Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Spørgsmål om rækkevidden af en voldgiftskendelse burde være afklaret ad sædvanlig fagretlig vej. Der sås bort fra et anbringende, der først fremførtes under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening. (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert Kristensen, Bent Larsen, Pontoppidan (retsformand) og Sløk.

Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Spørgsmål om rækkevidden af en voldgiftskendelse burde være afklaret ad sædvanlig fagretlig vej. Der sås bort fra et anbringende, der først fremførtes under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening. (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert Kristensen, Bent Larsen, Pontoppidan (retsformand) og Sløk.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Arbejdsretten i anledning af, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening efter klagernes opfattelse har handlet overenskomststridigt ved at undlade at efterkomme opmandskendelse af 26. juni 1986 i en sag mellem Specialarbejderforbundet og Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Dansk Shell A/S.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

I forbindelse med konflikten på arbejdsmarkedet i foråret 1985 opstod der mellem Specialarbejderforbundet og Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening uoverensstemmelse om, hvorvidt nogle chauffører - beskæftiget hos Dansk Shell A/S - havde krav på løn for søgnehelligdagene i påsken 1985. De pågældende chauffører havde overenskomststridigt nedlagt arbejdet den 3. april, men genoptog det den 4. april 1985 (skærtorsdag). Virksomheden nægtede herefter at udbetale løn for søgnehelligdagene.

Da Specialarbejderforbundet var af den opfattelse, at chaufførerne havde krav på løn for søgnehelligdagene, begærede forbundet herefter sagen indbragt for en faglig voldgiftsret. Under voldgiftssagen nedlagde forbundet påstand om, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening skulle anerkende, af den mellem hovedorganisationerne aftalte søgnehelligdagsordning, jfr. mæglingsforslaget af 24. marts 1954 med justeringer og ændringer af 6. marts 1967 ikke er gældende for de chauffører og lagerarbejdere, der inden for overenskomstområdet er uge/månedslønnede (fast løn), samt at den løn, der er tilbageholdt af A/S Dansk Shell i Kalundborg, skulle udbetales.

Ved opmandskendelse af 26. april 1986 blev Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening frifundet for første led i forbundets påstand, medens forbundet fik medhold i påstandens andet led. I kendelsens præmisser udtalte opmanden

»Ved mæglingsforslagets gennemførelse fik oliebranchens chauffører og lagerarbejdere i henhold til forslagets bestemmelser et løntillæg, og dette må efter opmandens opfattelse medføre, at de også er blevet omfattet af forslagets betingelser for ret til betaling for søgnehelligdage. Det første led i klagernes påstand kan derfor ikke tages til følge.

Men selv om man ikke var nået til dette resultat, ville uge- og månedslønnede arbejdere ikke ubetinget bevare retten til betaling for søgnehelligdage. Hvis en overenskomststridig arbejdsstandsning omfattede både dagen før og efter søgnehelligdagen(e), måtte man ud fra almindelige forudsætningssynspunkter nå til, at de ikke kunne kræve betaling for helligdagene, fordi strejken måtte antages at ville have omfattet også disse dage. Hvis der blev strejket dagen før en søgnehelligdag, eller hvis en strejke begyndte sagen efter en sådan, måtte det ud fra den konkrete sags omstændigheder afgøres, om den måtte antages også at ville have omfattet søgnehelligdagen. Der henvises herved til en opmandskendelse af 5. november 1975, refereret i Allan Rises bog, Overenskomstfortolkning ved Faglig Voldgift, 5. udgave, s.540.

I den foreliggende sag blev der strejket onsdagen før Skærtorsdag, men arbejdet blev genoptaget Skærtorsdag, om end som overarbejde, og det blev fortsat om tirsdagen efter Påsken. Det er efter opmandens opfattelse ikke rimeligt, om arbejderne i en sådan situation skulle miste retten til løn for Skærtorsdag og de følgende søgnehelligdage i Påsken. Den ovenfor citerede bestemmelse fra mæglingsforslaget fra 1954 findes heller ikke nødvendigvis at måtte føre til tab af søgnehelligdagsbetalingen i en sådan særlig situation.

Det andet led i klagernes påstand tages herefter til følge.«

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening udsendte meddelelse om kendelsen ved cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986. I cirkulæreskrivelsen blev præmisserne gengivet, hvorefter det anføres

»Der kan herefter fastlægges følgende retningslinier for udbetaling af søgnehelligdagsbetaling i forbindelse med arbejdsnedlæggelser

Såfremt der arbejdes normalt dagen før og dagen efter en søgnehelligdag bevares søgnehelligdagsbetalingen.

Såfremt der strejkes dagen før en søgnehelligdag antages det, at strejken også ville have været effektiv på søgnehelligdagen, såfremt denne havde været en normal arbejdsdag - og retten til betaling for søgnehelligdagen fortabes.

Såfremt der strejkes dagen før en søgnehelligdag, men arbejderne udfører arbejde (overarbejde) på søgnehelligdagen, betragtes strejken som ophørt, og retten til søgnehelligdagsbetaling bevares, men kun for de arbejdere, der konkret udfører overarbejde på søgnehelligdagen.

Såfremt der er flere søgnehelligdage og overarbejdet først udføres på den 2, søgnehelligdag, fortabes retten til søgnehelligdagsbetaling for den 1. søgnehelligdag.

I en aktuel situation må det derfor nøje overvejes, hvorvidt et eventuelt kørselsbehov på søgnehelligdage skal udføres af egne chauffører - hvorved søgnehelligdagsbetalingen bevares - eller af vognmænd - hvorved søgnehelligdagsbetalingen fortabes.

I de tilfælde, hvor der i Påsken 1985 er tilbageholdt søgnehelligdagsbetaling, skal vi anmode om, at det, under henvisning til ovenstående, undersøges, hvorvidt tilbageholdelsen har været korrekt. Såfremt en tilbageholdelse har fundet sted uberettiget, skal der foretages en efterregulering, men vi skal henstille, at sagen først afstemmes med sekretariatet.«

Chaufførernes Fagforening under Specialarbejderforbundet fandt, at en anden af Arbejdsgiverforeningens medlemsvirksomheder - Dansk Esso A/S, Hedehusene - ikke efterlevede kendelsen, og der blev i den anledning afholdt fællesmøde den 15. oktober 1986. I fællesmødereferatet anføres

»Ved et fællesmøde d.d. i Dansk Arbejdsgiverforening behandledes en af Landsorganisationen i Danmark på vegne Specialarbejderforbundet i Danmark, transportgruppen, indberettet klage over, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening ikke vil efterleve voldgiftskendelsen af 5. november 1975 samt kendelse af 26. april 1986 vedrørende betaling for søgnehelligdage i forbindelse med arbejdets genoptagelse i april 1985.

Sagen forhandledes.

Fra arbejderside fastholdt man klagen og gjorde gældende, at BOA for deres medlem Esso har brudt de nævnte voldgiftskendelser ved ikke at udbetale løn på søgnehelligdagene til medarbejdere trods dette at arbejderne genoptog arbejdet i normalt omfang som anført i fællesmødereferatet af 3. april 1985 (fejldateret til 4. april 1985).

Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at kendelsen af 26. april 1986 klart var efterlevet, og man opfordrede til, at der i fællesskab blev rettet henvendelse til højesteretsdommer Bjerregaard, der var opmand i voldgiften, men anmodning om, at han på basis af enten skriftlig eller mundtlig forelæggelse tager stilling til kendelsens forståelse. Man opfordrede endvidere arbejdersiden til at præcisere det beløb, man mente uretmæssigt var blevet tilbageholdt i chaufførernes aflønning, idet man i så fald vil deponere beløbet, indtil sagen er retlig afgjort.

Fra arbejderside gjordes det gældende, at der ikke var grundlag for an anmode om en udtalelse fra højesteretsdommer Bjerregaard.

Fra arbejderside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om betaling for søgnehelligdagene samt krav om bod for brud på kendelserne, herunder at gøre organisationsansvar gældende over for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening.«

Klagerne indbragte herefter sagen for Arbejdsretten ved klageskrift af 21. januar 1987. Under sagen har klagerne nedlagt påstand om at indklagede, Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening handler overenskomststridig ved ikke at efterfølge opmandskendelse af 26. april 1986, at indklagede tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod, at spørgsmålet om størrelsen af betaling for løn for søgnehelligdagene påsken 1985 henskydes til afgørelse af sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift.

De indklagede har påstået frifindelse.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at det følger af opmandskendelsen, at arbejdsgiverforeningens medlemmer er forpligtet til at udbetale chaufførerne løn for søgnehelligdagene i påsken 1985 i de tilfælde, hvor de pågældende genoptog arbejdet efter pålæg fra fællesmødet den 3. april 1985. Det drejer sig herunder dels om tilfælde, hvor chauffører ikke har været i arbejde skærtorsdag, men derimod langfredag og/eller 2. påskedag, men hvor virksomheden desuagtet har nægtet at yde betaling for alle søgnehelligdage i påsken, dels om tilfælde, hvor enkelte chauffører har været i arbejde og har fået løn herfor, men hvor virksomheden har nægtet at yde betaling til de øvrige chauffører, uanset at det var virksomhedens egne dispositioner, som førte til, at de pågældende - som var villige til at arbejde - ikke kom i arbejde i påsken.

Til støtte for påstanden har klagerne endvidere anført, at næstsidste afsnit i arbejdsgiverforeningens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986 indebærer et overenskomstbrud, idet det nævnte afsnit indeholder en klar opfordring til omgåelse af opmandskendelsen fra virksomhedernes side.

Til støtte for frifindelsespåstanden har de indklagede anført, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og medlemsvirksomhederne har efterlevet opmandskendelsen, idet man har udbetalt løn til de chauffører, som har arbejdet i påskedagene i det omfang, dette følger af kendelsen.

Der er intet belæg i kendelsen for klagernes anbringende om, at der skulle udbetales løn for søgnehelligdagene til alle chauffører, der efter opfordring fra fællesmødet onsdag den 3. april 1985 genoptog arbejdet tirsdag efter påske. Det kan heller ikke udledes af kendelsen, at der skal ydes løn for søgnehelligdagene i de situationer, som klagerne særlig har fremdraget.

Hvis klagerne var af den opfattelse, at der skulle ydes løn i de nævnte tilfælde, burde man have søgt spørgsmålet afgjort ad sædvanlig fagretlig vej. Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening har da også på fællesmødet og senere tilbudt at medvirke til en afklaring, men dette har klagerne afvist.

Hvad særlig angår klagernes anbringende i relation til næstsidste afsnit i arbejdsgiverforeningens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986 har de indklagede anført, at sagen hidtil har angået lønkrav i forbindelse med påsken 1985, medens det nævnte afsnit alene vedrører fremtidige situationer. Klagerne har først under domsforhandlingen bragt dette aspekt ind i sagen. De indklagede har i øvrigt bestridt, at arbejdsgiverforeningen ved at fremkomme med nævnte udtalelse har handlet i strid med opmandskendelsen.

Arbejdsretten skal udtale

Opmandskendelsen af 26. april 1986 findes alene at tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med hensyn til løn til de arbejdere, som efter at have deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse onsdag den 3. april 1985, genoptog arbejdet skærtorsdag den 4. april og fortsat arbejdede tirsdag efter påske. Som sagen foreligger findes det derfor ikke at kunne fastslås, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening har undladt at efterkomme kendelsen ved ikke at påse, at medlemsvirksomhederne ydede løn for søgnehelligdagene i påsken 1985 i det af klagerne hævede omfang. Hvis klagerne ønskede spørgsmålet om omfanget af virksomhedernes betalingspligt afklaret, kunne det være sket ved at foranledige spørgsmålet afgjort ad sædvanlig fagretlig vej.

Klagernes anbringende vedrørende næstsidste afsnit i cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986 fra Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening er først fremkommet under domsforhandlingen og har ingen forbindelse med de forhold, som forud for domsforhandlingen har dannet grundlag for sagen. Under disse omstændigheder findes dette anbringende ikke at burde tages i betragtning ved sagens afgørelse.

De indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening frifindes. Sagens omkostninger 2.000 kr. skal klagerne betale til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.382, s.388, note 81, s.394 ff, 512 Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.138 f, K 9.110 (A1981, s.20)

Ved en faglig voldgiftskendelse blev det fastsat, at arbejdere, der havde strejket onsdag før skærtorsdag 1985, men som havde genoptaget arbejdet skærtorsdag som overarbejde, havde krav på løn for skærtorsdag og de følgende søgnehelligdage i påsken. Den arbejdsgiverforening, der havde været part i voldgiftssagen udsendte et cirkulære til sine medlemmer der indeholdt de retningslinier, der efter arbejdsgiverforeningens opfattelse kunne udledes af voldgiftskendelsen. Fagforbundet, der havde været part under voldgiftssagen fandt, at arbejdsgiverforeningen hermed overenskomststridigt undlod at efterleve kendelsen og indklagede arbejdsgiverforeningen for Arbejdsretten bl.a. med krav om bod.

Arbejdsgiverforeningen frifandtes, da voldgiftskendelsen fandtes at have været af så begrænset rækkevidde, at det ikke kunne fastslås, at arbejdsgiverforeningen ikke havde efterlevet kendelsen. Udtalt, at en afklaring af omfanget af pligten til at udrede søgne-helligdagsbetaling kunne være sket ad sædvanlig fagretlig vej.

Et anbringende, der først var gjort gældende under domsforhandlingen og som ikke havde forbindelse med de forhold, som havde dannet grundlag for sagen fandtes ikke at burde tages i betragtning ved sagens afgørelse.