Legislator Case Law & Legislation
U19880302613 DK

(* 1) (* 2) HO Byggefagenes Mesterforening for Hvorslev Tømrer- og Snedkerforretning ved Bent Nielsen (advokat Torben Vistisen) mod Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for forbundets afdeling 11 (advokat Bent Osborg). Dommere: Bisgaard, Bjerregaard (retsformand), Degerbøl, Engelbrechtsen, Arnold Hansen, Jørgen Pedersen og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1988 3026 Valid

(* 1) (* 2) HO Byggefagenes Mesterforening for Hvorslev Tømrer- og Snedkerforretning ved Bent Nielsen (advokat Torben Vistisen) mod Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for forbundets afdeling 11 (advokat Bent Osborg). Dommere: Bisgaard, Bjerregaard (retsformand), Degerbøl, Engelbrechtsen, Arnold Hansen, Jørgen Pedersen og Westergaard.

Under denne sag har HO Byggefagenes Mesterforening for Hvorslev Tømrer- og Snedkerforretning ved Bent Nielsen indklaget Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for forbundets afdeling 11 for Arbejdsretten for delagtighed i overenskomststridige kollektive arbejdsvægringer.

Klagerne har nedlagt påstand om, at det pålægges Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod, og at det pålægges forbundets afdeling 11 at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende

Hvorslev Tømrer- og Snedkerforretning havde fået overdraget en entreprise, der omfattede tag- og gavlbeklædning med B9 eternitplader på Foulum Forsøgsanlæg, der ejes af Landbrugsministeriet.

B9 eternitplader indeholder asbest, men ifølge bekendtgørelse nr. 660 af 24. september 1986 om asbest er det indtil den 30. juni 1988 tilladt at anvende sådanne plader. Arbejdet på arbejdspladsen var tilrettelagt således, at oplægningen af B9 eternitpladerne skulle udføres under overholdelse af asbestbekendtgørelsen og andre miljøretlige regler, og Arbejdstilsynet havde efter besigtigelse af byggepladsen givet udtryk for tilfredshed med dennes indretning. Da arbejdet skulle begynde, afleverede de fem svende, som skulle udføre det, den 30. november 1987 en erklæring om, at de nægtede at oplægge nye plader indeholdende asbest, idet de henviste til deres liv og velfærd.

På et fællesmøde den 1. december 1987 gjorde Snedker- og Tømrerforbundet gældende, at det i henhold til Arbejdsrettens afgørelser er op til den enkelte lønmodtager at tage stilling til, hvorvidt han vil udføre sådant arbejde, og at forbundet derfor ikke kunne medvirke til at pålægge medlemmerne at udføre arbejdet. Forbundet bestred, at dets afdeling 11 havde gjort sig delagtig i arbejdsvægringen.

I fagbeskrivelsen for Foulum-byggeriet er anført: »Ved de foreskrevne eternit-produkter skal der anvendes Ny-eternit, asbestfri, såfremt de er i produktion.« Dansk Eternit har i en skrivelse af 22. februar 1988 oplyst, at plader i profil B9 i asbestfri udførelse (Ny Eternit) endnu ikke var markedsført, og at de ikke kunne forventes at ville blive det før i maj 1988.

Snedker- og Tømrerforbundets afdeling 11 sendte den 3. november 1987 en sålydende skrivelse til Byggefagene og Fællesorganisationerne i Midtjylland m.fl.

»FOR ET ASBESTFRIT DANMARK !! - NEJ TIL ASBEST!!!

Gode kammerater!

Som det sikkert er jer bekendt, har herværende afdeling af Snedker- og Tømrerforbundet og vort forbund, igennem længere tid forsøgt at få sat en stopper for landbrugsministeriets oplægning af asbestholdige tagplader, på ministeriets forsøgsgård i Foulum ved Viborg.

På trods af en forholdsvis massiv pressedækning og flere henvendelser til landbrugsministeren (Laurits Tørnæs), har denne endnu ikke reageret på vore henvendelser.

Sagen går i korthed ud på, at landbrugsministeriet netop har startet 3. etape af byggeriet på forsøgsgården i Foulum. I denne etape skal der oplægges ca. 20.000 m2 asbestholdige tagplader. Herværende afdeling har forsøgt at få stoppet dette vanvid, bl.a. med henvisning til, at det er almindelig erkendt at arbejde med asbest er dødsensfarlig. Men også med henvisning til, at regeringen i 1986 proklamerede »Det asbestfri Danmark«.

HVORFOR erstatter ministeriet ikke asbestpladerne med plader der er asbestfri og ufarlige at arbejde med ??

Vi ved det ikke!!

Men vi ved at materialet er dødsensfarlig at arbejde med og vi kan ikke se nogen fornuft i, at oplægge de mange plader, når de kan erstattes med ufarlige plader.

På den baggrund skal der hermed lyde en kraftig opfordring til at deltage i en

DEMONSTRATION på

Forsøgsgården i Foulum

Fredag d. 6. nov. kl. 14.30

Vi skal på det kraftigste anmode jer om at sende folk og faner til demonstrationen, så det kan blive en manifestation, der får politikerne på andre og bedre tanker, til gavn for det samlede arbejdsmiljø.'

Ifølge en artikel i dagbladet Land og Folk fra den 19. november 1987 har Snedker- og Tømrerforbundets formand udtalt: »Uanset hvilke tidsfrister der gælder efter bekendtgørelserne, lægger mine medlemmer ikke en asbestplade op på ministeriets gård i Foulum.

Vi har ikke noget ansvar for fastlæggelsen af de tidsfrister, der gør, at der må arbejdes med asbest frem til den 1. juli 1988. Men uanset om vi havde, ville vi ikke vedstå den i dag. Tingenes tilstand er ændret. Vi ser i dag, hvordan folk i stort antal er døende på grund af asbestarbejde. Det gælder medlemmernes liv og helbred.«

Ifølge artikel i dagbladet Aktuelt fra den 24. november 1987 har forbundsformanden videre udtalt: » Vi står helt bag vores medlemmer i Foulum, som ikke vil røre asbesten. De skal ikke risikere deres liv.«

Tømrermester Bent Nielsen har bl.a. forklaret, at valget af B9 eternitplader var foretaget af bygherren. Pladerne var blevet hjørneafskåret og havde fået boret de fornødne huller på Eternitfabriken. Den resterende tilpasning var af ringe omfang og skulle foretages i et telt med udsugning. Der blev afholdt et møde på byggepladsen med Arbejdstilsynet og alle interesserede parter, og Arbejdstilsynet oplyste om de gældende regler og godkendte forholdene. Der var foretaget ekstra beskyttelsesforanstaltninger udover bekendtgørelsens krav. Arbejdsvægringen har efter en foreløbig opgørelse medført en merudgift på mellem 400.000 og 500.000 kr.

Klagerne har anført, at arbejdernes arbejdsvægring har været uberettiget og overenskomststridig, fordi betingelsen i § 5, stk. 2, i »Norm for regler for behandling af faglig strid« om, at hensynet til liv, velfærd eller ære skal afgive tvingende grunde til at standse arbejdet, ikke var opfyldt. Både materialet og arbejdsmetoden var lovlig efter de gældende regler, som er blevet udarbejdet i samarbejde med arbejdsmarkedets organisationer. Arbejdsgiveren havde endda foretaget yderligere foranstaltninger for at formindske risikoen, og Arbejdstilsynet havde godkendt arbejdsforholdene. Der må i sådanne sager ved bedømmelsen af, om arbejdernes liv eller velfærd er truet, lægges helt afgørende vægt på Arbejdstilsynets opfattelse.

Klagerne har videre gjort gældende, at Snedker- og Tømrerforbundet har gjort sig delagtig i arbejdsvægringen, dels ved ikke på fællesmødet at ville give medlemmerne pålæg om at udføre arbejdet, dels ved formandens udtalelser til Land og Folk og til Aktuelt, der klart opfordrer medlemmerne til ikke at arbejde med asbest. I Arbejdsrettens dom af 12. juni 1986 i sagerne nr. 86.130 og 86.131 har retten udtalt, at Normens § 5, stk. 2, ikke kan legitimere iværksættelse af kollektive skridt fra organisationernes side.

Forbundets afdeling 11 har efter klagernes opfattelse også gjort sig delagtig i arbejdsvægringen ved at rundsende skrivelsen af 3. november 1987, som indeholder en indirekte opfordring til at boykotte asbestarbejde af enhver art.

De indklagede har anført, at arbejderne i medfør af Normens § 5, stk. 2, var berettiget til at nægte at oplægge de asbestholdige plader, fordi arbejdet dermed frembød fare for deres liv eller velfærd. I den nævnte dom af 12. juni 1986 udtalte Arbejdsretten også: »Såvel de fremlagte lægelige oplysninger om asbests farlighed som den omstændighed, at de gældende tilladelser til at fremstille, importere og anvende asbest eller asbestholdigt materiale er gjort tidsbegrænsede med henblik på senere gennemførelse af et generelt forbud herimod, viser, at sygdomsrisikoen ved arbejde med asbestholdige produkter selv ved iagttagelse af foreskrevne sikkerhedsforskrifter er erkendt.« Det er rigtigt, at arbejdstagerorganisationerne har deltaget i forhandlinger om regler for arbejde med asbest og asbestholdige materialer, men de er under disse forhandlinger kun gået med til, at sådant arbejde må udføres i tiden indtil den 1. april 1987.

De indklagede har videre anført, at Tømrerforbundet og dels afdeling 11 ikke har haft nogen pligt til at pålægge medlemmerne at udføre det omhandlede arbejde, som frembød fare for deres liv eller velfærd. Organisationerne har ikke forbudt medlemmerne at udføre arbejdet, men har kun vejledet og rådgivet medlemmerne ved at oplyse om farerne ved arbejdet, og det er ikke overenskomststridigt.

Arbejdsretten skal udtale

Ifølge Arbejdsmiljølovens § 72 har Arbejdstilsynet bl.a. til opgave at vejlede om arbejdsmiljømæssige spørgsmål, at holde sig orienteret om den tekniske og sociale udvikling med henblik på forbedring af arbejdet for sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet og at påse, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes. Efter lovens § 77 kan Arbejdstilsynet, hvis det skønner det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, påbyde, at faren straks imødegås, herunder eventuelt standse arbejdet. Ved bedømmelsen af, om en arbejdsopgave frembyder en sådan risiko for arbejdernes liv eller velfærd, at de i henhold til Normens § 5, stk. 2, kan nægte at udføre den, må der i almindelighed tillægges Arbejdstilsynets godkendelse af arbejdsforholdene afgørende betydning.

Ved bekendtgørelse nr. 468 af 13. november 1979 om anvendelse af asbest blev det forbudt at fremstille, importere eller anvende asbestholdigt materiale under nogen form. Det var dog tilladt i tiden indtil den 1. januar 1985 at fremstille, importere og anvende asbestcementprodukter med maksimalt 20 vægtprocent asbest til tagbeklædning og facadebeklædning. Ved bekendtgørelse nr. 161 af 26. marts 1984 blev fristen ændret til den 1. januar 1990. Ved bekendtgørelse nr. 660 af 24. september 1986 blev undtagelsesbestemmelsen på ny ændret, således at det indtil den 31. december 1987 var tilladt at importere asbestcementprodukter til udvendig brug (med maksimalt 10 vægtprocent asbest), herunder bølgeplader B9. Anvendelse af disse materialer er tilladt indtil den 30. juni 1988.

Som det fremgår af disse bekendtgørelser er sundhedsrisikoen ved at arbejde med asbestprodukter klart erkendt af arbejdsmiljømyndighederne, og det er nu helt forbudt at oplægge asbestholdige B 9 bølgeplader fra 30. juni 1988. I en sådan situation findes arbejderne i medfør af Normens § 5, stk. 2, at have været berettiget til at nægte at oplægge de asbestholdige plader. Arbejdernes organisationer har herefter ikke haft nogen pligt til at pålægge medlemmerne at udføre arbejdet. Det er ikke bevist, at organisationerne har forbudt medlemmerne at udføre arbejdet, og organisationernes udtalelser kan kun betragtes som en vejledning og rådgivning til medlemmerne, der ikke er overenskomststridig.

De indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagens omkostninger 2.000 kr., skal betales af klagerne.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og for forbundets afdeling 11 frifindes i denne sag.

I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →