Bod 2.1.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Fortrædigelsesklausulen tilsidesat. Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Træindustriens Fabrikantforening for Fredericia Stolefabrik A/S, Fredericia (afdelingschef H.C.Springborg). Dommere: Degerbøl, Espersen, Otto Hansen, Anton Johannsen, Knap, Mundt (retsformand) og Jørgen Pedersen.

Bod 2.1.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Fortrædigelsesklausulen tilsidesat. Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark (advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Træindustriens Fabrikantforening for Fredericia Stolefabrik A/S, Fredericia (afdelingschef H.C.Springborg). Dommere: Degerbøl, Espersen, Otto Hansen, Anton Johannsen, Knap, Mundt (retsformand) og Jørgen Pedersen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Træindustriarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Træindustriens Fabrikantforening for Fredericia Stolefabrik A/S, Fredericia, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Klagerne har nedlagt følgende endelige påstande

1. Indklagede Fredericia Stolefabrik A/S har begået overenskomstbrud ved den 1. april 1985 at have afskediget forbundets medlemmer Johannes Mortensen og Henrik Petersen uden iagttagelse af det i overenskomstens § 34 angivne opsigelsesvarsel.

2. Indklagede Fredericia Stolefabrik A/S tilpligtes at betale løn for henholdsvis 20 og 10 arbejdsdage til Johannes Mortensen og Henrik Petersen.

3. Der pålægges den indklagede virksomhed bod for det skete overenskomstbrud.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Efter afslutningen af konflikten med udgangen af marts 1985 mødte de cirka 20 tidligere på den indklagede virksomhed ansatte medarbejdere mandag den 1. april 1985 ved arbejdstids begyndelse. Det blev imidlertid meddelt Johannes Mortensen og Henrik Petersen - samt en pr. 1. april 1985 udlært lærling Gitte Sørensen - at de ikke var genantaget. Det var på dette tidspunkt de nævnte personers opfattelse og også forbundets, at det skyldtes driftsmæssige hensyn efter konflikten, at de pågældende ikke som de øvrige kom i arbejde straks. Da de imidlertid ikke efter nogle dages forløb var blevet genansat, blev sagen af Træindustriarbejderforbundet ved skrivelse af 11. april 1985 rejst over for Træindustriens Fabrikantforening, idet forbundet tilkendegav, at man ville overveje at indklage virksomheden for overenskomststridig lockout. Forbundet ønskede et møde om sagen.

Virksomheden afgav derefter på foranledning af Træindustriens Fabrikantforening en nærmere redegørelse. I virksomhedens skrivelse af 22. april 1985 til fabrikantforeningen anføres blandt andet, at det skyldtes mangel på arbejde, at de tre nævnte personer ikke blev genansat. Det hedder videre i redegørelsen

»Når vi så os nødsagede til at gå så drastisk til værks, som ikke at ansætte en nyudlært og ikke at genansætte de to andre skyldes det dels, at den meget langtrukne forhandling om nye overenskomster næsten traditionelt dæmpede interessen for langvarige forbrugsgoder, og da især for de mere kostbare, som vi deltager i produktionen af, men også, at vi slet ikke kom i direkte kontakt med vor modstående part, Træindustriarbejderforbundet, så vi bl.a. kunne være blevet enige om at forlænge den suspension af de længste opsigelsesvarsler, som var gældende os imellem i den afvigte periode indtil udgangen af februar i år.

Endvidere gjorde de fire lærlinge og deres mester, der trods alt arbejdede under strejken et kraftigt indhug i det forhåndenværende arbejde, selv om intet kunne leveres ud.

Forbundet skriver, at de overvejer at lægge sag an for overenskomststridig lock-out, det er os ikke muligt at forstå baggrunden herfor. Ingen beklager da mere, at måtte undvære gode medarbejderes hjælp, end vi, og da slet ikke medarbejdere, vi intet som helst udestående har med, og som måske nærmest kun kom i strejke på grund af andre forbunds manglende konstruktivitet.

Skulle ordresituationen blive bedre, vil vi naturligvis rette henvendelse til de tre, såfremt de ikke har fået andet arbejde allerede, men den lidt specielle fornyelse af overenskomsterne denne gang med meget små nominelle lønforhøjelser, en stærk forøgelse af sel- skabsskatten og ikke mindst, for vort vedkommende, den vedtagne tvangsopsparing, giver alt i alt ikke os den helt store optimisme.«

Med fremsendelse af denne redegørelse ved skrivelse af 10. maj 1985 meddelte foreningen forbundet, at »ikke-genansættelsen af de 3 tidligere medarbejdere alene er begrundet i ændringer af arbejdskraftbehovet af mere varig karakter«, og »at der ikke i virksomhedens dispositioner ligger nogen tilsidesættelse af overenskomstmæssige forpligtelser og ej heller af § 13, stk. 3, i lov om fornyelsen af overenskomsterne.«

Der er afholdt fællesmøde i sagen den 2. september 1985, uden at enighed kunne opnås. Det blev her fra arbejdsgiverside fastholdt, at baggrunden for, at man ikke kunne beskæftige de pågældende, var »drifts- og produktionsmæssige forhold«.

Direktør i den indklagede virksomhed, Andreas Graversen, har for Arbejdsretten forklaret, at alle de tre i sagen nævnte personer var ansat i maskinsnedkeriet. Virksomhedens ordrebeholdning var fra eftersommeren 1984 frem til eftersommeren 1985 følgende, idet ordrebeholdningen til snedkeriet - af den samlede ordrebeholdning - først er opgjort fra marts 1985

Samlet ordrebeholdning, heraf til snedkeriet

Pr. 31/8 1984 4,2 mio. kr.

Pr. 30/9 1984 3,7 mio. kr.

Pr. 31/10 1984 3,9 mio. kr.

Pr. 30/11 1984 3,9 mio. kr.

Pr. 31/12 1984 3,7 mio. kr.

Pr. 31/1 1985 3,6 mio. kr.

Samlet ordrebeholdning, heraf til snedkeriet

Pr. 29/3 1985 3,6 mio. kr. 335.000 kr.

Pr. 26/4 1985 3,9 mio. kr. 420.000 kr.

Pr. 16/6 1985 4,3 mio. kr. 422.000 kr.

Pr. 6/8 1985 5,4 mio. kr. 658.000 kr.

Ordrebeholdningstallene kan imidlertid ikke umiddelbart bruges til at måle virksomhedens behov for arbejdskraft. I marts 1985 var leverancerne til plejehjem m.v. færre end normalt, hvorved mængden af leverede enheder var mindre, medens produktionen målt i kroner og øre var større. Der var ikke antaget nye medarbejdere i maskinsnedkeriet, før man i august 1985 efter den stigende ordrebeholdning påny ansatte den nyudlærte Gitte Sørensen. Johannes Mortensen og Henrik Petersen havde meget hurtigt efter konfliktens afslutning fået beskæftigelse i en anden virksomhed. Finpudsningen af snedkerarbejdet foretages af håndsnedkere. Af de 6 med dette arbejde beskæftigede rejste en omkring den 1. juni 1985, hvorved arbejdsstyrken blev reduceret passende til produktionen.

Om virksomhedens produktionsforhold i almindelighed har direktør Graversen forklaret, at man navnlig er beskæftiget med seriefremstillede kvalitetsmøbler som Børge Mogensen-møbler og lignende. Virksomheden er følsom over for samfundsmæssige forandringer som udsigt til strejke, gennemført tvangsopsparing og lignende. Hvis man den 1. april 1985 havde genansat de to personer, som sagen angår, i maskinsnedkeriet, ville der have været et overskud af arbejdskraft i denne del af virksomheden. Den har en kortere »køringstid« end polstreriet, ca. 1/3 mod 2/3.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at der efter lov nr. 123 af 31. marts 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. har bestået en pligt for arbejderne til at genoptage arbejdet på de virksomheder, på hvilke de hidtil havde været beskæftiget, og en hertil svarende pligt for arbejdsgiveren til at tage dem i arbejde påny. Overenskomsterne er igen i kraft, og fortrædigelser i anledning af udbrudtte konflikter må, som det anføres i lovens § 13, stk. 3, ikke finde sted. Det er almindeligt anerkendt, at der må gøres undtagelse fra denne forpligtelse for vedkommende arbejdsgiver for det tilfælde, at der på grund af konflikten ikke vil være beskæftigelse for alle straks efter konfliktens afslutning, men for at denne undtagelsesregel kan bringes i anvendelse, må det kræves, at der foreligger helt konkrete forhold som f.eks. råvaremangel eller transportproblemer. Sådanne forhold er ikke godtgjort at foreligge i nærværende sag. Det er muligt, at virksomhedens arbejdsstyrke ikke var tilpasset produktions- og afsætningsforhold allerede før konflikten, men det berettiger ikke til tilsidesættelse af de overenskomstmæssige opsigelsesvarsler ved nægtelse af genantagelse af arbejdskraften efter konflikten. Der er ikke tale om, at driftsmæssige hensyn, forårsaget af konflikten, begrunder den manglende genantagelse. Her må overenskomstens bestemmelser, herunder reglerne om opsigelsesvarsler, iagttages.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ikke var ansat for mange medarbejdere på virksomheden før konflikten. Tallene for ordrebeholdningen er, som direktøren har forklaret, ikke udtryk for arbejdsmængden. Det var konflikten med det forudgående langvarige forhandlingsforløb, der skabte de usikre forhold for virksomhedens afsætning, der nødvendiggjorde en reduktion af arbejdsstyrken ved arbejdets genoptagelse efter konfliktens afslutning. Det antages i den arbejdsretlige teori, at ansættelsesforholdet ophører ved den lovlige arbejdsstandsning. Fortrædigelsesklausulen i lovens § 13, stk. 3, er ikke tilsidesat fra arbejdsgiverside i det foreliggende tilfælde. Virksomheden har ikke benyttet konflikten til at frigøre sig fra de overenskomstmæssige forpligtelser, blandt andet til at iagttage opsigelsesvarsler, men der var den 1. april 1985 ikke brug for hele det personale, som man havde haft op til konflikten. Man har ikke antaget anden arbejdskraft før i august 1985, og der har således ikke foreligget nogen omgåelseshensigt fra virksomhedens side.

Arbejdsretten skal udtale

Det findes efter bevisførelsen ikke godtgjort af indklagede, at produktionsforholdene efter konfliktens afslutning som en følge af konflikten var ændret på en sådan måde, at driftsmæssige hensyn berettigede virksomheden til at nægte fortsat beskæftigelse af de to medarbejdere, der derfor har haft overenskomstmæssigt krav på iagttagelse af opsigelsesvarsel. Der vil herefter være at give klagerne medhold i de nedlagte påstande, hvorved bemærkes, at den indklagede virksomhed ved den manglende iagttagelse af overenskomstens regler om opsigelsesvarsel findes at have begået et bodspådragende overenskomstbrud. Boden, der tilfalder Landsorganisationen i Danmark, fastsættes til 20.000 kr.

De indklagede findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede Fredericia Stolefabrik A/S har begået overenskomstbrud ved den 1. april 1985 at have afskediget Johannes Mortensen og Henrik Petersen, der er medlemmer af Træindustriarbejderforbundet i Danmark, uden iagttagelse af det i overenskomstens § 34 angivne opsigelsesvarsel.

Fredericia Stolefabrik A/S tilpligtes at betale løn for henholdsvis 20 og 10 arbejdsdage til Johannes Mortensen og Henrik Petersen.

Fredericia Stolefabrik A/S betaler en bod på 20.000 kr. til Landsorganisationen i Danmark.

De indklagede betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s.351 (note 243), K 10.925 og de herunder anførte henvisninger.

Efter afslutningen af den lovlige konflikt i 1985 blev det meddelt 2 ud af ca. 22 medarbejdere i en virksomhed, at de ikke var genantaget.

Det fandtes efter bevisførelsen ikke godtgjort, at produktionsforholdene som følge af konflikten var ændret på en sådan måde, at driftsmæssige hensyn berettigede virksomheden til at nægte fortsat beskæftigelse af de 2 medarbejdere, der derfor havde overenskomstmæssigt krav på iagttagelse af opsigelsesvarsel.

Virksomheden blev dømt til at betale løn for henholdsvis 20 og 10 arbejdsdage til de 2 medarbejdere samt en bod på 20.000 kr.