Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt. Boycot. Organisationsfjentlig virksomhed. Tillidsrepræsentant. En virksomheds nægtelse af genantagelse af en arbejder, der nogle år tidligere uberettiget var blevet afskediget som tillidsmand fra en anden virksomhed, var ikke en overtrædelse af Hovedaftalens § 1 eller deltagelse i boycot af arbejderen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S, Randers, (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Degerbøl, Arnold Hansen, Bent Knap, Spang-Hanssen, og Westergaard.

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt. Boycot. Organisationsfjentlig virksomhed. Tillidsrepræsentant. En virksomheds nægtelse af genantagelse af en arbejder, der nogle år tidligere uberettiget var blevet afskediget som tillidsmand fra en anden virksomhed, var ikke en overtrædelse af Hovedaftalens § 1 eller deltagelse i boycot af arbejderen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S, Randers, (advokat Helge Werner) Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Degerbøl, Arnold Hansen, Bent Knap, Spang-Hanssen, og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Kartonnage- og Bølgepapindustriens Arbejdsgiverforening for Neopac A/S, Randers, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

De nærmere omstændigheder er følgende

Den 13. april 1983 blev forbundets medlem J afskediget fra firmaet A.C. Schmidt A/S, Hvidovre, hvor han var tillidsmand. Denne afskedigelse indbragte forbundet for en faglig voldgiftsret, der ved en kendelse af 25. juli 1983 fastslog, at afskedigelsen havde været overenskomststridig og tilkendte den pågældende en erstatning.

Opmanden anfører i kendelsens præmisser blandt andet følgende

»1. »Tvingende årsager«.

De episoder, der påberåbes af indklagede, kan i det væsentlige sammenfattes som manglende samarbejdsvilje, ulovlig mødeaktivitet i arbejdstiden samt trussel om eller iværksættelse af ulovlige arbejdsnedlæggelser. Der er således tale om episoder, der efter deres beskaffenhed sædvanligvis vil kunne begrunde afskedigelse af en tillidsmand.

Imidlertid har bevisførelsen ikke med den sikkerhed, der må kræves indenfor tillidsmandsområdet, godtgjort, at episoden alene skyldes J forhold, men har snarere vist, at parterne har haft vanskeligt ved at finde hinanden, måske fordi J var ny og afløste en tillidsmand, der i mindre grad havde været faglig aktiv. Protokollatet fra organisationsmødet den 3. marts 1983 viser da også, at parterne selv var opmærksomme på, at der kunne foreligge særlige problemer, idet afskedigelsesspørgsmålet afløstes af en problematik, der tog sigte på at få det faglige samarbejde i virksomheden i gang.

Om de påberåbte episoder følger iøvrigt af bevisførelsen

Episode 1,2 og 5 er helt uafklaret, og hvad angår mødeaktiviteterne, arbejdsnedlæggelserne og truslerne herom er det ikke med fuldt tilstrækkelig sikkerhed muligt at afgøre om og i hvilket omfang J har ydet aktiv eller passiv bistand, idet kollegerne efter det foreliggende i et vist omfang synes at have taget sagen i deres egen hånd.

Herefter findes det overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at der har foreligget »tvingende årsager« til afskedigelsen af tillidsmand J.'

Kendelsens fulde ordlyd blev gengivet i den pågældende Arbejdsgiverforenings beretning og regnskab for året 1. juli 1983 til 30. juni 1984, med gengivelse af den pågældendes navn.

J var ansat på Neopac A/S i perioden fra marts til oktober 1985, hvorefter han sammen med en række andre blev afskediget på grund af arbejdsmangel. Han blev derefter ansat på virksomheden Esselte i tiden fra den 11. november til den 20. december 1985.

I januar 1986 skulle der ansættes yderligere 20 mand på Neopac. På virksomheden er der den 6 maj 1983 indgået en aftale om ansættelses- og afskedigelsesnævn. I denne aftale hedder det blandt andet

»Ansættelses- og afskedigelsesnævn

Formålet med oprettelse af et A-A udvalg er at give de hos Neopac A/S ansatte kartonnagearbejdere medindflydelse på ansættelse og afskedigelse af kartonnagearbejdere og derigennem styrke trivsel og tryghed for den enkelte med sigte på det bedst mulige samarbejde med virksomhedens ledelse.

1. A-A udvalget består af 4 faste medlemmer, hvoraf 2 vælges blandt kartonnagearbejderne og 2 udpeges af virksomhedens ledelse. Efter behov kan udvalget dog udvides med medlemmer fra de enkelte afdelinger.

2. Alle ansættelser og afskedigelser skal behandles i A-A udvalget.

3. A-A udvalget skal være udstyret med kompetance til at kunne træffe de nødvendige beslutninger og skal ved saglige argumenter bestræbe sig på at nå til beslutningerne i enighed i hvert enkelt tilfælde.

6. Ved nyansættelser ansættes fortrinsvis ledige kvalificerede medlemmer af DBKF.

8. Såfremt der ikke kan opnås enighed i A-A udvalget kan sagen forelægges SU. Fremkommer der her nye synspunkter for bedømmelsen går sagen tilbage til A-A udvalget.

Kan enighed fortsat ikke opnås træffes den endelige beslutning af virksomhedens ledelse i.h.t. dennes ret til at lede og fordele arbejdet.

Fremkommer der ikke nye synspunkter for en bedømmelse går sagen direkte til en afgørelse af virksomhedens ledelse i.h.t. dennes ret til at lede og fordele arbejdet.«

Der afholdtes møde i dette udvalg den 20. januar 1986. På mødet forelå en af tillidsrepræsentanten tilvejebragt liste fra fagforeningen, hvorpå var anført 42 ledige medlemmer af forbundet. Medlemmerne var opført i orden efter cpr.nr., og J var opført som nr. 2. Der opnåedes enighed om 19 af de 20 personer, som skulle ansættes. Om den sidste person kunne der ikke opnås enighed. De ansattes repræsentanter ønskede J ansat, men dette modsatte virksomhedens repræsentanter sig.

Spørgsmålet herom blev behandlet ved et møde i samarbejdsudvalget, hvor der heller ikke opnåedes enighed. Efter mødet udsendte produktionschef B. Høegh Svendsen følgende meddelelse

»P.g.a. den stigende ordreindgang har Neopacs ledelse besluttet at ansætte yderligere 20 mand, og der blev derfor afholdt møde i A-A-udvalget mandag, den 20. januar 1986.

På mødet kunne der kun opnås enighed om 19 af de 20 mand, hvorfor sagen blev forelagt SU på et møde tirsdag, den 21. januar 1986. På SU-mødet redegjorde SU-formanden for ledelsens baggrund for ikke at ansætte den person, der var uenighed om.

Da der fortsat ikke kunne opnås enighed om en ansættelse, står ledelsens beslutning om ikke at ansætte omtalte person ved magt.«

I den af medarbejderne samme dag udsendte torsdagsorientering skrev tillidsrepræsentant Jan Guldman blandt andet

»På A-A-mødet i mandags, den 20/1-86, mødte Jim Lund og Vagn Foged op med et bundet mandat fra Høegh Svendsen om, at J ikke måtte genansættes på Neopac. Man mente fra vores side, det var forkert at møde med et sådant diktat, og man ønskede det videre diskuteret på et SU-møde.

På SU-mødet spurgte vi om grunden til, at firmaet ikke ønskede at genansætte J på Neopac, og om man ikke havde været tilfreds med hans arbejdsindsats, da han var ansat her sidste år. Hertil svarede BHS, at man intet havde at udsætte på J den tid, han havde været beskæftiget her på virksomheden, men man havde erfaret, at J i 1983 var blevet afskediget som tillidsmand fra en virksomhed på Sjælland. Det var ledelsens opfattelse, at afskedigelsen var selvforskyldt og bl.a. havde skyldtes Js manglende vilje til samarbejde med firmaet, og man frygtede, at denne situation også kunne opstå på Neopac.«

Sagen blev behandlet på et fællesmøde den 12. maj 1986. På dette møde blev det fra arbejdsgiverside gjort gældende, at der ved ansættelserne udelukkende var taget faglige hensyn, ligesom man havde lagt vægt på, hvilke personer man forventede at opnå det bedste samarbejde med.

Klagerne indbragte herefter ved klageskrift af 3. juni 1986 sagen for Arbejdsretten.

Efter at J ikke var blevet ansat på Neopac, har han i 1986 kun kunnet opnå midlertidig beskæftigelse fra den 24. april til den 25 juli på Vest Box, fra den 28. juli til den 1. august på Colon og fra den 5. til 8. august igen på Vest Box. Fagforeningen i Randers har i tiden fra den 20. januar 1986 til den 1. august 1987 anvist 121 mand til Neopac, 23 mand til Esselte, 29 mand til Vest Box, 16 mand til Colon og 9 mand til Randers Emballage. Js navn har hver gang været på listen, men han har ikke kunnet opnå andre ansættelser end de nævnte. Han har den 30. november 1987 fået fast ansættelse hos en uorganiseret arbejdsgiver i København.

Klagerne har under den mundtlige forhandling nedlagt følgende påstande

1. Indklagede Neopac A/S, har handlet overenskomststridigt ved i januar 1986 at have nægtet at ansætte forbundets medlem J,

2. Indklagede tilpligtes i den anledning at betale en

efter Arbejdsrettens skøn fastsat bod til forbundet.

Der er afgivet forklaring af kartonnagearbejder J, tillidsrepræsentant Jan Guldman, kartonnagearbejder Helmuth Nielsen og produktionschef Børge Høegh Svendsen.

J har forklaret, at han flyttede til Randers den 1. august 1984. Han var først ansat 3 måneder på Colon og derefter på Neopac. Han havde under ansættelsen ingen konfrontationer og modtog ingen påtale. Der blev på grund af arbejdsmangel afskediget 25 mand i september 1985 og igen 25 i oktober, deriblandt ham. Han søgte nyt arbejde igennem fagforeningen. Han fik derefter arbejde på Esselte den 11. november for en uge, men arbejdet blev forlænget med en uge ad gangen til den 20. december. Senere har han kun haft arbejde i kortere tidsrum. Ved sin fratræden fra Esselte bad værkføreren om hans telefonnummer, men han hørte aldrig fra Esselte. Han har været til samtale på Avery og skulle høre samme eftermiddag, men hørte intet. Efter at være flyttet til København har han fået fast arbejde hos en uorganiseret arbejdsgiver.

Jan Guldmann har forklaret, at han har været ansat på Neopac siden 1978 og været tillidsrepræsentant fra 1985. Virksomheden har 220-300 arbejdere. Han hørte, at arbejderrepræsentanterne i ansættelses- og afskedigelsesnævnet havde ønsket J ansat, men at virksomhedsrepræsentanterne ikke måtte. Det er normalt at ansætte de senest afskedigede. Han krævede sagen behandlet i samarbejdsudvalget, hvor han spurgte, hvorfor man ikke ville ansætte J. Høegh Svendsen svarede, at voldgiftskendelsen viste, at afskedigelsen i København var delvis selvforskyldt. Han protesterede og spurgte senere værkføreren, som sagde, at J udmærket kunne være blevet ansat, hvis ledelsen ikke havde forbudt dette.

Helmuth Nielsen har forklaret, at han er ansat på Esselte. Man fik to nye arbejdere den 11. november 1985. Den ene blev afskediget den 15. november, men man beholdt J til december. Da der i januar 1986 igen skulle bruges en arbejder, fik lagerforvalteren at vide, at J var ledig, og sagde først, at det var fint, men senere, at det gik ikke, for man måtte ikke ansætte ham for direktør Hammer.

Børge Høegh Svendsen har forklaret, at han har været i Neopac i 21 år. Han var bekendt med voldgiftskendelsen, men trods denne ansatte man J i 1985. Værkføreren sagde, at der var intet at udsætte på hans arbejde. Da man i januar 1986 skulle ansætte 20 mand, fik virksomheden fra tillidsrepræsentanten en liste med 42 ledige. Han ønskede ikke J genansat, fordi han var bange for, at det ville medføre samarbejdsvanskeligheder. Han har ikke haft direkte samarbejde med ham, men ved et møde med hele klubbestyrelsen, hvoraf J var medlem, skilte han sig ved sin holdning klart ud fra de andre. Ved ansættelser tages hensyn til tidligere ansættelser og faglige kvalifikationer. Alle de, der blev ansat, havde tidligere været ansat. I samarbejdsudvalget gjorde han rede for, hvordan man ser på J, og at han frygtede samarbejdsvanskeligheder. Han nævnte også, at han kendte kendelsen. Derefter ansattes en anden. Man har tidligere brugt § 8, uden at der er protesteret. Han har ikke talt med Esselte om J.

Klagerne har til støtte for deres påstande for det første anført, at det var i strid med Hovedaftalens § 1 ikke at genansætte J. Det bestrides ikke, at arbejdsgiveren har vide rammer, når det gælder ansættelse, men man kan ikke nægte at ansætte en mand på grund af hans faglige aktivitet. Js faglige kvalifikationer kan ikke kritiseres, og han har ikke haft uoverensstemmelser med ledelsen under sin ansættelse. Der kunne ikke opnås enighed om ansættelsen i ansættelses- og afskedigelsesudvalget, uden at dette blev nærmere begrundet. Derimod blev det i samarbejdsudvalget ifølge tillidsmandens forklaring, som må lægges til grund, begrundet med den foreliggende voldgiftskendelse. Dette viser, at man ikke har ønsket at ansætte J på grund af hans faglige aktivitet i den virksomhed, hvor han tidligere var ansat.

Klagerne har dernæst anført, at indklagede har handlet overenskomststridigt ved at deltage i en boycot af J. Fagforeningen har udsendt lister, hvorpå J har været optaget, når der skulle antages folk, men J har aldrig fået tilbudt fast arbejde. Det erkendes, at arbejdsløshed ikke i sig selv kan bevise, at der foreligger boycot, men det er sagt, at han ikke kunne ansættes på Esselte. Den eneste rimelige forklaring må være, at virksomhederne boycotter J.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at J ikke har haft noget krav på genansættelse. Den gældende overenskomst og aftaler om ansættelses- og afskedigelsesnævn giver medlemmer af forbundet en fortrinsret ved ansættelser og foreskriver en vis procedure. Disse regler er overholdt. Virksomheden fik en liste med 42 navne, og denne blev gennemgået i udvalget, hvor der opnåedes enighed om 19 af de 20, som skulle ansættes. Når virksomheden ikke ønskede at ansætte J, skyldtes dette ikke voldgiftskendelsen, men at ledelsen efter sine erfaringer under ansættelsen var bange for, at der kunne opstå samarbejdsvanskeligheder. Da der ikke kunne opnås enighed i ansættelses- og afskedigelsesnævnet, var ledelsen frit stillet med hensyn til at tage en anden. Der har således ikke været tale om forfølgelse af en faglig aktiv og der er derfor heller ikke handlet i strid med Hovedaftalen.

Der er heller ikke tale om, at der foreligger boycot. Andre af de personer, som er optaget på de lister, som er udarbejdet af fagforeningen, har været uden fast beskæftigelse lige så længe som J. I øvrigt er dette anbringende først fremsat en uge før domsforhandlingen, og det har ikke været muligt på den korte tid at skaffe oplysning til imødegåelse af forklaringen om, hvorfor J ikke blev genansat på Esselte.

Arbejdsretten skal udtale

En virksomheds ledelse står principielt ret frit med hensyn til, hvem man vil ansætte, men kan ikke undlade at ansætte en arbejder på grund af hans faglige aktivitet. Virksomheden har fulgt den procedure, som er foreskrevet i aftalen, og havde modtaget en liste, hvorfra man blandt 42 ledige valgte 20, som alle tidligere havde været ansat på virksomheden. Der foreligger ingen aftale om, at virksomheden skal genansætte personer, der tidligere har været ansat, i en bestemt orden. Virksomheden, der har begrundet den manglende genansættelse med frygt for samarbejdsvanskeligheder, havde første gang ansat J til trods for, at man var bekendt med kendelsen. Han har efter det oplyste, ikke under denne ansættelse udøvet nogen faglig aktivitet. Det kan herefter ikke anses for godtgjort, at virksomheden ikke ville genansætte ham på grund af hans tidligere faglige aktivitet, og der er derfor ikke handlet i strid med Hovedaftalens § 1.

Der foreligger heller ikke bevis for, at virksomheden har deltaget i en boycot af J. Andre af de ledige, som har været optaget på fagforeningens lister, har ikke haft ansættelse i videre omfang, og forklaringen om forholdet på Esselte kan ikke i sig selv være dokumentation for en boycot.

De indklagede vil herefter være at frifinde.

Klagerne betaler Arbejdsrettens omkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Neopac A/S, Randers frifindes.

Klagerne betaler Arbejdsrettens omkostninger, 2.000 kr.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.328, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.190, Allan Rise: Overenskomstfortolkning ved Faglig Voldgift 5. udg. s.422.

En arbejder J var i 1983 som tillidsmand blevet afskediget fra en virksomhed. Afskedigelsen var ved faglig voldgift fundet overenskomststridig og arbejderen fik tilkendt erstatning. Arbejderen var fra marts til oktober 1985 ansat i en anden virksomhed A, hvorefter han blev afskediget på grund af arbejdsmangel sammen med en række andre. I januar 1986 skulle der ansættes yderligere 20 mand på virksomhed A. Ved forhandlinger mellem medarbejderne og ledelsen opnåedes enighed om besættelse af 19 ud af de 20 stillinger, idet ledelsen ikke ønskede at imødekomme et forslag fra medarbejderen om genansættelse af J. I 1986 var J kun i korte perioder beskæftiget på virksomheder inden for den pågældende branche, selv om han hver gang, der skulle anvises arbejdskraft i det pågældende geografiske område, var opført på fagforeningens liste over ledige medlemmer.

Udtalt, at en virksomhed ikke kan undlade at ansætte en arbejder på grund af hans faglige aktivitet, men at det ikke var godtgjort at det var på grund af J's tidligere faglige aktivitet, at han ikke var genansat, hvorfor virksomheden ikke havde handlet i strid med Hovedaftalens § 1. Der forelå heller ikke bevis for, at virksomheden ved ikke at genansætte J havde deltaget i en boycot af ham. Herefter frifandtes virksomheden for en påstand om bod.