Lovfortolkning. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole. (* 1) (* 2) Principielle spørgsmål, der beror på fortolkning af en lovbestemmelse kan kræves afgjort ved de almindelige domstole. Akademikernes Centralorganisation for Danmarks Jurist- og Økonomforbund (advokat Bent Unmack) mod Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet (kammeradvokaten v/advokat Bente Eskildsen). Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Bæhring, Gade, Kiil (næstformand), Pontoppidan (næstformand), Sarroe, Strube og Westergaard.

§ 7 c. Opnås der ikke ved mægling en løsning af striden og vedrører denne forståelsen af en kollektiv overenskomst eller påstået brud på en kollektiv overenskomst, kan sagen af hver af parterne henvises til endelig afgørelse ved en voldgiftsret,

Stk. 3. Vægrer en af parterne sig ved at lade sagen afgøre ved voldgift under henvisning til, at den foreliggende strid ikke angår forståelsen af en kollektiv overenskomst eller påstået brud på en kollektiv overenskomst, kan hver af parterne indbringe spørgsmålet om vægringens berettigelse for arbejdsretten. I tilfælde af påstået overenskomstbrud kan arbejdsretten, hvis vægringen findes uberettiget, tillige afgøre den påståede tvist.

§ 8. Uoverensstemmelser om denne hovedaftales forståelse samt brud på denne hovedaftale behandles efter bestemmelserne i §§ 7 a-c.«

I et cirkulære af 5. februar 1979 vedrørende hovedaftalen indeholdes følgende kommentar til § 7 c, stk. 3

»Stk. 3. føjer desuden hertil en regel hentet fra Normens § 5, stk. 4, som gør arbejdsretten kompetent til at påkende spørgsmålet om berettigelsen af vægring ved at deltage i voldgift. Denne regel, som fraviger den almindelig regel i § 8 om, at også uenighed om eller brud på hovedaftalen henhører under voldgift, tilsigter ligesom de foregående regler at sikre en hurtig afgørelse af opståede uenigheder. For tilfælde af påstået overenskomstbrud åbnes der ved stk. 3 tillige mulighed for, at arbejdsretten kan pådømme selve den tilgrundliggende tvist, hvis det begæres af en af parterne. Formålet hermed er at forhindre yderligere forhaling af sagen, såfremt vægring ved at deltage i voldgift kendes uberettiget.

Parternes overenskomst indeholder i § 9 følgende bestemmelse

»Funktionærlovens regler om opsigelse, løn under fravær på grund af sygdom og afskedigelse som følge af sygdom, indkaldelse til militærtjeneste samt efterløn finder anvendelse for ansatte efter denne overenskomst.«

Ved en voldgiftskendelse af 31. oktober 1985 blev det bestemt, at tre personer, der var ansat i henhold til overenskomsten, i medfør af den nævnte bestemmelse havde krav på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, uanset at de modtog invalidepension fra Juristernes & Økonomernes Pensionskasse, hvortil arbejdsgiveren havde indbetalt 10% af de ansattes løn, jfr. herved funktionærlovens § 2a, stk. 2.

I skrivelser af 19. november 1985 og 14. februar 1986 anmodede forbundet Finansministeriet om på tilsvarende måde at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til de tre i sagen omhandlede personer. Dette afslog Finansministeriet imidlertid under henvisning til, at der ved en dom var truffet afgørelse om, at en ansat ikke har krav på fratrædelsesgodtgørelse, når den pågældende oppebærer invalidepension fra en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har betalt hele bidraget.

Forbundet begærede herefter mægling og gjorde i den forbindelse gældende, at Finansministeriet havde gjort sig skyldig i brud på såvel overenskomsten som hovedaftalen. Der kunne ikke opnås enighed på mæglingsmødet, idet Finansministeriet gjorde gældende, at voldgiftskendelsen var opfyldt ved, at de tre, som var omfattet af kendelsen, havde fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, og fastholdt, at fortolkningen af funktionærloven var et domstolsanliggende også i et tilfælde, hvor lovens bestemmelser er blevet en del af overenskomsten.

Forbundet begærede herefter nedsat en voldgiftsret til afgørelse af uoverensstemmelserne, men Finansministeriet afslog at medvirke hertil. Derpå indbragte forbundet ved klageskrift af 9. juli 1986 sagen for Arbejdsretten.

Der har under sagen været enighed om, at de tre af sagen omfattede personer ikke er funktionærer, og at henvisningen i overenskomstens § 9 til funktionærlovens regler om opsigelse også omfatter lovens § 2 a om fratrædelsesgodtgørelse.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at spørgsmålet om de i sagen omhandlede personers ret til fratrædelsesgodtgørelse rettelig skulle afgøres ved voldgift. Da de pågældende ikke er funktionærer, kan deres krav ikke støttes direkte på funktionærlovens bestemmelse, men beror alene på overenskomstens § 9. Det er et rent teknisk spørgsmål og må være uden betydning, om § 9 henviser til funktionærlovens regler eller gengiver disses ordlyd. Da kravet alene beror på overenskomstens § 9, kunne den enkelte ansatte ikke rejse kravet ved de almindelige domstole, jfr. arbejdsretslovens § 11. Parterne har i deres hovedaftale aftalt regler om, at fortolkningstvister skal afgøres ved faglig voldgift. Der er en ubegrænset frihed til af aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift også i tilfælde af fortolkning af ufravigelige regler, og der er ikke grundlag for at fortolke hovedaftalens bestemmelser om voldgift indskrænkende. Indklagede har da heller ikke modsat sig, at den tidligere sag blev afgjort ved voldgift.

Klagernes principale påstand sigter alene på bestemmelsen i hovedaftalens § 7 c, stk. 3, 2. pkt., hvorefter Arbejdsretten i tilfælde af påstået overenskomstbrud tillige kan afgøre selve tvisten. Såfremt Arbejdsretten ikke ønsker dette, må klagernes subsidiære påstand om pligt for indklagede til at deltage i voldgift om spørgsmålet tages til følge.

For så vidt angår spørgsmålet om bod, har klagerne anført, at indklagede har gjort sig skyldig i brud på hovedaftalen ved i strid med den tidligere voldgiftskendelse at nægte at udbetale fratrædelsesgodtgørelse i et ganske lignende tilfælde og ved at vægre sig ved at deltage i voldgift. Indklagede har endvidere gjort sig skyldig i overenskomstbrud ved ikke at udbetale fratrædelsesgodtgørelse som fastsat i overenskomstens § 9. Når indklagede påstår, at sagen skal afgøres ved de almindelige domstole, kan dette i hvert fald ikke gælde for kravet om bod.

Indklagede har til støtte for sin påstand om afvisning anført, at sagen ikke angår en fortolkning af overenskomstens § 9, men af funktionærlovens § 2 a, stk. 2. Dette lovfortolkningsspørgsmål henhører under de almindelige domstole og kan ikke afgøres ved voldgift. Det må være uden betydning, at kravet om fratrædelsesgodtgørelse støttes på henvisningen i overenskomstens § 9 til funktionærlovens regler om opsigelse og ikke direkte på lovens § 2 a. Indholdet af § 2 a har aldrig været et overenskomstspørgsmål, men er kun blevet et led i overenskomsten som følge af en ændring af funktionærloven. Indklagede kan ikke være afskåret fra at kræve et principielt lovfortolkningsspørgsmål afgjort ved de almindelige domstole, fordi man i en tidligere sag har medvirket til, at det blev afgjort ved voldgift. Selv om Arbejdsretten ikke følger påstanden om afvisning, således at spørgsmålet skal afgøres ved de almindelige domstole, bør sagen ikke henvises til voldgift, men afgørelsen bør træffes af Arbejdsretten i henhold til hovedaftalens § 7 c, stk. 3.

For så vidt angår spørgsmålet om bod, har de indklagede anført, at det ikke kan pådrage bod, at en part i et overenskomstforhold ønsker et omtvistet retsspørgsmål indbragt for Arbejdsretten.

Arbejdsretten skal udtale

Uanset formuleringen af klagernes påstande er sagens hovedspørgsmål, om funktionærlovens § 2 a, stk. 2, der omfattes af henvisningen i overenskomstens § 9, skal forstås således, at tilkendelse af invalidepension fra Juristernes & Økonomernes Pensionskasse bevirker, at der ikke haves krav på fratrædelsesgodtgørelse, fordi pensionskassens midler delvis hidrører fra indbetalinger fra arbejdsgiveren. Besvarelsen af sagens hovedspørgsmål beror således på en fortolkning af den ufravigelige bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 2.

Ved Højesterets dom af 20. marts 1987 (U.1987.337) er det fastslået, at et tilsvarende fortolkningsspørgsmål vedrørende en overenskomstbestemmelse, der måtte forstås på samme måde som den ufravigelige regel i sømandslovens § 37, stk. 2, ikke kunne anses for omfattet af en i overenskomsten indeholdt bestemmelse om, at alle tvistigheder vedrørende overenskomsten skulle afgøres ved voldgift.

I overensstemmelse hermed finder Arbejdsretten, at indklagede må have ret til at kræve et principielt spørgsmål, der beror på fortolkning af en lovbestemmelse, afgjort ved de almindelige domstole, og indklagede findes ikke at have afskåret sig herfra ved at medvirke til, at en tidligere sag blev afgjort ved voldgift.

Da indklagede således har været berettiget til at vægre sig ved at lade den nu rejste sag afgøre ved voldgift, vil indklagede være at frifinde, jfr. herved hovedaftalens § 7 c, stk. 3, hvorefter Arbejdsrettens kompetence er begrænset til at afgøre spørgsmålet om vægringens berettigelse og - i tilfælde af påstået overenskomstbrud - tillige den opståede tvist, hvis vægringen findes uberetttiget.

Klagerne betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Finansministeriet Lønnings- og Pensionsdepartementet, frifindes.

Klagerne betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

Lovfortolkning. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole. (* 1) (* 2) Principielle spørgsmål, der beror på fortolkning af en lovbestemmelse kan kræves afgjort ved de almindelige domstole. Akademikernes Centralorganisation for Danmarks Jurist- og Økonomforbund (advokat Bent Unmack) mod Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet (kammeradvokaten v/advokat Bente Eskildsen). Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, Bæhring, Gade, Kiil (næstformand), Pontoppidan (næstformand), Sarroe, Strube og Westergaard.

Under denne sag har Akademikernes Centralorganisation for Danmarks Jurist- og Økonomforbund indklaget Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet, for Arbejdsretten for overenskomstbrud - dels ved at have afslået at betale fratrædelsesgodtgørelse til tre medlemmer af forbundet - dels ved at have nægtet at deltage i en faglig voldgift om spørgsmålet.

Klagerne har nedlagt følgende påstande

1. Principalt

1.1. Indklagede pålægges en af Arbejdsretten fastsat bod.

1.2. Indklagede tilpligtes til boet efter forhenværende fuldmægtig i Justitsministeriet Arne Lønberg, til forhenværende fuldmægtig i Fiskeriministeriet J. Højgaard Hansen og forhenværende ekspeditionssekretær i Skattedepartementet Arly Søren Møller, at udrede et beløb svarende til henholdsvis 2, 1 og 3 måneders løn på tidspunktet for de pågældendes afskedigelse, der skete henholdsvis den 31. december 1983, 31. marts 1984 og 31. december 1981.

2. Subsidiært

2.1. Indklagede pålægges en af Arbejdsretten fastsat bod.

2.2. Indklagede tilpligtes at efterkomme den af Danmarks Jurist- og Økonomforbund ved skrivelse af 12. juni 1986 til indklagede foretagne henvisning af en uenighed mellem parterne af faglig karakter til afgørelse ved voldgift i henhold til § 7 c i hovedaftale af 25. januar 1979 mellem indklagede og Danmarks Jurist- og Økonomforbund.

3. Mere subsidiært

Indklagede tilpligtes at efterkomme den af Danmarks Jurist- og Økonomforbund ved skrivelse af 12. juni 1986 til indklagede foretagne henvisning af en uenighed mellem parterne af faglig karakter til afgørelse ved voldgift i henhold til § 7 c i hovedaftale af 25. januar 1979 mellem indklagede og Danmarks Jurist- og Økonomforbund.

Indklagede har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Over for afvisningspåstanden har klagerne påstået sagen fremmet til pådømmelse i realiteten.

Arbejdsretten har bestemt, at sagens formalitet skal behandles særskilt.

Sagens baggrund er efter det oplyste følgende

I parternes hovedaftale af 25. januar 1979 findes blandt andet følgende bestemmelser om afgørelse af faglige uoverensstemmelser

»§ 7 a. Enhver uenighed af faglig karakter bør søges bilagt ved mægling, eventuelt ved voldgift, efter nedenstående regler.

Stk. 2. En uenighed af faglig karakter foreligger, hvor der af nogen af parterne fremsættes krav vedrørende arbejds- og ansættelsesforholdene for personalet omfattet af denne hovedaftale, som ikke uden videre anerkendes eller imødekommes af modparten, eller der foreligger et påstået brud på en kollektiv overenskomst.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 400 (note 104), Hasselbalch i Ugeskrift for Retsvæsen 1977 B, s. 33 ff, Højesterets dom af 20. marts 1987 (Ugeskrift for Retsvæsen 1987 s.337).

En kollektiv overenskomst indeholdt en bestemmelse om, at funktionærlovens regler om bl.a. afskedigelse på grund af sygdom finder anvendelse for ansatte efter overenskomsten. Overenskomsten bestemte også, at enhver uenighed af faglig karakter afgøres ved voldgift.

Arbejdsgiverparten havde vægret sig ved at medvirke ved en voldgift til afklaring af, om nogle ansatte efter overenskomsten havde krav på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a i tilfælde, hvor de pågældende modtog invalidepension fra vedkommende pensionskasse.

Arbejdsgiverparten fandtes at have været berettiget til at kræve et principielt spørgsmål, der beror på fortolkning af en lovbestemmelse, afgjort ved de almindelige domstole, uanset at en tidligere tilsvarende sag havde været afgjort ved voldgift.