Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar 4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen, Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.

§ 9 Almindelige timelønsbestemmelser

3.

Lønnen for dygtige og mere betroede elektrikere aftales i hvert enkelt tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og elektrikeren uden indblanding fra organisationernes og deres medlemmers side. Ved lønfastsættelsen skal der tages hensyn til faglig dygtighed, arbejdets art samt til omfanget af akkordarbejde for den pågældende elektriker.

Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted een gang i hvert overenskomstår.

6.

Parterne er enige om, at i tilfælde, hvor misforhold på dette område som helhed taget skønnes at være til stede, har begge organisationer påtaleret over for hinanden i overensstemmelse med de regler, som til enhver tid måtte være gældende for behandling af faglig strid.

§ 21 Overenskomstens varighed

2.

Så længe denne overenskomst står ved magt, må ingen af de undertegnede organisationer eller disses medlemmer, enten enkeltvis eller flere i forening, forsøge på ved noget som helst middel, åbent eller skjult, at modarbejde dens bestemmelser eller fremtvinge nogen forandring deri.«

Om sagens nærmere omstændigheder er oplyst følgende

Med henblik på lønaftalerne for 2. overenskomstår udsendtes der den 8. december 1987 en fælleserklæring fra regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, hvori der blev givet udtryk for enighed om, at konkurrenceevnen måtte forbedres, og at det måtte tillægges afgørende vægt, at omkostningsudviklingen her i landet ikke oversteg udlandets.

Under henvisning til trepartsdrøftelserne og præamblen til § 9 i overenskomsten udsendte ELFO den 3. februar 1988 en meddelelse til sine medlemsvirksomheder med pålæg om at begrænse lønudviklingen efter nærmere angivne retningslinier. Herom hedder det blandt andet

»Een lønforhandling pr. overenskomstår

I henhold til elektrikeroverenskomsten par. 9.3 gælder, at lokale forhandlinger om lønændringer højst kan finde sted een gang i hvert overenskomstår. Det vil sige een lønforhandling i perioden fra 1. marts 1988 til 28. februar 1989.

Den lokale lønforhandling skal finde sted under hensyn til følgende bestemmelser om lønramme.

Lønramme ved tidlønsarbejde

For så vidt den enkelte virksomhed finder anledning til at foretage lønforhøjelser overhovedet, skal følgende bestemmelser iagttages.

Den maksimale forhøjelse af timelønnen ved tidlønsarbejde ved lokale forhandlinger må pr. 28. februar 1989 i forhold til 29. februar 1988 ikke overstige 2,5% i gennemsnit for de ansatte elektrikere i den enkelte virksomhed.

ELFO anbefaler, at den enkelte virksomhed nøje overvejer, om beløbsrammen for timelønsforhøjelser bør fordeles under hensyn til den enkelte elektrikers faglige kvalifikationer og arbejdets art, jfr. Elektrikeroverenskomsten par. 9.3.

Ud over ovennævnte forhøjes timelønnen ved tidlønsarbejde i henhold til Elektrikeroverenskomsten par. 9.2 med kr. 0,93 pr. september d.å. som kompensation for arbejdstidsforkortelse.

Pligt til indberetning til ELFO

ELFO's bestyrelse tillægger solidaritet mellem medlemmerne afgørende betydning. Derfor er medlemmerne forpligtet til at indberette timelønninger og timelønsændringer.

Kollegiale forpligtelser

ELFO's bestyrelse er af den opfattelse, at ovenstående restriktive bestemmelser er nødvendige for at sikre en afdæmpet lønudvikling.

Bestyrelsen ser sig derfor nødsaget til at betragte tilsidesættelse af givne pålæg som alvorligt brud på overenskomsten og dermed brud på ELFO's loves bestemmelser om kollegiale forpligtelser. Overtrædelse må forudses at medføre sanktioner.«

ELFO sendte en genpart af meddelelsen til forbundet.

Forbundet fortsatte på sin side over for medlemmerne en informationskampagne, hvori man opfordrede dem til at søge opnået størst mulig lønforhøjelse. I en meddelelse fra forbundets kreds 5 i Slagelse hedder det blandt andet

»Vi ved også, at arbejdsgiverne har fået et løndiktat fra arbejdsgiverforeningen. ELFO har skrevet, at der må gives 2,5 % af firmaets samlede lønsum. De påstår, at de bliver straffet, hvis de giver mere. Det kan vi selvfølgelig være ligeglade med.«

Den 18. marts 1988 indgik El-Compagniets direktør og de ansatte elektrikeres tillidsmand aftale om en forhøjelse af servicelønnen med 3 kr. svarende til 3,7 % fra den 21. marts.

Virksomheden indsendte samme dag meddelelse til ELFO om aftalen.

Dette medførte, at ELFO den 21. marts 1988 skrev således til virksomheden

»Ved meddelelse fra ELFO nr. 19.88 F. 02 af 3. februar d.å. er De af ELFOs bestyrelse pålagt at holde lønudviklingen inden for nævnte ramme på 2,5 %.

Det er tvingende nødvendigt, at alle medlemmer efterlever gældende lønramme.

ELFO skal på denne baggrund anmode Dem om omgående at tage skridt til, at timelønningerne til elektrikere i virksomheden bringes i overensstemmelse med de af ELFOs bestyrelse meddelte pålæg.

Vi beder Dem bekræfte, at forholdet er bragt i orden ved fornyet indberetning på vedlagte skema inden 8 dage fra d.d.

Vi skal ikke undlade at tilføje, at overtrædelse af gældende lønramme må forudses, foruden pålæg om nedsættelse af timelønningerne, at medføre sanktioner. I henhold til ELFOs love, par. 22.1 kan ELFOs bestyrelse idømme Dem en bøde på op til 2% af den udbetalte lønsum i foregående regnskabsår.«

Som følge af denne skrivelse udbetalte virksomheden herefter kun en timeløn, der var forhøjet med 2,5 % i stedet for de aftalte 3 kr.

Efter at der var forhandlet herom lokalt den 7. april og på et fællesmøde den 25. april, uden at der opnåedes enighed, indbragte klagerne ved klageskrift af 26. april 1988 sagen for Arbejdsretten med følgende påstande

»El-Compagniet af Odense A/S tilpligtes at overholde gældende overenskomst herunder den den 18. marts 1988 indgåede aftale om lønregulering. Spørgsmålet om efterbetaling til forbundets medlemmer henskydes til sædvanlig fagretlig behandling mellem parterne.

El-Compagniet af Odense A/S betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens skøn fastsat bod for overenskomstbrud.

ELFO betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens skøn fastsat bod for at have pålagt El-Compagniet af Odense A/S at misligholde ovennævnte lønreguleringsaftale og for brud på overenskomstens § 9, stk. 3, ved at pålægge virksomheden at føre lønforhandlinger mere end en gang hvert overenskomstår.«

Indklagede har for så vidt angår El-Compagniet, principalt påstået frifindelse, subsidiært påstået Dansk El-Forbund tilpligtet at anerkende, at virksomheden kunne have opsagt den den 18. marts 1988 indgåede aftale med overenskomstmæssigt varsel.

For så vidt angår ELFO, har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har nedlagt påstand om frifindelse over for indklagedes subsidiære påstand.

Under den mundtlige forhandling har direktør Niels J. Nielsen fra ELFO forklaret, at beslutningen om at fastsætte en lønramme på 2,5 % var påvirket af trepartsforhandlingerne. Hjemmel for at udsende cirkulæret fandtes i præamblen til overenskomstens § 9, og man sendte en genpart til forbundet, fordi dette også var bundet af denne bestemmelse. Da det fremgik af virksomhedens indberetning, at lønrammen var brudt, reagerede man omgående, og inden lønstigningen var trådt i kraft. Man har alene anmodet virksomheden om at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med lønrammen og ikke blandet sig i lønnen til den enkelte elektriker. Forbundets kampagne havde lagt pres på lønforhandlingerne i virksomhederne, og der havde mange steder været arbejdsnedlæggelser. Der var på virksomheden ført lønforhandlinger mellem direktøren og tillidsmanden, men ikke med de enkelte lønmodtagere, hvilket er sædvanligt inden for dette overenskomstområde.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at udgangspunktet oprindelig har været, at organisationerne slet ikke måtte blande sig i forhandlingerne om fastsættelse af løn til den enkelte lønmodtager i henhold til en minimallønsoverenskomst. Dette princip blev modificeret ved reglen i præamblen til overenskomstens § 9, og det er nu i praksis fastslået, at organisationerne kan fastsætte en generel lønramme. En sådan lønforskrift har imidlertid kun betydning i forholdet mellem en organisation og de virksomheder, der er medlemmer af den, men berører ikke den enkelte virksomheds ret til under en minimallønsoverenskomst at aftale løn med den enkelte ansatte og giver ikke adgang til at tilsidesætte en sådan aftale. Virksomhedens aftale af 18. marts 1988 må anses for lønaftaler indgået med de enkelte ansatte, selv om de er indgået samlet. Det er i dag almindeligt, at sådanne aftaler indgås samlet med de ansattes tillidsmand. Elfo's skrivelse af 21. marts 1988 er et pålæg om at ændre disse aftaler, hvilket er et overenskomstbrud. Organisationerne kan kun gribe ind i sådanne aftaler på den i § 9, stk. 6 angivne måde.

Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand har klagerne anført, at en minimallønsoverenskomst forudsætter, at der med den enkelte arbejdstager aftales en løn, der ligger over minimallønnen. Sådanne aftaler kan ikke nedsættes kollektivt, og overenskomstens § 5 kan derfor ikke anvendes. I øvrigt ville en opsigelse medføre, at den aftalte lønforhøjelse faldt helt bort, idet der efter § 9, stk. 3 kun kan forhandles lønændringer en gang i hvert overenskomstår.

Hvad bodsspørgsmålet angår, har klagerne anført, at virksomheden har pådraget sig bod ved ikke at udbetale løn i overensstemmelse med den indgåede aftale. Forbundet har ført en informationskampagne, men ikke givet de ansatte noget pålæg, og der har ikke på virksomheden været arbejdsnedlæggelser eller trussel herom forud for aftalens indgåelse. Der foreligger derfor ikke omstændigheder, der kan føre til bortfald eller nedsættelse af bod. ELFO har gjort sig delagtig i virksomhedens overenskomstbrud ved at pålægge denne at ændre den indgåede aftale og ved at opfordre den til at føre lønforhandlinger mere end en gang i et overenskomstår i strid med overenskomstens § 9, stk. 3.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at præamblen til § 9 er overordnet denne bestemmelses øvrige regler. Præamblen er udtryk for, at de enkelte virksomheder har bemyndiget foreningen til at begrænse virksomhedens ret til at indgå lønaftaler. Dette må forstås som et krav om godkendelse af den enkelte virksomheds samlede lønaftale, hvilket ikke er i strid med, at organisationerne ikke kan blande sig i aftalen med den enkelte ansatte. Virksomheden har ikke begået overenskomstbrud ved at følge den af ELFO fastsatte lønramme og har været berettiget og forpligtet til at følge ELFOs påbud om at bringe lønaftalerne i overensstemmelse hermed. Bestemmelserne i præamblen er også bindende for forbundet. ELFO har derfor underrettet forbundet om lønrammen og dermed tilkendegivet, under hvilke forudsætninger en aftale kunne blive gyldig. Aftalen af 18. marts er indgået med samtlige arbejdere ved tillidsmanden, og en sådan lokalaftale kan tilsidesættes som stridende mod overenskomsten. Dette kan ikke anses for et indgreb i den enkelte ansattes lønning. ELFO har kun opfordret virksomheden til at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den fastsatte lønramme, men virksomheden var fortsat frit stillet, når man skulle forhandle med den enkelte ansatte. ELFO har heller ikke handlet i strid med forbudet i § 9, stk. 3 mod at forhandle om lønændringer mere end en gang i hvert overenskomstår. Den afholdte lønforhandling har ikke været ført med de enkelte medlemmer, og i hvert fald må det følge af hele situationen, at der kan forhandles på ny.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at den indgåede aftale, der ikke er indgået med de enkelte arbejdstagere, i hvert fald må kunne opsiges med 2 måneders varsel i henhold til § 5.

Med hensyn til eventuel bod har indklagede anført, at klagerne efter § 21, stk. 2 har været forpligtet til ikke at modarbejde overenskomstens bestemmelser. Selv om det ikke gøres gældende, at klagernes informationskampagne har været overenskomststridig, har den været egnet til at øve pression til at indgå aftaler i strid med den af ELFO fastsatte lønramme. Der er derfor grundlag for at lade bod bortfalde eller i hvert fald at give en mild bod.

Arbejdsretten skal udtale

Efter præamblen til overenskomstens § 9 har ELFO været berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Der var derfor intet til hinder for, at ELFO inden for sit område fastsatte en lønramme på 2,5 % og pålagde sine medlemmer at overholde denne. Dette medførte, at virksomheden i forhold til ELFO var forpligtet til at overholde lønrammen, medens der ikke påhvilede arbejdstagersiden en tilsvarende pligt. Trepartsforhandlingerne har ikke fastsat nogen grænse for lønstigningerne, og forbundet er ikke blevet forpligtet ved at modtage underretning om den af ELFO ensidigt fastsatte lønramme.

Aftalen af 18. marts 1988 er indgået mellem virksomheden og tillidsmanden på samtlige elektrikeres vegne. Det må imidlertid lægges til grund, at der i ikke ringe omfang indgås lønaftaler, der ikke som oprindelig forudsat i minimallønsystemet er af ren individuel karakter, men omfatter grupper af arbejdstagere eller alle arbejdstagere i en bestemt virksomhed. Dette gør imidlertid ikke aftalen ugyldig og giver ikke organisationerne en øget adgang til at gribe ind i aftalen.

Der kan heller ikke i præamblen indfortolkes et krav om, at aftalen først bliver gyldig, når den er godkendt af ELFO. Den indgåede aftale har således været gyldig, og det har derfor været overenskomststridigt, at virksomheden ikke har udbetalt løn i overensstemmelse med den.

ELFO har ved sin skrivelse af 21. marts 1988, der kun kan forstås som et pålæg om at ændre den indgåede aftale, gjort sig delagtig i det begåede overenskomstbrud. Det kan ikke fritage ELFO for ansvar, at skrivelsen alene pålægger virksomheden at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den fastsatte lønramme, da det må have stået ELFO klart, at dette kun kunne ske ved at ændre den enkelte lønmodtagers lønning. Derimod findes det ikke at kunne anses for et selvstændigt brud på overenskomsten, at ELFO har pålagt virksomheden at genforhandle aftalen, således som det skulle ske, hvis aftalen var blevet lovligt opsagt i henhold til § 5.

Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand, bemærkes, at det følger af princippet i en minimallønsoverenskomst, at lønnen til den enkelte arbejder skal aftales med virksomheden. Selv om dette er sket ved aftale mellem virksomheden og tillidsmanden for samtlige arbejdere, medfører dette ikke, at der foreligger en lokal kutymemæssig aftale, der kan opsiges efter § 5. Dansk El-Forbund frifindes derfor.

Hvad bodsspørgsmålet angår, finder retten, at der ikke bør pålægges virksomheden, der har fulgt et påbud fra sin organisation, bod.

Boden til ELFO, der har pålagt virksomheden at handle i strid med en gyldigt indgået aftale, findes efter omstændighederne at burde fastsættes til 100.000 kr.

Indklagede findes at burde betale sagens omkostninger, 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

El-Compagniet af Odense A/S skal overholde gældende overenskomst, herunder den den 18. marts 1988 indgåede aftale om lønregulering.

Der pålægges ikke El-Compagniet bod.

ELFO Elektroinstallatørernes Landsforening skal betale en bod på 100.000 kr. til Dansk El-Forbund.

Klagerne frifindes for den af indklagede nedlagte subsidiære påstand.

De indklagede betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar 4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen, Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Parternes overenskomst er en minimallønsoverenskomst, der blandt andet indeholder følgende bestemmelser

»§ 5 Lokale kutymemæssige ordninger

1.

Lokale kutymemæssige aftaler og ordninger må ikke stride mod bestående overenskomster.

2.

Kutymemæssige aftaler og ordninger kan opsiges fra begge sider med 2 måneders varsel til den 1. i en måned - medmindre anden aftale er truffet.

3.

I tilfælde af sådan opsigelse er det den opsigende parts pligt at foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås, da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde, eventuelt timandsmøde.

Lønforhold

Parterne er enige om, at arbejdsgiverorganisationen og virksomhederne er berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.487, K 10.924 (A1986 s.103).

En minimallønsoverenskomst bestemte bl.a., at arbejdsgiverorganisationerne og virksomhederne var berettigede til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Under henvisning bl.a. hertil pålagde arbejdsgiverorganisationen A i et cirkulære sine medlemsvirksomheder ikke at lade lønningerne stige mere end 2,5 % ved nogle forestående lønforhandlinger.

En medlemsvirksomhed M indgik imidlertid med vedkommende tillidsmand aftale om en lønforhøjelse svarende til 3,7 %. A pålagde M at bringe lønningerne i overensstemmelse med pålægget om en maksimal lønforhøjelse på 2,5% og M udbetalte herefter kun en timeløn, der var forhøjet med 2,5%.

Arbejdsretten fandt, at den mellem M og tillidsmanden indgåede aftale om lønforhøjelse på 3,7% var gyldig, og 0 fandtes ved sit pålæg til M om ikke at overholde aftalen at have gjort sig delagtig i overenskomstbrud.

Der pålagdes ikke M, der havde handlet efter påbud fra A bod, mens A idømtes en bod på 100.000 kr.

At lønnen ikke var fastsat ved aftale mellem den enkelte arbejder og virksomheden, men ved aftale mellem virksomheden og tillidsmanden medførte ikke at der fandtes en lokal kutymemæssig aftale, der kunne opsiges efter overenskomstens bestemmelser om opsigelse og lokale kutymemæssige ændringer.