Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt.(* 1) (* 2) Hjemsendelse driftsmæssigt begrundet. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Niels Dalsgaard A/S, Hjørring. (advokat Helge Werner) Dommere: Bisgaard, Bredmose, Arnold Hansen, Kofod, Gert Kristensen, Pontoppidan (retsformand) og Strube.

Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt.(* 1) (* 2) Hjemsendelse driftsmæssigt begrundet. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Niels Dalsgaard A/S, Hjørring. (advokat Helge Werner) Dommere: Bisgaard, Bredmose, Arnold Hansen, Kofod, Gert Kristensen, Pontoppidan (retsformand) og Strube.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Niels Dalsgaard A/S, Hjørring for Arbejdsretten for brud på gældende overenskomst i forbindelse med afslutningen pr. l. april 1985 af de siden den 25. marts 1985 verserende konflikter på arbejdsmarkedet.

Klagerne har nedlagt påstand om at indklagede, Niels Dalsgaard A/S, Hjørring, har handlet overenskomststridigt ved den 3. april 1985 ikke at beskæftige forbundets medlemmer, at indklagede, Niels Dalsgaard A/S, Hjørring, i den anledning tilpligtes til Dansk Metalarbejderforbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod, at spørgsmålet om størrelse af betalingen til forbundets medlemmer henskydes til afgørelse ved faglig voldgift.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Niels Dalsgaard A/S er Ford-forhandler i Hjørring. Til virksomheden er knyttet et autoværksted, hvor der i 1985 var beskæftiget 1 værkfører, 4 svende, der var medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund og 2 lærlinge.

Efter at konflikten var bragt til ophør ved lov nr. 123 af 31. marts 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. (forlængelsesloven) mødte de hos Niels Dalsgaard A/S ansatte medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund på arbejde den 1. april 1985. Den 2. april 1985 kl. 9.30 nedlagde de pågældende medarbejdere arbejdet for at deltage i et møde, som samme dag blev afholdt i Hjørring i protest mod lovindgrebet.

Medarbejderne mødte påny på arbejde den 3. april 1985 ved normal arbejdstids begyndelse, men blev sendt hjem. Som begrundelse for hjemsendelsen anførte virksomheden, at man som følge af arbejdsnedlæggelsen den 2. april havde aflyst det værkstedsarbejde, som var bestilt til foretagelse den 3. april, og at der derfor ikke var arbejde til de 4 svende. Arbejdet blev genoptaget i normalt omfang efter påske den 9. april 1985.

Klagerne var af den opfattelse, at driftsmæssige hensyn ikke kunne begrunde hjemsendelsen, og at denne derfor stred mod forlængelseslovens § 13, stk. 3, hvorefter fortrædigelser ikke må finde sted.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af talsmand Hardy Jensen og direktør Niels Dalsgaard.

Hardy Jensen har forklaret, at der altid er biler til reparation på værkstedet. Der var arbejde til alle mandag den l. april 1985. Mødet den 2. april varede til over middag. Den daværende talsmand meddelte tirsdag aften virksomheden, at medarbejderne ville møde på arbejde onsdag den 3. april. Da han mødte den 3. april, stod der nogle vogne på værkstedet, men han er ikke i stand til at vurdere, om der var arbejde nok til alle medarbejderne. Den 9. april var der normal tilførsel af vogne. Der var tale om en travl periode som følge af strejken sidste uge i marts og påsken.

Niels Dalsgaard har forklaret, at 90% af det arbejde, der udføres på værkstedet, er forudbestilt. Der kan godt være op til 14 dages ventetid for at få plads. Virksomheden havde modtaget forudbestillinger i normalt omfang til onsdag den 3. april. Da medarbejderne nedlagde arbejdet den 2. april, besluttede man at aflyse de bestillinger, som var foretaget til den 3. april. Baggrunden herfor var, at man - også som følge af den meget urolige situation, der var opstået efter lovindgrebet - ikke kunne vide, hvornår svendene ville møde igen. Man ville ikke bringe kunderne i den situation, at de mødte forgæves med deres vogn den 3. april. Man gav i videst muligt omfang kunderne telefonisk besked om aflysningen. Dette skete tirsdag formiddag og eftermiddag. De kunder, som kom til værkstedet uden forudbestilling ville man betjene ved hjælp af værkføreren og de 2 lærlinge. Da talsmanden henvendte sig til ham tirsdag aften og meddelte, at medarbejderne ville møde onsdag morgen, var det for sent at ændre beslutningen om at aflyse over for de kunder, som havde forudbestilt. Der var om onsdagen kun arbejde til værkføreren og de 2 lærlinge.

Klagerne har gjort gældende, at det er virksomheden, som har bevisbyrden for, at driftsmæssige årsager gjorde det nødvendigt at hjemsende medarbejderne den 3. april. Denne bevisbyrde har virksomheden ikke løftet. Virksomheden havde løbende tilførsel af arbejde, og der var rigeligt med arbejde den 1. april. Efter at medarbejderne havde forladt arbejdet den 2. april, var der kun værkføreren og de 2 lærlinge til at passe arbejdet, og det må lægges til grund, at der var tilstrækkeligt med arbejde den 3. april. Det må være virksomhedens risiko, at man valgte at aflyse forudbestillingerne til den 3. april. Der var tale om en overreaktion fra virksomhedens side, idet man burde have været klar over, at medarbejderne alene havde nedlagt arbejdet den 2. april for at deltage i protestmødet, og at der derfor var grund til at regne med, at medarbejderne ville møde den 3. april.

De indklagede har anført, at virksomheden, da medarbejderne ulovligt nedlagde arbejdet den 2. april, ikke kunne vide, hvornår arbejdet ville blive genoptaget. Man var derfor af hensyn til kunderne tvunget til at disponere som sket. Da langt størstedelen af arbejdet sker på basis af forudbestillinger, må det lægges til grund, at der - efter at virksomheden om tirsdagen havde aflyst forudbestillingerne - om onsdagen kun var arbejde til værkføreren og de 2 lærlinge, men ikke til de 4 svende. Der var ikke tale om noget kampskridt, men alene om en af driftsmæssige årsager nødvendiggjort disposition fra virksomhedens side. Talsmanden gav først besked om genoptagelse af arbejdet tirsdag aften, og da var det for sent at ændre de trufne dispositioner. Der foreligger derfor ikke noget overenskomstbrud.

Arbejdsretten skal udtale

Den pligt, som efter forlængelseslovens § 13, stk. 3 består til ikke at fortrædige modparten, må forstås under hensyntagen til de driftsmæssige muligheder. Som sagen er oplyst, findes virksomheden - efter at medarbejderne den 2. april 1985 havde nedlagt arbejdet - at have haft føje til at disponere som sket med hensyn til forudbestillingerne til den 3. april. Meddelelse om arbejdets genoptagelse blev først givet den 2. april om aftenen, og virksomheden har derfor ikke haft mulighed for at ændre dispositionerne. Da langt den overvejende del af arbejdet på værkstedet skete i henhold til forudbestillinger, må det lægges til grund, at der den 3. april ikke var arbejde til de 4 svende. Virksomheden findes herefter at have godtgjort, at hjemsendelsen den 3. april var begrundet i driftsmæssige årsager, der har sit udspring i arbejdsnedlæggelsen den 2. april. Virksomheden findes herefter ikke at have handlet overenskomststridigt ved at hjemsende medarbejderne.

Som følge af det anførte frifindes de indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Niels Dalsgaard A/S, Hjørring, frifindes.

I sagsomkostninger betaler Landsorganisationen i Danmark 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.351 (note 241), K 10.702 og de herunder anførte henvisninger.

Efter lovindgrebet, der bragte konflikten til ophør, mødte medarbejderne på et autoværksted på arbejde 1. april 1985. 2. april kl. 9.30 nedlagde medarbejderne arbejdet for at deltage i et protestmøde ved lovindgrebet. I løbet af den 2. april aflyste virksomheden de forudbestillinger, der var foretaget til den 3.

april. Da arbejderne mødte den 3. april ved arbejdstids begyndelse, blev de hjemsendt. Antaget, at virksomheden havde haft føje til at disponere ved forudbestillingerne den 3. april som sket, og at virksomheden ikke havde mulighed for at ændre dispositionerne, da man først den 2. april om aftenen fik meddelelse om, at arbejdet ville blive genoptaget den 3. april. Det fandtes herefter godtgjort, at hjemsendelsen den 3. april var begrundet i driftsmæssige årsager, der havde sit udspring i arbejdsnedlæggelsen den 2. april, og virksomheden fandtes ikke at have handlet overenskomststridigt ved at hjemsende medarbejderne.