Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder. Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C. Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen, Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Fællesmøder. Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Ikke bod for arbejdsgiverens overenskomststridige adfærd, da spørgsmålet om rette fortolkning af overenskomsten var tvivlsom og først havde fundet sin afgørelse ved voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Dansk Arbejdsgiverforening og samme for Danmarks Rederiforening og samme for Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden Rederiet Mortensen og Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen (advokat H.C. Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Bæhring, Arnold Hansen, Nyløkke Jørgensen, Mundt (retsformand) og Ebbe Nielsen.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for fem rederier: Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen og Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen for Arbejdsretten med påstand om bod til de nævnte rederier for overenskomstbrud og om bod til Dansk Arbejdsgiverforening og Danmarks Rederiforening for delagtighed i rederiernes overenskomstbrud.

De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for bodskravet.

Sagens hovedspørgsmål er, om rederierne har gjort sig skyldig i bodspådragende overenskomststridig adfærd ved at reducere dæksbesætningen på rederiernes skibe i overensstemmelse med de besætningsfastsættelser, der som minimumsbesætninger blev fastsat af Statens Skibstilsyn og Besætningsnævnet i henhold til lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning, uanset at overenskomsten af 18. juni 1985 - datoen er datoen for det paritetiske nævns afgørelse - mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark indeholder bestemmelse om, at besætningens størrelse i de enkelte skibe ikke må forringes i overenskomstperioden, dog at besætningens størrelse kan reduceres »i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding«.

Det er ved en faglig voldgifts kendelse af 7. juli 1986 bl.a. bestemt, at »Danmarks Rederiforening tilpligtes at anerkende, at forringelse i overenskomstperioden af besætninger i skibe tilsluttet (Danmarks Rederiforening) er et brud på overenskomst af 18. juni 1985, såfremt besætningernes størrelse udelukkende reduceres på grundlag af den i medfør af lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning fastsatte bemanding.«

De indklagede rederier har efter kendelsen foretaget genbemanding, således at besætningsforringelserne er bragt til ophør, og der er sket efterbetaling og betaling for forkortsejlads i henhold til bestemmelserne i sømandslovens § 23. Der henstår således ikke yderligere lønefterbetalingskrav, hvorfor nærværende sag alene angår bodsspørgsmål.

Sagens nærmere omstændigheder er i øvrigt følgende

Ved fornyelsen af overenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark i 1961 blev der for første gang i § 15b indføjet en henvisning til bemandingslovgivningen. Henvisningen lød således

» I skibe, der har været i fart før 1. marts 1960, kan besætningens størrelse reduceres i overensstemmelse med de i lov nr. 47 af 24. februar 1960 om ændring i lov om skibets bemanding indeholdte lempelser.«

I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1963 foreslog Danmarks Rederiforening bl.a., at henvisningen i § 15b til bemandingsloven af 1960 blev erstattet af en henvisning til »bemandingslovens bestemmelser«. En ændring af bemandingsloven var da forestående, og i sin begrundelse for forslaget anførte Rederiforeningen bl.a., at man herved ville undgå, »at gøre en kommende ændring af loven illusorisk«.

Dette forslag og andre specielle spørgsmål inden for overenskomstområdet blev henskudt til afgørelse i et paritetisk nævn. I en kendelse af 30. april 1963 fra nævnets opmand udtales bl.a., »at begge parter gennem adskillige overenskomstforhandlinger kategorisk har modsat sig ændringer i den ene eller anden retning. Under hensyn hertil finder opmanden ikke, at der i den foreliggende situation ved kendelse bør træffes en afgørelse, som forrykker den hidtil bestående tilstand«.

Under overenskomstforhandlingerne i 1965 fik § 15b sin nuværende formulering.

Overenskomstens § 15b er i sin helhed sålydende

»Stk. 1. I overenskomstperioden må besætningens størrelse i de enkelte skibe ikke forringes, medmindre

der foretages sådanne ændringer med hensyn til skibets anvendelse, fart, rute eller indretning, at en forringelse af denne grund bliver berettiget.

Stk. 2. Spørgsmålet om berettigelse af en påtænkt forringelse af besætningens størrelse kan indankes for den i overenskomsten fastsatte voldgiftsdomstol.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk 1. kan besætningens størrelse dog reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.

Stk. 4. Ønsker rederiet at ansætte midlertidigt dæksmandskab udover det i medfør af gældende bemandingslov fastsatte dækmandskab, er sådan mandskab ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1.«

Ved overenskomstforhandlingerne i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 foreslog Danmarks Rederiforening, at § 15b, stk. 3, skulle ændres til

»Uanset bestemmelserne i stk 1 kan besætningens størrelse dog reduceres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lov om skibes bemanding.«

Forslaget blev - som det fremgår - ikke gennemført, idet kravet om ændringen blev frafaldet hver gang under forhandlingerne.

Den nye besætningslov - lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning - trådte i kraft den 1. juli 1985.

Af motiverne til besætningsloven fremgår bl.a.

at det ledende princip i den nye lov om skibes besætning som hidtil er sikkerheden for menneskeliv på søen, og

at formålet med lovforslaget er at skabe en tidssvarende lovgivning, der nu og i fremtiden kan danne grundlag for en sikkerhedsmæssig forsvarlig besætning i både eksisterende og kommende skibe.

Det fremgår i øvrigt af en kort bemærkning i motiverne, at det forventes, at beskæftigelsen for danske søfolk generelt kan fastholdes.

I forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget, blev der under udvalgsbehandlingen stillet en række spørgsmål til industriministeren. I ministerens besvarelser gentages de sikkerhedsmæssige synspunkter i forbindelse med besætningsfastsættelsen, og det tilføjes, at besætningernes størrelse på allerede bemandede skibe kan ændres efter loven, selv om brugen af skibet og dettes udstyr er uændret.

I tiden fra lovens ikrafttræden og indtil den 1. juli 1986 blev der af Statens Skibstilsyn, eventuelt efter anke til Besætningsnævnet af dette nævn, fastsat besætning for alle danske skibe. Det medførte i vidt omfang nedsættelse af kravene til den minimale dæksbesætning, kvantitativt og/eller kvalitativt.

I skrivelse af 17. december 1985 rejste Sømandsforbundet over for Rederiforeningen spørgsmålet om forholdet mellem den nye besætningslov og overenskomstens § 15b. Der var på dette tidspunkt foretaget adskillige besætningsfastsættelser efter 1985-loven, uden at Forbundet under behandlingen af besætningssagerne havde påberåbt sig overenskomstens § 15b. Der afholdtes den 17. januar 1986 fællesmøde om spørgsmålet. Referatet af fællesmødet er sålydende

»Ved et fællesmøde d.d. drøftedes en af Sømændenes Forbund i Danmark rejst klage over, at medlemmer af Danmarks Rederiforening begår brud på parternes overenskomsts § 15b, idet de der fastsatte regler vedrørende besætningens størrelse ikke overholdes.

Sagen diskuteredes.

Fra Arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at rederierne begår overenskomstbrud, og man henviste her til den nye lov om skibes besætning, der er trådt i kraft den 1. juli 1985.«

Der pågik i den følgende periode nogle forhandlinger mellem Forbundet og Rederiforeningen med henblik på at finde frem til en forligsmæssig løsning, men det lykkedes ikke.

Der blev således den 27. februar 1986 afholdt et »mæglingsudvalgsmøde i det mellem Foreningen og Sømændenes Forbund i Danmark nedsatte mæglingsudvalg.« Referatet fra dette møde er i uddrag sålydende

»Sømændenes Forbund protesterede imod, at Danmarks Rederiforenings medlemmer på trods af overenskomstens bestemmelser i § 15, b foretog reduktioner i dækningsbesætningerne i skibene i henhold til bemandingsfastsættelserne udstedt i medfør af ovennævnte lov.

Danmarks Rederiforening anførte hertil, at reduktionerne blev foretaget i henhold til den nye lov om skibes besætning.

Sagen forhandledes, uden at enighed kunne opnås.

Parterne forbeholdt sig deres stilling.«

Nærværende sag blev derefter indbragt for Arbejdsretten, hvor klageskrift er modtaget den 9. april 1986. På dette tidspunkt var af rederierne kun Rederiet A.P. Møller indklaget i sagen. I et forberedende retsmøde den 10. april 1986 blev sagen udsat bl.a. på afholdelse af faglig voldgift. Som anført blev der afsagt kendelse i den faglige voldgiftssag den 7. juli 1986. Opmandens udtalelse i voldgiftskendelsen er sålydende

»Siden § 15b, stk 3 i 1965 fik sin nuværende formulering, har Rederiforeningen ved hver overenskomstfornyelse fremsat forslag til ændring af bestemmelsen, således at reduktion af besætningerne kunne ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende besætningslovgivning.

Det kan herefter lægges til grund, at Rederiforeningen ligesom Forbundet har opfattet § 15b, stk 3 som en stationær bestemmelse, der kun kan ændres ved en forhandling.

Vedtagelsen af den nye besætningslov giver derfor ikke plads for den af Rederiforeningen hævdede fortolkning af § 15b, stk. 3 - heller ikke ud fra et forudsætningssynspunkt.

Der findes heller ikke i besætningsloven, dens motiver eller ministerens besvarelse af spørgsmålene fra Folketingsudvalget holdepunkter for, at loven som sådan skulle have tilsigtet en ændring af parternes overenskomst.

Herefter og da Forbundet endvidere ikke udfra et passivitetssynspunkt findes at være blevet bundet til den af Rederiforeningen hævdede fortolkning, tages Forbundets påstand til følge.«

(Det bemærkes, at parterne under nærværende sag er enige om, at Rederiforeningen ikke »ved hver overenskomstfornyelse«, men kun - som nævnt ovenfor - i 1980/81, 1982/83 og 1984/85 har stillet krav om ændring af § 15b.)

I et kontinuationsklageskrift af 17. november 1986 har klageren bl.a. anført følgende

»Rederiets overenskomstbrud har bl.a. haft følgende betydning for dæksbesætningerne på rederiets skibe

1. Rederiet har nedsat bemandingen af skibene som anført i bilag 11, hvorved rederiet har undladt at beskæftige det antal personer, man er overenskomstmæsssigt forpligtet til. Arbejdsbyrden for de tilbageværende er tilsvarende forøget.

2. På skibene har der ikke været forhyret bådsmænd. Bådsmænd er dækmandskabets bindeled til skibsofficererne. Bådsmandshyren er kr. 502,- højere end matrosernes pr. måned.

3. Efter bemandingsfastsættelser ifølge bemandingsloven af 1964 kunne dæksbesætningen på visse skibe ikke pålægges bakstørn (servering, opvask, rengøring). Dette arbejde udførtes i stedet af en stewardesse. Rederiet har efter at have modtaget de ny fastsættelser afmønstret stewardessen og ladet bakstørnen foretage af en matros. Arbejdsbyrden for de tilbageværende matroser er øget tilsvarende.

4. Rederiet har forhyret skibsassistenter. Skibsassistenter arbejder skiftevis på dækket og i maskinen. Når skibsassistenten har været beskæftiget i maskinen, er matrosernes arbejdsbyrde øget tilsvarende.

5. Ifølge Sømandslovens § 23 skal den hyre, som rederiet sparer ved at lade en rejse udføre med mindre mandskab end forudsat, fordeles mellem sømændene af den formindskede mandskabsgruppe. Der er derfor tale om underbetaling af 400-800 matroser alene i Rederiet A.P. Møller.

Efter de sidst foreliggende oplysninger har rederiet forhyret op til 152 mand for lidt i 66 skibe. Med en anslået udgift på kr. 300.000 årligt pr. matros er rederiets årlige besparelse ca. 45 mill kroner årligt.

Selv efter opmandskendelsen af 7. juli 1986 har rederiet begået brud på overenskomstens § 15b, og i nogle tilfælde begår rederiet fortsat overenskomstbrud.«

Det nævnte bilag 11 er en opstilling, der viser, at der for 66 af Rederiet A.P. Møllers skibe er sket nedsættelse af minimalkravet til dæksbesætning, kvantitativt og/eller kvalitativt. Som eksempel kan anføres, at dæksbesætningen ifølge bemandingslov af 1964 for »Christian Mærsk« på 21.600 BRT skulle være på 1 bådsmand og 5 befarne matroser, der ikke skulle udføre bakstørn. Efter besætningsloven af 1985 skulle den mindste dæksbesætning bestå af 4 befarne og 1 ubefaren matros uden fritagelse for at udføre bakstørn.

I kontinuationsklageskriftet anføres nogle eksempler på, at der i august 1986 fortsat på Rederiet A.P. Møllers skibe er foretaget ansættelser og kvantitative reguleringer af dæksbesætning i strid med den faglige voldgifts afgørelse. Sømandsforbundet rettede henvendelse herom, først ved skrivelse af 12. august 1986 til Danmarks Rederiforening, derefter ved skrivelser af 20. og 21. august 1986 til Dansk Arbejdsgiverforening. Danmarks Rederiforening svarede den 22. august 1986. Der blev afholdt fællesmøde om de rejste spørgsmål den 25. august 1986, og Danmarks Rederiforening meddelte i skrivelse af 1. september 1986 sin endelige stilling til nogle af spørgsmålene. Af dette materiale skal følgende citeres

Skrivelse af 12. august 1986 fra Forbundet til Rederiforeningen

»Sømændenes Forbund er blevet bekendt med visse uregelmæssigheder på M/S »CHRISTIAN MÆRSK«, som vi herved skal anmode Dem om at tage skridt til omgående at bringe i overensstemmelse med gældende overenskomster og aftaler.

1. Den 3. juli 1981 fastsatte Skibstilsynet bemandingen i M/S »CHRISTIAN MÆRSK« til 1 bådsmand og 5 befarne matroser. Der er for tiden kun forhyret 1 bådsmand, 4 befarne matroser og 1 ubefaren skibsassistent, hvilket er en reduktion af besætningen i strid med overenskomstens § 15b, stk. 1. Der mangler således 1 befaren matros om bord.

2. Forudsætningen for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 var, at dæksmandskabet ikke pålægges at deltage i bakstørn. Forbundet er blevet bekendt med, at de ombordværende matroser på trods heraf pålægges disse arbejdsopgaver. Dette er i strid med overenskomstens § 15b, stk. 3, ifølge hvilken besætningen kan reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.

3. Efter det for forbundet oplyste er skibsføreren om bord på M/S »CHRISTIAN MÆRSK« af rederiet blevet pålagt at udbetale forkortsejlads til dæksbesætningen fra 7. juli 1986, uagtet dæksbesætningen også før denne dato ubestridt har været reduceret i strid med overenskomstens § 15 b.

Under hensyntagen til sagens alvor forventer vi snarest at blive orienteret om forløbet af denne sag, idet vi modsat fald nødsages til at forfølge sagen fagretligt.'

Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundets Korsør afdeling til Forbundets hovedkontor

»Vedr: Bemanding M.t. Dagmar Mærsk.

Vort medlem Benny Pedersen (150866-0959) Tårsvej 58, 4900 Nakskov. Er den 11-8-86. Afmønstret ovennævnte skib, hvor han var påmønstret som Ubefaren Skibsassistent.

Han oplyser, at der igen påmønstrede en Ubefaren Skibsassisten som indgik i den normerede besætning. Uagtet, at den fastsatte besætning i medfør af 64 loven, er fastsat til 6 Befarne matroser.

Besætningen udgør således p.t.

5 Befarne matroser

1 Ubefaren Skibsassistent.«

Skrivelse af 20. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening

»Ved skrivelse af 12. august 1986 til Danmarks Rederiforening oplyste forbundet rederiforeningen om en række forhold på M/S CHRISTIAN MÆRSK«,

Da Danmarks Rederiforening har siddet forbundets henvendelse overhørig, og da rederiet A.P. Møller overfører den overenskomststridige adfærd til andre af rederiets skibe, hvoraf forbundet sidst er blevet bekendt med bemandingen af M/T DAGMAR MÆRSK, ser forbundet sig nødsaget til at kræve afholdelse af fællesmøde med henblik på sagens indbringelse for Arbejdsretten.

Da der er tale om fortsat brud på gældende overenskomst, agter forbundet at indbringe sagen som hastesag.'

Skrivelse af 21. august 1986 fra Forbundet til Dansk Arbejdsgiverforening

»I telefonsamtale den 21. august har Dansk Arbejdsgiverforening tilkendegivet, at fællesmødet først vil kunne afholdes mandag den 25. august eller tirsdag den 26. august.

Forbundet protesterer herved på det skarpeste mod denne trainering af sagen. Forbundet vil lade foreningens holdning indgå som særskilt anbringende i arbejdsretsagen«

Skrivelse af 22. august 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet

»Overenskomstforhold m.s. »Christian Mærsk«

Under henvisning til Deres brev af 12. august 1986 kan vi meddele, at vi nu har haft lejlighed til at drøfte de rejste spørgsmål med rederiet.

Med hensyn til pkt. 3 i Deres brev kan vi herefter meddele, at rederiet er indstillet på at udbetale forkortsejlads til dæksbesætningen fra det tidspunkt, besætningsreduktionerne har fundet sted i henhold til de nye besætningsfastsættelser og lov om skibes besætning, § 24, stk. 2.

Med hensyn til punkterne 1 og 2 i Deres brev kan vi oplyse, at vi stadig har visse undersøgelser i gang, og at vi snarest vil vende tilbage til besvarelsen af også disse to punkter.'

Fællesmødereferatet af 25. august 1986

»Fra arbejdsgiverside kunne man ikke erkende, at der forelå noget overenskomstbrud.

Fra forbundets side opfordrede man arbejdsgiversiden til, specielt for så vidt angår nr. 3 i ovennævnte brev af 12. august, at tilkendegive, hvorvidt man var enig i, at der forelå et overenskomstbrud. Forbundet tilkendegav endvidere, at arbejdsgiversidens manglende medvirken til hurtig afholdelse af fællesmøde ville blive medtaget i arbejdsretssagen som særligt anbringende.

Fra arbejdsgiverside fastholdt man, at der ikke var tale om noget overenskomstbrud, heller ikke for så vidt angår det nævnte nr. 3 i skrivelse af 12. ds., og man kunne ikke erkende, at sagen var træneret gennem afholdelse af fællesmødet d.d. Man henviste i øvrigt til delbesvarelse i Dansk Rederiforenings brev af 22. august til Sømændenes Forbund samtidig med at det oplystes, at besvarelsen af de to øvrige i forbundets skrivelse nævnte spørgsmål ville foreligge en af de nærmeste dage. I øvrigt gav man udtryk for, at der i en så kompliceret sag som den foreliggende, måtte gives parterne den fornødne tid til at behandle rejste forespørgsler.

Forbundet tilkendegav her over for, at man var af den opfattelse at arbejdsgiversiden havde haft rigelig tid til at gøre sig sine overvejelser siden voldgiftskendelsen afsigelse den 7. juli 1986.

Forbundet opfordrede arbejdsgiversiden til at medvirke til hastebehandling af sagen i Arbejdsretten.

Fra arbejdsgiverside var man ikke af den opfattelse, at sagen burde behandles som hastesag.«

Skrivelse af 1. september 1986 fra Rederiforeningen til Forbundet

»I fortsættelse af vort brev af 22. august 1986 kan vi meddele, at vi nu har haft lejlighed til yderligere at drøfte de i Deres brev af 12. august 1986 rejste spørgsmål under punkterne 1 og 2.

Med hensyn til punkt 1 kan vi meddele, at der som følge af den afsagte opmandskendelse den 18. juli 1986 blev mønstret en befaren matros, og den ubefarne skibsassistent vil blive erstattet med en befaren matros.

I fortsættelse af vort ovennævnte brev vil vi for god ordens skyld tillægge, at der også vil blive reguleret med forkortsejlads for dette forhold.

Med hensyn til Deres spørgsmål 2 kan vi meddele, at det er korrekt, at en af forudsætningerne for Skibstilsynets fastsættelse af 3. juli 1981 i m.s. »Christian Mærsk« bl.a. var, at dæksmandskabet ikke skulle pålægges at deltage i bakstørn. Bakstørn om bord sker normalt i overensstemmelse med § 8, b, stk. 1 i overenskomsten, og det er beklageligt, at opmandskendelsen ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Vi kan imidlertid - for ikke at trække spørgsmålet i langdrag - gå ind for Deres fortolkning på dette punkt.'

Det fremgår af de under sagen fremlagte bilag, at der f.s.v. angår Christian Mærsk blev forhyret en yderligere matros den 18. juli 1986, og at den ubefarne matros den 26. oktober 1986 blev erstattet af en befaren matros. Herved blev bemandingen bragt op på samme besætning som før den 1. juli 1985. For så vidt angår Dagmar Mærsk er det oplyst, at den den 27. januar 1986 til erstatning for en befaren matros forhyrede ubefarne skibsassistent, der den 11. august 1986 blev udskiftet med en ny ubefaren skibsassistent, den 30. oktober 1986 blev erstattet med en befaren matros. Herefter var også bemandingen på dette skib bragt op på samme niveau som før den 1. juli 1985.

Det anføres endelig i kontinuationsklageskriftet, at Rederiet A.P. Møller har »været meget sen til at efterleve overenskomsten og voldgiftskendelsen. Så sent som i oktober måned 1986 er klageren bekendt med, at der fortsat sker overenskomstbrud på følgende skibe:» -hvorefter der angives navn på 9 Mærsk-skibe.

Det fremgår af indklagedes duplik i sagen, at der af Rederiforeningen »efter nøje overvejelse« den 5. september 1986 blev »instrueret om, at der ikke blot skulle foretages en kvantitativ, men tillige en kvalitativ genbemanding af skibenes besætninger«.

I svarskrift af 22. april 1987 tager indklagede bekræftende til genmæle over for klagerens påstand om, at Rederiet A.P. Møller har begået overenskomstbrud ved at forringe besætningerne som nærmere i konklusionen i den faglige voldgifts kendelse anført. I øvrigt fremsættes der følgende bemærkninger til det ovenfor af kontinuationsklageskriftet citerede

»ad nr. 1

Det kan bekræftes, at samtlige de i klagerens bilag 11 nævnte skibe har haft besætningen reduceret, dog i visse skibe ikke i så stor udstrækning, som angivet i bilag 11. I 9 skibe har besætningen ikke været reduceret.

ad nr.2

I ca. 40 af rederiets skibe har bådsmanden ikke været udskiftet, men er forblevet om bord i hele perioden med reduceret besætning. Arbejdsmæssigt har det i øvrigt været uden betydning, at bådsmanden i nogle skibe har været erstattet af en matros.

ad nr. 3

Ca. 47 af rederiets skibe har tidligere opnået dispensation på betingelse af, at dæksmandskabet ikke skulle deltage i bakstørn. Straks efter at spørgsmålet var blevet rejst over for rederiet, fik skibene besked om, at dæksmandskabet ikke måtte deltage i bakstørn, således at bakstørnen hurtigst muligt blev overladt til en stewardesse.

ad nr. 4

Der har i ca. 49 af rederiets skibe været forhyret ubefarne skibsassistenter, idet befarne skibsassistenter næsten ikke findes. I alle skibene har der samtidig været forhyret motormand, og skibsassistenterne har kun i begrænset omfang gjort tjeneste i maskinen. Matrosernes arbejdsbyrde har følgelig kun været forøget i ganske ringe grad.

ad nr. 5

Det bestrides, at rederiets besparelse har været af den angivne størrelsesorden. Det kan oplyses, at den gennemsnitlige udgift til et dæksbesætningsmedlem andrager 190.000,00 kr. på årsbasis.

For samtlige berørte skibe var dæksbesætningen inden den 28.11.1986 ført tilbage til den tidligere besætningsstørrelse. Dette blev påbegyndt umiddelbart efter voldgiftskendelsen af 7.7.1986.

I svarskriftet anføres endvidere følgende

»Den 15.7.1986 - det tidligste tidspunkt efter voldgiftskendelsens afsigelse rederiforeningens forhandlingsudvalg kunne samles - afholdtes der møde i dette udvalg til drøftelse af situationen efter voldgiftskendelsen. Det blev her besluttet, at rederiforeningens administration straks skulle orientere de medlemsrederier, som ikke var repræsenteret i forhandlingsudvalget, om voldgiftskendelsen, og at de rederier, som havde opnået en formindskelse af dæksbesætningen i medfør af den ny besætningslov, skulle drage omsorg for, at skibene snarest muligt blev genbemandet i henhold til sidste bemandingsfastsættelse efter 1964-loven, samt at der skulle udbetales forkortsejlads fra kendelsens dato 7.7.1985, indtil genbemanding havde fundet sted.

Når forhandlingsudvalget på dette møde kun traf beslutning om betaling af forkortsejlads fra kendelsens dato, skyldes det en fejlagtig opfattelse af retsstillingen, og beslutningen blev snarest efter omgjort. Der er nu betalt forkortsejlads for hele den periode, hvori besætningerne har været formindsket i henhold til 1985-loven

Det var ikke muligt for indklagede at deltage i et fællesmøde før den 25.8.1986, men da indklagede efter afsigelsen af voldgiftskendelsen var indstillet på hurtigst gørligt at bringe bemandingsforholdene på samtlige rederiets skibe i overensstemmelse med kendelsen og at betale forkortsejlads efter sømandslovens § 23 for den tid, der var sket reduktion af besætningerne, må det forekomme ganske underordnet, hvornår fællesmødet kunne afholdes.«

I en på grundlag af oplysninger, som Danmarks Rederiforening på opfordring af Sømændenes Forbund i kontinuationsklageskriftet har meddelt Forbundet, udarbejdet replik af 14. april 1987 - altså dateret før svarskriftet, men i øvrigt med kendskab til dettes indhold - har Forbundet udover Rederiet A.P. Møller inddraget de yderligere fire rederier som indklagede under sagen. I replikken anføres bl.a. følgende

»Af de af arbejdsgiversiden fremlagte oplysninger fremgår, at rederiet A.P. Møller først har bemandet skibene overenskomstmæssigt gennemsnitligt 99,9 dage efter voldgiftskendelsens afsigelse den 7. juli 1986.

Efter mødet den 15. juli 1986 i Danmarks Rederiforening er klageren bekendt med, at rederiet A.P. Møller har begået fornyet brud på § 15 b på følgende skibe:»

hvorefter der angives navn på 10 Mærsk-skibe, hvoraf 3 er sammenfaldende med de i kontinuationsklageskriftet anførte.

Replikken fortsætter

»Rederiet Kosan Tankers A/S har iflg. det til klageren oplyste påbegyndt brud i følgende skibe

KIRSTEN THOLSTRUP

MARIANNE THOLSTRUP

TINE THOLSTRUP

Om svarskriftet iøvrigt bemærkes, at klageren bestrider, at forhyringen af ubefarne skibsassistenter kun i ringe grad har forøget matrosernes arbejdsbyrde. Det bestrides endvidere, at det er uden arbejdsmæssig betydning, når der ikke har været mønstret bådsmand.«

I arbejdsgiverforeningens duplik af 18. juni 1987 anføres bl.a. følgende

»Den afsagte voldgiftskendelse gjorde det nødvendigt, at Rederiforeningens forhandlingsudvalg tog stilling til virkningen af kendelsen, og det var umuligt at få samlet Forhandlingsudvalget før den 15. juli 1986. Efter Forhandlingsudvalgets møde denne dato er rederierne straks blevet orienteret om kendelsen, men Forhandlingsudvalget havde været af den opfattelse, at kendelsen kun gik på det kvantitative - antallet af dæksbesætningsmedlemmer på hvert enkelt skib - og ikke på det kvalitative - befarne kontra ubefarne matroser m.v., og i overensstemmelse med denne - som det må erkendes - fejlagtige men undskyldelige opfattelse havde Rederiforeningen instrueret sine medlemmer. Hertil kommer, at der under hensyntagen til søfartens særlige forhold nødvendigvis måtte gå nogen tid, før bemandingerne kunne ændres, så de kom i overensstemmelse med den afsagte voldgiftskendelse

Det må fastholdes, at indklagede havde grund til ikke at anse det begærede fællesmøde for at være særlig hastende, idet det naturligvis var indklagedes hensigt fremover ved besætningsfastsættelser at overholde den afsagte voldgiftskendelse og hurtigst muligt bringe besætningerne på de enkelte skibe i overensstemmelse med kendelsen. Når indklagede på fællesmødet den 25. august 1986 ikke ville protokollere, at der forelå et overenskomstbrud trods den afsagte voldgiftskendelse, skyldtes dette udelukkende, at klagerens interesse i et sådant protokollat kun kunne være at bruge dette som udgangspunkt for en bodspåstand, som indklagede ikke mente var berettiget under hensyntagen til fortolkningstvivlen og indklagedes gode tro.«

Da der ikke mellem Forbundet og Rederiforeningen har kunnet opnås enighed om besparelsen ved påmønstring af skibsassistenter i stedet for andet dæksmandskab, har dette spørgsmål været indbragt til afgørelse ved faglig voldgift. Ved voldgiftsrettens kendelse af 10. august 1987 er det bestemt, at »kun halvdelen af den hyre, der er udbetalt til skibsassistenter, skal medregnes ved opgørelsen af sparet hyre til dæksmandskabet efter sømandslovens § 23.«

Det er ved en kort før domsforhandlingen den 25. november 1987 af Arbejdsgiverforeningen afgivet duplik II oplyst, at der af de indklagede rederier i alt som følge af de af nærværende sag omfattede forhold er betalt

»A.P. Møller........................kr. 7.776.280,30 A/S Dampskibsselskabet Norden.......- 15.981,00 Knud I Larsen.......................- 78.508,00 Kosan Tankers a/s...................- 198.945,20 Mortensen & Lange...................- 251.724,00 I alt...............................kr. 8.321.438,50«

Klageren er enig i denne opgørelse, dog at beløbet f.s.v. angår Rederiet A.P. Møller af klageren er opgjort til 7.849.379 kr.

Der er - som ovenfor anført - mellem parterne enighed om, at der herefter ikke henstår yderligere efterbetalingskrav.

Af nogle af klageren fremlagte oversigter over tidspunkterne for afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling har fundet sted, fremgår, at forholdene er gjort overenskomstmæssige f.s.v. angår A/S Dampskibsselskabet Norden

2 skibe i oktober måned 1986.

f.s.v. angår Rederiet Knud I. Larsen

1 skib i august måned 1986,

1 skib i oktober måned 1986,

1 skib i december måned 1986 og

3 skibe uoplyst.

f.s.v. angår Kosan Tankers A/S

4 skibe i juli måned 1986,

3 skibe i september måned 1986, og

2 skibe i oktober måned 1986,

f.s.v. angår Rederiet Mortensen & Lange

1 skib i august måned 1986,

4 skibe i september måned 1986 og

2 skibe i oktober måned 1986.

For så vidt angår afslutningen af de perioder, for hvilke efterbetaling for bakstørn har fundet sted

f.s.v. angår Rederiet A.P. Møller, fremgår følgende

1 skib i august måned 1986,

30 skibe i september måned 1986,

7 skibe i oktober måned 1986, og

1 skib i november måned 1986.

Klageren har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande

1. Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15 b ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute eller indretning (jvf. stk.1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov fastsatte (jvf. stk. 4).

2. Der ikendes Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I Larsen en af retten fastsat bod.

3. Dansk Arbejdsgiverforening har på overenskomststridig vis gjort sig delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange og Rederiet Knud I Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.

4. Danmarks Rederiforening har på overenskomststridig vis gjort sig delagtig i overenskomstbrud begået af Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen og idømmes en af retten fastsat bod.

Indklagede har taget bekræftende til genmæle over for klagerens påstand 1., men påstået frifindelse for påstandene 2.-4.

Forhyringsmand Bent Preben Jensen, Statens Forhyringskontor under Direktoratet for Søfarende, har forklaret, at der i perioden fra midten af 1985 til september 1986, ikke var mangel på arbejdskraft. Det vil i almindelighed, når et rederi, f.eks. A.P. Møller, retter henvendelse om at få en matros, være således, at Forhyringskontoret - efter fra Søformidlingen at have fået at vide, hvem der er ledige - inden for et døgn kan vide, hvor den pågældende kommer fra. Forudsat, at papirerne er i orden, hvad de sædvanligvis er, og at ingen af parterne benytter retten til at afvise forhyringen efter forhyringsloven, vil den pågældende kunne være fremme meget hurtigt ved det pågældende skibs anløbshavn.

Formandssekretær i Sømændenes Forbund i Danmark Henrik Berlau har forklaret, at det under overenskomstforhandlingerne i 1985 var fremme, at overenskomstens § 15 b ville være til hinder for forringelse af dæksbesætningerne. Det blev også omtalt under forhandlingerne i det paritetiske nævn. Det var endvidere løbende blevet diskuteret med repræsentanter for Rederiforeningen i løbet af efteråret 1985 inden brevet af 17. december 1985. Derefter var sagen fortsat

genstand for forhandling mellem parterne. Der forhandledes om forbedrede forhold for besætningen, om pension og om lønkompensation. Det blev fra ØK's side tilkendegivet, at dette rederi ikke ville forringe besætningerne, idet man ikke var enig i Rederiforeningens fortolkning.

Underdirektør i Danmarks Rederiforening Anton Vognsen har forklaret, at han ikke mindedes, om man under overenskomstforhandlingerne i 1984/85 havde drøftet, om § 15b var til hinder for en besætningsreduktion. På det tidspunkt vidste man ikke, om en ny besætningslov blev en realitet. Han var på ferie, da kendelsen blev afsagt den 7. juli 1986. Den er formodentlig kommet frem til Rederiforeningen den 8. juli 1986. Da han kom fra ferie den 15. juli 1986, blev der samme dag holdt møde i Forhandlingsudvalget. Her var man overrasket over kendelsens resultat. Det var klart, at kendelsen skulle efterleves, og de ledende personer i rederier, der ikke var repræsenteret i Forhandlingsudvalget, blev straks telefonisk underrettet. Som sagt blev kendelsen fulgt op, således at skibene blev genbemandet med virkning fra 1. juli 1985 efter 1964-loven med dispensationer. Under en telefonsamtale den 16. juli 1986 med formandssekretær Berlau meddelte han dette, hvorefter de blev enige om, at der så ikke var anledning til at afholde noget møde om sagen. Efter modtagelsen af Forbundets skrivelse af 12. august 1986 opstod der tvivl om fortolkningen af voldgiftskendelsen i henseende til den kvalitative side af bemandingen. Derfor måtte dette spørgsmål gøres til genstand for nærmere undersøgelse hos Rederiforeningens juridiske ekspertise. Man sendte derfor brevet af 22. august 1986. Som det fremgår heraf, havde man straks taget forholdsregler til betaling af forkortsejlads fra tidspunktet for besætningsreduktionerne. Vidnet har endvidere forklaret, at ØK havde meddelt, at man ikke kunne undvære mandskab på rederiets skibe, der er konventionelle. Derfor havde der ikke været foretaget besætningsreduktioner på dette rederi's skibe.

Afdelingschef i Rederiet A.P. Møller, Jørgen Hågen Frederiksen har forklaret, at der ikke i rederiet var noget ønske om ikke at efterleve kendelsen. Den indeholdt imidlertid mange aspekter, og det var skibsføreren, der administrerede spørgsmålet om besætningen på det enkelte skib. Man sendte et telex om kendelsen til samtlige skibe og gik derefter i gang med efterbetaling direkte til de enkelte om bord. Derudover skulle der foretages efterbetaling til de afmønstrede. Genbemandingen skulle de enkelte skibsførere foretage. De letteste spørgsmål blev løst inden for de første 14 dage efter kendelsen. I det omfang, hvor skibsførere havde fejlfortolket kendelsen, og det var sket i en række tilfælde, redresserede man fejlen. På mange af skibene lykkedes det at få efterbetalingerne afviklet til de ombordværende. For de afmønstrede gjorde kaptajnerne kravene op, hvorefter rederiets hyreadministration ordnede efterbetalingen i samarbejde med Sømændenes Forbund. Efterbetaling i de tilfælde, hvor dæksbesætningen havde udført bakstørn uden at være forpligtet hertil, forhandledes ligeledes med Forbundet. Denne del af sagen blev først bragt på plads i april 1987, for der var et ikke ubetydeligt papirarbejde forbundet hermed, da det skulle gøres så korrekt som muligt. Også skibsassistent-efterbetalingen var et kompliceret problem, som først kunne løses efter voldgiftskendelsen af 10. august 1987.

Klageren har til støtte for sine påstande navnlig anført, at konsekvensen af arbejdsgiverens ret til at forlange en overenskomst fulgt i overensstemmelse med den fortolkning, som arbejdsgiveren anlægger af den, må være, at arbejdsgiveren må bære ansvaret, når fortolkningen viser sig at være forkert. Der må være et snævert område for denne fortolkningsret. Ved bedømmelse af det i nærværende sag foreliggende fortolkningsspørgsmål burde arbejdsgiverne have taget deres udgangspunkt i, at et ganske lignende fortolkningsspørgsmål forelå til afgørelse i 1960, hvor sagen ved opmandskendelse af 19. marts 1960 blev afgjort til klagerens fordel. Dertil kommer, at det fra Rederiforeningens side under overenskomstforhandlingerne i 1981, 1983 og 1985 rejste krav om ændring af overenskomstens § 15b, stk. 3, til en henvisning til »den til enhver tid gældende lov om skibes bemanding« ikke havde kunnet gennemføres. Det er ikke fra klagerens side efter besætningslovens ikrafttræden den 1. juli 1985 tilkendegivet, at kravet om bemanding efter ordlyden af § 15b i parternes overenskomst skulle være frafaldet. Forbundet deltog i forhandlingerne i Statens Skibstilsyn og i Besætningsnævnet i henhold til 1965-loven ud fra den klare forudsætning, at det drejede sig om fastsættelse af minimumsbesætninger for de enkelte skibe, uden på noget tidspunkt at have frafaldet det overenskomstmæssige krav på bemanding af skibe.

Rederiforeningen har derfor ikke haft noget grundlag for den opfattelse, at det var en for klageren kendelig forudsætning, at henvisningen i § 15b til den gamle bemandingslov fra 1964 nu automatisk ville blive overført til at gælde som en henvisning til 1985-besætningsloven. Der er således ikke udvist nogen passivitet fra Forbundets side, fordi kravet først blev rejst, da man i efteråret 1985 blev klar over, at de indklagede rederier havde reduceret dæksbesætningerne. Klageren gør gældende, at det må anses for en skærpende omstændighed ved det nu af de indklagede erkendte overenskomstbrud, at man på grundlag af det ovenfor anførte, hvorefter indklagedes fortolkning var åbenbart urigtig, under hele sagen, således også under fællesmøde, har fastholdt, at overenskomsten skulle forstås som af indklagede hævdet. Dertil kommer, at de indklagede, som det fremgår af de under sagen tilvejebragte oplysninger, har været meget sene til at efterleve kendelsen. I så henseende har klageren henvist til, at der efter kendelsen er sket nye brud på overenskomsten ved forhyring af dæksbesætningsmedlemmer. Selv om det havde været muligt hurtigt at bringe dæksbesætningerne op på det overenskomstmæssigt fastsatte tal, er der f.eks. for Christian Mærsks og Dagmar Mærsks vedkommende forløbet henholdsvis 111 dage og 115 dage efter kendelsen, før det skete. De tilsvarende gennemsnitlige tal var for A/S Dampskibsselskabet Nordens vedkommende 115,5 dage, for Rederiet Mortensen & Lange 72,6 dage, for Kosan Tankers A/S 48 dage og for Rederiet Knud I. Larsen 152 dage. Efterbetalingerne blev først afsluttet i april 1987. At der er gået så lang tid skyldes særlig Rederiforeningens stilling til sagen. Man ville således ikke til at begynde med acceptere, at kendelsen betød, at også kvalitative forringelser af dæksbesætningerne skulle genoprettes. Det må lægges Dansk Arbejdsgiverforening til last, dels at man ikke sørgede for, at fællesmøde efter klagerens begæring af 20. august 1986 blev afholdt tidligere end den 25. august 1986, dels at man ikke på fællesmødet, på hvilket tidspunkt der løbende fandt overenskomstovertrædelser sted, talte Rederiforeningen til rette og erkendte det skete overenskomstbrud. For Rederiforeningens vedkommende anfører klageren til støtte for et alvorligt bodskrav, at overenskomstbruddet er foranlediget af Rederiforeningen, og at der ikke af denne er taget de fornødne skridt til hurtigt at bringe det til ophør, idet man først den 15. juli 1986 tog skridt til at få kendelsen efterlevet, først den 22. august 1986 anerkendte, at efterbetaling skulle ske fra påbegyndelsen af besætningsforringelsen og ikke kun fra den 7. juli 1986, og først den 1. september 1986 tog skridt til at bringe forholdene vedrørende bakstørn og skibsassistenter i orden efter overenskomsten.

Der må ved fastsættelsen af bodens størrelse henses til den betydelige besparelse, rederierne ved fortsat overenskomsttilsidesættelse ville have haft, og til størrelsen af det gennemførte efterbetalingskrav.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at den omstændighed alene, at indklagede efterfølgende har måttet anerkende, at overenskomsten skulle forstås som af klageren hævdet, ikke udløser berettigelsen af et krav om bod for overenskomstbrud. Det afgørende må være, om der har kunnet herske en rimelig tvivl om overenskomstens rette forståelse, og om indklagede kan siges at have handlet i begrundet god tro. Der er på grundlag af bemandingsloven af 1964 gennem årene af Statens Skibstilsyn og Bemandingsnævnet foretaget reduktioner af dæksbesætningerne, og det var de indklagedes opfattelse, at sådanne dæksbesætningsreduktioner fortsat skulle kunne finde sted, men på grundlag af besætningsloven af 1985 og ikke i medfør af den nu ophævede bemandingslov. Henvisningen i overenskomstens § 15b til bemandingsloven af 1964 var efter ophævelsen af denne lov - efter de indklagedes opfattelse - uden mening, hvis den ikke erstattedes af den nye besætningslov. Det var efter klagerens deltagelse i forhandlingerne om besætningsfastsættelserne i henhold til besætningsloven indklagedes opfattelse, at klageren var enig i det anførte, indtil spørgsmålet blev rejst i skrivelsen af 17. december 1985. Det må herved tages i betragtning, at enhver besætningsreduktion, når overenskomsten skal forstås som af klageren hævdet, efter ophævelsen af bemandingsloven kun kan gennemføres ved aftale mellem parterne eller ved faglig voldgift i henhold til stk. 2 i § 15b, idet det tidligere Bemandingsnævn er ophørt. Når imidlertid spørgsmålet om fortolkning af overenskomsten nu var rejst af klageren, måtte det afklares gennem afholdelse af en faglig voldgift, hvilket det så blev ved kendelsen af 7. juli 1986. Denne kendelse tog imidlertid, således som påstandene var nedlagt, ikke stilling til efterbetalingskravene, ligesom afgørelsen rejste komplicerede spørgsmål, som der måtte indrømmes Rederiforeningen og de indklagede rederier rimelig tid til at få afklaret. Indklagede bestrider på nogen måde, at have forsøgt at omgå kendelsen eller undlade at drage konsekvenserne af den. Så snart Rederiforeningen havde tilvejebragt klarhed over betydningen af kendelsen, orienterede man rederierne. Det skete for så vidt angår hovedspørgsmålet om genbemanding allerede den 15. juli 1986, om efterbetaling for tiden forud for kendelsen af 7. juli 1986 ved skrivelsen af 22. august 1986, og den 5. september 1986 underrettede man rederierne om kendelsens betydning for spørgsmålene om bakstørn og skibsassistenter. Der er reageret så hurtigt, som det har været muligt, fra Rederiforeningens side, men der må ved vurderingen af den tid, der er medgået til at bringe forholdene i orden, tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for søfart. Ethvert efterbetalingskrav er opfyldt, og der er ikke taget hensyn til, at der meget muligt i henhold til den gamle bemandingslov, nu eventuelt gennem førte voldgiftssager efter overenskomstens § 15b, kunne være gennemført besætningsreduktioner, der kunne have nedsat de nu betalte efterbetalingskrav. For så vidt angår bodskravet over for Dansk Arbejdsgiverforening har indklagede anført, at Arbejdsgiverforeningen er ansvarlig for fællesmødeproceduren. Det gøres imidlertid gældende, at der ikke forelå nogen åbenbar krænkelse af overenskomsten, idet Rederiforeningen indtil den 7. juli 1986 havde rimelig grund til at antage, at den havde ret i sin fortolkning, hvorfor der ikke var basis for at gøre bodskrav gældende. Fællesmødet blev gennemført rimelig hurtigt, når det tages i betragtning, at der ikke forelå nogen arbejdsafbrydelse.

Arbejdsretten skal udtale

Da indklagede har taget bekræftende til genmæle over for den af klageren nedlagte påstand 1. om, at de angivne besætningsreduktioner har været overenskomststridige, vil der i så henseende være at give dom efter klagerens påstand.

For så vidt angår de øvrige af klageren nedlagte påstande bemærkes følgende

Det forhold, at en parts forståelse af overenskomstbestemmelserne og deraf følgende handlemåde underkendes ved en faglig voldgift, er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er begået bodspådragende overenskomstbrud. Afgørende må i så henseende være, om parten må antages at have været klar over, at den handlede overenskomststridigt, eller dog at have udvist en sådan uagtsomhed, at et bodsansvar må skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet. Det er i nærværende sag ikke godtgjort af klageren, at Danmarks Rederiforening og de fem indklagede rederier ikke handlede i god tro, når de opfattede situationen således, efter at besætningsloven af 1985 den 1. juli 1985 havde afløst bemandingsloven af 1964, der samtidig blev ophævet, at den nye besætningslov også i overenskomstens § 15b trådte i stedet for den der nævnte lov. Der forelå en rimelig tvivl, som først kunne finde sin afklaring gennem den faglige voldgifts kendelse af 7. juli 1986, efter at klageren den 17. december 1985 havde rejst spørgsmålet over for Rederiforeningen. Herefter findes der intet grundlag for at pålægge de indklagede bod for den fortolkning af overenskomsten, som de anlagde forud for voldgiftskendelsen af 7. juli 1986.

Spørgsmålet er herefter, om de indklagede har efterlevet kendelsen inden for rimelig tid. Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må henses til, at de forhold, der skulle reguleres efter kendelsen, ikke var ganske ukomplicerede, men reguleringen forudsatte dels en overvejelse af, hvilken rækkevidde kendelsen havde, herunder navnlig spørgsmålet om den afgjorde besætningsfastsættelsen såvel i kvantitativ som i kvalitativ henseende, dels en kommunikation til skibsførerne på skibe i udenrigs fart. På den baggrund findes det ikke at kunne anses for bodspådragende, at der gik forholdsvis lang tid, før forholdene var bragt endeligt i overensstemmelse med overenskomsten, således som den rettelig skulle fortolkes. Der lægges herved vægt på, at der er sket fuldstændig efterbetaling af de krav, som klageren har rejst over for de indklagede rederier.

Da der efter Hovedaftalens § 10 ikke er fastsat nogen frist for afholdelse af fællesmøde før sagens indbringelse for Arbejdsretten, og da der ikke i den omstændighed, at der hengik 5 dage mellem begæringen om fællesmøde og dettes afholdelse, i sig selv under de i denne sag foreliggende forhold findes at foreligge et bodspådragende forhold fra Dansk Arbejdsgiverforenings side, vil der heller ikke på dette grundlag kunne statueres noget bodsansvar.

Herefter vil de indklagedes påstand om frifindelse for de af klageren vedlagte påstande 2.-4. være at tage til følge.

Denne sags omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., findes at burde betales med halvdelen af hver af sagens parter.

T h i k e n d e s f o r r e t

Rederiet A.P. Møller, A/S Dampskibsselskabet Norden, Rederiet Mortensen & Lange, Kosan Tankers A/S og Rederiet Knud I. Larsen har begået brud på overenskomst af 18.6.1985 mellem Danmarks Rederiforening og klageren § 15b ved at forringe besætningerne i de i bilag 11 og 21 nævnte skibe, uden at en forringelse er berettiget af ændringer i skibenes anvendelse, fart, rute eller indretning (jvf. stk. 1), uden at reduktion er sket i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964 om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding (jvf. stk. 3), og uden at der har været forhyret dæksmandskab ud over det i medfør af gældende bemandingslov fastsatte (jvf. stk. 4).

I øvrigt frifindes de indklagede rederier for de af klageren, Sømændenes Forbund i Danmark, nedlagte påstande, ligesom Dansk Arbejdsgiverforening og Danmarks Rederiforening frifindes.

Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., betales med halvdelen af hver af parterne.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.442, 626, note 95, Knud Illum s.316, K 87.285 K 10.987 (A1987 s.65) K 10.813 (A1986 s.89) K 9409 (A1982 s.17).

Et antal rederier havde reduceret dæksbesætningen på deres skibe i overensstemmelse med lovens minimumsbestemmelser. Det blev ved en voldgiftskendelse fastslået, at dette indebar et overenskomstbrud.

Sømændenes Forbund påstod nu dom for at rederierne havde begået overenskomstbrud, at rederierne skulle betale bod, og at Dansk Arbejdsgiverforening og Rederiforeningen havde pådraget sig organisationsansvar ved at støtte sine medlemmers opfattelse. Der blev herved bl.a. henvist til, at de indklagede var meget sene til at efterleve voldgiftskendelsen, og at der gik 5 dage fra klageren begærede fællesmøde til dette kunne afholdes.

Indklagede tog bekræftende til genmæle over for påstanden om at der var begået overenskomstbrud og blev dømt i overensstemmelse hermed.

For så vidt angik bodspåstandene udtalt, at det forhold, at en parts forståelse af overenskomstbestemmelser, og deraf følgende handlemåde underkendes ved en faglig voldgift, ikke i sig selv er ensbetydende med, at der er begået bodspådragende overenskomstbrud, og i den konkrete sag fandtes det ikke godtgjort at rederierne ikke havde handlet i god tro, idet der forelå en rimelig tvivl, som først kunne finde sin afklaring gennem voldgiftskendelsen. Derfor fandtes ikke grundlag for bod for overenskomstbruddet som sådant. De forhold, der skulle reguleres efter kendelsen var ikke ganske ukomplicerede. Det var derfor ikke bodspådragende, at der gik forholdsvis lang tid, før forholdene var bragt endeligt i overensstemmelse med den rette fortolkning af overenskomsten. At der hengik 5 dage mellem begæringen om fællesmøde og dettes afholdelse, fandtes under de i sagen foreliggende forhold ikke at være bodspådragende.