Legislator Case Law & Legislation
U19870378913 DK

Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket. Systematisk aktion.(* 1) (* 2) Bortfald af bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for C. N. Børma Armatur A/S, Horsens (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Bangert (retsformand), Degerbøl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Hans Jensen, Wahl og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1987 3789 Valid

Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket. Systematisk aktion.(* 1) (* 2) Bortfald af bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for C. N. Børma Armatur A/S, Horsens (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Bangert (retsformand), Degerbøl, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Hans Jensen, Wahl og Westergaard.

Ved klageskrift af 4. juni 1986 har Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for C. N. Børma Armatur A/S, Horsens indklaget Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund for Arbejdsretten i anledning af, at de pågældende medlemmer har nedlagt arbejdet den 22. april, den 28. og 29. april og den 30. april 1986.

Klagerne har påstået de strejkende pålagt bod.

De indklagede, der har erkendt, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, har nedlagt påstand om, at der ikke ikendes bod.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Omkring årsskiftet 1985/86 blev det klart, at der på grund af ordrenedgang skulle afskediges 22 medarbejdere på virksomheden. Heraf blev 15 straks afskediget, medens resten forventedes at ophøre ved naturlig afgang.

I anledning af afskedigelserne blev der den 14. april indgået følgende aftale mellem virksomhedens direktør og fællestillidsmanden

A F T A L E

»Ved ansættelse af nye timelønnede medarbejdere i produktionen, skal medarbejdere, som tidligere har været ansat, og som er afskediget p.g.a. arbejdsmangel, tilbydes gen-ansættelse, dersom følgende kan opfyldes

1/ At medarbejderen fortsat er ledig på det ønskede tidspunkt.

2/ At medarbejderen efter værkførerens skøn er egnet til det ledige arbejde.«

Kort før den 22. april skulle der ansættes 5 medarbejdere. Besættelse af disse stillinger skete ved, at 1 afskediget blev genansat, medens 4 blev nyantaget.

Dette førte til arbejdsnedlæggelse den 22. april, men arbejdet blev genoptaget den 23. april, og et fællesmøde berammet til afholdelse samme dag blev derfor aflyst.

Den 28. april blev der igen ansat en ny medarbejder, og arbejdet blev herefter påny nedlagt kl. 13.00. Arbejdet blev genoptaget den 30. april kl. 7.00, men atter nedlagt kl. 8.30.

På et fællesmøde den 30. april erkendte man fra arbejdstagerside, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige og gav tilsagn om at pålægge de strejkende at genoptage arbejdet den 5. maj ved normal arbejdstids begyndelse.

Fra arbejdstagerside gjorde man gældende, at de to første arbejdsnedlæggelser var sket i protest mod virksomhedens ansættelses- og afskedigelsespolitik, medens den sidste strejke skyldtes, at funktionærer havde udført en del af de strejkendes arbejde. Dette blev bestridt fra arbejdsgiverside, hvorfra man i øvrigt gjorde gældende, at arbejdsnedlæggelserne var led i en systematisk aktion, hvilket blev bestridt fra arbejdstagerside.

Arbejdet blev genoptaget den 5. maj i overensstemmelse med det givne pålæg. Der blev den 6. maj afholdt et møde mellem virksomhedens ledelse og repræsentanter for de ansatte, hvor man dels gennemgik hændelsesforløbet, dels fra de ansattes side redegjorde for problemerne set fra de timelønnedes side, og der opnåedes enighed om forskellige forslag til løsning af problemerne. Af mødereferatet fremgår blandt andet, at man fra ledelsens side fremførte, at de foretagne ansættelser var sket til job, der ikke svarede til de job, som tidligere medarbejdere var afskediget fra. Mødet sluttede med, at der blev appelleret til, at alle parter glemte utilfredsheden - »begraver øksen« - og at der ved fælles indsats skabtes tryghed i ansættelsen.

Produktionschef J. C. Houborg har forklaret, at man tidligere har anvendt princippet om fortrinsvis at genansætte tidligere afskedigede medarbejdere. Det blev aftalt, at dette princip skulle nedfældes skriftligt, men han ved ikke, hvem der tog initiativ hertil. Ved de første ansættelser skulle der vist antages 5, heraf blev 4 nyansat. Der var flere til samtale, men værkførerne skønnede ikke, at de var egnede. Såvidt han husker, var der overvejende tale om nye arbejdspladser. Han husker ikke årsagen til arbejdsnedlæggelsen den 28. - 29. april, men det var vistnok en ansættelse. Den 29. april bad han funktionærer hjælpe med at tage varer ned fra hylder og afsende dem til kunder. Han var med til mødet den 6. maj. Formålet var at finde en bedre måde at løse problemerne på. Han mener ikke, at dette møde kan have bibragt de ansatte den opfattelse, at man ikke ville forfølge arbejdsnedlæggelserne.

Fællestillidsmand Jytte Christensen har forklaret, at hun bortset fra 1 år har været ansat i virksomheden fra 1972 og indtil maj i år. Baggrunden for aftalen af 14. april 1986 var, at der havde været uro, fordi virksomheden ofte ansatte nye medarbejdere i stedet for at genansætte. Da der kom ny direktør, som ønskede ro, blev man enige om den indgåede aftale. Den 22. april skulle der ansættes en kvinde i montageafdelingen, hvor vidnet selv var ansat. Der var tidligere foretaget afskedigelser, og folkene spurgte, hvorfor der var ansat en ny. Hun gik til værkføreren, som erklærede, at han ikke kunne bruge nogen af de afskedigede. Hun nævnte en række navne, og værkføreren svarede, at dem havde han ikke tænkt på. Der var ikke tale om nyt arbejde, og flere af de afskedigede er senere blevet genansat. Den 28. april skulle der ansættes en specialarbejder, men derom må hun henvise til tillidsmanden. Den 30. april sad hun i fællesmøde, da hun fik oplyst, at arbejdet, som var blevet genoptaget, påny var blevet nedlagt, fordi nogle funktionærer havde udført strejkearbejde. På mødet den 6. maj skulle man diskutere, hvordan man undgik uro på arbejdspladsen.

Tillidsmand Finn Hansen har forklaret, at der var afskediget en række medlemmer af Specialarbejderforbundet. Den 28. april blev der nyansat en SID'er. Værkføreren præsenterede den nyansatte. Derefter gik de ansatte til fagligt møde og nedlagde senere arbejdet. Der var ikke tale om en ny funktion, og den nye mand blev vist ansat til almindeligt forefaldende arbejde. Vidnet rettede henvendelse til værkføreren, som erklærede, at han ikke kunne bruge nogen af de afskedigede, men senere er flere af dem blevet genansat.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at det er erkendt, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige. Arbejdsnedlæggelserne den 22. april og den 28. og 29. april skyldtes begge ansættelser af personale, som virksomheden havde foretaget. Begge arbejdsnedlæggelser er sket i protest mod virksomhedens ansættelsespolitik, og det kan ikke være afgørende, at de angik forskellige ansættelser. Arbejdsnedlæggelsen den 30. april blev begrundet med, at funktionærer havde udført strejkeramt arbejde. Virksomheden har ikke anvendt funktionærer i selve produktionen, men alene søgt at afbøde de værste virkninger for kunderne. Alle arbejdsnedlæggelserne må ses som et led i en systematisk aktion i protest mod ansættelsespolitikken. Der er derfor grundlag for at pålægge bod efter § 12, stk. 2 in fine, selv om arbejdet blev genoptaget den 5.maj.

Den indgåede aftale af 14. april overlader det til værkførerens skøn, om en afskediget medarbejder var egnet til ledigt arbejde. Værkførerne har den 22. april fundet, at kun en af de ledige stillinger kunne besættes med en tidligere medarbejder og fandt ingen tidligere medarbejdere egnet til den stilling, som skulle besættes den 28. april. Virksomheden har derfor ikke handlet i strid med den indgåede aftale.

Mødet den 6. maj tog ikke sigte på at afslutte den tidligere konflikt, men drejede sig om, hvorledes man kunne undgå en lignende situation i fremtiden, hvilket også fremgår af formuleringen af den afsluttende passus i referatet. Der er derfor intet grundlag for at lade boden bortfalde.

De indklagede har til støtte for deres påstand principalt anført, at arbejdsnedlæggelserne ikke var forårsaget af generel utilfredshed med forholdene på virksomheden. Arbejdsnedlæggelserne den 22. april og den 28. og 29. april skyldtes ganske vist begge nyansættelser, men det var reaktioner på to forskellige handlinger, og arbejdsnedlæggelsen den 30. april havde en helt anden årsag. Der foreligger således ikke en systematisk aktion, og pålæggelse af bod er derfor udelukket efter § 12, stk. 2, sidste punktum.

Selv om arbejdsnedlæggelserne anses som led i en systematisk aktion, skal boden bortfalde efter § 12, stk. 2, 3. punktum. Der var indgået en aftale om, at ledige stillinger skulle tilbydes tidligere ansatte, hvis de var egnet til det ledige arbejde. Værkførerne har imidlertid slet ikke udøvet dette skøn ved de omhandlede ansættelser. Virksomheden har således ikke efterlevet aftalen og derved begået overenskomstbrud.

De ansatte har i hvert fald måttet tro, at virksomheden ikke efterlevede aftalen om genantagelse af tidligere medarbejdere, når den kort efter aftalens indgåelse ansatte et antal nye medarbejdere. Også det på mødet den 6. maj passerede taler for at lade boden bortfalde.

Arbejdsretten skal udtale

Arbejdsnedlæggelserne den 22. april og den 28. og 29. april havde fælles baggrund i utilfredshed med, at der trods den indgåede aftale blev foretaget nyansættelser og må derfor anses for led i en systematisk aktion, selv om det angik forskellige ansættelser. Arbejdsnedlæggelsen den 30. april, der var afledt af forhold i forbindelse med de tidligere arbejdsnedlæggelser, må efter omstændighederne også anses som led i den systematiske aktion. Bodspålæggelse er derfor ikke udelukket på grund af bestemmelsen i § 12, stk. 2, sidste punktum.

Ved aftalen af 14. april 1986 var der givet de tidligere ansatte, som var afskediget på grund af arbejdsmangel, en vis fortrinsret ved fremtidige ansættelser. Værkførerne var herefter ikke helt frit stillet ved besættelse af ledige stillinger. Selv om det efter bevisførelsen ikke direkte kan fastslås, at virksomheden ved ansættelserne den 22. og 28. april har handlet i strid med den indgåede aftale, har de ansatte i hvert fald haft rimelig grund til at tro, at aftalen ikke blev efterlevet. Herefter findes arbejdstagerne, som genoptog arbejdet i overensstemmelse med det pålæg, der blev givet på fællesmødet, ikke at burde pålægges bod.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., findes at burde betales af klagerne.

T h i k e n d e s f o r r e t

Der pålægges ikke de indklagede medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund bod.

Sagens omkostninger, 2.000 kr., betales af klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening.

Dom 1987 3789 Valid

På en virksomhed var der truffet aftale om, at medarbejdere, der tidligere havde været ansat, men var afskediget på grund af arbejdsmangel ved nybesættelser, skulle tilbydes genansættelse, såfremt medarbejderen efter værkførerens skøn var egnet til det ledige arbejde.

Der skete herefter 3 relativt kortvarige arbejdsnedlæggelser, de to første i protest mod, at der var besat stillinger med personer der ikke tidligere havde været ansat, den tredie i protest imod at funktionærer havde udført strejkeramt arbejde.

Arbejdsretten fandt, at der forelå systematisk aktion, men lod boden bortfalde, da de ansatte havde haft rimelig grund til at tro, at aftalen om genansættelse af tidligere medarbejder ikke blev overholdt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →