Legislator Case Law & Legislation
U19870375013 DK

Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Formodning om, at afskedigelser var kampskridt, afkræftet. Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Træets Arbejdsgiverforening for Vip-Let Vinduesfabrik A/S, Odder (advokat Helge Werner). Dommere: Degerbøl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Jørgen Pedersen, Pontoppidan (retsformand), Springborg og Westergaard.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1987 3750 Valid

Bod 2.1.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Formodning om, at afskedigelser var kampskridt, afkræftet. Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund (advokat Bent Osborg) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Træets Arbejdsgiverforening for Vip-Let Vinduesfabrik A/S, Odder (advokat Helge Werner). Dommere: Degerbøl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Jørgen Pedersen, Pontoppidan (retsformand), Springborg og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark for et antal medlemmer af disse forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Træets Arbejdsgiverforening for Vip-Let Vinduesfabrik A/S, Odder, for Arbejdsretten for overenskomstbrud ved den 8. januar 1987 at have iværksat lockout over for samtlige på Vip-Let Vinduesfabrik A/S beskæftigede medlemmer af Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og af Træindustriforbundet i Danmark.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Vip-Let Vinduesfabrik A/S blev etableret i 1965. Virksomheden har i de senere år haft økonomiske vanskeligheder. Driftsunderskuddet udgjorde ved udgangen af 1985 ca. 10 mio. kr.

Virksomheden blev overtaget af Rationel Vinduer A/S pr. 30. juni 1986. Virksomhedens økonomiske situation var da ikke forbedret, og da det var ledelsens opfattelse, at virksomheden blev drevet med for store omkostninger, herunder med for store lønomkostninger, som følge af svigtende ordreindgang, blev der i tiden frem til oktober 1986 afskediget ca. 25 medarbejdere.

Under et møde den 16. oktober 1986 med deltagelse af repræsentanter for de 2 klagende forbund redegjorde virksomheden for den alvorlige økonomiske situation. På mødet opsagde virksomheden den gældende lokalaftale til ophør den 16. januar 1987.

Der blev herefter indledt forhandlinger om indgåelse af en ny lokalaftale. Virksomheden fremlagde et udkast hertil, som medarbejderne ikke kunne acceptere. Medarbejderne fremkom herefter med et forslag, som blev drøftet på et møde den 8. januar 1987. I mødereferatet anføres bl.a.

»Som bebudet ved forrige møde havde medarbejderne d. 23. december 1986 fremsendt et forslag til ny lokalaftale.

Ved gennemgang af dette forslag viste det sig, at det i vid udstrækning byggede på de opsagte aftaler. Virksomheden gav udtryk for, at dette forslag ikke kunne danne baggrund for forhandlingen af en ny aftale.

Ved direkte forespørgsel om virksomhedens forslag kunne danne baggrund for en ny aftale, blev der fra begge gruppers tillidsmænd svaret utvetydigt »nej«.

Man måtte herefter konstatere, at forhandlingerne ikke kunne komme videre. Der blev fra virksomhedens side givet udtryk for, at der ikke under de eksisterende forhold kunne fremstilles vinduer på A/S VIP-LET, idet man ikke ville være konkurrencedygtig.

Der blev ikke aftalt nyt møde.'

Samme dag skrev virksomheden følgende til virksomhedens tillidsmænd og medarbejdere

»Som det er bekendt, er vor ordretilgang totalt ophørt, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at afskedige vore medarbejdere.«

Skrivelsen blev dagen efter fulgt op med afskedigelsesbreve til de enkelte medarbejdere.

I anledning af afskedigelserne skrev Landsorganisationen i Danmark den 15. januar 1987 således til Dansk Arbejdsgiverforening

»Landsorganisationen i Danmark har fra Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark modtaget en klage over, at vinduesfabrikken Vip-Let, Boulstrup, 8300 Odder, der er medlem af Træets Arbejdsgiverforening, den 9. januar 1987 har afskediget samtlige medlemmer af de to forbund, beskæftiget i virksomheden.

Overfor os er det oplyst, at årsagen skulle være uenighed om forhandling af et nyt lønsystem.

Idet vi betragter virksomhedens handlemåde som et kampskridt og dermed brud på Hovedaftalens § 2 - overenskomststridig lockout - skal vi derfor anmode om, at der afholdes et fællesmøde som et hastemøde under hovedorganisationernes medvirken fredag den 16.ds., forinden sagen indbringes for Arbejdsretten.«

Fællesmøde blev afholdt den 16. januar 1987. I fællesmødereferatet anføres bl.a.

»Fra arbejdsgiverside bestred man, at virksomheden havde begået brud på Hovedaftalens § 2, idet de foretagne opsigelser var foranlediget af konjunkturnedgang på området og i overensstemmelse med gældende regler. I øvrigt bestred man, at virksomheden havde begået brud på de fagretlige regler herunder brud på Træindustriforbundet i Danmarks overenskomst, idet virksomheden agtede fortsat at holde overenskomstens bestemmelser.

Fra arbejderside fastholdt man de fremsatte klager, og man tog forbehold for at videreføre sagen for Arbejdsretten, herunder at gøre organisationsansvar gældende.

Fra arbejdsgiverside bestred man, at der forelå et organisationsansvar.«

Landsorganisationen har herefter ved klageskrift af 19. januar 1987 indbragt sagen for Arbejdsretten med følgende påstande

Indklagede har begået overenskomstbrud ved den 8. januar 1987 at have iværksat lockout over for samtlige på virksomheden beskæftigede medlemmer af Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark.

Indklagede tilpligtes til straks at hæve den mod de på virksomheden beskæftigede medlemmer af Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet iværksatte lockout.

Indklagede pålægges en af Arbejdsretten fastsat bod for det begåede overenskomstbrud.

De indklagede har påstået frifindelse.

I en artikel i Aarhuus Stiftstidende for den 16. januar 1987 anføres under overskriften »Vip-Let fyrer alle« følgende

»Vinduesfabrikken Vip-Let A/S i Boulstrup ved Odder har fyret alle medarbejdere i produktionen. Hovedårsagen er, at de ansatte får for meget i løn.

Godt en snes træindustriarbejdere og medlemmer af snedker-tømrerforbundet har fået en fyreseddel. Funktionærerne berøres ikke.

Vip-Let A/S blev for godt et halvt år siden overtaget af Rationel Vinduer A/S i Sdr. Felding. Den store virksomhed, som har 200 medarbejdere og en omsætning på 140 mio. kr. om året, var specielt interesseret i et produkt fra Boulstrup, husmorvinduet.

Ved overtagelsen beskæftigede Vip-Let A/S et halvt hundrede medarbejdere, men allerede i oktober fik knap en snes ansatte en fyreseddel. Ligesom denne gang behandles massefyringen nu i Arbejdsmarkedsnævnet.

Direktør Flemming Rohde Nielsen, beklager udviklingen.

- Med det lønsystem, som har været anvendt, er vi ikke konkurrencedygtige, siger direktør Flemming Rohde Nielsen.

Flemming Rohde Nielsen håber at komme i gang igen til foråret. Derfor beholder Vip-Let sine funktionærer.«

Denne artikel foranledigede virksomheden til den 19. januar 1987 at skrive således til Aarhuus Stiftstidende

»Jeg er idag kommet i besiddelse af en fotokopi af en omtale med ovenstående overskrift, der er bragt i Stiftidende fredag den 16.ds.

Omtalen er et resultat af et telefoninterview, der fandt sted om formiddagen den 16.ds.

Når jeg skriver til Dem skyldes det, at De ensidigt focuserer på lønsystemet som årsag til fyringerne. Dette er ikke rigtigt - og heller ikke i overensstemmelse med de oplysninger jeg gav pr. telefon den 16.ds.

Det blev tværtimod pointeret, at den væsentlige årsag til afskedigelserne er en markant nedgang i ordreindgangen, som bl.a. i forbindelse med den strenge vinter formentlig vil være ensbetydende med, at ordrebeholdningen meget snart vil være nul.

Vi har derfor fundet det rigtigst at fremskynde planerne om ændringer i produktionsgangen, som løbende har været diskuteret med medarbejderne.

Det skal til slut nævnes, at lønsystemet også spiller en rolle, men ikke med den prioritet, Deres omtale giver udtryk for.«

Af en oversigt over virksomhedens ordrebeholdning og leverancer i perioden fra juli 1986 til februar 1987 fremgår, at ordrebeholdningen, der i juli 1986 udgjorde ca. 14,5 mio. kr., i tiden frem til februar gik stærkt tilbage, således at beholdningen i januar var 1,8 mio. kr. og i februar 918.000 kr. For så vidt angår leverede varer, var der en tilsvarende udvikling.

Direktør Erling Guldbech Clausen, der overtog den daglige ledelse af virksomheden efter Rationel Vinduer A/S' køb pr. 30. juni 1986, har forklaret, at virksomheden producerede udvendigt snedkerarbejde, navnlig vinduer og døre. Virksomheden befandt sig i en meget alvorlig økonomisk situation, og det var fra starten klart, at der måtte foretages betydelige omlægninger og indskrænkninger. Dette gjorde man medarbejderne opmærksom på, og der blev holdt flere møder til drøftelse af situationen. Da ordreindgangen var mærkbart faldende, blev det nødvendigt at reducere medarbejderstaben, og der blev derfor foretaget afskedigelser af ca. 9 medarbejdere i september og yderligere 17 - 18 medarbejdere i oktober. De gældende lønoverenskomster var en medvirkende årsag til vanskelighederne, idet virksomhedens lønomkostninger var væsentlig højere end konkurrerende virksomheders. Dette var baggrunden for, at virksomheden på mødet den 16. oktober 1986 med organisationsrepræsentanterne opsagde lokalaftalen. Det var aftalt, at der skulle indledes forhandlinger om en ny aftale. Disse forhandlinger begyndte i december. På mødet den 16. oktober gav virksomheden samtidig udtryk for, at det, - hvis det ikke lykkedes at vende udviklingen, - kunne blive nødvendigt helt at lukke virksomheden i en periode med henblik på en omlægning og modernisering af produktionsapparatet. I tiden efter oktober var ordreindgangen fortsat utilfredsstillende, og i december var det klart, at der måtte foretages yderligere indgreb. Imidlertid fik virksomheden i slutningen af december en stor ordre. Virksomheden drøftede herefter med medarbejderne mulighederne for at gennemføre en arbejdsfordeling, der ville gøre det muligt at undgå yderligere afskedigelser. Den 5. januar 1987 fik virksomheden imidlertid gennem koncernledelsen besked om, at den store ordre alligevel ikke ville blive til noget. Det var herefter klart, at den resterende ordrebeholdning var så ringe, at der ikke var basis for at fortsætte driften. Virksomheden besluttede derfor at foretage den tidligere omtalte midlertidige lukning med henblik på at gennemføre de nødvendige moderniseringer. Afskedigelsen af medarbejderne var begrundet i de driftsmæssige forhold og ville være sket, selvom man på mødet den 8.januar 1987 var nået til enighed om en ny lokalaftale. Når virksomheden deltog i mødet den 8.januar skyldtes det, at man uanset den midlertidige lukning var interesseret i at have en lokalaftale, så man vidste, hvad man havde at rette sig efter, når produktionen kom i gang igen. Medarbejderne havde forholdsvis lange opsigelsesvarsler, og de sidste medarbejdere fratrådte ikke før udgangen af februar. I den sidste del af arbejdsperioden var der ikke længere produktionsopgaver, og medarbejderne blev derfor beskæftiget med demontering af maskiner. Virksomheden var lukket ca. 2 måneder og genoptog, efter at der var investeret flere millioner kroner i omlægning og modernisering, en beskeden produktion i juni 1987. Virksomheden beskæftiger nu ca. 18 timelønnede medarbejdere. Der er indgået ny lokalaftale med Træindustriarbejderforbundet og aftalt forhandlinger med Snedker- og Tømrerforbundet om ny aftale.

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at det må lægges til grund, at afskedigelsen af samtlige medlemmer af de klagende forbund den 8. januar 1987 var begrundet i, at det på mødet samme dag ikke var lykkedes at opnå enighed om en ny lokalaftale. Afskedigelserne må derfor anses som et kampskridt med henblik på at lægge pres på medarbejderne og deres organisationer. Dette understreges ikke blot af den tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelserne og sammenbruddet i forhandlingerne om en ny lokalaftale, men også af virksomhedens klare tilkendegivelse af, at det gældende lønsystem var for dyrt for virksomheden og derfor var en af de væsentligste årsager til virksomhedens svigtende konkurrenceevne. Også artiklen i Aarhuus Stiftstidende - som virksomheden ikke forlangte dementeret, men blot kommenterede - viser, at de lønmæssige uoverensstemmelser var den reelle grund til afskedigelserne.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at afskedigelserne var begrundet i virksomhedens katastrofale økonomiske situation, som gjorde det nødvendigt midlertidigt at lukke virksomheden. Der var ikke ordrer nok til at fortsætte driften. Afskedigelserne var således begrundet i driftsmæssige forhold og kan ikke med føje hævdes at være et kampskridt. At virksomheden var indstillet på - hvis det overhovedet var muligt - at beholde medarbejderne, illustreres af de bestræbelser, som blev udfoldet for at gennemføre en arbejdsfordelingsordning, da man i slutningen af december mente at have fået en stor ordre. Virksomheden har hele tiden holdt medarbejderne orienteret om de foreliggende vanskeligheder, og der blev ikke fra medarbejdernes side protesteret mod de afskedigelser, som skete i september og oktober 1986.

Arbejdsretten skal udtale

Den nære tidsmæssige sammenhæng mellem sammenbruddet i forhandlingerne om indgåelse af en ny lokalaftale og afskedigelsen af samtlige medlemmer af de klagende forbund og det i øvrigt oplyste om virksomhedens opfattelse med hensyn til nødvendigheden af at foretage ændringer i lønsystemet skaber en formodning for, at afskedigelserne var begrundet i de lønmæssige uoverensstemmelser og derfor, som hævdet af klagerne, måtte anses som et kampskridt. Det må herefter påhvile virksomheden at afkræfte denne formodning. Som sagen foreligger, findes dette imidlertid også at være sket. Retten lægger herved afgørende vægt på direktør Gulbech Clausens forklaring om, at man - efter at den store ordre, som man mente at have modtaget i december, glippede - ikke havde andre ordrer af betydning og derfor, uanset udfaldet af forhandlingerne den 8. januar 1987, var nødsaget til af driftsmæssige grunde at lukke virksomheden midlertidigt. Retten lægger også en vis vægt på, at virksomheden ved at gå ind i forhandlinger om en arbejdsfordeling viste, at man så vidt muligt ville undgå afskedigelser.

Da afskedigelserne herefter er sket af driftsmæssige årsager, kan de - uanset det tidsmæssige forløb - ikke anses som et kampskridt og dermed ikke som en overenskomststridig lockout.

De indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Træets Arbejdsgiverforening for Vip-Let Vinduesfabrik A/S, Odder, frifindes.

I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark og Træindustriforbundet i Danmark, 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1987 3750 Valid

På en virksomhed brød forhandlingen om en ny lokalaftale sammen.

Samme dag afskedigede virksomheden samtlige arbejdere.

Udtalt, at denne nære tidsmæssige sammenhæng skabte en formodning for, at afskedigelserne var begrundet i lønmæssige uoverensstemmelser og derfor måtte anses som et kampskridt. I det konkrete tilfælde fandtes virksomheden imidlertid at have afkræftet denne formodning, idet det ansås for godtgjort, at virksomheden af driftsmæssige årsager havde været nødsaget til at lukke virksomheden midlertidigt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →