Opholdskommunerefusion - institutionsophold - flytning til egen bolig - medvirken (* 1)(* 3)

Opholdskommunerefusion - institutionsophold - flytning til egen bolig - medvirken (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En mand M, der var svært fysisk handicappet efter en ulykke i 1977, fik senere samme år ophold på en institution for yngre handicappede I, beliggende i B kommune. M's tidligere bopælskommune A betalte for opholdet.

M søgte i februar 1979 om optagelse i en beskyttet bolig i B kommune. A kommune erklærede sig indforstået med at betale den kommunale andel af udgifterne, hvis M flyttede direkte fra I til den beskyttede bolig.

Der blev taget skridt til kapitalisering af en ulykkeserstatning til brug ved indretning af egen bolig. M påregnede at flytte ind omkring 1. januar 1980 sammen med sin samlever S.

Forstanderen for I kunne anbefale denne udflytning.

Sikringsstyrelsen godkendte i juli 1979 over for A kommune den ansøgte kapitalisering. Erstatningen kunne kun hæves med samtykke fra A kommune.

A kommune tilbagekaldte i januar 1980 kautionstilsagnet som følge af uenighed med B kommune om omfanget af kautionsforpligtelsen.

M indbragte A kommunens afgørelse for amtsankenævnet.

M og S lejede herefter i februar 1980 et atriumhus i B kommune. M oplyste over for A kommune, at der hverken var ydet bistand fra B kommune eller I.

M flyttede aldrig ind i lejeboligen, men underskrev den 14. marts 1980 sammen med S slutseddel vedrørende køb af et hus i B kommune. M angav, at der heller ikke var ydet nogen form for bistand i forbindelse med huskøbet. M anmodede samtidig om frigivelse af erstatningen.

A kommune anmodede den 18. marts 1980 B kommune om at afgøre, om erstatningen kunne frigøres til huskøbet.

B kommune besluttede den 2. april 1980 at frigive det ansøgte beløb, men påpegede, at kommunen fortsat betragtede A kommune som opholdskommune.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse, hvorefter B kommune ikke efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kunne kræve den kommunale andel af plejeudgifterne vedrørende M refunderet af A kommune.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at M's udflytning pr. 1. april 1980 til egen bolig i B kommune var sket uden medvirken fra I.

B kommune indbragte afgørelsen for Landsretten.

VESTRE LANDSRETS DOM

Sagsøgeren - B kommune - har påstået sagsøgte - Den Sociale Ankestyrelse - tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren kan kræve den kommunale andel af plejeudgifterne vedrørende M refunderet af A kommune.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

A kommune er indtrådt som biintervenient i sagen til støtte for sagsøgte og har i øvrigt gjort gældende, at bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, ikke omfatter en situation som den foreliggende, hvor en person flytter i egen bolig. Parterne har ikke haft indvendinger mod, at A kommune, der ikke formelt, men reelt er part i sagen,har fremsat dette anbringende, uagtet at sagsøgte ikke selv ønsker at gøre det gældende.

Under sagen har der været forelagt en række spørgsmål om fortolkningen af bistandslovens § 11 for Socialministeriet, som i skrivelse af 19. september 1985 har svaret således

»1. Har hensigten med nævnte lovbestemmelse været at sikre, at betalingsforpligtelsen altid kan føres tilbage til den kommune, hvor klienten oprindeligt er inddraget under forsorg?

Ad spørgsmål 1.

Reglen i bistandslovens § 11, nr. 1, finder anvendelse, når en person under medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er optaget i institution eller anbragt i pleje i kommunen. Efter Socialministeriets opfattelse følger det heraf, at hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende under medvirken fra institutionen får selvstændig bolig i institutionskommunen eller en anden kommune, kan bopælskommunen kræve refusion af udgiften til bistand fra den kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet, jfr. punkt 20 a i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser.

Betalingsforpligtelsen vedvarer, så længe den pågældende opholder sig i kommunen under sådanne omstændigheder, at forpligtelsen i kraft af reglerne i § 11 kan føres tilbage til den tidligere opholdskommune.

Det beror således på en konkret vurdering af forholdene i forbindelse med pågældendes tilstedeværelse i den nuværende opholdskommune, om den tidligere opholdskommunes forpligtelse i henhold til § 11 er ophørt, f.eks. hvis den pågældende på eget initiativ tager selvstændigt ophold i kommunen.

2. Har hensigten med nævnte lovbestemmelse været at beskytte institutionskommunen mod vilkårlig overførsel af udgiftskrævende klienter?

Ad spørgsmål 2.

Efter Socialministeriets opfattelse er det et bærende hensyn bag bistandslovens § 11 at beskytte kommuner med forholdsvis mange institutionspladser mod vilkårlig overførsel af udgiftskrævende klienter. Da bestemmelsen ud over institutionsophold omfatter andre former for anbringelse, tilsigter den også i bredere almindelighed at beskytte en kommune mod udgifterne vedrørende personer, der har fået ophold i kommunen ved andre offentlige myndigheders medvirken.

3. Hvorvidt kan, efter socialministerens opfattelse, det forhold, at en klient, som er inddraget under den sociale forsorg og af egen drift flytter til en anden kommune eller til egen bolig i institutionskommunen, medføre, at denne kommune kan gøre refusionskrav gældende mod klientens tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed?

Ad spørgsmål 3.

Som modstykke til betragtningerne vedrørende spørgsmål 2 har det samtidig ligget fast ved udarbejdelsen af reglerne i bistandsloven, at kommunerne ikke skal beskyttes mod udgifter vedrørende personer, som på eget initiativ har taget ophold i kommunen. Der gælder alene efter § 11, nr. 2, en undtagelse, hvis opholdet skyldes indlæggelse i sygehus eller lignende behandlingsinstitution.

4. Skal ordet »medvirken« i bistandslovens § 11 efter ministerens opfattelse og praksis forstås som medvirken til en konkret flytning, eller kan det tillægges vægt, at der fra den tidligere opholdskommune eller institution tidligere har været truffet foranstaltninger til flytninger, som ikke er blevet effektueret?

Ad spørgsmål 4.

I skrivelse af 3. september 1980 til socialcentret i BB amtskommune udtalte Socialministeriet, at det må forudsættes, at den aktuelle flytning er et direkte resultat af institutionens eller kommunens dispositioner, og der vil således ikke være tale om medvirken efter bistandslovens § 11, nr. 1, hvis klienten - mens institutionen og kommunerne overvejer mulighederne - selv finder en løsning og etablerer sig på egen hånd.

Socialministeriet kan henholde sig hertil.

5. Kan den omstændighed, at en kommune efter klientens begæring oversender sagen til den nye opholdskommune med henblik på frigivelse af en båndlagt kapital til brug for køb af bolig, betragtes som medvirken efter bistandslovens § 11?

Ad spørgsmål 5.

I ovennævnte skrivelse af 3. september 1980 tilkendegav Socialministeriet, at den omstændighed, at en kommune giver tilladelse til, at båndlagte midler frigives med henblik på køb af bolig i en anden kommune, ikke kan betragtes som medvirken efter bistandslovens § 11, nr. 1.

Socialministeriet kan henholde sig hertil.

6. Kan den omstændighed, at den nye opholdskommune eller oprindelige institutionskommune efter købet, men inden klientens indflytning i boligen, må foretage speciel indretning af boligen af hensyn til klientens handicap, medføre refusionskrav mod den tidligere opholdskommune?

Ad spørgsmål 6.

Efter Socialministeriets opfattelse må der ved bedømmelsen af spørgsmålet om en kommunens eller institutions medvirken i forbindelse med en klients indflytning i egen bolig lægges vægt på, om der er ydet medvirken i forbindelse med selve erhvervelsen af boligen. Socialministeriet finder ikke, at ydelse af hjælp efter bistandslovens § 59 til indretning af en bolig, som en familie selv har anskaffet, kan anses som medvirken i § 11's forstand.'

Til brug for Landsretten er der afgivet vidneforklaring af forstanderen for I.

Det fremgår heraf, at forstanderen støttede M's planer om at få egen bolig. Da parret havde lejet atriumhuset kunne han tilslutte sig deres valg. Han havde ingen forudgående drøftelse med parret om købet af huset. Han hørte først herom den 19. marts 1980.

Endvidere er der afgivet vidneforklaring af socialinspektøren og souschefen i A kommune.

Det fremgår heraf, at kapitaliseringen af erstatningen oprindelig skete med henblik på opførelse af en egnet bolig i A kommune. De havde i 1979 under et besøg hos M i generelle vendinger drøftet, hvorledes M ville været stillet, hvis han flyttede til en beskyttet bolig eller egen bolig. De kendte intet til M's huskøb, før slutsedlen var underskrevet. A kommune støttede generelt M's ønske om at flytte ud fra I.

Domsforhandlingen i sagen har været reassumeret med henblik på at give parterne lejlighed til at udtale sig om biintervenientens - først under domsforhandlingen fremsatte - anbringende om, at § 11 ikke finder anvendelse på tilfælde, hvor udflytning sker til egen bolig. Kammeradvokaten indhentede til belysning af dette spørgsmål et notat af januar 1987 fra Socialministeriet, hvori det hedder

»I bistandslovens § 11, nr. 1, er det anført, at en opholdskommune kan kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen.

Ved udarbejdelsen af bistandslovens betalingskommuneregler var det et bærende hensyn bag bestemmelsen i § 11, nr. 1, at kommuner med forholdsvis mange institutionspladser skulle beskyttes mod vilkårlig overførsel af udgiftskrævende klienter fra andre kommuner.

Bestemmelsen blev derfor udformet således, at den i bredere almindelighed beskytter en kommune mod udgifterne vedrørende personer, der har fået ophold i kommunen ved andre offentlige myndigheders medvirken.

Efter Socialministeriets opfattelse tilsiger det bærende hensyn bag bestemmelsen, at betalingsforpligtelsens placering ikke lægger hindringer i vejen for institutionskommunens bestræbelser på at skaffe pågældende en selvstændig bolig.

I overensstemmelse hermed blev der i punkt 20 a i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser anført følgende om bestemmelsens anvendelsesområde

»Hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende får selvstændig bopæl under medvirken fra institutionen, kan bopælskommunen kræve refusion af udgifterne til bistand fra den kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet.«

Den nævnte passus fra cirkulæret af 15. august 1975 er videreført i punkt 8 i Socialministeriets cirkulære af 28. juni 1979 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med videregående fysiske eller psykiske handicap.

Den Sociale Ankestyrelse er ved afgørelsen af den forliggende sag gået ud fra, at § 11, nr. 1, også omfatter udflytning i egen bolig, og dette er fulgt op i en senere afgørelse.'

Sagsøgeren har gjort gældende, at bistandslovens § 11, nr. 1, efter fast administrativ praksis også omfatter tilfælde, hvor udflytning sker til egen bolig. De af Socialministeriet påpegede bærende hensyn bag bestemmelsen taler for denne forståelse.

Sagsøgeren har videre anført, at både A kommune og I har medvirket ved M's flytning til egen bolig.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt § 11 finder anvendelse ved flytning til egen bolig oplyst, at Ankestyrelsen efter fast praksis har antaget, at bestemmelsen omfatter en sådan situation.

Sagsøgte har videre anført, at begrebet »medvirken« i bistandslovens § 11 må fortolkes som anført af Socialministeriet, således at den aktuelle flytning skal være en direkte følge af kommunens eller institutionens dispositioner. Dette kriterium er enkelt og let anvendeligt og har været anvendt af de sociale myndigheder siden bistandslovens ikrafttræden.

A kommune har anført, at bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, ikke finder anvendelse på den foreliggende situation, hvor M selv har truffet beslutning om at flytte i egen bolig, da han hverken kan anses for at være »anbragt« eller »i pleje«.

Vestre Landsret udtalte

A kommune og I ydede i tiden forud for den 17. marts 1980 M rådgivning og bistand med henblik på hans udflytning fra I.

Denne rådgivning og bistand var enten af mere generel karakter eller angik nogle udflytningsmuligheder, som ikke blev realiseret. Da M sammen med S underskrev slutseddel om ejendommen, havde de ikke forinden rådført sig med eller blot orienteret A kommune eller I herom, og det var efter eget valg, både at de flyttede i egen bolig, og at det skete til en bolig netop i B kommune.

Som forløbet i denne sag har været, findes M ikke at være blevet anbragt i pleje som i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, omhandlet. Landsretten finder det herefter ikke nødvendigt at tage stilling til det under sagen rejste mere generelle spørgsmål, om den omstændighed i sig selv, at en bistandsmodtager flytter til egen bolig, udelukker anvendelsen af refusionsbestemmelsen i § 11, uafhængig af karakteren og betydningen af en eventuel medvirken fra en institution eller offentlig myndighed.

Landsretten finder i øvrigt anledning til at fremhæve, at de beskyttelseshensyn, som efter Socialministeriets svar på spørgsmål 2 i skrivelse af 19. september 1985 er de bærende bag refusionsbestemmelsen i bistandslovens § 11, ikke eller i hvert fald ikke med særlig styrke gør sig gældende i en situation som den foreliggende, hvor M selv har valgt B kommune som opholdskommune, og hvor der ikke er grundlag for at antage, at valget har været betinget af, at B kommune har mange institutionspladser.

Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens karakter findes sagens omkostninger i det hele at kunne ophæves.

Thi kendes for ret

Sagsøgte - Den Sociale Ankestyrelse - frifindes. Sagens omkostninger

ophæves.

En svært fysisk handicappet mand M fik ophold på en institution I beliggende i B kommune. M's tidligere bopælskommune betalte for opholdet. Efter M's flytning til egen bolig i B kommune, fandt Ankestyrelsen, at B kommune ikke efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kunne kræve den kommunale andel af plejeudgifterne vedrørende M refunderet af A kommune.

Ved Vestre Landsrets dom, afsagt den 3. august 1987 fandtes M ikke at være blevet anbragt i pleje som omhandlet i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Landsretten fandt i øvrigt anledning til at fremhæve, at de beskyttelseshensyn, som efter Socialministeriets svar i skrivelse af 19. september 1985 er de bærende bag refusionsbestemmelsen i bistandslovens § 11, ikke eller i hvert fald ikke med særlig styrke gør sig gældende i en situation som den foreliggende, hvor M selv har valgt B kommune som opholdskommune, og hvor der ikke er grundlag for at antage, at valget har været betinget af, at B kommune har mange institutionspladser.

Landsretten tog herefter Ankestyrelsens frifindelsespåstand til følge.