Legislator Case Law & Legislation
U19880303513 DK

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Faglig Voldgift. Hovedaftalerns § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Ophør af kollektiv overenskomst. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft. Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1) (* 2) Rederi fandtes bundet af en tiltrædelsesoverenskomst, der var opsagt uden frigørelseskonflikt og idømtes bod for at have tilsidesat voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Wonsild & Søn (advokat N. Koch Michelsen). Dommere: Bangert (retsformand), Bæhring, Friis Christensen, Gade, Arnold Hansen, Sløk og Wahl.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1988 3035 Valid

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Faglig Voldgift. Hovedaftalerns § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Ophør af kollektiv overenskomst. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft. Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1) (* 2) Rederi fandtes bundet af en tiltrædelsesoverenskomst, der var opsagt uden frigørelseskonflikt og idømtes bod for at have tilsidesat voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Wonsild & Søn (advokat N. Koch Michelsen). Dommere: Bangert (retsformand), Bæhring, Friis Christensen, Gade, Arnold Hansen, Sløk og Wahl.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Wonsild & Søn for Arbejdsretten for overenskomstbrud. Wonsild & Søn er et interessentskab bestående af to interessenter. Interessentskabet er partredere i tre skibe Anne Wonsild, Ebba Wonsild og Inger Wonsild.

Om overenskomstforholdene er oplyst følgende

Den 30. august 1972 indgik Partrederiet Anne Mac og Wonsild & Søn tiltrædelsesaftale med Sømændenes Forbund. Ifølge aftalen tiltræder rederiet den til enhver tid gældende overenskomst samt andre aftaler og overenskomster - herunder de fagretslige regler og en eventuel hovedaftale - mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark. Overenskomsten kunne opsiges med 3 måneders skriftligt varsel, første gang den 1. marts 1973. Parterne var i øvrigt enige om at optage forhandlinger med henblik på en forenkling af hovedoverenskomsten. På tiltrædelsesaftalen skulle påføres, hvilke skibe rederiet for tiden disponerede over. Her var anført: »Anne Mac« OZIR.

Ved en skrivelse af 30. november 1972 opsagde rederiet med virkning fra den 1. marts 1973 samtlige overenskomster indgået for de skibe, der disponeredes af dette. Forbundet har anerkendt modtagelse af opsigelsen.

I en skrivelse af 5. december 1972 fra rederiet til forbundet hedder det blandt andet

»I fortsættelse af vor opsigelse af tiltrædelseserklæringen af august 1972 skal vi herved fremsætte vort foreløbige forhandlingsoplæg til ændring af den bestående aftale:»

Forneden på skrivelsen er anført

»Rederierne for:» hvorefter nævnes navn på 16 skibe, hvoriblandt Ebba Victor, Inger Victor og Anne Mac. Skrivelsen er underskrevet for ovennævnte rederier Wonsild & Søn og påtegnet følgende fuldmagt

»Hermed giver undertegnede rederi/rederier fuldmagt til forhandlingsudvalget nedsat af Rederiforeningen af 1895 for de af os ejede/disponerede skibe, der er indmeldt i Rederiforeningen af 1895, til på vore vegne at indgå i forhandling med Sømændenes Forbund i Danmark med henblik på fornyelse af aftale.«

Der kom imidlertid ikke forhandlinger i gang, og der blev ikke indgået nogen ny overenskomst.

Såvel Danmarks Rederiforening som Sømændenes Forbund var på det tidspunkt omfattet af Hovedaftalen, som også dengang indeholdt en bestemmelse svarende til den nugældende Hovedaftales § 7, stk. 2.

Samtlige de nævnte skibe har været solgt. Anne Mac blev solgt i 1974 til Anne Mac ApS med Wonsild & Søn som korresponderende reder og i 1978 købt af Anne Wonsild ApS fortsat med Wonsild & Søn som redere, og skibet fik samtidig navneforandring til Anne Wonsild. Ebba Wonsild overgik til rederiet den 7. januar 1980 og Inger Wonsild i foråret 1981, men blev solgt på ny den 30. december 1987.

Rederiet har stedse betalt hyre med overtidstillæg og tanktillæg i overensstemmelse med den på det pågældende tidspunkt gældende overenskomst. Et antal fremlagte hyrekontrakter fra 1979 til 1986 vedrørende Ebba Wonsild og Anne Wonsild underskrevet af forskellige skibsførere henviser om øvrige ansættelsesvilkår til overenskomsten.

I en skrivelse af 18. september 1981 vedrørende Inger Wonsild har forbundet under henvisning til, at rederiet hæfter for overenskomsten i det enkelte skib, afkrævet det manglende kontingent. Dette medførte, at der blev fremsendt kontingent for fire medlemmer samt to indmeldelser i forbundet.

Om baggrunden for denne sag er i øvrigt oplyst

Bestemmelsen i § 15 b i overenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark lyder således

»b. Stk. 1. I overenskomstperioden må besætningens størrelse i de enkelte skibe ikke forringes, medmindre

der foretages sådanne ændringer med hensyn til skibets anvendelse, fart, rute eller indretning, at en forringelse af denne grund bliver berettiget.

Stk. 2. Spørgsmålet om berettigelsen af en påtænkt forringelse af besætningens størrelse kan indankes for den i overenskomsten fastsatte voldgiftsdomstol.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan besætningens størrelse dog reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.«

Ved lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning ændredes bemandingsreglerne. Med hjemmel i denne lov nedsattes antallet af besætningsmedlemmer på en række skibe tilhørende medlemmer af Danmarks Rederiforening og andre rederier heriblandt besætningerne på Anne Wonsild og Ebba Wonsild.

Forbundet, som fandt, at en sådan reduktion var i strid med overenskomstens § 15b, fik ved en faglig voldgiftskendelse af 7. juli 1986 fastslået, at en forringelse i overenskomstperioden af besætninger i skibe tilsluttet Danmarks Rederiforening er et brud på overenskomsten af 18. juni 1985, såfremt besætningernes størrelse udelukkende reduceres på grundlag af den i medfør af loven af 6. juni 1985 fastsatte bemanding.

Efter at denne kendelse var afsagt, skrev forbundet til en række rederier, heriblandt indklagede, og meddelte, at det nu var fastslået, at den nye besætningslov ikke ændrede parternes overenskomst, hvilket betød, at besætninger ikke lovligt kunne forringes, selv om der var givet meddelelse fra Statens Skibstilsyn herom. Det hedder herefter i skrivelsen

»Såfremt De allerede har forringet besætningen, er der tale om overenskomstbrud, som kan medføre bod i Arbejdsretten. I så fald skal besætningen straks suppleres op, og der skal betales forkortsejlads for den tid, der har været sejlet med for lidt mandskab.«

Efter kendelsen har et antal rederier foretaget genbemanding, således at besætningsforringelserne blev bragt til ophør, og foretaget efterbetaling og betaling for forkortsejlads.

Da indklagede ikke foretog genbemanding og efterbetaling, indkaldte forbundet til mæglingsmøde, men indklagede udeblev. Herefter foregik en brevveksling mellem parterne om, hvorvidt overenskomsten og den afsagte voldgiftskendelse var bindende for indklagede. Da der ikke kunne opnås enighed, indbragte klageren ved klageskrift af 27. marts 1987 sagen for Arbejdsretten.

Den 1. august 1987 fastsatte rederiet en fastlønsordning for matroser ansat i Inger Wonsild, Anne Wonsild og Ebba Wonsild. I denne er hyren, fast overtid og tillæg fastsat til 13.000 kr. pr. måned. Der er endvidere givet regler om tjenestetid, rejsepenge, vagt og gensidigt opsigelsesvarsel. I § 6 er bestemt, at sømanden selv er ansvarlig for betaling af kontingent til en eventuel A-kasse.

Efter at indklagede havde afgivet svarskrift, blev sagen udsat på afgørelsen i en af forbundet mod Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks Rederiforening og et antal medlemmer af denne anlagt sag. Ved Arbejdsrettens dom af 26. januar 1988 i denne sag (nr. 86.127) blev det fastslået, at besætningsreduktioner svarende til de i denne sag omhandlede var overenskomststridige, men der blev ikke pålagt bod, hvorved der blev lagt vægt på, at der var sket fuldstændig efterbetaling af de krav, som forbundet havde rejst.

Efter afsigelse af denne dom udvekslede parterne replik og duplik, hvorefter sagen berammedes.

Klagerne har nedlagt påstand om, at overenskomsten af 30. august 1972 er gældende for MT Anne Wonsild, MT Ebba Wonsild og MT Inger Wonsild, og at indklagede idømmes bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af matros Sten Højmand Hansen og regnskabschef Steen Nielsen.

Sten Højmand Hansen har forklaret, at han fra 1981 til 1987 var repræsentant for forbundet i Antwerpen og Amsterdam. Hans opgave var at besøge danske skibe og påse, at overenskomsten blev overholdt, herunder også eksklusivbestemmelsen. Han har besøgt et af de omhandlede skibe hver måned. Forholdene var som regel i orden, men var de ikke, snakkede man sig som regel til rette. Han har flere gange været i telefonisk forbindelse med rederiet, men der var ikke megen kontakt og ingen faglige sager. Samtaler med skibsførerne skete altid ud fra det synspunkt, at overenskomsten var gældende.

Steen Nielsen har forklaret, at Anne Mac, da tiltrædelsesoverenskomsten blev indgået, ejedes af partrederiet Anne Mac, som havde forskellige ejere. Wonsild & Søn var bestyrende redere. I 1974 blev skibet solgt til Anne Mac ApS, der bestod af de svenske interessenter, som havde chartret skibet med Wonsild & Søn som korresponderende redere, hvilket de fortsat er, efter at skibet i 1978 blev solgt til Anne Wonsild ApS. Wonsild & Søn er et skibsmæglerfirma og har ingen overenskomst. Lønninger har stedse været betalt efter overenskomsten med forbundet, indtil aftalen af 1. august 1987 - kaldet Woson-aftalen - blev indgået. Han ved ikke, med hvem denne aftale er indgået, men det er vist med de enkelte besætningsmedlemmer.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at indklagede som følge af tiltrædelseserklæringen er bundet af hovedoverenskomsten. Tiltrædelseserklæringen blev opsagt, men der har ikke været nogen frigørelseskonflikt. Salget af Anne Mac i 1974 er uden betydning, da indklagede hele tiden var været reder for skibet. Der er sket nogle udskiftninger af skibe i de forløbne år, men erklæringen må også være bindende med hensyn til disse. Indklagede har ikke på noget tidspunkt, før denne sag blev rejst, tilkendegivet, at overenskomsten ikke skulle gælde for alle skibe. I hvert fald har indklagede stiltiende indgået overenskomst for de andre skibe. Rederiet har ikke blot i 15 år fulgt overenskomstens lønsatser, men direkte henvist til overenskomsten i hyrekontrakterne med de enkelte besætningsmedlemmer og også på anden måde handlet, som om man var bundet af overenskomsten. Der blev således sørget for, at besætningsmedlemmer blev indmeldt i forbundet og sørget for indbetaling af kontingent. Dette forudsættes ligefrem i Woson-aftalen, der udtrykkeligt foreskriver, at sømanden selv er ansvarlig for betaling af kontingent til en eventuel A-kasse.

Da der således foreligger en gyldig overenskomst, har indklagede gjort sig skyldig i overenskomstbrud, dels ved ikke at følge voldgiftskendelsen om forståelsen af overenskomstens § 15b, dels ved at indføre lønregler, der er ringere end overenskomsten.

Med hensyn til bodsspørgsmålet har klagerne anført, at man efter Arbejdsrettens dom i sag nr. 86.127 ikke kræver bod for tiden før 7. juli 1986. Boden bør indeholde efterbetaling og betaling for forkortsejlads. Klageren har i en skrivelse, der er fremlagt ved domsforhandlingen, opgjort disse beløb til henholdsvis 309.014,35 kr. og 929.250 kr. Man har i sin replik provokeret indklagede til at gøre indsigelse, hvis man ikke kan anerkende, at aflønningen indtil den 31. juli 1987 har udgjort mindst 20.000 kr. om måneden for hvert dæksbesætningsmedlem. Da indklagede ikke har besvaret denne provokation, kan man ikke i dag gøre indsigelse mod klagernes opgørelse. Klagerne kræver endvidere bod, fordi indklagede, medens sagen om overenskomstens eksistens verserede, har fastsat forringende lønregler.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at klagerne ikke har ført bevis for, at der eksisterer nogen overenskomst. Det erkendes, at der i sin tid er underskrevet en tiltrædelsesaftale vedrørende Anne Mac. Den blev imidlertid gyldigt opsagt og må være ophørt. Rederiet fremsendte udkast til en ny overenskomst, men der blev aldrig indledt forhandlinger herom. Indklagede mener ikke, at Hovedaftalen er gældende, og overenskomsten må i hvert fald være bortfaldet, da skibet blev solgt. Der foreligger ikke nogen overenskomst for andre skibe. Det bestrides ikke, at der hele tiden har været aflønnet efter overenskomsten, men dette indebærer ikke, at der stiltiende er indgået overenskomst. Der er intet bevis for, at rederiet har sørget for, at besætningsmedlemmerne blev indmeldt i forbundet, men det erkendes, at der er sket kontingenttræk.

Selv om der skulle foreligge en overenskomst, kan voldgiftskendelsen af 7. juli 1986 ikke være bindende for partrederierne eller Wonsild & Søn. Voldgiftskendelsen lægger afgørende vægt på subjektive forhold hos Danmarks Rederiforening. Indklagede kan ikke blive bundet af en fortolkning, som i det væsentlige støtter sig på subjektive momenter og forudsætninger, som har ligget uden for indklagedes erkendelse, men tiltrædelseserklæringen må i forhold til indklagede fortolkes selvstændigt i relation til indklagede. I øvrigt er voldgiftskendelsen forkert. Under alle omstændigheder har indklagede ikke tilsigtet at begå overenskomstbrud og bør derfor ikke pålægges bod. Rederiet beskæftiger nu kun rederiansatte besætningsmedlemmer. Indklagede har bestridt klagernes opgørelse.

Arbejdsretten skal udtale

Ved tiltrædelseserklæringen tiltrådte partrederiet ved indklagede for Anne Mac den til enhver tid gældende overenskomst samt andre aftaler og overenskomster, herunder de fagretslige regler og en eventuel hovedaftale. Indklagede blev derved bundet af Hovedaftalen.

Rederiet kunne herefter i tilfælde af opsigelse først blive frigjort for aftalen under de i Hovedaftalen fastsatte betingelser. Der har ikke været frigørelseskonflikt, og de interne køb og salg af Anne Mac, for hvilket indklagede stadig optrådte som reder, har ikke medført frigørelse. Det fremgår af tiltrædelseserklæringen, at denne var tilsigtet at gælde for alle af rederiet disponerede skibe, og rederiets skrivelse af 5. december 1972 om indgåelse af ny overenskomst angik alle rederiets skibe. Det må lægges til grund, at rederiet i de følgende 15 år ikke blot har fulgt overenskomstens bestemmelser om løn, men også i øvrigt fulgt dennes bestemmelser i et sådant omfang, at forbundet ikke har haft grund til at betvivle, at også rederiet, som alene optrådte på skibenes vegne overfor forbundet, anså overenskomsten som gældende for alle skibene. For Arbejdsretten har indklagede først i duplikken gjort gældende, at der ikke skulle foreligge overenskomst. Der må derfor i hvert fald anses indgået en stiltiende overenskomst for de omhandlede skibe. 1. del af indklagedes påstand tages herefter til følge.

Da indklagede således er bundet af den til enhver tid gældende overenskomst mellem Danmarks Rederiforening og forbundet, må dette også gælde den fortolkning af overenskomsten, som er sket ved voldgiftskendelsen af 7. juli 1986. Indklagede har herefter begået overenskomstbrud ved ikke at efterleve voldgiftskendelsen.

Indklagede har endvidere begået overenskomstbrud ved at indføre en fastlønsordning for matroser, der medfører en ringere aflønning end overenskomsten.

Retten finder ikke ved fastsættelse af bod at kunne indregne efterbetaling og betaling for forkortsejlads heri.

Selv om indklagede har undladt at besvare klagerens provokation vedrørende beregningsgrundlaget for efterbetalinger, er opgørelsen først fremlagt under domsforhandlingen, og indklagede har derfor ikke haft fornøden mulighed for at præcisere sine indsigelser mod opgørelsen. Disse spørgsmål henvises derfor til forhandling mellem parterne, og såfremt enighed ikke kan opnås, til afgørelse ved fagretslig behandling.

Den forskyldte bod for de begåede overenskomstbrud fastsættes til 250.000 kr.

Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr. betales af indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Wonsild & Søn, skal anerkende, at overenskomst af 30. august 1972 er gældende for MT Anne Wonsild, MT Ebba Wonsild og MT Inger Wonsild.

Indklagede skal til klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark i Danmark, betale en bod på 250.000 kr.

Klagernes krav om efterbetaling og betaling for forkortsejlads henvises til forhandling mellem parterne og, såfremt enighed ikke opnås, til fagretslig behandling.

Indklagede skal betale sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr.

Dom 1988 3035 Valid

Et partrederi indgik i 1972 tiltrædelsesaftale med Sømændenes Forbund, hvorefter overenskomsten og aftaler mellem Forbundet og Dansk Rederiforening skulle være gældende, herunder en eventuel Hovedaftale. Overenskomsten blev af rederiet opsagt med virkning fra 1. marts 1973, men ny overenskomst blev ikke indgået og der iværksattes ikke frigørelseskonflikt, jfr. Hovedaftalens § 7, stk. 2.

Rederiet betalte siden stedse hyre m.v. i overensstemmelse med overenskomsten og handlede også på anden måde efter overenskomstens regler.

En voldgiftskendelse af 7. juli 1986 fortolkede overenskomsten mellem Sømændenes Forbund og Danmarks Rederiforening således, at det var uberettiget at reducere dæksbesætningen i overensstemmelse med de minimumsbestemmelser der var fastsat ved lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning.

Rederiet, der havde reduceret besætningen efter den nævnte lov, foretog ikke genbemanding eller efterbetaling i anledning af voldgiftskendelsen.

Antaget, at tiltrædelsesaftalen var gældende trods opsigelsen, da frigørelseskonflikt ikke var iværksat, og da rederiet i øvrigt i de følgende 15 år havde fulgt overenskomsten i et sådant omfang, at klagerne ikke havde grund til at betvivle at også rederiet anså overenskomsten for gældende. Herefter måtte rederiet også være bundet af voldgiftskendelsen af 7. juli 1986. Da rederiet ikke havde efterlevet denne men efter kendelsens afsigelse havde indført ringere aflønning, end hvad der følger af overenskomsten, fastsattes en bod på 250.000 kr. Arbejdsretten kunne ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til klagernes krav om efterbetaling og betaling for forkortsejlads, hvorfor disse spørgsmål henvistes til fagretlig behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →