som beskrevet i BSR-1 vejledning 4.04.001.

Der var endelig enighed om, at Sikkerhedsudvalget fortsætter sit arbejde med sikkerheden på værftet.

Fra organisationssiden blev der erindret om overenskomstens § 2, stk. 4, hvorigennem sikkerhedsspørgsmål kan gøres til genstand for organisationsmæssig behandling.'

Efterfølgende har Jernets Arbejdsgiverforening og Dansk Metalarbejderforbund i en fælles skrivelse af 9. december 1986 til Direktoratet for Arbejdstilsynet påtalt den fremgangsmåde, som Arbejdstilsynets kreds Nordjyllands Amt havde anvendt i sagen. I skrivelsen hedder det

»Vedr.: Arbejdstilsynets kreds Nordjyllands Amts rolle i en konflikt på Ørskov Christensens Stålskibsværft A/S i Frederikshavn.

Med henvisning til ovenstående sag skal vi herved tillade os, at påtale den fremgangsmåde, Arbejdstilsynet i kreds Nordjyllands Amt har anvendt i ovennævnte sag.

Vi er via samtaler med parterne informeret om, at medarbejdere i Arbejdstilsynet kreds Nordjyllands Amt telefonisk har givet oplysninger til henholdsvis sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter fra ledelsen, der af de to parter har kunnet opfattes modsætningsfyldte.

Således har Arbejdstilsynets telefoniske kontakt til sikkerhedsrepræsentanterne bestyrket dem i, at sikkerheden ville være den største ved anvendelse af 42 volts udstyr, mens Arbejdstilsynet samtidig over for ledelsen har bekræftet, at Arbejdstilsynet ikke fandt det påkrævet at anvende 42 volts udstyr.

Efter disse telefoniske oplysninger fra Arbejdstilsynets kreds Nordjyllands Amt har kredsen i brev af 6. ds. skriftligt meddelt virksomheden, at man har overdraget fortolkningen af problematikken til El-rådet i København, og henvist virksomheden til at indhente yderligere oplysninger hos El-rådet.

På denne måde har Arbejdstilsynet bidraget til forvirring parterne imellem, ligesom skrivelsen med henvisning til El-rådet har givet de ansatte på virksomheden opfattelsen af, at Arbejdstilsynet ikke varetog hensynet til deres sikkerhed.

Efter det oplyste har Arbejdstilsynet kreds Nordjyllands Amt på intet tidspunkt henvist til vejledningen nr. 4.04.001 fra BSR 1. Denne vejledning omhandler strømforsyning til anvendelse af værktøj og belysning i snævre rum på skibsværfter og er dermed direkte rettet mod den pågældende problematik.

BSR 1's vejledning var i den konkrete sag direkte anvendelig og blev da også i sagens senere forløb anvendt til at løse konflikten mellem parterne.

Imidlertid har Arbejdstilsynets adfærd i sagen medvirket til, at uoverensstemmelserne førte til 6 dages arbejdsnedlæggelse, med de arbejdsretlige konsekvenser, dette får for de ansatte og de økonomiske belastninger dette påfører virksomheden.

Vi finder det meget uheldigt, at arbejdstilsynet ikke anvender BSR 1's vejledning i sin vejlednings- og påbudspolitik, idet vi er bekendt med, at vi netop har en aftale mellem branchesikkerhedsrådene og Arbejdstilsynet om, at branchesikkerhedsrådets vejledninger efter at have været til høring i Direktoratet for Arbejdstilsynet, tilsendes i 450 eksemplarer med henblik på distribution til samtlige medarbejdere i Arbejdstilsynskredsene.

Det er vores opfattelse, at Arbejdstilsynet kunne have medvirket til en smidig løsning af problematikken, hvis men havde henholdt sig til den vejledning parterne i fællesskab har givet i den omtalte vejledning fra BSR 1.

På denne baggrund skal vi anmode Direktoratet om over for Arbejdstilsynskredsene at indskærpe, at vejledninger fra branchesikkerhedsrådene skal indgå som grundlag for Arbejdstilsynets vejlednings- og påbudspolitik på virksomhederne.

Vi forventer at høre Direktoratets kommentarer til denne henvendelse.«

I direktoratets svar af 27. februar 1987 hedder det bl.a.

»Ved klagen fremføres bl.a. følgende

1) Arbejdstilsynet kreds Nordjyllands amt har telefonisk givet oplysninger til henholdsvis sikkerhedsrepræsentant og ledelse, der har kunnet opfattes som modsætningsfyldte.

2) Kredsen har ved brev af 6. november 1986 meddelt virksomheden, at man har overdraget fortolkningen af problematikken til El-rådet i København......

3) Arbejdstilsynet har på intet tidspunkt i sagen henvist til vejledning nr. 4.04.001 fra BSR 1.

4) Arbejdstilsynets adfærd i sagen har medvirket til, at uoverensstemmelserne førte til 6-dages arbejdsnedlæggelse.

Direktoratet har haft sagen til udtalelse i kreds Nordjyllands amt og har følgende at bemærke til det forelagte

ad 1) Kredsen står uforstående over for, at den skulle have givet telefoniske oplysninger til henholdsvis sikkerhedsrepræsentanter og ledelse, som har kunnet opfattes som modsætningsfyldte.

Kredsen var den 22 oktober 1986 tilkaldt til møde på værftet, fordi der var opstået uenighed om der ved arbejde i nogle bestemte lasttankrum skulle arbejdes med håndlamper og -værktøj med 42 volts spænding, eller om der kunne benyttes sædvanlig spænding (220 volt).

Ved dette møde gav kredsen udtryk for, at lovbestemmelserne om nedsat spænding i »snævre ledende rum« var indeholdt i stærkstrømsreglementet, og at det derfor i sidste instans var El-rådet, der skulle vurdere, hvorledes der skulle arbejdes i de aktuelle tankrum.

Mødet blev afsluttet, uden at der blev nået til en afklaring af spørgsmålet. Kredsen havde ved mødet fremhævet, at anvendelse af nedsat spænding ville være en forbedring af sikkerheden under alle omstændigheder, men at man på grund af uklarhed om fortolkningen af reglerne hurtigst muligt ville forelægge spørgsmålet telefonisk for El-rådet og meddele værftet resultatet heraf.

ad 2) Kredsen kom først i kontakt med El-rådet sidst på dagen fredag den 24. oktober 1986, og meddelte mandag morgen den 27. oktober 1986 telefonisk værftet om El-rådets og dermed kredsens foreløbige vurdering af, hvorledes reglerne i stærkstrømsreglementet skulle fortolkes. Dette blev senere bekræftet ved kredsens skrivelse af 6. november 1986 til virksomheden

ad 3) Det er rigtigt, at kredsen i sagen ikke har henvist til BSR-1's vejledning nr. 4.04.001, men man var i dette tilfælde ikke opmærksom på vejledningens eksistens. Kredsen anfører i øvrigt, at man ofte henviser til vejledninger fra BSR-1.

Direktoratet finder på denne baggrund ikke anledning til at kritisere kredsen for den fremgangsmåde, der er anvendt i den pågældende sag, og finder ikke, at arbejdstilsynets adfærd i sagen har medvirket til uoverensstemmelserne, der førte til arbejdsnedlæggelsen.

Direktoratet vil dog med baggrund i denne sag tage initiativ til at henlede kredsens opmærksomhed på den allerede foreliggende instruks om, at branchesikkerhedsråds vejledninger kan anvendes på lige fod med arbejdstilsynets egne publikationer.'

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af nedennævnte vidner.

Driftsleder på værftet Kent Mailand har forklaret, at den interne meddelelse af 18. april 1984, hvorefter man gik over til sikkerhedsspænding i tanke og små lukkede rum, var foranlediget af bestemmelserne i stærkstrømsreglementets punkt 17.10. Med ordet »tanke« var det ikke meningen, at der skulle anvendes sikkerhedsspænding i alle tanke uanset størrelse. På daværende tidspunkt var de tanke, man arbejdede i, sædvanligvis 10-12 m lange, ca. 8 m brede og ca. 1 m høje. I nybygning nr. 141 og den senere tilsvarende nybygning nr. 142 er de store tanke, som sagen vedrører, derimod 20-24 m lange, ca. 13 m brede og ca. 10 m høje. Hertil kommer, at adgangen til disse tanke sker gennem en lasteluge på 1 gange 1,5 m, medens adgangen til de små tanke sker gennem et dæksel på ca. 0,5 gange 0,5 m. Hverken den interne meddelelse fra 1984 eller det, man nåede til enighed om i sikkerhedsudvalgets møde den 22. januar 1986, har derfor nogen betydning for arbejdet i disse tanke. Man havde da også arbejdet i tankene med anvendelse af 220 volt helt fra starten i maj 1986 og indtil oktober s.å., uden at det havde givet anledning til problemer. Fra et driftsmæssigt synspunkt er der vel ikke den store forskel mellem anvendelse af 42 volt og 220 volt, men visse af værktøjsmaskinerne kan ikke køre på 42 volt, således at de i givet fald må erstattes af andet udstyr. Efter arbejdets genoptagelse fortsatte man med at anvende 220 volt under arbejdet i disse tanke.

Direktør Thomas Hansen, C. Nielsen & Søn A/S, har forklaret, at selskabet på daværende tidspunkt havde ca. 17 medarbejdere beskæftiget på værftet. De arbejdede alle med installationer uden for tankene.

Afdelingschef i Jernets Arbejdsgiverforening Henrik Hougs har forklaret, at baggrunden for sikkerhedsudvalgsmødet den 11. november 1986 var uenighed parterne imellem om, hvorledes man skulle vurdere forskellige arbejdssituationer. Vidnet var nede i lastrummene og var efter besigtigelsen sikker på, at der overhovedet ikke var tale om »snævre rum«. Tankene var så store, at der ingen risiko var ved at arbejde med 220 volt.

Tillidsmand Poul Erik Jensen har forklaret, at han har været ansat på værftet i 18 år og været tillidsmand i 16 år. Han har ikke selv arbejdet i de tanke, som denne sag vedrører, men tror ikke, at man anvendte 220 volt i månederne forud for konflikten. Det er han i hvert fald gået ud fra. Konflikten opstod vist, fordi ledelsen ønskede, at man skulle overgå til at bruge 220 volt under arbejdet i tankene. Disse er ganske vist meget store, men det er i og for sig ikke afgørende, da man også under arbejdet i store tanke er udsat for at komme i berøring med ledende metal med en stor del af kroppen.

Svejsemester Frank Christensen har forklaret, at han er medlem af værftets sikkerhedsudvalg. Den første nybygning nr. 141 var bygget på bedding og søsat, før arbejdet blev nedlagt. Man havde i hele denne periode arbejdet med 220 volt i de store tanke på begge nybygninger, og det fortsatte man med, efter at arbejdet var genoptaget.

Sekretær i Dansk Metalarbejderforbund Leif H. Jensen har forklaret, at han forud for sikkerhedsudvalgsmødet den 11. november 1986 havde beset tankene, som nok er store, men som netop derfor også er fyldt med stabilisatorer, der fremtræder som en slags skillevægge og bevirker, at man under arbejdet i tankene visse steder nødvendigvis må komme i berøring med metalfladerne.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at hverken den interne meddelelse fra 1984, der blev til på grundlag af stærkstrømsreglementet og derfor må forstås i overensstemmelse med definitionen i punkt 17.10.2, eller vedtagelsen under sikkerhedsudvalgsmødet den 22. januar 1986, der må forstås på samme måde, forpligter værftet til at anvende sikkerhedsspænding under arbejdet i enhver tank uanset størrelse. I de to nybygninger nr. 141 og nr. 142 var der for nogle af tankenes vedkommende tale om meget store tanke, hvor der kunne arbejdes uden risiko for at komme i berøring med omgivende ledende dele med en stor del af kroppen, ligesom adgangsforholdene til disse tanke var langt bedre end til de tanke, man tidligere havde arbejdet i. I de første måneder arbejdede man da også i tankene med 220 volt. Da der herefter opstod uenighed om forståelsen af den interne meddelelse fra 1984 og vedtagelsen under sikkerhedsudvalgsmødet den 22. januar 1986, blev Arbejdstilsynet tilkaldt. Tilsynet fandt ikke umiddelbart noget til hinder for, at man arbejdede med 220 volt i disse tanke, og denne opfattelse bekræftedes senere af El-rådet. Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for bodsfritagelse eller bodsnedsættelse for den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der omfattede også den del af arbejdsstyrken, som ikke var beskæftiget i tankene og derfor ikke kan påberåbe sig trivselsmæssige faktorer som undskyldning for arbejdsnedlæggelsen.

Til støtte for påstanden om frifindelse over for de indklagedes påstand om bod for brud på aftale af 22. januar 1986 har klagerne anført, at referatet fra sikkerhedsudvalgsmødet, hvorunder der opnåedes enighed om at tillade brugen af 220 volt til stationær belysning i de tanke og rum, som omhandledes i den interne meddelelse fra 1984, ikke er nogen egentlig lokalaftale, som kun kan opsiges efter reglerne i § 8, stk. 1, i overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. Allerede af den grund må der ske frifindelse. Men hertil kommer - som tidligere anført - at de store tanke i de to nybygninger nr. 141 og 142 på grund af deres størrelse slet ikke er omfattet af den regulering af brugen af sikkerhedsspænding, som fremgår af den interne meddelelse sammenholdt med referatet fra sikkerhedsudvalgsmødet.

De indklagede har anført, at baggrunden for konflikten alene var en uoverensstemmelse om, hvorvidt man under arbejdet i de omhandlede tanke skulle anvende sikkerhedsspænding eller kunne bruge 220 volt også til andet end stationær belysning. Dette spørgsmål gav anledning til rimelig tvivl, hvilket bekræftes af, at der under sikkerhedsudvalgsmødet den 11. november 1986 efter arbejdets genoptagelse var enighed om, at der i specielle situationer kan vise sig at være forhold også i tanke af denne størrelse, som ifølge reglerne vil gøre brug af sikkerhedsspænding påkrævet. Såvel den interne meddelelse fra 1984 som aftalen af 22. januar 1986 taler blot om »tanke« i stedet for at anvende en ordlyd svarende til definitionen i stærkstrømsreglementet. Det beror derfor på en fortolkning, hvad bestemmelserne omfatter. Da der også i store tanke er risiko for at komme i berøring med ledende dele med en stor del af kroppen, kan størrelsen af tankene ikke være afgørende. Værftet har derfor med kravet om brug af 220 volt til andet end stationær belysning under arbejdet i de store tanke på de to nybygninger tilsidesat lokalaftalen af 22. januar 1986 og må pålægges bod for dette overenskomstbrud. Da dette sammen med de deraf følgende dårlige arbejdsmiljømæssige forhold var årsag til den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, må bod bortfalde efter Arbejdsretslovens § 12, stk. 2. I hvert fald foreligger der sådanne undskyldende omstændigheder, at boden må nedsættes.

Arbejdsretten skal udtale

Som anført af klagerne har referatet fra sikkerhedsudvalgsmødet den 22. januar 1986 ikke en sådan karakter af lokalaftale, at en eventuel tilsidesættelse af det, hvorom udvalget var nået til enighed, kunne betragtes som overenskomstbrud. Allerede som følge heraf kan de indklagedes påstand om, at værftet tilpligtes at betale bod for brud på aftale af 22. januar 1986, ikke tages til følge. Efter omstændighederne finder retten anledning til at tilføje, at man heller ikke finder, at de store tanke i værftets nybygninger nr. 141 og nr. 142 naturligt kan være omfattet af de bestemmelser om snævre ledende rum, som ligger til grund for værftets interne meddelelse fra 1984 og det i tilknytning hertil aftalte ved sikkerhedsudvalgsmødet den 22. januar 1986.

For så vidt angår klagernes påstand om bod for den erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelse lægger Arbejdsretten til grund, at arbejdet i de store tanke i nybygning nr. 141 i flere måneder forud for arbejdsnedlæggelsen var foregået med brug af 220 volt også til det benyttede værktøj, uden at dette havde givet anledning til sikkerhedsmæssige problemer, og at det samme har været tilfældet efter arbejdets genoptagelse. Forud for arbejdsnedlæggelsen var Arbejdstilsynet blevet tilkaldt på grund af den opståede uenighed i sikkerhedsudvalget om forståelsen af begrebet »tanke« og havde efter besigtigelse og telefonisk forelæggelse for El-rådet refereret en udtalelse fra dette om, at de omhandlede tanke ikke kunne betragtes som snævre ledende rum som omhandlet i stærkstrømsreglementet, en udtalelse, som medarbejderne efter det foreliggende ikke kunne acceptere, hvorefter arbejdet få dage senere blev nedlagt.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten ikke, at der har foreligget forhold, som har givet rimelig grund til arbejdsnedlæggelsen, idet hverken en overenskomststridig adfærd fra værftets side eller arbejdsmiljømæssige forhold har kunnet begrunde arbejdsstandsningen. Der findes herefter ikke at være grundlag for bodsfritagelse eller bodsnedsættelse.

T h i k e n d e s f o r r e t

De medlemmer af Dansk El-Forbund, Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark, som er anført på bilag 1 i de to sager, skal hver især til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod, der fastsættes til 20 kr. for ufaglærte og 24 kr. for faglærte for hver time, de pågældende har deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i tiden fra den 31. oktober til og med den 6. november 1986 og til henholdsvis 30 kr. og 34 kr. for hver time fra den 7. november til den 10. november 1986.

Omkostningerne i de to sager, 4.000 kr., skal de indklagede betale til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.291, note 114, og s.477, K 10.909 og 86.134 (A1987, s.42), K 9910 og 9920 (A1984, s.109).

Arbejderne på et skibsværft havde nedlagt arbejdet under påberåbelse af, at der var tvivl om, hvorvidt man under arbejdet i nogle tanke skulle anvende en bestemt elektrisk spænding på elektriske installationer. Fra arbejdersiden var arbejdsnedlæggelsen erkendt overenskomststridig. Da man havde arbejdet i de pågældende tanke i flere måneder med den spænding, som ledelsen havde bestemt, og da arbejdsnedlæggelsen var sket få dage efter at Arbejdstilsynet havde refereret en udtalelse fra El-rådet, der medførte, at der kunne arbejdes med den af ledelsen bestemte spænding, fandt Arbejdsretten ikke grundlag for at fritage arbejderne for bod eller at nedsætte boden i forhold til de normale takster.

En påstand om, at virksomheden skulle betale bod for brud på en lokalaftale ved ikke at have handlet i overensstemmelse med et referat af et sikkerhedsudvalgsmøde af 22. januar 1986 toges ikke til følge, allerede fordi det pågældende referat ikke havde karakter af en lokalaftale.