Temponedsættelse. Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket. (* 1) (* 2) Temponedsættelse uberettiget, men i det konkrete tilfælde forståelig. Ikke bod for temponedsættelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S, Stilladsforretningen Mars A/S, Stilladsgruppen Danmark (Bera Stilladser) og Multi Stillads (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 87.380: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Erik Balle, Bjerregaard (retsformand), Degerbøl, Arnold Hansen, Otto Hansen, Mads Kofod og Spang-Hanssen.
Statutory Text (3 Articles)
Temponedsættelse. Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket. (* 1) (* 2) Temponedsættelse uberettiget, men i det konkrete tilfælde forståelig. Ikke bod for temponedsættelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S, Stilladsforretningen Mars A/S, Stilladsgruppen Danmark (Bera Stilladser) og Multi Stillads (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 87.380: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Erik Balle, Bjerregaard (retsformand), Degerbøl, Arnold Hansen, Otto Hansen, Mads Kofod og Spang-Hanssen.
Under disse sager har Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for stilladsfirmaerne H?nnebeck Danmark A/S, Stilladsforretningen Mars A/S, Stilladsgruppen Danmark (Bera Stilladser) og Multi Stillads indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Klagerne har nedlagt følgende påstande i sag nr. 87.288
1. De på bilag 1 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark tilpligtes straks at normalisere arbejdet.
2. Den af de på bilag 1 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark siden den 19. maj 1987 iværksatte temponedsættelse er overenskomststridig.
3. Til Dansk Arbejdsgiverforening betaler de på bilag 1 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark en efter rettens skøn fastsat bod, for hver time de pågældende har deltaget i overenskomststridige kollektive arbejdsnedlæggelser siden den 19. maj 1987.
4. Til Dansk Arbejdsgiverforening betaler de på bilag 1 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark en efter rettens skøn fastsat bod for deltagelse i overenskomststridig temponedsættelse siden den 19. maj 1987.
5. Specialarbejderforbundet i Danmark har begået brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4 og derved pådraget sig organisationsansvar ved ikke på fællesmødet mellem parterne den 22. september 1987 at pålægge de implicerede arbejdere at bringe den overenskomststridige temponedsættelse til ophør.
6. Specialarbejderforbundet i Danmark tilpligtes for det begåede brud at betale en efter rettens skøn fastsat alvorlig bod.
I sag nr. 87.380 har klagerne nedlagt følgende påstand
De på bilag 1 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark pålægges hver især en efter rettens skøn fastsat bod for det antal timer, de har deltaget i overenskomststridige kollektive arbejdsnedlæggelser fra den 31. august 1987.
De indklagede har over for klagernes påstand om normalisering af arbejdet og om pålæggelse af bod påstået frifindelse.
De indklagede har endvidere nedlagt følgende selvstændige påstande
H?nnebeck Danmark A/S, Stilladsforretningen Mars A/S, Stilladsgruppen Danmark (Bera Stilladser) og Multi Stillads tilpligtes straks at standse den iværksatte overenskomststridige boycot.
De anførte medlemmer af Entreprenørforeningen tilpligtes for iværksættelse af den overenskomststridige boycot til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.
Entreprenørforeningen tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark for aktiv delagtighed i det begåede overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat alvorlig bod.
Klagerne har påstået frifindelse over for de indklagedes selvstændige påstande.
Sagernes omstændigheder er efter det oplyste følgende
Efter forhandlinger gennem flere år opnåedes der den 10. januar 1987 enighed mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark om en priskurant for servicepræget stilladsarbejde ved opstilling og nedtagning af let facadestillads i provinsen som suppplement til den mellem parterne gældende hovedoverenskomst. I forbindelse hermed indgik parterne samme dag i form af et »protokollat« en aftale med følgende indhold
»Ved et møde d.d. mellem nedenstående organisationer forhandledes spørgsmålet om oprettelse af en akkordprisfortegnelse for let facadestillads gældende for provinsen (uden for København, 1. og 2. zone) med ikrafttræden samtidig med afslutningen af de igangværende overenskomstforhandlinger, idet lokale akkordaftaler ikke umiddelbart kan forringes.
Der opnåedes enighed om følgende
Parterne enedes om vedlagte bilag, idet der dog tillægges samtlige priser i akkordprislisten 26,5%.
Nærværende aftale er indgået under forbehold af de respektive kompetente forsamlingers godkendelse. .....«
Gennemførelsen af den ny fælles priskurant for hele provinsen medførte lønforhøjelser for stilladsarbejderne i en række byer, men for stilladsarbejderne hos H?nnebeck Danmark A/S, Bera Stilladser og Multi Stillads ville en gennemførelse medføre en lønnedgang på 25-35 kr. pr. time i forhold til aflønningen efter de lokale akkordaftaler. For stilladsarbejderne hos Mars A/S ville en gennemførelse også medføre en lønnedgang i forhold til den hidtil udbetalte timeløn.
Om indføjelsen i protokollatet af sætningen »idet lokale akkordaftaler ikke umiddelbart kan forringes« er det oplyst, at forbundets forhandlere for at undgå den nævnte lønnedgang ønskede tilføjet »idet lokale akkordaftaler ikke kan forringes«. Efter forlangende fra Entreprenørforeningen blev ordet »umiddelbart« indføjet i tilføjelsen.
Den ny priskurant trådte i kraft den 1. marts 1987, men de omhandlede fire stilladsfirmaer i Aarhus fortsatte med at aflønne stilladsarbejderne på hidtidig måde.
Efter opfordring fra Entreprenørforeningen meddelte de fire stilladsfirmaer den 18. maj 1987 deres stilladsarbejdere, at man med virkning fra den 19. maj ville overgå til at afregne stilladsarbejde efter den ny priskurant for provinsen.
Dette gav anledning til, at stilladsarbejderne nedlagde arbejdet den 19. maj 1987 og nogle senere dage samt til temponedsættelser.
På et fællesmøde den 26. maj 1987 erkendte man fra arbejderside, at der var tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, men man kunne ikke på det foreliggende grundlag erkende, at der også var tale om temponedsættelser. Arbejdersiden gav dog tilsagn om, at man, for så vidt der forelå en temponedsættelse, ville pålægge arbejderne at normalisere arbejdet snarest muligt.
Ved et klageskrift af 1. juni 1987 indbragte Dansk Arbejdsgiverforening sagen for Arbejdsretten, idet man oplyste, at der i strid med det på fællesmødet givne pålæg fortsat forekom arbejdsnedlæggelse og temponedsættelser. På et forberedende retsmøde den 4. juni 1987 erkendte man fra arbejderside, at temponedsættelsen var overenskomststridig, og organisationerne lovede at pålægge arbejderne at normalisere arbejdet straks. Retsformanden opfordrede indtrængende arbejderne til at følge pålægget. På et nyt forberedende retsmøde den 11. juni 1987 gav arbejderorganisationerne påny tilsagn om at ville pålægge arbejderne at normalisere arbejdet.
Spørgsmålet om forståelsen af protokollatet af 10. januar 1987 blev indbragt til afgørelse af en faglig voldgiftsret. Ved en opmandskendelse af 20. august 1987 blev det afgjort, at H?nnebeck Danmark A/S, Bera Stilladser og Multi Stillads ikke ved at overgå til afregning efter den ny priskurant for stilladsarbejdere i provinsen havde overtrådt protokollatet af 10. januar 1987 eller bestemmelserne i Hovedaftalens § 7.
I juni 1987 begyndte H?nnebeck Danmark på at aflønne sine stilladsarbejdere højere end efter den ny priskurant for provinsen.
Den 9. og 31. juli og den 14. august 1987 forekom der påny arbejdsnedlæggelser hos stilladsfirmaerne Mars, Bera og Multi. På et fællesmøde den 24. august 1987 lovede arbejdstagersiden at pålægge medarbejderne hos Mars at arbejde efter priskuranten. Det var arbejdstagersidens opfattelse, at Multi Stillads og Bera Stilladser var forpligtet til at betale i overensstemmelse med indgået lokal aftale, indtil kendelsen i voldgiftssagen ville foreligge.
Den 27. august 1987 fandt der påny arbejdsnedlæggelser sted hos de fire stilladsfirmaer, og på et fællesmøde den 28. august lovede arbejdersiden at give arbejderne pålæg om at normalisere arbejdet senest mandag den 31. august 1987.
Ved et kontinuationsklageskrift af 16. september 1987 inddrog Dansk Arbejdsgiverforening de nye arbejdsnedlæggelser i sagen, ligesom man gjorde gældende, at der fortsat pågik temponedsættelser af betydeligt omfang hos alle fire firmaer.
I et blad Stillads Information Nr. 17 fra august 1987 udtales i en artikel blandt andet, at efter voldgiftskendelsens resultat kan vi »se frem til at der vil være en del uro på området, da ikke nogen vil acceptere at gå ned i løn (dette har aldrig været hensigten eller aftalt med Entreprenørforeningen). Der er i den nuværende situation alt mulig grund til, at vi samlet retter vore kræfter mod Entreprenørforeningen.« Artiklen er underskrevet af Bjarne Høpner, der er formand for bestyrelsen for Stilladsarbejdernes Landsklub. I en anden artikel i bladet, underskrevet af en del utilfredse stilladsarbejdere i Århus, udtales: »Dette betød, at Bera, Multi og H?nnebeck stilladser (75% af alle i Århus) fik en lønnedgang på 25-30% på akkordarbejde. Vi kunne selvfølgelig ikke acceptere dette, og satte tempoet ned til 1/5 af normal produktion for at presse firmaerne til at betale det samme som før.« Endelig indeholder bladet en udtalelse, som skal være vedtaget blandt samtlige stilladsarbejdere den 9. juli 1987, og hvori udtales: »Vi kan garantere, at der ikke bliver ro på arbejdspladserne, før at samtlige firmaer erkender det hidtidige lønniveau.«
På et fællesmøde den 22. september 1987 fastholdt man fra arbejdsgiverside, at den verserende temponedsættelse havde pågået uafbrudt siden den 20. maj 1987, og at den var klart dokumenteret ved det fremlagte materiale. Fra arbejdstagerside henviste man til, at det fremlagte materiale ikke på tilstrækkelig vis dokumenterede, at en temponedsættelse fortsat fandt sted, og at det var arbejdstagersidens opfattelse, at stilladsarbejderne havde fulgt organisationernes påbud af 4. og 11. juni 1987.
I et kontinuationsklageskrift 2 af 19. oktober 1987 har klagerne påstået Specialarbejderforbundet pålagt bod for brud på Hovedaftalens § 2, stk. 4, ved ikke på fællesmødet den 22. september 1987 at pålægge stilladsarbejderne at bringe den overenskomststridige temponedsættelse til ophør.
Klagerne har fremlagt et omfattende materiale til belysning af de påståede temponedsættelser og deres omfang.
H?nnebeck Danmark A/S gik i slutningen af august 1987 påny over til at aflønne sine stilladsarbejdere efter den ny overenskomsts priskurant for provinsen. Dette førte til nye arbejdsnedlæggelser hos virksomheden fra den 31. august 1987, og på et fællesmøde den 1. september 1987 erkendte man fra arbejderside, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet snarest. Dette skete ikke, og ved et klageskrift af 9. september 1987 blev disse arbejdsnedlæggelser indbragt for Arbejdsretten (Arbejdsrettens sag nr. 87.380). På et forberedende retsmøde i denne sag den 10. september 1987 blev det påny erkendt, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og organisationerne ville påny give arbejderne pålæg om arbejdets genoptagelse straks. Retsformanden opfordrede indtrængende de strejkende arbejdere til at følge pålægget.
Som grundlag for påstanden om overenskomststridig boycot har de indklagede navnlig henvist til en skrivelse af 8. juli 1987 fra H?nnebeck Danmark A/S til Entreprenørforeningen. I denne skrivelse udtales blandt andet: »Vi syntes, at vi på mødet den 2. ds. viste vor gode vilje ved at give tilsagn om ikke at ansætte montører fra de øvrige stilladsforretninger eller påtage os konfliktramte opgaver.« Spørgsmålet om boycot blev behandlet på et fællesmøde den 7. oktober 1987.
Afdelingsleder John Udengaard fra H?nnebeck Danmark A/S har for Arbejdsretten blandt andet forklaret, at der i mødet den 2. juli 1987 kun deltog repræsentanter fra Entreprenørforeningen og firmaet. Der blev ikke talt om boycot eller om nogen fælles adfærd fra de fire stilladsfirmaers side, men Entreprenørforeningens repræsentanter tilkendegav, at man helst ikke så, at firmaet, der var vendt tilbage til den tidligere højere aflønning og ikke længere var ramt af aktionerne, overtog konfliktramt arbejde fra de tre andre firmaer eller antog folk fra dem.
Direktør Ottosen-Støtt fra Entreprenørforeningen har bekræftet John Udengaards forklaring om mødedeltagerne og har tilføjet, at foreningen ikke havde nogen hensigt om at etablere en boycot, men at man forsøgte at overtale H?nnebeck til kun at udføre arbejde for deres egne kunder, således at de ikke benyttede situationen til at tage kunder fra de andre firmaer.
Klagerne har anført, at arbejdsnedlæggelserne har været overenskomststridige, og at det ved det fremlagte materiale - herunder artiklerne i bladet Stillads Information - er dokumenteret, at der har været langvarige, alvorlige og overenskomststridige temponedsættelser, også efter retsmøderne den 4. og 11. juli 1987. Den almindelige arbejdsretlige regel om, at arbejdere, der går ned i løn ved overgang fra akkordløn til timeløn, er berettiget til at nedsætte arbejdstempoet svarende til lønnedgangen, kan ikke anvendes i dette tilfælde, fordi der er tale om overgang fra en akkordaftale til en anden. Aktionerne har været systematiske, og Specialarbejderforbundet har pådraget sig organisationsansvar ved ikke på fællesmødet den 22. september 1987 at ville give arbejderne nyt pålæg om at normalisere arbejdet. Klagerne har endelig bestridt, at der har været etableret nogen boycot mod arbejderne.
De indklagede har henvist til, at baggrunden for arbejdernes adfærd har været, at de efter en overenskomstfornyelse, hvor alle andre arbejdere fik lønforhøjelser, skulle gå ned i løn med 30-35 kr. i timen fra den ene dag til den anden. Arbejdsnedlæggelserne har været overenskomststridige, men der bør ikke pålægges arbejderne bod, fordi der i den nævnte situation foreligger meget formildende omstændigheder.
Vedrørende de påklagede temponedsættelser har de indklagede anført, at organisationerne i retsmøderne den 4. og 11. juni 1987 på grundlag af oplysninger fra arbejderne erkendte, at der var sket overenskomststridige temponedsættelser. Det er imidlertid de indklagedes opfattelse, at der efter pålægget den 11. juni 1987 om normalisering af arbejdet ikke er forekommet overenskomststridige temponedsættelser. Den almindelige regel om, at arbejdere må nedsætte tempoet ved lønnedgang som følge af overgang til timeløn, må også gælde ved en så betydelig lønnedgang som i denne sag. Arbejderne har oplyst, at der i sommerens løb blev antaget et stort antal nye arbejdere, og anvendelsen af nye, uoplærte arbejdere medfører en betydelig nedgang i effektiviteten. Det af klagerne fremlagte materiale er for usikkert til at fastslå, at der er forekommet overenskomststridige temponedsættelser efter den 11. juni 1987 og i så fald i hvilket omfang. Under hensyn til baggrunden for arbejdernes adfærd og til de nævnte forhold bør der ikke pålægges arbejderne bod for temponedsættelser. Der er intet grundlag for at pålægge Specialarbejderforbundet noget organisationsansvar. Forbundet hørte i tiden fra den 11. juni og til dagen før fællesmødet den 22. september 1987 intet om, at temponedsættelserne var fortsat, og det måtte derfor gå ud fra, at arbejdet var blevet normaliseret. Det må ved H?nnebecks brev af 8. juli 1987 anses for bevist, at Entreprenørforeningen og de fire stilladsfirmaer har etableret en overenskomststridig boycot mod stilladsarbejderne, og foreningen og firmaerne bør pålægges en alvorlig bod for dette forhold.
Arbejdsretten skal udtale
Arbejdsnedlæggelserne har, som det er erkendt fra de indklagedes side, været overenskomststridige.
De indklagede har også erkendt, at der i tiden frem til den 11. juni 1987 har været overenskomststridige temponedsættelser. Det må ved det af klagerne fremlagte materiale anses for bevist, at der også i tiden efter den 11. juni har været overenskomststridige temponedsættelser. Størrelsen af temponedsættelserne er imidlertid vanskelig at bedømme blandt andet på grund af oplysningerne om ansættelsen af mange nye arbejdere. Der kan ikke gives de indklagede medhold i, at det er berettiget at nedsætte tempoet på grund af lønnedgang ved overgang fra en akkordaftale til en ny akkordaftale.
Ved bedømmelsen af arbejdernes bodsansvar findes der at måtte lægges betydelig vægt på det af de indklagede påpegede forhold, at stilladsarbejderne efter en overenskomstfornyelse, der gav lønforhøjelser til andre, skulle gå væsentligt ned i løn. Det findes navnligt forståeligt, at de i en sådan situation nedsætter arbejdstempoet, selv om det ikke var berettiget. Retten er herefter nået til, at klagernes påstand om normalisering af arbejdet tages til følge, at der pålægges arbejderne sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelserne, og at der ikke pålægges dem bod for temponedsættelserne.
Der findes ikke i de fremkomne oplysninger at være grundlag for at fastslå, at Specialarbejderforbundet har pådraget sig noget organisationsansvar, eller at de fire stilladsfirmaer og Entreprenørforeningen har iværksat en boycot mod arbejderne. Parterne frifindes derfor for påstandene herom.
Sagens omkostninger, 4.000 kr., skal betales af de indklagede.
T h i k e n d e s f o r r e t
De på bilag 1 i sag nr. 87.288 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark tilpligtes straks at normalisere arbejdet.
Den af de pågældende medlemmer siden den 19. maj 1987 iværksatte temponedsættelse er overenskomststridig.
De på bilag 1 i sag nr. 87.288 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark skal hver til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod, der for hver time de pågældende har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i tiden fra den 19. maj og til den 4. juni 1987 fastsættes til 20 kr. og for hver time i tiden fra den 5. juni til den 23. oktober 1987 fastsættes til 30 kr.
De på bilag 1 i sag nr. 87.380 anførte medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark skal hver til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod, der for hver time de pågældende har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i tiden fra den 31. august og til den 10. september 1987 fastsættes til 20 kr. og for hver time i tiden fra den 11. september til den 23. oktober 1987 fastsættes til 30 kr.
Der pålægges ikke de indklagede forbundsmedlemmer bod for deltagelse i overenskomststridige temponedsættelser.
I øvrigt frifindes parterne for de mod dem nedlagte påstande.
Sagernes omkostninger, 4.000 kr., skal betales af de indklagede.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.330, s.332, s.556, Rise og Degerbøl s. 118, Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.261, Christensen og Sørensen s.132, K 10.645 (A 1985 s.108), K 10.445 (A 1985 s.137) K 10.712 m.fl. (A 1985 s.161), K 5670 (A 1963 s.67), K 5692 (A 1963 s. 97).
Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark indgik i januar 1987 aftale om en priskurant for stilladsarbejde, i tilknytning til overenskomstforhandlingerne. Den aftalte priskurant indebar en lønforhøjelse for stilladsarbejdere i en række byer, men en lønnedgang på 25-35 kr. for arbejderne på nogle virksomheder. Da de pågældende virksomheder overgik til at afregne stilladsarbejde efter den ny priskurant, nedlagde stilladsarbejderne arbejdet i nogle dage og iværksatte herefter temponedsættelser.
Arbejdsretten fandt, at det var uberettiget at nedsætte tempoet på grund af lønnedgang ved overgang fra en akkordaftale til en ny akkordaftale. Da det imidlertid fandtes forståeligt, at arbejderne havde nedsat tempoet i en situation, hvor de pågældende arbejdere gik væsentligt ned i løn, samtidig med at andre arbejdere fik lønforhøjelse, frifandtes arbejderne for en påstand om bod for temponedsættelserne, mens klagerens påstand om normalisering af arbejdet blev taget til følge. Der blev pålagt arbejderne sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelserne.