Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro (* 2)

Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro (* 2)

H.D. 19. Oktober 1988 i sag i 383/1987

A (adv. Kjeld fruensgaard e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe eskildsen).

Forvaltningsret 25.1. - Pengevæsen mv. 5.5.

Østre Landsrets dom 19. Oktober 1987 (9. AFD.) (Johnsen, Dam, Kirsten Linde (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 31. august 1984, har sagsøgeren A nedlagt påstand om, at sagsøgte Den sociale Ankestyrelse tilpligtes at anerkende, at det af social- og sundhedsforvaltningen i København, sikringsafdelingen, rejste tilbagebetalingskrav for for meget udbetalt hjælp efter bistandslovens § 43 i tiden 1. oktober 1976-31. august 1978 kr. 18.113,00 og for for meget udbetalt invalidepension i tiden 1. december 1977-30. april 1978 kr. 100,00 eller ialt kr. 18.313,00 ikke kan gøres gældende.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse for så vidt angår tilbagebetaling af det i perioden 1. maj 1977-31. august 1978 for meget udbetalte beløb på 15.213 kr.

Sagsøgeren har gjort gældende, at betingelserne for tilbagebetaling i bistandslovens § 25 og invalidepensionslovens § 30 ikke er opfyldt, at kravet efter bistrandsloven er bortfaldet efter lovens § 27, stk. 3, og at hun ikke kan tilbagebetale beløbene uden at mangle til sit underhold.

Sagsøgeren har haft fri proces.

Omstændighederne er følgende

Fra 1970 til april 72 lvede sagsøgeren, der er født den 31. december 1918, og hendes ægtefælles adskilt, og sagsøgeren modtog i denne periode 100 kr. månedlig i underholdsbidrag. den 21. april 1972 udfyldte og underskrev sagsøgeren »Begæring om invalidepension« og opgav beløbet 1.2300 kr. i rubrikken »Underholdsbidrag fra nuværende eller tidligere ægtefælle«. Begæringen var over underskriften forsynet med følgende trykte tekst

»Undertegnede erklærer herved på tro og love at have besvaret foranstående spørgsmål i overensstemmelse med sandheden. Jeg forpligter mig samtidig til straks at give magistraten (socialkontoret) underretning om enhver forandring i mene personlige og økonomiske forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse elelr bortfald af pensionen. - - -»

Sagsøgeren modtog herefter laveste invalidepension. Den 25 februar 1976 udfyldte og underskrev sagsøgeren »Begæring om forhøjelse af tidligere tilkendt invalidepension - - -», der var forsynet med samme trykte tekst som ovenfor gengivet, dog uden ordene »som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af pensionen«. Begæringen blev afslået den 26. august 1976. I september 1976 fraflyttede ægtefællen påny, og sagsøgeren søgte separation. Den 22. september 1976 afholdtes forgøves mægling, og den 1. oktober 1976 blev ægtefællerne separeret ved bevilling. Der tillagdes sagsøgeren et underholdsbidrag på 400 kr. månedlig, pr. 1. maj 1977 forhøjet til 700 kr. månedlig. Den 29. september 1976 gav sagsøgeren møde i socialforvaltningen og søgte boligsikring og supplerende bistandshjælp. I forvaltningens oplysningsark er om mødet anført, at manden havde forladt hjemmet, og at separationsbegøring var indgivet. det er endvidere anført: »Indt./formue benæges«. Den 1. oktober 1976 gav sagsøgeren påny møde i anlending af ansøgningen om supplerende bistandeshjælp, som hun opnåede fra den 1. oktober 1976 i henhld til bistandslovens § 43. I forvaltningens referat om mødet nævnes intet om, hvorvidt indtægt eller formue blev omtalt. Efter at ægtefællerne havde genoptaget samlivet, blev de påny seprareret den 21. februar 1978, og der tillagdes sagsøgeren et underholdsbidrag på 950 kr. månedlig. Den 3. april 1978 modte sagsøgeren i socialforvalntingen og søgte om supplerende hjælp. I forvaltningens referat hedder det: »Indt. + formue benægtes«, og det anføres at sagsøgeren igen søger om forhøjet invalidepension. I et referat af 15. august 1978 anføres det, at forvaltningen i Overpræsidiet har fået oplyst, at sagsøgeren er blevet separeret henholdsvis den 1. oktober 1976 og den 21. februar 1978, at underholdsbidraget nu er 950 kr. månedlig, at søgsøgeren den 14. april 1978 havde lovet at indsende separationsbevillingen til forvaltningen, og at hun den 3. august 1978 forgæves var rykket herfor. Endvidere anføres: »Pens. erklærer at have handlet i god tro - mente det var tilstrækkeligt, at der blev opgivet til skattev.«. Ifølge referat af 18. august 1978 gav sagsøgeren denne dato møde og fik foreholdt de n6ye oplysninger. Bistandshjælpen belv standset pr. 1. september 1978. Sagsøgerens pension er den 11. oktober 1979 ændret til enkepension med virkning fra den 1. maj 1978.

I skrivelse af 6. august 1979 fra det lokale bistandskontor blev sagsøgeren underrettet om, at der skulle ske regulering af hendes pension for tiden 1. oktober 1976-31. ausuts 1978. Det hedder i skrivelsen

»I fortsætttelse af vor samtale i telefonen 1. august - - -.

Under samtalen mellem os berørte vi også spørgsmålet, i hvilken udstrækning De var informeret om Deres oplysningspligt.

Jeg gav udtryk for, at dette var meddelt Dem ved den samtale der fandt sted 4/5-72, da De søgte pension, og at det fremgik af den meddelelse, der fulgte med opgørelsen, da pensionen efter tilståelsen belv afregnet med Dem.

Det fremgår desuden, af den bemærkning, der er påført ansøgningsskema om pension af 1/4-72, og ansøgningskema om forhøjelse af pension af 25/2-76. - - -.

I skrivelse af 25. januar 1980 fra social- og sundhedsforvaltningens sikringsafdeling blev sagsøgeren underrettet om, at den for meget udbetalte invalidepension udgjorde 200 kr. og den for meget udbetalte bistandshjælp 18.113 kr. Efter modregning med tilgodehavende enkepension på 1.199 kr. udgjorde tilbagebetalingsbeløbet 17.114 kr. Hun henvistes til bistands- og pensionskontoret »men henblik på aftale om beløbets tilbagebetaling. - - -» Den 24. marts 1980 blev sagsøgeren underretet om, at kravet om tilbagebetaling var stillet i bero på afgørelsen i den sagsøgte styrelse, hvortil sagsøgeren havde indbragt sagen. Den 11. juni 1980 meddelte sikringsafdelingen sagsøgeren, at hun kunne få udbetalt de 1.199 kr. med fradrag af de 200 kr. i for meget oppebåret pension, og at tilbagebetalingskravet ville blive gennemført i overensstemmelse med bistandslovens § 27. Den 9. december 1980 blev det fulde beløb 1.199 kr. udbetalt til sagsøgeren.

Den 26. marts 1981 stadfæstede sagsøgte sikringsafdelingens afgørelse. I skrivelse af 15. april 1981 blev sagsøgeren anmodet om at kontakte lokalkontoret om tilbagebetaling. I skrivelse af 23. juni 1981 blev hun underrettet om, at tilbagebetaling var stillet i bero på ombudsmandens afgørelse. Efter at sagen på ombudsmandens foranledning var genoptaget, fastholdt sagsøgte den 12. oktober 1983 sin afgørelse. Det hedder i meddelelsen herom

»- - -

I skrivelse af 6. april 1982 har folketingets ombudsmand ikke fundet grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen og sikringsafdelingen har fundet, at ansøgeren ikke har været berettiget til at modtage de beløb i kontanthjælp og invalidepension, som nu kræves tilbagebetalt. Ombudsmanden har endvidere lagt til grund, at A ved en samtale i september 1976 om bl.a. bistandslovens § 43 var bekendt med, at der efter separationen, der fandt sted i oktober 1976, ville tilkommehnde et hustrubidrag på 400 kr. pr. måned, og at den fejl med hensyn til beregningen af størrelsen af § 43-hjælp, der har give3t anledning til den overvejende del af tilbagebetalingskravet, ikke ville være opstået, hvis ansøgeren allerede da havde oplyst om hustrubidraget. - - -

På baggrund af ombudsmandens skrivelse har ankestyrelsen indhentet en udtalelse af 31. januar 1983 fra social- og sundhedsforvaltningen i København, sikringsafdelingen, hvorefter afdelingen er af den opfattelse, at udtalelsen i bistandslovens § 25 indeholder en tilbagebetalingsforpligtelse, enten når modtageren af kontanthjælp har undladt at give de i § 18 omhandlede oplysninger eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven.

Bestemmelsen må efter sin affattelse i første tilælde forstås som værende af ovjektiv karakter, således at der må kræves særlig alvorlig mangel fra forvaltningens side for at statuere fritagelse for tilbagebetaling.

Sikringsafdelingen har udtrykt enighed i, at det i nærværende sag er en mangel, at forholdet omkring separation herunder bidrag, ikke er søgt belyst, men afdelingen finder ikke, at mangelen er så åbenbar, at det kan fritage ansøgeren for ansvar.

Sikringsafdelingen vil dog bl.a. under hensyn til den tid, der er gået med sagens behandling, uden at tilslutte sig ombudsmandens opfattelse være villig til at frafalde kravet, for så vidt ankestyrelsen måtte kunne tilslutte sig dette. - - - Afgørelse

Ankestyrelsen finder, at ansøgeren, der har modtaget invalidepension siden 1971, ellerede i kraft af sin status som invalidepensionist var bekendt med oplysningspligten, jfr. invalidepnsionslovens § 29, hvorefter det påhviler pensionisten at give det sociale udvalg underretning om enhver forandring 8i sine økonomiske og personlige forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelserne.

Ankestyrelsen finder herefter ikke grundlag for at fritage ansøgeren for at tilbagebetale de for meget udbetalte beløb.

Ankestyrelsen fastholder således den trufne afgørelse af 26. marts 1981.

Ankestyrelsen finder ikke, at der er hjemmel til at frafalde tilbagebetalingskravet som foreslået af sikringsafdelingen.

Kravet vil således være at gennemføre efter reglerne i bistandslovens § 27 og invalidepensionslovens § 37.«

Pr. 1. januar og 1. februar 1984 er indeholdt 75 kr. og pr. 1. marts 1984 50 kr., ialt 200 kr., i sagsøgerens pension. Herefter er tilbagebetaling sat i bero på denne sag.

I sin selvangivelse for 1976 har sagsøgeren ikke opgivet de i dette år modtagne underholdsbidrag, hvorimod hun for 1977 opgav at have modtaget 7.450 kr. i bidrag.

Parterne har fremlagt oversigter over sagsøgerens indtægter og skønsmæssige udgifter i årene 1980-82 og genpart af hendes selvangivelser eller slutopgørelser for årene 1976, 1977 og 1979- 1984 incl.

Sagsøgeren har forklaret, at det under mæglingen i september 1976 blev aftalt, at haun skulle have 400 kr. i månedligt bidrag. Hun er aldrig af socialforvlantingen blevet spurgt om noget som helst vedrørende privatliv eller økonomi, og hun har aldrig fået at vide, at hun skulle indberette ændringer i sin økonomi. den 1. oktober 1976 indfandt hun sig i socialforvlantignen for at tale om sin husleje. Sagsbehandleren sagde, at hun skulle have supplerende hjælp. Sagsøgeren fortalte, at hun var blevet separeret, men hun blev ikke spurgt, om hun skulle have underholsbidrag. Da bidraget blev forhøjet pr. 1. maj 1977, tænkte hun ikke på, at bidraget kunne betyde noget for bistandshjælpen eller pensionen. Selvangivelsen for 1976 er udfyldt af sagsøgerens søn, fordi hun da var syg, hvorimod hun selv udfyldte selvangivelsen for 1977. Hun bestrider, at hun den 3. april 1978 benægtede at have andre indtæger eller formue. Først i august 1978 blev hun udspurgt om indtægter.

Parterne er enige om, at de i påstanden nævnte beløb er oppebåret af sagsøgeren med urette, og at fristen efter bistandslovens § 27,k stk. 3, er 3 år som gældende indtil lovændringen pr. 1. januar 1981, da fristen blev forlænget til 5 år ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 § 1, nr. 2.

Sagsøgeren har gjort gældende, at tilbagebetaling efter bistandslovens § 25 forudsætter ond tro hos modtageren af ydelsen, og at modtageren har fået fornøden vejledning om sin underretningspligt. Sagsøgte har ikke opfyldt sin bevisbyrde for, at disse to betingelser er opfyldt. Sagsøgeren har forklaret, at hun var i god tro, og tilførslerne til forvaltningens oplysningsark er ikke nok som modbevis. Forvaltningen fik den 29. september 1976 oplysning om seprarationen og burde ifølge bistandslovens § 17 selv have udnersøgt vilkårene for denne. Denne åbenbare fejl bevirker, at forvaltningen må bære risikoen for mangelfulde oplysninger. Invalidepensionslovens § 30 må fortolkes på samme måde.

Kravet ifølge bistandsloven er fortfaldet efter § 27. stk. 3, da sagsøgeren pr. 31. august 1981 og senere har været ude af stand til at præstere tilbagebetaling uden at mangle til sit underhold. Hendes indtægter lå på kontanthjælpsniveau efter bistandslovens § 37. Eventuelle afdrag kan kun blive meningsløst lave og afviklignsperioden urimeligt lang. Sikringsafdelingen har de også overfor sagsøgte erklæret sig villig til at frafalde kravet. Forvaltningen har selv den 29. januar 1980 udregnet, at sagsøgeren månedlig har 34 kr. mere til rådighed end en pensionist uden andre indtægter. Der er ikke indtrådt afbrydelse eller suspension af 3-årsfristen. Sagsøgeren har ikke søgt henstand, men besktridt kravet. Suspensionsreglerne i dL 5-14-4 og 1908-loven kan ikke overføres til § 27. Rekurs medfører således ikke suspension. Selvom afbrydelse elelr suspension af fristen antages at være indtrådt ved indbringelsen for ombudsmanden elelr sagsøgte, løber fristen fra afgørelserne af 6. april 1982 og 12. oktober 1983 og er således udløbet. der er faktisk indtil nu ikke fastsat nogen betalingsordning. Reglerne om tilbagebetaling af beløb modtaget med urette medfører under de foreliggende omstændigheder ikke pligt for sagsøger til at tilbagebetale noget beløb.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har opfyldt sin oplysningspligt efter bistandslovens § 18. Både i 1972 og 1976 har hun underskrevet på at ville give underretning om enhver forandring i sine økonomiske forhold. Hun har været opmærksom herpå, eftersom hun i august 1978 til socialforvaltnignen har sagt, at hun anså underretning til skattevæsenet for tilstrækkelig. det er muligt, at forvaltningen burde have udspurgt hende grundigere. Men dette bliver uden betydning, når sagsøgeren i ond tro har oppebåret hjælpen. I hvert fald må sagsøgeren alene bære skylden for,a t forvaltningen ikke fik oplysning om, at underholdsbidraget pr. 1. maj 1977 blev forhøjet. Sagsøgtes subsidiære påstand er baseret herpå.

Sagsøgerens forpligtelser er ikke bortfaldet ifølge § 27, stk. 3, da hun hele tiden har haft økonomisk mulighed for at begynde af afvikle gælden. Rent faktisk blev der i 1980 modregnet 1.199 kr. i det skyldige beløb og i begyndelsen af 1984 200 kr. Sagsøgeren har efter sit ønske fået henstand. Både dette forhold og rekursen har ligesom i skattesager suspenderet forældelse. Principperne i 1908-loven må kunne overføres til dette område. Suspension er således sket fra sagens første indbringelse for sagsøgte den 24. marts 1980 til sagsøgtes endelige afgørelse den 12. oktober 1983. Suspensionen er også baggrunden for, at sagsøgeren senere fik udbetalt de modregnede beløb. Sagsanlægget må iøvrigt have forudsat, at forældelse ikke blev anset for indtrådt. Reglerne om beløb modtaget med urette fritager ikke sagsøger for tilbagebetaling.

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at sagsøgeren ved to lejligheder i socialforvaltningen er blevet udspurgt om indtægt og formue, og at hun har undlagt at give korrekte oplysninger. BEtingelserne for tilbagebetalingspligt i bistandslovens § 25 og invalidepensionslovens § 30 er herefter opfyldt. Der findes ikke af socialforvalntingen at være udvist fejl af en sådan karakter, at sagsøgeren på dette grundlag kan fritages for at opfylde den ved sagsøgtes afgørelse fastsatte tilbagebetalingspligt.

Hvad angår spørgsmålet om sagsøerens økonomiske evne til tilbagebetaling bemærks, at der kun foreligger konkrete tilbagebetalinsordninger i firm af - senere tilbageført - modregning med 1.199 kr. samt indeholdelse af 75 kr. pr. 1. januar og 1. februar 1984 og 50 kr. pr. 1. marts 1984, hvorimod der ikke til bedømmelse foreligger en efter bistandslovens § 27, stk. 1, truffet løbende betalingsordning. Retten finder ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger om sagsøgerens økonomiske forhold i tiden fra hjælpens ophør den 31. august 1978 til udgangen af 1984 at kunne statuere, at sagsøgeren i dette tidsrum har været uden øk9onomisk mulighed for at betale afdrag af en størrelsesorden som fastsat for de første måneder af 1984. Retten kan derfor heller ikke give sagsøgeren medhold i, at tilbagebetalingskravet er fortfaldet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 3.

Herefter frifindes sagsøgte.

Efter omstændighederne ophæves sagens omkostninger. - - -

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Torben Jense, Weber, Else Mols og Riis.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Bestemmelsen i bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, og tilsvarende bestemmelser i andere sociale love må efter ordlyden og i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jfr. Folketingstidende 1973-74, tillæg A, 2. samling., sp. 691, forstås låledes, at den ubetingede tilbagebetalingspligt - også i de tilfælde, hvor modtageren ikke har overholdt oplysningspligten i § 18 - alene omfatter ydelser, som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

Appellanten, der er født i 1918 og havde været gift siden 1937, modtog fra 1972 laveste invalidepension. I ansøgningen herom af 21. april 1972 havde hun oplyst, at hun havde været separeret i ca. 5 år indtil den 19. april og herunder havde modtaget hustrubidrag. Da hun i forbindelse med separationsforhandlingerene omkring den 1. oktober 1976 henvendte sig til socialforvlantignen for at tale om sin husleje, blev hun efter det oplyste henvist til den samme sagsbehandler, som i 1972 havde behandlet hendes ansøgning om invalidepension. Hun fortalte, at der var indgivet separationsbegæring og afholdt mægling, men det må lægges til grund, at hun ikke blev spurgt, om hun skulle have hustrubidrag ellen anmodet om at indsende separationsbevillingen. Socialforvaltningen søgtge heller ikke ved henvendelse til Overpræssidiet eller på anden måde spørgsmålet om hustrubidrag oplyst. Under disse omstændigheder finder Højesteret det betænkeligt at fastslå, at hun inden henvendelsen til socialforvaltningen den 3. april 1978 har haft et sådant kendskab til de modtagne hustrubidrags betydning for beregningen af hendes ydelser efter bistandsloven og invalidepensionsloven, at der er grundlag for at pålægge hende en ubetinget tilbagebetalingspligt for ydelser udbetalt før denne dato.

Højesteret tager herefter appellantens påstand til følge.

Thi kendes for ret

Indstævnte, den sociale ankestyrelse, skal anerkende, at det af social- og sundhedsforvaltningen i københavn, sikringsafdelingen, overfor appellanten, A, rejste krav om tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser efter bistandsloven og invalidepensionsloven i alt 18.313 Kr., Ikke kan gøres gældende.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsret eller højesteret til den anden part eller til statskassen.

(* 1) Vil blive kommenteret.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Den ubetingede tilbagebetalingspligt efter bistandslovens # 25, stk 1, nr 1 må forstås således at tilbagebetalingspligten alene omfatter ydelser, som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

Dette gælder også i de tilfælde, hvor modtageren ikke har overholdt oplysningspligten i § 18. (* 1)