Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft. (* 1) (* 2) Hjemsendelse driftsmæssigt begrundet. Voldgiftskendelse vedrørende lignende spørgsmål ikke afgørende. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Colon Øst, Glostrup (fuldmægtig Mona Davidsen). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Jon Palle Buhl, Arnold Hansen, Bent Knap, Kofod, Sløk og Wahl.
Statutory Text (3 Articles)
Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft. (* 1) (* 2) Hjemsendelse driftsmæssigt begrundet. Voldgiftskendelse vedrørende lignende spørgsmål ikke afgørende. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Colon Øst, Glostrup (fuldmægtig Mona Davidsen). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Jon Palle Buhl, Arnold Hansen, Bent Knap, Kofod, Sløk og Wahl.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Colon Øst, Glostrup, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede Colon Øst har handlet overenskomststridigt ved den 23. april 1986 at have hjemsendt 5 chauffører uden løn, at indklagede tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod, og at spørgsmålet om eventuel betaling henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende
Virksomheden Colon Øst fremstiller kartonnagevarer. I virksomheden er ansat et antal kartonnagearbejdere, der er organiseret i Dansk Bogbinder og Kartonnagearbejder Forbund. Til udkørsel af virksomhedens produktion til kunderne er der ansat 8 chauffører, som er organiseret i Chaufførernes Fagforening for Københavns Chauffører.
Den 2. april 1986 nedlagde kartonnagearbejderne arbejdet, og på et fællesmøde den 3. april erkendte man fra arbejderside, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, ligesom man gav tilsagn om at pålægge arbejderne at genoptage arbejdet omgående. Arbejdet blev imidlertid ikke genoptaget, og den 7. april 1986 blev arbejdsnedlæggelsen indbragt for Arbejdsretten. På et forberedende retsmøde den 10. april 1986 blev det på ny erkendt, at arbejdsstandsningerne var overenskomststridige. I retsmødet forbeholdt virksomheden sig at foretage indskrænkninger i arbejdsstyrken, hvis arbejdsnedlæggelserne fortsatte. Det gjorde de, og på et nyt retsmøde den 17. april 1986 blev der pålagt kartonnagearbejderne bod. I dette retsmøde fastholdt virksomheden sit forbehold om indskrænkning af arbejdsstyrken.
Efter den 17. april 1986 etablerede kartonnagearbejderne et større antal arbejdsnedlæggelser af kortere varighed, op til 1 1/2 time, og iværksatte samtidig temponedsættelser. På et fællesmøde den 22. april 1986 erkendte man fra arbejderside, at aktionerne var overenskomststridige, ligesom man lovede at give arbejderne pålæg om at normalisere arbejdet omgående. Arbejdet blev imidlertid ikke normaliseret den følgende dag, og ved en skrivelse af 23. april 1986 til 5 chauffører blev de hjemsendt uden løn på grund af arbejdsmangel som følge af de fortsatte arbejdsnedlæggelser blandt kartonnagearbejderne.
På et mæglingsmøde den 15. maj 1986 gjorde Specialarbejderforbundet gældende, at hjemsendelsen var overenskomststridig, idet der ikke var givet chaufførerne det i deres overenskomst § 7, stk. 1, foreskrevne varsel på 14 dage. Der blev ikke på dette møde og heller ikke på et fællesmøde den 27. august 1986 opnået enighed, og sagen blev herefter ved et klageskrift af 12. september 1986 indbragt for Arbejdsretten.
Efter at kartonnagearbejdernes aktioner hos Colon Øst var ebbet ud, blev de 5 hjemsendte chauffører indkaldt til at genoptage arbejdet den 2. og 5. maj 1986.
Samtidig med kartonnagearbejdernes arbejdsnedlæggelser hos Colon Øst forekom der tilsvarende arbejdsnedlæggelser hos virksomhedens afdelinger i Stevnstrup og Fredericia, og fra arbejderside erkendte man på fællesmøde, at også disse arbejdsnedlæggelser var overenskomststridige. Hos afdelingen i Fredericia blev udkørslen af varer foretaget af en selvstændig vognmand. Ifølge afdelingens kontrakt med vognmanden havde denne forpligtet sig til ikke at benytte de til udkørslen specialindrettede køretøjer til anden kørsel. Vognmanden, der normalt havde omkring 14 lastvogne i arbejde, udførte i alt væsentligt kun transporter for Colon afdelingen. Da udkørslernes omfang som følge af kartonnagearbejdernes arbejdsnedlæggelse faldt væsentligt, opsagde vognmandsfirmaet fredag den 18. april 1986 6 af de beskæftigede 14 chauffører med virkning fra og med mandag den 21. april 1986. Som begrundelse blev angivet arbejdsmangel som følge af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i Colon afdelingen. Specialarbejderforbundet anså også disse afskedigelser for at være overenskomststridige, fordi der ikke var givet chaufførerne opsigelsesvarsler efter deres overenskomst. Spørgsmålet blev indbragt for en faglig voldgiftsret, og ved en opmandskendelse af 20. oktober 1986 blev det afgjort, at hjemsendelsen af de 6 chauffører havde været stridende mod § 16, stk. 1, i deres overenskomst, og at vognmanden skulle betale løn til chaufførerne i opsigelsesperioden, der var en uge.
Driftsleder Bent Pollas har for Arbejdsretten forklaret, at Colon Øst's 8 chauffører udelukkende er beskæftiget med udkørsel af virksomhedens produktion. Den normale daglige produktion er 200.000 kvadratmeter, men i den periode, hvori kartonnagearbejdernes aktioner fandt sted, faldt dagsproduktionen til omkring 100.000 kvadratmeter. Virksomheden har kun lagerkapacitet til en til to dages produktion. Da virksomheden dagen efter fællesmødet den 22. april 1986 måtte konstatere, at de overenskomststridige aktioner fortsatte, besluttede man at hjemsende 5 af de 8 chauffører, fordi der ikke var arbejde til dem. 10-12 andre arbejdere blev samtidig hjemsendt.
Klagerne har anført, at Colon Øst har handlet overenskomststridigt ved at hjemsende de 5 chauffører, idet overenskomsten ikke indeholder nogen force majeure bestemmelse. Efter overenskomsten havde chaufførerne krav på 14 dages opsigelsesvarsel, og virksomheden kunne på et tidligere tidspunkt under kartonnagearbejdernes langvarige aktioner have afskediget chaufførerne med overenskomstmæssigt varsel. Situationen i denne sag er ganske den samme som i voldgiftssagen vedrørende chaufførerne i Fredericia. Disse chauffører havde også kun krav på et kort opsigelsesvarsel, og det kan ikke gøre nogen forskel, at de var ansat hos en selvstændig vognmand og ikke hos Colons afdeling i Fredericia. Med henblik på fastsættelsen af en bod har klagerne oplyst, at chaufførernes lønkrav andrager 12-13.000 kr.
De indklagede har anført, at hjemsendelsen af de 5 chauffører den 23. april 1986 skyldtes arbejdsmangel som følge af kartonnagearbejdernes overenskomststridige aktioner, idet der kun var arbejde til 3 chauffører. Det er en almindelig arbejdsretlig grundsætning, at arbejdere, hvis arbejdskraft i en periode bliver overflødig på grund af andre arbejderes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, kan hjemsendes uden løn, også i tilfælde hvor overenskomsten ikke indeholder nogen force majeurebestemmelse. Opmandskendelsen vedrørende chaufførerne i Fredericia kan ikke tillægges betydning i denne sag, hvor der er tale om hjemsendelse af chauffører, der er ansat af selve den konfliktramte virksomhed.
Arbejdsretten skal udtale
Det må efter det oplyste, herunder driftsleder Pollas' forklaring, lægges til grund, at hjemsendelsen af de 5 chauffører var begrundet i arbejdsmangel som følge af kartonnagearbejdernes overenskomststridige aktioner.
Arbejdsretten må give de indklagede medhold i, at arbejdere, hvis arbejdskraft midlertidigt bliver overflødig på grund af andre arbejderes overenskomststridige aktioner, efter arbejdsretlig praksis kan hjemsendes uden løn, også i tilfælde hvor overenskomsten ikke indeholder nogen force majeurebestemmelse.
Opmandskendelsen vedrørende chaufførerne i Fredericia er ikke afgørende for denne sag, allerede fordi der var tale om chauffører ansat hos en selvstændig vognmand - og ikke som i denne sag om chauffører ansat hos selve den konfliktramte virksomhed.
At virksomheden ikke straks ved den overenskomststridige aktions begyndelse afskedigede sine chauffører med overenskomstmæssig varsel, men valgte at se tiden an og først hjemsendte dem, efter at det for tredie gang havde vist sig, at pålæg til kartonnagearbejderne om at normalisere arbejdet ikke blev fulgt, kan ikke gøre hjemsendelsen overenskomststridig.
De indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.
Sagens omkostninger, 2.000 kr., skal betales af klagerne.
T h i k e n d e s f o r r e t
Dansk Arbejdsgiverforening for Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening for Colon Øst, Glostrup, frifindes i denne sag.
Sagens omkostninger, 2.000 kr., betales af klagerne.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 386 ff, s.576 (note 134), Rise Overenskomstfortolkning ved faglig voldgift 5. udg. s.345, s.350 (kendelse af 14. maj 1979), K 10.702 og de herunder anførte henvisninger, K 86.009.
På en kartonnagevirksomheds afdeling i Glostrup forekom i tiden 2.-17. april 1986 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og herefter et større antal arbejdsnedlæggelser af kortere varighed samt temponedsættelser. På fællesmøder og forberedende møder i Arbejdsretten erkendte man fra arbejderside, at aktionerne var overenskomststridige, således også på et fællesmøde den 22. april 1986, men arbejdet blev ikke normaliseret den følgende dag, hvorefter 5 chauffører blev hjemsendt uden løn uanset en overenskomstbestemmelse om 14 dages opsigelsesvarsel på grund af arbejdsmangel, som følge af de fortsatte arbejdsnedlæggelser blandt kartonnagearbejderne.
På to andre afdelinger af virksomheden, var der foregået tilsvarende arbejdsnedlæggelser. Her blev transportopgaverne udført af et selvstændigt vognmandsfirma, som opsagde et antal chauffører på grund af arbejdsmangel, hvilket var blevet fundet overenskomststridigt ved en faglig voldgift.
Arbejdsretten frifandt virksomheden for at have handlet overenskomststridigt, idet der bl.a. udtaltes, at arbejderne, hvis arbejdskraft midlertidigt bliver overflødig på grund af andre arbejders overenskomststridige aktioner efter arbejdsretlig praksis kan hjemsendes uden løn også i tilfælde, hvor overenskomsten ikke indeholder nogen force majeure bestemmelse.
Den anførte voldgiftskendelse fandtes ikke at være afgørende for arbejdsretssagen.