Bortvisning. Bod 2.1.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt.(* 1) (* 2) Bortvisning af 5 tandlægeassistenter, som havde gennemført nogle kortvarige arbejdsnedlæggelser, fundet overenskomststridig. Påstand om organisationsansvar var først endeligt nedlagt under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Tandlægeforening på egne vegne og for tandlægerne Christian Benners og Ole Bæk Kristensen, Svendborg (advokat Poul Johannessen). Dommere: Bæhring, Degerbøl, Otto Hansen, Hans Jensen, Kofod, Pontoppidan (retsformand) og Tjellesen.

Bortvisning. Bod 2.1.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt.(* 1) (* 2) Bortvisning af 5 tandlægeassistenter, som havde gennemført nogle kortvarige arbejdsnedlæggelser, fundet overenskomststridig. Påstand om organisationsansvar var først endeligt nedlagt under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Tandlægeforening på egne vegne og for tandlægerne Christian Benners og Ole Bæk Kristensen, Svendborg (advokat Poul Johannessen). Dommere: Bæhring, Degerbøl, Otto Hansen, Hans Jensen, Kofod, Pontoppidan (retsformand) og Tjellesen.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indklaget Dansk Tandlægeforening på egne vegne og for tandlægerne Christian Benners og Ole Bæk Kristensen, Svendborg, for Arbejdsretten for overenskomststridig bortvisning af 5 klinikassistenter.

Klagerne har nedlagt følgende endelige påstande

at indklagede, tandlægerne Christian Benners og Ole Bæk Kristensen, har handlet overenskomststridigt ved den 21. januar 1987 at have bortvist 5 tandklinikassistenter, at Dansk Tandlægeforening har gjort sig delagtige i den overenskomststridige bortvisning, at de indklagede tilpligtes til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, at betale en efter rettens skøn fastsat bod, og at spørgsmålet om betaling til forbundets medlemmer - erstatning for uberettiget bortvisning og krav i medfør af Funktionærlovens § 2a og § 2b - afgøres ad sædvanlig fagretslig vej, evt. ved faglig voldgift.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Mellem Dansk Tandlægeforening og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark er der indgået dels en hovedaftale af 16. november 1983, dels en overenskomst af 29. maj 1985 vedrørende klinikassistenter.

Overenskomsten indeholder i § 5 B, stk. 1 lønsatserne for tillærte klinikassistenter. § 5 B, stk. 2 bestemmes

»Stk. 2. Personlige tillæg.

a. Der kan gives højere løn end den i overenskomsten fastsatte minimalløn, og parterne er enige om, at dette skal ske, hvor der gennem dygtighed ydes særligt værdifuldt arbejde, eller hvor der forudsættes mere selvstændighed i arbejdet eller større ansvar.

b. Aftaler i overensstemmelse med ovenstående træffes direkte mellem arbejdsgiveren og den enkelte medarbejder. Såfremt der i det enkelte tilfælde er enighed herom, kan disse forhandlinger føres af den på klinikken valgte tillidsrepræsentant.

c. Hvor misforhold generelt såvel som for den enkelte medarbejder skønnes at være til stede, kan hver af parterne kræve sagen optaget til forhandling mellem organisationerne.«

I perioden fra maj til december 1986 blev der mellem de indklagede tandlæger og de 5 klinikassistenter, som var ansat på klinikken, ført forhandlinger om ydelse af personlige tillæg til assistenterne. 2 af dem fik i forvejen personlige tillæg. De 3 som ikke havde tillæg var blevet ansat på klinikken den 1. november 1985, den 1. august 1986 og den 8. august 1986.

Fra tandlægernes side meddelte man under forhandlingerne, at klinikkens økonomi ikke tillod dem at yde yderligere tillæg. Man tilbød i stedet assistenterne en form for tantieme, hvilket de imidlertid ikke var interesserede i.

I utilfredshed med at lønforhandlingerne ikke førte til et resultat, nedlagde klinikassistenterne arbejdet torsdag den 18. december 1986. Arbejdsnedlæggelsen startede ved frokosttid og varede til kl. 14. I denne periode holdt assistenterne fagligt møde på klinikken. Fredag den 19. december mødte assistenterne på arbejde til sædvanlig tid kl. 7.45. De påbegyndte arbejdet, men efter at de havde haft en kort resultatløs drøftelse med tandlægerne, nedlagde de påny arbejdet kl. 8.15. En medarbejder i HK's Svendborg afdeling kom kort efter til stede og opfordrede assistenterne til at gå i arbejde, hvilket de imidlertid afslog. Arbejdsnedlæggelsen blev herefter indberettet til Dansk Tandlægeforening, som foranledigede fællesmøde afholdt mandag den 22. december 1986.

I fællesmødereferatet anføres bl.a.

»Sagen forhandledes. HK erkender, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig. Parterne gav tilsagn om, at spørgsmålet om personlige tillæg samt arbejdstid forhandles under organisationernes medvirken. HK pålægger klinikassistenterne at genoptage arbejdet tirsdag den 23. december ved normal arbejdstids begyndelse.

Fra DTF's side forbeholdt man sig at indbringe sagen for arbejdsretten, såfremt arbejdet ikke genoptages som anført.«

Efter det oplyste var arbejdet blevet genoptaget i normalt omfang den 22. december.

Som aftalt på fællesmødet blev der i januar 1987 ført forhandlinger under organisationernes medvirken. På et møde den 20. januar 1987 måtte det imidlertid konstateres, at enighed ikke kunne opnås. I mødereferatet anføres

»Sagen forhandles. Der kunne ikke opnåes enighed om, at stigning i de personlige tillæg pr. 1. januar 1987 ikke kan modregnes i overenskomstmæssige stigninger pr. 1. marts 1987.

Herefter måtte parterne konstatere, at et resultat ikke kunne opnåes.«

I drøftelserne deltog en af de 5 klinikassistenter.

Den 21. januar 1987 mødte assistenterne på arbejde kl. 7.45. Da de ønskede at få en orientering om forløbet af drøftelserne den 20. januar fra den kollega, der havde deltaget, gik alle 5 assistenter imidlertid straks til fagligt møde. Da tandlæge Ole Bæk Kristensen kom på klinikken kl. 8 og konstaterede, at assistenterne ikke var i arbejde, meddelte han, at de ville blive bortvist, hvis de ikke gik i arbejde senest kl. 8.15. En repræsentant for HK's Svendborg afdeling kom til stede kort efter kl. 8. Han opfordrede assistenterne til at gå i arbejde, hvilket imidlertid ikke skete, idet de fortsatte deres drøftelser.

Efter at de indklagede tandlæger havde drøftet situationen med Dansk Tandlægeforening, overgav de kl. 9.30 følgende skrivelse til alle 5 assistenter

»Undertegnede tandlæger bortviser dig hermed, fordi du trods gentagne opfordringer har nægtet at bringe din fra i dag kl. 07.45 etablerede arbejdsnedlæggelse til ophør - sidst med 1/4 times varsel fra 08.00.

Vi forbeholder os ret til at gøre erstatningsansvar gældende over for dig.

Svendborg, den 21. januar 1987 kl. 09.30.«

På foranledning af klagerne blev der afholdt møde i anledning af bortvisningerne den 28.januar 1987. I referatet af mødet hedder det bl.a.

»Sagen drøftedes. Enighed kunne ikke opnås.

HK/LO meddelte, at man ville indbringe sagen for Arbejdsretten som en hastesag med påstand om ulovligheden af bortvisningen af de pågældende klinikassistenter samt for brud på den mellem HK og DTF indgåede overenskomst af 1985 og hovedaftale af 1983. Ligesom man meddelte at ville gøre organisationsansvar gældende over for DTF samt kræve en alvorlig bod idømt såvel tandlægerne som DTF.«

Klagerne har herefter ved klageskrift af 2. februar 1987 indbragt sagen for Arbejdsretten. I klageskriftet var alene tandlægerne, og ikke Dansk Tandlægeforening, indklaget.

Klinikassistent Grethe Øbo Jensen har forklaret, at hun har været ansat på klinikken i 19 år. Hun arbejdede i 23 3/4 timer ugentlig og havde et personligt tillæg på 481,55 kr. pr. måned. Der blev fra maj 1986 ført mange forgæves forhandlinger med tandlægerne om personlige tillæg. Assistenterne mente, at deres løn lå under den, som blev ydet på andre tandlægeklinikker i Svendborg. Tandlægerne var imidlertid uvillige til at gå med til yderligere tillæg. De tilbød i stedet, at der kunne ydes beløb af klinikkens overskud, bestemt efter den enkeltes personlige indsats. Et sådant system fandt hun og hendes kolleger uretfærdigt, og de afslog derfor at gå ind på forslaget. Arbejdsnedlæggelserne den 18. og 19. december 1986 skete som en reaktion på de resultatløse forhandlinger. Der blev ikke i forbindelse med denne arbejdsnedlæggelse fra tandlægernes side sagt noget om, at eventuel gentagelse kunne medføre bortvisning. Der har ikke forud for december 1986 været arbejdsnedlæggelser på klinikken.

Klinikassistent Sonja Jepsen har forklaret, at hun blev ansat på klinikken den 7. januar 1985. Hun arbejdede i 32 timer ugentligt og havde et personligt tillæg på 648,80 kr. månedligt. Hun deltog i forhandlingerne i januar 1987. Der blev under forhandlingerne at opnået enighed om det beløbsmæssige, således at der skulle ydes personlige tillæg til alle 5 assistenter. Når det lykkedes, skyldtes det blandt andet, at Grethe Øbo Jensen og hun selv gik ind på at afgive 50 kr. af deres tillæg. Aftalen faldt imidlertid på, at tandlægerne ønskede adgang til at modregne de personlige tillæg i generelle lønstigninger pr. 1. marts 1987. I betragtning af det tidspunkt, hvor forhandlingerne fandt sted, så assistenterne og deres forening herefter ingen reelle fordele ved aftalen. Hun og hendes kolleger var meget skuffede over det negative udfald, og da de var mødt på arbejde den 21. januar, ønskede kollegerne at få en orientering fra hende om forløbet af forhandlingerne. De gik derfor straks til fagligt møde. Afdelingssekretær Johnny Duvander, HK, som havde deltaget i drøftelserne dagen før, kom til stede kl. 8.10. Han opfordrede dem til at gå i arbejde. De fortsatte imidlertid deres drøftelser og blev herefter bortvist kl. 9.30.

Afdelingssekretær Johnny Duvander, HK's Svendborg afdeling, har forklaret, at han blev tilkaldt til klinikken den 21. januar om morgenen. Han opfordrede assistenterne til at gå i arbejde. Han blev gjort bekendt med, at tandlæge Ole Bæk Kristensen kl. 8 havde meddelt, at assistenterne ville blive bortvist, hvis de ikke straks genoptog arbejdet. Han gav udtryk for, at tandlægerne ikke var berettiget til at tage et sådant skridt.

Tandlæge Christian Benners har forklaret, at der fra maj 1986 blev ført forhandlinger med klinikassistenterne om personlige tillæg. Assistenterne ønskede, at de alle skulle have tillæg. Klinikkens driftsresultat kunne imidlertid efter tandlægernes mening ikke bære yderligere tillæg. Han havde talt med andre tandlæger i Svendborg og mente, at lønningerne på klinikken lå på et middelniveau. Han erindrer ikke, om han eller Ole Bæk Kristensen i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne den 18. - 19. december 1986 tilkendegav, at fortsatte arbejdsnedlæggelser kunne føre til bortvisning. Efter at forhandlingerne var brudt sammen den 20. januar, konstaterede han, da han den 21. januar mødte på klinikken, at assistenterne påny havde nedlagt arbejdet. Ole Bæk Kristensen ankom kort efter. De drøftede situationen og blev enige om, at der måtte skrides ind. Bæk Kristensen meddelte derefter assistenterne, at de ville blive bortvist, hvis de ikke havde genoptaget arbejdet kl. 8.15. Dette skete ikke. En repræsentant for HK kom til stede og talte med assistenterne uden at det resulterede i arbejdets genoptagelse. Den pågældende sagde, at tandlægerne burde frafalde kravet om modregning. De fik ikke nogen meddelelse fra assistenterne om, hvor længe arbejdsnedlæggelsen ville vare. De kontaktede herefter Dansk Tandlægeforening, som ydede dem bistand til udformning af bortvisningsskrivelserne.

Tandlæge Ole Bæk Kristensen har forklaret i overensstemmelse med tandlæge Christian Benners.

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at bortvisningen må anses som ulovlig. På bortvisningstidspunktet havde assistenterne holdt fagligt møde i 1 3/4 time. Der var derfor tale om en kortvarig arbejdsnedlæggelse, som - selvom den var overenskomststridig - ikke kunne berettige tandlægerne til at tage et så drastisk skridt som bortvisning. Tandlægerne kunne - og burde - have fulgt samme fremgangsmåde som de gjorde den 18. - 19. december. Det er almindelig anerkendt i arbejdsretlig teori og praksis, at bortvisning kun kan ske, når der foreligger en grov misligholdelse, og bortvisningen er driftsmæssig begrundet. Ingen af disse betingelser er opfyldt her.

Det må lægges til grund, at tandlægerne ikke i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne i december nævnte muligheden af bortvisning i tilfælde af fortsatte overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og den advarsel, som tandlæge Ole Bæk Kristensen gav den 21. januar om morgenen, levnede ikke assistenterne rimelig tid til at overveje situationen. Det må også tages i betragtning, at assistenterne havde et rimeligt begrundet ønske om at få en orientering om forløbet af forhandlingerne, og om på baggrund heraf at kunne overveje deres stilling. Tandlægerne havde ikke grund til at tro, at arbejdsnedlæggelsen ville vare længere end den tid, det tog at afvikle det faglige møde.

Klagerne bestrider, at spørgsmålet om størrelsen af de personlige tillæg kunne være henvist til faglig voldgift. Desuden var der opnået enighed om beløbene, og modregningsspørgsmålet som forhandlingerne strandede på, kunne i hvert fald ikke afgøres ved faglig voldgift.

Til støtte for frifindelsespåstanden har de indklagede anført, at bortvisningerne den 21. januar 1987 var berettigede. Arbejdsnedlæggelsen denne dag må ses i sammenhæng med arbejdsnedlæggelserne i december. Assistenterne måtte vide, at en servicevirksomhed som en tandlægeklinik er yderst sårbar over for arbejdsnedlæggelser. Tilsagte patienter må sendes hjem og klinikkens renomme vil derved lide skade. Der var derfor tale om en yderst effektiv »nålestikstaktik«, hvormed assistenterne søgte at gennemtvinge deres krav. Da arbejdsnedlæggelserne fortsatte den 21. januar, havde tandlægerne reelt ikke andet valg end at bortvise assistenterne. Der var tale om en grov misligholdelse og driftsmæssige hensyn gjorde det nødvendigt at reagere som sket. Der lå ingen kamphensigt bag bortvisningerne. Assistenterne fik en utvetydig advarsel forud for bortvisningen, og de blev af deres organisationsrepræsentant opfordret til at gå i arbejde. På trods heraf fortsatte de arbejdsnedlæggelsen. De meddelte ikke noget om, hvor længe arbejdsnedlæggelsen ville vare, og tandlægerne måtte derfor gå ud fra, at den fortsatte indtil videre.

Hvad angår de lønmæssige uoverensstemmelser har de indklagede anført, at klagerne kunne have forlangt faglig voldgift om uoverensstemmelsen. Arbejdsnedlæggelsen savnede også af den grund rimelig motivering.

Arbejdsretten skal udtale

Som fastslået af retten i tidligere tilsvarende sager kan arbejdstageres misligholdelse af deres forpligtelser over for en arbejdsgiver under snævre betingelser berettige denne til kollektivt at bortvise dem i stedet for at søge forpligtelserne opfyldt ad sædvanlig fagretslig vej. I den foreliggende sag findes betingelserne for bortvisning imidlertid ikke at være opfyldt. Det kan ganske vist ikke afvises, at arbejdsnedlæggelser i en virksomhed som de indklagedes kan påføre virksomheden betydelige gener, og at bortvisningerne derfor havde en reel driftsmæssig begrundelse. Heroverfor står imidlertid, at der i hvert fald på det tidspunkt, da de indklagede tandlæger den 21. januar 1987 om morgenen fremkom med tilkendegivelsen om bortvisning, var tale om en kortvarig arbejdsnedlæggelse, der havde sin baggrund i ønsket om at blive orienteret om og i lyset heraf overveje konsekvenserne af de resultatløse forhandlinger dagen før. Selvom der er en vis sammenhæng mellem arbejdsnedlæggelserne den 18. - 19. december 1986 og den arbejdsnedlæggelse, der førte til bortvisning, findes der ikke, da bortvisningerne skete, at have foreligget en misligholdelse af en sådan grovhed, at den har berettiget de indklagede tandlæger til at tage dette skridt i stedet for at forfølge sagen ad fagretslig vej.

Som følge af det anførte tager Arbejdsretten første og sidste led i klagernes påstande over for de indklagede tandlæger til følge.

For så vidt angår bodspåstanden, finder Arbejdsretten, at de indklagede tandlæger bør idømmes en bod for de overenskomststridige bortvisninger.

Ved fastsættelsen af boden bør der tages hensyn til, at bortvisningerne skete som reaktion på de ansattes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der som anført skabte en vanskelig situation for virksomheden. Boden findes herefter at burde fastsættes til 10.000 kr.

Hvad angår klagernes påstand over for Dansk Tandlægeforening, findes der som sagen er oplyst ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at foreningen ved den 21. januar 1987 at have ydet tandlægerne bistand med hensyn til udformningen af bortvisningsskrivelserne har gjort sig delagtig i det begåede overenskomstbrud. Det er herved også taget i betragtning, at påstanden over for foreningen først er endeligt er nedlagt under domsforhandlingen efter tandlæge Christian Benners forklaring om kontakten med foreningen, og at der således ikke har været mulighed for en nærmere belysning af foreningens rolle i sagen.

Herefter tages Dansk Tandlægeforenings frifindelsespåstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, tandlægerne Christian Benners og Ole Bæk Kristensen, Svendborg, har handlet overenskomststridigt ved den 21. januar 1987 at have bortvist 5 tandlægeklinikassistenter.

Disse indklagede betaler til Handels- og Kotorfunktionærernes Forbund i Danmark en bod på 10.000 kr.

Spørgsmålet om betaling til forbundets medlemmer afgøres af sædvanlig fagretslig vej.

Indklagede, Dansk Tandlægeforening, frifindes.

Sagens omkostninger 2.000 kr. betales af de indklagede til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 326 (note 188), K 87.003 og de herunder anførte henvisninger, K 9665 m.fl. (A 1982, s. 89). Højesterets dom af 28. marts 1980 i Ugeskrift for Retsvæsen 1980 s. 405.

5 assistenter på en tandlægeklinik havde nedlagt arbejdet et par timer den 18. december 1986 og det meste af den følgende dag på grund af utilfredshed med forløbet af forhandlinger om personlige tillæg.

Yderligere lønforhandlinger brød sammen den 20. januar 1987. Den 21.

januar 1987 mødte assistenterne til normal arbejdstid kl. 07.45, men gik herefter til fagligt møde. Det blev tilkendegivet dem, at de ville blive bortvist, hvis arbejdet ikke var genoptaget senest kl.

08.15. En repræsentant for den faglige organisation blev tilkaldt og opfordrede assistenterne til at gå i arbejde, hvilket imidlertid ikke skete. Efter at de indklagede tandlæger havde drøftet situationen med Dansk Tandlægeforening, bortvistes de 5 assistenter skriftligt kl.

09.30.

Antaget at betingelserne for bortvisning i den foreliggende sag ikke var opfyldt. De indklagede tandlæger idømtes en bod, der fastsattes til 10.000 kr., idet der herved blev taget hensyn til, at bortvisningerne skete som reaktion på de ansattes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der skabte en vanskelig situation for virksomheden.

Dansk Tandlægeforening frifandtes for en påstand om at have gjort sig delagtig i den overenskomststridige bortvisning, idet der, som sagen var oplyst, ikke forelå tilstrækkeligt grundlag for domfældelse, hvorved det også var taget i betragtning, at påstanden over for foreningen først var endeligt nedlagt under domsforhandlingen efter en af de indklagede tandlægers forklaring om kontakten med foreningen.