Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket. Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650 Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.

Bod 1.2.2.1. bodsnedsættelse/fritagelse sket. Normens § 5, stk. 2, Organisationsansvar 2.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsretsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Arbejdere, der havde vægret sig imod at arbejde med et specielt arbejdsmateriale, frifundet for en bodspåstand. Fagforbundet pålagt bod for passivitet over for arbejdsnedlæggelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Gungevej 2, 2650 Hvidovre, (direktør, advokat Steen A. Rasmussen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen). Dommere: Geertsen, Erik Jensen, Kiil (retsformand), Jørgen Pedersen, Sløk, Wahl og Westergaard.

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer for A/S Ikas, Hvidovre, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark på egne vegne og for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten og har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstand

1. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund tilpligtes at anerkende, at den i perioden fra onsdag den 29. juni til og med fredag den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse var overenskomststridig, ligesom de tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at betale hver især en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de har deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

2. De på sagens bilag 1 anførte medlemmer af det indklagede forbund tilpligtes fortsat at holde arbejdet normaliseret.

3. Indklagede, Specialarbejderforbundet i Danmark, tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at betale en af retten fastsat bod for overenskomstbrud i form af delagtighed i den af de indklagede medlemmer af forbundet foretagne overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

De indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende selvstændige påstande over for virksomheden som indklaget

1. Den indklagede virksomheds hjemsendelse af 4 medarbejdere den 29. juni 1988 var en overenskomststridig lockout.

2. Den indklagede virksomhed tilpligtes at betale til Specialarbejderforbundet i Danmark en efter rettens skøn fastsat bod.

Over for disse påstande har klagerne nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens bilag 1 - navnelisten - omfatter 8 isoleringsarbejdere. Klagerne har imidlertid under domsforhandlingen frafaldet påstanden over for de 4 sidst anførte isoleringsarbejdere, således at påstanden alene vedrører isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang Magnussen og Jørgen Andersen.

Disse 4 isoleringsarbejdere, der alle har været ansat i virksomheden i en årrække, havde i længere tid forud for den 29. juni 1988 været beskæftiget med isolering af nybyggede skibe på virksomhedens arbejdsplads B & W Skibsværft. Arbejdet var gennem nogen tid blevet udført med mineraluldsmåtter indpakket i papir på begge sider, populært betegnet »dobbeltdækkere«, men skulle fra den 29. juni 1988, da man begyndte isoleringsarbejdet på et nyt skib, udføres med mineraluldsmåtter imprægneret med et oliebaseret produkt. Fra arbejderside tilkendegav man imidlertid, at man ikke ønskede at arbejde med disse måtter, fordi arbejdet med olieimprægnerede måtter tidligere havde givet anledning til gener og muligt frembød en sundhedsrisiko.

Arbejdsvægringen blev behandlet ved et fællesmøde den 30. juni 1988. I referatet fra mødet hedder det bl.a.

»Fra arbejderside erkendte man, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse for de 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, som havde nedlagt arbejdet i sympati med de øvrige kollegaer, og at man ville pålægge dem, at genoptage arbejdet senest fredag den 1. juli d.å. ved normal arbejdstids begyndelse. De øvrige 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, som var blevet pålagt at arbejde med et af Arbejdstilsynet godkendt isoleringsmateriale (olieimprægneret), ville man ikke anerkende, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet man henviste til Normens § 5, stk. 2, samt under henvisning til Direktoratet for Tilsynet 10. kontor's skrivelse af 6. juni 1988 samt resume af Arbejdsmiljørådets møde af 8. juni 1988.

Fra arbejderside gjorde man gældende, at der findes alternative produkter »dobbeltdækkeren« og anbefaler, at dette bruges i stedet for førnævnte isoleringsmateriale. Dette har i øvrigt været brugt siden januar 1988.

Arbejdsgiveren v/Esper Balling anerkender dette.

Arbejdsgiveren bragte i forslag at hver part betalte kr. 1.800,- i meromkostninger pr. skib fremover, hvilket arbejdstagersiden ikke kunne godkende, idet materialeindkøb er dem uvedkommende.

Fra arbejderside gjorde man i øvrigt gældende, at der var tale om overenskomstbrud i forbindelse med hjemsendelsen af de 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark. Man gjorde i øvrigt gældende, at af disse 4 var den ene sikkerhedsrepræsentant og den anden tillidsmand samt akkordholder, og at man vil forbeholde sig ret til at indbringe sagen om hjemsendelsen for Arbejdsretten.

Fra arbejdsgiverside afviste man, at der var tale om overenskomstbrud fra virksomhedens side, idet de pågældende isoleringsarbejdere havde etableret en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Fra arbejdsgiverside fastholdt man klagen, og man opfordrede arbejdersiden til at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 1. juli d.å. ved normal arbejdstids begyndelse.

Fra arbejdsgiverside tog man forbehold over for at gøre organisationsansvar gældende.

Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages som ovenfor anført.'

Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet ved et forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 7. juli 1988. Efter parternes begæring blev sagen udsat.

Arbejdet blev herefter genoptaget mandag den 18. juli 1988. Om det forud herfor passerede hedder det i en redegørelse af 15. juli 1988 fra Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer bl.a.

»Foranlediget af de kontakter, der var mellem parterne efter det forberedende møde i Arbejdsretten den 7. juli d.å., er der torsdag den 14. ds. blev afholdt en uformel drøftelse af sagen mellem virksomheden, Isoleringsarbejdernes Fagforening i København og Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer.

På dette møde enedes parterne om en løsning for at få arbejdet genoptaget.

Vi skal derfor for god ordens skyld bekræfte, at der blev opnået enighed om, at arbejdet ville blive genoptaget fra mandag den 18. juli d.å., såfremt virksomheden ville acceptere, at arbejdet på det igangværende skib kunne fortsættes med brug af »dobbeltdækker«-mineraluldsmåtte i stedet for den olieimprægnerede.

At virksomheden i den forbindelse tilkendegav, at man betragter dette skridt som uden præjudice for øvrige arbejdspladser og øvrige skibe.

At det foretagne skridt ikke måtte få nogen indflydelse på den verserende sag i Arbejdsretten, idet der i øvrigt var enighed om, at denne skulle fremmes mest muligt, selv om arbejdet på det aktuelle skib blev normaliseret.'

De fra arbejderside under fællesmødet den 30. juni 1988 påberåbte dokumenter er internt arbejdsmateriale, som er fremlagt under sagens behandling for Arbejdsretten, og som sammen med andet fremlagt materiale har været grundlag for den af Direktoratet for Arbejdstilsynet den 9. juni 1988 udsendte bekendtgørelse om arbejde med montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre.

Om baggrunden for udsendelsen af denne bekendtgørelse er oplyst, at spørgsmålet om mineraluldsfibres eventuelt kræftfremkaldende virkning blev drøftet under et møde i Direktoratet for Arbejdstilsynet den 15. december 1987 med deltagelse af bl.a. direktøren for Arbejdstilsynet Erik Andersen samt af repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, Industrifagene, Foreningen af Danske Isoleringsfirmaer, Isoleringsarbejdernes Fagforening og de danske producenter af mineraluldsmåtter Rockwool A/S og Superfos Glasuld A/S. Forud for mødet havde Rockwool A/S indhentet en erklæring fra Statoil A/S om kræftrisikoen ved anvendelse af den olie, som efter det oplyste allerede da var blevet brugt i nogen tid til imprægnering af mineraluldsmåtter. Af skrivelsen fremgik, at den »højtraffinerede parafinske mineralolie« ikke havde vist nogen carcinogen effekt. I referatet fra mødet den 15. december 1987 hedder det bl.a.

»Erik Andersen oplyste indledningsvis, at fibre fra bl.a. glasuld og rockwool af IARC vurderes som muligt kræftfremkaldende for mennesker (gruppe II b), og at arbejdstilsynet på den baggrund ønsker en effektiv forebyggelsesindsats såvel i produktionsleddet som i anvendelsesleddet.

På et forudgående møde havde fabrikanterne været indstillet på aktivt og hurtigt at produktudvikle mineraluldsprodukter, således at støvudviklingen mindskes mest muligt.

Erik Andersen orienterede om, at der nu skal sættes to udvalgsarbejder i gang: for det første et dokumentationsudvalg under arbejdsmiljørådet, som dels skal se på kriteriegrundlaget for arbejdstilsynets kræftliste med henblik på en differentiering af stofferne på listen, jfr. IARC's klassifikation. Dels skal udvalget drøfte dokumentationsgrundlaget for at placere naturlige og syntetiske mineralfibre på arbejdstilsynets kræftliste i 1989.

For det andet skal et partsudvalg udarbejde en bekendtgørelse, som gerne skulle ligge færdig med udgangen af marts måned. Bekendtgørelsen skal indeholde krav til produkterne samt krav om foranstaltninger ved arbejde med disse produkter.

Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at mineraluldsprodukterne skal afgive så lidt støv som muligt.

De mere specifikke metoder til at sikre dette skal drøftes i det særlige partsudvalg, som skal udarbejde en bekendtgørelse. Under hensyn til, at en bekendtgørelse bl.a. på grund af notifikationsforpligtelsen ikke kan udsendes inden for den nærmeste fremtid, mente Erik Andersen, at der var behov for at fremskynde udvalgsarbejdet, således at arbejdet med bekendtgørelsesudkastet senest er afsluttet ved udgangen af marts måned, og at der i perioden, indtil bekendtgørelsen foreligger, bør findes en overgangsløsning. Denne løsning kunne fx være, at producenterne forpligtede sig til kun at levere isoleringsmateriale med beskyttelseslag.

Parterne overvejede Erik Andersens forslag.

Erik Andersen konkluderede, at der var enighed om, at begge fibertyper (glasuld, rockwool) skal behandles ens i arbejdsmiljørådets dokumentationsudvalg, jfr. IARC's klassificering af fibrene i gruppe II b (muligt kræftfremkaldende for mennesker). Videre var der enighed om, at udvalgsarbejdet blev iværksat umiddelbart i det nye år med henblik på at opnå enighed om foranstaltninger til mindskelse af støvafgivelse.

Erik Andersen henstillede på den baggrund, at producenterne i en 3 måneders periode til teknisk isolering alene leverer isoleringsmateriale med beskyttelseslag i det omfang, det allerede findes i produktsortimentet.

Erik Andersen påbød herefter i medfør af arbejdsmiljølovens § 34 Superfos Glasuld A/S og Rockwool A/S ved

levering at sikre produkterne på en sådan måde, at afgivelsen af fibre er mindst mulig, således at arbejde med produkterne kan ske sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

En sådan sikring mod fiberafgivelse kan ske ved, at isoleringsmaterialerne leveres med beskyttelseslag, forsegling og lignende.

Påbudet omfatter mineraluldsprodukter til teknisk isolering, som allerede findes i virksomhedernes varesortiment, og er gældende fra 1. januar til udgangen af marts 1988.«

Ved skrivelse af 25. marts 1988 meddelte Direktoratet for Arbejdstilsynet, at påbudet kunne »opfyldes ved, at fiberafgivelsen mindskes ved imprægnering, således som det er sket fx. med Lamelmåtte Plus.« Af skrivelsen, der er stilet til Superfos Glasuld A/S, fremgår, at »produktet Lamelmåtte Plus i hovedtræk ligger på linje med de af Rockwool A/S oplyste vedrørende Lamelmåtte Comfort.« Karakteristisk for begge disse produkter er et øget olieindhold, der har til formål at reducere afgivelsen af fibre under arbejdet med måtterne.

Til brug for det i referatet fra mødet den 15. december 1987 omtalte partsudvalg med deltagelse også af det indklagede forbund blev tilvejebragt nærmere oplysninger om den olie, som anvendes til imprægnering af mineraluldsmåtterne. For så vidt angår Rockwool A/S indeholdes oplysningerne i en skrivelse af 15. april 1988 fra Statoil A/S, hvori det hedder

»I tillæg til tidligere fremsendte oplysninger om olien på lamelmåtte Comfort kan vi med hensyn til forespørgslen om hudirritation oplyse følgende.

Den højt raffinerede og udpræget paraffinske mineralolie, der ikke har nogen tilsætningsstoffer, udmærker sig ved usædvanlig høj viskositet: 440 mm2/s (cSt) ved 40 grader C og meget lav flygtighed: Flammepunkt = 300 grader C. I forhold til mineralolier med lav viskositet og høj flygtighed, der i nogen grad vil være i stand til at penetrere huden og virke fedtopløsende og derved virke hudirriterende, vil ovennævnte olie, som kan betegnes »meget svær«, have den mindst mulige effekt på huden.'

I den tilsvarende skrivelse af 28. april 1988 fra Superfos Glasuld A/S til Direktoratet for Arbejdstilsynet hedder det

»Vedr.: Støvdæmpning med mineralolie

Refererende til Deres Skrivelse af 14.04.88 skal vi herved fremkomme med de ønskede oplysninger om den anvendte olie.

Der findes i dag ikke noget mere effektivt middel til dæmpning af støvafgivelsen fra mineraluld end olie, og spørgsmålet er, om vi herved påfører materialerne uheldige bivirkninger.

De krav, som vi stiller til olien, er et højt flammepunkt, over 300 grader C, Den tilbageblevne olierest har så højt et kogepunkt, at den ved stuetemperatur ikke afgiver dampe og følgelig heller ikke forsvinder.

Raffineret mineralolie skulle efter IARC's liste ikke have cancerogen effekt ved hudkontakt bedømt ud fra dyreforsøg. Mine egne erfaringer gennem 10 år i branchen (dengang Esso på laboratoriet på Prøvestenen) er, at de rene produkter ikke generer huden: men at tilfælde af eksem f.eks. hos malere og mekanikere altid var i forbindelse med opløsningsmidler, som rensede hænderne men samtidig affedtede huden for kraftigt. Paraffinolie og vaseline er også mineralolieprodukter!»

Den i fællesmødereferatet omtalte skrivelse af 6. juni 1988 fra Direktoratet for Arbejdstilsynets 10. kontor er som tidligere anført et internt notat, udarbejdet til brug for det udvalg, som skulle udarbejde bekendtgørelsen. I skrivelsen hedder det

»Angående mineralolie tilsat Rockwool-lamelmåtte Comfort og Glasuld-lamelmåtte Plus.

I forbindelse med udarbejdelse af bekendtgørelsen om arbejde med mineraluld i Arbejdsmiljørådets udvalg herfor, rejstes spørgsmålet om eventuelle sundhedsskadelige virkninger af den olie, som tilsættes ovennævnte produkter. Olien tilsættes for at mindske afgivelsen af fibre. Målinger har vist, at koncentrationerne af luftbårne fibre ved arbejde med olieimprægnerede produkter reduceres med 50% og derunder i forhold til arbejde med standardprodukter.

Ifølge producenterne udgør olien 1 % af produkternes vægt, og i både Glasulds og Rockwools produkter er olien en højt raffineret parafinsk mineralolie. Inden olien påføres tilsættes opløsningsmidler og/eller emulgatorer. Disse tilsætningsstoffer afdamper eller nedbrydes under hærdeprocessen i hærdeovnen, hvor temperaturen er godt 200 grader og skulle derfor ikke findes i de færdige produkter.

Direktoratet har i forbindelse med spørgsmålet hørt Arbejdsmiljøinstituttet og en af Arbejdstilsynets konsulenter i hudsygdomme. Direktoratet har følgende bemærkninger

Ren mineralolie virker lokalirriterende ved hudkontakt, og gentagne udsættelser kan give anledning til irritative eksemer.

Mineralolie virker tillige irriterende på slimhinder. Personer med hyppig eller langvarig udsættelse for oliedampe eller aerosoler med mineralolie har øget risiko for luftvejssygdomme (1).

Leverandørbrugsanvisningen nævner ligeledes risiko for irritationsvirkning ved mineralolien. I afsnittet om akut risiko er nævnt, at irritation kan optræde ved indånding samt i øjnene og på huden.

En allergifremkaldende effekt i huden af mineralolie er overordentlig sjælden og ses næsten aldrig.

Den kræftfremkaldende effekt af mineralolie er vurderet i 1984 af WHO's kræftforskningsinstitut IARC. Dokumentationen for kræftfremkaldende effekt af højt raffinerede paraffinolier er vurderet, og det er IARC's konklusion, at der ikke er holdepunkter for en kræftfremkaldende virkning i dyreforsøg. Vurderingen bygger på forsøg, hvor olien er påført forsøgsdyrenes hud (2).

En sundhedsmæssig vurdering af risikoen ved arbejde med mineraluld tilsat mineralolie vil med den nuværende viden være ufuldstændig.

Oliens placering på mineraluldsfibrene må betyde, at udsættelsen for olierede mineralfibre adskiller sig fra udsættelse for olie alene. Opvarmning af olien i hærdeovnen kan ændre den kemiske sammensætning af olien. Hvorvidt der sker en ændring vides ikke, men det skønnes, at der næppe er tale om ændringer af betydning. Andre oplysninger betyder dog, at dette skøn er usikkert.

Der er ikke fundet undersøgelser, der viser hvilken virkning fibre med olieimprægnering har på helbredet. Det må imidlertid antages, at olien via de ridser, som mineralfibrene skærer, kan trænge ind i hud og slimhinder, hvorved risikoen for oliens irritative virkning kan øges.

På huden er der tale om en velkendt irritationsvirkning fra mineralulden. Om denne virkning formindskes eller øges lader sig ikke umiddelbart afgøre. Der er ikke udviklet dyreforsøgsmetoder, som kan benyttes til en nærmere afklaring.

I luftvejene vil olien via fibrene trænge ind i luftvejenes celler og sammen med fibrene kunne øge risikoen for sundhedsskadelig virkning.

De ovennævnte risici skal sammenholdes med oplysningen om en reduktion i fiberantallet i luften ved anvendelse af olieimprægnerede måtter.

Såfremt man udsættes for samme mængde fibre, må man regne med, at påførslen af olien er en mulig yderligere sundhedsrisiko.

Konklusion

Dokumentationsgrundlaget er som nævnt ikke tilstrækkeligt til at vurdere den aktuelle risiko for hud- og luftvejssygdomme ved arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter. Direktoratet vil derfor følge arbejdet med disse produkter med henblik på en nærmere vurdering af specielt den irritative effekt.

Denne vurdering af erfaringerne med arbejdet med olieimprægnerede mineraluldsprodukter vil kunne medføre, at direktoratet vil overveje, hvorvidt der skal stilles særlige krav til arbejdet hermed.«

Et udkast til bekendtgørelsen blev drøftet under Arbejdsmiljørådets møde den 8. juni 1988, i hvilket også forbundet var repræsenteret. I det under sagen fremlagte referat fra mødet, hvortil der ligeledes blev henvist under fællesmødet den 30. juni 1988, hedder det bl.a.

»På mødet blev omdelt direktoratets toksikologiske vurdering af mineralolie.

Endvidere bemærkede E. Andersen om den toksikologiske undersøgelse, at det eksisterende videngrundlag ikke klart kunne frikende mineralolierne, hvorfor direktoratet nøje ville følge udviklingen på området.

Endelig tilkendegav E. Andersen, at der inden for området af kapitel 4, ville blive givet påbud om anvendelse af værnemidler, hvis det blev konstateret, at støvkoncentrationen var for høj.

Arbejdsmiljørådet kunne herefter tilslutte sig indstillingen fra Planlægningsudvalget.«

Bekendtgørelsen om arbejde med montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre er som nævnt dateret den 9. juni 1988 og trådte med en enkelt undtagelse i kraft den 15. juli 1988. I bekendtgørelsens kapitel 3 om planlægning m.v. hedder det i § 6

»§ 6. Hvis det er muligt at vælge mellem forskellige mineraluldsprodukter, der opfylder de tekniske krav, skal projekterende, rådgivende og arbejdsgivere, når de vælger, vælge produkter, der formindsker afgivelsen af støv og fibre på arbejdspladsen, fx. ved at anvende produkter, der kræver mindst mulig tildannelse, samt med imprægnering, forsegling o.lign.«

Bekendtgørelsens kapitel 4, hvortil der blev refereret under Arbejdsmiljørådets møde den 8. juni 1988, indeholder almindelige bestemmelser om oplagring, udpakning og tilskæring af materialerne, renholdelse af arbejdspladsen samt om, at de ansatte skal være gjort bekendt med brugsanvisningen fra leverandøren, have stillet beskyttelseshandsker og øjenværn til rådighed og have adgang til håndvask eller lignende vaskemuligheder under arbejdet. Brugsanvisningen skal ifølge § 2 indeholde oplysninger om sundhedsmæssige risici og sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes i forbindelse hermed, herunder hærdningsprodukters og imprægneringsoliers eventuelle sundhedsmæssige egenskaber.

I skrivelser af 14. juli 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening har Rockwool A/S og Superfos Glasuld A/S oplyst, at den anvendte imprægneringsolie har været anvendt i en meget lang årrække, og at olien ikke har givet anledning til arbejdsmiljømæssige problemer. I skrivelsen fra Rockwool A/S er yderligere anført, at den forøgede olieimprægnering ikke har givet anledning til en eneste negativ reaktion fra arbejdstagerside.

Til brug for sagen har Direktoratet for Arbejdstilsynet i en skrivelse af 20. juli 1988 besvaret nogle spørgsmål fra Dansk Arbejdsgiverforening om den muligt sundhedsfarlige karakter af arbejdet med olieimprægnerede isoleringsmåtter. I skrivelsen, der var vedlagt et notat med besvarelse af de stillede spørgsmål, sammenfatter direktoratet sin vurdering således

» Som det fremgår, er direktoratets samlede vurdering, at det væsentlige ved olietilsætningen er reduktion af fiberafgivelse ved håndtering. Direktoratet anser det for meget lidt sandsynligt, at olien i mineralulden fremkalder sygdomme.«

I notatet hedder det bl.a.

»ad 2a og 2b

Den tilsatte olie koger ved temperatur fra 365 grader C til 565 grader C.

Direktoratet mener på dette grundlag ikke, at personer, der isolerer med produkter tilsat olien, er udsat for oliedampe eller aerosoler. Derimod er disse personer udsat for fibre, der er belagt med den tilsatte mineralolie. En del af disse fibre vil ramme bronchier og alveoler. Fra alveolerne, som er de dele af lungerne, hvor luftskiftet finder sted, er der ingen rensningsmekanisme for fremmedlegemer.

ad 3a, 3b og 3c

Direktoratets notat af 6. juni 1988 vedlægges.

Der henvises til vedlagte bilag Det fremgår heraf, at det af Rockwool anvendte produkt er en olie, som anvendes til at blande smøreolier. Den har et indhold på 70% paraffiner, 23% naphtener, 6,5% aromater og 0,7% svovl. Det drejer sig altså ikke om et produkt, der kan sammenlignes med paraffinolie, der anvendes i kosmetik og farmaka. Specielt er aromaterne hudirriterende, og der findes efter producentens angivelse små mængder PAH, som ved et penslingsforsøg ikke skulle give kræft. Yderligere er der et indhold af svovl, som har biologiske virkninger.

Det bør fremhæves, at de grove mineraluldsfibre, som frigøres under arbejde med måtterne, giver anledning til hudirritation. Tilføjes der en yderligere hudirriterende faktor, som indføres i huden ved hjælp af de grove fibre, vil der i det mindste være tale om en sammenlagt virkning af de to påvirkninger.

ad 4

Direktoratet skal bekræfte, at man har meddelt henholdsvis Rockwool A/S og Glasuld A/S, at direktoratets påbud af 15. december 1987 vedrørende fiberafgivelse fra isoleringsprodukter kan anses opfyldt ved, at fiberafgivelsen formindskes ved olieimprægnering.

Direktoratets samlede vurdering er som anført i notatet af 6. juni, at dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering af den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter.

Direktoratet vil fremhæve, at indånding af mineraluldsfibre udgør en sundhedsrisiko, og at målet må være, at produkterne ikke afgiver fibre, der kan indåndes. Arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter medfører en væsentlig mindre fiberafgivelse end arbejde med uemballerede og ikke-imprægnerede produkter. Denne fordel anses for så afgørende i forhold til de eventuelle sundhedsmæssige virkninger ved tilsætning af den anvendte mineralolie i de aktuelle mængder, at direktoratet ikke på det foreliggende har alvorlige betænkeligheder ved olietilsætningen.«

Af oplysninger fra producenterne af de omhandlede isoleringsmåtter fremgår, at der nu sælges langt flere olieimprægnerede måtter end måtter med beklædning på begge sider, der er dyrere end de olieimprægnerede.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af afdelingsleder hos A/S Ikas Espen Balling, forretningsfører Arni Berg fra det indklagede forbund og af isoleringsarbejder Jørgen Andersen. Retten har ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring fra klagerne om indkaldelse som vidne af Arbejdstilsynets direktør Erik Andersen til at afgive forklaring for retten.

Afdelingsleder Espen Balling har forklaret, at virksomheden beskæftiger ca. 150 ansatte. Efter påbudet i december 1987 drøftede man situationen med såvel leverandøren som tillidsrepræsentanterne og besluttede herefter at købe »dobbeltdækkeren«. Den anvendte man fortsat på arbejdspladsen

B & W Skibsværft, efter at man i løbet af foråret 1988 var gået over til at anvende oliemåtterne på virksomhedens øvrige arbejdspladser, hvilket ikke havde givet anledning til problemer. Oliemåtterne i den nye udgave støver mindre, og de er ca. 25% billigere end »dobbeltdækkeren«. Grunden til, at man først senere ville skifte til oliemåtter på arbejdspladsen B & W Skibsværft, var, at man havde indkøbt et stort parti af »dobbeltdækkeren« til brug for det skib, som man da var i gang med, og derfor ville vente med at skifte over til oliemåtterne, indtil man den 29. juni 1988 skulle i gang med et nyt skib. Da de nye måtter blev leveret i begyndelsen af juni 1988, fik afhørte af konduktøren at vide, at der ville blive problemer, fordi folkene var utrygge ved den øgede olietilsætning. Afhørte skaffede noget materiale herom, bl.a. notatet af 6. juni 1988 fra direktoratets 10. kontor, som han under en telefonsamtale den 28. juni 1988 gennemgik med en medarbejder i direktoratet. Denne undrede sig lidt over, at afhørte kendte notatet, da det var et internt notat, men resultatet af deres samtale blev, at man fra tilsynets side intet havde imod, at de fremtidig anvendte de olieimprægnerede måtter. Afhørte spurgte den pågældende medarbejder, om denne ville komme ud og sige det til folkene, men den pågældende henviste afhørte til at rette henvendelse til en medarbejder ved den lokale tilsynskreds. Denne havde intet mod de olieimprægnerede måtter, og de aftalte, hvornår vedkommende skulle komme ud på værftet og forklare dette for folkene. Da afhørte underrettede tillidsrepræsentanten Jørgen Andersen herom, fik han imidlertid at vide, at folkene afviste at arbejde med disse måtter og ikke ønskede at høre på nogen repræsentant fra tilsynet. Når man fra virksomhedens side foreslog en deling af merudgifterne ved fortsat anvendelse af »dobbeltdækkeren«, var grunden alene, at man på den måde ville prøve at få arbejdet i gang igen. Man anslog merprisen til ca. 3600 kr. pr. skib, men har senere beregnet den til ca. 10.000 kr.

Forretningsfører Arni Berg har forklaret, at de 1800 kr., som man talte om på fællesmødet, kom frem på den måde, at de pågældende arbejdere havde fortalt ham, at man fra arbejdsgiverside havde sagt til dem, at det ikke var nødvendigt at skifte til oliemåtterne, hvis de kunne blive enige om at dele merudgifterne. Dette blev bekræftet ved fællesmødet.

Isoleringsarbejder Jørgen Andersen, der var akkordholder og er valgt som tillidsrepræsentant, har forklaret, at han talte med virksomhedens konduktør, da de fik leveret de nye oliemåtter, fordi disse efter hans mening var sundhedsmæssigt uforsvarlige, da de ville binde endnu mere støv fra omgivelserne end de tidligere oliemåtter. Ved et møde den 28. juni 1988 med Espen Balling fik afhørte udleveret det materiale fra tilsynet, som denne havde fået, herunder notatet af 6. juni 1988. Det drøftede de under en samtale, som tilsynet via telefonen deltog i, men de blev ikke enige om noget. Alligevel var folkene indstillet på at gå i gang med det nye skib, idet de kunne bruge den første uges tid til at rydde op og udføre andet arbejde, hvortil de ikke skulle bruge måtterne. Den 29. juni 1988 kom konduktøren imidlertid ud på værftet og spurgte dem, hvem der skulle med i arbejdet på det nye skib. De, der skulle med, måtte gå i gang »her og nu«, idet de ellers måtte rejse. Afhørte ringede så til Balling for at høre, om det kunne have sin rigtighed. Det sagde Balling ja til. Afhørte var klar over, at de nye måtter blev anvendt på andre af virksomhedens arbejdspladser.

Klagerne har til støtte for påstandens 1. og 2. led anført, at arbejdsnedlæggelsen den 29. juni 1988 blev iværksat kun 20 dage efter udsendelsen af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejde med montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre, der i § 6 sidestiller olieimprægnering af mineraluldsmåtterne og forsegling af disse. Af Arbejdsrettens domme af 6. juni 1988 i sagerne nr. 87.459, 87.462 og 88.025 kan udledes, at der efter praksis i almindelighed må tillægges Arbejdstilsynets godkendelse af arbejdsforholdene afgørende betydning ved bedømmelsen af, om en arbejdsopgave frembyder en sådan risiko for arbejdernes liv og velfærd, at de i henhold til Normens § 5, stk. 2, kan nægte at udføre den. Efter udstedelsen af bekendtgørelsen - som er blevet til i enighed mellem parterne under et samarbejde herom, som også det indklagede forbund deltog i - har de pågældende isoleringsarbejdere derfor intet grundlag haft for at nægte at arbejde med de olieimprægnerede måtter i stedet for »dobbeltdækkeren«. For deres vedkommende var der således tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, idet det må lægges til grund, at de har vægret sig ved at udføre pålagt arbejde med de nye måtter. Der var ikke tale om et pludseligt opstået problem, men om en sag, som havde givet anledning til drøftelser mellem ledelsen og arbejderne, inden arbejdet blev nedlagt. Der er således tale om en slags arbejdsretlig selvtægt, som må medføre, at der pålægges de pågældende arbejdere bod efter sædvanlige retningslinier. Det må endvidere pålægges dem at holde arbejdet normaliseret, hvilket indebærer, at de ikke kan vægre sig ved at arbejde med de olieimprægnerede måtter, idet der ikke siden bekendtgørelsens udsendelse er fremkommet nyt materiale, som har ændret den vurdering af den sundhedsmæssige risiko, som bekendtgørelsen er udtryk for. Af det anførte følger endvidere, at der må ske frifindelse for så vidt angår de indklagedes påstande over for virksomheden.

Til støtte for påstandens 3. led om organisationsansvar har klagerne anført, at det indklagede forbund under fællesmødet den 30. juni 1988 ikke ville anerkende, at der for så vidt angår de her omhandlede 4 medlemmer af forbundet var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, ligesom man nægtede at efterkomme arbejdsgiversidens opfordring til at pålægge også disse strejkende at genoptage arbejdet. Modsat situationen i de ved Arbejdsrettens dom af 10. december 1984 afgjorte sager nr. 9910 og 9920 var der i sagen her tale om en klar og ubetinget nægtelse af at give et sådant pålæg. Som fastslået ved Arbejdsrettens dom af 25. oktober 1979 i de under et pådømte sager 8760 og 8761, har forbundet dermed gjort sig medansvarlig for den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og må idømmes en alvorlig bod, idet det må betragtes som en skærpende omstændighed, at forbundet har deltaget i udarbejdelsen af bekendtgørelsen fra Direktoratet for Arbejdstilsynet for så 3 uger senere at støtte en aktion, som var klart overenskomststridig efter bekendtgørelsens udsendelse.

De indklagede har anført, at Normens § 5, stk. 2, overlader det til den enkelte arbejder at sige fra, hvis vedkommende mener, at arbejdsforholdene frembyder en sådan risiko for liv eller velfærd, at det vil være uforsvarligt at fortsætte arbejdet. Ved dommen af 6. juni 1988 i Arbejdsrettens sag nr. 87.462 skete der frifindelse, uanset at Arbejdstilsynet havde godkendt arbejdsforholdene. Dommen viser således, at Arbejdstilsynets godkendelse ikke er eneafgørende for spørgsmålet, om der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse eller eventuelt en overenskomststridig lockout fra arbejdsgiverside. For bedømmelsen af den foreliggende sag er det afgørende, hvad de pågældende isoleringsarbejdere vidste, mens konflikten løb. Da man drøftede situationen den 28. juni 1988, havde man ikke andet dokumentationsmateriale vedrørende den sundhedsmæssige risiko end notatet af 6. juni 1988 fra Arbejdstilsynets 10. kontor. Heraf fremgik, at tilsynet klart erkendte en række risici ved arbejdet med de olieimprægnerede måtter. Man gav i notatet udtryk for betydelig usikkerhed og for, at der var tale om vurderinger på et ufuldstændigt grundlag. Det var derfor forståeligt, at folkene vægrede sig mod at arbejde med disse måtter. Bekendtgørelsen fra Arbejdstilsynet var nok udsendt, men trådte først i kraft senere, og § 6 kan ikke forstås således, at der er givet »grønt lys« for imprægnering med en hvilken som helst type olie. Som situationen var, må et eventuelt bodsansvar i hvert fald bortfalde eller lempes. I virkeligheden var situationen den 29. juni 1988, at folkene kunne have udført andet - forberedende - arbejde i en uges tid, inden de skulle i gang med isoleringsarbejdet med oliemåtterne. De må derfor betragtes som hjemsendt og hjemsendelsen af dem som en overenskomststridig lockout.

De indklagede har videre anført, at det under fællesmødet var - og fortsat er - uklart, om betingelserne for at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, er til stede. I en sådan situation kan det ikke bebrejdes forbundet, at man ikke ved fællesmødet gav tilsagn om at pålægge folkene at genoptage arbejdet. Forbundet må derfor frifindes. Den fortsat bestående uklarhed om den sundhedsmæssige risiko, som er kommet til udtryk i skrivelsen af 20. juli 1988 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, må medføre, at påstanden om fortsat at holde arbejdet normaliseret og dermed acceptere at arbejde med oliemåtterne, ikke kan tages til følge.

Arbejdsretten skal udtale

Direktoratet for Arbejdstilsynet har såvel før som efter udsendelsen af bekendtgørelsen af 9. juni 1988 om arbejde med montering og nedrivning af isoleringsmaterialer indeholdende syntetiske mineralfibre givet udtryk for, at dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt til en endelig vurdering af den sundhedsmæssige risiko ved arbejde med olieimprægnerede mineraluldsprodukter. Ved bekendtgørelsen, der er tilblevet i et samarbejde mellem Arbejdstilsynet og de berørte organisationer, har man imidlertid efter en samlet vurdering accepteret, at den øgede olietilsætning har reduceret fiberafgivelsen ved håndteringen af de olieimprægnerede måtter, og at det må anses for lidet sandsynligt, at olien i mineralulden fremkalder sygdomme.

Under disse omstændigheder finder Arbejdsretten, at de indklagede isoleringsarbejdere efter bekendtgørelsens udsendelse har været uberettigede til i medfør af Normens § 5, stk. 2, at vægre sig ved at arbejde med de olieimprægnerede måtter, som virksomheden ønskede anvendt også på arbejdspladsen B & W Skibsværft, da man ved udgangen af juni måned 1988 skulle påbegynde isoleringsarbejdet på en ny skibsbygning. Standsningen af arbejdet i tiden fra den 29. juni til og med den 15. juli 1988 var derfor en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse og ikke nogen overenskomststridig lockout. Af det anførte følger endvidere, at virksomheden også fremtidig kan kræve arbejdet udført med anvendelse af de omhandlede isoleringsmåtter, således at en normalisering af arbejdet forudsætter, at en bestemmelse herom efterleves. Arbejdsretten tager herefter 1. og 2. led af klagernes påstand til følge, dog bortset fra bodspåstanden, ligesom klagerne frifindes for de af de indklagede nedlagte selvstændige påstande.

Ved afgørelsen af, om bod skal pålægges de strejkende arbejdere, lægger Arbejdsretten til grund, at disse også efter bekendtgørelsens udsendelse kan have haft nogen føje til at tro, at arbejdet med de olieimprægnerede isoleringsmåtter ville indebære en sundhedsmæssig risiko, en opfattelse, som kan være blevet bestyrket ved den holdning, som deres forbund indtog ved fællesmødet den 30. juni 1988. Retten finder herefter, at den bod, som de indklagede medlemmer af forbundet har forskyldt, kan bortfalde i medfør af Arbejdsretslovens § 12, stk. 2.

For så vidt angår bodspåstanden over for det indklagede forbund finder retten derimod, at bod er forskyldt. Det er herved lagt til grund, at forbundet - der havde deltaget i udarbejdelsen af Arbejdstilsynets bekendtgørelse og således var bekendt med og havde haft lejlighed til at vurdere det foreliggende dokumentationsmateriale - ved sin passivitet under og efter fællesmødet den 30. juni 1988 gjorde sig delagtig i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Den af forbundet forskyldte bod findes passende at kunne fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

De på sagens bilag 1 anførte 4 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark - isoleringsarbejderne Mogens Andersen, Jens Eriksen, Erik Vang Magnussen og Jørgen Andersen - skal anerkende, at den i perioden fra den 29. juni til og med den 15. juli 1988 etablerede kollektive arbejdsnedlæggelse var overenskomststridig.

De nævnte medlemmer skal fortsat holde arbejdet normaliseret.

Til Dansk Arbejdsgiverforening skal Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 100.000 kr.

Parterne frifindes for de i øvrigt nedlagte påstande, herunder påstanden om, at de indklagede medlemmer af forbundet pålægges bod.

I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal Landsorganisationen i Danmark betale 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.289, s.514, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.147, K 87.459, K 9910 m.fl. (A1984 s.109).

Nogle arbejdere vægrede sig den 29. juni 1988 ved at arbejde med mineraluldsmåtter imprægneret med et oliebaseret produkt, hvorefter det pågældende arbejde blev standset.

Arbejdsretten fandt, at Arbejdstilsynet ved en bekendtgørelse af 9.

juni 1988, der var blevet til i et samarbejde med de berørte organisationer, herunder også det indklagede forbund, efter en samlet vurdering havde accepteret brugen af det omtvistede produkt, og at det måtte anses for lidet sandsynligt, at olien i mineralulden fremkaldte sygdomme.

Herefter fandtes de indklagede arbejdere at have været uberettigede til at vægre sig ved at arbejde med produktet i medfør af Normens § 5, stk. 2. Standsningen af arbejdet var derfor en kollektiv arbejdsnedlæggelse og ikke en overenskomststridig lock-out.

Individuelt bodsansvar bortfaldt dog, da de enkelte arbejdere også efter bekendtgørelsens udsendelse kunne have haft nogen føje til at tro, at arbejdet med produktet ville indebære en sundhedsmæssig risiko.

Det indklagede fagforbund, der havde deltaget i udarbejdelsen af bekendtgørelsen, og som således havde haft lejlighed til at vurdere det foreliggende dokumentationsmateriale, fandtes ved at have forholdt sig passiv over for den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse at have gjort sig delagtig heri og pålagdes en bod på 100.000 kr.

En begæring om førelse af arbejdstilsynets direktør som vidne under domsforhandlingen blev ikke taget til følge.