Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket. Politisk aktion(* 1) (* 2) Sædvanlig bod i anledning af deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i protest med lovindgrebet i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ludvigsen og Herman A/S, Glostrup, A/S Rørbyg, København, Semco A/S, Brøndby, VVS Konsortiet I/S, Holte, og Poul Damgaard, Holte, (kontorchef H. Marstrand Dahl) mod Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Degerbøl, Engelbrechtsen, Kiil (retsformand), Mads Kofod, Gert Kristensen, Strube og Wahl. Afgrelse truffet af: Arbejdsretten
Statutory Text (3 Articles)
Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket. Politisk aktion(* 1) (* 2) Sædvanlig bod i anledning af deltagelse i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i protest med lovindgrebet i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ludvigsen og Herman A/S, Glostrup, A/S Rørbyg, København, Semco A/S, Brøndby, VVS Konsortiet I/S, Holte, og Poul Damgaard, Holte, (kontorchef H. Marstrand Dahl) mod Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Degerbøl, Engelbrechtsen, Kiil (retsformand), Mads Kofod, Gert Kristensen, Strube og Wahl. Afgrelse truffet af: Arbejdsretten
Under disse sager, der er behandlet sammen, har Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for de ovennævnte 5 virksomheder indklaget Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten med påstand om, at de pågældende medlemmer, der er beskæftiget hos de af klagen omfattede virksomheder og anført på sagernes bilag 1æ, 1hh, 1jj, 1nn og 1 yy, tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at betale en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, i hvilken de har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i perioden fra den 1. til og med den 10. april 1985.
De indklagede, der har erkendt, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, har påstået frifindelse, idet de til støtte herfor har anført, at man på de omhandlede 5 virksomheder ikke har afholdt eller afsluttet den fagretlige behandling af arbejdsnedlæggelserne, som man var forpligtet til at foretage ifølge en aftale indgået mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. For så vidt angår virksomheden Semco A/S har de indklagede i svarskriftet yderligere anført, at der består en 15-årig praksis for, at de indklagede medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark ikke betaler bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Subsidiært har de indklagede nedlagt påstand om, at der kun idømmes mild bod. Såfremt bod idømmes, har de taget sædvanligt forbehold over for navnelisterne.
Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende
De påklagede arbejdsnedlæggelser, der skete i protest mod vedtagelsen af lov om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. nr. 123 af 31. marts 1985, blev sammen med en lang række tilsvarende arbejdsnedlæggelser behandlet ved fællesmøder den 2. og 3. april 1985, hvorunder man fra arbejdstagerside erkendte, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og erklærede at ville pålægge de strejkende at genoptage arbejdet så hurtigt som muligt før, under eller umiddelbart efter påsken den 4.-8. april 1985.
Efter at de landsomfattende strejker var bragt til ophør, forhandlede Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark om bodsspørgsmålet og nåede den 3. juni 1985 til enighed om følgende protokollat
»Sagen forhandledes og afsluttedes med enighed om, at de arbejdere, der ikke havde normaliseret arbejdet efter fællesmødepålægget, betaler en bod, der udgør kr. 17,50 for ikke-faglærte og kr. 21,50 for faglærte.
Der var endvidere enighed om, at såfremt der efter fællesmødet kun havde været et møde af kortere varighed, skulle der ikke betales bod, ligesom flere arbejdsnedlæggelser, der sammenlagt var på under 8 timer, ligeledes ikke vil være bodsbelagt.
Af hensyn til opgørelse af arbejdsnedlæggelsernes omfang på de enkelte virksomheder udarbejdes sædvanlige navnelister, og der toges forbehold for antallet af deltagende lønmodtagere samt tidspunkterne for deres deltagelse i arbejdsnedlæggelserne.
Boden tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening.
I tilfælde, hvor der ikke efter de her skitserede retningslinjer kan opnås lokal enighed om varigheden, overgives sagen til organisationerne, evt. med henblik på videreførelse af sagen til Arbejdsretten.«
I to skrivelser af 20. juni 1985 henholdsvis fra Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark præciserede de to organisationer over for medlemmerne indholdet af protokollatet. I skrivelsen fra Jernets Arbejdsgiverforening hedder det
»Ved skrivelse af 7 ds. meddelte vi virksomheden, at der var indgået forlig om bodsspørgsmålet vedr. de overenskomststridige strejker, der var begrundet i Folketingets forlængelse af de gældende overenskomster.
Skrivelsen var bilagt forligsteksten, hvor det af sidste afsnit fremgår, at
»I tilfælde, hvor der ikke efter de her skitserede retningslinjer kan opnås lokal enighed om varigheden, overgives sagen til organisationerne, evt. med henblik på videreførelse af sagen til Arbejdsretten.«
Denne tekst betyder, at de udarbejdede navnelister skal drøftes med tillidsrepræsentanten med henblik på opnåelse af lokal enighed om varigheden. Af hensyn til beviset for, at der er opnået enighed, er det naturligt, at parterne bekræfter dette med deres underskrift på samme måde som ved afslutning af en lokalforhandling. Herefter kan bodsopkrævning finde sted.
Vi har fra Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark modtaget underretning om, at der er tilfælde, hvor den ovenfor beskrevne procedure ikke er benyttet. I disse tilfælde iværksættes den nævnte procedure for hurtigst muligt at få afklaret evt. tvivl eller uoverensstemmelse om strejkens varighed.
Afslutningsvis skal det præciseres, at de foranstaltede drøftelser ikke vedrører bodssatserne, der fortsat er kr. 17,50 pr. time for ikke-faglærte og kr. 21,50 pr. time for faglærte.'
I skrivelsen fra Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark hedder det
»Gode venner! Under henvisning til CO-Metal's skrivelse af 4. juni d.å. vedrørende protokollatet om eventuel indgåelse af frivilligt forlig lokalt i forbindelse med konflikterne ved Folketinget's vedtagelse af overenskomstforlængelsesloven skal vi gøre opmærksom på følgende, såfremt der lokalt indgås forlig, og evt. bod er forskyldt, at
1. konflikten skal have været indberettet og behandlet på et fællesmøde mellem LO og DA,
2. der skal fra virksomhedens side fremlægges en fuldstændig navneliste over deltagende medlemmer,
3. der skal forhandles lokalt om varigheden af konflikten. Protokollatet indeholder en bestemmelse om, at såfremt der efter fællesmødet har været møder af kortere varighed, er bod ikke forskyldt, det vil i princippet sige, at arbejdet blot på et rimeligt tidspunkt på 3die dagen skal være genoptaget, ligesom samlede arbejdsnedlæggelser på 8 timer - skal fortolkes flexibelt - er fritaget for bod,
4. der skal udarbejdes et referat af den eventuelle opnåede enighed - underskrevet af parterne som ved afslutning af en lokal forhandling,
5. kan der ikke opnås enighed, videreføres sagerne - arbejdsgiverne kan ikke i disse situationer opkræve boden på egen foranledning.
Til orientering vedlægges JA's skrivelse, som de har tilsendt deres medlemsvirksomheder, i hvilken fremgangsmåden præciseres.«
Efter det oplyste blev hovedparten af strejkesagerne inden for jernindustriens område herefter afsluttet forligsmæssigt med pålæggelse af bod i overensstemmelse med protokollatet.
For så vidt angår de her omhandlede 5 virksomheder fremgår det af fremlagte referater, at der ikke har kunnet opnås enighed om en forligsmæssig løsning af bodsspørgsmålet under lokale forhandlinger med repræsentanter for de pågældende medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark. Ved klageskrift af 26. maj 1986 blev dette spørgsmål herefter indbragt til afgørelse for Arbejdsretten sammen med tilsvarende sager vedrørende andre virksomheder og medlemmer af samme og andre forbund.
Af bilag, som de indklagede har fremlagt sammen med svarskriftet, der er modtaget umiddelbart forud for domsforhandlingen, fremgår, at der i august 1977 fandt overenskomststridige arbejdsnedlæggelser sted blandt medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark, beskæftiget hos Semco A/S, og at Dansk Arbejdsgiverforening ved klageskrift af 30. august 1977 indbragte arbejdsnedlæggelserne for Arbejdsretten med påstand bl.a. om bod, men at sagen herom blev frafaldet, efter at virksomheden den 2. september 1977 havde truffet aftale med tillidsrepræsentant Sti Davidsen om forhøjelse af timelønnen for VS-montørerne i serviceafdelingen. En tilsvarende sag vedrørende overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i marts 1987 blev ligeledes frafaldet, efter at de lønmæssige uoverensstemmelser, som havde været årsag til arbejdsnedlæggelserne, var blevet bilagt ved lokal forhandling.
For Arbejdsretten har afdelingsingeniør hos Semco A/S Hartvig Madsen og tillidsrepræsentant Sti Davidsen forklaret nærmere om baggrunden for og forløbet af de foran omtalte sager fra 1977 og 1987.
Klagerne har til støtte for bodspåstanden anført, at overenskomststridige arbejdsnedlæggelser med politisk baggrund efter arbejdsretlig praksis bedømmes på samme måde som andre overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. I de foreliggende sager har de indklagede medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark siddet pålægget fra fællesmøderne overhørigt og har derfor forskyldt bod for deres deltagelse i de erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Ved afgørelsen af, om boden bør bortfalde eller nedsættes, kan der ikke tillægges oplysningerne i svarskriftet med tilhørende bilag nogen betydning, da de først er fremkommet umiddelbart inden domsforhandlingen, jfr. herved Arbejdsrettens dom af 8. december 1986 i sag nr. 86.317. Men i øvrigt kan disse oplysninger hverken bevirke bodsfritagelse eller nedsættelse af boden. Protokollatet af 3. juni 1985 vedrørende bodsspørgsmålet indebærer kun, at der eventuelt skal forhandles lokalt om varigheden af arbejdsnedlæggelserne. Det er sket for samtlige 5 virksomheders vedkommende. Resultatet af forhandlingerne blev blot, at de indklagede medlemmer tilkendegav, at de slet ikke ville betale nogen bod. Herefter er sagen med rette indbragt for Arbejdsretten. Hvad virksomheden Semco A/S angår, viser det fremlagte materiale og de afgivne forklaringer alene, at man i to tilfælde under en vis pression har måttet opgive at kræve bod i anledning af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i en enkelt af virksomhedens afdelinger.
De indklagede har anført, at der uanset svarskriftets sene fremkomst ikke er grundlag for at frakende de heri indeholdte oplysninger betydning ved sagens afgørelse. Efter det, der herefter foreligger, må det vel erkendes, at der har fundet en vis lokal forhandling sted som aftalt ved protokollatet af 3. juni 1985. Men da man ikke herunder nåede til enighed, har man forsømt at videreføre denne forhandling som en egentlig organisationsmæssig, fagretlig behandling af bodsspørgsmålet. Tanken med protokollatet var, at bodsspørgsmålet skulle løses gennem en almindelig fagretlig behandling og ikke ved at indbringe spørgsmålet herom for Arbejdsretten. For så vidt angår virksomheden Semco A/S har løsningen af de tidligere sager om overenskomststridige arbejdsnedlæggelser hos de medlemmer af forbundet, som er beskæftiget her, skabt en forventning om bodsfritagelse, som må få indflydelse på den afgørelse, som nu skal træffes.
Arbejdsretten skal udtale
Protokollatet af 3. juni 1985 vedrørende bodsspørgsmålet foreskriver alene lokal forhandling om varigheden af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Såfremt enighed herom ikke kan opnås, skal sagerne ifølge protokollatet overgives til organisationerne, eventuelt med henblik på videreførelse af sagerne for Arbejdsretten. Der er herefter intet grundlag for at forstå protokollatet på den af de indklagede anførte måde, hvorefter bodsspørgsmålet i mangel af en forligsmæssig løsning på lokalt plan skal løses eller søges løst ved almindelig fagretlig behandling på organisationsplan uden om Arbejdsretten eller i hvert fald inden sagens indbringelse for Arbejdsretten. Da det er godtgjort, at der forud for klageskriftets indgivelse har fundet lokal forhandling sted med repræsentanter for de indklagede medlemmer af forbundet, uden at der kunne opnås enighed om en forligsmæssig løsning, finder Arbejdsretten herefter, at de pågældende medlemmer må være stillet på samme måde som de arbejdstagere i øvrigt inden for samme område, for hvis vedkommende der i mangel af en forligsmæssig løsning er udmålt sædvanlig bod for deltagelse i de erkendt overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der fortsatte efter det på fællesmøderne givne pålæg om arbejdets genoptagelse.
For så vidt angår virksomheden Semco A/S finder Arbejdsretten det ikke godtgjort, at der består nogen praksis for eller berettiget forventning hos de der beskæftigede medlemmer af forbundet om, at de ikke skal betale bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Allerede som følge heraf kan heller ikke dette anbringende føre til bodsfritagelse eller bodsnedsættelse for disse medlemmers vedkommende.
T h i k e n d e s f o r r e t
De medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark, som er anført på bilag 1æ, 1hh, 1jj, 1nn og 1yy i sagerne nr. 86.207E, 86.207I og 87.225V, skal hver især til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 24 kr. for hver time, i hvilken de har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i perioden fra den 1. april til og med den 10. april 1985.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.272, K 10.560 (A1986, s.39) K 10.975 (A1987 s.64).
Sædvanlig bod udmålt i anledning af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i protest mod lovindgrebet i 1985, iværksat fra 1.-10. april 1985, idet det som forudsat i et protokollat mellem vedkommende arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisation var forhandlet lokalt om bodsspørgsmålet, og idet det ikke var godtgjort, at der på en af de af sagen omfattede virksomheder bestod nogen praksis for eller berettiget forventning om, at der ikke skulle betales bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.