Legislator Case Law & Legislation
U19870383013 DK

Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt(* 1) (* 2) Hjemsendelse uberettiget, men bod ikke pålagt. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Det Berlingske Officin A/S (fuldmægtig Mona Davidsen). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Bredmose, Jon Palle Buhl, Arnold Hansen, Strube, Wahl og Nicolai Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1987 3830 Valid

Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt(* 1) (* 2) Hjemsendelse uberettiget, men bod ikke pålagt. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Det Berlingske Officin A/S (fuldmægtig Mona Davidsen). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Bredmose, Jon Palle Buhl, Arnold Hansen, Strube, Wahl og Nicolai Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Det Berlingske Officin A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede Det Berlingske Officin A/S har handlet overenskomststridigt ved den 3. april 1985 at have hjemsendt de ansatte medlemmer af de to forbund, at indklagede til Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund tilpligtes at betale en efter rettens skøn fastsat bod, og at spørgsmålet om betaling til de ansatte henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretslig vej.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende

I protest mod lov nr. 123 af 31. marts 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v., der bragte de på arbejdsmarkedet lovligt iværksatte konflikter til ophør fra den 1. april 1985, forekom der fra denne dato arbejdsnedlæggelser hos et meget stort antal virksomheder over hele landet.

Hos Det Berlingske Officin nedlagde medlemmer af Dansk Typograf-Forbund, Dansk Metalarbejderforbund, Dansk El-Forbund, Lager- og Handelsarbejdernes fagforening, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Gastronomisk Landsforbund arbejdet hele døgnet mandag den 1. april 1985.

Tirsdag den 2. april 1985 var arbejdet fortsat nedlagt hele døgnet, dog mødte medlemmerne af Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund på arbejde kl. 23.30 og arbejdede til næste dag kl. 6. Denne dag, onsdag den 3. april 1985, der var onsdag før Påsken, blev arbejdet genoptaget af de forskellige arbejdsgrupper, bortset fra arbejderne i pakkeriet, som fortsatte deres arbejdsnedlæggelse. Da de strejkende pakkeriarbejdere onsdag eftermiddag meddelte ledelsen, at de først ville genoptage arbejdet tirsdag den 9. april 1985, besluttede ledelsen at hjemsende de øvrige medarbejdergrupper indtil tirsdag den 9. april.

På et fællesmøde den 26. april 1985 gjorde man fra de to forbunds side gældende, at der var arbejde nok til deres medlemmer, og at medlemmerne havde krav på løn under hjemsendelsen og på søgnehelligdagsbetaling i henhold til overenskomstens § 3, stk. 1. Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at hjemsendelsen var begrundet i andre arbejdstageres overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Arbejdsgiversiden bestred, at der var arbejde at udføre for de pågældende, og at overenskomstens § 3, stk. 1, kunne finde anvendelse, idet der var tale om en hjemsendelse alene betinget af produktionsmæssige forhold.

I overenskomstens § 3, stk. 1, er bestemt

»For søn- og helligdage, som er: Skærtorsdag, Langfredag, 2. Påskedag, Store Bededag, Kristi Himmelfartsdag, 2. Pinsedag, 1. Juledag, 2. Juledag og Nytårsdag, afkortes ikke i den faste ugeløn, medmindre helligdagen falder umiddelbart mellem 2 forsømmelsesdage. Fridage, der er anordnede af Huset, må ikke fradrages håndværkeren.«

Tillidsmand for metalarbejderne Ejgil Nielsen har forklaret, at af de 33 ansatte metalarbejdere skulle kun 8 møde til arbejde i påskedagene. Uanset at aviserne ikke udkom i disse dage, var der arbejde nok at udføre for metalarbejderne, idet en del af den almindelige vedligeholdelse og de løbende reparationer af maskinerne udføres bedst, når maskinerne står stille. Metalarbejderne har tidligere været indkaldt til arbejde under andre arbejdstagergruppers konflikter, og de har fornylig indgået en aftale med ledelsen om, at de ikke hjemsendes, når de kan påvise arbejdsopgaver.

Tillidsmand for elektrikerne Finn Nielsen har forklaret, at af de 29 ansatte elektrikere skulle 13 have været på arbejde i påskedagene. Elektrikerne har under tidligere lignende situationer nogle gange været indkaldt til arbejde.

Direktør Erik Jensen har forklaret, at han onsdag eftermiddag fik at vide, at pakkerne ikke ville gå i arbejde igen før efter påsken. Man kunne derfor ikke udsende aviserne, og de øvrige medarbejdergruper blev hjemsendt. Metalarbejdernes og elektrikernes tillidsmand oplyste, at der var arbejde for deres folk, og de fik lov til at arbejde til fyraften. Det ville være vanskeligt at beskæftige dem i de følgende dage med vedligeholdelsesarbejder, fordi der ikke var forberedt sådanne arbejder. Det er normalt at hjemsende alle medarbejdergrupper i sådanne tilfælde, men der er undertiden i enkeltstående tilfælde gjort undtagelser herfra. Man hjemsender medarbejdergrupperne som helhed, fordi man på grund af det store antal medarbejdere ikke kan nå at undersøge, om nogle ikke skulle være mødt på arbejde i hjemsendelsesperioden.

Ved en opmandskendelse af 3. december 1985 i en faglig voldgift blev det afgjort, at 3 medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, som også var blevet hjemsendt om onsdagen, ikke havde krav på løn under hjemsendelsen, fordi hjemsendelsen var begrundet i pakkernes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Under en senere faglig voldgift blev der den 24. juni 1986 indgået et forlig, hvorved indklagede forpligtede sig til at yde betaling til de hjemsendte metalarbejdere, og elektrikere for søgnehelligdagene den 4., 5. og 8. april 1985 i henhold til overenskomstens § 3, stk. 1.

Klagerne har anført, at der ikke har foreligget saglige, driftsmæssige grunde bag hjemsendelsen af metalarbejderne og elektrikerne, og at formålet med hjemsendelsen af dem må antages at være et ønske om at slippe for at betale søgnehelligdagsbetaling. For de arbejdere, som skulle være mødt til arbejde i påskedagene, havde der efter tillidsmændenes forklaringer været vedligeholdelsesarbejder at udføre, og det havde rent driftsmæssigt været hensigtsmæssigt at få disse arbejder udført, når maskinerne ikke var i brug. For de arbejdere, som ikke skulle møde til arbejde i påskedagene, - og det er flertallet - kan hjemsendelsen ikke begrundes med driftsmæssige eller andre saglige hensyn. Hjemsendelserne har derfor været overenskomststridige, og der bør pålægges virksomheden en bod.

De indklagede har anført, at hjemsendelserne var retmæssige, fordi en virksomhed efter almindelig arbejdsretlig praksis er berettiget til at hjemsende arbejderne, når der på grund af andre arbejdergruppers overenskomststridige arbejdsnedlæggelser ikke er arbejde til dem. Som følge af pakkernes fortsatte strejke kunne aviserne ikke udkomme i påskedagene, og der var herefter ikke arbejde til metalarbejderne og elektrikerne, som løbende udfører vedligeholdelses- og reparationsarbejder samtidig med avisernes udgivelse. Det er i sådanne tilfælde almindeligt at hjemsende de andre arbejdergrupper kollektivt, og der er i en så stor virksomhed heller ikke tid til at undersøge de enkelte arbejderes arbejdsprogrammer. Efter forliget af 24. juni 1986 har Berlingske Tidende udbetalt sædvanlig løn til de to forbunds medlemmer og anser derved betalingsspørgsmålet som ude af verden.

Arbejdsretten skal udtale

Det er en almindelig arbejdsretlig grundsætning, at arbejdere, hvis arbejdskraft i en periode bliver overflødig på grund af andre arbejderes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, kan hjemsendes uden løn, også i tilfælde, hvor overenskomsten ikke indeholder en force majeurebestemmelse.

For de arbejdere, som skulle være mødt til arbejde i påskedagene, findes hjemsendelsen herefter at have været berettiget. Det findes nemlig ikke godtgjort, at det arbejde, som eventuelt kunne udføres i påskedagene, ikke lige så godt kunne udføres efter arbejdets almindelige genoptagelse efter påske. Hvis arbejde var udført i påskedagene, ville der derfor være fremkommet arbejdsmangel i dagene efter påsken.

For de arbejdere, der ikke skulle møde på arbejde i påskedagene, må hjemsendelsen uden løn, der var begrænset til påskedagene, derimod anses for uberettiget og dermed overenskomststridig.

I den situation, der opstod om eftermiddagen onsdagen før påsken ved pakkernes meddelelse om fortsat arbejdsnedlæggelse til tirsdag efter påske, var Berlingske Tidende nødt til at handle omgående, og der findes ikke at være grundlag for at pålægge virksomheden bod, fordi den hjemsendte de andre arbejdergrupper uden at undersøge de enkelte arbejderes tjenestetider i påsken.

Således som sagen er oplyst for Arbejdsretten, henstår det som ganske usikkert, om der består yderligere lønkrav, og der tages derfor ikke yderligere stilling til klagernes sidste påstand.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales med halvdelen af hver part.

T h i k e n d e s f o r r e t

Det Berlingske Officin A/S har handlet overenskomststridigt ved den 3. april 1985 at have hjemsendt medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund uden løn i dagene fra den 4. til og med den 8. april 1985, uanset at de pågældende ikke skulle være mødt på arbejde i disse dage. Iøvrigt frifindes de indklagede.

Der pålægges ikke Det Berlingske Officin A/S bod.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales af hver af parterne med halvdelen.

Dom 1987 3830 Valid

Efter lovindgrebet den 31. marts 1985 var arbejdet på Berlingske Tidende nedlagt 1. april og den 2. april indtil kl. 23.30, hvor medlemmerne af de klagende forbund Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund mødte og arbejdede til næste dag kl. 6. Denne dag genoptog de øvrige personalegrupper arbejdet, bortset fra arbejderne i pakkeriet. Da disse om eftermiddagen meddelte ledelsen, at de først ville genoptage arbejdet den 9. april (tirsdag efter påske), blev de øvrige medarbejdere hjemsendt indtil den 9. april.

Antaget, at hjemsendelsen uden løn af de arbejdere, der ikke skulle være mødt på arbejde i påskedagene var uberettiget, mens hjemsendelsen af de arbejdere, der skulle have arbejdet i påskedagene var berettiget.

Der fandtes dog ikke grundlag for at pålægge virksomheden bod, da det i den foreliggende situation havde været nødvendigt for ledelsen at handle omgående, således at virksomheden ikke havde haft tid til at undersøge de enkelte arbejderes tjenestetider i påsken.

Virksomheden havde oplyst, at den havde udbetalt sædvanlig løn til de klagende forbunds medlemmer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →