Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsfjentlig virksomhed.(* 1) (* 2) Ikke overenskomststridigt, at rederi gennemførte ændringer i mandskabets ansættelsesforhold, der indebar overgang til ansættelse under anden overenskomst. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olesen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S (advokat H.C.Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Friis Christensen, Arnold Hansen, Spang-Hanssen, Pontoppidan (retsformand) og Strube.
Statutory Text (4 Articles)
§ 7 er sålydende
»§ 7
Dæksmandskabet er pligtig til at gøre tjeneste i ethvert af de offshorefartøjer, som Rederiet driver.«
Særoverenskomsten mellem rederiet og Metal Søfart indeholder bestemmelser, der ganske svarer til §§ 3, 6 og 7. Derimod er der betydelige forskelle med hensyn til aflønningen, idet særoverenskomsten mellem klageren og rederiet indebærer en månedlig hyre, som er 3.973 kr. højere end hyren efter særoverenskomsten mellem Metal Søfart og rederiet.
Holger Dane's besætning blev af Direktoratet for Statens Skibstilsyn i december 1986 fastsat således, at skibet skulle have mindst enten 4 befarne matroser og 1 befaren motormand eller 4 befarne skibsassistenter.
I juni 1987 besluttede rederiet, at de af dæks- og maskinmandskabet, som ikke allerede var uddannet til skibsassistenter, skulle gennemgå denne uddannelse, således at de kunne gøre tjeneste både på dækket og i maskinen. Dette blev accepteret af de ansatte.
Uddannelsen blev afsluttet den 25. november 1987. Samme dag overgik de medlemmer af Sømandsforbundet, som hidtil havde været ansat efter særoverenskomsten mellem klageren og rederiet, til rederiansættelse efter hoved- og særoverenskomsterne med Metal Søfart.
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af bl.a. direktør Henning Houdahl Faddersbøl og skibsfører Finn Hørdam Madsen.
Direktør Faddersbøl har forklaret, at rederiet blev medlem af Danmarks Rederiforening i efteråret 1986. I perioden fra oktober til april 1987 indgik rederiet, som ejede skibet Holger Dane, særoverenskomster med de respektive besætningsorganisationer. Særoverenskomsterne var nødvendige på grund af Holger Dane's specielle indretning og arbejdsopgaver. Forud for indgåelsen af særoverenskomsten med Sømændenes Forbund i Danmark havde forbundet presset stærkt på. Bl.a. havde man truet med at lade forbundets medlemmer forlade skibet. Særoverenskomsten gav de besætningsmedlemmer, som var dækket af overenskomsten, en i forhold til de øvrige besætningsmedlemmer uforholdsmæssig høj løn. Dette gav anledning til utilfredshed hos de øvrige besætningsmedlemmer, ikke mindst officererne, og rederiet fik henvendelse fra Dansk Styrmandsforening, hvor man i lyset af de høje lønninger, som matroserne modtog, ønskede en forhøjelse af officerslønningerne. Rederiets beslutning om at uddanne dæks- og maskinpersonalet til skibsassistenter var begrundet i, at man herved kunne spare et besætningsmedlem. Beslutningen havde imidlertid også sammenhæng med rederiets tanke om at knytte besætninger nærmere til rederiet. Efter at uddannelsen var gennemført, ville det være lovligt at opnå dette ved at lade alle skibsassistenter overgå til rederiansættelse efter hoved- og særoverenskomsterne med Metal Søfart. En medvirkede årsag til beslutningen var den uro, som de nævnte lønforskelle gav anledning til. Rederiet lagde ikke skjul på, at det var hensigten, at alle skibsassistenter, efter at uddannelsen var gennemført, skulle overgå til rederiansættelse efter Metal Søfart-overenskomsten. Alle, herunder medlemmerne af Sømandsforbundet, var klar over, at dette ville betyde en lønnedgang i forhold til aflønning efter særoverenskomsten med klageren, men alle accepterede dette, idet man godt var klar over, at de opståede lønforskelle var uholdbare på længere sigt. Der var ikke tale om, at mandskabet blev truet til at acceptere, men det stod klart, at de, som ikke ville overgå til ansættelse efter Metal Søfart-overenskomsterne, ville blive afskediget.
Skibsfører Finn Hørdam Madsen, der var fører af Holger Dane, har forklaret, at de uhensigtsmæssige lønrelationer gav anledning til uro og dårlig stemning om bord. Alle var interesseret i at blive uddannet som skibsassistenter, og alle var helt klar over, at konsekvenserne ville være overgang til ansættelse under Metal Søfart- overenskomsterne, når uddannelsen var afsluttet.
Klagerne har til støtte for påstanden gjort gældende, at særoverenskomsten mellem klageren og rederiet indebærer, at klagernes medlemmer er rederiansatte, således som dette udtryk skal forstås efter sømandslovens § 35, hvorefter rederiansættelse er aftale om, at sømændenes tjenesteforhold er knyttet til rederiet, således at hans ansættelse hos rederen skal fortsætte, selv om tjeneste på det enkelte skib ophører.
Særoverenskomstens § 3 om tjenesteperioder, § 6 om stand by og navnlig § 7 om pligt til at give tjeneste i ethvert af rederiets offshore-fartøjer viser, at der er tale om et ansættelsesforhold, der klart adskiller sig fra det gængse, og som sikrer en sådan tilknytning til rederiet, at der er tale om rederiansættelse.
Overfor indklagedes henvisning til, at hovedoverenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og klageren, i modsætning til hvad der er tilfældet med hensyn til hovedoverenskomsten mellem Rederiforeningen og Metal Søfart, ikke indeholder regler om rederiansættelse, har klageren anført, at Sømandsforbundet, på trods af sin indtil for nylig opretholdte principielle modstand mod rederiansættelse, tidligere har indgået særoverenskomster om en sådan ansættelse, herunder med Svitzer.
At rederiet selv har været af den opfattelse, at der var tale om rederiansættelse, fremgår af, at rederiet i de hyrekontrakter, som blev oprettet med forbundets medlemmer efter indgåelse af særoverenskomsten, har angivet, at de pågældende var rederiansat.
Den reelle grund til, at rederiet lod mandskabet gå over fra ansættelse efter overenskomsten med klageren til Metal Søfart-overenskomsten, var, at man herigennem mente, at man kunne undgå at betale klagerens medlemmer den betydeligt højere løn, som de havde krav på efter særoverenskomsten med klageren.
Da også særoverenskomsten med klageren som nævnt hjemler rederiansættelse, har rederiet handlet overenskomststridigt ved at opfordre klagerens medlemmer til at indlevere deres opsigelse for at udmønstre fra overenskomsten mellem rederiet og Metal Søfart.
Dansk Arbejdsgiverforening støttede på fællesmødet den 30. november 1987 rederiet og Danmarks Rederiforenings afvisning af at have handlet overenskomststridigt. Da det må have stået Dansk Arbejdsgiverforening klart, at dette standpunkt var uholdbart, har Arbejdsgiverforeningen gjort sig delagtig i overenskomstbruddet og bør derfor pålægges bod.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at hovedoverenskomsten mellem Rederiforeningen og klageren - som også erkendt af klageren - ikke indeholder adgang til rederiansættelse. Rederiforeningen har gentagne gange foreslået klageren, at en sådan adgang blev skabt, men indtil for ganske nylig har klagerne konsekvent afvist at acceptere rederiansættelse. Den overenskomst med Svitzer, som klageren henviser til, er uden betydning, allerede fordi Svitzer ikke er omfattet af hovedoverenskomsten.
Efter overenskomsten af 7. april 1987 gælder hovedoverenskomsten mellem Rederiforeningen og klageren med de i særoverenskomsten hjemlede afvigelser. Også på baggrund af klagerens modstand mod rederiansættelsesformen må formodningen herefter være imod, at særoverenskomsten skulle hjemle rederiansættelse. Efter indklagedes opfattelse kan man da heller ikke af de bestemmelser i særoverenskomsten, som klageren har påberåbt sig, udlede, at der skulle være tale om rederiansættelse. Dette gælder også § 7 om pligten til at gøre tjeneste i andre af rederiets skibe. Der er forskel på en sådan pligt og en rederiansættelse, som ikke er tilknyttet til et eller flere skibe, men til virksomheden.
Hertil kommer, at særoverenskomsten savner en række bestemmelser, herunder navnlig bestemmelser om forlænget opsigelsesvarsel, som er centrale elementer i rederiansættelsesbegrebet.
Rederiets ønske om at lade de ansatte overgå til Metal Søfart overenskomsten var sagligt begrundet. Man opnåede herved bl.a. ved de forlængede opsigelsesvarsler at knytte de ansatte nærmere til rederiet.
Hertil kommer, at de lønninger, som de ansatte havde krav på efter særoverenskomsten med klageren, dels stod i misforhold til de øvrige ansattes lønforhold, dels var af en sådan størrelse, at det af hensyn til rederiets fortsatte drift var nødvendigt at søge lønudgifterne nedbragt. Dette var de ansatte helt klar over og de accepterede, at de - efter at uddannelse til skibsassistent var afsluttet - gik over til ansættelse efter Metal Søfart overenskomsten.
Metal Søfart overenskomsten hjemler en anden ansættelsesform end overenskomsten med klageren. Rederiet var derfor berettiget til - med de ansattes indforståelse - at lade dem overgå til Metal Søfart overenskomsten.
Der er reelt tale om en grænsekonflikt mellem klageren og Metal Søfart, og klageren bør ikke ved indførelse af særbestemmelser, der hævdes at minde om rederiansættelse, kunne hindre, at de ansatte overgår til en regulær rederiansættelse efter en overenskomst, som udtrykkeligt hjemler denne ansættelsesform.
Det er i bedste fald tvivlsomt, om der er tale om overenskomstbrud, og der er derfor intet grundlag for organisationsansvar.
Arbejdsretten skal udtale
Som erkendt af klageren indeholder hovedoverenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og klageren ingen regler om rederiansættelse. Heller ikke særoverenskomsten af 7. april 1987 bruger betegnelsen rederiansættelse. Der måtte herefter kræves særlige holdepunkter for at antage, at særoverenskomsten skulle hjemle rederiansættelse. Klageren findes ikke at have antageliggjort, at dette er tilfældet. Et sådant ansættelsesforhold findes ikke at kunne udledes af bestemmelserne i særoverenskomstens § 3 og § 6 og heller ikke af § 7 om tjeneste i andre skibe findes med den fornødne klarhed at indebære rederiansættelse.
Retten lægger også vægt på, at særoverenskomsten ikke indeholder de elementer, herunder navnlig forlænget opsigelsesvarsel, som sædvanligt indgår i aftaler om rederiansættelse.
Rederiets beslutning om at lade de ansatte uddanne som skibsassistenter for derefter at overgå til ansættelse under Metal Søfart-overenskomsten findes, som anført af indklagede, at have været sagligt begrundet, og det må, som sagen er oplyst, lægges til grund, at klagerens medlemmer selv accepterede beslutningen.
Under disse omstændigheder findes rederiet ikke at have handlet overenskomststridigt ved at lade medlemmer af det klagende forbund overgå til ansættelse efter Metal Søfart- overenskomsterne.
Herefter frifindes indklagede for klagerens påstande.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S frifindes.
I sagsomkostninger betaler klageren, Sømændenes Forbund i Danmark 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsfjentlig virksomhed.(* 1) (* 2) Ikke overenskomststridigt, at rederi gennemførte ændringer i mandskabets ansættelsesforhold, der indebar overgang til ansættelse under anden overenskomst. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olesen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S (advokat H.C.Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Friis Christensen, Arnold Hansen, Spang-Hanssen, Pontoppidan (retsformand) og Strube.
Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud. Klageren har nedlagt følgende påstande
1. Indklagede, rederiet H.H. Faddersbøl A/S, har handlet overenskomststridigt ved at opfordre medlemmer af klageren til at indlevere deres opsigelser for at udmønstre på den mellem rederiet og Metal Søfart gældende overenskomst.
2. Indklagede, rederiet H.H. Faddersbøl A/S og Dansk Arbejdsgiverforening, idømmes er af retten fastsat bod.
3. Indklagede tilpligtes at anerkende , at medlemmer af Sømændenes Forbund forhyret som skibsassistenter skal aflønnes i henhold til Særoverenskomst af 7.4.1987 mellem rederiet H.H. Faddersbøl A/S og Sømændenes Forbund i Danmark.
Indklagede har påstået frifindelse.
Det er oplyst, at det indklagede rederi er erklæret konkurs i august 1988. Boet har ikke ønsket at indtræde i sagen. Sagen er herefter videreført af de øvrige indklagede.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende
Rederiet H.H. Faddersbøl A/S er medlem af Danmarks Rederiforening og omfattet af hovedoverenskomst mellem Rederiforeningen og klageren og af hovedoverenskomst mellem Rederiforeningen og Metal Søfart. Rederiet ejede skatteeftersøgningsskibet Holger Dane.
Med virkning fra 1. oktober 1986 indgik rederiet særoverenskomst med Metal Søfart. Efter overenskomsten finder forhyring sted på gældende sømandslovs vilkår og efter de i hovedoverenskomsten for rederiansatte gældende bestemmelser med de af særoverenskomsten følgende afvigelser. Hovedoverenskomstens regler om rederiansættelse findes i pkt. 2 i protokollat til overenskomsten. Efter pkt. 2 indebærer rederiansættelse bl.a. en gensidig forlængelse af de i sømandsloven fastsatte opsigelsesvarsler.
Den 7. april 1987 indgik rederiet særoverenskomst med klageren. Særoverenskomsten dækker skibe, der hovedsageligt anvendes ved offshoreoperationer, herunder bjærgning.
Efter særoverenskomsten finder ansættelse sted på gældende sømandslovs vilkår og efter hovedoverenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og klageren med de afvigelser, der følger af særoverenskomsten.
Særoverenskomsten indeholder i § 3 følgende regler om tjenesteperiode
»§ 3
Tjenesteperiode
Ved beskæftigelse inden for dansk søterritorium og sokkelområde (ekskl. Færøerne og Grønland) er tjenesteperioden om bord normalt 4 uger efterfulgt af 4 ugers frihed i land.
For tjeneste uden for dansk søterritorium og sokkelområde er den maksimale udmønstringsperiode i Europa inkl. Middelhavet 2 måneder, og uden for Europa er den maksimale udmønstringsperiode 4 måneder. Forholdet mellem tjenesteperiode om bord og frihed i land er dog fortsat gældende. Forlængelse af ferie i.h.t. Lov nr. 145 af 4. april 1979 om ændring af ferieloven anvendes til forlænget hjemmeperiode.
Efter 1 måneds sejlads ydes et tillæg på 10 % af hyre og dyrtidstillæg, indtil den pågældende atter kommer til hjemlandet.
Under en årlig hjemmeperiode på samlet 28 dage afvikles lovpligtig ferie. Under den nævnte periode ydes kostpenge i.h.t. hovedoverenskomsten samt et supplement til ferielønnen på 3 1/2 % af den i ferieårets løb indtjente hyre med tillæg. Resterende feriedage indgår i øvrige hjemmeperioder.«
I § 6 bestemmes
»§ 6
Andre forhold
Den del af det tjenestegørende dæksmandskab, der har fri, må opgive adresse og eventuelt telefonnummer, således at de kan tilkaldes med 3/4 times varsel i tilfælde af sejlads. Besætningen betragtes som fast stand by.«
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.194 (note 127) og s.534 f, Rise og Degerbøl s.41, Knud Illum s.144.
Et rederi havde særoverenskomst med Metal Søfart, hvorefter forhyring fandt sted efter de for rederiansatte gældende bestemmelser i parternes overenskomst med særlige undtagelser. Rederiet havde også særoverenskomst med Sømændenes Forbund. Efter at dæks- og maskinmandskabet på det pågældende skib var blevet uddannet til skibsassistenter, overgik de medlemmer af Sømændenes Forbund, der hidtil havde været ansat efter særoverenskomsten mellem Sømændenes Forbund og rederiet, til rederiansættelse efter hoved- og særoverenskomsterne med Metal Søfart.
Sømændenes Forbund påstod nu dom for at rederiet havde handlet overenskomststridigt ved at opfordre medlemmerne af Sømændenes Forbund til at indlevere deres opsigelse for at udmønstre på den mellem rederiet og Metal Søfart gældende overenskomst.
Rederiet blev frifundet, da det ikke fandtes godtgjort, at særoverenskomsten mellem Sømændenes Forbund hjemlede rederiansættelse, og da det fandtes sagligt begrundet, at rederiet havde ladet de ansatte uddanne som skibsassistenter for derefter at overgå til ansættelse under Metal Søfart overenskomsten, og det lagdes til grund, at de pågældende medlemmer af Sømændenes Forbund selv havde accepteret beslutningen herom.