Normens 5, stk. 2. Bod 1.2.2.2. Bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod pålagt arbejdere, der havde strejket under påberåbelse af hensynet til liv og velfærd. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Holbæk Stilladsudlejning A/S, Holbæk (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 86.134: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Stjerne Stilladser A/S, Odense (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Jon Palle Buhl, Bæhring, Degerbøl, Agnete Halmind, Kiil (retsformand), Kofod og Erik Nielsen.
Statutory Text (3 Articles)
Normens 5, stk. 2. Bod 1.2.2.2. Bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod pålagt arbejdere, der havde strejket under påberåbelse af hensynet til liv og velfærd. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Holbæk Stilladsudlejning A/S, Holbæk (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 86.134: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Stjerne Stilladser A/S, Odense (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Jon Palle Buhl, Bæhring, Degerbøl, Agnete Halmind, Kiil (retsformand), Kofod og Erik Nielsen.
Under disse sager, der er behandlet sammen, har Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for henholdsvis Holbæk Stilladsudlejning A/S, Holbæk, og Stjerne Stilladser A/S, Odense, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund for Arbejdsretten med påstand om, at de pågældende medlemmer, anført på bilag 1 i begge sager, tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening at betale en efter rettens skøn fastsat bod for hver time, de pågældende har deltaget i arbejdsnedlæggelser, for medlemmer beskæftiget ved Holbæk Stilladsudlejning A/S i perioden fra den 15. til og med den 24. oktober 1985 og for medlemmer beskæftiget ved Stjerne Stilladser A/S fra den 2. til og med den 7. april 1986.
De indklagede, der gør gældende, at arbejdet ikke kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt i de omhandlede perioder, har i sag nr. 10.909 (Holbæk Stilladsudlejning A/S) nedlagt påstand om frifindelse og i sag nr. 86.134 (Stjerne Stilladser A/S) nedlagt påstand om, at de i arbejdsnedlæggelsen deltagende arbejdere ikke pålægges bod.
De nærmere omstændigheder i sag nr. 10.909 (Holbæk Stilladsudlejning A/S) er efter det oplyste følgende
Arbejdet blev nedlagt den 15. oktober 1985 kl. 7, ifølge klageskriftet på grund af en lønuoverensstemmelse. Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet ved et fællesmøde den 16. s.m. I referatet fra mødet hedder det blandt andet
»Fra arbejderside kunne man på det foreliggende grundlag ikke erkende, at der foreligger en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, jf. Miljølovens §§ 16 og 17, stk. 2. Man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet, såfremt dette kan ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Fra arbejderside blev det oplyst, at Arbejdstilsynet vil besigtige arbejdspladserne d.d. kl. 13.00.
Fra arbejdsgiverside bestred man arbejdersidens anbringender, idet det ikke var uforsvarligt og i øvrigt i henhold til kutyme i branchen, at en erfaren stilladsarbejder arbejder sammen med uerfaren. På denne baggrund fastholdes den rejste klage og man forbeholdt sig at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages senest den 17. ds. ved normal arbejdstids begyndelse.«
Som oplyst under fællesmødet besigtigede Arbejdstilsynets kreds Vestsjællands Amt den 16. oktober 1985 de af firmaets folk senest opstillede stilladser i Holbæk og udfærdigede på grundlag heraf og af en tidligere besigtigelse af en anden byggeplads, hvor firmaet ligeledes havde opstillet stilladser, en tilsynsrapport, indeholdende 6 punkter, hvorom tilbagemelding skulle foretages inden den 23. oktober 1985. Under punkt 5 i tilsynsrapporten, der er dateret den 17. oktober 1985, hedder det
»Opstilling, ændring og nedtagning, af stilladser, må kun udføres af specielt uddannede personer under fornøden kyndig ledelse.«
Ved skrivelse af 22. oktober 1985 anmodede firmaet tilsynskredsen om en nærmere fortolkning af tilsynsrapportens punkt 5. Samme dag blev sagen indbragt for Arbejdsretten, der behandlede klagen over arbejdsnedlæggelsen i et forberedende retsmøde den 24. oktober 1985. I retsbogsudskriften fra mødet hedder det blandt andet
»Indklagede erkender forpligtelsen til at genoptage arbejdet, såfremt dette kunne udføres uden tilsidesættelse af de krav, som indeholdes i Arbejdstilsynets skrivelse af 17. oktober 1985. Organisationerne ville meddele arbejderne pålæg i overensstemmelse hermed. Organisationerne kunne ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til, om de skete arbejdsnedlæggelser var overenskomststridige.«
Som anført foran blev arbejdet genoptaget den 25. oktober 1985 ved normal arbejdstids begyndelse.
I skrivelse af 25. oktober 1985 meddelte tilsynskredsen herefter firmaet følgende fortolkning af punkt 5 i tilsynsrapporten
»Ifølge Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 407 af 18. november 1965 afsnit 1 stk. 4 må et stillads kun rejses, tages ned eller ændres væsentligt under ledelse af en kompetent og ansvarsbevidst person, og til arbejdets udførelse skal anvendes pålidelige folk, der har tilstrækkelig erfaring med hensyn til dette arbejde.
Det er som følge heraf kredsens opfattelse at opstilling, ændring og nedtagning af stilladser kun må udføres af specielt uddannede personer under fornøden kyndig ledelse.
Uddannelsen kan om fornødent foretages af arbejdsgiveren under arbejdets udførelse således, at bekendtgørelsens regler om stilladsarbejde i alle henseender efterkommes.«
Skrivelsen med den anførte fortolkning gav anledning til, at Entreprenørforeningen den 13. november 1985 sendte følgende skrivelse til tilsynskredsen
»I tilsynskredsens svar på tilbagemelding på tilsynsrapportens pkt. 5 henvises til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 407 af 18. november 1965 om regulativ for byggevirksomhed, hvori det kræves, at der til udførelse af stilladsarbejde skal anvendes pålidelige folk, der har tilstrækkelig erfaring med hensyn til dette arbejde.
Tilsynskredsen fortolker dette krav således, at opstilling, ændring og nedtagning af stilladser kun må udføres af specielt uddannede personer under fornøden kyndig ledelse, men modificerer efterfølgende fortolkningen således, at uddannelsen om fornødent kan foretages af arbejdsgiveren under arbejdets udførelse, når bekendtgørelsens regler om stilladsarbejde i alle henseender efterkommes.
Efter at have fået forelagt denne fortolkning af vort medlem, mener Entreprenørforeningen at kunne konstatere, at der er overensstemmelse mellem tilsynskredsens opfattelse og stilladsbranchens praktisering af reglen, idet enhver nyantagen arbejder normalt bliver oplært ved som bundmand at arbejde sammen med en erfaren stilladsarbejder, hvis kvalifikationer i denne henseende må anses for at være på højde med arbejdsgiverens.
Entreprenørforeningen vejleder sine medlemmer i overensstemmelse hermed og finder ingen anledning til i det foreliggende tilfælde at anbefale medlemsvirksomheden at indbringe sagen for Direktoratet for Arbejdstilsynet.«
Til nærmere belysning af baggrunden for arbejdsstandsningen har klagerne fremlagt en opmandskendelse af 8. april 1986 vedrørende spørgsmålet, om tillidsmanden under konflikten havde udført arbejde som tillidsmand, for hvilket han kunne kræve betaling. I kendelsen hedder det blandt andet
»Den 3. oktober 1985 skete der på en af virksomhedens arbejdspladser en arbejdsulykke, hvorved en af stilladsarbejderne kom til skade. Da de to arbejdere, som var beskæftiget med opstilling af et stillads, kun havde været i virksomheden i kortere tid, var arbejderne af den opfattelse, at ulykken skyldtes, at de pågældende ikke havde fået den nødvendige oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, således som det er foreskrevet i arbejdsmiljølovens § 17, stk. 2.
Den 15. oktober antog virksomheden to nye arbejdere, som ikke tidligere havde været beskæftiget med stilladsarbejde. Der opstod herefter spørgsmål om, hvorledes disse skulle have oplæring og instruktion. Da der ikke kunne opnås enighed herom, vægrede folkene sig ved at køre ud, hvad de også gjorde de følgende dage. Dansk Arbejdsgiverforening har i den anledning indbragt sagen for Arbejdsretten med påstand om pålæggelse af bod.
Driftsleder Michael Aastrand har forklaret, at han ikke den 15. oktober havde diskussion med arbejderne om ansættelse af de nye folk. Han anvendte samme fremgangsmåde, som hidtil havde været anvendt, idet han satte hver af de nye sammen med en erfaren stilladsarbejder. Da arbejderne protesterede, spurgte han, om de ville arbejde på disse præmisser, og da de nægtede det, kørte han fra pladsen til kontoret i Algade. Tillidsmanden kom den 15. med et udkast til lokalaftale, hvorefter en ny stilladsarbejder skulle med som 3. mand i et sjak i 4 uger på timeløn. Han talte med ham i to minutter, og dette møde fandt sted på de strejkendes initiativ. Han har ikke haft andre møder med tillidsmanden, men har en dag været til et møde i afdelingen på dennes begæring. Virksomheden har den 15. oktober tilbudt at betale et tilskud på 60 kr.25 øre pr. time til akkorderne i de første to dage, hvor en uerfaren stilladsarbejder er med. Han har de følgende dage på pladsen spurgt arbejderne, om de ville arbejde, og når de nægtede, er han kørt til kontoret.
For Arbejdsretten har direktør Michael Aastrand som vidne forklaret, at tilskadekomne ved arbejdsulykken den 3. oktober 1985 var en erfaren stilladsarbejder, der havde gennemgået kursus på specialarbejderskolen. Han havde den pågældende dag haft en ny, uerfaren mand med som hjælper. Den 15. oktober 1985 antog virksomheden to nye arbejdere. Der var da brug for 4 sjak. To af disse skulle herefter bestå af erfarne folk, medens de to andre skulle sammensættes af en erfaren og en af de nye uerfarne arbejdere. Dette ville folkene imidlertid ikke acceptere, da de mente, det havde vist sig at være farligt. De meddelte herefter, at de gik til fagligt møde. Det normale har hele tiden været, at en erfaren arbejder sammen med en uerfaren, som på den måde bliver lært op, således som det er beskrevet i Entreprenørforeningens skrivelse af 13. november 1985 til Arbejdstilsynet. Efter vidnets mening skyldtes arbejdsnedlæggelsen nok så meget utilfredshed med aflønningen. Vidnet tilbød derfor at betale et tilskud pr. time i de første to dage, hvor en uerfaren arbejder var med. Man arbejder også i dag på den måde, at en uerfaren sættes sammen med en erfaren, indtil den uerfarne er lært op.
De nærmere omstændigheder i sag nr. 86.134 (Stjerne Stilladser A/S) er efter det oplyste følgende
Arbejdet blev nedlagt den 2. april 1986 kl. 7, ifølge klageskriftet på grund af en lønuoverensstemmelse. Arbejdsnedlæggelsen blev behandlet ved et fællesmøde den 3. s.m. I referatet fra mødet hedder det blandt andet
»Fra arbejdstagerside erkendte man, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet fredag den 4. april 1986 ved normal arbejdstids begyndelse.
Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at baggrunden for arbejdsnedlæggelsen skyldtes, at virksomheden ansatte uerfaren arbejdskraft, hvorfor man påråbte sig Normens § 5, liv, velfærd og ære. Fra arbejdsgiverside bestred man, at arbejdstagerside kunne påråbe sig Normens § 5.
Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages, som ovenfor anført.«
Sagen blev indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 7. april 1986, hvorefter arbejdet blev genoptaget den følgende dag ved normal arbejdstids begyndelse.
I svarskriftet anførtes, at baggrunden for arbejdsnedlæggelsen var sikkerhedsmæssige problemer, idet virksomheden på trods af, at der kunne anvises erfarne stilladsarbejdere, havde ansat uerfarne. Arbejderne havde protesteret mod, at man lod to uerfarne opsætte et stillads til trods for, at der skal være erfarne tilstede, i hvilken forbindelse der i svarskriftet henvistes til den foran citerede skrivelse af 25. oktober 1985 fra tilsynskredsen til Holbæk Stilladsudlejning A/S. Med svarskriftet fremlagdes endelig referat fra et møde den 6. maj 1986 med deltagelse af repræsentanter for firmaet, Entreprenørforeningen, Specialarbejderforbundet i Danmark og Arbejdstilsynet. I referatet, der er udarbejdet af tilsynets repræsentant Per Roungkvist, hedder det
»Konklusion
1. Nyansatte vil få en oplæring, der i længde (tid) afgøres efter samtale mellem ledelse, den nyansatte, ansatte (vejledende ældre medarbejdere) og sikkerhedsorganisationen.
2. Der udleveres leverandørbrugsanvisninger til de ansatte, og der gives den fornødne mundtlige instruktion.
3. Der udleveres personlige værnemidler til de ansatte. Personlige værnemidler skal anvendes efter den givne instruktion.
4. I takt med oplæringen vil der løbende blive foretaget en vurdering, således at mere krævende opgaver først må udføres af den nye medarbejder når virksomhedens ledelse, ansatte (vejleder) er enige herom.«
Direktør Leif Black fra Stjerne Stilladser A/S har som vidne forklaret, at firmaet den 2. april 1986 beskæftigede 7 stilladsarbejdere, hvoraf 5 havde over 10 års anciennitet, og at de øvrige to var erfarne folk, som havde været ansat i firmaet i flere perioder. Da man havde brug for 4 sjak med 2 mand i hvert sjak, havde man aftalt med en ny mand, som var helt uerfaren, at denne skulle begynde den 2. april. Han skulle så have arbejdet sammen med en af de meget erfarne. Den pågældende mødte kl. 7. Folkene nedlagde imidlertid arbejdet med den begrundelse, at de ikke ville arbejde sammen med en uerfaren, når der gik ledige erfarne arbejdere inden for branchen. Der var intet nyt i det resultat, men nåede til ved mødet den 6. maj 1986.
Klagerne har til støtte for bodspåstanden anført, at det er fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med sædvanlig praksis, som Arbejdstilsynet har godkendt, at en uerfaren arbejder bliver sat til at arbejde sammen med en erfaren stilladsarbejder i oplæringsperioden. Der var derfor intet grundlag for at påberåbe sig Normens § 5, stk. 2, om liv og velfærd som undskyldning for arbejdsnedlæggelserne, der tværtimod må antages at skyldes lønmæssige uoverensstemmelser.
De indklagede har anført, at udførelsen af stilladsarbejde frembyder en sådan fare, at det under alle omstændigheder vil være uforsvarligt at lade en uerfaren arbejde sammen med kun en erfaren stilladsarbejder i stedet for to, som tilfældet er i Københavnsområdet. Det har derfor været berettiget at standse arbejdet. I hvert fald må en eventuelt forskyldt bod bortfalde.
Arbejdsretten skal udtale
Efter oplysningerne i Entreprenørforeningens skrivelse af 13. november 1985 lægges det til grund, at det i hvert fald uden for Københavnsområdet er sædvanlig praksis - som Arbejdstilsynet efter det foreliggende ikke har fundet uforsvarlig - at oplæringen af en nyantagen stilladsarbejder sker ved, at denne som bundmand arbejder sammen med en erfaren stilladsarbejder. Efter bevisførelsen i øvrigt må det endvidere lægges til grund, at man såvel i Holbæk Stilladsudlejning A/S som i Stjerne Stilladser A/S havde til hensigt at følge denne praksis, da man henholdsvis den 15. oktober 1985 og den 2. april 1986 ansatte nye uerfarne folk, og arbejdet herefter blev nedlagt.
Allerede som følge heraf har det af de indklagede påberåbte hensyn til liv og velfærd ikke kunnet give rimelig anledning til de iværksatte kollektive arbejdsnedlæggelser, for hvilke de indklagede medlemmer af forbundet derfor har forskyldt sædvanlig bod.
T h i k e n d e s f o r r e t
Til Dansk Arbejdsgiverforening betaler de medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark, som er anført på bilag 1 henholdsvis i sag nr. 10.909 og i sag nr. 86.134, en bod på 20 kr. for hver time, de pågældende har deltaget i arbejdsnedlæggelser henholdsvis i perioden fra den 15. til og med den 24. oktober 1985 og i perioden fra den 2. til og med den 7. april 1986.
I sagsomkostninger betaler Landsorganisationen i Danmark 4.000 kr. til Arbejdsretten.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s.289 ff., Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.148, Hasselbalch Ansættelsesretten s.452 f., Christensen og Sørensen s.114, Rise og Degerbøl s.66, K 10.307 (A 1985, 2.82), K 9254 (A 1981, s.89).
I to tilfælde havde stilladsarbejdere i to forskellige provinsbyer nedlagt arbejdet, idet de anførte, at ledelsens dispositioner , hvorefter stilladser skulle opsættes af et sjak bestående af en erfaren og en uerfaren stilladsarbejder var sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, jfr. bl.a. Normens § 5, stk. 2.
Arbejdsretten lagde efter bevisførelse til grund, at det i hvert fald uden for Københavnsområdet er sædvanlig praksis - som Arbejdstilsynet efter det foreliggende ikke havde fundet uforsvarlig - at oplæringen af en uerfaren stilladsarbejder sker ved, at denne som bundmand arbejder sammen med en erfaren stilladsarbejder. Hensynet til liv og velfærd kunne derfor ikke give rimelig anledning til de iværksatte kollektive arbejdsnedlæggelser, og der idømtes de strejkende arbejdere bod af sædvanlig størrelse.